[1] Krigsmeteorologi af Aksel Rom Krigsbegivenhederne i Nordøstgrønland er velbeskrevet i bogform, f. eks. af Da- vid Howarth i „Fodspor i sneen" og Kurt Olsen i „Et hundeliv", hvor særligt berettes om den danske slædepatruljes virksomhed og sammenstød med tysker- ne; her skal fortælles lidt om baggrun- den for, at det overhovedet blev nødven- digt at føre krig i så fjerne og barske egne. Selv i så store og teknisk komplicerede operationer, som udgør den moderne krigsførelse, kan udfaldet undertiden be- stemmes af en naturgiven detalje. Vejret kan være en sådan, og pålidelige vejr- udsigter er derfor af åbenbar og ofte afgørende betydning, først og fremmest for sø- og luftkrigsførelsen, men også landmilitær taktik påvirkes heraf. Nogle eksempler kan illustrere hvordan. I slutningen af november 1939 lyk- kedes det den tyske flådes to største slagskibe „Scharnhorst" og „Gneisenau" efter mindre sukcesfyldte operationer i det nordlige Atlanterhav at slippe ube- mærket hjem til Tyskland langs den nor- ske vestkyst bl. a. på grund af den kom- manderende tyske generals dygtige ud- nyttelse af sin viden om perioder med dårligt vej. Efter et tysk raid i marts 1942, da krigen var blevet et par år ældre og begge parter nogle kostbare erfaringer rigere, var det den tyske flådes nyeste og kraftigste slagskib „Tirpitz" (søster- skib til det sænkede „Bismarck"), der i omtrent det samme farvand undgik de britiske efterstræbelser ved at benytte en tilsvarende fremgangsmåde. Sigtbarhe- den var så ringe, at de britiske u-både, der patruljerede på den rute, man vidste „Tirpitz" måtte benytte, ikke fik en chance for at torpedere storvildtet. Midt i december 1944 var tyskerne tilsyneladende i defensiven på alle fron- ter; alligevel indledte de under general- feltmarskal Model et modangreb i Bel- gien, den såkaldte Ardenneroffensiv, der i begyndelsen havde overraskende fremgang, bl. a. fordi vejret var på tyskernes side: vedvarende tåge hin- drede i dagevis de allierede fly, som ellers havde næsten absolut overlegen- hed i luften, i at gå på vingerne og så- ledes bekæmpe de fremrykkende tyske panserkolonner, der trængte de ret tyndt 121 [2] besatte amerikanske linjer i næsten en uge, før vejret klarede så meget op, at den vigtige flystøtte kunne komme til udvikling og således hjælpe generalerne Patton og Montgomery til at standse den tyske fremgang. I uger før angrebs- ordren kom, var der til stadighed statio- neret to eller tre tyske u-både på posi- tioner i Atlanterhavet for at afgive vejr- rapporter, ligesom også både for udgå- ende sendte meteorologiske data. Et fjerde eksempel. D-dag, den al- lierede invasion af det tyskbesatte Frankrig fandt sted den 6. juni 1944, under kommando af general Eisen- hower. Det var krigens hidtil mest om- fattende amfibieoperation med en enorm indsats af fly og skibe, hvorfor tids- punktet var nøje planlagt med hensyn- tagen til tidevand og vejrudsigter. I da- gene op til invasionsdagen var vejret forfærdeligt, med strøm og ringe sigt- barhed; hele operationen kunne være endt i fiasko, hvis den var blevet iværk- sat som oprindeligt fastsat den 5. juni. Men efter stormen fulgte en pludselig og tildels uventet opklaring, som chef- meteorolog Stagg forudsagde tilpas tid- ligt til, at Eisenhower kunne udnytte den til at angribe den 6. juni. Den tyske vejr- tjeneste havde ikke forudset nogen vejr- bedring, og overkommandoen havde derfor slækket en smule på beredskabet. Fra radioens og fjernsynets vejrud- sigter er det de fleste bekendt, hvorledes man først må høre på noget halvirri- terende snak om