[1] Et bidrag til debatten om folkeoplysningsarbejdet i Grønland i lyset af et regnskabskursus for fiskere af Jakob Janussen Indledning. Som et konkret resultat af kontakter imellem de grønlandske fangeres og fi- skeres organisation KNAPP og det grønlandsministerielle fiskeriudvalg blev der i foråret 1975 gennemført en uges kursus i regnskabsføring for interes- serede fiskere i Christianshåb. Forud for kurset gjorde man sig na- turligt nok visse overvejelser om, i hvil- ken form kurset burde gennemføres. Overvejelser som strakte sig til betragt- ninger om folkeoplysningsarbejdet i Grønland i almindelighed. I det følgende bringes disse betragt- ninger sammen med rapporten om kur- set til en bredere offentlighed i håb om, at debatten om oplysningsarbejdet i Grønland kommer udover den nuvæ- rende fase, nemlig om GOF's repræsen- tantskab skal være bredt eller snævert sammensat. Hvor vigtig den nuværende fase af debatten end kunne forekomme nogle, så er det på tide, at vi begynder at diskutere, hvilken effekt oplysnings- arbejdet har, og hvorledes vi finder frem til en form og et indhold, der siger den „glemte" grønlænder noget. Almindelig folkeoplysning contra mål- rettet oplysningsarbejde. Det er næppe for tidligt at give ud- sagn om, at den hidtidige og i øvrigt meget velmenende indsats inden for folkeoplysningsområdet ikke har kunnet fremvise iøjnefaldende resultater. Her tænkes primært på aftenskolen, Oplys- ningsrådet for Grønland, nuværende Grønlands Oplysningsforbund. Almindelig sund fornuft indicerer, at generelle uddannelsestilbud til et sam- fund, som er udsat for store forandrin- ger, og som følge deraf rummer store spændinger, ikke har store chancer for at virke effektivt. De folk, som tilbud- dene er rettet til, har helt evident et meget varierende kundskabsniveau. Al- mindeligt menneskekendskab tilsiger en, at de mennesker, som kun har fået gan- ske nødtørftig skolegang, og som - efter almindelig betragtning — skulle have det største behov for at modtage kundska- ber, som de foran nævnte generelle ud- dannelsestilbud må formodes at kunne give, vil være de samme, som holder sig væk fra aftenskolen, GOF o. s. v., sim- pelthen fordi de - af menneskelige grun- de — ikke ønsker at afsløre over for andre, hvor lidt de kan, hvad ganske almindelige fag angår, i forhold til an- dre. Det er den ene side af sagen. Den anden side er, at de fleste af de tilbud, som aftenskolen og GOF lokker med, foreligger i en sådan form, at de ikke 138 [2] umiddelbart virker motiverende for disse mennesker, som i forvejen har svært nok ved at finde ud af det sam- fund, de lever i, og — hvilket i denne sammenhæng er endnu vigtigere — at forbinde disse tilbud med deres egen daglige tilværelse og ve og vel. Det er da nærliggende at konkludere, at hvis man blot skal have et vist mini- mum af chance for at henlede denne befolkningsgruppes opmærksomhed, så bør man l) appellere til denne gruppe selv 2) med et program, der angår deres egen daglige tilværelse og ve og vel. Hvad kræver et omfattende undervis- ningsprogram? God tid til forberedelse, godt kend- skab til denne „glemte" generations nu- værende situation. For blot at nævne et par ting. Inden et omfattende undervisnings- program stilles op, synes det dels rele- vant på stedet at tage temperatur af situationen, og dels nødvendigt at vur- dere planernes holdbarhed ved at køre et simpelt program igennem over for og i samarbejde med en del af de menne- sker, som aktiviteterne er rettet til. Hvem består den glemte generation af? Et stort udsnit af den grønlandske be- folkning! Groft sagt af fangere, fiskere, fåreavlere, ufaglærte arbejdere. Lad os komme i gang. Der er ingen grund til at strides om afgrænsningen af denne gruppe. Hoved- sagen er, at vi får begyndt. Vi ved, at KGH er i gang med et undervisnings- program for sine industriarbejdere. Der er al mulig grund til at satse en del på den aktivitet og følge den, samtidig med at man begynder at indhente erfaringer fra andre grupper. Hvorfor netop fiskere? De grønlandske fiskere