[1] Grønlandsk kunst set udefra af Ib Sinding Det er kun fem år siden, vi i Danmark kunne se en rigtig ustilling af grønlandsk billedkunst. Det var udstillingen „Grøn- landsk kunst fra Aron til i dag", som først vistes på Louisiana og siden i År- hus Kunstmuseum. Vel kendte vi Arons episke træsnit og Jacob Danielsens fine små akvareller fra reproduktioner. Og tupilakkerne, disse små benfigurer halvt dyr halvt menneske, havde man set nogle af på Nationalmuseet. Men at der stadig er mange ben- og f edtstenskærere, og at der i dag er mange habile tegnere, gra- fikere og malere i Grønland, det vidste vist de færreste. Navne som Simon Kri- stoffersen, Jens Rosing og Hans Lynge fæstnede sig i erindringen. Udstillingen gav lyst til at se mere, og~ den er nu fulgt op af „Grønlandsk kunst i dag", som jeg havde lejlighed til at se i Århus Kunstbygning i efteråret 1974, og som overvælder ved sine hen- ved 400 katalognumre og ikke færre end 225 deltagere. Så mange har arrangørerne haft kon- takt med, men de indrømmer, at der findes endnu flere kunstnerisk arbej- dende grønlændere. I betragtning af ind- byggertallet, vel godt 40.000, er det i sandhed imponerende. Hvilken dansk by af samme størrelse kan hamle op her- med? Ingen. Nu er ganske vist kvalitet og ikke kvantite det afgørende i kunsten, og selvfølgelig må det indrømmes, at meget af det udstillede materiale befinder sig på amatør eller souvenirniveauet. Men selv disse ting udviser for det meste en omhu i fremstillingen, som rører, og en fortælleglæde, som forekommer ægte. Fortælleglæden bunder i grønlændernes egen rige sagnverden, som de lykkeligvis stadig lever med midt i den moderne hverdags splittethed og opbrudsstem- ning. På samme måde har de fra for- tiden arvet respekten for godt håndværk og evnen til at få noget ud af selv de mest genstridige materialer. Fingernem- hed og tålmod parret med en fantasi, der har dybe rødder i eskimoisk fantasi, det er væsentlige forudsætninger også for moderne grønlandsk kunst. Hvem er så disse mange udstillere? Ja, nogle blandt de yngre har fået en uddannelse enten hjemme eller på kunst- akademiet i København. I flere tilfælde 10 [2] Træsnit af Kristian Olsen, Godthåb. Fot.: Ole Jørgensen. er det en hel familie, der skærer i sten eller ben. Her synes ligefrem at være opstået en værkstedstradition, hvor mo- tiver, viden og teknik er fælles ejendom. Andre, og blandt dem nogle af de bedste, er enegængere som fiskeren Knud Petrussen. (1915-74), hvis meget per- sonlige, dæmoniske og ornamentale fedt- 11 [3] stensskulpturer hører til udstillingens største overraskelser. Han er en grøn- landsk Hans Jacobsen, blot er hans dæmoner endnu mere fantastiske end Vejen-billedhuggerens trolde. Jeg er ikke i tvivl om, at havde Asger Jorn kendt til hans eksistens, så ville han have sikret Silkeborg Kunstmuseum en samling Pe- trussen-skulpturer. De ville falde fint ind i dette museums samling af moderne fantastisk kunst. Som middelalderens romanske sten- huggere og vor egen Henry Heerup lod Petrussen sine figurer gro frem af ste- nens naturlige form. Det samme princip, men mere behersket og summarisk er overholdt af Simon Kristoffersen, som Amångum. Høegh. Fot.: Ole Jørgensen. ÅrnångucK. Høegh, Holsteinsborg. Fot.: Ole Jørgensen. har skåret en fremragende figurgruppe ud af en enkelt ryghvirvel fra en hval. Andre fortrinlige fremstillere af den for eskimoer så karakteristiske lille skulptur er Adam Pivåt, Lund Kuko, Ludvig Falksen, Benjamin Petersen og Cecilie Kleist. Oliemalerierne på udstillingen er til gengæld en skuffelse. Jeg tror, det hæn- ger sammen med, at det er et materiale, som de grønlandske kunstnere endnu ikke er fortrolige med. Så går det bedre med grafikken, især når der skal skæres trykstokke i træ. Her møder hånden en modstand, som den flydende oliefarve ikke kan præstere. Blandt grafikerne fæster jeg mig bl. a. ved Kristian Olsens delvist abstrakte for- tolkninger af den moderne grønlænders 12 [4] splittede sind. Her er en fin fornemmelse for den grafiske sort-hvid skala. Et gan- ske personligt talent kommer også til udtryk i Aka Høeghs rytmisk flydende raderinger, hvor myte, menneske og na- tur smelter sammen, og hvor disse ting opleves af et barn. Endnu mere forbav- sende er den kun 17-årige pige Ar- nånguak Høeghs meget detaljerede, naivt ornamentale tuschtegninger af tupilaklignende væsener. Men ellers er det vanskeligt at pege på nogle frem for andre. Alene mæng- den forhindrer det. Hvordan mon fremtiden vil forme sig for al denne frodige mangfoldighed? Skal det hele blot ende i en slags sou- venir-industri beregnet for ikke-grøn- lændere, eller er der mulighed for at opelske et lokalt kunstmiljø med et frugtbart samspil mellem befolkning og kunstnere ? Skal man sende unge talenter til uddannelse i Danmark, eller ville det være bedre at oprette en eller måske flere kunstskoler i selve Grønland? Det kan man som udenforstående ikke give svar på. På den anden side er man heller ikke i tvivl om, at grønlandsk kunst spiller en vigtig rolle i landets kulturliv - eller kan komme til det, for i den spores en selvtillid, som synes nød- vendig for den moderne grønlænder. Simon Kristoffersen, Godthåb. Fot.: Jens Kromann. 13 [5] Karl Kristoffcrscn. Fot,: William Christensen. Kristoffer Kristoffersen. F°'-: William Christensen. Sara Kristofferscn 14 : William Christensen. „I flere tilfælde er det en hel familie, der skærer i sten eller ben. Her synes ligefrem at være op- stået en værkstedstradition, hvor motiver, viden og teknik er fælles ejendom." „ardlaligtigut ilaqutarigkutårdlutik ujarqanik sau- nernlgdfunit qiperuissartuput. taimåitune sånave- qarneq pigiliuneqarsimasorinarpoq isumagssarsiat, ilisimassat periautsitdlo atautsimut pigineqar- dlutik." Familien Kristoffersen: ilaqutarit Kristoffersenikut: Faderen Moderen Datteren Sønnen Sønnen (itortåt): (ningiuat): (paniat): (erneq): (erneq): Kristoffer. Dorthe. Sara. Simon. Karl. [6] Dorthe Kristoffersen, Fot.: William Christensen. Simon Kristoffersen. Fot.: William Christensen. 15 [7]