[1] Indtryk fra en verdenskonference af Johanne Petrussen Efter fem års forberedelse og udsættelse tre gange blev minoritetskonferencen the Ist World Conference of Indigenous Peoples endelig en realitet. Den fandt sted i et indiansk reservat Port Alberni på Vancouver Island ved Canadas vest- kyst og varede i fem dage fra den 27. til den 31. oktober 1975. De tre udsæt- telser skyldtes mangel på økonomisk støtte og var et klart vidnesbyrd om nogle af de vanskeligheder, som minori- teterne må kæmpe med i vores bestræ- belser på at organisere os såvel på det nationale som på det internationale plan. Initiativtagerne til konferencens for- beredelse og tilblivelse var de styrende kræfter i den indianske organisation Na- tional Indian Brotherhood. Formålet med den tiltrængte konference var at diskutere, hvordan de forskellige folke- slag fra den såkaldte Fjerde Verden bedre kunne undgå den sociale, kultu- relle og økonomiske undertrykkelse i deres egne lande. Hovedresultatet blev oprettelsen af et verdensråd for alle deltagerlandene. Grønland var ved konferencen repræ- senteret med 11 deltagere, hvoraf tre var delegerede, som hvert land havde, mens resten var observatører. Jeg kan _ her ikke undlade at nævne Grønlands landsråds stillingtagen i denne sag. I 1953 blev Grønland indlemmet i Dan- mark af den danske regering; altså var Grønland ikke længere en koloni, men ... en del af den danske stat, sådan som det r:,udtryktes i den danske grundlov. For- melt blev grønlænderne hermed gjort ^medansvarlige i deres lands udvikling, men ree,lt kom alle politiske beslutninger færdigtyggede fra Ministeriet for Grøn- land i København. Landsrådet skulle med sine folke- valgte medlemmer repræsentere det grønlandske folk. Men landsrådet (-s formand?) havde ikke desto mindre en negativ indstilling til minoritetskonfe- rencen, måske med den begrundelse at „vi grønlændere har jo ikke disse pro- blemer", og ville derfor ikke sende no- gen repræsentant, selvom man var blevet opfordret til det. Men kan det virkeligt „passe, at der i et land med verdens stør- ste selvmordsprocent ikke findes særlige problemer? Eller er det fordi befolknin- gen dér med vilje slutter livet af, når de liar det bedst? 296 [2] I, som vi har valgt i rådene Vi har været luilet i søvn som eet folk vil vi rejse os ... (Fra et digt af Malik Høegh). Man forsøgte endnu engang fra den internationale komités side at oplyse landsrådet om vigtigheden af, at de sendte en delegeret ud fra den betragt- ning, at det naturligt nok måtte være landsrådet, der skulle repræsentere det grønlandske folk. Først da nogle af del- tagerne fra de 19 lande allerede var på vej til den konference, som de så længe havde imødeset, besluttede landsrådet sig til at sende en observatør (uden stemmeret). Vi andre trængte vel også til trøst! Især i de seneste år er de kapitalistiske landes interesser begyndt at vende fjæset også imod Grønland — med den tekniske verdens ressource-grådighed lysende ud af øjnene. De handler desperat, uden menneskelige hensyn, for at overleve med deres økonomiske vækst, som ikke må hæmmes af den, der vil yde naturens love lidt mere respekt. Så godt som alle deltagere i konferencen har følt og føler på deres krop og sjæl den udnyttelse, europæerne har praktiseret og stadig praktiserer, og som medfører, at deres lande og floder bliver ødelagt og for- urenet, og de har derfor en (uafviselig) viden om konsekvenserne af denne over- drevne udnyttelse af et land, hvor en del af befolkningen lever af jagt, fiskeri og landbrug. Det er dem, der kan støtte og forstå vores kamp bl. a. mod den „lyse- røde" fremtid, som mange tror olie- eventyret vil føre os frem til. De har mærket, hvad vi kommer til at mærke. De ønsker ikke at tilrane sig nye land- områder, de ønsker blot at kunne leve på deres egne betingelser i deres egne lande. Det er indbildsk at tænke sig, at en så lille befolkningsgruppe som grøn- lænderne kan kæmpe og vinde kampen imod de multinationale selskaber. Jo flere medlemmer en organisation har, jo stærkere står den. Engang forsøgte de nordamerikanske indianerstammer hver for sig at be- kæmpe indvandrerne; ofte var stam- merne i strid indbyrdes, men det skyldtes bl. a. bestikkelse og overtalelse fra