[1] Grundlaget for de indfødte folks rettighedskrav i Canada af Lloyd Barbér, Indian Claims Commissioner for Canada Oversættelse i uddrag af The Basis for Native Claims in Canada, fore- drag holdt i the Rotary Club, Yellowknife, Northwest Territories, oktober 1974. (Oversættelse ved Hans Berg). Siden jeg blev udnævnt til Indian Claims Commissioner, har jeg haft lejlighed til indgående at studere og sammen med indfødte folk at diskutere disse folks rettighedskrav. Jeg har brugt meget tid på at prøve at forstå baggrunden for disse krav, og dette har til fulde over- bevist mig om, at der altid har været en helt fundamental forskel på euro-cana- dierens og den indfødtes opfattelse af, hvad der er rigtigt og ønskeligt med hen- syn til forholdet mellem de indfødte folk og det canadiske storsamfund. Det euro-canadiske synspunkt har tra- ditionelt altid været, at de indfødte folk med vores hjælp må følge, hvad der i alt væsentligt er -vore spilleregler, men på frivillighedens grund. Dette synspunkt går som en rød tråd igennem, hvad der kan berettes om Canadas administration af de indfødte folks anliggender, skønt regeringen til tider har været tilbøjelig til at være knap så opsat på integration og har ment, at den politiske målsætning snarere burde være i så vid udstrækning som muligt at holde de indfødte uden for det canadiske storsamfunds alminde- lige udviklingsproces. Mens det egent- lige integrationssynspunkt hidtil ikke har spillet den store rolle, har der ikke desto mindre været en klar tendens til at be- tragte dette synspunkt som det eneste realistiske, når det drejer sig om de canadiske indfødtes anliggender. De, der går ind for dette synspunkt, mener, at man med den fornødne støtte fra rege- ringen kan nå frem til en ligestilling af de indfødte med den øvrige del af den canadiske befolkning. Skønt de erkender, at de indfødte folk på grund af kultu- relle, uddannelsesmæssige og andre for- skelle står svagt i denne proces, synes de at mene, at de indfødte folk kan ydes tilstrækkelig speciel støtte til at de kan være i stand til at konkurrere effektivt som almindelige canadiske borgere inden for rammerne af de gængse politiske og økonomiske aktiviteter i Canada. Jeg tror nok, at jeg engang selv har været af denne opfattelse. Men efter at jeg er blevet involveret i de indfødtes rettighedskrav, har jeg forstået, at de 299 [2] indfødte folk ganske enkelt ikke accep- terer vore grundliggende antagelser om, hvad der er rigtigt og hvad der er gen- nemførligt. Så vidt jeg har forstået det, er det, de først og fremmest siger, dette, at de på baggrund af deres oprindelige ret fil området ejer og har ret til direkte deltagelse i udnyttelsen af ressourcer og har krav på en høj grad af politisk auto- nomi inden for storsamfundet. Denne ret hidrører naturligvis fra deres til- stedeværelse i Canada forud for euro- pæernes ankomst. De siger, at de er et distinkt og i visse henseender eget folk, som må have en speciel status inden for landet. Det andet, de siger, er, tror jeg, at det rent faktisk — uanset hvor meget vi ead forsøger herpå — simpelt hen ikke er rimeligt at antage, at de indfødte folk kan kobles ind på vort samfunds maski- neri, sådan som vi er det, i betragtning af at de må begynde med sådanne grund- læggende forskelle i kultur, og at de ind- tager en så svag position i forhold til den økonomiske og politiske magt. Denne grundliggende ide om retten til og behovet for omfattende ressourcer og selvbestemmelse er ikke speciel for the Northwest Territories. De indfødte folk i alle dele af landet arbejder ud fra det samme udgangspunkt, når de frem- sætter deres mange forskelligartede ret- tighedskrav. Det er mit indtryk, at dette altid har været noget helt fundamentalt ved de indfødtes synspunkt, men de har indtil for nyligt ikke haft den politiske magt til at forfølge deres sag med fuld styrke. Vi skal dog ikke tro, at det er noget nyt, eller at det er noget, der er skabt af en ny generation af indfødte ledere, ej heller at det er noget, som er 300 opstået, fordi regeringen har besluttet at støtte udviklingen af de indfødtes or- agnisationer. Når man ser på, hvorledes ._ de indfødtes anliggender er blevet admi- nistreret i Canada, bliver det klart, at dette synspunkt har været hævdet helt fra begyndelsen og blot har ventet på et artikuleret politisk lederskab. Jeg er helt overbevist om, at de indfødte folk altid .har betragtet os andre som de indtræn- .gende ijet