[1] Inuit-Nordbo Undersøgelsen, 1976 En plan for arkæologiske udgravninger i Ameralik Fjorden af Jørgen Meldgaard Grønlands Landsmuseum og danske mu- seumsfolk vil i sommeren 1976 arbejde sammen på en arkæologisk undersøgelse i et forsøg på at belyse det første møde i Grønland mellem eskimoer og euro- pæere. Dette første samvær mellem de to kulturer, arktiske fangere og skandi- naviske bønder og fiskere, strakte sig over et tidsrum omtrent af samme længde som det sidste: De 250 år fra Hans Egedes tid til idag. Men det er forsvindende lidt, vi ved om dette kulturmøde. Hvorledes levede de sammen? Hvad lærte de af hinan- den? Vi kan med sikkerhed blot konsta- tere, hvordan situationen var, da det hele var ved at være forbi: Nordboerne forsvinder og eskimoerne lever videre med den traditionelle livsform. Om dette synes de arkæologiske spor, de nordiske skrifter og de eskimoiske sagn at være enige. Hvorfor gik det således? Inuit- Nordbo Undersøgelsen vil forsøge, om yderligere nogle vidnesbyrd kan graves op af jorden. Der vil samtidigt blive forsøgt en ny arbejdsform, hvor de to forhistoriske parter får lejlighed til at afgive disse vidnesbyrd fra ruinerne af deres bopladser og gårde, der sidelø- bende afdækkes af repræsentanter for de nutidige parter: grønlændere og danske. De arkæologiske spor vil på traditionel vis blive udgravet og registreret, men de vil ikke udelukkende blive vurderet af professionelle arkæologer og andre forskere. Og spørgsmålet om hvad der er betydningsfuldt, hvilke problemer der skal søges belyst, vil også andre „sag- kyndige" få lejlighed til at udtale sig om. I felten samarbejder lokale fangere og eskimologer, arkæologer og zoologer, lærere og elever, grønlændere og danske. Lykkes det ikke at komme frem til den fulde og endelige sandhed om for- holdet mellem de to forhistoriske parter, eller at få placeret skylden for det for- mentlig svigtende samarbejde, så kan vi dog håbe på en større forståelse for par- ternes egenart og særheder. Og et sik- kert udbytte må blive øget viden om vore forfædre, vore traditioner, vore forudsætninger. Begge parter kan i løbet af undersø- gelsen få lejlighed til at søge deres „etni- ske identitet" bekræftet og få deres na- tionale bevidsthed styrket. I den euro- pæiske kulturkreds har dette altid været 33 [2] en væsentlig motivering for at grave sin egen historie op af jorden. Den er ofte blevet beklageligt mistolket og misbrugt, men der er ikke nødvendigvis noget galt ved at styrke sin selvbevidsthed ved at se tilbage på forfædrenes store og gode gerninger. Måske er her tiden og lejlig- heden til, at grønlænderen slår sig for brystet i erkendelsen af, at udgangen af dette første kulturmøde, hvor parterne mødtes på mere lige fod, blev den, at eskimoernes livsform overlevede, og eskimoisk kultur bredte sig rundt langs alle grønlandske kyster: Grønland for grønlændere! Modsat bør det nok konstateres, at danskernes selvbevidsthed allerede er blevet pustet rigeligt op i forsøget på at identificere sig med heltemodige og dådrige vikinger. Beretningerne om de- res erobringer og opdagelsesrejser er kært læsestof, og „opdagelsen" af Ame- rika og Grønland og „den hårde kamp for tilværelsen i de følgende århundre- der som Nordboer i den ugæstfrie natur ved Verdens Ende" er med til at styrke de nationale følelser. Måske er man stadig lidt tilbøjelig til at glemme, at eskimoerne havde „opdaget" Amerika og Grønland nogle årtusinder tidligere, samt at dette folk levede vel tilpasset og lykkeligt i den samme „ugæstfri natur". Vikingernes renommé var heller ikke ubetinget strålende i de egne af Europa, hvortil de drog på