[1] Forslag til vedtægt om jagt på fuglene i Grønland Diskussionsoplæg til kommunalbestyrelserne Udarbejdet på opfordring af Det grønlandske Landsråd af Finn Salomonsen Det er en almindelig opfattelse, at en regulering af jagten på fugle i Grønland efterhånden er blevet en påtrængende opgave. Det må også fastslås, at det må være Landsrådet, der som den direkte talsmand for befolkningen i Grønland må fremsætte de nødvendige vedtægter, således som det også er sket med tidli- gere fredningsforslag, f. eks. i 1960 og 1970. Hjemmel til fremsættelse af disse fredningslove for bestemte dyrearter findes i loven om erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt (lov nr. 223 af 3. juni 1967), hvori det i § 4 fastslås, at Mini- steriet for Grønland kan fastsætte regler om fredning af visse dyrearter, men dog også er bemyndiget til at lade sådanne regler fastsætte af Grønlands Landsråd. Efter derom ført korrespondance mel- lem Landsrådet og mig, har Landsrådet i brev nr. 2387 af 28. nov. 1973 til samtlige kommuner meddelt, at jeg i sommeren 1974 vil besøge de vestgrøn- landske kommunalbestyrelser for sam- men med disse at drøfte oplægget til en ny jagtlov. På grund af denne medde- lelse skal fremlægges følgende kommen- tarer og forslag til de drøftelser, som påtænkes afholdt. Lovens nødvendighed. Mens der for pattedyrenes vedkom- mende (rensdyr, ræve, sæler og hvaler) fra gammel tid er klare jagtbestemmel- ser, som i den nyere tid er reguleret, ligesom der er taget vidtgående hensyn til fredninger, haster det meget med at få indført tilsvarende bestemmelser for fuglene. En „jagtlov" for fugle er især påkrævet, fordi man nu i mangel af en sådan lov har legal ret til hæmningsløs nedskydning af næsten samtlige fugle- arter, hvorved det nødvendige hensyn til befolkningens interesser ikke kan til- godeses. Det er nu, på grund af befolk- ningstilvæksten, de forbedrede trans- portmuligheder (især hurtiggående mo- 155 [2] torbåde) samt de mange danske jægeres tilstedeværelse i byerne således, at fugle- livet stærkt reduceres, og at velkendte fuglekolonier („fuglebjerge") er fuld- stændig udryddede i omegnen af de større byer og er blevet betydelig redu- cerede i størrelse andet steds. En lov- mæssig regulering må derfor anses for i høj grad påkrævet, hvilket da også mange gange er blevet fremhævet af kyndige grønlandske indbyggere langs hele vestkysten. Der er endvidere i de sidste år i Grøn- land sket en stærk udvikling af den al- mindelige interesse for naturen, der også turistmæssig er af stor økonomisk be- tydning for landet. Udfra disse interes- ser er det af almen betydning at opret- holde en så stor og artsrig fuglebestand som mulig. Denne bestræbelse må i loven indarbejdes således, at den i så ringe grad som muligt vil hæmme muligheden for befolkningen i økonomisk udnyttelse af fuglelivet gennem jagt. På grund af de ovenfor nævnte forhold må det dog betones, at vilkårene for en række fugle- arter er blevet skærpede, og at det jagt- lige pres er blevet større, en udvikling der må forudses at ville fortsætte og måske endog forstærkes i de kom- mende år. En jagtlov for fugle må derfor for- søge at imødekomme behovet for at bevare de grønlandske arter af fugle- vildt i det antal og de mængdeforhold, som de nu forefindes eller tidligere har været tilstede, udfra følgende hensyn: (a). At kunne give befolkningen mu- lighed for stadig at udnytte den kød- reserve som fuglene, derunder i visse tilfælde også deres æg eller unger, udgør. (b). At kunne give såvel den hjemme- hørende befolkning som de besøgende turister indtrykket af det brogede, ofte storslåede fugleliv, som findes i et ark- tisk landområde. (c). At kunne bevare de eksisterende grønlandske fuglebestande (lokale popu- lationer) og forhindre dem i at gå væ- sendigt ned i tal eller ganske at for- svinde, af videnskabelige, æstetiske og etiske grunde. Alle tre punkter kræver således en bevarelse af en vis grundstamme inden- for hver fugleart, hvilket kun kan op- fyldes ved lovmæssige bestemmelser. Endvidere må dertil føjes regler om jagtredskaber, dels for at forhindre indi- viduelle masseudryddelser eller skade- lige forfølgelsesmåder, dels for at der gennem jagtudøvelsen ikke skal tilføjes fuglene unødvendige lidelser. Det skal tilføjes, at der ikke i jagt- loven er påtænkt bestemmelser om for- følgelse af skadedyr. Sådanne spiller blandt de grønlandske fugle kun en ringe rolle (blot Ravnen kommer eventuelt på tale), og det er rimeligt at lade be- kæmpelse af skadedyr komme under andre vedtægter. Samtidigt må det poin- teres, at de nævnte forslag kun er bereg- net for den lavarktiske (sydlige) del af Vestgrønland, det vil sige fra Upernavik mod syd. De højarktiske Thule og Sco- resbysund områder påregnes ikke endnu at behøve en særlig jagtlov, men kan gives direkte vedtægter fra Landsrådet 156 [3] som hidtil (f. eks. NÅ1 1958, p. 39, og 1960, p. 56 om Scoresbysund og Ang- magssalik Distrikter). Angmagssalik Distrikt vil uden vanskelighed kunne ind- ordnes under de jagtlovsbestemmelser, der er påtænkt for den nordlige del af Vestgrønland. Generelle forslag. (l). Grundlaget for en moderne jagt- lovgivning er at finde i det såkaldte finske jagtlovsprincip, som bygger på et helhedsmæssigt syn på faunaen. Ifølge dette princip betragtes primært alle fug- learter som totalfredede. Derpå ind- føres jagttider for de arter, hvis jagt er forsvarlig og ønskværdig. Det vil med andre ord sige, at fuglearter, som ikke er opført i jagtloven i listen over jagt- bare arter, er forbudt at nedlægge. Dette jagtlovsprincip er indført i