[1] Skibet er ladet med... eller noget om kulturpolitikken i Grønland af Aqigssiaq Møller I dagens debat fremkommer af og til nogle strøtanker om kulturpolitikken. Ud fra en helhedssynsvinkel — ud fra en samlet samfundsformation — synes de at være spilfægterier uden virkelig gennem- tænkt, konstruktivt og konsekvent kultu- relt eller politisk sigte. Synspunkterne fremlægges som kulturpolitiske betragt- ninger, som om kulturen intet har med politik at gøre, eller som om politik kan føres uden kultur. Kulturpolitik er no- get, der kan betragtes som ren følelses- ladet korridorsnak. I samfundsdiskussio- nen fremkommer der tanker, som posi- tivt påpeger skævheder, der virkelig kan rettes. Men disse munder som regel ud i betragtninger, der forudsætter økono- misk omstrukturering, økonomisk i or- dets snævr este betydning (de fleste veluddannede grønlænderes økonomiske ønsker går ud på udsendt status, hvilket tit er selvmodsigende, og det er uheldigt for resten af samfundsmedlemmerne, som jo til syvende og sidst tror, at de veluddannede bedst ved, hvordan man skal klare de samfundsmæssige proble- mer, også de kulturpolitiske). Nok om det. Jeg skal prøve at klar- gøre mine synspunkter om kulturpoli- tikken i Grønland. Så lad mig komme til det egentlige emne. Har vi ført kulturpolitik i Grønland? Om dette spørgsmål er der ingen tvivl. Vi har ført en kulturpolitik, der bygger på den gængse opfattelse, at den vest- europæiske civilisation og værdiopfat- telse er den bedst opnåelige her i tilvæ- relsen. Den kan realiseres ved hurtigst muligt at europæisere såvel kulturpolitik- ken som erhvervslivet. Dette har resul- teret i en gennemgribende ændring af samfundet. „Kultiverings"-bestræbel- serne kender vi. Det skulle være over- flødigt at opremse alle de forskellige udviklingsstrategier i denne sammen- hæng. Det vil dog være på sin plads her at nævne lighedsideologien, der har ma- nifesteret sig gennem befolkningskon- centrationstanken og ikke mindst gennem uddannelsespolitikken. Med andre ord har man i Grønland ført en kulturpoli- tik, der har den europæiske velfærds- ideologi som idegrundlag. Altså euro- pæisering ud fra tressernes velstands- stigning, eller mere præcist: danisering. 44 [2] Aron Kleist, Julianehåb. Fot.: Jens Kromann. Ingen kulturpolitik. Nogle vil påstå, at man i Grønland slet ikke har ført en kulturpolitik. Dette synspunkt vil jeg på det kraftigste an- fægte. Tænk blot på majoriteten af den grønlandske befolkning. I yderste nøds- tilfælde kan den nok påberåbe sig at være grønlændere, de mener det oprig- tigt, men deres materielle og kulturelle ønsker er stærkt (for at sige det mildt) præget og styret af velfærdssamfundets uheldige træk: velstand uden menneske- lig ballast. Global forandring. For mig at se — det kan ske, at nogen vil mene, at jeg har uret — er der ikke tvivl om, at den globale velfærdspolitik såvel økonomisk som ideologisk er forfejlet. Denne nytænkning er også kommet til Grønland. Parentetisk bør jeg vel be- mærke, at vore forfædre hele tiden har haft forståelsen af, at en overdreven og egoistisk udnyttelse af naturens ressour- cer vil føre til selvudslettelse, til under- gang. Men de var jo primitive ... En grønlandsk kulturpolitik. Samtaler grønlændere imellem samt samtaler med andre ligesindede peger henimod, at den kulturelle identitet først og fremmest bør og skal baseres på den etniske identitet — med andre ord på grønlandske betingelser, på grønlandske forudsætninger. Disse ovennævnte betingelser kan deles i tre kategorier: 1. det grønlandske sprog, 2. livsbetingelserne, d. v. s. landjor- den (også undergrunden) og havet (også bunden), 3. den gamle og den nye kultur i Grønland. Sproget. Med hensyn til det grønlandske sprog er der ingen tvivl om, at hvis man vil føre en kulturpolitik på grønlandske be- tingelser, er det grønlandske sprog fun- damentet. Hvis man i Grønland skal kunne kom- munikere meningsfyldt og samfundsrele- vant er det grønlandske sprog det aller- bedste kommunikationsmiddel, også når det gælder den del af informations- 45 [3] Esajas Isaksen, Umanak. Fol.: Ole Jørgensen. mængden, der fører til bevidstgørelse af ens eget værd som samfundsborger. Hvis man på tankeplanet accepterer, at det grønlandske sprog er det primære, så går man også ind for den tankegang, at en bevidst grønlænder på grønlandske betingelser er mere levedygtig end „en bevidstløs" godt dansksproget grøn- lænder. Her er det vigtigt, at vi gør os klart, at sproget styrkes og udvikles i hjemmene og også må styrkes og ud- vikles på forskellige institutioner og ud- dannelsessteder (her har seminariet og de sociale uddannelsessteder en central placering), foreningslivet, fritidslovgiv- ningen, massemedierne, reklamen m. m. Livsbetingelserne. Hvis den grønlandske befolkning skal overleve trykket udefra, er det helt nød- vendigt at værne og