[1] Ebbe Munck og Grønland af Helge Larsen En kreds af Ebbe Muncks venner og gamle medarbejdere har dannet en komité med det formål at skabe et fond, hvis midler blandt andet skal anvendes på områder, der have Ebbe Muncks interesse, og som han selv havde arbej- det for. Blandt disse var grønlands- arbejdet og navnlig Grønlands udforsk- ning. Ebbe Muncks interesse for Grønland går tilbage til drengeårene, da han havde hørt Ejnar Mikkelsen holde fore- drag om Alabama-ekspeditionen til Grønlands østkyst 1909-12. Ejnar Mik- kelsen blev hans drengetids helt, og det var helt naturligt, at han meldte sig un- der fanerne, da Ejnar Mikkelsen i 1924 var igang med forberedelserne til den ekspedition, der var begyndelsen til ko- loniseringen af Scoresby Sund. Ebbe Munck, som dengang var 19 år og stud. polit., kunne bruges først som medhjæl- per ved indsamlingen til ekspeditionen og senere som jungmand på ekspeditio- nens skib, „Grønland", der senere kom til at hedde „Gustav Holm". Hans før- ste møde med Grønland, der nær var blevet det sidste, var ikke uden drama- tik. Ved indsejlingen til Scoresby Sund kom skibet i besæt i isen, rorstangen knækkede, og skibet var på nippet til at blive skruet ned, og turen tilbage over Nordatlanten var heller ikke uden spæn- ding. Det afholdt dog ikke Ebbe Munck fra i 1926 at modtage en indbydelse fra den berømte polarforsker, Jean Baptiste Charcot, til sammen med Ejnar Mik- kelsen at deltage i en rejse til Scoresby Sund med hans ligeså berømte skib, „Pourquoi Pas?". I 1935 gik turen igen til Østgrønland, denne gang til Kangerdlugssuaq-området midtvejs mellem Scoresby Sund og Ang- magssalik. Han var sammen med Eigil Knuth og forfatteren til denne artikel inviteret til at deltage i en engelsk ekspe- dition ledet og i hovedsagen finansieret af den unge polarforsker Augustine Courtauld. Ekspeditionens hovedformål var at bestige Grønlands højeste bjerg, de gamle islænderes „Hvitserk", der efter bestigningen fik navnet Gunnbjørn Fjæld, men planen omfattede også geo- logiske, botaniske og arkæologiske un- dersøgelser. Ebbe Munck var på holdet, der skulle foretage bestigningen, og her 89 [2] var han kommet i fornemt selskab, thi holdet omfattede blandt andet to så berømte bjergbestigere som Lawrence Wager og Jack Longland, der begge havde deltaget i bestigningen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, og nået indtil 400 m fra toppen. Det siger noget om Ebbe Muncks karakter og fysik, at han som lavlandsbo og med en relativt kortvarig forudgående træning ikke veg tilbage for at deltage og sammen med de andre gennemføre bestigningen. Courtauld-ekspeditionen fik også be- tydning for dansk grønlandsforskning. Ebbe Munck og Eigil Knuth benyttede nemlig lejligheden til at drøfte, hvad man fra dansk side burde gøre i forbin- delse med udforskningen af Østgrøn- land. Det var navnlig Danmark-ekspedi- tionen og dens resultater de drøftede, herunder mulighederne for med skib at trænge endnu længere nordpå end Dan- mark-ekspeditionen og derved få lettere adgang til Peary Land, hvis udforskning var deres egentlige mål. Da de kom til- bage til Danmark, gik de videre med planerne, der resulterede i „Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition 1938- 39". Det lykkedes ikke ekspeditionens skib, „Gamma", at trænge længere nordpå end i sin tid „Danmark", så deres overvintringsstation kom til at ligge i Mørkefjord, ikke langt fra Dan- markshavn. Herfra blev der foretaget forskellige videnskabelige undersøgelser dels i selve området dels på slæderejser, hvoraf en gik til Peary Land. Denne del af ekspeditionen lededes af Eigil Knuth, mens Ebbe Munck, hvis indsats havde bestået i indsamling af midler og tilrettelæggelse af ekspeditionen, efter planen var taget tilbage til Danmark med „Gamma". Omend ekspeditionen kunne notere j*ode videnskabelige resultater, var man med hensyn til udforskningen af Peary Land ikke nået meget videre end Dan- mark-ekspeditionen. Der skulle en anden løsning til, og den fandt de i 1947. I de mellemliggende år havde de haft andet at tænke på end ekspeditioner, ikke mindst Ebbe Munck, der under besættel- sen ydede sin største indsats for Dan- mark som den, der dannede bindeleddet mellem modstandsbevægelsen