Fin- lands, Danmarks, Canadas og Amerikas og flere andre landes jagtlove. I Nor- disk Råds 11. session i 1963 blev det henstillet (rekommendation nr. 7/'1963) til de nordiske landes regeringer at lægge dette princip til grund for frem- tidige jagtlovsændringer. (2). Ved udarbejdelse af forslaget til jagttider for de forskellige arter må man tilstræbe en forenkling med hensyn til jagttidens længde, således at der i videst muligt omfang foreslås samme henholds- vis begyndelses- og afslutningsdatoer, hvor ikke særlige forhold taler derimod. l NÅ = Nalunaerutit A, NB = Nalunaerutit B, K = Kundgørelser vedrørende Grønland. Dette princip, der er anvendt i den dan- ske såvel som mange andre landes jagt- love, tager sigte på at gøre det lettere for jagtudøverne at huske disse specielle datoer og ikke gøre billedet for uover- skueligt. (3 ). Det gælder for alle jagtlove, som en uomgængelig forudsætning, at jagt i almindelighed ikke bør være tilladt i vildtets yngletid. Dette er ikke blot et rent etisk princip, men har til hensigt at beskytte vildtet i den tid, hvor der ud- vikles nye generationer, som i de føl- gende år skal udgøre jagtbyttet. En be- skydning i yngletiden forhindrer, at der oparbejdes en talstærk bestand, og vil forårsage en nedgang i bestanden, noget som de talrige diskussioner i Landsrådet og de mange fremsatte forslag om Eder- fuglens jagt og fredning er et talende vidnesbyrd om. Det skal dog indrøm- mes, at det i det nordlige Vestgrønland, både af historiske og af praktiske grunde kan være vanskeligt at gennem- føre den nævnte bestemmelse for alle jagtbare fuglearter, og der er i det føl- gende forslag forsøgt formuleret et kompromis, som formentlig vil kunne gennemføres. Fastsættelse af en fredningstid for de jagtbare fugle om sommeren må indbe- fatte den periode, hvor fuglene har æg eller unger i reden, og skulle af prak- tiske grunde også omfatte samtlige fug- learter, noget der dog volder store van- skeligheder, da fuglene ikke yngler helt på samme tid. De i Landsrådets eller kommunernes vedtægter angivne fred- ningstider er da også stærkt varierede, som følgende oversigt viser: 157 [4] Ederfugl, S. V. Grønland ......... Ederfugl, N. V. Grønland ......... Tejst, Godhavn ..................... Ryper, gæs, ænder, Holsteinsborg Ryper, hele Grønland............... Lomvie etc., Umanak ............... Ryper, Angmagssalik ............... Tejster, Angmagssalik ............ Ederfugl, Angmagssalik ............ 16.5.-30.9. 16.5.-15.9. 1.5.-15.9. 1.6.-15.8. 1.6.-31.7. 15.6.-15.8. 1.5.-31.7. 1.6.-31.8. 1.7.-1S.8. (NÅ 1960, (NÅ 1960, (NB 1966, (NB 1967, (NÅ 1959, (NB 1969, (NÅ 1958, (NÅ 1958, (NÅ 1958, p. 21) p. 21) p. 12) P- 24) p. 142) p. 4) p. 41) p. 41) p. 41) Den følgende oversigt viser de hos de almindelige jagtbare fugle anvendte gen- nemsnitlige, dog gennemgående let for- kortede tidsrum fra æglægningen til ungerne forlader rederne i Vestgrøn- land. Rødstrubet Lom ........ Blisgås .................... Gråand .................... Havlit .................... Ederfugl ................. Skallesluger .............. Mallemuk ................. Skarv .................... Rype ....................... Sortgrå Ryle .............. Kjove .................... Svartbag ................. Gråmåge, Hvidvinget Måge ........ Ride ....................... Terne .................... Alke f ugle (Alk, Lomvie, Søkonge, Tejst) ........... Ravn ....................... 1.5.-15.8. 20.5.- 1.8. 20.5.- 1.9. 1.5.- 1.9. 1.6.- 1.9. 15.6.- 1.9. 15.5.- 1.9. 15.5.- 1.9. 1.6.-15.8. 15.5.- 1.8. 1.6.-15.8. 1.5.-15.8. 15.5.-15.8. 1.6.-15.8. 1.6.-15.8. 15.6.-15.8. 1.4.- 1.7. Det ses, at man ved de allerede givne fredningsbestemmelser har anvendt de rigtige tidsrum eller i mange tilfælde er gået videre, med en margin på 14 dage både før og efter yngleperioden. Skal man give en regel for samtlige fugle, kan man gøre det på følgende måder: (a). Jagtforbud generelt 15.6.-15.8. Dette ville være en gennemsnitstid, der ville passe godt for de jagtmæssigt vig- tige alkefugle, men være for kort for ederfugle, måger o. a. Man bør dog overveje, om det ikke af historiske og traditionsmæssige grunde ville være mest formålstjenlig med en kort, generel fred- ningstid, og ligeledes om det ikke af praktiske grunde ville være bedst med en fælles fredningstid om sommeren for alle fuglearter. Ved en så kort frednings- tid om sommeren ville det også være muligt at nedlægge vadefugle (Sten- vender, Islandsk Ryle o. a.) under deres træktid på vej til og fra højarktisk Nordgrønland både forår og efterår. Der er i det følgende regnet med denne fredningstid i de opstillede forslag. 158 [5] (b). Jagtforbud for alkefugle, ryper og mågefugle, (måger, kjover og ter- ner) 15.6.-15.8., for lommer, andefugle (gæs og ænder), skarv, mallemuk og vadefugle (Sortgrå Ryle m. fl.) fra 15.5.-1.9., for Ravn 1.S.-1.7. (c). Jagtforbud for alkefugle 15.6.— 15.8., for mågefugle (måger, kjover, ter- ner), vadefugle (Sortgrå Ryle m. fl.) og Rype fra 15.5.—15.8., for lommer, ænder, mallemuk og skarv fra 15.5.— 1.9., for gæs 15.5.-1.8. og Ravn 1.5.