[1] Med denne tegning udført til Godthåbs ugeavis „Kamikken" i 1955 af Ole, som dengang var 12 år, med teksten „H. C. Andersen da han var barn med sin lærer", ønskes læserne en god jul og et godt nytår. Desværre må vi endnu en gang beklage, at tidsskriftet ikke når rettidigt frem til læserne. De resterende numre af 1975 vil blive udsendt så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre i det nye år: Nummer 8 og 9 som et dobbelt temanummer omhandlende den grønlandske kvinde, og i nummer 10 vil den første internationale konference i Canada, arrangeret af etniske minoriteter, blive belyst. atuagagssiap kinguåutårnera ajussårutigårput. normut tugdlé mardluk katitat kalåtdlit arnartavtfnik imagdlit ukiortap kingumngua sarxumersineKåsåput. normo 10 ilåtigut Cana- dame atautsimérssuarnermik imaKåsaoK. åntigssuissut jutdlime ukiortåmilo pivdluarKuvaise. [2] H. C. Andersen og Grønland af Inge Kleivan 100-året for H. C. Andersens død, hvor strømmen af genudgivelser øges, og nye studier af H. C. Andersens liv og værker ser dagens lys, kan være en passende an- ledning til også at sætte fokus på emnet H. C. Andersen og Grønland. H. C. Andersens brug af grønlandske og arktiske motiver. I sin debutbog fra 1829 „Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829" kommer H. C. Andersen med følgende udbrud: „I Sandhed, her er da Plads for Tanken til ret at sværme om. Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var det paa det arcadiske No- vaia Semla; snart, at jeg vandrede gjen- nem Ørkenen Kobi for at aflægge Dalai Lama en Theevisit, eller gjennem Sa- hara, for at finde Nigerflodens Kilder. - Nu fulgte jeg den hellige Caravane til Mekka, og nu stod jeg imellem Eskimo- erne ved Hudson-Bugten" (2. udg. 1829 s. 66). H. C. Andersen blev som kendt en meget berejst digter, men de fjerne egne, som han strejfede på sin ungdoms fan- tasirejse, nåede han ikke til. Han kom ikke til de canadiske eskimoer og heller ikke til Grønland. Det lå endnu ikke i tiden, at kunstnere og turister rejste så langt nordpå. Men H. C. Andersen lod sig inspirere på mange andre måder end ved at rejse, bl. a. læste han en del. Blandt de bøger, som fik betydning for hans digtning, var: „Undersøgelses-Reise til Østkysten efter kongelig Befaling udført i Aarene 1828-31" (1832). Forfatteren var eks- peditionens leder, W. A. Graah. Graahs skildring af Sydøstgrønland og dets befolkning danner grundlaget for en historie i rammefortællingen „Bil- ledbog uden Billeder", som udkom i 1839, selv om den lille bog bærer års- tallet 1840. Historierne i „Billedbog uden Billeder" har ingen forbindelse med hinanden og knyttes kun sammen ved, at det er månen, som hver aften fortæller den unge fattige maler på tag- kammeret en historie. H. C. Andersen lader her den niende aften månen skildre „en grønlandsk, deilig Sommernat", hvor både naturen og menneskelivet udviser store kontraster. 185 [3] I dalen med de duftende planter og det strålende nordlys er der trommedans og sang, men fra fjeldene lyder bulder. Det er bræerne, som kælver, og isen opløses til støv, når den styrter ned ad fjeldsiden og i havet. I den samme dal ligger et menneske for døden og begraves i havet. For at fremstille dette situationsbil- lede har H. C. Andersen hentet oplys- ninger rundt omkring i Graahs bog og sammenstillet dem. Han har blandet kortene lidt anderledes og har i de aller- fleste tilfælde strammet beskrivelserne. Det har krævet en god portion selv- tillid at give sig i kast