vikingefærd. Dejlo- kale historieskrivere i bl. a. England og Frankrig har bevaret nogle sandheder om barbarerne. Danmark og det øvrige Norden var Europas udviklingslande på den tid. Man lå noget afsides. Evnerne var der ikke noget i vejen med, men _erfåringerne var snævre. Udover vær- dien af massive skatte og livets mere håndgribelige goder fattede vikingerne meget lidt af, hvad de mødte ude i den store og civiliserede verden. Som oftest tog de hjem igen, eller de druknede i folkemængden. Anderledes i Grønland, hvor de „tog nyt land". Her var der frie græsgange, og ejendomsretten til landet blev først et problem nogle år- hundreder senere efter mere direkte møder med „skrællingerne". Spørgsmålet om, hvem der opdagede Grønland først, hvem der opdagede hvem, har næppe været afgørende under dette kulturmøde. Men nordboen havde sin ophøjede mening om modparten, og han bar rundt på gammelkendte for- domme. Han havde selv været udsat for dem, da Danmark blev „opdaget" et årtusinde tidligere. Dengang talte man i Rom om et land med barbarer, som man havde opdaget langt mod nord. I de etnografiske beskrivelser fremhæves be- folkningen som ganske udmærkede men- nesker med mange dyder, men dog un- derudviklede på de væsentlige områder. Skavankerne udsprang af yderligtgående frihedstrang, og historieskriveren Taci- tus beklager sig specielt over deres sorg- løshed og mangel på mådehold. I freds- tid er de dorske og kivagtige, tilbøjelige til at plyndre, drikke og spille. Og for politikeren Seneca var folket i utilstede- lig grad ledet af deres lidenskaber, hvilket han dog mente nok kunne ændres til det bedre ved disciplin og almindelig fornuft. Har man hørt noget lignende? I Inuit-Nordbo Undersøgelsen kan vi utvivlsomt få lejlighed til at pudse vore gamle nationale glorier og fordomme. 34 [3] Men i et samarbejde, hvor vi sammen- ligner dem og måske piller lidt ved dem, vil vi sikkert også støde på en hel del fælles træk. Og de forskelligheder, vi mener at konstatere som traditionelle, kan vi forsøge at forstå og måske re- spektere som en national egenart. Det er kun små og spredte brudstyk- ker af historien, der kan graves op af jorden. Men det kan være småting, der kan føjes sammen til et mønster, som viser betydningsfulde sider af det dag- lige liv. Træk fra hverdagen og noget om gennemsnitsmennesket, der netop ikke har sat sig spor i eftertidens tradi- tioner eller i de skriftlige kilder. De selvfølgelige ting, de forhold som alle kendte til, blev sjældent noteret ned eller husket gennem flere slægtled. De islandske årbøger bemærker et tilfældigt år, uden kommentarer: „Skræl- lingerne hærgede, dræbte 18 mand og tog 2 drenge som trælle." Og grønlæn- deren Aron kan århundreder senere i en fortælling gengive traditionerne fra de første møder med venlig kappestrid på Pisigssarfik Fjeldet til den sidste dag, da en overlevende nordbo flygter i en sejlbåd ud gennem fjorden, idet han råber: „Store Ameralik, bring mig nu din stærke morgenbrise!" Vi vil sammen sejle ind i Ameralik og grave os tilbage til nogle hverdage mel- lem år 1200 og 1350. På grundlag af et grønlandsk-dansk oplæg er der udformet en plan for Inuit- Nordbo Undersøgelsen i sommeren 1976. Planen lyder i uddrag således: 35 [4] Undersøgelsens emne og baggrund Emnet for undersøgelsen vil være den eskimoiske kulturs første møde med europæisk kultur. Dette kulturmøde fandt sted i perioden 1200-1500 i Vest- grønland. Kontakten blev etableret nordpå i egne, hvortil nordboer om som- meren drog på fangstrejser fra koloni- erne i Vesterbygd og Østerbygd. Herom har den europæiske kilde fra o. 1200 at bemærke, at de andre