- 1.7. (4). Det er almindelig kendt i Grøn- land, at det vil være af stor betydning at forhindre al jagt og skydning ved kolonier af søfugle. Dels vil uroen og larmen (også tuden af dampfløjter og anden støj) forstyrre yngleforholdene og derved nedsætte ungeproduktionen, dels vil skydning af søfugle i yngletiden stride imod det under pkt. 3 ovenfor an- førte forslag om jagt i yngletiden. Der skal her henvises til den færøske jagtlov, ifølge hvilken enhver ejer af et fugle- fjeld kan begære fredlysning af dette. En fredlysnings retsvirkning er bl. a., at ingen i tiden 15. marts—31. august må skyde på havet inden for en afstand af to sømil fra nærmeste punkt på fugle- bjerget, dog er grænsen for skydning kun y-i sømil, hvis fuglene kun yngler i urer (f. eks. tejstens ynglepladser). Inden for de omhandlede grænser og tidsrum er det ligeledes forbudt ved unødvendig tuden med damp f løjten eller anden unødvendig støj at forstyrre fug- lenes fred. Det er endvidere i al almin- delighed forbudt på fuglebjerge at drive fangst på en sådan måde, at fugleplad- sernes faste bestand derved udsættes for varig formindskelse, men vurderingen heraf er dog overladt til fangstmænde- nes eget skøn. De grønlandske myndigheder har i høj grad været klar over betimeligheden af at forbyde jagt på fuglefjeldene og 5 disses nærhed. I en landsrådsvedtægt af 12. maj 1958 (NÅ 1958, p. 12) blev ,,al beskydning af fugle på yngleplad- serne forbudt", men senere blev i en mindre generel udformning en vedtægt besluttet, af 1. februar 1971 (NÅ 1971, p. 7), hvorefter al jagt og fangst ved fuglefjelde, hvor Lomvien (agpa) eller Riden (tateraq) yngler, er forbudt, lige- som det er forbudt at skyde eller fange fugle inden for en afstand af 2 km fra de pågældende ynglepladser. Lignende bestemmelser er vedtaget af de fleste kommuner, således Jakobshavn (NB 1960, p. 3), Godthåb (NB 1961, p. 12), Upernavik (NB 1965, p. 35), Umanak (NB 1969, p. 4), Narssak (vedtægt af 9.2. 1955, ikke trykt), Suk- kertoppen (NB 1972, p. 79) og Chri- stianshåb (NB 1972, p. 14) og flere andre kommuner. Afstanden fra fugle- fjeldene, indenfor hvilke skydning er forbudt, er dog som regel blot l km, i Christianshåb skiftende ved forskellige fuglefjelde fra 200 m til 3 km. Desuden blev det i både Jakobshavn og Chri- stianshåb vedtaget at afmærke fjeldene eller udsætte bøjer for at tilkendegive, hvor skydeforbudet begyndte. Endelig skal bemærkes, at det i Umanak blev forbudt at færdes i fuglefjeldene med skydevåben. 159 [6] Endvidere bør det nævnes, at der på fælleskommunalbestyrelsesmødet i Ege- desminde i foråret 1962 blev vedtaget et udkast til fællesvedtægter vedrørende samtlige fuglefjelde i Kangatsiaq, Ege- desminde, Christianshåb, Jakobshavn, Vajgat og Godhavn kommuner, altså hele Disko Bugt området. Udkastet blev dog ikke godkendt af selve kommunal- bestyrelserne på reglementeret vis. I Landsråclssamlingen 1962 gav lands- rådsmedlem Marius Sivertsen fra Ja- kobshavn udtryk for ønsket om etable- ring af særlig vagtordning for visse f ugle fjelde, men dette blev afvist af Landsrådet p. gr. af de økonomiske kon- sekvenser. Der er således næppe tvivl om, at en jagtlov må indeholde et skydeforbud ved fuglebjergene, således som såvel Landsrådet som de enkelte kommuner har ønsket gennemført. For at præcisere hvad der menes med et fuglefjeld, da en sådan definition er af juridisk konse- kvens, skal det foreslås at sige, at det er enhver lokalitet, hvor 10 eller flere par søfugle yngler. Derved undtages de tal- løse fjelde og øer, hvor enkelte par måger, tejster, havliter eller andre sø- fugle yngler, og hvor skydeforbud ikke bør gælde. På den anden side sikrer det større tejstefjelde, med mere end 10 ynglepladser, og ville således omfatte de tejstekolonier, som ønskes fredet af Godhavn kommunalbestyrelse (NB 1966, p. 12). Bestemmelsen kunne da lyde som følger: Ethvert sted, hvor 10 eller flere par søfugle yngler, betegnes som et fugle- fjeld. Det er forbudt at løsne skud ved eller på fuglefjelde, sålænge fuglene be- finder sig på fjeldet. Desuden er det i samme tidsrum forbudt at skyde eller på unødvendig måde at frembringe støj indenfor en afstand fra fuglefjeldet på: (a). 2 km (subsidiært l km eller l sømil), hvis fuglefjeldet er beboet af Rider, Lomvier, Alke, Søkonger, Malle- mukker og Skarve. (b). 200 m (subsidiært 100 m), hvis fuglefjeldet udelukkende er beboet af Ederfugle, Tejster, Terner eller andre mågefugle end Riden. Undtagen herfra er dog den i N. V. Grønland givne tilladelse til jagt ved Lomvie-(agpa-) fjelde (se nedenfor un- der Lomvien). (5). Principielt bør det ikke være til- ladt at indsamle fugleæg, hvilket også er forbudt i de fleste lande, men der er tradition i Grønland for indsamling af visse fugleæg, som det formentlig også i fremtiden må være tilladt at samle. Det skal dog nævnes, at det i Upernavik Di- strikt er forbudt at samle æg af Lomvie (agpa) efter 10 juli (NB 1965, p. 35),1 i Holsteinsborgs reservat æg af Rype, gæs og ænder fra 1. juni til 15. august (NB 1967, p. 24), i Scoresbysund æg af l Vedtægten er dog ældre og stadfæstedes af den daværende landsfoged for Nordgrønland 5. juli 1948. Desværre søgte man hurtigt om dispen- sation fra disse bestemmelser, hvorved de er blevet temmelig virkningsløse. 160 [7] Toppet Skallesluger. Fot.: Benny Génsbøl. gæs og ænder efter 31. maj (NÅ 1958, p. 41), ligesom der er flere andre re- striktive kommunale vedtægter. Et ret omfattende forbud mod indsamling af æg vedtoges af landsrådet 1960 (NÅ 1960, p. 84), men ophævedes i 1971 (NÅ 1971, p. 8). Endelig er al indsam- ling af Ederfuglens æg forbudt (NÅ 1960, p. 22). Det er af indlysende vig- tighed, at fuglene får mulighed for at få deres unger på vingerne og ikke udsættes for, at de omlagte æg ødelægges af efterårets frost, således som det nu mange steder er tilfældet på grund af den udstrakte ægsamling. Et generelt forbud mod ægsamling bør have følgende undtagelser: (a). Æg af terner og måger (Alm. Kjove, Svartbag, Hvidvinget Måge, Gråmåge og Ride) samt af Mallemuk har traditionsmæssigt været samlet mange steder og er i nogen grad af øko- nomisk betydning. I overensstemmelse med Landsrådets vedtægt (NÅ 1960, p. 84) bør det være forbudt at samle æg af disse arter efter den 1. juli i S. V. Grønland1 og efter 10. juli i N. V. Grøn- land. Mallmukkens æg bør ikke samles i S. V. Grønland, hvor den er meget sjælden. (b). Æg af Lomvie (agpa) kan sam- les i N.V.Grønland indtil 10. juli (i overensstemmelse med kommunalved- tægt fra Upernavik, NB 1965, p. 35), men bør ikke kunne indsamles i S. V. Grønland. Det skal dog tilføjes, at det i Jakobshavn Distrikt er forbudt at De to områder S. V. Grønland og N. V. Grøn- land er diskuteret og nærmere defineret i pkt. 12 nedenfor. 