[1] En redningsdad 17. november 1924 af Otto Sandgreen For 50 år siden var ovennævnte dato og år meget begivenhedsrig for en lille bygds befolkning, Vester Ejlande i Ege- desminde distrikt. Bygden er nu nedlagt — død og tom, men minderne fra stedet lever endnu blandt efterkommerne af de familier, der i sin tid flyttede fra bygden. Nogle af disse minder er nedskrevne, og andre er optaget på bånd, og ud fra dette kildemateriale skal jeg i det føl- gende fortælle om den dag, hvor en konebåd med en besætning på 9 menne- sker var i største livsfare under en plud- selig opstået storm. 5 af besætningen døde under stormen, og efter menneske- lig målestok var de allesammen døde og muligvis helt forsvundet, hvis ikke to brødre, Isak og Ole Schmidt, havde trodset stormen og bølgerne og i over- menneskeligt mod roet til undsætning i deres kajakker. Nedenstående artikel er som hørespil udsendt i Grønlands Radio i anledning af 50-års dagen, bygget på en artikel i Avangnåmioq (Nordgrønlænderen) skrevet af en af de to brødre (en sæt- ning midt i artiklen tyder dog på, at de har været to om artiklen), en båndopta- gelse med den ene brors kone, en beret- ning af en nulevende fanger, som var bopladsfælle med de to brødre, og som var ude i kajak under den samme storm, og endelig egne forespørgsler blandt forskellige personer, der på en eller an- den måde har haft berøring med det skete. Denne dag, den 17. november 1924, begyndte med det smukkeste vejr. Man kunne ganske vist ikke se hele stjerne- himmelen, så noget af den må have væ- ret dækket af skyer. Men det var i alle tilfælde helt vindstille, en af disse sjældne efterårsdage, så stille og smuk, hvor alting ligesom er indsvøbt i vat, så tyst og behageligt var det. Men på denne årstid er det jo mørkt om morgenen, dagslyset kommer først hen på formid- dagen, og det er selv sagt vanskeligt at dømme om, hvordan vejret vil blive i løbet af dagen, hvad mørket gemmer. De fleste fangere var samlet oppe på „fjeldet", — det punkt bagved husene, hvor oppe fra man havde den videste udsigt. Men hvad kunne fangerne se i et sådant mørke? Intet som helst. Men det var nu engang en ældgammel skik, at man i den tidligste morgenstund gik op på „fjeldet", kiggede omkring og snak- 93 [2] kede sammen. Og fangerne havde i reg- len god tid, da man allerede gik derop ved 5—6 tiden. Således stod de da også denne mor- gen, den 17. november, og længtes efter at tage ud i deres kajakker på sælfangst. Der kunne jo også være hvidhvaler eller narhvaler i nærheden. De sludrede om forskellige emner. Om gårsdagens op- levelser og prøvede at tage bestik af vejret. Et par yngre fangere var meget utålmodige og kunne dårligt vente på daggryets komme, men de blev dog og ventede sammen med de andre. En af de ældre fangere sagde, at han ville hente angmagssat fra deres depot på øen Igdlutalik, der ligger ca. 10 km fra bygden, hvis han kunne få roere til konebåden. Dette lykkedes, og for at udnytte det gode vejr tog de afsted, mens det endnu var mørkt. En anden ældre fanger fortalte, at han havde hørt fra sin bedstefar, og også selv havde erfaret, at efterårsdage med det meget ustabile vejr undertiden kunne tegne til at blive fine fangstdage med meget smukt vejr, men at disse mor- gener kunne være forløbere for uvejr. Og på denne dag skulle det vise sig at passe alt for godt. Men fangerne kunne ikke vente læn- gere. Lige efter at konebåden med de 9 mennesker var roet ud mod depotet, tog kajakmændene afsted i forskellige retninger. Brødrene Isak og Ole Schmidt fulgtes ad, som de plejede. Isak Schmidt's kone berettede: „Da kajakmændene var taget ud, satte jeg mig på briksen og begyndte at forsåle et par kamikker, mens vores svigermor vaskede tøj. Lidt over 10 var jeg færdig med mit arbejde, — dengang plejede fangerfamilierne at stå tidligt op. Jeg tog så vore to vandspande for at hente vand. Der var ret langt til vores vandsø, _°g Jeg var ung, så derfor løb jeg. Og da jeg samtidig kiggede mod vest, så jeg en nattemørk sky, der med stor fart drev mod øst. Jeg tænkte: Der kommer storm, — og bulderet kunne faktisk alle- rede høres." - Den 29. maj 1925 skrev de to brødre i artiklen i „Avangnåmioq": „Med min yngre bror fulgtes jeg til vo- res nordre side (nord for øerne), men da vi så, at himmel og skyer forværre- des, drejede vi af til vores østre side, hvor et par andre kajakmænd