folk bløder på en mærkelig måde, når de rammes af våben ... Arkæologiske udgravninger viser, at eskimoiske folkegrupper i løbet af 1200- årene breder sig sydover fra Thule di- striktet og efterhånden bebygger kyster- ne fra Upernavik til Disko Bugten, som havde været eskimoiske fangstområder i flere tidsperioder under de foregående 2QOG år. Uanset den tilsyneladende blodige optakt fortsætter en form for samvær i de følgende århundreder, og det må formodes at dette har været mest intenst i og omkring nordboernes to faste bygde- omrftder. Undersøgelsen vil søge at belyse for- holdene i Godthåb distriktet, hvor eski- moiske traditioner taler om såvel frede- lige tilstande som kampe ved bopladser og ribrdbogårde, og hvor de europæiske kilder antyder en brat slutning for Ve- sterbygden o. 1350. Undersøgelsen vil især lægge vægt på at få kulturmødet alsidigt belyst. Forud- sætningen herfor er et bredt samarbejde mellem sagkyndige: arkæologen, biolo- gen og eskimologen, pædagogen og den lokale fanger, grønlændere og danske. Og som forskningen i felten må ligeledes 36 dens resultater kunne formidles af del- tagerne i et samarbejde, hvor hver med sin særlige sagkundskab, sine midler og målgrupper, bidrager til den bredest mulige oplysning. Undersøgelsen vil som et af sine ud- gangspunkter tage den sidste historiske kilde, der beretter om eskimoer og nord- boer i Godthåb distriktet. Den er kort- fattet og flertydig, og den er blevet taget til indtægt for ganske modstridende teo- rier : Eskimoerne udryddede nordboerne / nordboerne døde pludseligt uden eski- moisk indblanding / eskimoerne optog nordboerne i deres fangersamfund / nordboerne udvandrede til Vinland (Amerika). Kilden er Ivar Bårdsøn, præst ved bispesædet Gardar i Øster- bygden. Omkring 1350 er han „en af dem, som udpeges af lagmanden til at _rejse til Vesterbygden mod skrællin- gerne, at uddrive skrællingerne af Ve- sterbygden. Og da de kom dertil, da fandt de ingen mennesker, hverken krist- ne eller .hedninge, men blot vilde køer og får. Og de forsynede sig af de vilde køer og får og sejlede derefter hjem." Kulturmødet mellem eskimoer og nordboer er et emne, hvor mange har foraket, opstillet problemer og fremsat teorier. Men de væsentlige spørgsmål står endnu ubesvarede. Af hvilken art var deres samvær? Hvorfor måtte nord- boerne opgive bygderne, og hvilken rolle spillede eskimoerne ved nordboernes „undergang" ? Hvorledes overlevede den eskimoiske livsform? Forskningen har været præget af en- sidighed. Hovedproblemet har været det for europæiske forskere fascinerende: Nordbokoloniernes skæbne. Eskimoerne [5] Udgravning af „fadeburet" på nordbogården Nipaitsoq. Skelet af en husmus bliver afdækkct: et vidnesbyrd am andre klimatiske forhold? En grønlandsk renjæger hævdede ved denne foreløbige undersøgelse i 1953, at mus i Godthåbs]jorden nutildags tabte halen i løbet af en vinter, l samme rum står bunden af en træ- tønde med et tykt lag velbevaret „skyr" (mælkemad). Var hverken kulde eller mangel på føde årsag til nordboernes undergang? (Fot.: Jørgen Meldgaard, 1953). er kun inddraget i denne sammenhæng, hvor de som modpart kan behandles som een af flere mulige faktorer, der kan have medvirket til de to koloniers under- gang eller opgivelse. Denne faktor får tildelt mere eller mindre vægt alt efter en personlig bedømmelse af, hvor „kri- gerisk" man forestiller sig det eskimo- iske folk. En grønlandsk kommentator har bemærket, at graden af krigeriskhed 37 [6] kan formodes at have været afhængig af nordboernes adfærd! Inuit-Nordbo Undersøgelsen vil inter- essere sig for adfærden hos begge par- ter og søge at