161 [8] samle æg på fuglefjelde efter 15. juni (NB 1960, p. 3), men et så tidligt for- bud vil næppe i almindelighed kunne gennemføres i Grønland. De øvrige alke- fugles æg bør ikke kunne samles. Sø- kongen er en sjælden fugl syd for Thule, og økonomisk uden betydning, Tejstens og Alkens (agpardluk) æg spiller også en ganske underordnet rolle, og Lunden er totalfredet (NÅ 1971, p. 7). Subsi- diært vil Tejstens og Alkens æg også kunne indsamles i N. V. Grønland, da der på grund af æggenes skjulte belig- genhed imellem sten- og klippeblokke næppe tages mange æg, men en sådan indsamling vil ikke være af særlig øko- nomisk betydning og vil iøvrigt unød- vendigt forstyrre fuglene under deres ynglen. I jagtloven bør også nævnes, at det er forbudt at fjerne levende unger fra vilde fugle for at holde disse i fangenskab (K 8.6.1957, afsnit 15/2, nr. 1), med Blisgåsen som eneste undtagelse. Det bør i loven ikke, som i K 1957, hedde at „fugleunger som efter almindelig skik og brug holdes som husdyr (f. eks. gæs- linger) " er undtaget, da dette i så fald også ville gælde unger af måger, Hav- ørnen o. a., som det jo i vedtægtens § l netop er forbudt at fjerne. (6). For ederfuglejagten har Lands- rådet (NÅ 1972, p. 202) i vedtægtens § 5 udtalt, at fangsten ikke må drives i videre omfang, end at hele udbyttet med sikkerhed kan udnyttes som menne- skeføde, og at den enkelte jæger ikke må nedlægge mere end 50 ederfugle pr. dag. Det ville være formålstjenligt, om en sådan jagtregel kom til at gælde samtlige jagtbare fugle, og der foreslås derfor følgende punkt i loven: Den enkelte jæger må pr. dag højst nedlægge 50 stykker fuglevildt. Jagt- udbyttet skal under alle omstændigheder anvendes til menneskeføde, hvis ikke Landsrådets tilladelse til andet brug er givet (se nedenfor pkt. 11). Der skal gøres opmærksom på, at i arktisk Canada er de tilsvarende cifre for dagligt jagtbytte sat til 8 ænder og 5 gæs for tilrejsende (turister m. fl.) og til 25 ænder og 15 gæs for bosiddende, ifølge „Migratory Birds Convention Act" Ottawa 1973, p. 36. (7). Jagt fra speedbåde har meget beklagelige følger for søfuglebestanden, da såvel ænder som alkefugle, lejligheds- vis også måger og andre arter, ikke kan nå at lette eller dykke, før den hurtig- gående båd kan indhente dem, hvorved jagten kan udarte til rent slagteri. I den danske jagtlov af 1967, § 20, stk. 3 ud- tales : „Jagt fra maskindrevet fartøj, der kan fremføres med større fart end 10 knob, er forbudt." Et lignende forbud bør indføres i Grønland. Det skal til- føjes, at et sådant forbud jo ikke hindrer jagt fra almindelige motorbåde og fiskerbåde. Forbudet er allerede gennem kommunal vedtægt gennemført i Nanor- talik (NB 1967, p. 40) og Christians- håb (NB 1970, p. 28), men bør ud- strækkes til hele Grønland. Det er lidt uklart, hvad der menes med ordene i Jakobshavns kommunale vedtægt (NB 1970, p. 39), hvor det i § l „er forbudt 162 [9] at jage fugle op fra vandet, og det er ligeledes forbudt at forfølge fugle med nedskydning for øje." Et så generelt forbud vil i hvert fald ikke kunne gen- nemføres i Grønland, ligesom det også forekommer jagtmæssigt ukorrekt. Det er et spørgsmål, om det skal for- bydes at medbringe jagtredskaber i speedbåde, når man ikke må drive jagt fra dem. Opmærksomheden henledes på, at speedbåde kan anvendes til transport ind i fjordene ved rensdyrjagtens begyn- delse, og at jægerne da må medbringe jagtvåben. En god løsning ville f. eks. være forbud mod at medbringe jagt- våben i speedbåde under den generelle sommerfredning 15.6.—15.8. Følgende forbud bør også erindres: Forbud mod jagt fra luftfartøj og mo- tordrevet køretøj, der kan køre i sne udenfor vejene (NÅ 1970, p. 209, § 6), der indtil nu kun gælder udlændinge (tu- rister), men bør gælde alle jagtberetti- gede i Grønland. I arktisk Canada er bestemmelserne langt strengere, idet det er forbudt at jage fugle „fra ethvert luftfartøj, sejl- båd, motorbåd eller motorkøretøj, såvel som ethvert køretøj trukket af dyr" (det vil sige også hundeslæder). (Migratory Birds Convention Act, Ottawa 1973, p. 12, pkt. 15 (e)). (8). I overensstemmelse med de af Landsrådet givne vedtægter samt delvis også med den danske jagtlov, der hvad dette punkt angår traditionsmæssigt har påvirket udviklingen i Grønland, skal følgende foreslås om brug af, resp. for- bud mod jagtredskaber: (a). Haglgeværer af størrelse indtil kaliber 12 og med højst 2 haglpatroner, samt salonrifler og almindelige rifler er tilladt som jagtredskaber, mens automa- tiske og halvautomatiske skydevåben er forbudt (jfr. NÅ 1970, p. 209). (b). Brug af bue og pil, kajakpil („fuglepil"), slangebøsse og lignende redskaber er tilladt. Brug af sten som jagtredskab mod Rype og enhver anden fugleart er forbudt. (c). Enhver brug af snarer, fælder af enhver art (sakse, limpinde, kasse- fælder m. f L), selvskud samt anvendelse af levende lokkefugle er forbudt. (d). Til fangst af søfugle må ikke opsættes og anvendes net af