[1] Europa er død - den Fjerde Verden leve! af ArKaluk Lynge, medlem af KIA's kollektive ledelse Sidste sommer gæstede Danmarks Ca- nada-ambassadør Grønland. Som alle andre gæster blev han modtaget på be- hørig vis. Dvs. at lokale myndigheder inviterede gæsten på middag, hvor de nødvendige ceremonier blev gennemført. Således blev han venligt modtaget af Egedesminde kommunalbestyrelse, hvor man gav ham de oplysninger, som man syntes var nødvendige for hans arbejde. Et af kommunalbestyrelsesmedlemmerne spurgte ham, om han kunne være kom- munalbestyrelsen behjælpelig med at skaffe Egedesminde by en venskabsby i AkilineK, hvor der jo som bekendt lever inuit, samme slag som os, samme kul- turelle baggrund — samme sprog. Baggrunden var det vellykkede besøg i 1958, da inuit fra AkilineK gæstede os, og vi fik lejlighed til på nærmeste hold at stifte bekendtskab med vore frænder. Desuden forholdt det sig således, at et af kommunalbestyrelsens medlemmer deltog i den Arktiske Konference i Kø- benhavn i 1973 og blev interesseret i at skabe varige kontakter. Ambassadør Hans Tabors svar var: Hvad vil I med dem? Og derved blev det. Hvad vil vi med disse kontakter? Svaret ligger i et spørgsmål til jer, altså jer danskere, hvad vil I med Sverige, Norge og Norden i det hele taget? Hvad vil I med Europa, De Europæiske Fællesskaber? For jer er svaret først og fremmest økonomiske interesser. Men det kan også være, fordi I vil oprette og pleje fælles interesser, på det menneskelige og kulturelle plan. Deri ligger også svaret, når vi har etableret de kontakter på international basis, som nu er blevet de vigtigste, vi nogensinde har haft. De grønlandske organisationer i Kø- benhavn har nu i årevis arbejdet på det internationale plan. To konferencer har vi deltaget i i Frankrig, den første i 1969 og den anden i 1973 om udvinding af gas og olie i arktiske egne. Det næste blev Arctic Peoples' Conference i Kø- benhavn i 1973. Derudover har Unge Grønlænderes Råd (Kl A) etableret kontakter til de andre nordatlantiske folk, og vi har givet fiskerne i Grønland mulighed for at diskutere fælles interes- ser med islandske, færøske og nord- norske fiskere. 289 [2] Den vigtigste konference blev the Ist World Conference of Indigenous Peoples, som jeg her skal give en analyse af. Forhistorien ønsker jeg ikke at komme nærmere ind på, men henviser til Helge Kleivans artikel i tidsskriftet „Grønland" nr. 5 - 1973. Betegnelsen Indigenous People refe- rerer til et folk, som lever i et land, der har en befolkning, der består af forskel- lige etniske grupper, og som selv er ef- terkommere af de oprindelige beboere i området, og som ikke kontrollerer den nationale regering inden for det land, de hører ind under. Af forskellige grunde har man i før- ste omgang undgået at tage de euro- pæiske, afrikanske og asiatiske kontinen- ter i betragtning ved den første interna- tionale konference for indfødte folk. Der deltog etniske grupper fra ialt 18 stater, blandt hvilke stater i Latinameri- ka og Nordamerika dominerede. Brasi- lianerne var inviteret, men landet med verdens mest barske indianerudryddel- sespblitik kunne man på forhånd have afskrevet. Deltagerne fra Colombia kunne ikke komme ud af landet. Fra Skandinavien deltog samerne. Fra Stille- havsområdet var der repræsentanter fra de oprindelige befolkninger fra Austra- lien og New Zealand (maorierne) og en enkelt fra Hawai (der jo som bekendt er koloniseret af USA). Konferencens vigtigste resultat blev dannelsen af Indfødte Folks Verdens- råd. Formålet med dannelsen af denne organisation er at sikre indfødte folks enhed og at give mulighed for at ud- veksle informationer blandt indfødte folkeslag i hele verden. At støtte og _ styrke organisationer, som varetager indfødte folks politiske og kulturelle interesser i forskellige lande. Organisa- tionen skal arbejde for afskaffelse af mulighederne for fysisk og kulturel øde- læggelse og folkedrab og bekæmpe ra- cisme. At. sikre politisk, økonomisk og social retfærdighed for indfødte folk, og at etablere og styrke begrebet „oprinde- lige og kulturelle rettigheder" baseret på princippet om lighed mellem indfødte folk og folk i stater, som måtte om- give dem. Medlemskab i organisationen kan op- nås af organisationer i et land, eller sammenslutninger af organisationer, _h_yis_ formål er selvbestemmelse, og som repræsenterer indfødte folk. Organisationens fundament er gene- ralforsamlingen, i hvilket hvert