belyse arten af deres sam- vær — og de endelige følger af kultur- mødet - som et samlet problemkom- pleks. Under den primære undersøgelse i felten inddrages forhistoriske vidnesbyrd gennem udgravninger af særligt udvalgte ruiner og møddinger fra kontaktperi- oden 1200-1350 samt senere eskimoiske tomter. Undersøgelsesfeltet indsnævres geografisk til et område, hvor de to folk har haft bosteder og kan forventes at have haft delvis sammenfaldende, inter- esser i udnyttelsen. Viden om erhvervs- forhold og ernæring kan for en stor del graves op af jorden på disse lokaliteter i Godthåb distriktet, hvor bevaringsfpr- holdene er usædvanligt gode. Fangst- og bondekulturens redskaber anviser meto- derne til erhvervelsen af føden, for hvis art og sammensætning møddingernes indhold af knogler m. v. giver retnings- linjer. „Katastrofe-teorier" om nordboernes endelige undergang ved pludselige an- greb af eskimoer / europæiske pirater / græs'fidende insekter / pest, med død eller udvandring til følge, kan tænkes afprøvet, men de forudsætter heldige fundomstændigheder og nøje „modeller" for, hvilke spor disse kan tænkes at af- sætte i det arkæologiske stof. De gradvist virkende faktorer, især sådanne baseret på klimatiske ændringer, vil på delvis naturvidenskabelig grund kunne påvises, og i bredere sammenhæng vurderes, som muligt nedbrydende på nordbosamfundet og/eller fremmende på den eskimoiske livsform. Arkæologiske undersøgelser kan fremskaffe et mate- riale til bedømmelse af, hvorledes eski- moer og nordboer udnyttede et område, der var af central betydning for de fast- boende nordboer. Tilpasning til de samme omgivelser gav mulighed for at udnytte de samme ressourcer, men man indrettede sig forskelligt og havde ikke samme muligheder for at tilpasse sig ændrede vilkår. Betingelserne for det bevægelige fanj>|tfolk (eskimoer) og den bofaste bonde- og fangerbefolkning (nordboer) afspejles således i det arkæologiske stof. IVien de.tte materiale kan her yderligere suppleres og fortolkes ved jævnføring med historiske og nutidige vidnesbyrd. Den historiske baggrund består på den ene side af europæiske skriftlige kilder om nordboernes forhold i almindelighed ,pg mødet med „skrællinger" i særdeles- Jied, på den anden side af nedskrevne eskimoiske traditioner og legender om det gamle fangersamfund og om samvær og kampe med „Qavdlunakker". Den .nutidige baggrund er af ren lokal art og består i nøje registrering og kortlægning af forekomster af fangstdyr og andre fødemidler og de specielle vilkår for at erhverve denne føde med den grønland- ske fangers traditionelle midler og me- toder i Godthåb distriktets fjorde og indland. Dette „etnografiske" bag- grundsstof er kun ufuldstændigt beskre- vet og tilgængeligt, og det kan endnu suppleres med værdifuld viden, som ældre medlemmer af den lokale fanger- befolkning sidder inde med. En forskningsopgave med det emne, 38 [7] Kortskitse af undersøgelsesområdet med lokaliteterne: Felt A (Eqahiit) med lejr A, Felt B (Nipaitsoq) med Lejr B. Trekanter markerer eskimoiske bopladser, kryds markerer nordbogårde. der her er skitseret, skulle have de bedste muligheder som en tværvidenska- belig undersøgelse, hvor der yderligere inddrages sagkyndige uden for forsker- nes snævre kreds. Ligeledes må oplysning om resulta- terne bedst kunne fremmes ved nært samarbejde allerede i felten med den lokale befolkning og kyndige formidlere: Lærere, Grønlands Oplysningsforbund. Begge sider af undersøgelsen kan sam- tidigt udbygges med et forsøg på at drage forskningen direkte ind i voksen- undervisningen: Etablering af en „felt- skole" i samarbejde med det grønlandske