nogen art (fiskegarn, luftnet, ruser). Ifølge Landsrådets vedtægt (NÅ 1972, p. 202) er fangst af Ederfugle i luftgarn forbudt, mens fangst i fiskegarn er til- ladt under særlige betingelser. Da denne fangst kun har været drevet i ringe om- fang, har den ikke været økonomisk af betydning. Hvis imidlertid mulighederne i garnfangsten fuldt udnyttes, kan den betyde en væsentlig ødelæggelse af sø- fuglene, ved brug af de moderne driv- garn, som vist ved den ufrivillige fangst af Lomvier under laksefiskeriet. (9). I Landsrådsvedtægt om eder- fuglejagt (nyeste bekendtgørelse NÅ 1972, p. 200) er angivet i § 6, at masse- drivning af Ederfugle i fældetiden er 163 [10] forbudt. Et sådant forbud bør stadig gælde, dog modificeret til at: Massedrivning af fældende, ikke-fly- vende roænder („iset"), af Ederfugle, Kongeederfugle og Havliter er forbudt. Dette forbud er klarere end angivel- sen af „i fældetiden". Foruden Eder- fuglene er Havliten medtaget, da den enkelte steder optræder som fældende i store koncentrationer. Derimod må det i N. V. Grønland, hvor fuglejagten om vinteren ifølge sa- gens natur er betydelig reduceret, være tilladt også i den generelle fredningstid (15.6.-15.8.) at skyde de søfugle, der som yngre, ikke-ynglende individer fær- des i området. Dette er for Ederfuglenes vedkommende formuleret i NÅ 1972, p. 200, § l, således, at i yngletiden er „jagt kun tilladt på trækkende ederfugle uden for ynglepladserne, men forbudt ved ynglepladserne." Denne jagttilladelse bør stadig gælde, dog i en noget anden formulering. De ynglende Ederfugle, der strejfer om parvis lige før yngletiden, ofte endog flere par samlet, bør ikke kunne skydes (hvad heller ikke var Landsrådets me- ning), men de må dog betegnes som trækkende fugle i flok. Det er lettere at sige, at de yngre, ikke-ynglende fugle må nedlægges, såfremt disse befinder sig mindst 5 sammen i flok. De i det føl- gende nævnte arter er alle lette at kende i de ungfugledragter, de er i besiddelse af, når de ikke yngler, og denne distink- tion kendes af de naturkyndige i befolk- ningen. Hvis jægere ikke kender den, bør de ikke gå på jagt i fuglenes yngletid og vil blive straffet, når deres udbytte viser sig at bestå af ynglende fugle og ikke af ungfugle. Ved at frede fugle- fjeldene, herunder også Ederfuglekolo- nier (se pkt. 4), og vandarealerne i dis- ses nærhed vil det ikke være nødvendigt her at fremhæve forbud mod beskydning af ungfugle ved ynglepladserne. Denne tilladelse bør kun gælde N. V. Grønland og ikke S. V. Grønland, hvor Ederfug- lene er meget sjældnere, og hvor ung- fuglene i stor udstrækning om sommeren er trukket mod nord. Det må ligeledes være tilladt i som- mertiden under den ellers generelle fred- ning at nedlægge ungfugle af måger (Alm. Kjove, Hvidvinget Måge, Grå- måge, Svartbag, Ride), som strejfer om i flokke, inden de er yngledygtige som 2-4 årige. Også disse fugle er for natur- kyndige lette at kende fra de gamle yngledygtige fugle, og det skal tilføjes, at de i Grønland nedlagte Gråmåger ifølge ringmærkningen fordeler sig med 96 % ungfugle og 4 % ynglefugle. Dette viser, at jægerne kender ungfug- lene (der smager bedre end de gamle fugle) på deres udseende. Tilladelse til sommerjagt på ungfugle af de nævnte måger bør gælde hele Grønland. (10). I Landsrådsvedtægt NÅ 1971, p. 7, § 4 er nævnt nogle øer og områder i Disko Bugt, hvor „enhver jagt, fangst og indsamling af æg eller dun af fugle er forbudt", ligesom en række fugle er fredede i Holsteinsborg renreservat (NB 1967, p. 24). Oprettelse af så- 164 [11] Fuglefjeld — Lomvier. Fot.: Benny Génsbøl danne fredede områder, der må opfattes som fuglereservater, kan for fremtiden ske derved, at Landsrådet rejser fred- ningssag overfor landshøvdingen, ifølge § 13 i den nye lov for Grønland om fredning (vedtaget af Landsrådet og stadfæstet af Folketinget den 9. maj 1974). De områder, som er fredede, bør nævnes i jagtloven, ligesom områ- derne ligeledes på Landsrådets initiativ bør afmærkes med skilte eller bøjer, på lignende måde som i Danmark Vildt- nævnet og Nå tur f redningsrådet afmær- ker resp. vildtreservaterne og de viden- skabelige reservater. Det skal her næv- nes, at Arktisk Station i Godhavn på egen bekostning efter politiets tilladelse lod reservaterne i Disko Bugt afmærke, men at vinterstorme og hærværk nu har ødelagt afmærkningen. Det ville være nærliggende, om Landsrådets frednings- udvalg fik bemyndigelse til at påtage sig denne opgave. (11). Der skal ikke tages stilling til straffebestemmelser for overtrædelser af jagtloven, da fastsættelsen af dem er en politisk beslutning. Dog skal det hen- stilles, at straffene af generalpræventive grunde bliver mere alvorlige end hidtil, 165 [12] da der for overtrædelser blot nævntes, at „der kan idømmes bøder." Dommere, som ikke er orienterede om frednings- problematikken i Grønland, vil ofte være tilbøjelige til at bagatellisere jagtover- trædelser, således som det tidligere var almindeligt i Danmark. Der skal derfor rejses det spørgsmål, om det ikke ville være hensigtsmæssigt: (a) at opgive minimumsbøder (f. eks. 50-100 kr.), (b) ved gentagelsestilfælde eller al- vorlige overtrædelser at pådømme kon- fiskation af udbyttet og af jagtredska- ber, som allerede angivet i loven om udøvelse af erhverv i Grønland § 5, stk. 2 (lov nr. 277, af 27.5.1950, K afsnit 16/2, nr. 1) og i lov nr. 72 om jagt og ferskvandsfiskeri i Grønland af 29.3.1957 (K afsnit 16/2, nr. 3), (c) i særlige tilfælde at frakende ved- kommende retten til at drive jagt i et vist tidsrum, f. eks. fra l til 5 år (jfr. dansk jagtlov af 1967 § 52). Ifølge lov nr. 72 om jagt og fersk- vandsfiskeri i Grønland af 29.3. 