land, som helt og holdent var deres. Skønt de ikke har haft magt til at ændre dette forhold, har de ikke desto mindre haft synspunkter og næret følel- .ser, som meget ligner dem, vi finder i tidligere koloniserede nu befriede na- tioner i den tredie verden, eller den stræ- ben efter noget bedre, som vi finder hos forskellige befolkningsgrupper rundt omkring i verden, der føler, at deres oprindelige suverænitet ikke er blevet respekteret. Mens de, indfødte folk altid har været sig deres ret til en identitet som et spe- cielt folk bevidst, har vi været tilbøje- lige til at betragte dem blot som et fat- tigdomsproblem i den yderste periferi af Canadas anliggender. En historisk .analyse kan være nyttig til at vise, hvor- for de indfødte folk altid har været overbevist om denne ret. Vigtigst er det, at vi nu begynder at lytte. Uanset hvor tæt nogle af os igennem årene har været inde på de indfødte folk, så har vi aldrig .lyttet. Nu hvor vi er begyndt at lytte, vil vi støde på meget, som vi i starten vil have svært ved at acceptere, men som dog i den sidste ende vil vise sig at være af betydelig værdi. ._,_. Noget af det, som vi må se i øjnene allerede fra starten, er, at vi — skønt vi [3] altid har talt om integration og ligestil- ling — rent faktisk lever i et land med indfødte folk; at de og vi lever adskilt fra hinanden; og at de har en speciel status under vores forfat- ning, gennem lovgivningen og gennem regeringens politik. Så når de indfødte folk taler om en vis grad af adskillelse fra det øvrige samfund og om en speciel status, foreslår de i virkeligheden ikke noget nyt, men snarere en ny udform- ning af de tilgrundliggende relationer, som altid har eksisteret mellem dem og os andre canadiere. Jeg tror, at vi har ignoreret et fundamentalt faktum, som må accepteres, før vi kan nå nogen vegne m. h. t. udviklingen af indbyrdes rela- tioner, der kan fungere. Det kan godt være, at vi ikke finder en adskillelse fra det øvrige samfund ønskelig, men vi må acceptere, at den eksisterer, og det kan godt være, at nye og sundere former for en sådan adskillelse er nødvendig, før- end vi og de indfødte folk for alvor kan finde sammen. Hvis vi betragter de canadiske ind- fødte folks historie som et stadigt for- søg på at bevare identiteten, så er den en tankevækkende beretning om en over- levelseskamp ført af et talmæssigt under- legent folk, som hårdnakket har fast- holdt sin identitet, også selvom det har betydet mange lidelser. En af de reaktioner, som jeg er stødt på hos ikke-indfødte, som har overvejet disse spørgsmål, går ud på, at landet rent faktisk blev erobret af europæerne - uden nævneværdige krige eller blods- udgydelser, men ikke desto mindre ero- bret. Dette må de indfødte folk accep- tere, og de må opgive sådanne ønsker, som de måtte have i retning af at fast- holde deres traditionelle plads i det cana- diske samfund. Personligt finder jeg det lidt svært at acceptere dette synspunkt — og det af flere grunde. En anden slags reaktion på de indfødtes standpunkt, som jeg ofte støder på, er, at vi alle, indfødte såvel som andre ca- nadiere, er kommet til den del af Ca- nada, hvor vi nu een gang lever, andet steds fra, og at de indfødte folk ikke skal have flere rettigheder end skotter, ukrainere eller kinesere, som er kommet til Canada på et senere tidspunkt. Der er dog selvsagt en væsentlig forskel. Canadas indfødte folk havde levet her længe før europæerne kom. Alle vi, som er kommet senere, er kommet frivilligt, og vi har vidst besked om styreformen og de regler, vi skulle leve efter. Det er ikke tilfældet for de indfødte folk. De var her i forvejen, og vi tvang os ind på dem. Endelig er der andre, der betvivler de indfødtes evne til selv at påtage sig det ansvar, som følger med betydelige res- sourcer og autonomi. Dette synspunkt er karakteristisk for den måde, hvorpå de indfødtes anliggender gennem tiderne er blevet forvaltet i Canada, og jeg tror, at man må notere sig, at netop manglen på ressourcer og autonomi har udeluk- ket de indfødte folk fra at demonstrere deres evne til at administrere økonomisk og politisk uafhængighed. Personligt er jeg dog ikke et øjeblik i tvivl om, at de udmærket kan magte opgaverne, forud- sat at de har ressourcerne og sidder inde med kontrollen over deres egne livs- omstændigheder. Lederskabet vil ud- 301 [4] vikle sig, hvis mulighederne herfor er til stede. Vi har i de mange indfødte ledere i dette land allerede et bevis