skolevæsen. Endelig anses det som en naturlig for- udsætning for gode resultater fra denne undersøgelse, at samarbejdet skabes mel- lem repræsentanter og talsmænd for begge de involverede parter i det for- historiske kulturmøde: Grønlændere og danske. Arbejdsområdet: Lokaliteter og lejre Feltarbejdet foretages i den indre del af Ameralik Fjorden samt i indlandet syd- øst herfor. Det udvalgte område var beboet af både eskimoer og nordboer, dets ressourcer blev udnyttet af begge parter, og det frembød forskelligartede erhvervsmuligheder fra kyst til indland. Tidligere topografiske undersøgelser ba- seret på grønlandske fangeres lokalkend- skab og arkæologiske rekognosceringer gør det muligt nærmere at indsnævre arbejdsområdet til 2 repræsentative lo- kaliteter, een ved kysten og een i ind- 39 [8] Undersøgelsens „Felt A": Eqaluit i Åmeralikj'jorden. J billedets forgrund er lejrplads med eskimoiske rtu- ner. På det flade forland i bunden af bugten dækker pilekral ruiner af to nordbogårde. (Fot.: Jørgen Mcld- gaard,19o3). ' ;" ' . landet, der begge opfylder kravene om velbevarede eskimo- og nordbotomter med møddinger. Kyst-lokaliteten Eqaluit benævnes her „Felt A" (med Lejr A), indlandslokali- 40 teten „Felt B" (med Lejr B). Se kort- skitse. "Felt A. Eqaluit Bugt beliggende på sydsiden af Amera- [9] lik Fjordens indre arm, Ameragdla. Eskimoruiner og nordboruiner findes over en strækning på l km inderst i bug- ten, enkelte eskimotomter på bugtens ydre næs. Den eskimoiske bebyggelse består af et betydeligt antal tomter, hvoraf flere formodes at stamme fra tiden umiddel- bart efter nordbo-periodens afslutning. Lokaliteten har indtil nyere tid været teltplads for grønlændere med henblik på fiskeri og fangst i sommerhalvåret. Yderligere er der fra Sarqaq kulturen, o. 1500 f. v. t., konstateret spor af bolig- tomter under den nuværende højvands- linje og opsamlet flintgenstande på en højtliggende terrasse. Nordbobebyggelsen består af et stort gårdkompleks, benævnt Vesterbygd no. 59. Ruinerne er kun besigtiget af arkæo- loger på korte ophold, men betegnes som meget velegnede for en udgravning. Be- tydelige mødding- og affaldslag er kon- stateret. En supplerende, mindre undersøgelse vil fra Lejr A blive foretaget på lokali- teten V. no. 48, Niaqussat, beliggende i en vig på nordsiden af fjorden over for Eqaluit. Dette er stedet, hvor den grøn- landske tradition beretter om fund i strandbrinken af „kranier af nordboer, deriblandt nogle med isiddende eski- moiske pilespidser". Bugten Eqaluit danner en af de få gode og beskyttede naturhavne i Ame- ralik Fjorden. Lejrmulighederne er for- træffelige. Lejr A vil blive etableret ved elven inderst i bugten. Felt B. Nipditsoq Lokalitet i indlandet 20 km VSV for Felt A, Eqaluit (30-35 km vandring). Området med eskimo- og nordboruiner ligger på vestsiden af et stort indlands- delta med vandføring fra en fremskudt bræ 10 km mod øst. Nipåitsoq er lokali- seret af grønlandske rensdyrjægere og besøgt og beskrevet af arkæologen Eigil Knuth i 1945. Et hold af arkæologer fra Nationalmuseet (Jørgen Meldgaard) foretog i 1952 prøveudgravninger i en periode på 10 dage. Den eskimoiske bosættelse udgøres af en samling tomter på en lejrplads samt en klippehule. Tomterne er omgivet af møddinglag. Den nærliggende klippehule er benyttet til overnatning for renjægere endnu i 1950-erne. Prøveundersøgelsen i 1952 viste betydelige aflejringer med bevarede organiske sager foran hulen. I lag 6, bundlaget, påvistes flintsager, antagelig fra den ældste stenalderkultur i Vestgrønland, Sarqaq kulturen. Nordbobebyggelsen er beliggende 3 km NØ for den eskimoiske