1957 (K afsnit 16/2, nr. 3) er i § l retten til jagt forbeholdt „danske statsborgere med fast bopæl i Grønland", mens andre end danske statsborgere skal have jagt- tegn (NÅ 1970, p. 208). Der foreslås for kontrollens skyld, at samdige jagt- berettigede ligesom i andre lande skal have jagttegn mod betaling af en mini- mal godtgørelse. Landsrådet, eventuelt anden myndig- 166 hed, må kunne dispensere fra samtlige punkter i jagtloven, hvis dette skønnes formålstjenligt, og må ligeledes kunne give dispensationer til videnskabelige undersøgelser, når disse drejer sig om nedlæggelse af et rimeligt antal eksem- plarer af sådanne arter, som ikke er decideret sjældne. I lighed med Canada kunne man da ansætte et beløb, f. eks. 1000 kr., for dispensationer til private personer, men lade dette bortfalde, når det drejede sig om offentlige (danske eller udenlandske) videnskabelige insti- tutioner. (12). I lande af stor udstrækning, med varierende klimaforhold, kan det være nødvendigt at inddele jagtlovens beføjelser efter de forhold, der gør sig gældende i de forskellige landsdele. Der er således forskelle i fredningstiderne i de forskellige dele af Sverige, iflg. den svenske jagtlov, mens Canada har sær- lige bestemmelser for de enkelte stater. I Grønland vil det være nødvendigt med særlige bestemmelser i en nordlig og sydlig del af vestkysten, idet klima- forholdene og som følge deraf fuglenes tilstedeværelse i disse egne kan være meget forskellige. En fredning i som- mertiden, som er skitseret ovenfor (pkt. 3), vil opfattes som uretfærdig mod de nordlige områder, hvor fuglene netop kun befinder sig om sommeren, mens det vil give rigelige jagtmuligheder og være til ensidig fordel for den sydlige del af Vestgrønland, hvor de vigtigste jagtbare fugle tilbringer vinteren, således Eder- fuglen, Lomvien, de fleste måger o. s. v. [13] Alke. nsbøl. Det er derfor forsøgt at inddele vest- kysten i to områder af relevans for jag- ten, med det formål i så vid udstrækning som forsvarligt at give den nordlige del kompensation for den manglende fugle- jagt om vinteren. Dette er gjort ved at opstille forskellige muligheder for som- merjagt, af hvilken ederfuglejagten har været behandlet ovenfor (pkt. 9). Hvor Landsrådet tidligere har foretaget en jagtmæssig inddeling af vestkysten, nem- lig i fredningen af Ederfuglen (NÅ 1972, p. 200) og den indtil 1960 gæl- dende fredning af Rypen (regulativ af 25.3. 1924) er Søndre Strømfjord ble- vet anvendt som skillelinje, hvilket dog hverken biologisk, klimatisk eller økono- misk er af relevans. Det må forekomme mere nærliggende at anvende åbent- vandsområdet som målestok, da dettes udstrækning er afgørende for, hvor der kan drives vinterjagt på søfugle. Nord- grænsen for åbentvandsområdet er noget vanskeligt at angive, da den veksler no- get fra år til år. I dette udkast er Ege- desminde Distrikt medregnet til åbent- vandsområdet, resten af Disko Bugt områderne derimod ikke, men det er et spørgsmål, om grænsen bør sættes noget sydligere, f. eks. ved Kangatsiaq kom- munes nordgrænse eller måske ved Nor- dre Strømfjord. Åbentvandsområdet er 167 [14] i det følgende kaldt Sydvestgrønland (S. V. Grønland), området nord derfor Nordvestgrønland (N.V.Grønland), og de to områder er defineret således : S. V. Grønland er vestkysten mellem Egedesminde Distrikts nordgrænse og Kap Farvel, N. V. Grønland området fra Melville Bugten (grænsen mod Thule Distrikt) og mod syd til God- havns og Christianshåbs Distrikters syd- grænse. (13). Det bør være absolut forbudt at indføre og udsætte levende fugle af arter, der ikke tilhører Grønlands natur- lige fauna, uden tilladelse fra Lands- rådet. Dette pkt. findes såvel i den danske jagtlov (§ 43, uden tilladelse fra landbrugsministeriet) og i den canadiske jagtlov (§ 33, uden tilladelse af direk- tøren for jagtnævnet („Wildlife Ser- vice")). De enkelte arter. Der er i Grønland fra Landsrådet eller kommunale myndigheder givet fredningsbestemmelser for i alt 16 spe- cielle fuglearter, der skal nævnes med angivelse af den sidste, nugældende ved- tægt: Strømand (NÅ 1964, p. 50) Blisgås (NÅ 1967, p. 257) Snegås (K 26.4. 1957, a f snit 16/13, nr. 15)1 Ederfugl (NÅ 1972, p. 200) Kongeederfugl (NÅ 1972, p. 200) l Ændret ved kommunal vedtægt i Thule af 5.12. 1973, stadfæstet 21.1. 1974 (ikke trykt). Svane Skarv Havørn Vandrefalk Jagt f alk Sneugle Rype Lunde Søkonge Tejst Lomvie (K 13.4. 1957, afsnit 16/13, nr. 14) (NÅ 1971, p. 7) (NÅ 1971, p. 7) (NÅ 1973, p. 157) (NÅ 1973, p. 157) (NÅ 1971, p. 7) (NÅ 1959, p. 142) (NÅ 1971, p. 7) (NB 1972, p. 32) (NB 1963, p. 7 og NB 1966, p. 12) (NB 1967, p. 3) Disse fredninger vil alle indgå i den påtænkte jagtlov, når undtages de til- fælde hvor kommunerne ønsker specielle fredningslove i deres områder, som til- fældet har været med de tre sidstnævnte alkefugle. Af de nævnte arter er Vandre- falk, Jagtfalk, Havørn, Svane, Lunde og Strømand totalfredede. Følgende fuglearter er jagtbare (d. v. s. kan skydes) i det her omhand- lede område af Grønland: Rødstrubet Lom Islom Mallemuk Storskråpe Blisgås Gråand Havlit Ederfugl Kongeederfugl Toppet Skallesluger Skarv Fjeldrype Præstekrave Stenvender Sandløber 168 [15] Islandsk Ryle Sortgrå Ryle Odinshane Mellemkjove Almindelig Kjove Lille Kjove Svartbag Gråmåge Hvidvinget Måge Ride Alk Kortnæbbet Lomvie Atlantisk Lomvie Tejst Søkonge Ravn Alle andre fugle er totalfredede. Af de nævnte arter yngler Storskråpen og Mellemkjoven ikke i Grønland og Sand- løberen og Islandsk Ryle ikke i denne del af Grønland, og disse arter kunne derfor godt skydes under sommerfred- ningen (15.6.