på tilstedeværelsen af den alvor, det enga- gement og de evner, som er nødvendige for at kunne tage fat på dagens pro- blemer. Hvad indebærer nu alt dette for ikke- indfødte nordcanadiere og ikke-indfødte i Canada som helhed?. Dersom man frygter, at vores livsstil kan gå hen og blive lidt hæmmet i fremtiden, så er denne frygt velbegrundet. Hvis vi vil behandle de indfødte folk retfærdigt, indebærer det, at der overdrages dem en form for økonomisk og politisk magt, som på visse måder vil vanskeliggøre tingene for os. Specielt vil ressource- udvFklingen inden for det nordlige om- råde og andre afsides dele af Canada blive vanskeliggjort i hvert fald ud fra et ikke-indfødt synspunkt. Men dette må vi se i øjnene. Og jeg tror, at der kan argumenteres for, at dette i den sidste ende også vil være til gavn for os, for- stået på den måde, at vi vil se sundere, mere levedygtige og engagerede ind- fødte samfund. Hvis vi ikke ser dette i øjnene, tror jeg bestemt, at de indfødte folk vil føle sig presset til yderligtgående handling for at nå frem til, hvad de selv — og et tilsyneladende stadigt større antal af os andre canadiere — finder er såre legitime mål. Den forstærkede aktivitet, som vi har set andre steder i Canada, skal ikke ignoreres. Jeg tror, at denne aktivitet vidner om en højere grad af bevidsthed og selvtillid blandt de indfødte folk og om en god portion voksende utålmodig- hed. De indfødte folks selvorganisering er klare manifestationer heraf, og de aktioner, vi har været vidne til i den senere tid, er blot et enkelt element i den drastiske ændring i de indfødtes situa- tion i landet. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg på ingen måde gør mig til talsmand for en militant holdning og da slet ikke for vold, men jeg tror, at graden af mili- tanthed og omfanget af ekstremistiske midler, der tages i anvendelse rundt om- kring i verden, burde belære os om, at vi, dersom vi ikke tager de indfødte folks legitime ønsker alvorligt, ikke skal blive forbavset, hvis ekstremisme, som vi selvbehageligt føler er irernes og ame- rikanernes problem, bliver vort problem på en særdeles virkelighedsnær og kon- tant måde. Vi har haft en forholdsvis rolig og fredelig historisk udvikling i ^Canada, men det er ikke svært at fore- stille sig et genvakt folks frustrationer, der kan føre til yderligheder, som vil gøre Canada mindre behagelig at leve i. Mere generelt mener jeg, at vi er ved at komme dertil, hvor de lande, som besidder broderparten af ressourcer og rigdom, må være forberedt på at skulle dele meget mere med andre, hvis ikke vi vil møde forbitrelse fra dem, som er langt dårligere stillet, men som er ved at blive opmærksomme på den mang- lende balance i fordelingen af verdens ressourcer. Hvis vi ikke er parate til i højere grad at indtage en dele-med- _andre-holdning, må vi se i øjnene, at vi engang i fremtiden vil komme til at stå over for, om ikke militære, så dog poli- tiske udfordringer. Når det forholder sig sådan, kan vi lige så godt betragte 302 [5] vort forhold til de indfødte folk som det første skridt på vejen til erkendelsen af, at det at dele med andre, måske på den måde som de indfødte folk er tilbøjelige til at definere dette begreb på, nødven- digvis må komme til at indtage en mere central plads i vores måde at leve på. For mig at se må de aftaler, vi ind- går med de indfødte folk, have topprio- ritet i dette land. På en vis måde er alt, hvad der foregår i dette land, baseret på den jord, som de oprindeligt ejede. Det forekommer mig, at det i bund og grund er et moralsk spørgsmål, som vi har ignoreret. Vores holdning til ind- gåelse af aftaler med de indfødte folk må ikke være betinget af økonomiske overvejelser, da det er klart, at dette land sagtens har råd til endog meget vidtgående aftaler. Uanset hvad disse aftaler kommer til at indeholde, bør de i det mindste sikre de indfødte folk til- strækkelige ressourcer og kontrol til at opbygge og opretholde levedygtige sam- fund, så hurtigt som det er menneskeligt muligt. Dersom vejen hertil indebærer en vis grad af raceadskillelse, tror jeg, vi må acceptere det. Vi har allerede en vis grad af raceadskillelse, og dersom vi ikke re- spekterer de indfødte folks legitime mål- sætning, vil vi kun yderligere forstærke denne adskillelse — måske endda til et punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage. I øjeblikket er der — på trods af de dår- lige indbyrdes relationer vi har haft