de hvides side; til sidst fandt seks stater ud af at slå sig sammen, da det jo var det samme mål, de ville nå. Men fjenden var for voldsom. Der findes mange former for under- trykkelse ; der er den fysiske udryddelse, forbud imod at tale sit modersmål, endnu andre kan ikke få en uddannelse med mindre de har tilegnet sig „moder- landets" muddermål så godt som „mo- derlandets" egne børn. Der er selvfølge- lig forskel på, at ens folk bliver massa- kreret ved, at der sprøjtes gift på dets marker, og på, at ens børn lærer et andet sprog end forældrenes, men undertryk- kerens mål er det samme. Danskerne bruger ikke fysisk vold i Grønland; de er meget mere snedige, de bruger den lov, de selv har lavet, og som er skrevet på en måde, som er vanskelig at gennemskue for grønlændere, og som derfor let bliver misforstået. Man sen- der børnene bort fra hjemmet til landet, „der flyder med mælk og honning", med det formål at lære barnet dansk, da det er en betingelse at have gode dansk- kundskaber for overhovedet at få chance for at få en uddannelse; også for at give 297 [3] de danske lærere, man sender op, en rimelig chance for i det mindste at kunne kommunikere med børnene. Men med det resultat, at barnet bliver frustreret og i næsten alle tilfælde skadet på en eller anden måde for resten af livet. Senere giver man ministeriet for Grøn- land „værgepligten" over den unge under uddannelse i Danmark, med det resultat at den unge gøres fuldstændig uselvstændig. Alt, hvad hun eller han burde gøre selv og lære af, bliver over- taget af ministeriet. Denne overordent- ligt beskyttende holdning har også sit mål, nemlig: hvis du ikke gør, hvad vi siger du skal gøre, er du udelukket fra al uddannelse. Der var i starten af minoritetskonfe- rencen, som det populært bliver udtrykt, problemer med at fastslå, hvad man for- står ved grov og mindre grov undertryk- kelse, hvilket var meget forståeligt, da de forskellige deltagere oplever hver sin form for undertrykkelse. Denne lille gnidning blegnede dog hurtigt, da folk havde set og hørt nærmere på hinanden. Der var ikke den stive „velopdragne holdning" over for folk, som mange gange skyldes manglende selvsikkerhed, man kunne smile til hinanden uden at behøve at have en grund hertil, da man ikke havde den bagtanke at ville se kloge og merevidende ud. Man kunne ligefrem grine ad de samme ting! Fremvisning af gamle traditioner (sange og danse) fik her også en meget værdifuld placering, der var i det mindste de rigtige menne- sker at vise sig frem for. (I anledning af kvindeåret var der også sat en aften af til udpegelse af Miss Indian ud af fem smukke indianske piger, det virkede ret pinligt, syntes jeg. Det blev gjort på . en så typisk vesterlandsk konkurrence- manér. Men det var også det eneste, vi mærkede til kvindeåret). Et tilbagevendende samtaleemne, som man aldrig rigtig blev enige om, var den kristne religion. Et hovedargument fra en af modstanderne var: for os, der har levet og lever med troen på naturen og har fulgt dens regler, er det svært at tro på den. hvide mand, når han begynder at prædike om sin gud, samtidig med at han ødelægger vore lande og dræber vore brødre. Vi kan derfor ikke godtage hans gud, da vi ikke ønsker at leve som han. Et modargument kom fra en, der efter min mening havde fået den bibel- ske „synd" galt i halsen, så han i stedet for at elske sin gud var blevet bange for ham: „Jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan tro på__en anden mission end den, jeg har fået leveret i forvejen." Han hu- skede øjet i himmelen. Det blev besluttet, at det nystiftede verdensråd „World Council of Indige- nous Peoples" skal have som hoved- opgave at viderelevere medlemslandenes interesse_r_Qg ønsker, som ikke før har haft chance for at blive offentliggjort i verdenspolitikken. Der var solidaritet i ordets bogstaveligste forstand blandt folk, da vi drog a f sted. Den let utrygge fornemmelse, som var at spore, især blandt de mest undertrykte, som også med god grund har haft svært ved at stole på andre end sig selv og deres folk, var ikke længere at mærke. Der var ingen tvivl om, at folk havde store for- ventninger til det nye verdensråd, som de selv for en gangs skyld havde været med til at skabe. 298 [4]