[1] Vandreturisme i Sydgrønland af Jørgen Kisbye Møller Igaliko Fjord, juni. Fot.: Hans Berg (1970). Her i tidsskriftet har spørgsmålet om turisme i Grønland kun været sporadisk omtalt. Fra en artikel om „udviklings- problemer i Grønland" (nr. 12, 1969, side 370) af sekretariatschef Claus Bor- nemann bør dog citeres følgende: „In- teressen for Grønland er stigende inden for turistbranchen, men myndighederne er noget tilbageholdende i deres vurde- ring af turismens betydning for den grønlandske befolkning både hvad angår beskæftigelses- og indtægtsmuligheder. Nogen bekymring udtrykkes også med hensyn til de socialpsykologiske følger af en udvikling af turisterhvervet. Imid- lertid er alle enige om, at den aktuelle erhvervskrise gør det ønskeligt, at alle muligheder, herunder også turisme, un- dersøges nøje." Siden da har interessen for turisme 57 [2] været voksende i Grønland og spørgs- målet bl. a. været drøftet i lokalpressen. — Jeg vil mene, at vandreturisme er en turistform, der af flere grunde fortjener særlig opmærksomhed. Set fra den be- søgendes side er det den billigste rejse- form, der særlig vil tiltrække unge og en type mennesker, der er indstillet på dels at værne om naturen, dels at huske, at man Ikke kommer til en ødemark, men gæster små følsomme samfund, hvor der må vises forståelse og takt. Og set fra grønlandsk side frembyder indretning af hytter og fastlæggelse af ruter en egnet opgave, hvor den stedlige befolkning selv kan og bør være med. Ved over- kommelige investeringer og personlig indsats ligger der indtægtsmuligheder, i hytteudlejning, bådtransport, salg af proviant og husflid, ved fjeldføring, eventuelt ved udlejning af heste m. m. Inden jeg nærmere omtaler vandre- tur i studvalgets foreløbige indsats og de eksisterende rejsemuligheder, skal kort nævnes den nærmere undersøgelse af turisterhvervets muligheder i Grønland, som bebudedes i citatet fra Bornemann. 7. Turisterhvervets udviklingsmulig- heder — Det officielle turistitdvalg. Et af ministeriet for Grønland nedsat „Udvalg vedr. turisme i Grønland" af- sluttede i 1973 sit arbejde.1 Udvalgets konklusioner er, at Grønland afgjort rummer turistmæssige seværdigheder, som vil kunne udnyttes i større udstræk- ning end idag, at det for at kunne ud- 1. Udvalget, hvis formand var direktør E. Klæbel, udsendte december 1970 en foreløbig redegø- relse og afgav oktober 1973 sin endelige be- tænkning (nr. 700). nytte disse muligheder fuldt ud er en be- tingelse, at der inden 1980 kan indsættes fastvingede fly på ruterne fra Sdr. Strømfjord til Godthåb og Jakobshavn (hvilket kræver anlæggelse af landings- baner, hvortil der måske kan opnås EF- lån), og at man indtil videre bør be- grænse investeringer i turistsektoren til følgende 4 omrader: 1) Sydgrønland (hvor de bedste udviklingsmuligheder findes, indtil ovennævnte fly indsættes), 2) Diskobugten, 3) Godthåb distriktet og 4) Holsteinsborg-Sdr. Strømfjord området. Man siger videre, at hvis ka- paciteten i turistsektoren udbygges som nærmere foreslået, vil turisterhvervet i løbet af 1970'erne blive et sekundært erhverv, der for Grønland under eet vil kunne heltidsbeskæftige ca. 2 % af den erhvervsaktive del af befolkningen; her- til vil komme et betydeligt antal deltids- og sæsonbeskæftigede, og i de 4 turist- områder vil betydningen være relativt større. Den utilfredshed i den lokale be- folkning, og den negative indvirkning på miljø og samfundsstruktur, som turismen kan skabe, bør iødegås ved en aktiv turistpolitik. Det er udvalgets opfattelse, at den