[1] Et strejftog gennem den nyere grønlandske litteratur af Chr. Berthelsen Eskimoiske sagn og eskimoisk digtekunst er blevet gjort tilgængelig for danske læsere gennem Knud Rasmussens og senest Jens Rosings danske versioner af de mundtlige overleveringer. Sagntiden i Grønland har i virkeligheden eksisteret indtil vore dage. Den nyere grønlandske poesi og prosa er derimod kun blevet offentliggjort på dansk lejlighedsvis, sidst ved en nydelig dobbeltsproget tryksag, Grønlandske digte, udsendt i forbindelse med udstil- lingen af grønlandsk kunst i Århus, sep- tember 1974. Det, som beskrives her under beteg- nelsen af den nyere grønlandske littera- tur, er frembringelser, som er et produkt af påvirkningen udefra. Salmedigtningen er ældst og kan føres tilbage til midten af det 19. århundrede, hvor enkelte grønlandske kateketer og præster be- gyndte at gøre sig gældende inden for salmedigtningen, som de danske missio- nærer indtil da havde taget sig af. Den ældste af de grønlandske salme- digtere Rasmus Berthelsen, overkateket og seminarielærer (1827-1901), er mest kendt for sin stemningsfulde og skattede julehymne „Guterput Kutsing- nermio" (Vor Gud i det høje), som synges ved højtider, og som i tekst og i melodi er i pagt med den grønlandske mentalitet og den grønlandske natur. De fleste af hans digte findes i en lille sal- mesamling, han udsendte i 1877. Hans julesalmer og morgen- og aftensange er den dag i dag meget yndede. Hans vir- kefelt inden for oplysningens tjeneste spændte iøvrigt vidt. Han var bl. a. den første redaktør af bladet „Atuagagdliu- tit", der er udkommet siden 1861. Rasmus Berthelsens og hans samtidiges betydeligste arvtagere inden for salme- digtningen var præsten Henrik Lund (1875-1948) og seminarielærer, orga- nist Jonathan Petersen (1881-1961). - Disse to blev også grundlæggere af den moderne digtning af mere folkelig ka- rakter. Tiden omkring århundredskiftet var i Grønland en brydningstid, der varslede imod en lysere fremtid. Tidens nationale vækkelse og større åbenhed for, hvad der kom udefra, betød god inspiration. Henrik Lunds og Jonathan Petersens fædrelandssange og folkelige 20 [2] digte - i nogle tilfælde med løftet pege- finger — gav næring til den spirende nationale bevidsthed; snart advarede de imod tilsidesættelse af de nationale vær- dier, og snart manede de til at lære noget af strømningerne udefra. Henrik Lund er en ypperlig skildrer af naturen og dens skønhed gennem digte, der i første række beskriver den mildere natur i Sydgrønland. Han er en ydmyg beundrer af skaberens værk. Den jordiske skønhed er for ham en forgård til det, der forestår efter døden. Dette siger han såvel i sine salmer som i sine naturskildringer. Hans egen person og de aktiviteter, han udfoldede, afspejler sig klart i hans digte. Han var præsten, der digtede salmer, — politikeren, der skrev manende digte med indbygget vej- ledning og kritik, — han var læreren, som med fordel benyttede versformen i sin undervisning, — han var akvarelmaleren, som indflettede mange farvenuancer i sine digte, — han var i det hele taget iagttageren af tiden. Han var på én gang konservativ og moderne. — Han har skrevet den grønlandske national- sang „nunarput utorKarssuangoravit" (om det ældgamle land, der er blevet gråhåret), — et digt, der udtrykker en uforbeholden ærbødighed for fædre- landet, og som opfordrer landets børn til at følge med i tidens udvikling. Jonathan Petersen er i sine digte for- tolkeren af fædrelandskærligheden og skildreren af den grønlandske levevis og fangererhvervet, som efter hans op- fattelse fortsat bør hvile på gamle tradi- tioner. Nogle af sine digte skrev han under sit et års ophold i Danmark, hvor han tog organisteksamen med udmær- kelse, og hvor han fik inspirationer til de mange melodier, han i løbet af årene har komponeret. Han udtrykker i sine digte stor hengivenhed over for moder- landet Danmark, der „kom med lyset", og som Grønland helt var afhængig af. Han appellerer til den opvoksende slægt om at være med i landets opbygning og lære dansk, for at man derved kan få