et „højtryk vest for Azorerne" eller et „lavtryk ved Kap Farvel", før man kommer til det egent- lige, nemlig udsigten for det næste døgn. Forklaringen herpå er kort og populært 122 sagt, at vejret i en stor del af Europa „opstår" vest herfor, d. v. s. Atlanter- havet og de tilgrænsende hav- og land- områder og derefter bevæger sig mod øst. Det er derfor indlysende, at jo flere og sikrere observationer man har, desto bedre er man i stand til at gøre pålide- lige beregninger og udgive vederhæftige vejrkort. Denne kendsgerning, at „ver- dens vejr" har en generel tendens til at bevæge sig fra vest mod øst, gav på den vestlige halvkugle de allierede en klar fordel fremfor tyskerne, mens fordelen på den østlige halvkugle af samme grund var på japanernes side. — De arktiske områder, Grønland, Svalbard, Island o. s. v., er her af særlig betydning, som man allerede i mellemkrigstiden var klar over, og ved krigsudbruddet den 1. sep- tember 1939 fandtes der af telegrafisk meldende stationer i Østgrønland såle- des to danske, nemlig Scoresbysund og Angmagssalik, samt to norske, Mygg- bukta (McKenzie Bay, ca. 72° 30 N) i Nordøstgrønland og Torgilsbu ved Lindenowsfjorden, ca. 60° 30 N, tæt ved Kap Farvel. Derudover havde Norge stationer i drift på Jan Mayen, Bjørneøen og Spitzbergen (Isfjord Ra- dio). Eller sagt med andre ord, vejret var en god eksportartikel, der nu plud- selig gik hen og blev krigsvigtig for begge parter. Da såvel Norge som Danmark endnu var neutrale, betød krigen ikke nogen ændring i vejrstationernes rutine, de fortsatte altså med at udsende ukodede rapporter, der kunne udnyttes af alle de krigsførende magter. Besættelsen af de to lande den 9. april 1940 bragte ikke umiddelbart nogen ændring af dette, [3] Jan Mayen med Beerenberg. men sandsynligheden taler for, at vejr- udsendelserne ret hurtigt er blevet bragt til ophør, for et hemmeligstemplet („Geheime Kommandosache") brev da- teret den 24. maj 1940 og sendt fra den tyske marines overkommando til den tyske marineattaché i København om- taler et forehavende med kodenavnet „Sachsen" således: „Kriegsmarines over- kommando har til hensigt i juli i år at sende en ekspedition med fiskerbåden „Sachsen" til Østgrønlands kyst og det nordlige Ishav for at oprette en vejr- station —." I brevet bedes desuden om oplysninger om, hvorledes Scoresbysund og de andre stationer forsynes, samt om de endnu er bemandede. De har ikke meldt gennem længere tid. Endvidere beder man særligt om søkort og lods- håndbøger ----. Sluttelig udpeger brevet Myggebukta som det tilsyneladende mest velegnede sted. Marineattaché Henning modtog brevet den 27. maj og må have tygget grundigt på problemet. Det havde måske trøstet ham, hvis han havde vidst, at hans kollega i Oslo fik et næsten enslydende brev nogle dage efter. Først en hel måned senere har 123 [4] attachéen ved en uformel samtale med en højtstående dansk søofficer kunnet komme med nogle upåfaldende spørgs- mål om Grønland; det gav dog ikke tyskerne megen optimisme med hensyn til gennemførligheden af deres „Sachsen- projekt". Dog var man blevet klar over, at stationerne endnu var bemandede. Det var i praksis umuligt at forlade Østgrønland på denne årstid. Dagen efter sendte Henning et brev til sine foresatte i Berlin og påpeger — på grundlag af en artikel i „Berlingske Ti- dende" med referat af en tale i USA af Lindbergh (solo over Atlanten) om muligheden eller umuligheden af tyske luftbaser på Grønland — at en eventuel tysk ekspedition til Grønland kan ud- nyttes til propaganda af de kredse i Amerika, som mener, at USA er