[1] Buste af Ejnar Mikkelsen tale af Helge Larsen Den 12. oktober 1974 afsløredes en buste af polarforskeren Ejnar Mikkelsen på Langelinie i København. Ved højtideligheden holdt Helge Larsen neden- stående tale på Scoresbysund Komiteens vegne, og for familien takkede Ejnar Mikkelsen's søn, Aksel Mikkelsen, som især fremhævede Iver Iversen og sin fars gode forhold til den grønlandske befolkning. Den 15. oktober 1924, altså på tirsdag for 50 år siden, lagde et skib til herude ved Langelinje. Skibet bar navnet „Grøn- land", og det havde med kaptajn Ejnar Mikkelsen som skipper netop afsluttet en farefuld sejlads fra Scoresbysund til Kø- benhavn - uden ror. Roret var under op- rejsen blevet knust af østgrønlandsisen ved indsejlingen til Scoresbysund, der var rejsens mål. Ville de hjem det år, og det skulle de, var der kun een udvej, nemlig at klare sig uden ror eller i peri- oder med et nødror bestående af en mast slæbende efter skibet, og det lykkedes altså. Uheldet med roret var blot en af de mange genvordigheder, Ejnar Mikkelsen havde mødt på vejen mod sit mål: kolo- nisationen af Scoresbysund. Lige siden man med Scoresbysund Komiteens op- rettelse i januar 1924 havde truffet be- slutningen om at anlægge en koloni ved Scoresbysund og befolke den med eski- moer fra Angmagssalik, havde planen mødt modstand og navnlig fra autoritativ side, men med klippefast tro på sin plan og med ubøjelig vilje til at gennemføre den havde Ejnar Mikkelsen tilbagevist ethvert angreb. Tilsidst måtte modstan- derne give op, og planens første fase, op- sendelsen af håndværkere og materialer til husene, kunne finde sted samme sommer. Situationen var ikke uvant for Ejnar Mikkelsen, ja snarere karakteristisk for ham, for livet igennem havde hans aldrig hvilende hjerne fostret planer, som han var parat til at kæmpe for. Han havde haft planer om at komme til Nordpolen, at finde nyt land, at sætte noget igang og at yde bistand, hvor han syntes nogen trængte til hjælp. Nogle planer måtte ganske vist opgives, men mange blev gennemført, ofte til trods for ugunstige vilkår, men i kraft af hans fysiske styrke 271 [2] og seje vilje. Uheld og modgang tog ikke modet fra ham, men animerede ham snarere til at yde en ekstra indsats, og han gennemførte til tider, hvad man på forhånd skulle anse for umuligt. Østgrønland blev landet, hvor han kom til at gøre sin største indsats. Her fik han som 20-årig sin polardåb som roer for den senere admiral G. C. Am- drup på dennes rejse langs den isfyldte kyst mellem Scoresbysund og Angmag- ssaiik. Her blev han betaget af den stor- slåede natur, og her stiftede han bekendt- skab med den særprægede østgrønland- ske befolkning, som kom til at stå hans hjerte nær, og som han senere på for- skellig vis fik lejlighed til at yde støtte. Efter i 1901-02 at have deltaget i et mislykket forsøg på at nå Nordpolen, og i 1906—08 at have ledet en dansk- amerikansk ekspedition til Nord-Alaska, vendte Ejnar Mikkelsen i 1909 tilbage til Østgrønland som leder af en ekspedi- tion. Forløbet af denne ekspedition, „Alabama-Ekspeditionen" 1909-12, er kendt også ud over Danmarks grænser, så jeg skal indskrænke mig til at minde om, at dens opgave var at lede efter dag- bøger og andre efterladenskaber efter de tre omkomne fra Danmark Ekspeditio- nen, Mylius Eriksen, Høegh-Hagen og Jørgen Brønlund. Det bemærkelsesvær- dige ved ekspeditionen var imidlertid, at Ejnar Mikkelsen og hans ledsager på slæderejsen til Danmarks Fjord, Iver Iversen, nærmest ved et mirakel nåede tilbage til udgangspunktet, og da de endelig nåede frem den 25. november, fandt de, at de var ladt alene tilbage på den ensomme kyst og måtte vente næsten to år, før de nåede hjem. Ejnar Mikkelsen kom til at lede endnu en ekspedition til Østgrønland, nemlig i 1932, da Scoresbysund Komiteen ud- sendte en skibsekspedition med videnska- belige forskningsopgaver på kysten mel- lem Angmagssalik og Scoresbysund. Denne ekspedition, men ganske særlig kolonisationen af Scoresbysund spillede en stor rolle ved Haag-sagen i 1933. Man kommer sikkert ikke udenom, at kolonisationen var stærkt medvirkende til, at Danmark ved dommen fik tilkendt overhøjheden over hele Grønland. Sco- resbysund Komiteen har derfor fundet, at 5 O-året for koloniens oprettelse var den bedste anledning til at opsætte denne buste til minde om grundlæggeren. Ophavsmanden til tanken om at pla- cere busten netop her, i nærheden af mindestenen for de tre omkomne fra Danmark Ekspeditionen, og den der førte forhandlingerne med Københavns kommune, var Scoresbysund Komiteens sidste formand, ambassadør Ebbe Munck, der desværre ikke fik lov til at opleve afslutningen af sit værk. Bustens skaber, billedhuggeren Adam Fisher, der skænkede den oprindelige, lidt min- dre buste til komiteen, skal også mindes på denne dag. En tak skal rettes til bronzestøber Holger Rolsted, der har støbt denne buste, og til stenhugger- mester Knud Andersen, som har æren af at have hugget soklen. Arkitekt Allan Havsteen-Mikkelsen har været komi- teens kunstneriske sagkyndige, og han skal have tak for sin indsats. Idet jeg beder Ella Mikkelsen om at foretage af- sløringen, overgiver jeg hermed på Sco- resbysund Komiteens vegne busten til Københavns kommune. 272 [3]