grønlandske befolknings indstil- ling er positiv, og at det vil fortsætte, hvis turismen udvikles i et rimeligt tempo og med de grønlandske myndig- heders medvirken. Hvad angår offentlig støtte mener man, at det offentlige navn- lig skal sikre uddannelsesmuligheder for turistsektorens personale, oprette et grønlandsk turistchef embede, igangsætte større souvenirproduktion — samt be- koste de nævnte landingsbaner (der dog ikke kun vil være til gavn for turismen), mens det offentlige ikke skal investere 58 [3] Narssarssuaq. x2UKwMBuewK=L Fot Ib Tøpfcr (1969) direkte i hoteller eller lokaltransport, men støtte sådanne projekter med lån og garantier fra erhvervsstøtten. Betænkningen giver nogle tal på an- tallet af turister (idet man ved „turist" forstår enhver, der uden at have bopæl i Grønland rejser dertil for egen regning eller i privat erhvervsøjemed) : det vok- sede fra i 1960 at udgøre 12 % af de rejsende til i 1972 35 % ; langt de fleste er danske, men der er også en del skan- Fordeling 1972: Besøgsrejsende Vandrere o. 1. Endagsophold Hotelturister 1000 300 ca. 2000 3200 ialtca. 6500 dinaver og tyskere imellem. 90 % af alle turister kommer med fly, lidt over halvdelen flyver med SAS. Man opstiller i betænkningen følgende tal og prognose for udviklingen af de forskellige arter af turister indtil 1980 (det var før olie- krisen - som dog endnu kun har påvirket flyprisen til Grønland med et beskedent olietillæg): 1960: 500; 1970: 4600; 1971: 5800; 1972: 6500. Forventet efterspørgsel 1980: (efter landingsbaner) (uden landingsbaner) 5000 5000 3000 3000 5-6000 5000 22000 9000 35000 22000 59 [4] Fra udvalgsbetænkningen — hvis mange interessante oplysninger om turismens udvikling i andre arktiske områder, ud- talelser fra lokale myndigheder, forslag til uddannelsesplan for turistførere, sta- tistiske beregninger m. m. jeg må lade ligge — skal til slut blot vedr. turismens økonomiske betydning for Grønland nævnes, at udvalget beregner den sam- lede indkomstvirkning i Grønland til i 1972 6 mill. kr. og i 1980 40 mill. kr., fordelt som lønindkomst til ikke-hjemme- hørende 4,5 mill., lønindkomst til hjem- mehørende 11,5 mill. (halvdelen til hus- flidsproducenter, resten indtægter i han- dels- og servicefag samt til ansatte ved hoteller) og som erhvervsindkomster 21,5 mill. kr.; herved tænkes både på hotel- og bådejere og på bådførere, guider m. v., men hvordan fordelingen bliver på hjemme- og ikke-hjemmehø- rende, tør man ikke spå. //. Turisme i 1974. Talen om turisme i Grønland er ikke blot fremtidsmusik. Hvis vi på grundlag af bl. a. Danmarks Turistråds Grøn- lands-brochure for 1974 opregner, hvad der har været planlagt af turisme i som- ren 1974, ser det således ud (når man begynder i den dyre ende) : To ameri- kanske, et fransk og fire danske kryds- togter. „Bennett" 9 forskellige arrange- menter, baseret på fly, kystskibe og hotelophold. „Vejle Rejser" dels en 10 dages rensdyrjagt og 12 dages hunde- slædeture, dels billigere ting som 12 dages fisketure (baseret på motorbåd og telt) til Nanortalik området eller op- hold i Narssaq. Priserne er stærkt va- rierende, fra mindst 10.000 kr. for kryds- togterne til kun 1.300 kr. for Narssaq opholdet (prisen indbefatter dog kun flybefordring til Narssaq og ophold i teltlejr, ikke proviant og udflugter). Hertil kommer, at der i Narssarssuaq området har været et betydeligt antal fjeldvandrere, dels udenlandske, dels fra de organisationer, der er tilsluttet ud- valget for vandreturisme; disse sidste har gennemført 3 ugers vandreture, ba- seret