hid- til — stadig et håb om at vi kan leve godt med hinanden. I hvert fald bør vi nu forstå, at integreringen af de indfødte folk ikke kan tvinges igennem. Vejen til den mulige indbyrdes harmoni går via deres udvikling på deres egne præmisser, som et distinkt folk inden for Canada. Når denne udvikling engang er fuld- bragt, er jeg ikke i tvivl om, at vore fælles interesser vil begynde at føre os nærmere til hinanden. Man må imidlertid forudse, at det vil tage lang tid for de indfødte folk at forberede deres oplæg til indgåelse af aftaler og endnu længere tid til at forberede sig på at skulle admini- strere forhandlingsresultatet, når det engang foreligger. Deres måde at gå til værks på er yderst demokratisk, og pro- blemerne er komplekse. Ideelt set burde de indfødte have mange år til deres rå- dighed til at forberede sig. Forarbejdet til reelle ændringer inden for de ind- fødtes samfund stiller store krav til le- derskab. Denne udfordring kan ikke klares i en håndevending. I mellemtiden løber udviklingen vi- dere, og den kan gå hen og overrumple parterne i de lange og vanskelige diskus- sioner og forhandlinger, som nødvendig- vis må gå forud for den endelige aftales indgåelse. Man kan muligvis nå frem til overgangsordninger, som — ifald begge parter helhjertet går ind for disse — kan sikre de indfødte betydelig kontrol med konkrete udviklingsprojekter, og som samtidigt ikke alvorligt forringer mulig- hederne for løsning af de mere grund- liggende problemer. Det ville være godt for begge parter på det nuværende sta- dium at overveje de forskellige mulig- heder, der er indbygget i en delvis pro- blemløsning for det tilfælde, at en total løsning for alvor nødvendiggøres af be- givenhedernes fremstormen. 303 [6] Det er åbenbart, at „Alaska aftalen"1 har skabt et præcedens for omfanget af fremtidige aftaler med de indfødte folk i Nordamerika. I Canada har de ind- fødte folk imidlertid vist, at de er mere interesseret i aftaler, som opretholder deres rettigheder fremfor at bringe disse til ophør. Dette afspejles i sådanne reak- tioner fra Northern Quebec som: „Hvad betyder 100 millioner dollars?" Ad de samme baner reagerede the Northwest Territories: „Overdragelse af landområder mod kompensation af- vises som model for indgåelse af aftaler vedr. landområder ... MacKenzie om- rådets indfødte befolkning har vendt sig imod den opfattelse, som går ud på, at aftaler vedr. landområder nødvendigvis skal betyde ophør og ikke opretholdelse af rettigheder." Jeg kan ikke nok understrege, at vi står i en ny situation. De tilvante pro- blemformuleringers tid er forbi. Vi har i lang tid haft lov til at bedrage os selv, fordi de indfødte manglede politisk magt. Dette er ikke længere tilfældet, og det er utænkeligt, at de indfødte folks netop nu fremvoksende politiske og ret- lige magt vil blive svækket. Vi må accep- tere den nye situation som en politisk kendsgerning og — hvad der er endnu vigtigere - som et helt fundamentalt spørgsmål om moral og rimelighed. Vi står i sandhed over for problemer, der ikke er blevet løst, men som vedrører hele grundlaget for vort land. Jeg håber, at vi psykologisk er for- beredt på denne udfordring. Vi er først nu blevet os dette bevidst, og det synes at ville ryste det grundlag, på hvilket vi t hidtil har bygget vort forhold til de ind- fødte folk. Jeg føler på en vis måde, at vi er tilbøjelige til at reagere ligesom den, der har stået på en anden mands tæer så længe, at han bliver vred, når den anden prøver at trække foden til sig. Jeg håber, at vi kan leve op til denne udfordring - for hans såvel som for vo- res egen skyld. l „Alaska aftalen" (the Alaska Native Claims settlement Act) blev vedtaget som lov 18. dec. 1971. Den var resultatet af Alaska-eskimoernes og: -indianernes samt aleuternes fælles bestræ- belser siden 1959 på gennem indgåelse af en af- tale med føderalregeringen at sikre sig visse ret- tigheder. Aftalen betød, at de indfødte folk fik tildelt ejendomsretten til et 40 mill. acres stort område inden for Alaska, at der over en årrække skulle bevilges dem 405 mill. $ fra føderalrege- ringen samt en 2 °/o royalty af staten Alaskas bruttoindtægter fra mineraludvinding, indtil en samlet sum på 500 mill. $ er nået. Til admini- streringen af disse midler etableredes 12 regio- nale fonds i Alaska og endnu eet fond for ind- fødte, som har forladt staten. Medlemmerne af "disse fondsbestyrelser vælges blandt indfødte aktionærer. 304 [7]