-15.8.). Det vil dog rime- ligvis volde unødig besvær (også admi- nistrativt og politimæssigt) at holde netop disse fire arter udenfor frednin- gen. Af arter, hvis medtagelse i listen kan diskuteres, må nævnes Odinshanen, som måske bør fredes, ligeså Lille Kjove, som er sjælden i Vestgrønland, men som ligner Almindelig Kjove så meget, at det rent praktisk vil være van- skeligt at frede den. Det samme gælder den i Grønland meget sjældne Atlantisk Lomvie, der dog ligner den almindelige (Kortnæbbet Lomvie) uhyre meget. Af arter, som ikke er medtaget, skal blot nævnes Ternen, der skydes meget lidt, og som kun er af økonomisk betyd- Rype i vinterdragt. 'ot.: Benny Génsbøl. ning gennem sine æg. I andre landes lov- givning er alle ternearter fredet. Knorte- gåsen, der tidligere i nogen grad blev skudt i Godhavn Distrikt på sit træk forår og efterår, er ikke medtaget, da den i de sidste 45 år er blevet meget sjælden. Den bør også fredes i Grøn- land, på samme måde som det er til- fældet i Amerika, Danmark, Sverige, England o. s. v. Om de pågældende jagtbare arter gælder endvidere: Unge, ikke-ynglende Ederfugle, Kon- geederfugle og Havliter, der befinder sig i flokke på 5 eller flere fugle, må skydes i fredningstiden i N. V. Grøn- land, idet dog massedrivning af roænder („iset") af de pågældende arter er forbudt. 169 [16] Unge, ikke-ynglende Alm. Kjove, Hvidvinget Måge, Gråmåge, Svartbag og Ride, der befinder sig i flokke på 5 eller flere fugle, må skydes i frednings- tiden i såvel S. V. Grønland som i N. V. Grønland. Se endvidere nedenfor (under Lom- vie) om skydning af Lomvier i fred- ningstiden. Æg af Havterne, Alm. Kjove, Svart- bag, Hvidvinget Måge, Gråmåge og Ride må indsamles indtil 1. juli (d. v. s. 30. juni inkl.) i S.V.Grønland, indtil 10. juli (inkl.) i N. V. Grønland. Æg af Lomvie må indsamles i N. V. Grønland indtil 10. juli (inkl.). Det er forbudt at tage æg af andre end de nævnte arter. Det er ligeledes forbudt hos alle fuglearter undtagen Blisgåsen at fjerne ikke-flyvefærdige unger fra rederne eller disses omgi- velser. Følgende kommentarer skal fremsæt- tes om enkelte af de jagtbare fuglearter: Lomme. For i nogen grad at ophæve den fordel, som S. V. Grønland har sam- menlignet med N. V. Grønland i jagten på Lomvien, der vel må betegnes som den økonomisk vigtigste fugleart i Grøn- land, bør det overvejes, om ikke der i N. V. Grønland delvis kan gives dispen- sation for denne art fra fredningen af fuglefjeldene (pkt. 4) og sommerfred- ningen (pkt. 3). I Umanak kommunes vedtægter (NB 1969, p. 4) er det tilladt at skyde Lom- vier ved fuglefjeldene undtagen 15.6.- 15.8. og kun med salonrifler (kaliber 22), utvivlsomt for ikke at skræmme fuglene ved larmen fra skuddene af de almindelige haglgeværer. Det foreslås at udvide denne tilladelse til at gælde hele N. V. Grønland (men ikke S. V. Grøn- land) , omend med en vis betænkelighed på grund af de skader, der påføres lom- viebestanden herigennem. Den nævnte kommunale vedtægt i Umanak er ældre og stammer i hvert fald fra 1960 (NB 1960, p. 34), ligesom det før den tid var almindelig skik at nedlægge Lomvier fra isen foran f ugle fjeldene. Denne tra- fik, såvel som i tidligere tid skydning hele sommeren, reducerede ganske væ- sentligt lomviebestanden, på Sagdleq så- ledes til blot 10 % af det antal, som fandtes omkring 1925. Resultatet har været, at Umanak kommune måtte skride til totalfredning af Sagdleq i en periode af 3 år (NB 1968, p. 50), og lignende ødelæggende konsekvenser kan man se ved andre lomviefjelde, således ved Agpat (ved Ritenbenk) og ved Qaersorssuaq (ved Upernavik). En anden mulighed, som kunne over- vejes, er dispensation fra sommerfred- ningen (15.6.—15.8.) for Lomviens ved- kommende, dog kun i områder, som ikke er omfattet af fredningen ved fuglefjel- dene (pkt. 4). Det beklagelige er imid- lertid, at det ikke er muligt at se forskel på ynglefuglene og de yngre ikke-yng- lende Lomvier, som forøvrigt kun for 75 % vedkommende når op til yngle- pladserne om foråret, som vist ved ring- mærkningen. Skydning i denne tid vil således resultere i, at de ynglende fugle, som har æg eller unger, vil blive nedlagt, hvad der er uhensigtsmæssigt og uetisk og strider mod det i pkt. 3 fremførte. På den anden side kan det ikke nægtes, at 67 % af det årlige jagtudbytte af i 170 [17] Ederfugle, Fot.: Benny Génsbøl. Grønland klækkede Lomvier i hele Vestgrønland nedlægges i yngletiden (maj—august), som vist ved ringmærk- ningen, så det må diskuteres om en vis, muligvis tidsbegrænset skydning i som- mertiden, f. eks. i halvdelen af tiden, indtil 15. juli, bør tillades. Hvis en så- dan skydning skal tillades, til trods for dens skadelighed for bestanden, må det være en betingelse, at de nedlagte fugle kun anvendes til lokal konsumption, d. v. s. at al eksport af fugle fra de på- gældende kommuner i N. V. Grønland forbydes, såvel til S. V. Grønland som til Danmark. Dette fremføres udtrykkeligt, fordi der i Upernavik for nogle år siden oprettedes et fryseri, hvis hovedopgave var at sælge frosne Lomvier til byerne længere syd på. Desuden kan nævnes, at der eksporteredes flere tons kød af Lomvier til Danmark i årene 1970—71, dog stammende fra de i laksedrivgar- nene omkomne fugle. Nærmere dokumentation om Lom- viens beskydningsforhold på basis af ringmærkningen findes i F. Salomonsen: Fuglene på Grønland, 1967, p. 268-278. Mallemnk. I Umanak Distrikt og i ringe grad i Disko området foregår en 171 [18] vis fangst af Mallemukker om somme- ren. Det drejer sig dog