for isolationistisk — for lidt engageret i kri- gen i Europa. — En dag stod der så pludselig nogle civile tyske herrer i Kø- benhavn og forelagde planer om at sende en privat dansk/tysk forsynings- og forskningsekspedition til Scoresby- snnd under ledelse af en vis dr. Holz- apfel „for at forbedre formidlingen af meteorologiske efterretninger fra Grøn- land", hvilket man tænkte sig skulle foregå ved, at ca. 3 tyske vej r folk kom med et iøvrigt dansk udrustet skib med forsyninger til Scoresbysund, hvor man så ville erstatte den hidtidige sender med en anden med større rækkevidde. Grøn- lands Styrelse, som det dengang hed, viste ikke megen forståelse for planerne. — I et senere brev til marineattachéen foreslår OKM (Oberkommando der Kriegsmarine) derfor — også for ikke at provokere USA — at man ved „ud- nyttelse af venskabelige forbindelser" får sendt et dansk skib til Scoresbysund. Alle eventuelle planer om at forsyne vejrstationerne skrinlægges dog i løbet af august 1940 — fra tysk side lægger man bl. a. vægt på, at en af de grøn- landske landsfogeder i USA har udtalt, at „der er foretaget mange tyske, viden- skabelige ekspeditioner til Grønland". På dette tidlige tidspunkt i krigen har man nok både fra dansk og tysk side været skønt enige om ikke at foretage sig noget, der kunne vække misstemning i USA. Enden, eller rettere begyndelsen på de tyske vejrekspeditioner til Øst- grønland blev mere eller mindre vel ca- mouflerede „fangstekspeditioner" sæd- vanligvis med norske skibe, men „pels- jægerne" viste sig, efterhånden som de blev opdaget og uskadeliggjort af al- lierede patruljeskibe, at være så vel- udstyrede, især med radiogrej, at de både på den ene og anden måde måtte stå i forbindelse med Tyskland, og al tvivl om ekspeditionernes karakter blev bortvejret ved forhør af deltagerne. I stedet blev de allerede eksisterende sta- tioner udstyret med koder til afsen- delse af vejrrapporter, dog blev sta- tionen på Jan Mayen nedlagt, da man mente, at den lå udsat for tyske angreb. Men allerede et par måneder senere stod det klart for de allierede, at man ikke kunne undvære de vigtige rapporter fra den iøvrigt ubeboede lille ishavsø, og i foråret 1941 blev den meteorologiske tjeneste genetableret her, under store vanskeligheder og med passende militær beskyttelse. Det lykkedes et patrulje- fartøj ved Jan Mayen at forpurre en tysk landgang i rette øjeblik, tyskerne 124 [5] måtte sætte deres fartøj på grund og vadede i land på øen, hvorfra det var en enkel sag at tage dem til fange, og der blev, så vidt vides, ikke senere gjort forsøg på at sætte sig fast her. Men tyskerne fandt på andre metoder. Trawlere eller andre fiskefartøjer blev efter ændringer og tilføjelse af be- væbning til regulære flådeenheder med betegnelsen WBS, Wetterbeobachtungs- schif, og et nummer; navnene på nogle af disse vejrskibe var „Sachsen", „Ho- mann", „Coburg", „Lauenburg", »Ost- mark", „Miinchen".'I stedet for til Øst- grønland blev ,,Sachsen" i 1940 sendt til et område i Danmarksstrædets syd- lige del, mellem Grønland og Island, hvor det i 76 dage arbejdede uforstyrret med flere gange daglig at sende vejrmel- dinger til Trondheim. Tyskerne inten- siverede gerne deres vejrtjeneste, når en eller anden større operation forestod, og det nye slagskib „Bismarck"s be- rømte, første og sidste krigstogt, der fandt sted i slutningen af maj 1941, blev grundigt forberedt, bl. a. ved at vejr- skibet „Sachsen" foruden sin almindelige tjeneste foretog is- og minerekognosce- ring i Danmarksstrædet, som „Bis- marck" skulle bruge til sit gennembrud