med at skildre trommedansen, for Graah indleder nem- lig sin øjenvidneberetning med følgende ord: „For at giøre sig en ret Forestilling om denne Dands, som den uegentligen kaldes, maatte man see den, da den ikke letteligen kan beskrives" (2. udg. 1932 s. 118). Det har dog ikke afskrækket H. C. Andersen fra at forsøge at leve op til sin titel „Billedbog uden Billeder" og prøve at male et billede med ord: „Midt i Kredsen stod, uden Pels, Grøn- lænderen med sin Haandtromme og istemte en Sang om Sælhunde f angsten, og Choret svarede med et „Eia, eia, a !" og hoppede i deres hvide Pelse rundt i Kreds, det saa ud som et Bjørnebal; Øine og Hoved gjorde de dristigste Be- vægelser." H. C. Andersen har også digtet lidt videre et par steder. Det gælder bl. a. i scenen med den døende, hvor han til- deler angakoq'en en rolle, som ikke rig- tig stemmer med den etnografiske virke- lighed. Konen spørger sin døende mand: „Vil Du begraves paa Fjældet i den faste Snee? Jeg skal pynte Stedet med din Kajak og med dine Pile! Angekok- ken skal dandse hen over den! eller vil Du heller sænkes i Havet?" Ifølge Graah overlevede manden iøv- rigt, men H. C. Andersen benytter sig effektfuldt af sin digteriske frihed til at lade ham dø. H. C. Andersen og Graah havde truf- fet hinanden i deres ungdom, mens H. C. Andersen endnu gik i skole i Slagelse, og Graah endnu ikke havde gennemført sin pionerekspedition til Østgrønland. H. C. Andersens indtryk af mødet fremgår af hans dagbogsoptegnelser for den 24. marts 1826: „Stine Pedersen og Jomf. Ebbesen med Søren var her; siden kom enJ^eisende D : en Søløitnant Graah, var meget tør og uintersant dog giorte han Lykke hos Smaapigerne, vi legede om Aftenen og han fulgte med mig Stine hiem" (H. C. Andersens Dagbøger 1825-1834, 1971 s. 50). Den korte karakteristik, som H. C. Andersen giver af Graah, svarer ikke rigtig til det indtryk, som man får af ham, når man læser hans meget vel- skrevne rejseberetning. Man får mis- tanke om, at påstanden om, at Graah var en tør og uinteressant person, har noget at gøre med, at det ikke morede H. C. Andersen at blive sat i skyggen af ham. Graah manglede ikke fantasi, men han lod den ikke løbe af med sig. Han sam- menligner f. eks. synet af en grønlænder med skindbukser, der danser tromme- dans, med en bjørn, der danser på bag- benene, og sætter lighedstegn mellem de grønlandske og de danske kvinders stolt- hed over at kunne udføre hver deres kulturs danse med ynde, men H. C. An- 186 [4] Linoleumssnit af Knud Poulsen, vinder af „Kamikken"s konkurrence i 1955. Knud Poulsen var dengang 16 år. dersen slår de to tankegange sammen og taler om, at „det saae ud som et Bjør- nebal." Udtrykket „Bjørnebal" genfinder man i beskrivelsen af Snedronningens isnende kolde eventyrslot, hvor det vir- ker noget bedre placeret: „Aldrig kom her Lystighed, ikke engang saa meget som et lille Bjørne-Bal, hvor Stormen kunde blæse op, og lisbjørnene gaae paa Bagbenene og have fine Manerer." Men Snedronningens sommerslot lå ikke i Grønland, men i Finmarken, og inspirationen til de arktiske skildringer i „Snedronningen" (1844) skal ikke sø- ges hos Graah, men i en bog af en norsk geolog, B. M. Keilhau: „Reise i Øst- og Vestfinmarken samt til Beeren Eiland og Spitsbergen" (1831), som H. C. Ander- sen havde udnyttet grundigt nogle år tidligere, da han skrev Nordenvindens fortælling i „Paradisets Have" (1839). Men Grønland dukker op igen i korte glimt i flere andre eventyr og historier. I „Historien