står på mange måder i en presset situation. For det første er fiskeriet stadigvæk et ret ungt erhverv i Grønland, hvis vi sammenlig- ner os med en række andre naboer, der driver fiskeri. For det andet er fiskeriet tildelt en meget stor rolle i forbindelse med udformningen af det moderne grøn- landske samfund. For det tredje — det hænger sammen med det andet — ram- mer det moderne samfunds krav i form af regnskabspligter, kendskab til kutter- nes og deres grejs vedligeholdelse o.s.v., denne gruppe meget direkte. For det fjerde er det vigtigt at sikre det grøn- landske fiskeri som grønlandsk erhverv. Nogle af fiskerne er af klimatiske grun- de nødt til at holde pause i deres fiskeri, så de går ledige i perioder, som må være muligt at udnytte til noget, der kan være til nytte for deres erhvervsvirksomhed. Eksempelvis februar-marts-april måned. Hvorledes skal initiativet introduceres? Det synes vigtigt at kontakte den per- sonkreds, som fiskerne er i kontakt med i deres dagligdag, for at gøre den posi- tivt stemt. Det drejer sig dels om deres organisation, KNAPP, både lokalt og centralt, aftageren af deres produkter, det vil i mange tilfælde sige KGH (pri- mært personificeret ved fabrikslederen, fiskemesteren, formændene o.s.v.). Hvad skal der undervises i? Moderne økonomi i bredeste for- stand, således at man i høj grad lægger 139 [3] hovedvægten på fiskernes egne ønsker. Dem kan man få frem ved at bruge eksempler, de kender fra deres daglig- dag: indhandlingssedler, kvitteringer, re- parationsregninger, sejltid til og fra fiskepladserne, forbrug af brændsel o. s. v. På den måde skulle det være muligt at gøre dem sig bevidst om visse sammenhænge, som de måske til daglig ikke tænker så meget over. Kurset t Christianshåb. Som aftalt på fiskeriudvalgets møde den 19. marts 1975 afrejste underteg- nede til Grønland fredag den 4. april og ankom — med en enkelt overnatning i Egedesminde — til Christianshåb lørdag den 5. april. Indledende kontakter. Opholdet i byen før kursets begyn- delse blev brugt til at etablere kontakter med personer, som forventedes at være interesseret i at høre om baggrunden for kurset. Allerede i Sdr. Strømfjord rendte jeg på den nyvalgte formand for GOF i Christianshåb, lærer Preben Lange, som bad mig om at medbringe et brev til et bestyrelsesmedlem af GOF i Christians- håb, således at GOF's afdeling i byen kunne blive orienteret. Samme dag jeg ankom til Christians- håb, fik jeg en kort samtale med han- delschef Striib Jensen og opsøgte fisker Karl Heilmann, som afleverede alle sine bilag fra hele 1974. Dette viste sig se- nere at være meget heldigt, for dagen efter tog Karl Heilmann og med ham flere fiskere afsted på sæl-, narhvals- og hvidfiskefangst i den hensigt at være tilbage i god tid før kursets begyndelse. De fleste af dem kom til at sidde fast i isen ved et af Ejlandene og kom først hjem den aften, kurset sluttede. Foruden Karl Heilmann talte jeg med tre fiskere, bl. a. formanden for reje- fiskerforeningen Johannes Sandgreen, med hvem jeg førte meget lange sam- taler om fiskeri og fiskernes syn på deres situation, og som fra første færd af var absolut positiv, men ikke ukritisk indstillet til kurset. Johannes Sandgreen satte mig bl. a. ind i, hvad fiskerne efter hans mening forventede af kurset, og at der var tilmeldt 7 deltagere. Det meste af en eftermiddag tilbragte jeg på handelschefens kontor og blev orienteret meget grundigt om rejefiske- riets og rejefiskernes situation. Handels- chefen gav mig adgang til fabrikslede- rens årsrapporter om rejefiskeriet til- bage til sidst i 1960'erne, som jeg brugte en anden halv dag på at pløje mig igen- nem. Disse rapporter muliggjorde, at jeg — før kurset begyndte — vidste, hvor mange kg rejer hver enkelt fisker, der havde deltaget i rejefiskeriet, havde lan- det til Christianshåb. Det var ikke nogen dårlig baggrund at have, når man skulle være sammen med nogle af fiskerne se- nere i en undervisningssituation. Jeg fik hilst på den fungerende kæm- ner Erik Rørbæk Sørensen, med hvem jeg fik