udbytte af, hvad der skrives på dette sprog. Samtidig beklager han sig over den om-sig-gribende ligegyldighed over for det gamle erhverv. De to første romaner, der udkom, be- skæftiger sig med Grønlands fremtid. Det er i virkeligheden politiske skrifter. „singnagtugaK1' (efter Knud Rasmus- sens oversættelse: En grønlænders drøm) udkom i 1914, skrevet af Mathias Storch (1883-1957), og „ukiut 300-ngornerat" (300-året for Hans Egedes ankomst) udsendtes i 1931, skrevet af Augo Lynge (1899-1959). Mathias Storch, som opvoksede i en lille bygd, og som fik en meget mangel- fuld undervisning, opnåede i kraft af sin dygtighed en høj position, idet han i en ung alder blev udnævnt til viceprovst for Nordgrønland. Han var en mand med sine meningers mod. Hans lille bog er spækket med problemer. Der var meget at kritisere i Grønland omkring århund- redskiftet. Han skåner ingen i sine ram- mende og præcise bemærkninger — hver- ken sine landsmænd eller de danske kolonisatorer. Sidst i bogen lader han bogens hovedperson, Pavia, som klart er identisk med forfatteren, kigge ind i året 2105, hvor alt har ændret sig til det bedre. Hvordan er det så gået i de 21 [3] mellemliggende år? Ja, vi får alene at vide, at Gud har villet skåne Pavia for at se de frygtelige tilstande inden man nåede så vidt, for at han ikke skulle miste modet i kampen imod uvidenhe- den. Oplysning, det er nøgleordet. Seminarielærer og folketingsmand Augo Lynge, som var en stille mand, og som til tider kunne virke meget tillukket, har i sin bog åbenbaret sig som en for- fatter med dristige visioner. Romanen med politiske motiver er krydret med kriminalromanens spændingsmoment. Han fører i bogen sine læsere til året 2021, hvor amtmanden i sin jubilæums- tale i anledning af 300-årsfesten gen- nemgår udviklingen. Det fremgår bl. a. af amtmandens tale, at Grønland nu er en del af det danske rige, men dette oplevede forfatteren allerede 22 år efter bogens udgivelse. I Augo Lynges moderne Grønland, hvor grønlandsk og dansk tales side om side, og hvor der er frugtbar forbindelse mellem danskere og grønlændere, er fiskeri og fåreavl hovederhverv. Det er just ikke de erhverv, der trives bedst i dagens Grønland anno 1974. Man må her erindre, at omkring 1930 befandt Grønland sig i klimatisk henseende i den varmeste periode i mange år. Det vrim- lede med torsk tæt inde ved kysten, og udenlandske fiskere skovlede fisk ude på bankerne, og hvorfor skulle Grøn- lands erhverv ikke kunne baseres på fiskeri? — Når Augo Lynge i sin bog nævner Nordpolsruten, Europas for- enede stater, et hotel ved indlandsisen, en videnskabelig opfindelse, som skulle gøre det muligt at smelte indlandsisen, og fiskerioverenskomster med andre fiskerinationer, trak man vel på smile- båndet ! Men meget har jo fået aktuali- tet allerede i vore dage. — Augo Lynge tilegner sin bog den grønlandske ung- dom, som han arbejdede for. Nogle af hans digte er også henvendt til ungdom- men. Augo Lynge forfægtede de tanker, som han har udkastet i sin bog, lige indtil sin død ved „M/S Hans Hed- toft'^ forlis. Den meget samfundsbetonede poesi og prosa blev derefter afløst af en digtning, som i stil og i emner er mere frigjort. De nye digte er mere følelsesbetonede, mere nuancerede og smidige med udpræ- get sans for skønhed og romantik. Pro- saen går i sine emner længere tilbage i tiden — i nogle tilfælde til eskimoverde- nen. En bevidst eller ubevidst reaktion imod „fremtidsdyrkelsen"? Hovedpersonerne i denne nye digt- ning er lærer og senere chef for Grøn- lands radio, Frederik Nielsen (1905—), forfatteren og kunstmaleren Hans Lynge (1906—) og overkateket Pavia Petersen (1904-43). Disse tre udgik samtidig fra seminariet i Godthåb i 1927. Netop i deres seminarietid gen- nemgik seminariet en fornyelse. Dansk- undervisningen fik større plads, og ele- verne fik nu indblik i danske digteres værker. Dette har ganske givet været en udmærket inspiration for de vågne unge mennesker. Allerede som elev på seminariet gjorde Frederik Nielsen sig bemærket ved sine friske og livsglade digte. Spon- taniteten og