om en Moder" (1848) hedder det om Dødens drivhus: „hvert 187 [5] Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hvert et Menneskeliv, Mennesket levede endnu, En i China, En i Grøn- land, rundt omkring i Verden." Og i „Fugl Phønix" (1850) fortælles der om paradisets fugl, som symboli- serer Poesien, at den hvert hundrede år brænder sig selv op i sin rede i Arabien, mens en ny fugl flyver ud af ægget: „Men Fugl Phønix er ikke alene Ara- biens Fugl, den flagrer i Nordlysskjær paa Laplands lissletter, den hopper imel- lem de gule Blomster i Grønlands korte Sommer." I begge disse eventyr er Grønland nævnt som et eksempel på et land, som selvom det er fjernt og eksotisk, dog er en del af menneskehedens fællesskab og underkastet dets vilkår. I „Holger Danske" (1845) fortæller bedstefaderen om bemærkelsesværdige danske mænd og kvinder og omtaler da „Grønlands usle Hytter, hvor Præsten Hans Egede stod med KJ ærlighed i Ord og Gjerning." Den korte omtale af Hans Egedes missionærgerning i Grønland med det værdiladede udtryk „Grønlands usle Hytter" afspejler tidens vurdering af grønlændernes tilværelse målt med god dansk kristen alen. Endelig er der to historier, som ved- rører det nordlige Canada, uden at H. C. Andersen dog nævner Canada ved navn. I den ene er udlægningen af de geogra- fiske kendsgerninger nok så fantasifuld. Det drejer sig om et eventyr fra H. C. Andersens senere år (1869) „Hvad man kan hitte paa", hvor der fortælles om en ung mand, som gerne ville være digter, „men han kunde ikke hitte paa". En klog kone låner ham sine briller og sit hørerør og beder ham bl. a. se på slåenbuskene. „Vi have ogsaa," sagde Slaaentjørnene, „nær Familie i Kartof- lernes Hjemland, høiere Nord paa, end de groede. Der kom Nordmænd fra Norge, de styrede Vest paa gjennem Taage og Storme til et ukjendt Land, hvor de, bag lis og Sne, fandt Urter og Grønt, Buske med Vinens sortblaae Bær: Slaaentjørne, de frøs til modne Druer, jdet gjør ogsaa vi. Og Landet fik Navn „Viinland" o: Grønland D: Slaaenland!" Den anden historie hedder „Ved det yderste Hav" (1854). Det er en skitse _af en mand, som deltager i en arktisk ekspedition, og som drømmer om hjem- mets landlige idyl. Hans hoved hviler på bindeledet til hjemmet, barndommens bitel, hvis ord også har gyldighed for ham, som han ligger der i snehytten: „Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav, du skulde dog føre mig og din høire Haand holde mig fast." Stoffet til denne historie er hentet fra en bog, som var oversat fra engelsk af Knud Kjer: „Capitain Sir John Ross's anden Opdagelsesrejse til de nordlige Polaregne og Ophold i Boothia felix Aarene 1829-1833" (1837). H. C. An- dersen havde læst bogen, mens han op- holdt sig på herregården Glorup i 1851. I dagbogen noterede han den 17. juni: „Endt Ross's Opdagelses Reise i Polar- egnen; da han med Mandskab traf paa Skibe igjen og han var frelst, trængte Taarerne mig i Øinene" (H. C. Ander- sens Dagbøger 1851-1860, 1974, s.33). Mens eskimoerne i „Ved det yderste Hav" kun er baggrundsstaffage, er den grønlandske sommernat i „Billedbog 188 [6] Jens Rosings illustration til eventyret „Ved det yderste hav" fra Lademann's H. C. Ander- sen, Samlede eventyr og historier, 1975. 