med- lemsland har 3 delegater med én stem- me. Generalforsamlingen skal mødes r hvert andet år og vælger for hver sam- ling en formand, som skal virke indtil næste generalforsamling. For de første to år valgte forsamlingen naturligt nok initiativtageren bag konferencen, Chief George Manuel, der er præsident for National Indian Brotherhood i Canada. Generalforsamlingens resolutioner skal videreføres af 4 medlemmer i eksekutiv- komiteen. For indeværende samling er følgende valgt: For Stillehavsområdet, Neil A. Watene fra New Zealand; for Sydamerika, Clemente Alcon fra Boli- via; for Mellemamerika, Julio Dixon fra Panama, og for samerne og grøn- lænderne, Nils Aslak Sara fra Same- landet. Eksekutivkomiteen holder periodevise møder, og under disse møder kan de 290 [3] Chief George Manuel. A. P. I.: Mogens Holmberg. 291 [4] mexilemsorganisationer, der ikke er re- præsenteret i komiteen, deltage, når sa- ger, der specielt angår dem, drøftes. Eksekutivkomiteens daglige forretninger varetages af sekretariatet, hvis øverste chef er generalsekretæren, som yælges af generalforsamlingen. For indevæ- rende samling valgtes Sam Deloriaj en jurist som i øjeblikket er tilknyttet NIB, oprindelig udlånt af National Congress of American Indians, USA. Sekretariatet kan ansætte folk fra de forskellige indfødte grupper og kan på- tage sig opgaver, også af midlertidig karakter, som de forskellige medlems- organisationer beder det om at varetage. Indfødte Folks Verdensråd er skabt i erkendelse af det faktum, at FN ikke arbejder for etniske grupper, men for stater, der har helt specifikke interesser, der bl. a. medfører en manglende aner- kendelse af de etniske mindretal, hvis landområder de uretmæssigt har taget. Hvad Grønlands medlemskab angår, er der visse problemer, som er nød- vendige at få løst. Den fremtrædende hjemmestyrepolitiker Jonathan Motz.- feldt udtalte på et orienteringsmøde mel- lem vores Internationale Komite og Landsrådets forretningsudvalg, hvor Kommunernes Landsforening også var til stede, at deltagelse (direkte delta- gelse) var uønsket fra Landsrådets side, sålænge hjemmestyreproblematikken var under diskussion, og at det ville være en provokation overfor den danske rege- ring „af hensyn til vores forhandlings- situation". Resultatet blev dog, at Landsrådet efter mange henvendelser og samtaler endelig udpegede en af dets embedsmænd som observatør. Lands- n,% rådet melder sig altså blandt de organi- sationer, som mener at kontrollere den nationale regering! Naturligvis skyldes Landsrådets stillingtagen kommunisme- forskrækkelsen og dets meget store mis- , tro til fri .meningsdannelse og medleven _ i det borgerlige demokrati. Det viser ,__d_ets reaktion mod Unge Grønlænderes Råds demonstration mod oliekoncessio- nerne, hvor Jørgen Olsen i sin velkomst- tale til Landsrådets første møde i den riiye valgperiode sagde: „På hvis vegne eller i hvis navn blev handlingen (de- monstrationen) udført?" Videre sagde han efter at have omtalt retten til de- monstration ifølge den danske Grund- lov: „. . . man bør ikke misbruge denne sin ret. Når jeg føler anledning til at sige det, er det fordi jeg føler mig over- .bevist om, at de få danske og grønland- ske fanatiske venstreorienterede, som har overtalt de unge grønlændere i Dan- mark til at deltage i demonstrationen, rent faktisk ikke har haft kendskab til den sag, hvorom de grønlandske folke- .jralgte havde truffet afgørelse, . . ." Det viser helt klart, hvor bange man som _jjrønlandsk politiker kan være over for den grønlandske ungdom specielt i Kø- ......benhavn. Enhver ytring om vort lands skæbne betragter de som et anslag mod _deres funktion. Hvilken ret havde han egentlig til at udtale, at grønlænderne i „København havde kontakter med frie, ^politiske organisationer i Danmark? Sa- gen er den simple, at specielt Kl A altid rhar været imod ethvert samarbejde med jianske partier, og at demonstrationen alene var KIA's ansvar og initiativ. M. h. t. kendskabet til de ting Kl A har taget stilling imod, så kan der ikke her- 292 [5] ske nogen tvivl om, at vi blandt den grønlandske ungdom har de største mu- ligheder for at orientere os om, hvad der sker politisk, fordi vi opdrager os selv til at tænke politisk, hvilket inde- bærer, at vi må forholde os kritisk over for alt, hvad andre mener er rigtigt og anerkendt. Vores viden kommer af de internationale kontakter, som vi gennem flere år har plejet, men som Landsrådet