[1] Grønlandske kul til danske elværker af civilingeniør Aksel Mikkelsen Danske elværker bruger for tiden 1.500.000 til 2.000.000 tons kul pr. år og kunne uden ombygning aftage op til 4.000.000 tons pr. år. Da kul er vanske- lige at skaffe i dag, er der til Danmark kommet leverancer helt fra Australien, og priserne er selvsagt stærkt stigende. Tiden må derfor være moden til, at der straks startes en rationel kulbrydning på Grønland. Den engelske kulmineekspert J. R. Dinsdale har for nylig overfor mig ud- talt, at en kulforekomst som ved Atani- kerdluk på Grønlands vestkyst i Disko- området må betragtes som en forekomst i verdensformat, og at engelske kulmine- folk forlængst ville have startet en pro- duktion på stedet, der i løbet af f å år ville kunne dække de danske elværkers nu- værende kulforbrug. Der har altid været brudt kul til hus- behov på Grønland, især i området ved Disko. Efter et grundigt og sagligt forarbejde i begyndelsen af 1920'erne foreslog da- værende ingeniør Bretting, at der skulle anlægges en større kulminevirksomhed ved Atanikerdluk, hvor de bedste og største kulforekomster på Grønland fandtes, og hvor der tillige var en natur- lig mulighed for anlæggelse af en god havn. De nødvendige penge til investerin- gerne kunne imidlertid ikke bevilges, og kulproduktionen blev i stedet for igang- sat i 1924 ved Qutdligssat. Her kunne en brydning startes direkte uden større an- lægsudgifter, men til gengæld var alle andre forhold dårligere end ved Atani- kerdluk. I 1951 udsendte Grønlandsministeriet ovenfor nævnte J. R. Dinsdale til Qut- dligssat, og også han mente, efter at have studeret forholdene, at det bedste sted for at etablere en større kulproduktion måtte være ved Atanikerdluk. Selv var jeg det år på kysten i andet ærinde, men hjalp Dinsdale en kortere periode med diverse opmålinger, pejlin- ger og andre undersøgelser ved Atani- kerdluk, da Brettings resultater på det tidspunkt ikke var tilgængelige. Under- søgelserne viste, at de gode kullag lå 3— 400 meter over havniveau og i en afstand af ca. 2 kilometer fra naturhavnen, hvor 293 [2] Atanikerdluk - en gammelkendt, men stadig uudnyttet kulforekomst på Grønlands vestkyst. Fot.: Aksel Mikkelsen. forholdene var gode til at anlægge store udskibningsanlæg, oplagringspladser, kraftværk m. v. Dinsdale fremsatte der- for forslag om at flytte kulbrydningen fra Qutdligssat, hvor årsproduktionen aldrig kom til at overstige 40.000 tons, til Atanikerdluk og basere minen på en produktion af 1.000.000 tons kul pr. år. Efter modtagelsen af Dinsdales rap- porter angående kulbrydning på Grøn- land blev der nedsat en kommission, der ud fra Grønlands lokale behov skønnede, at tiden ikke var inde til at investere penge i overflytningen af kulbrydningen til Atanikerdluk, og efter yderligere en halv snes år blev det vedtaget at lukke kulbruddet ved Qutdligssat. Dette var under de foreliggende omstændigheder det eneste rigtige at gøre bortset fra, at den tusindtals store befolkning, der tid- ligere havde været beskæftiget ved mi- nen, nu skulle forflyttes og derved gik en vanskelig og usikker fremtid i møde. Vi burde måske i tide have lært lidt af nordmændene, der bryder kul på Spits- bergen under arktiske forhold, som kan minde om de grønlandske. Nordmæn- dene lukkede også en mine ved Ny-Åle- sund, men koncentrerede i stedet bryd- ningen ved Longyearbyen. Da kulbryd- ningen ved Qutdligssat ophørte i 1972, udskibedes — tilsyneladende med godt økonomisk resultat — 460.000 tons kul fra Longyearbyen, hvor der på samme tidspunkt var over 600 ansatte, og hvor udskibningsanlæggene i øjeblikket er under udbygning. Ingen større selskaber har i øjeblikket søgt om koncession på de grønlandske kul, mens 21 internationale selskaber til 294 [3] Naturhavnen ved Atanikerdhik, hvor der er plads og vanddybde til store iidskibningsanlæg, gode arealer til oplagspladser, kraftcentral, beboelse