189 [7] uden Billeder" skildret uden europæere på scenen, men det har dog ikke kunnet undgås, at den er set med europæiske øjne. Med denne korte skitse fra Øst- grønland blev grønlænderne trukket ind i den danske skønlitteratur, og få år efter tog H. C. Andersens ven, B. S. Ingemann, temaet op for alvor i sin ro- man „Kunnuk og Naja eller Grønlæn- derne" (1842). Oversættelse af „Det døende Barn" til grønlandsk. Det første af H. C. Andersens værker, som blev præsenteret på grønlandsk, var digtet „Det døende Barn". Det blev oversat allerede i 1829 af missionær Knud Kjer i Holsteinsborg. Han havde set digtet i et gammelt nummer af „Kjø- benhavnsposten" fra 1827, hvor det var trykt sammen med en tysk oversættelse. Kjer sendte sin oversættelse til „Kjøben- havnsposten" og fortalte i et brev til redaktøren, at han havde fundet det lille digt så smukt, at han havde prøvet at gengive det på grønlandsk „ligesaa sim- pelt og naivt som Originalen", og at han håbede, at det ville have interesse for bladets læsere at se det på et sprog, som det var så vanskeligt at lave metriske oversættelser på. Når avisen trykte digtet på grøn- landsk den 9. oktober 1829, var det ikke for at glæde den grønlandske befolkning, men for at fremvise en kuriositet for de danske læsere. „Kjøbenhavnsposten" kan kun være nået frem til enkelte grønlæn- dere gennem de få danske familier i Grønland, som fik avisen tilsendt. Men Kjers oversætterindsats var ikke bare ment som en intellektuel præstation, Linoleums snit af Niels Henrik Lynge, 1955, _der skulle imponere et dansk publikum. I brevet til redaktøren gør han opmærk- som på, at digtet for at blive værdsat i Grønland, må kunne synges, og han har derfor lavet den grønlandske oversæt- telse, så den passer til melodien „Mid- natstimen i Taarnet slaaer," som han dog har måttet lave lidt om på for at få den til at passe til versefødderne. Det betyder, at H. C. Andersens tre vers med otte linier i hvert vers i den grøn- landske oversættelse er blevet til ni vers med fire linier i hvert vers. Vi ved ikke noget om, hvor stor ud- bredelse sangen fik i Grønland. Selv om grønlænderne ikke havde adgang til en trykt tekst, kan sangen jo alligevel ud- mærket være blevet kendt og spredt viden om, hvis folk vel og mærke har syntes om den. Knud Kjer oversatte adskillige andre digte og sange til grønlandsk, men først efter hans hjemkomst til Danmark be- kostede Handelsdirektoratet i 1832 en udgivelse af nogle af hans oversættelser: 190 [8] „Illerkorsutit". „Det døende Barn" var med i denne samling, men H. C. Ander- sens navn nævnes ikke. Oversættelser af H. C. Andersens eventyr til grønlandsk. Der var ingen af H. C. Andersens even- tyr, som blev publiceret på grønlandsk, mens han endnu levede. Der skulle gå 50 år fra „Det døende Barn" var blevet oversat til grønlandsk, til et af eventy- rene forelå trykt på grønlandsk. Det var „Lille Claus og store Claus", som blev bragt som fortsat fortælling i „Atuagag- dliutit" i 1879. Gennem årene er der blevet offentlig- gjort flere oversættelser af H. C. An- dersens eventyr i „Atuagagdliutit", sidste gang i julenummeret i 1971, hvor „Nis- sen hos Spekhøkeren" blev trykt både på grønlandsk og på dansk. Også lokal- aviser og andre grønlandske blade har bragt oversættelser af enkelte eventyr; det har ofte drejet sig om duplikerede blade, som kun er kommet i små oplag. I grønlandske skolebøger, som til gen- gæld har været benyttet af samtlige grønlandske skolebørn i flere årtier, fin- des der også oversættelser af nogle af H. C. Andersens eventyr. Den første samling af eventyr blev trykt i København i 1904: „H. C. An- dersenip OKalugtualiai kalåtdlisut nug- tigkat". Det drejede sig om et lille hefte med tre eventyr, som var oversat af