ifølge ringmærk- ningen kun om 4 % af bestanden, hvil- ket rent talmæssigt er uden betydning. Det gælder for denne fugl ligesom for Lomvien og de andre alkefugle, at man ikke kan kende de yngre aldersstadier fra de ældre ynglefugle, således at skyd- ning om sommeren meget vel kan ramme ynglefuglene. I betragtning af det ringe økonomiske udbytte, denne skydning har om sommeren, vil det være bedst at be- vare sommerfredningen for denne art, især da fangsten af ungerne (efter 15.8.), der ifølge ringmærkningen op- går til over 50 % af det samlede antal fangne og nedlagte Mallemukker, kan foregå uhindret som tidligere. Fangst og skydning i sommertiden og ægsamling skal under alle omstændig- heder forbydes i S. V. Grønland, hvor Mallemukken er en meget sjælden yngle- fugl. En fredning af den her vil være denne fugls eneste chance for at brede sig og, når den er blevet almindelig, da at kunne økonomisk udnyttes af befolk- ningen. Skarv. Denne fugl er den eneste i Grønland ynglende art, hos hvem en fredningstid udover sommeren er nød- vendig, dels fordi arten er fåtallig i landet, dels fordi den er let at nedlægge om vinteren. Ringmærkningen har vist, at ikke mindre end 30 % blev nedlagt, hvilket sammen med den naturlige døde- lighed forårsagede en gradvis nedgang i bestanden. Iflg. Landsrådets vedtægt (NÅ 1960, p. 84) blev Skarven fredet fra 1. marts til 30. september, senere ændret til 1. april til 30. september (NÅ 1971, p. 7), og denne fredning bør bevares. Ederfttgl. Denne økonomisk vigtige søfugls fredning har gentagne gange væ- ret behandlet af myndighederne, tid- ligere 7 gange ved udstedelse af regula- tiver fra ministeriet for Grønland, se- nere ved i alt 11 vedtægter fra Lands- rådet, af hvilke den nugældende er NÅ 1972, p. 200. Der er i denne betænkning taget hensyn til de fleste fredninger, nævnt i Landsrådets vedtægt, dels ved sommerfredningen af ynglefuglene (pkt. 3), dels ved forbud mod beskydning ved ynglepladsen (pkt. 4), forbud mod massedrivning (pkt. 9), mod overdreven beskydning (pkt. 6), mod garnfangst (pkt. 8) og mod ægsamling (pkt. 5) og med tilladelse i N. V. Grønland til at skyde unge, ikke-ynglende fugle i flok om sommeren (pkt. 9). Desuden skal følgende kommentarer fremsættes for at give så stor overensstemmelse med Landsrådets vedtægt som muligt: (a). Det bør overvejes, om man skal følge Landsrådets vedtægt og gøre fred- ningen strengere, således at jagten på ynglefugle skal ophøre allerede 15. maj og først igen begynde 1. oktober (N. V. Grønland 16. september), mens al jagt i S. V. Grønland (også på trækkende ungfugle) skal være forbudt 2.6.—30.9. Når dette ikke har været foreslået her, har det været for ikke at få for mange forskellige datoer at regne med. I S. V. Grønland ville ifølge det foreliggende udkast al jagt på Ederfugle være for- budt 15.6.—.15.8., altså i et noget kor- tere tidsrum end i landsrådsvedtægten. 172 [19] Hvis fredningen skal udstrækkes til det i Landsrådets vedtægt nævnte tidsrum, bør man i sommertiden også have lov at skyde de udfarvede hanner, når de går i flok. Endelig kunne overvejes, om en vis kortvarig fredning om vinteren var formålstjenlig, f. eks. februar- marts, som foreslået under landsråds- forhandlingerne 1958 af Ole Brandt. Derved ville den fordel, som S. V. Grøn- land har hvad angår eder f ugle j agten, i nogen grad kunne elimineres. En nær- mere diskussion om ederfuglefredningen er givet i F. Salomonsen: Nye forslag om fuglefredning i Vestgrønland. Tids- skriftet Grønland 1959, p. 241-255. (b). I § 2 omtales, at Ederfuglene ikke må forstyrres på ynglepladsen, dog med særbestemmelse for Upernavik Di- strikt. Det er en noget besværlig proce- dure, at rugeøerne skal afmærkes på kort, der skal tilstilles landshøvdingen, og så vidt det vides har kun et fåtal kommuner indsendt sådanne kort. Det ville være mere realistisk ganske enkelt at forbyde al adgang til rugeøerne i ti- den 16. maj til 20. juli, subsidiært at udnævne enkelte af de største og værdi- fuldeste rugeøer til reservater, således som allerede gjort af Landsrådet med ederfugleøerne i Tasiussarssuaq i det indre af Arfersiorfik Fjord (NÅ 1971, P- 7). (c). I § 4, stk. 2, forbydes det at samle dun før den 20. juli. Ved et land- gangsforbud på rugeøerne 16.5.—20.7. bortfalder også dunsamling i dette tids- rum, hvorefter dunsamling (og i det hele taget landgang) skulle være tilladt, idet dog også vedtægtens stk. 3 skulle gælde. Derimod vil stk. 4 (om varpøer) sikkert kunne ophæves, da så vidt be- kendt ingen varp findes i Grønland. Sluttelig skal det ved forelæggelsen af denne betænkning siges, at den gældende jagtlov i Canada („Migratory Birds Convention Act", Ottawa 1973) er langt strengere end den påtænkte grøn- landske og ikke umiddelbart kan sam- menlignes med den. I Canadas arktiske egne kan der kun skydes gæs og ænder (og enkelte vadefugle) i tiden fra 1. september til 31. oktober. Bortset herfra er alt fugleliv fredet. Dog findes i lovens § 5 følgende dispensation: „Bortset fra i fuglereservaterne kan en indianer eller eskimo til enhver tid og uden jagtkort tage alkefugle af enhver art (Alk, Lom- vie, Tejst og Lunde) samt Sortænder og Fløjlsænder1 og deres æg til føde eller klædedragt." Det er indlysende, at en sådan distinktion mellem „almindelige jægere" og „indfødte" er irrelevant og uden mening i Grønland. Overtrædelse af jagtlovsbestemmelserne straffes i Canada med „en bøde på ikke over 300 $ (= 2100 kr.) og ikke under 10 $ (= 70 kr.), eller med fængsel på ikke over 6 måneder, eller med både bøde og fængsel." l Disse ænder findes ikke i Grønland. 173 [20]