munterheden virkede smit- tende. I nogle af digtene udtrykkes kær- 22 [4] lighedserklæring til alt det smukke, som den grønlandske natur byder på: smukke blomster, — fuglesang, der lyder som orkestermusik, og fjeldtoppene, som er placeret højt til vejrs. — Blandt digtene er der endvidere særdeles gode tids- billeder og situationsskildringer fra for- skellig tidsperioder samt følsomme og alvors f ulde meditationer over livet. Pro- saen henter sine emner fra tilbage i ti- den, f. eks. romanen „Tumarse", hvis motiv er hentet fra hungersnød, der hærgede en bygd i Grønland i midten af det 19. århundrede. Fr. Nielsens mest omfattende roman „ilivse tåssa nunagssarse" (Dette er jeres kommende land) behandler en me- get udstrakt tidsperiode, nemlig eskimo- ernes vandring fra Canada til Grønland og videre sydover til Godthåbsområdet. Her i Vesterbygden møder de nordbo- erne. Det gode forhold, som oprindelig herskede mellem de to folk, afløses nu af et bittert fjendskab, forårsaget af en kvinde, — en blanding med identitetspro- blemer. Behandlingen af denne proble- matik har en tydelig adresse til pro- blemerne i nutidens Grønland. Hans Lynge har skrevet en række skuespil, som har været opført af ama- tører lokalt i Grønland og i Grønlænder- foreningen i København. Fælles for disse skuespil er, at motiverne er hentet fra den eskimoiske verden. Eskimoernes frie og selvstændige tilværelse, deres fantasi- rige forestillingsverden og de bedrifter, der berettes om i sagnene, har betaget ham stærkt. Der er mangt og meget, som nutidens grønlændere kan lære af forfædrene. Nogle af Hans Lynges digte er skre- vet som prologer til bestemte lejlighe- der. Til disse hører en prolog, som han skrev i anledning af de grønlandske kvin- ders opnåelse af valgret og valgbarhed i 1948. Han opremser i digtet en række af betydelige kvinder i Europa og i Grønland - fra Jean d'Arc til jorde- moderen Målia (Marie) i Julianehåb, der fik medalje for sit trofaste og dyg- tige arbejde. Han lykønsker kvinderne med det, de har opnået, men med den sans for humor, han er i besiddelse af, har han ikke kunnet tilbageholde en drilsk bemærkning, idet han tilføjer: Man bliver så øm på bagen af at sidde på de hårde stole under landsrådsmø- derne, men når der kommer kvinder i rådet, vil der nok blive flere pauser, for de skal jo have tid til at give bryst ind- imellem. Pavia Petersen nåede i sit korte liv at skrive et lille skuespil, der behandler ak- tuelle problemer, og en roman, der be- skriver forholdene i en bygd omkring århundredskiftet. Bedst er hans meget stemningsfulde digte, hvor det er lyk- kedes ham at udtrykke grønlandsk sær- kende i natur og i traditioner. Hans ud- prægede sans for farver spores i digte, der beskriver årstiderne — i særlig grad efteråret. De seneste års litterære frembringelser i prosa er med enkelte undtagelser skil- dringer fra ældre tiders fangerliv. Der- imod behandler poesien en række aktu- elle samfundsproblemer, — det er de såkaldte protestdigte. Det liv, der skildres i romaner med temaer hentet fra gamle dage, var jo i forvejen et drama i sig selv. Bøgerne 23 [5] har i første række deres styrke i, at der i disse kan læses et stykke af fortiden, som ikke må gå i glemmebogen for ef- tertiden, og i sproglig henseende er bø- gerne værdifulde ved, at mange gamle udtryksmåder og betegnelser har fået deres renæssance. Nogle beskrivelser må siges at have en betydelig slagside i form af ensidig skildring af de lyse sider af tilværelsen i „de gode gamle dage". Ole Brandts (1918-) slægtsskildring fra Egedesmindeområdet fra tiden umiddelbart før og omkring Hans Ege- des__ankomst til Grønland i 1721 er ud- kommet som en trilogi. — Otto Sand- greens (1914—) udgivelser vidner om en meget stor interesse for den gamle leve- vis — ikke mindst i Grønlands yderdi- strikter, hvor han har virket som præst. Otto Rosing (1896-1965) indtager i sin behandling af stof fra ældre tider en særstilling. Hans skildringer i roman- form nærmer sig dokumentariske beskri- velser med et kildestudium som en god ballast. Otto Rosing har bl. a. skildret