lå og ventede på sæl. I løbet af formiddagen kom der stadig flere uvejrsskyer med fuld fart. Mest tænkte vi på konebåden, og vi håbede, at de foreløbig ville blive på depotøen. Konebådsejeren havde ganske vist sagt, at han ville tage hjem, så snart de havde taget hvad de skulle fra depotet, og han ville ikke overnatte derude, selv om vi havde foreslået ham det. Netop på det tidspunkt, hvor vi regnede med, at de ville begynde hjem- turen, blev øerne syd for os usynlige af snetykning. Vore kajakfæller og vi selv roede derfor hjem, og i det øjeblik, vi lagde til land, kom vestenstormen i al sin kraft og med masser af sne." Isak's kone fortsatte: „Og da jeg lige satte mine to spande på jorden for at puste lidt, hørte jeg oppe fra „fjeldet" en eller anden sige: „Konebåden er nu næsten nået til Akugdlit på hjemturen." (Akugdlit er en øgruppe mellem Vester Ejlande og depotøen Igdlutalik). Og i samme øjeblik kom stormen. Alt blev 94 [3] LEGITIMATIONS- KØRT _ (CARTE OTBESTITÉ) LEGITIMATIONS- (CAKWS DTOBNTITÉ) FØDT BEW. l ......... tAt BOPÆL...... J . M ..: : .f* UXKJEKSfc 3 SHIIT? De to brødre Schmidt's legitimationskort. (Hvis nogle af tidsskriftets læsere skulle vide, hvorfor disse grønlandske fangere omkring 1920 havde legitimationskort trykt på dansk og fransk, vil redaktionen være taknemmelig for at få det at vide). usynligt af sne og fygning. Jeg gik hjem så hurtigt jeg kunne. Kajakkerne var ude, og vi kvinder tog mandfolketøj på, for vi kunne umuligt være inde, når vores mænd var ude i sådant vejr. Vi gik ned til stranden, hvor kajakkerne plejede at lægge til. Der var allerede kommet flere andre derned. Lidt efter så vi plud- selig to små mørke pletter ud for os, og det viste sig, at det var vores ægtefæller. „Hvor er konebåden?" var deres første spørgsmål. „De var næsten nået til Akugdlit," svarede jeg. „Så kan de ikke nå til land. En så stærk storm kan de ikke ro imod," sva- rede en af dem. De hjemkomne fangere ordnede så deres kajakker, lagde dem op på stati- verne med bunden i vejret og surrede dem fast. Og uden at tage deres helpelse af gik de op på „fjeldet"." — Der lever endnu i dag — i skrivende stund - en efterhånden ældre dame i Ikamiut ved Christianshåb, pensioneret jordemoder, som var med i konebåden dengang, og hun fortalte mig følgende: „Vi var unge dengang og elskede at ro i konebåd. Vi var glade for at opleve lidt ekstra, så vi løb ned til konebåden 95 [4] i huj og hast. Vi ville selvfølgelig også hente noget i vore egne depoter. Det var så smukt vejr, at vi ikke kunne være andet end glade. På vejen så vi et par sæler, og en af de unge mænd ville meget gerne forfølge en i håb om at fange den. Men konebådsejeren ved styreåren, som jo var „nålagaq" i konebåden, ville hel- lere skynde sig til depotøen. Han sagde, at himlen blev alt for hurtigt overskyet. Men vi skulle rigtigt nok prøve at fange sæler på hjemvejen, hvis det gode vejr holdt. Det tog ikke lang tid, før vi var ved depotøen, og da konebådsejeren hele tiden skyndede på os, varede det heller ikke længe, før vi havde åbnet depo- terne, taget hvad vi skulle og lukket dem igen med store sten. Vi stødte så fra land, men mødte efter nogle minutter vestenstormen. Vi havde ganske vist, mens vi endnu var på land, observeret stormen som noget helt mørkt på havet, og en af os havde sagt til konebåds- ejeren, at det måske ville være bedre at vente på land. Det kunne jo være, at blæsten var så stærk, at vi ikke kunne ro imod den. Men han ville hjem. Og efter opbydelsen af alle vore kræfter nåede vi så i læ af Akugdlit, øgruppen mellem vores bygd og depotøen. På det tidspunkt havde vi fået masser af vand i konebåden af de mange brådsøer. Dér stoppede vi lidt, også for at fylde vores vandspand, som en af roerskerne havde væltet. Da vestenstormen på dette tidspunkt stilnede, og vi jo var roet halv- vejs hjem, ville rorsmanden videre. Vi stødte atter fra land, og næsten i samme øjeblik så vi en flok hvidhvaler lige udenfor. Fangstdyr er noget der tiltræk- ker, så vi forsøgte et par gange at komme dem nær. Men de var snu, så det lykkedes ikke. Da vi rettede stævnen mod vores bygd, så vi pludselig, at sne- tykningen nu kom fra en helt anden kant. Men rorsmanden sagde blot: „Det går nok! Jeg tror kun, det er sne og ikke storm ! Når snetykningen er ovre, kan vi se, hvordan det bliver." Han havde næppe sagt dette, før