har været bange for, fordi de sandsyn- ligvis er bange for at vide mere og bruge denne viden til at finde en nuanceret holdning til vores basale problemer. Hvis Landsrådets sammensætning ikke ændres, og hvis Landsrådet ikke ændrer sin opfattelse af den nu skabte organisa- tion, som vi naturligvis har stor interesse i, så vil der muligvis ske det, at vi poli- tisk må organisere os udenom Lands- rådet for at sikre grønlændernes rettig- heder, og at denne organisation da må stå uden for det parlamentariske system, sådan som Indianerne og Inuit i Nord- amerika er organiseret. Grønlands poli- tiske system er sygt, sålænge den bygger på det europæiske mønster, og Lands- rådet vil aldrig nogensinde kunne fun- gere som det grønlandske folks talerør, sålænge man går ud fra, at det er europæerne, der har retten på deres side. Konferencens vigtigste resolution kommer nærmere ind på det område, som er vigtigt specielt i den grønlandske sammenhæng, i en tid, hvor Landsrådet arbejder på en traktat med den danske regering, — den første traktat, som vi nogensinde har indgået med en fremmed magt. Disse år er i det hele taget de vig- tigste for os. Hvad indianerne og inuit i Nordamerika har været igennem for menneskealdre siden, er vi først ved at gennemleve nu. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi ser ud over vores egen næse. Kigger ud over verden. Går væk fra Europa, ja, smider lille Dan- mark ud af vort hoved. Deltager i kon- ferencer ude i verden. „Indfødte folks liv er lænket til deres land." Således starter resolutionen. „Hi- storien om undertrykkelse af indfødte folk er historien om kolonimagters og dominerende nationale befolkningers til- ranelse af indfødtes landområder. For at sikre vores fysiske og kulturelle over- levelse beslutter vi deltagere af den In- ternationale Konference for Indfødte Folk at: 1. begrebet oprindelige rettigheder må blive accepteret som et bindende prin- cip i international lovgivning. Ind- fødtes traditionelle landområder må ikke inddrages af nogen, uden at ind- fødte under frie omstændigheder har samtykket. 2. indfødtes landområder skal anerken- des som områder ejet af indfødte grupper og som områder, over hvilke gruppen har øverste jurisdiktion. Landområderne må ikke inddrages hverken af regering eller private fo- retagender uden de involverede ind- fødtes frie samtykke og kun mod adækvat kompensation. 3. indfødtes oprindelige rettigheder og indfødtes ejerskab af landområder skal i alle tilfælde inkludere ejerskab af undergrunden, søer og vande, strand- og kystrettigheder og rettig- heder til jagt, fiskeri, fangst og ud- nyttelse af jordens og vandenes pro- dukter." 293 [6] Hvis vi sammenstiller denne resolu- tion med Landsrådets principudtalelse i efteråret, så siger Landsrådet, at jorden og undergrunden skal tilhøre „den i Grønland fastboende befolkning". Hvil- ket betyder, at man gerne vil dele den med indvandrerne (danskerne). Jeg for- står vanskelighederne ved formuleringen af et sådant krav, fordi vores øjeblikke- lige politiske situation ikke tillader an- det. Men jeg vil slå fast, at vores eneste redning i denne sag er at fokusere i høj- ere grad på vore rettigheder som en etnisk gruppe. Jeg forudser, hvis res- sourceudvindingsprojekterne fortsætter med den fart, de har nu, så har vi om en generations tid en befolkningssitua- tion i Grønland, hvor grønlænderne me- get let vil komme til at befinde sig i den situation, at vi er i mindretal i forhold til indvandrergruppen. Netop med disse barske perspektiver for øje må vi som en etnisk gruppe allerede fra nu af besegle vore rettigheder som en etnisk gruppe. I Nordamerika ved vi, at indianerne har mistet hovedparten af deres land, og for indianerne lyder det fantastisk, at et ind- født folk skulle byde hvide mennesker hele deres land! Hvide mennesker behø- ver man ikke at byde, de tager selv! De har også selv taget Grønland. Det er i det hele taget svært at tale om, at vi på nogen fri måde har samtykket, at Greenex, eller dens ejer Cominco Ltd., Vancouver, skulle tage en del af vores land. VI står nu i en situation, hvor de grøn- landske politikere er ved at begå et over- greb, som kan få helt katastrofale føl- ger. Jeg er alvorlig betænkelig ved poli- tikernes velvilje til at diskutere et hjem- 294 mestyre, som sandsynligvis vil resultere i, at vi gennem en traktat mister rettig- heden til vores jord, undergrund og res- _„saurcer. Jeg er heller ikke blind