til Atlanten. I anden omgang lykkedes det „Sachsen" at holde sig skjult i 86 dage, skønt de allierede var på sporet af det, bl. a. ved at skjule sig i isen og iagttage radiotavshed. Som for luftvåb- net var også for disse skibe ofte vejret deres værste fjende, og der gik muligvis flere tabt på grund af storm og is end som følge af fjendtligheder, således „Wuppertal" i januar 1945. Også automatiske, ubemandede vejr- stationer blev indsat, som regel ved hjælp af u-både, så langt borte som på Labradorkysten af Canada og på den sovjetiske ø, Novaja Zemlja. Der an- vendtes to typer af sådanne stationer, én der registrerede lufttemperatur, luft- tryk, vindretning og vindhastighed på landjorden, og som havde en funktions- tid på op til 9 måneder. I marts 1945 fandt man en sådan på nordspidsen af Jan Mayen, særdeles vel camoufleret. Den anden udgave blev forankret på dybder op til 100 meter og kunne sende temperatur og tryk i ca. 2 måneder, ind- til batterierne var opbrugt. Sidstnævnte type var konstrueret så snedigt, at den kun dukkede op over havoverfladen, når den skulle registrere og sende, hvor- for det var overordentligt vanskeligt for de allierede at afsløre og uskadeliggøre den. Medvirkende til at tyskerne efterhån- den fik et tæt og pålideligt net af meteo- rologiske observationer var ikke mindst det tyske Luftwaffe. Dets indsats i vejr- tjenesten begyndte med besættelsen af Danmark og Norge i april 1940; de første flyvninger udgik fra Westerland flyveplads på øen Sild umiddelbart syd for den danske grænse, man fløj over Nordsøen indtil Shetlandsøerne og den norske kyst. Denne specielle enhed af Luftwaffe fik navnet „Wetterkette Nord" og bestod i begyndelsen kun af tre maskiner og tre besætninger. Nogle få uger efter besættelsen flyttede man til Ålborg flyveplads, der nu i en for- færdelig fart var ved at blive udbygget til tysk luftstøttepunkt af store dimen- sioner. Her fandt vejrtjenesten midler- tidigt sted; man improviserede sig til 125 [6] rette i omnibusser parkeret i udkanten af startbanerne. Herfra kunne flyene række betydeligt længere, specielt mod nord i Norge, hvor der endnu blev kæm- pet på Narvikfronten. Men allerede i midten af maj 1940 blev vejrfly tjenesten forlagt til Værnes flyveplads, ca. 30 km nordvest for Trondheim. Ligesom Ål- borg var heller ikke Værnes andet end en beskeden landingsplads, der slet ikke var tilstrækkelig til at betjene de tyske kamp- og opklaringsfly. Alligevel blev der herfra næsten dagligt fløjet vejr- observations flyvninger fra midten af maj. Man fløj som regel 800-1200 km ud over havet alt efter vejret, i vestlig og nordvestlig retning, men området omfattede i princippet Færøerne, Is- land, Østgrønland, Jan Mayen og Nordkap. Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, som derved blev bragt ind i krigen på de allieredes side, og dette nødvendiggjorde den farlige for- syningssejlads nord om Norge til Sovjet- unionens eneste isfrie havne, Murmansk og Arkhangelsk ved Kolahalvøen. Der- ved blev Nordnorge en ypperlig ud- gangsbase for tyske sø- og luftstrids- kræfters angreb på de ofte utilstrække- ligt eskorterede og derfor meget sårbare allierede konvojer, der gik fra Loch Ewe i Skotland via Hvalfjordur på Is- land og til Nordrusland. Derfor fik WESTA 5 allerede i slutningen af juni samme år en filial på Banak flyveplads i bunden af Porsangerfjorden, ca. 100 km syd for Nordkap; flyvepladsen er idag nok bedre kendt som Lakselv. Ope- rationsfeltet var Jan Mayen, Spitzber- gen og Novaja Zemlja. Fra Banak fløj man som regel over Nordkap og Bjørne- øen til