syd- vesten med ét brød løs i al sin vælde, den storm, som alle i Grønland frygter mest, med masser af sne og høje bølger. Vi kunne umuligt fortsætte direkte mod bygden, for så fik vi storm og bølger ind fra siden med risiko for at kæntre. Da vi rettede konebåden op mod stormen, var vi allerede så langt ude, at det var helt umuligt at nå i læ af øgruppen Akugdlit. De høje og meget farlige brådsøer fyldte nu konebåden ustand- selig, så det hjalp kun lidet, at nogle af os øsede. De yngste ombord, navnlig pigerne, begyndte at klynke og småtude, for vi begyndte samtidig at fryse meget, da vores tøj var blevet dyngvådt. Det blev værre og værre, og vi kunne ikke engang dreje til medvind, for det ville være livsfarligt at ligge med siden til vinden blot nogle få sekunder. Plud- selig blev vi overdænget af efterfølgende brådsøer, så båden blev halvt fyldt med vand. Og samtidig opdagede jeg, at et af stykkerne i træskelettet var knækket. Jamren, gråd og kalden på mor, far og søskende hørtes under stormens rasen." Isak Schmidt's kone fortalte: „Vi var allesammen, det vil sige de af os, der kunne trodse stormen, samlet oppe på vores „fjeld". Og da snetykningen var drevet over, var der pludselig en iblandt os, der pegede mod øst: „Se der- 96 [5] ovre, dér er konebåden!" Og der var den rigtigt nok. Men kun et øjeblik. Store, kæmpehøje bølger lige efter hin- anden dækkede udsynet. Vi troede flere gange, at nu var det ude med dem, men så skimtedes de igen et kort nu mellem bølgerne ... dagslyset var da også alle- rede svindende ..." Og brødrene skrev i „Avangnåmioq" : „Deroppe stod vi og kunne ikke fore- tage os noget. Mens vi var der, var nogle af kajakmændene kommet i land, uden at vi havde set dem. En af dem havde mistet alle sine fangstredskaber. Stormen og bølgerne havde taget dem. Det havde været umuligt for ham at redde dem uden at miste orienteringen. Vi, der var mindst modige, var meget ængstelige, og vi mærkede, at stormen nu havde nået sin højeste styrke. Med kikkert kunne vi stadig se konebåden prøve at ro mod stormen, men den blev trukket stadigt længere til havs af natur- kræfterne. Det var frygteligt at stå der og ikke kunne gøre noget. Vores lille- søster var med i konebåden. Jeg havde været i hendes fars sted, da han døde tidligt. Men selvom man nu kunne komme ud til dem i kajak, hvordan skulle man så kunne hjælpe dem under sådanne forhold? Der var længe mellem vi så dem oppe på bølgetoppene ... det var, som om brådsøerne hvert øjeblik skulle sluge dem. Deroppe stod vi og tænkte på de strabadser, de andre var ude i ... og vi kunne ikke gøre noget ... derude var vores lillesøster og de andre i største livsfare. Men vi kunne ikke hjælpe dem ... hvor var det tungt!" Dér på deres „fjeld" stod så den få- tallige bygdebefolkning uden at kunne foretage sig noget for deres nødstedte fæller ... hvis deres øjne havde kunnet trække konebåden ind, var det forlængst gjort ... og for de kajakmænd, der endnu var ude, kunne de kun håbe, at de ville være i stand til at nå hjem i god behold. Deroppe stod de trods deres uformåenhed, for at følge hvad der skete ... og tårerne trillede ned ... I „Avangnåmioq" kunne man læse: „Pludselig kom disse ord frem i mit in- dre, så tydeligt, som havde nogen råbt dem til mig: Den største kærlighed er at give sit liv for sine venner, — og at ordet ikke skal være upåagtet! Og sam- tidig kom det mig i hu, at Jesus havde mistet sit liv af kærlighed. Ordene blev ved med at plage mig, for jeg kunne jo ikke efterkomme dem. Men alligevel følte jeg, at jeg måtte gøre det. Hvor var det plagsomt!" Fru Schmidt fortalte: „Klokken var vel noget over l om eftermiddagen, og stormen stilnede noget af, da min mand sagde til mig: „Det er umuligt bare at stå deroppe. Vores yngste er derude i konebåden og de andre med. Vi kan da ikke lade dem være derude alene, ... havet er ikke værre, end det jeg plejer at tage ud i. Når jeg er i min kajak, og hvis tiden ikke er inde for mig, behøver I ikke at ængstes for mig. Ole, tag med. Vi kan være heldige, tage konebåden på slæb og landsætte den hvor som helst..." De snakkede lidt sammen om, at det kunne være, at de derude havde ødelagt deres årer, og at de kunne tage et par konebådsårer på slæb efter deres kajak- ker, og at de ville kunne klare meget, hvis nogle af de andre kajakmænd ville være med." 97 [6] Såtuarssuit ,.0 Qt>