bosættelse, nær det første af en serie vandfald, der leder ned til den nordgående flodslette mod Ameragdla. Den består af en mid- delstor gård, benævnt Vesterbygd no. 54, af sen type med tæt sammenbyggede boligrum og stalde. Prøveudgravningen i 1952 blev foretaget i indgangspassagen og i eet rum, fadeburet. Bevaringstilstan- den er usædvanlig god, delvis som følge af permafrosten, delvis på grund af en brand, der formodes at have hærget det meste af gården, da den blev lagt øde. Møddingen foran gården er betydelig, og en prøvegrøft antyder gode strati- grafiske muligheder for adskillelse af flere faser i bebyggelsesperioden og på- visning af eventuelle ændringer i den sid- 41 [10] ste periode. I prøvegrøftens fortsættelse i den nærliggende mose aftegnedes hori- sonter markerende landnam, bosættelse, afbrænding og efterfølgende udtørring og sandflugt. Muligheden for C-14 da- teringer og resultatrige pollenanalytiske undersøgelser til belysning af klima- svingninger er således tilstede. Sletten ved Nipåitsoq-gården nær elv- løb udgør en egnet lejrplads. Her vil Lejr B blive etableret. Forskningsarbejdet Man vil søge at skabe en ligelig indsigt i eskimo- og nordbokulturens bosættelses- forhold og udnyttelsen af de lokale res- sourcer. Der vil blive lagt vægt på til- vejebringelse af vidnesbyrd om erhvervs- metoder og ernæring, specielt materiale fra udgravning af møddinger, såsojn knogler og andre føderester. For nordbokulturens vedkommende stræbes efter at konstatere ændringer i bosættelsens senere del, ca. 1150—1350, ved stratigrafiske udgravninger, der ikke hidtil er gennemført i møddinger og af- faldslag. Der er ikke siden 1945 publi- ceret materiale, som belyser ernærings- forhold, og man har Ikke forsøgt det førhen erhvervede dateret og opdelt inden for nordboperiodens 350/500 år. En markant klimaændring omkring 1300-1350 i retning af det koldeste år- hundrede i Grønland i 2000 år, er i denne sammenæng et særligt betydnings- fuldt udsving på den lange klimakurve, som tegner sig på basis af de seneste års isotop-målinger af indlandsisen. Denne klimaændring vil blive søgt verificeret og om muligt uddybet for Godthåb di- striktet ved pollen analyser og C-14 da- 42 teringer. Nordboernes kvægavl med __græsning__og høslet, eskimoernes kajak- fangst, begge parters renjagt og fiskeri, var erhvervsgrene følsomme over for klimaændring, men dens virkning på de forskellige felter kan først bedømmes med yderligere viden om temperatur og nedbør henholdsvis sommer og vinter. Man vil yderligere være opmærksom på mulighederne for at konstatere arten og graden af samkvem mellem eskimoer ... ag; nordboer, som det kan tænkes af- spejlet i gensidige påvirkninger i den materielle kulturs produkter, tilstedevæ- relsen af handelsvarer m. v. De historiske vidnesbyrd om de to samfund, deres møde, samt afslutningen med nordboernes undergang i Vester- bygden o. 1350 og eskimoernes fortsatte trivsel i samme område, vil naturligt rette opmærksomheden mod specielle og håbefulde spor og fund. Styrkelse af den fremtrængende eski- moiske fangerkultur ved særlig tilpas- ning og specialisering i Sydvestgrønland under ændrede klimatiske forhold? Svækkelse og forarmning af nordboer- nes bonde-fangerkultur som følge af manglende evne eller vilje til omstilling på samme felter under ændrede vilkår følgende isolation og klimaændring? Pludselige og uafvendelige angreb på nordbosamfundet, som fx. sygdom (Pe- sten, Den sorte Død, som når de skandi- naviske moderlande o. 1350, og som dér lægger hele kystbygder øde på mindre end et år, kan efterlade talende spor) ? Udvandring til Markland-Vinland, kun