aftalt, at vi under kurset ville afsætte en halv dag til orientering og diskussion om erhvervsstøtten, fordi vi ganske givet ville komme ind på emner med tilknytning til støtten. Da jeg skulle orientere den lokale skatteadministration om formålet med 140 [4] kurset, sad der foruden kontorets — p. g. a. sygdom — eneste personale, Da- niel Petersen, en konsulent fra skatte- inspektoratet på kontoret på gennem- rejse. Konsulenten var mægtig medgørlig den første dag, jeg talte med ham, for den næste dag at stille sig fuldstændig på bagbenene og udtrykke sin skuffelse over, at ministeriet ikke havde orienteret skatteinspektoratet om kurset, og sine bange anelser om, at vi muligvis ville skabe forvirring, hvis vi ikke fulgte den fremgangsmåde, som skattevæsenet brugte i regnskabsmæssig henseende o. s. v. Jeg skar så igennem og aftalte med Daniel Petersen, at vi afsatte en halv dag til snak om skatter, således at Daniel Petersen selv blev enig med kur- sisterne om, hvilke emner de specielt ville drøfte. Endelig fortalte jeg den stedlige leder af aftenskole- og voksenundervisningen, lærer Konrad Steenholdt, som i første omgang stillede sig noget undrende over, at man ikke var underrettet på forhånd, om meningen med at arrangere et sådant kursus. Anker Knudsen ankom søndag den 13. april, og vi aftalte at køre kurset helt på grønlandsk på ganske få undta- gelser nær, således at vi skulle konferere med hinanden morgen, middag og aften. Forløbet af selve kurset. Vi mødtes mandag den 14. kl. 9 i fa- brikkens kantine, hvor kurset skulle foregå. - Der mødte 5 fiskere, som se- nere på dagen blev suppleret med endnu en og Ludvig Berglund, som kom fra KNAPP's sekretariat. Den første halve dag brugte vi til i fællesskab nærmere at konkretisere, hvad vi skulle beskæftige os med. Vi blev enige om at opstille følgende punkter og slagplan: Mandag eftermiddag: Nærmere gen- nemgang af skema 3 brugt i forbindelse med effektivitetsundersøgelsen blandt rejefiskerne i Diskobugten, som fiskri- udvalget i samarbejde med Grønlans Fi- skeriundersøgelse er i gang med. Tirsdag formiddag: Mere generelle spørgsmål i forbindelse med regnskabs- føring. Eftermiddag resten af skema- erne vedrørende effektivitetsundersø- gelsen. Onsdag: Mere konkrete spørgsmål i tilknytning til regnskaber, specielt at se på bilag og ordne dem i kategorier. Torsdag og fredag: Mere om regn- skaber, hvis det viste sig at blive nødven- digt, og/eller skatter, erhvervsstøtte og spørgsmål med tilknytning til fiskeripo- litikken såsom kontraktfiskeri, priser på grej, proviant og fisk, fabrikkens regn- skaber, behov for at GTO's reservedels- lager fik en smedeuddannet ekspedient, der kunne rådgive fiskerne, mangel på elektronikmekaniker i Christianshåb, priser på nye og reparation af trawl, liggekaj, ophalingsmulighed eller kran, banksætningsplads m. m. I øvrigt gjorde vi det fuldstændig klart for deltagerne, at vi ikke havde mandat til at forhandle om fiskeripolitikken; men hvis de insi- sterede at tale om den, ville vi naturlig- vis høre efter og notere deres bemærk- ninger ned. Mandag eftermiddag gik som plan- lagt og tirsdag formiddag ligeledes, idet vi tirsdag formiddag forestillede os en ganske bestemt, men hypotetisk reje- 141 [5] kutter på 36 fod, købt som ny i 1965, hvor meget den havde kostet som ny, hvor stor erhvervsstøttens andel havde været, hvor stor fiskerens udbetaling var, hvor stor restgælden var, og over hvor mange år den skulle afdrages. — Derefter skønnede vi, hvor stor en fangst kutteren havde haft ved reje- fiskeri ved Christianshåb i året 1974, og hvor meget fangsten havde indbragt. Derefter så vi på kutterens årsudgifter fordelt på afdrag og renter, forsikringer, olie, proviant, nyt grej, reparationer og aflønning af mandskab. Fiskerne skøn- nede selv de enkelte posters størrelse, og vi endte med, at kutteren havde kørt med et underskud på 47.350 kr. - På grundlag af det opstillede årsregnskab talte vi om meget, meget elementær øko- nomi, idet jeg spurgte, om kutteren dels ikke havde været i stand til at