og de alli- erede. Først henimod slutningen, nær- mere betegnet efteråret 1944, da de allieredes sejr syntes vis, kunne Ebbe Munck igen få tid til at beskæftige sig med ekspeditionsplaner. Naturligvis tænkte han først og fremmest på Peary Land, mens hans tanker gik videre end til Grønland. Efter de mange år, hvor danske videnskabsmænd havde været af- skåret fra at forske uden for landets grænser, var der flere, der arbejdede med planer om store ekspeditioner, og Ebbe Munck fik derved den idé, at man i stedet for at søge penge hver for sig burde forsøge at stifte et fond, der var stort nok til at finansiere alle de plan- lagte ekspeditioner. Tanken blev ført ud i livet i 1946, da man kunne stifte Dansk Ekspeditionsfond med viceadmi- ral A. H. Vedel som formand og redak- tør Leif Hendil som en meget aktiv sekretær. Som sædvanlig var det Ebbe Munck, der måtte skaffe de fleste penge, men det lykkedes ham at ind- samle så stor en sum, at man allerede i 1947 kunne finansiere så store ekspe- ditioner som Henning Haslund Chri- 90 [3] Den første uddeling af Ebbe Munck prisen fandt sted ved en højtidelighed, der afholdtes på Nationalmuseet den 5. maj 19~5. Prisen, på 25.000 kr. og en plakette. blev tildelt Eigil Knuth, der i sin takketale meddelte, at han vidcrcgav beløbet til Pearyland-ekspeditioncrnc. (Nordisk Pressefoto). 91 [4] stensens til Central Asien, en dybhavs- ekspedition rundt om jorden og — na- turligvis — en Peary Land ekspedition. Ekspeditionen, som Ebbe Munck og Knuth ledede i fællesskab, var baseret på at skabe en videnskabelig station i selve Peary Land, således at forskerne kunne bo i landet selv og derved opnå en langt længere arbejdstid, end det hidtil havde været muligt. Problemet med at få station og mandskab til Peary Land blev løst ved hjælp af Catalina- flyvebåde, der havde været brugt til langdistanceflyvninger under krigen og vist sig at være meget driftsikre. Det første år, da ekspeditionen kun rådede over en enkelt Catalina, lykkedes det kun at bringe en del af materialerne til stationen samt et hold videnskabsmænd til Peary Land, men disse fik dog efter nogle timers flyvning et to ugers ophold i landet. Næste år, da ekspeditionen havde hele tre Catalinaer til sin rådig- hed, gennemførtes 22 flyvninger til Peary Land med det resultat, at et hold på 8 mand med al tænkeligt udstyr inklusive slæder og slædehunde kunne tilbringe et helt år i Brønlundhus, som stationen kom til at hedde. Det var Eigil Knuth, som ledede denne såvel som flere følgende ekspeditioner til Peary Land. Ebbe Munck deltog kun i det første års ekspedition. Han fandt, at hans mission var endt med starten af Peary Land ekspeditionerne. Han havde ikke noget felt, han kunne arbejde med i Grønland, så han mente, at hans evner og kræfter kunne bruges bedre andetsteds. Han fik endnu to rejser til Grønland, i 1952 da han var chef for pressedelegationen under kongeparrets rejse til Grønland, og i 1954 da han 30 år efter sin første ekspedition deltog i den britiske „North Ice Ekspedition" til Dronning Louises Land og indlandsisen. Ebbe Munck bevarede sin store inter- esse for Grønland til sin død. Da han efter sin ambassadørtid i Thailand vendte tilbage til Danmark, var der straks bud efter ham fra grønlands- kredse. I 1966 blev han formand i Scoresbysundkomiteen, som i sin tid Jiayde antaget ham som jungmand. Nu takkede han komiteen for den betyd- ning, det havde haft for hans liv, ved at yde et energisk arbejde for komiteens opgaver, og sin gamle chef og forgænger som formand i komiteen, kaptajn Ejnar Mikkelsen, ved at gøre det muligt i efteråret 1974 at rejse en buste af ham på Langelinje. I 1969 blev han formand for „Skibsreder C. Kraemer og hustru Mathilde Kraemer's grønlandsfond" og samme år medlem af bestyrelsen af Arktisk Institut. Bestyrelsen mindes ham l taknemmelighed for hans indsats for at forbedre instituttets økonomi. Ebbe Munck har hele sit liv været parat til at arbejde for en god sag og har i kraft af sine evner og store energi opnået store resultater. Det varige minde, man ønsker at rejse for ham i form af Ebbe Muncks Mindefond, for- tjener derfor at modtage støtte fra vide kredse som en påskønnelse af hans store indsats for Danmark. 92 [5]