medtagende visse kategorier af flytteligt og uundværligt gods? Ufred mellem eskimoer og nordboer, hvor kampe af- [11] Undersøgelsens „Felt B": Nipaitsoq i indlandet bag Arneralikfjorden. Nordboruinen skimtes i forgrunden, hvor teltene er rejst under en mindre prøvegravning i 1953. Midt i billedet skjuler sig i pilekrat eskimoiske renjægeres ruiner samt en klippehule, der lejlighedsvis har været beboet fra o, 1500 f.v.t. til nutiden. (Fot.: Jørgen Meldgaard, 1953). gjorde striden til ugunst for en muligvis i forvejen svækket nordbobefolkning? Disse tænkelige „modeller" for sam- vær og udviklingens forløb vil i heldige tilfælde have efterladt bestemte „møn- stre", sammenhænge eller enkeltfund, som kan iagttages i det arkæologiske materiale. Formidlingen af resultaterne Med deltagelsen fra Seminariet og an- dre skoler samt repræsentanter for 43 [12] Grønlands Oplysnings Forbund vil der kunne opnås den mest direkte formidling af oplysninger til den grønlandske be- folkning om undersøgelsen og de fore- løbige resultater. Seminarie-sektoren kan tænkes at f9r- berecTe sig på et sådant formidlingsar- bejde ved orienterende arbejde i skolen før deltagelse i feltskolens sommerkur- sus. Der kan stiles mod fortsat virksom- hed den følgende vinter med udarbej- delse af rapporter om specielle emner eller et udstillingsarrangement. Fra repræsentanter for den gamle fangerkultur i Godthåb fjordene kan der eksempelvis indhentes oplysninger om fangstforhold, fødens erhvervelse og fødens fordeling i det gamle samfund i Godthåb distriktet. På detaljerede kort kan nedfældes megen viden om bosteder, fangstområder samt navne på lokaliteter (som vil være glemt af næste genera- tion). Fra etnografiske og historiske be- retninger (hvoraf flere kun foreligger på grønlandsk) kan der skaffes yder- ligere stof. Eskimo- og Nordbokulturen kan konfronteres: fx. samfundsstruktu- ~' '••"' ~^-"~ ren (eskimoisk „socialisme" med kollek- tiv ejendom (?) stillet over for nord- boernes klassebevidste høvdinge/bonde- slægter med privat ejendomsret). Over- levelsesteknik (kampen mod kulden, bo- ligformer, dragten). Religion/tro/idealer (hvad forhindrede de to folk i at leve sammen, at samarbejde? Hvilke for- domme?). Udgravningsresultater og baggrunds- stof sammenstillet og illustreret af Serni- nariegruppen kan måske udmyntes til en lille udstilling, der senere som vandre- udstilling til andre skoler i Grønland for- midler Inuit-Nordbo Undersøgelsens forskning.. Det grønlandske Landsmuseum vil ,. især henvende sig til den grønlandske offentlighed med formidlingen af under- s,øgelsens resultater. I overensstemmelse med den nye fredningslov for Grønland vil det arkæologiske materiale fortrins- vis forblive i Grønland, og Landsmuseet skulle på dette grundlag kunne opbygge en betydningsfuld særudstilling. Denne kan senere tænkes udlånt til opstilling i Danmark. Udformningen af rapporter samt of- fentliggørelse af såvel videnskabelige som populære bearbejdelser af under- søgelsens resultater bør kunne gennem- føres på grønlandsk og dansk i et nært samarbejde mellem deltagerne. Inuit-Nordbo Undersøgelsen finder sted fra 15. juni til 15. august. Det grøn- landske hold, som organiseres af Grøn- . lands Landsmuseum, og det danske hold ..vil hver bestå af omkring 14 deltagere. Skoleholdet med „Feltskolen" formeres med indtil 16 deltagere i et samarbejde med det grønlandske skoledirektorat. Vi ser frem til en sommer, hvor vi kan lære noget om gammel eskimoisk og europæisk livsform i Grønland, om hvad de dengang lærte af hinanden. Og vi håber i det nære samarbejde alle at kunne lære noget af hinanden. 44 [13]