Spitzbergen, til Novaja Zemlja, eller man fløj Banak — Jan Mayen — Værnes og retur. Fra slutningen af 1944 blev WESTA 5 og 6 igen forenet i Trondheim, på Værnes og den nyop- rettede flyveplads Øisand, hvorfra flyv- ningerne fortsatte til kapitulationen i 1945. Kort efter den 9. april 1940 havde britiske tropper besat Færøerne og der- efter Island, så de meteorologiske mel- dinger derfra frembød ikke noget pro- blem for de allierede. Derimod stod de norske stationer på Spitzbergen og Bjørneøen i en penibel situation, efter at Sovjet var kommet med i krigen, for der fandtes mange norske og russiske civile, særligt grube- arbejdere, i dette sandsynlige nye strate- giske område. Efter besættelsen af det øvrige Norge var de små samfund på Svalbard fortsat med at fungere som hidtil, dog må det antages, at vejrsta- tionerne nu kun sendte vejrmeldinger til tyskerne i Nordnorge. En britisk flådestyrke rekognoscerede i eftersom- meren 141 Spitzbergen; og da man ikke fandt tyskere der, blev det besluttet at evakuere hele befolkningen, man fandt det sandsynligvis for risikabelt at opret- holde vejrstationer eller forsyningsbaser der for Murmanskkonvojerne. Tyskerne okkuperede nu Spitzbergen og etable- rede omfattende meteorologisk virksom- hed, men senere i krigen generobrede en norsk styrke fra England de vigtigste punkter ved Isfjorden, og dermed var det første stykke Norge igen befriet, omend det fortsat kom til sammenstød med tyskerne, som langtfra havde op- 126 [7] Kortet viser den tyske vejrflytjeneste's operationsfelt indtil kapitulationen i 1945. givet deres vejrekspeditioner på de fjer- nereliggende dele af øgruppen. De tyske vejrflyveres indsats var be- tragtelig, dagligt blev der gennemført mindst én flyvning, og i gennemsnit for hele krigen blev der fløjet to daglige flyvninger. Besætningerne blev efter- hånden meget erfarne og var derfor vel- anskrevne i hele Luftvåbnet, særligt når det gjaldt opgaver i dårligt vejr; og le- delsen af Luftflotte 5, Nord, der om- fattede Luftwaffe i Danmark og Norge, betjente sig gerne af disse rutinerede folk ved løsningen af specielle proble- mer, som f. eks. isrekognoscering, ud- vælgelse af mulige landingssteder på Spitzbergen, Bjørneøen, Østgrønland eller Novaja Zemlja, undertiden også til opklarings flyvninger over fjendtligt ter- ritorium som Island og den grønlandske østkyst eller mere taktisk prægede opga- ver, opsporing og skygning af allierede konvojer. Der anvendtes almindelige kampfly, som dog i reglen blev strippet for en del af udstyret, bl. a. det meste af bevæbningen, for at vinde i aktionsradius og manøvreringsevne. For de allierede var vejrtjenesten selv- sagt ikke mindre vigtig. Det var dem, som havde fået standset de ukodede vejrmeldinger fra de østgrønlandske og andre arktiske stationer, og nu gjaldt det om, stedvis, som nævnt i stærk kon- kurrence med tyskerne, at få afløst per- sonellet og forsyne det med koder. Den 9. marts 1941 kom amerikansk vejr- personel til Gander flyvepladsen på New Foundland, der skulle være centrum for f ly vejrtjenesten på en nyoprettet færge- rute for krigsfly, som amerikanerne havde planer om at oprette over Nord- atlanten, og en måned senere overtog USA med Grønlandstraktaten den offi- cielle beskyttelse af Grønland. Hermed kunne de udnytte øen som springbrædt til Island og satte en hurtig og enorm udbygning igang, som ikke blot omfat- tede flyvepladser og havne, men også dertil hørende faciliteter som radiofyr- og nye vejrstationer. USA's første sol- dater på Grønland, de senere så berømte „læderhalse", gik i land ved