på medbragt proviant og overnat- ning i telt, lejrskoler og den neden for omtalte hytte i Sdr. Igaliko, for en pris af 16-1800 kr. alt inkl. Antallet af vandreturister (heri medregnet lystfi- skere og bjergbestigere), der, som oven- for nævnt, i 1972 var ca. 300, var i 1973 vokset til ca. 600 - og i 1974 til hele 1100, hvoraf over 1000 i Sydgrønland. Derimod ser det ud til, at de øvrige turistformer i 1974 har udvist stagna- tion. ///. Fandreturistitdvalget, dets mål- sætning og opgaver. Mens en vis kommercielt drevet turisme således er i gang — og mens den officielle turistbetænknings forslag overvejes af myndighederne (turistchefstillingen er endnu ikke besat, men der er oprettet flere lokale turistforeninger og -komiteer i Vestgrønland) - har et i foråret 1973 I København nedsat privat „Udvalg for 'vandreturisme i Grønland" sat sig som opgave at fremme vandreturismen, fore- løbig i Syd (vest) grønland. Udvalget be- står af repræsentanter for følgende for- eninger : Dansk Bjergklnb, Dansk Fjeld- vandrerkhib, Dansk Vandrelaug, Grøn- lænderforeningen i København og for eningen Qatangitt — altså alle foreninger 60 [5] uden erhvervsmæssigt formål — og har undertegnede som formand. Man har i udvalget fra starten været enig om, at arbejdet med at udvikle tu- rismen i Grønland må tage sit udgangs- punkt ikke blot i turisters ønsker om så- danne nye og egnede rejsemål, som landet utvivlsomt kan byde på, men også - og først og fremmest — i det grøn- landske samfunds interesse i, at der ud- vikles nye erhvervsmuligheder, der i den udstrækning, det overhovedet er muligt, udnyttes og kontrolleres af grønlæn- derne selv. Udvalgets formål er således at frem- me vandreturismen ved i samarbejde med grønlandske foreninger, myndig- heder og private at medvirke til opbyg- ningen af den for en sådan turistform nødvendige infrastruktur, herunder op- førelse af hytter, afmærkning af ruter samt udlægning af depoter. Udvalget søger i samarbejde med lokale folk og med støtte fra arkitekterne John Ander- sen og Kjeld Fisker at udvikle den rette hyttetype, og tænker sig de kommende hytter ejet af en kommune, en fåre- holderforening eller en privat fastbo- ende, der efter nærmere aftale i sommer- tiden åbner dem for vandrere mod en passende betaling, der tilfalder ejeren eller bestyreren. Udvalget agter endvi- dere at udgive kort og brochurer om området, hvorimod det anser gennem- førelsen af rejsearrangementer som de enkelte foreningers sag. Vi har i vandreturistudvalget fra starten været enige om, at Sydgrønland er den del af landet, der i første omgang bedst egner sig til en organiseret vandre- turisme: Der er forholdsvis korte af- stande og ret let terræn, det er et både varieret og historisk interessant område (nordboruinerne), og der er god mulig- hed både for kontakt med fåreholderne og for besøg i bygder og byer. Narssar- ssuaqs placering gør, at man kan spare den dyre helikoptertransport og kun be- høver at supplere vandreruterne med en vis bådbefordring. Vandreturistudvalgets første handling var (juni 1973) at henvende sig til De samvirkende Fåreholderforeninger; i henvendelsen, hvoraf vi sendte kommu- nalbestyrelser og turistforeninger i de tre sydlige kommuner kopi, redegjorde vi for planerne og foreslog et samar- bejde, bl. a. om hytternes indretning og placering, ligesom vi var inde på, at fåreholderne udenfor sommersæsonen (juni-september) kunne have interesse i at benytte hytterne, dels ved fåresam- linger, dels ved udlejning til stedlige „tu- rister" (spejdere, skoler, sportsforenin- ger