fiske mere effektivt, om det dels ikke havde været muligt at reducere de meget store ud- gifter til olie, nye redskaber og repara- tioner, og påpegede, at når udgifterne til olie, redskaber og reparationer var så store, så var der nok behov for at splitte disse poster yderligere op for at finde ud af, hvad det var for forhold, der havde forårsaget disse store ud- gifter. Tirsdag eftermiddag gik med gen- nemgang af skemaerne 2, l og 4, og især skema 4 gav anledning til til tider ret skarpe ordvekslinger, da fiskerne absolut ikke var meget for at oplyse hvilken anden fangst, de har end rejer i løbet af et år. — Da vi så til allersidst kom til at snakke om, hvad vi havde tænkt os at beskæftige os med den næste dag, var vi for alvor ved at rage uklar med hinanden, idet vi foreslog, at fi- skerne kom med deres egne bilag omfat- tende en måned. Dem ville vi så sortere i fællesskab. Det nægtede de pure, og dermed basta! Ludvig Berglund, Anker Knudsen og jeg gik tirsdag aften alle Karl Heil- manns bilag igennem og lavede et års- regnskab på grundlag af materialet. Onsdag morgen tog vi et udsnit af bilagene, hvis antal vi skønnede kunne dække en måned, med til kurset, dog således at det ikke ville være muligt for kursisterne at skaffe sig et realistisk billede af Karl Heilmanns årsindkomst. Vi havde ellers først haft i sinde at sætte hårdt mod hårdt; men vi var ble- vet enige om at lade det, der blev sagt tirsdag eftermiddag, være sagt og glemt og så starte meget, meget teknisk onsdag morgen. — Vi kom ned til fabrikkens kantine medbringende bl. a. ringbind svarende til det antal kategorier, som bi- lagene skulle sorteres i, og på ryggen klistrede vi sedler med anmærkninger om, at det ringbind skulle indeholde ind- handlingsbilag, et andet udgifter til solarolie, et tredie til reparationer, et fjerde til vedligeholdelse o. s. v. — Vi blandede så bilagene sammen hulter til bulter, delte dem i to bunker og ind- delte holdet i to, og hvert hold skulle så sortere sin bunke. Hvert hold havde mu- lighed for at tilkalde os, når de fik brug for os. Så kom der gang i sagerne. Al- drig har jeg i en undervisningssituation set mennesker, der i den grad gik op i deres arbejde. Tvivlsspørgsmål blev rejst et efter et og blev gennemdisku- teret. — Det var en lang proces, men et helt uundværligt led i indlæringsproces- 142 [6] sen. Dette led gav endvidere kursisterne lejlighed til at sætte sig ind i praktiske ting som at arbejde med ringbind. — Efter sorteringsarbejdet fik hver del- tager overladt et eller to ringbind og fik til opgave at finde summen af de enkelte poster. Der blev regnet og lagt sammen, så det var en fornøjelse at overvære. Daniel Petersen fra skatteadministra- tionen overværede formiddagsseancen for at sætte sig ind i vor arbejdsgang med henblik på sin aktive deltagelse onsdag eftermiddag, hvor han især kon- centrerede sig om aflønning af mand- skab sat i relation til de krav, skatte- administrationen forlanger af en reje- kutter. — Da dagen var ved at slutte, anmodede kursisterne om at fortsætte skatteseancen torsdag formiddag, hvil- ket blev bevilget, således at en evt. re- sterende tid torsdag formiddag skulle bruges til færdiggørelse og kontrol af sammentællingen af Karl Heilmanns bi- lag. En af deltagerne, Johannes Sand- green, tilbød at møde op næste dag med et månedsregnskab med tilhørende bilag. Torsdag formiddag gik med punkt for punkt at gennemgå nogle af de tvivlsspørgsmål, som var blevet rejst onsdag formiddag, og få dem belyst i skattemæssig henseende. I middagspausen fik vi Johannes Sandgren til at tage sin regnemaskine med til kantinen. Den brugte vi så tors- dag eftermiddag sammen med kantinens egen regnemaskine til at kontrollere de sammentællinger, hver enkelt deltager havde lavet om onsdagen. Alle fik lejlig- hed til at arbejde med maskinerne. Efter kaffepausen gik vi så i krig med at op- stille et månedsregnskab på grundlag af Johannes Sandgreens bilag. Det var den del af kurset, som Ludvig Berglund kørte helt og holdent og gjorde — erfa- rede vi