Narssar- ssuaq i Sydgrønland (den senere base Bluie West One) den 6. juli 1941 - sammen med dem var seks mand, som skulle oprette en vejrstation til støtte for flyoperationerne der. Tre måneder se- nere kom der en vejrafdeling til Sdr. Strømfjord (Bluie West Eight), og før årets udgang var en tredje amerikansk vejrstation i drift på Østgrønlands kyst ved Angmagssalik, tæt ved den senere flyveplads Ikateq (Bluie East Two) ; 127 [8] og ved krigens slutning fandtes en ring af vejrstationer langs den grønlandske kyst fra Sandodden i nordøst rundt om Kap Farvel og til Thule mod nordvest, dels bemandet med amerikansk militær, dels civile danskere og grønlændere. På Island havde amerikanerne afløst eng- lænderne som besættelsesmagt den 7. juli 1941, og med dem fulgte ligeledes et vejrhold på 7 mand fra det amerikanske luftvåben; deres indsats kom virkeligt til nytte, da den store strøm af krigs- fly fra USA til Europa satte ind i løbet af 1942 via de nye baser. Man fandt det først nødvendigt at supplere med vejrfly i løbet af sommeren 1942, da over- førslen af de første jagerfly ad den nye rute (Operation Bolero) skulle finde sted. Og fra sommeren 1943 havde man tre B-25 fly i fast rutefart mellem Pres- que Isle, staten Maine i det nordøstligste USA, Goose Bay i Labrador og Gander på New Foundland, alle tre mellem- stationer på færgeruten. Fra Gander blev der ligeledes fløjet østpå 5—800 miles ud over Atlanten med B-17 „Fly- vende Fæstninger", og fra januar 1944 opererede tre specielt udrustede C-54'ere mellem de nordamerikanske baser og de britiske øer, sædvanligvis direkte over Atlanterhavet, men undertiden retur- nerede de via Island og Grønland, hvis vejrforholdene gjorde det tilrådeligt. Ombord var der hver gang to særligt uddannede meteorologer; på denne måde fik man check på visse stormcen- tre, som ellers kunne rase ubemærket midt på havet. Endelig foretoges vejr- observationer fra ordinære C-54 flyv- ninger, ligesom flåde- og kystbevogt- ningsfartøjer på positioner langs ruten afgav supplerende rapporter om for- holdene ved overfladen. De tyske tropper, der fik æren af at overgive sig som de sidste i Europa, var en lille gruppe vejrfolk på Spitzbergen. Ved kapitulationen i maj 1945 fik de telegrafisk allieret ordre om at forblive på stationen og fortsætte vejrmeldin- gerne i ukodet form. Først den 6. sep- tember samme år forlod de deres post med Tromsøfangstskuden „Blåsel", der var sendt op for at hente dem. Ekspe- ditionens leder var dr. Dege, der senere i bogform har fortalt om sine oplevelser som vejrsoldat i Arktis. Meteorologien er en ung videnskab, der blandt andet blev udviklet som så- dan af skandinaviske pionerer, som un- der 1. verdenskrig var afskåret fra den sædvanlige internationale vejrinforma- tion, fordi de skandinaviske lande var neutrale. Og for denne som for så mange andre grene af videnskaben betød også 2. verdenskrig en rivende udvikling, tildels under medvirken af skandinaviske eksperter i allieret tjeneste. Siden da er der sket endnu større fremskridt såvel i selve meteorologien som den kommu- nikation der er forudsætningen for, at observationerne kan udnyttes: radar, rodiosonder, vejrsatellitter, automatiske registrerings- og telekommunikationsme- toder, edb-anlæg og apparater, der kan .gengive et vejrkort i faksimile, når og hvor det behøves, og det forekommer næsten uvirkeligt, at der for kun 30 år siden var mennesker, der satte liv og hel- bred på spil for at skaffe en viden, som enhver, der idag har brug derfor, kan få blot ved at trykke på en kontakt eller dreje på en knap. 128 [9]