og weekendture). Fåreholderfor- eningen gav et principielt imødekom- mende svar, men mente ikke som sådan at kunne påtage sig opgaven; man ud- pegede en kontaktmand og henviste iøvrig til at forhandle med de enkelte fåreholdere. Efter at Ministeriet for Grønland havde givet os en bevilling til frirejser i 1974 — og Narssaq kommune havde stillet sig positivt overfor vort forslag om at stille et ubeboet boligstøttehus i Sdr. Igaliko til rådighed som fjeldhytte — kom der skred i sagen: I februar del- tog tre repræsentanter for udvalget i de sydgrønlandske kommunalbestyrelsers fællesmøde i Narssaq. Planen fik prin- cipiel tilslutning, man nedsatte et fælles 61 [6] turist u elv al g for de tre kommuner — med Leif Høegh, Narssaq, som formand — og Narssaq kommune bevilgede et til- skud til udgivelsen af et kort over Narssaq-Jidianehåb-Narssarssuaq om- rådet: Dette kort foreligger nu i en foreløbig udgave. Det er i format l:100.000 og er tegnet af Kjeld Fisker på grundlag af Geodætisk Instituts grundkort. Kortet er til salg i Grønland og Danmark.2 Næste udgave af kortet vil være forsynet med indtegnede vandreruter, som da vil være endeligt fastlagt. Dernæst har såvel medlemmer af ud- valget som andre deltagere i sommerens (1974) vandreture i området indsamlet oplysninger om ruter, proviantering, in- teressen for hyttebygning m. v. For tiden arbejdes der i udvalget med bl. a. på grundlag af disse notater at lave en tur- beskrivelse. I begyndelsen af juli 1974 åbnedes den første fjeldhytte i Sdr. Igaliko. Der er soveplads for 15 personer, adgang til at lave mad og varmeovn (kosangas) samt vaskerum i kælderen. Hytten drives af fåreholder Eskild Jeremiassen, der bor på stedet. Overnatningsprisen er i 1975 20 kr. pr. nat pr. pers. Enhver har adgang til hytten, forudsat at man er forsynet med et af udvalget udstedt hyttekort. Dette hyttekort tjener tillige som ansvarsforsikring — for at opfylde fåreholdernes ønske om sikkerhed mod tab ved skader på deres ejendom som følge af uforsigtighed fra vandrernes 2. Kortet fås i Danmark på Dansk Vandrelaugs kontor, Kultorvet 7, København K. Pris 50 kr., for medlemmer af de udvalget tilsluttede orga- nisationer dog 35 kr. side. Fjeldhytten havde i sin første kun 2 mdr. lange sæson 72 overnatninger. Vandreturistudvalget har holdt en række møder, hvorunder vi indgående har drøftet såvel den generelle målsæt- ning som de mange enkeltspørgsmål, som den opgave, vi er gået ind i, har vist sig at rumme. Vi har løbende haft kon- takt med magister Hans Berg — og har i det omfang, afstand og kommunikation tillader det, hele tiden søgt at holde den bedst mulige kontakt med kommuner og enkeltpersoner i Grønland. l7 andreturismens status ved nytår 1975 kan resumeres således (idet om- talen af den videre planlægning følger senere) : Den stærke stigning i „vandreturis- men" (primitiv turisme baseret på over- natning i både, hytter og telte) i 1974 tyder på, at netop denne turistform i Grønland har sådannne udviklingsmulig- heder, at den kan blive et betydnings- fuldt bierhverv. Det vil dog kræve en vis investering i hytter og lokaltransport, og udviklingen må styres, så der ikke opstår gnidninger, navnlig ved overfyld- ning på enkelte lokaliteter. Den første fjeldhytte er åbnet, og der er allerede så mange reserveringer for 1975, at den forhåbentlig snart følges af flere. Ved udgivelsen af det omtalte kort (der forhåbentlig senere kan suppleres med et kort i samme format over Nanor- talik området, så hele Sydgrønland er dækket), den planlagte turbeskrivelse (der også vil indeholde sikkerhedsreg- ler) samt ordningen med hyttekort (an- svarsforsikring) har vandreturistudval- get søgt at gøre det lettere for større 62 [7] ;\'' ,;,^!S^y£*iSÉ^' [8] kredse at få lysten til en „primitiv ferie" i Grønland opfyldt. IV. Lidt om rejsemuligheder og priser i 1975. Vandreturistudvalget arrangerer ikte selv rejser til Grønland. Da rejsemulig- hederne og billetpriserne ikke desto min- dre nødvendigvis må siges at indtage en central plads i en samlet vurdering af turismens muligheder i Grønland, vil det være rimeligt kort at kommentere disse spørgsmål. Mange tror — med urette — at en rejse til Grønland er alt for dyr til at være overvejelse værd: Vel er den normale flypris t/r for tiden knap 2500 kr., men der er mulighed for at opnå store reduk- tioner i billetprisen gennem gruppe- og charterrejseordninger. Prisen kan her- igennem komme ned på fra ca. 1300 kr. til ca. 900 kr. afhængig af deltagerantal. Endvidere arrangerer visse af de til ud- valget tilknyttede foreninger såkaldte pakkerejser til Grønland, omfattende såvel selve flytransporten over Atlanten som ophold og transport lokalt. Der er således gode muligheder for at arrangere Grønlandsrejser til priser, der — hvis man gør selve opholdet så billigt som muligt — ikker fjerner sig alt for meget fra priserne til de kendte charter- feriemål (men naturligvis ikke med dis- ses komfort). Det skal dog understreges, at indkvartering og lokal bådtransport stadig udgør en alvorlig hindring for mere omfattende turistaktivitet i landet. Mens der er næsten ubegrænsede mulig- heder for at finde egnede teltpladser, er pladsen såvel i lejrskoler og hytter som i byernes hoteller m. v. begrænset. Fra Narssarssuaq vil enkeltvandrere i som- mertiden et par gange ugentlig kunne komme videre med kystskib, men i øvrigt må man chartre båd, hvilket er dyrt, ligesom kun få motorbåde endnu opfyl- der skibstilsynets krav til passagertrans- port. Naerssarssuaq er en flaskehals (man har i 1974 været oppe på 200 teltende på een nat og har fremskredne planer om indretning af en ordentlig lejrplads) — og det er vort store ønske, at der herfra, ved offentlig og privat samvirke, kan organiseres bedre og bil- ligere bådtransport. J7. Den videre planlægning. Det vandreområde, udvalget for vandre- turisme i første omgang satser på, er - jvf. kortet — Narssaqhalvøen (med- regnet området fra Qagssiarssuk op til Sermilikf jorden), Jiillanehdbhahøen (fra Igaliko over Hvalsø til Julianehåb og vice versa) samt halvøen mellem Iga- liko- og Lichtenaufjorden, hvorom vi (i mangel af et grønlandsk navn) bruger nordbonavnet Fatnahverfl. På alle tre halvøer findes fåreholdersteder - hvoraf nogle er ubeboede — og enkelte småhytter, der ejes af fåreholderne og som benyttes ved fåresamlingerne. Terrænet er stort set egnet også for den mindre trænede, men naturligvis skal man som altid i fjeldet ikke gå alene. Der findes adskil- lige fårestier, men de er ikke afmærkede. Mest generende kan det tætte krat være. Over de fleste elve kan der vades, dog ikke over Jespersens elv ved Sdr. Iga- liko. Det vil af flere grunde være af betydning her at få en bro (eller fast placeret båd med træktov) - og Narssaq kommune har, netop med tanke på van- 64 [9] '»toj^ .