og evt. andre industrier og servicefunktioner. Fot.: Aksel Mikkelsen. gengæld har søgt koncession på den grøn- landske olie i havområderne vest for Grønland. Måske kan olien findes der, men man står da tilbage med det store og endnu uløste problem om at starte en produktion på et arktisk sokkelområde. Da der i dag regnes med en oliereserve for hele verden på ca. 30 år, må man med det nuværende energiforbrug forvente, at olien snart må blive reserveret til mere specielle formål, og at andre energikilder til erstatning for olien skal fremskaffes. Kul og dampkraftcentraler har tidli- gere været anvendt og må i fremtiden sikkert tages i brug i endnu større måle- stok. Der er ingen risiko for, at der under udvindingen kan ske større uheld eller katastrofer, der som olien kan virke øde- læggende på det arktiske miljø, og end- videre kan der ikke under elproduktionen opstå uforudsete situationer, der som atomkraften kan betyde en fare for men- neskeheden. Da det anslåes, at der i hele verden er kul nok til flere hundrede års forbrug, skulle der ikke være grund til ikke at på- begynde en mere intensiv udnyttelse af gode kulforekomster, som for Danmarks vedkommende først og fremmest måtte blive forekomsten ved Atanikerdluk. En undersøgelse af mulighederne for igangsættelse bør derfor startes omgå- ende ved nedsættelse af en hurtigtarbej- dende arbejdsgruppe med repræsentan- ter fra interesserede parter. Staten må jo nok være indstillet på at skulle finansiere en del af anlægget eller give visse garantier samt lempelige kon- cessionsvilkår m. v. Elværkerne må ved langtidskontrakter 295 [4] forpligte sig til at aftage størstedelen af produktionen. Med danske rederier må der træffes aftaler om fordelagtige besejlingsvilkår. Det grønlandske landsråd og diverse arbejdsorganisationer må sikre minen et politisk stabilt klima. Det grønlandske samfund må i påkom- mende tilfælde atter indstille sig på kul som alternativ energikilde ved anlæg af nye elværker og varmecentraler, især da man ikke kan regne med, at raffinaderier vil blive bygget på Grønland, selv om olien skulle findes deroppe. En teknikergruppe med erfaring in- denfor arktiske anlæg og kulbrydning må gå igang med at samle og bearbejde det allerede bestående materiale samt frem- skaffe manglende oplysninger. På dette grundlag må der laves et realistisk skitse- projekt samt diverse overslag. Inden kraftcentral og dispositionsplan udarbejdes for området, må man forsøge at finde frem til industrier, der på stedet vil kunne udnytte den forholdsvis billige strøm fra et dampkraftværk. Olieindu- strien må kontaktes for at undersøge, hvilke fælles faciliteter og installationer de eventuelt ville kunne benytte sig af i en moderne havn. Endelig må der træffes aftaler om, hvem der skal stå for anlægget og det daglige arbejde. Grønlands tekniske or- ganisation drev den gamle mine ved Qut- dligssat, men det er vist tvivlsomt, om GTO ønsker at gå ind i et nyt industri- præget foretagende. De to mineselska- ber, som staten har andel i, er sandsyn- ligvis heller ikke indstillet på en sådan speciel opgave. Derimod kunne opgaven tænkes løst af et af de større danske entreprenør- firmaer. Et af disse forsøgte i 50'erne at få en aftale med staten om at overtage kulbrydningen ved Qutdligssat, og i dag vil sikkert flere firmaer være interesseret i projektet. Uden nærmere overslag over anlæg, drift og fragt bliver det umuligt at udtale noget særligt gunstigt og lovende om et sådant kulmineprojekt. Det må imidler- tid være indlysende, at en hurtig start på projektet vil spare landet udenlandsk valuta, vil give arbejde til mindst 1000 grønlandske arbejdere og funktionærer og vil kunne sikre Grønland og til dels Danmark energi i en eventuel ny energi- krise. Endelig vil vor energi-politiske situation blive forbedret, når grønland- ske kul kan leveres til danske el- værker. 296 [5]