C. Brummerstedt. Senere samme år udgav han endnu et lille hefte med oversættel- ser af fire eventyr til. Få år efter, i 1909, blev der trykt en ny samling med 12 eventyr ialt: „osa- lualårutit. H. C. Andersen-ip agdlagaisa Linoleums snit af en ukendt deltager i konkurrencen 1955. ilait nugtigkat", som var oversat af H. Ostermann og G. Olsen. Derefter gik der et halvt hundrede år, før den næste grønlandske udgave med H. C. Andersens eventyr så dagens lys: „OKalugtualiat pingasut H. C. Andersen- imit". Oversættelsen af de tre eventyr var udført af Frederik Nielsen. Det er også Frederik Nielsen, som har oversat de to store samlinger, som udkom i 1960 og 1965 : „H. C. Ander- sen : OKalugtualiat OKalugpalåtdlo" med 11 eventyr i første bind og 20 i andet bind. Der er oversat ialt 40 af H. C. An- dersens godt 150 eventyr til grønlandsk ( + „Den niende Aften" fra „Billedbog uden Billeder"), men nogle af eventy- rene foreligger i både to, tre og. fire for- skellige oversættelser, og et enkelt af dem, „Historien om en Moder", har hele fem forskellige påtaget sig at over- sætte.* * En liste over de enkelte eventyr og publikations- steder indgår i en større undersøgelse, som endnu ikke er publiceret. 191 [9] I enkelte tilfælde er én begyndt at oversætte et eventyr uden at vide, at det allerede var gjort, eller at en anden var igang med det samme arbejde. F. eks. blev den første og den anden oversæt- telse af „Historien om en Moder" trykt i 1904 både i København og i Godthåb (i „Atuagagdliutit"); oversætterne var henholdsvis en dansk forhenværende ko- lonibestyrer, C. Brummerstedt, og en dansk præst i Frederikshåb, J. C. Jensen. I andre tilfælde har en oversætter godt nok kendt den eller de tidligere oversættelser, men har ment at kunne bidrage med en ny og bedre oversættelse. H. Ostermann og G. Olsen tog ligefrem i forordet til deres udgave af eventyrene afstand til Brummerstedts grønlandske oversættelse, som de hævdede, slet ikke lød grønlandsk, og deres samling inde- holdt da også nye oversættelser af to af de eventyr, som allerede var publiceret af Brummerstedt, nemlig „Kejserens nye Klæder" og „Svinedrengen". Generelt kan man sige, at de ældste oversættelser er foretaget af danskere og de senere af grønlændere. Der må dog tages to forbehold: for det første blev Andreas Hansen, som oversatte „Lille Claus og store Claus", betragtet som grønlænder, selv om hans far var dansker. Han tilbragte et år i Danmark hos en dansk præst, og det var denne helt specielle baggrund, som gjorde ham dobbeltsproget på et tidspunkt, hvor det var uhyre sjældent, at en grønlænder kunne oversætte fra dansk. For det an- det var der i den tidlige periode et par grønlandske kateketer, som hjalp danske præster ved udarbejdelsen af oversæt- telserne. Det var således tilfældet med den før- ste oversættelse af „Fyrtøjet", som præ- sten i Holsteinsborg, Carl Wagner, i 1901 først havde forsøgt at klare alene. I et brev til sin fader fortalte han om grønlændernes reaktion: „Om Formid- dagen var jeg nede i Skolen med en Oversættelse af H. C. Andersens „Fyr- tøjet" og bad Kateketen læse den op for Børnene. Skønt han ikke var videre heldig med sin Oplæsning, var Børnene med; de sad pænt stille, men puffede i Smug til hinanden og havde ondt ved at holde Latteren tilbage, naar de fandt noget ret morsomt. Da de var komne ud af Skolestuen, brød Jublen løs, og jeg fik et vældigt Hurra." Om aftenen holdt han selskab for en lille udvalgt kreds af grønlændere i sit