beskytte naturen for overgreb og „primitiv og grådig" ud- nyttelse af ressourcerne for egen vin- dings skyld. Kulturpolitikken kan her — gennem bevidst politisk vågen og smi- dig handling - være en af de vigtigste forsvarsmidler. Denne politik bør gen- nemføres såvel på landsplan (indadtil og udadtil) som på lokalplan. Her har kommunerne en vigtig rolle. Kulturen. En grønlandsk kultur har altid eksi- steret. Den viser sig gennem den livs- 46 [4] kvalitet, grønlænderne viser og har haft gennem de skiftende tider og gennem den natur og de livsbetingelser, som er så forskellige fra de europæiske, landet byder på. Kulturen er sammensat af sproget, vanerne og livsbetingelserne. Sproget og livsbetingelserne er umiste- lige og udelelige faktorer, der gennem- syrer alle aspekter af livet i Grønland. Hvis man går ind for denne tanke- gang og accepterer betingelserne, er det indlysende, at videreudvikling af sproget — det grønlandske sprog — er lige så vigtig som økonomisk udvikling. Dette kræver en ny kulturpolitik, en ny politik. Politikken må forandre sig. Det kræver menneskene, det kræver tiden, det kræ- ver omgivelserne, det kræver trykket udefra. Vi må få øjnene op for, at grøn- landsk kultur ikke er en vare, som en- hver interesseret kan sælge, og som kan handles med — ikke er kunstgenstande, som en souvenirs — men er en livsform. Kunst og kultur. I dagens diskussioner og manifestationer er man tilbøjelig til at sætte lighedstegn mellem kunst og kultur, hverken mere eller mindre. Dertil kan jeg blot sige, at jeg anser kunst som værende en del af kulturen — nok en væsentlig del, men langtfra dækkende. I en kulturpolitisk diskussion bør man anstændigvis vare sig for en snæver og vildledende kredsen om kunstudøvelse alene. Det er ønskeligt og nødvendigt at tale om kunst, men en bred kulturpolitisk planlægning og virke- liggørelsen heraf kræver en hel anden form for tænkning og indsats — for ikke at sige forståelse og indlevelse. Det kidtur-politiske sigte. En bred kulturpolitisk målsætning kræ- ver, at man tager hensyn til de tre fak- torer, jeg har nævnt: sproget, livsbetin- gelserne og kulturen. Som jeg har an- tydet andetsteds er sproget grundfunda- Andreas Thorsen, Frederikshåb. Fot.: William Christensen. 47 [5] Amalie Heilmann, Sukkertoppen. Fot.: Aqigssiaq Møller. mentet. Hermed mener jeg, at vi ikke kan bevare det grønlandske sprog uden at opbygge samfundet ud fra de grøn- landske betingelser. Man må gøre sig klart, at sproget og livsbetingelserne mødes i den grønlandske kultur, og at kulturen er en lige så vigtig faktor som økonomien for at kunne overleve. Hvis man accepterer denne argumentation, får man senere svært ved at fremkomme med påstande som „hvis vi skulle bud- gettere med beløb, så og så store, til kul- turelle formål, så måtte vi tage beløbene fra sygehussektoren eller fra den sociale 48 [6] konto. Synes man, det er forsvarligt?" De to eksempler fortæller os, at kultur- politik er lige så nødvendig som økono- misk politik. Her kan man ikke gå uden om at støtte sig til samfundets over- ordnede målsætning. Har vi en sådan i Grønland, og hvad går den ud på ? Delmål. Flere positive delmål er efterhånden dukket op. Her tænker jeg specielt på, hvordan uddannelsespolitiske bestræbel- ser harmonerer med kulturpolitikken. Man kan jo udforme en bred kultur- politisk målsætning, der har den hensigt at fremme menneskelig udvikling, de enkelte menneskers udviklingsmulighe- der, således at man i fællesskab kan opbygge et samfund ud fra grønlandske forudsætninger. Men hvordan kan vi i første omgang handle? Dette spørgsmål er — for mig at se — langt vanskeligere at besvare. Bevidstgørelse. Det mest umiddelbare og tiltalende be- greb på handlingsplanet er indeholdt i ordet bevidstgørelse. Hvordan kan vi bevidstgøre det grøn- landske menneske om værdierne i den grønlandske kultur? Det kan vi ved at handle under hensyntagen til sproget, livsbetingelserne og vore kulturelle for- udsætninger. Lad mig som eksempel på handlings- planet foreslå forsyningsbåde til formid- ling af informationer. Kommunerne kunne fx. have både, der besejler kysten med bøger, der kan lånes, oplysninger, der kan serveres og diskuteres på stedet; film, der kan fremvises; nyheder fra andre steder, der kan drøftes, osv. osv. Det er den samme fremgangsmåde, vareforsyningstjenesten har praktiseret i generationer, fordi man har fundet den livsnødvendig. Disse både skal sejle rundt og for- midle informationer, der for fastboende beboere kan være medvirkende til be- vidstgørelsen og erkendelsen af egne livskvaliteter. Det er en aktionsform, der kan være medvirkende til, at folk langs kysten - også i bygderne - kan blive sig deres værd som mennesker bevidst og med glæde erkende deres identitet som grønlændere i Grønland. Når dette er nået, kan vi muligvis også klare os „uden for murene". 49 [7]