for, at den danske kolonimagt har sat en pro- fessor i multinationale selskabers rettig- heder som formand i Hjemmestyrekom- missionen, og der er ingen grund til at .bagatellisere den danske stats interesser. Jeg er klar over Landsrådets stilling J det danske politiske system. Jeg er også Jtlar over baggrunden for den ældre generations situation. Fra at hylde prin- cippet om lighed mellem danskere og grønlændere i de glade 50-ere og set resultatet i 60-erne, kan det ikke undgås, at disse mennesker må være stærkt tyn- get af de byrder, som skulle blive resul- tatet af Danmarks omklamring, og en del samfundsmæssige og psykologiske faktorer gør sig stærkt gældende i deres stillingtagen til de politiske spørgsmål, som de har at gøre med i det daglige. __Mi_n forståelse for grønlandske poli- tikere er således stor. Men så snart nogen begynder at tale om den grøn- landske ungdoms ret til at ytre sig og sætter spørgsmålstegn ved den, bliver jeg betænkelig og alvorlig bange, for så _vil de fleste reagere imod den og stemple .den som et unødvendigt angreb, noget der kun kan gavne den danske statsmagt og øge dens muligheder for at manipu- lere med os. VI må se ud i verden. Den største mu- lighed vi har nu er Indfødte Folks Ver- densrådj som alle indfødte folkeslag fra nu af vil få som talerør, som opinions- danner og som formidler af information om vores rettigheder. Vores udgangspunkt i den Fjerde Ver- [7] den (se Helge Kleivans artikel, „Grøn- land" nr. 5 — 1973) må være, at vi næg- ter at anerkende, at vore landområder er blevet frataget os. At ingen europæisk ret gælder m. h. t. Grønland, at dansker- nes Grundlov i 1953, hvor Grønland blev indlemmet, er uden gyldighed. At vort land er grønlændernes. At vi er et rigt folk. Og ikke et fattigt, der har brug for hjælp. Hele bøtten er vendt. Danskernes princip, når de giver os penge, er, at de selv vil bestemme, hvad de skal bruges til. Om et par år er det os, der giver dem penge. De får pengene fra vore ressourcer, vores land, som de ingen gyldig ejendomsret har til. (Jfr. „Om etnicitet og ejendomsretten til jor- den", Robert Petersen, 1975, Inst. for Eskimologi). Vil det være særlig rart for danskerne, om vi sagde, at vi gerne ville bestemme, hvad de penge, de sand- synligvis vil få fra os, skal bruges til? For nylig kunne man læse i dagbladet Information, at departementschefen i Grønlandsministeriet har udtalt, at grøn- lænderne i UmånaK skal være glade for de skattekroner de får. At det selvfølge- lig har hjulpet UmånaK økonomisk er klart for enhver. Men, hvem andre kan være så naive at forestille sig, at vi ville nøjes med det? Cominco Ltd., Van- couver, Canada, har nu taget vort land i besiddelse, og det må naturligvis tages op igen. Det skal være grønlænderne selv, der bestemmer vilkårene for en eventuel videreførelse. Oliekoncessioner- nes gyldighed skal der naturligvis også stilles et spørgsmålstegn ved. Vore erfaringer med Europa har vist os (hele den Fjerde Verden), at vi ikke kan stole på europæernes opfattelse af verden bygget op af individer, uden at anerkende grupper, specielt etniske grup- per. Individets ret til at udnytte andre svagere stillede individgrupper er grund- laget for hele den europæiske kulturs udvikling. Den er uacceptabel for den Fjerde Verdens livsopfattelse. Vores ud- gangspunkt må altid være den, at vi ikke anerkender nogen som helst europæisk juridisk udlægning af vores situation. Den tredie verdens nationale befrielse er snart fuldbragt. Nu er turen kommet til den Fjerde Verden, der med sit liv repræsenterer de fundamentale behov, vi selv har, og som er uforenelig med Europas. Vore alliancemuligheder er forskellige, men en ting er sikker, at de ikke findes i nogen eksisterende stats- magt. Fremskridt bliver i Europa for- stået på den måde, at det er nogle skridt, man tager imod beherskelse af naturen. Det strider fundamentalt mod den Fjerde Verdens opfattelse. Vi står så- ledes over for så fundamentale interesse- modsætninger, at det bliver kampen om den ene eller den andens død. Det skal jo helst ikke blive vores død. Derfor må vi organisere os og samar- bejde med andre indfødte folkeslag tværs over statsdannelserne. Tiden vil vise, om Indfødte Folks Verdensråd vil kunne arbejde tilfredsstillende og ikke mindst vinde anerkendelse som en ver- densorganisation på FN-niveau. Men perspektiverne er i øjeblikket ikke særlig opmuntrende. Modet er der. Det er det vigtigste. 295 [8]