hjem: „... hvorpaa Samuel atter læste min Oversættelse af Fyrtøjet op, denne Gang aldeles udmærket. De Voksne morede sig endnu bedre end om Formid- dagen Børnene" (Højskolebladet 1902 sp. 1180). Wagners oversættelse har sikkert ikke bare indeholdt adskillige uforståelige passager, men også ufrivillige morsom- heder, som den grønlandske kateket, Samuel Olsen, har søgt at udbedre. Da „Fyrtøiet" kom på tryk et par år senere i „Atuagagdliutit" i 1903, erkendte Wag- ner den hjælp, han havde modtaget af Samuel Olsen, ved at anføre ham som medoversætter. Efter Ostermanns indsats i 1909 sy- nes alle senere oversættelser af H. C. Andersens eventyr at være foretaget af grønlændere. Indenfor de sidste årtier er der ganske vist publiceret nogle en- kelte oversættelser, hvor oversætterens 192 [10] Jens Rosings illustration til „Fyrtøiet", trykt i atuainiutitåt 2 b. Min. f. Grøn/. 7970. navn ikke er angivet, men da danskere, som taler grønlandsk, for slet ikke at tale om danskere, som kan udtrykke sig skriftligt på flydende grønlandsk, er blevet et særsyn, er der næppe tvivl om, at disse oversættelser er lavet af grøn- lændere. At oversætte H. C. Andersens eventyr til grønlandsk er ikke nogen let opgave. Det drejer sig ikke bare om at over- føre teksten fra et sprog, der er vidt forskelligt, og om at formidle et frem- med folks kultur, men også om at gøre det på en kunstnerisk forsvarlig måde. På det tidspunkt hvor man så småt be- gyndte at oversætte eventyrene til grøn- landsk, havde kolonisationen været en kendsgerning i mere end 150 år, og kon- takten med europæerne havde varet endnu længere. „Atuagagdliutit", det op- lysende og underholdende grønlandske månedsblad, som også indeholdt illustra- tioner, var begyndt at udkomme i 1861. Det betød, at grønlænderne allerede havde et vist kendskab til mange af de ting og begreber, som omtales i H. C. 193 [11] Andersens eventyr, og at oversætterne ikke skulle forklare alt og skabe en ter- minologi helt fra grunden af. Men oversættelsesarbejdet har allige- vel stillet meget store krav til oversæt- ternes opfindsomhed og sprogbeher- skelse. De grønlandske oversættelser gengiver næsten altid handlingen omhyg- geligt, og der digtes ikke videre på even- tyrene, sådan som der kendes adskillige eksempler på fra oversættelser til andre sprog. Til gengæld kan man finde mange eksempler på, at udtryk og hele passager er omskrevet og forenklet eller helt ude- ladt på grund af vanskelighederne ved at oversætte dem. I nogle få tilfælde har oversætterne lavet omskrivninger, som inddrager et grønlandsk miljø. Det er således tilfæl- det i „Fyrtøiet", hvor stigningen i hun- denes størrelse som bekendt udtrykkes ved det, som hundenes øjne sammen- lignes med: „Øine saa store som et Par Theekopper", „Øine saa store som et Møllehjul" og „Øine saa store som „Rundetaarn"." Der findes fire grøn- landske oversættelser af „Fyrtøiet", hvoraf den anden dog kun er en let om- skrivning af den første (1903, 1909, 1938 og 1965). Alle oversættelserne har beholdt sammenligningen med tekop- perne: „titorfigtut agtigissunik issilik", men hunden med øjne så store som møl- lehjul kaldes i de to første oversættelser for „åtårssuartut agtigissunik issilik" — ,den med øjne så store som sortsider (grønlandssæler) ', i den tredje oversæt- telse for „errorsivigssuartut agtigissunik issilik" — ,den med øjne så store som store vaskebaljer', og i den fjerde over- sættelse for „morérsivigssuartut agtigi- ssunik issilik" — ,den med