siden - godt. Fredag formiddag beskæftigede vi os med erhvervsstøtten, idet kæmneren var til stede, besvarede spørgsmål og hjem- bragte, da seancen var slut, en hel del indtryk og enkeltproblemer til videre overvejelse. Som svar på et spørgsmål fra en af kursisterne forklarede vi, hvor- ledes erhvervsstøtten udregnede afdrag og renter på gæld. Så vidt vi kunne for- nemme, var det første gang, at de til- stedeværende fiskere virkelig blev be- kendt med disse ting. Fredag eftermiddag brugte vi så til at lytte til fiskernes mening om reje- fiskeriets situation og de implikationer, de eksisterende forhold har for deres arbejde. Konkluderende bemærkninger. Er der behov for flere kurser af den art? Så afgjort ja. Alene den motivation, som fiskerne mødte op med, og den en- tusiasme og tillid, de udviste under kurset, er de klareste beviser for, hvor stort behovet er. I hvilken form bør kurserne gennem- føres ? I en sådan form, at man hele tiden tager udgangspunkt i noget, som del- tagerne i forvejen er fortrolige med. Den gamle pædagogiske regel om, at man går fra det kendte til det ukendte, skal simpelthen være alfa og omega. Hvilket undervisningsmateriale er nød- vendigt? 143 [7] Allerhelst fiskernes egne bilag, som simpelthen er en del af deres egen hver- dag. Hvis de ikke er meget for at rykke ud med egne bilag, hvad man altså kan komme ud for, så bilag som minder om deres egne så meget som overhovedet muligt. Før vi rejste fra Christianshåb, lovede Johannes Sandgreen i løbet af året 1975 at lave løbende regnskaber måned for måned efter den fremgangsmåde, vi be- nyttede under kurset. Hvis skattevæsenet ved årets slutning vil godkende den regn- skabsform, er Johannes Sandgreen villig til, at der bliver taget fotokopier af hans bilag og de regnskaber, der bliver lavet på grundlag af bilagene, dog således at navn og andre identifikationsskrifter bli- ver blændede. Et sådant sæt kan så an- vendes som undervisningsmateriale. Ligeledes oplyste Ludvig Berglund, at KNAPP's sekretariat er i besiddelse af mange ældre og nyere bilag, og at man på grundlag af dem vil være i stand til at samle og udarbejde sæt til under- visningsbrug, således at man naturligvis laver dem i en sådan form, at det vil være muligt at sikre anonymiteten hos de personer, som overlader deres bilag til et sådant formål. Hvilke led er vigtige i indlæringspro- cessen? Alle! Man skal tage den tid, der er nødvendig for at sikre sig, at deltagerne ikke bygger deres viden på et løst grund- lag. Endvidere vil det være nødvendigt at være forberedt på, at man nogle gange indfletter rent praktiske - nogle vil måske hævde rent selvfølgelige — ting ind i undervisningsprocessen på en så naturlig måde som overhovedet muligt. Hvem skal være undervisere? Personer med virkelig pædagogisk kvalifikation, hvilket i den sammenhæng betyder, at det skal være personer med solid indsigt i det erhverv og den hver- dag, som er deltagernes, samtidig med at de både kan deres kram og lære fra sig. Og sidst men ikke mindst grøn- landsktalende personer, for det ikke at skulle tolke frem og tilbage giver en umiddelbar kontakt, som er den første betingelse for det tillids- og trygheds- forhold mellem undervisere og under- viste, som er helt nødvendig for over- hovedet at sætte noget i gang. Det bør overvejes at inddrage nogle af fiskerne — efter en nødvendig forbe- redelse - selv som undervisere. Hvilken holdstørrelse skal man satse på? Ikke for store hold for at bevare overblikket over de relationer, der er og bliver etableret i selve undervisnings- processen, og således at hele gruppen bliver i stand til at følge de improvisa- tioner, der er helt basale for selve under- visningsforløbet. Hvilke videre skridt? For mig er der ingen tvivl om, at man skal satse på en meget målrettet under- visning for fiskere over hele kysten. Erhvervsuddannelsesinspektoratet og KNAPP's sekretariat kunne passende sætte sig ned sammen og lave et konkret undervisningsprogram, der stort set føl- ger de ret grove træk, som er forsøgt beskrevet ovenfor. 144 [8]