sommerpladsen Taseralik ved Nordre Strømfjord, hvor folk sydfra og nordfra mødtes, og hvor der blev handlet og aftalt ægteskaber. — En anden skildring har forholdene omkring kristendommens indførelse som motiv. Endelig er Otto Rosing forfatter til nogle skrifter af personalhistorisk art og til skildringer fra Østgrønland. Fillads Fillads en (1916-) er bl. a. forfatter til en episk digtsamling „nalu- ssunerup tårnerane" (I hedenskabens mørke), 1965. Bogens første afsnit om- handler det drama, der udspilledes, da den sidste nordbo blev dræbt, og landet som sådan blev indtaget af den eskimo- iske befolkning. — Det andet afsnit be- retter om de frygtelige hævnakter fra Østgrønland. Inspiration hertil har Fil- ladsen sikkert fået fra sin tid som kate- ket i Angmagssalikdistriktet. Han skil- drer bl. a. åndemaneren Ådåridå, der dræbte sine koner og spiste hjertet. Om denne Ådåridå kan iøvrigt berettes, at han ved dåben fik navnet Kristian Poul- sen, og han levede fredeligt i bygden Frederiksdal ved Kap Farvel indtil mid- ten af 1930-erne. - Det tredie afsnit i bogen er en meget smuk skildring af en ellers lykkelig familie, der blev offer for misundelse. Den poesi, der er repræsenteret i de seneste års udgivelser, omfatter foruden protestdigtene også fædrelandssange, varierende former for skildring af natu- ren og dens mangfoldighed, træk af dagliglivet, filosoferen over livet og meget andet, som giver udtryk for de enkelte bidragyderes inderste følelser. Det er de unge, der dominerer. Moses Olsen og Kristian Olsen har i særlig grad markeret sig i digte, der er skrevet i Danmark under uddannelsen, og som udtrykker længsel efter at se fædrelan- det, samt i andre, der behandler aktuelle emner. I dagens Grønland er der rigeligt at tage af for dem, der vil benytte poesien til at udtrykke deres syn på udviklingen og problemerne. Det gør f. eks. Aman- dus Petrussen i digtet „Kiungortup iv- ngerutå" (den forfrosnes tryllevise), hvor han beklager sig over de store utætte huse og de store udgifter til varmen. — /inigssiaK Møller tager emner som danskindlæringen, barakpiger, fremmed- gørelse og identitetsproblemer op til be- 24 [6] handling. — Ars^aluk Lynge skriver om den overvældende danske dominans i Grønland, spiritusmisbrug og kønssyg- domme. Emner af den art forekommer i flere isolerede digte samt i Ole Kor- neliussens lille digtsamling „putoK", 1973. I en meget veldisponeret udgivelse „agdlagarsiat" (breve) i 1970, redi- geret af Jens Poulsen, og hvor nogle af de foran omtalte digte findes, har flere bidragsydere forsøgt sig i novellestil og i kronikstil, — en fremstillingsform, som ikke har været så almindelig hidtil, men som i den omtalte bog er blevet anvendt med held af flere. Poesien som et redskab i behandlingen af tidens aktuelle problemer synes hidtil at have været det foretrukne. Man er ligesom veget tilbage for at trænge dy- bere ind i menneskets psyke i skildrin- gerne i romanerne. — Tonen i den grøn- landske litteratur er af tradition yderst sober. Man har f. eks. undgået at be- skrive mere intime situationer i samlivet mellem mand og kvinde. En af de seneste udgivelser „Nutarax" (den pur- unge), 1971, er i den henseende forelø- big en undtagelse. Bogen er skrevet under pseudonymet „Hans Hendrik" og skildrer en ung grønlandsk lærerstu- derende i Danmark og hans frie for- bindelse med et par unge piger. Stilen i skildringen er frisk og uhøjtidelig, og sproget er tidens. Man skal nok være varsom med at drage alt for nuancerede slutninger af den grønlandske litterære produktion, som foreløbig kun er af beskedent om- fang. Generelt kan det siges, at forfat- terne tydeligvis har været engagerede i tidens problemer uden dog at have boret alt for dybt i dem, men nok til at samfundsudviklingen er kommet til at afspejle sig i en del af deres arbejder. Det er ikke ganske udelukket, at enkelte af disse i nogen grad har været med til at påvirke meningsdannelsen. — Der er grund til at tro, at denne tendens vil markere sig klarere i de kommende år. Ludvig Falksen, Godthåb. Fot.: Ole Jørgensen. 25 [7]