øjne så store som store slibesten'. Den største hund, hvor hvert øje er stort som Rundetårn, kaldes i de to før- ste oversættelser for „arferujugssuarttit agtigissunik issilik" — ,den med øjne så store som kæmpestore hvaler', i den tredje oversættelse står „Keicertasung- nagssuartut agtigissunik isseKarpoK" — ,den har øjne så store som øer af en vis størrelse', og i den fjerde oversættelse hedder det „tupeKarfigssuartut agtigi- ssunik isseKarpoK" — ,den har øjne så store som store teltpladser'. (Teltplad- ser tegner sig tydeligt i terrænet i Grøn- land, hvor de markeres af en kreds af sten, som har tynget teltdugen ned og derefter er væltet tilside). _. Der findes også et tilfælde, hvor over- sætterne har forsøgt at grønlandicere et helt eventyr. Det drejer sig om H. Oster- manns og G. Olsens oversættelse af „Ole Lukøie" fra 1909. De har dog ikke for- søgt at omskrive eventyret, så det pas- sede til .det traditionelle grønlandske samfund, men kun at tilpasse teksten for grønlandske læsere i begyndelsen af dette århundrede. Når H. C. Andersen f. eks. fortæller om, hvordan Ole Lukøje pyntede huset: „og saa blev alle Blomsterne i Urtepot- terne til store Træer ... saa hele Stuen saae ud som det deiligste Lysthuus", bli- ver det i den grønlandske udgave til: ,og saa blev aviserne på væggene med bil- leder af træer til rigtige træer ... og stuen blev som en meget frodig slette'. Det er skikken med at tapetsere væggene med gamle aviser, som her kommer til udtryk. „Hver Blomst var smukkere end en Rose" bliver til, at blomsterne var 194 [12] smukkere end mælkebøtter, og „vilde man spise den, var den sødere end Sylte- tøi" bliver til, at de var så velsmagende som blåbær. „Frugterne glindsede lige- som Guld" omskrives til, at frugterne glinsede ligesom sne. Illustrationer. Ingen af de grønlandske samlinger af H. C. Andersens eventyr er illustreret af grønlandske kunstnere. Der var slet ingen illustrationer i de første samlinger, mens tegningerne i udgaven fra 1958 er udført af Gustav Hjortlund, og de to sidste samlinger fra 1960 og 1965 er illustreret af de to kunstnere, som de fleste danskere forbinder med H. C. An- dersens eventyr, nemlig Vilhelm Peder- sen og Lorenz Frølich. Som et eksempel på hvor meget en illustration kan betyde, kan nævnes den lille scene, hvor Ole Lukøje har bedt Hjalmar om at sætte sig i sin moders fingerbøl: „Og saa kørte de til Muse- Bryllup." Når en dansker ikke er i tvivl om, hvordan det gik for sig, så skyldes det Viggo Pedersens tegning, for der står faktisk ikke noget om, at Hjalmar holdt fast i musens hale. Oversætterne af den første udgave af „Ole Lukøie" på grønlandsk (Ostermann og Olsen 1909), som jo udkom uden illustratio- ner, giver derfor læserne denne oplys- ning i selve teksten: „pamiuagutdlo ti- guvdlugo uniartilerpoK" — ,og idet han tog den i halen, begyndte den at trække.' Det er dog ikke sådan, at der slet ikke er offentliggjort illustrationer til H. C. Andersens eventyr, som er udført af grønlændere. De første kom på tryk i 1955 i Godthåbs daværende ugeavis „Kamikken" i forbindelse med en kon- kurrence om linoleumstryk, som blev ud- skrevet af avisen i anledning af det sid- ste mindeår for H. C. Andersen, 150- året for hans fødsel. Og i den sidste ud- gave af den grønlandske læsebog „atuai- niutitåt 2 b" fra 1970, hvor Kristoffer Lynges oversættelser af „Klods Hans" og „Fyrtøiet" er genoptrykt fra udgaven af 1938, har Jens Rosing illustreret de to eventyr. Jens Rosing har iøvrigt