**>*» lår— , - - Igaliko, oktober. Fot.: Hans Berg (1970). dreturismen, bevilget et beløb hertil. Blandt de talrige nordboruiner tegner Brattahlid og Tjodhildes kirke i Qag- ssiarssuk, domkirken i Gardar (Igaliko), kirkerne Hvalsø og Unnir Høfdi (Sdr. Igaliko) sig som de mest seværdige. Vat- nahverfi byder på en vrimmel af søer og Grønlands største vandfald. I de øst for halvøerne liggende fjeldområder kan man få lejlighed til at studere bræer og bestige toppe. Der er let adgang til vand, men proviant må indtil videre med- bringes. Når bortses fra byerne, findes der af muligheder for overnatning under tag i øjeblikket kun lejrskolerne i Qagssiar- ssuk og ved Igaliko samt fjeldhytten i Sdr. Igaliko (hvorvidt lejrskolerne også fremover kan benyttes i skoleferierne er uvist). Vi har bedt kommuner og pri- vate være opmærksom på muligheden for (ialtfald indtil interesserede fårehol- dere måtte ansøge om overtagelse) at indrette eksisterende tomme huse på eg- nede steder til vandrehytter. Som kon- kret eksempel kan nævnes, at Igalikos østlige fåreholderforening, der er ved at bygge en ny fåresamlingshytte ved nord- siden af Jespersens elv, er positiv over- for tanken om også at lade den virke som vandrehytte. Man bør søge at ud- bygge et område ad gangen med en kæde af hytter med ca. 15 km's mellemrum, og vi har foreslået de tre kommuner (hvis grænser mødes midt på Vatna- hverfi!) at få denne halvø udbygget 65 [10] først, bl. a. fordi vi ved, at flere fåre- holdere er interesserede i at opføre hyt- ter på egnede steder. Som den første hytleitdbyggede van- dr erute forestiller vi os følgende: Med båd via Qagssiarssuk til Itivdleq, fra Igaliko øst om fjorden til Sdr. Igaliko og herfra ad ruter af forskellig længde (og med afstikker til det store vand- fald) enten til Eqaluit (hvorfra båd til Julianehåb) eller helt til Lichtenau, hvorpå man herfra eller fra Sydprøven kan returnere med kystskib. Dette vil kræve indretning af ialt ca. 7 hytter — hvortil kommer et „vandrehotel" i det næsten affolkede, men meget seværdige Lichtenau; de fremkomne planer om ind- retning af et alkoholikercenter i Lich- tenau skulle næppe være til hinder for at bruge dette sted som endestation for Vatnahverfi-ruten. Hvor hurtigt planen kan realiseres, afhænger af, hvor stor interesse man fra grønlandsk side viser forslaget — og om man af offentlige midler og private fonds kan få den nødvendige økonomi- ske støtte. Under forudsætning af, at de stedlige hytteejere selv yder arbejdskraft og egne materialer skønner vi, at det ialt for de ca. 7 hytter næppe drejer sig om støttemidler på over 100.000 kr. Såsnart Vatnahverfi-ruten er klar, bør de to nordlige halvøer udbygges på samme måde — og er vandrerstrømmen stadig stigende, må man derefter tænke på nye steder, f. eks. fjordområderne ved Na- nortalik. — Det bør til slut bemærkes, at de på kortet viste ruter kun må opfattes som skitserede, de skal nøje gennemgås med alle lokalt interesserede — og påny gennemvandres — før de fastlægges på vandrekortet. Hvornår og hvordan de skal afmærkes, må også afhænge af lokal beslutning herom. Udvalget for vandreturisme er gået ind i denne spændende opgave ud fra ønsket om at forene en grønlandsk er- hvervsinteresse med den stigende inter- esse for vandreturisme. Såsnart det skit- serede hytte- og rutenet er udbygget, er det vor tanke at bede de lokale instanser om helt at overtage den videre udbyg- ning, tilsynet m. v. Derimod må man vel regne med, at rejsearrangementerne og ialtfald en del af oplysningsvirksomhe- den fortsat mest praktisk tilrettelægges hernede. Det er vistnok det første forsøg på et sådant samarbejde - direkte mel- lem private danske kredse og lokale grønlandske — og vi håber, at det må bære frugt i en sund udvikling af en grønlandsk vandreturisme, til lige glæde for begge parter. 66 [11]