også udført illustrationer til fire andre even- tyr i dette års danske mindeudgave af H. C. Andersens samlede eventyr og historier I—V, som er illustreret af dan- ske kunstnere 1837-1974 og redigeret af Erik Dal. Skal der oversættes flere af H. C. An- dersens eventyr til grønlandsk? På baggrund af H. C. Andersens ver- densberømmelse kan man ikke undre sig over, at dobbeltsprogede danskere og grønlændere har påtaget sig at oversætte nogle af hans eventyr. Men det kan diskuteres, om valget og publicerings- formen altid har været heldig. Når f. eks. lokalavisen „Ausiak" i Egedesminde i sit julenummer i 1956 trykte en oversættelse af „Nissen og Madamen", kan man forestille sig, at det er gået til på den måde, at et dansk medlem af redaktionen har tænkt: „Nu skal vi have et juleeventyr, hvad har H. C. Andersen skrevet, som har til- knytning til julen?" og i en indholdsfor- tegnelse til H. C. Andersens eventyr har han så fundet dette eventyr, som iøvrigt har meget lidt med julen at gøre. Men det er straks mere vanskeligt at forestille sig, at vedkommende og den øvrige re- 195 [13] Klods Hans tegnet af Jens Rosing til atuainiutitåt 2 b. 1970. daktion for alvor har overvejet, om det nu også var velegnet til at oversætte. For det er ikke bare en historie om nissen og hans gale streger, det er også en hi- storie om madamen, som havde ånd og lavede småvers, som hun kaldte „Klink- ninger af en Danneqvinde", for hun holdt så meget af gamle danske ord. Eventyret slutter med ordene: „Kan du ikke forstaae denne Historie, saa spørg, men du skal ikke spørge Nissen, heller ikke Madamen." Men hvem skulle læ- serne i Egedesminde og omegn egentlig spørge? En historie, som også en del dan- skere har problemer med at forstå helt, og som i hvert tilfælde på grund af de mange ordspil, som vanskeligt har ladet sig erstatte af noget tilsvarende på grøn- landsk, ikke er nær så morsom på grøn- landsk som på dansk, optog flere sider l det lille lokalblads julenummer. Sam- men med „Atuagagdliutit" og menigheds- bladet var det de eneste blade på grøn- landsk i Egedesminde, hvor kun en meget lille del af befolkningen var i stand til at læse danske blade. Når man tager i betragtning, at der i den grad manglede alternativt læsestof, må det karakteriseres som et uheldigt valg og sløseri med menneskelig aktivitet. Her tænkes også på oversætteren, for dob- beltsprogede grønlændere, som kan lave skriftlige oversættelser, er der ikke alt for mange af, og de er som regel over- bebyrdet med arbejde. Det et ekstremt eksempel, som smager lidt i retning af kulturimperialisme, hvor man søger at pådutte andre sin kultur. Der har naturligvis været de bedste mo- tiver bag, nemlig at gøre endnu et værk af vor berømte eventyrdigter tilgængelig for grønlandsksprogede læsere. Even- tyret blev også trykt på dansk i samme nummer, så man også på den måde un- derstregede fællesskabet mellem dan- skere og grønlændere. Men det var her som i så mange andre tilfælde kun et overfladefænomen. Spørgsmålet om at oversætte flere af H. C. Andersens eventyr til grønlandsk må vurderes i sammenhæng med det be- grænsede udvalg af litteratur, som er oversat til grønlandsk. På baggrund af de mange undladelsessynder i forbin- delse med oversættelseslitteraturen må det nok være rimeligt foreløbig at priori- tere andre oversættelsesopgaver højere, og man må nøjes med at glæde sig over, at der trods alt foreligger et repræsen- tativt udvalg af H. C. Andersens even- tyr på grønlandsk. 196 [14]