[1] Lokalsamfundsundersøgelsen i Grønland af Tove Beck Madsen Lokalsamfundsundersøgelsen er én blandt en række undersøgelser, som blev startet i 1971 på initiativ fra Det råd- givende Udvalg vedrørende samfunds- forskning i Grønland. Undersøgelsen er blevet gennemført af Institut for Orga- nisation og Arbejdssociologi, Handels- højskolen i København, og dens resulta- ter publiceres i 4 delrapporter, 3 egent- lige forskningsrapporter og l sammen- fattende rapport. Forskningsrapporterne foreligger nu på dansk, men midler til en grønlandsk oversættelse søges. Lokalsamfundsundersøgelsens opgave har været at belyse bygdernes udviklings- forløb og søge at forklare årsagerne til problemer i den faktiske udvikling. Hen- sigten er at skabe større forståelse for disse udviklingsforløbs betydning for de indblandede parter samt at give bygde- befolkningen større mulighed for frem- over selv at påvirke bygdeudviklingen. Der er i rapporterne lagt stor vægt på at påvise de faktorer, der har hindret en bygdeudvikling til fordel for bygdebe- folkningen. De tre rapporter har som fælles udgangspunkt for både dataind- samling og senere analyser opstillet fem punkter, som har afgørende betydning for bygdeudviklingen. Det gælder de po- litiske og administrative myndigheders informationsgrundlag samt forskellige gruppers udviklingsmål for bygderne. Dertil kommer forhold, som hovedsage- lig omfatter bygdebefolkningens egne muligheder for at få indflydelse på byg- deudviklingen. Det beror dels på bygde- befolkningens kendskab til det politiske/ administrative system, dens rådighed over hjælpemidler samt sammenholdet i bygden. Kangamhtt-rapporten Kangamiut, der er en af de to bygder i Sukkertoppen distrikt, hvor en intensiv dataindsamling har fundet sted, er den største vestgrønlandske bygd med ca. 650 indbyggere. Sammenlignet med det øvrige samfund er Kangamiut sakket agterud. Erhvervsmæssigt har stedet tid- ligere været meget driftigt, men i løbet af 50'erne og 60'erne er bygden kommet ind i en stagnation. Naturgrundlaget for bygdebefolknin- gens erverv er blandet. Selv om Kanga- miut ligger i åbentvandsområdet med 73 [2] udpræget fiskerierhverv, er der også et solidt fangstgrundlag. Beskæftigelses- mulighederne, som KGH tilbyder be- folkningen, er meget begrænsede. En privat fiskefabrik i bygden tilbyder lidt flere, fordi næsten alle varer på den pri- vate fiskefabrik færdigforarbejdes i byg- den, før de eksporteres. Den private fabriks arbejdslønninger og indhandlingspriser er en anelse højere end iios KGH, hvilket dog først er ble- vet ildpræget i de senere år. Begge virk- somheder i Kangamiut distribuerer varer uden for Grønland, selv om et salg internt i Grønland dog kunne være en mulighed for udvikling af bygdens er- hvervsliv. I midten af 60'erne skete der en for- øgelse af kuttere og redskaber, men i slutningen af 60'erne blev Kangamiut igen" dårligt stillet, idet de store kuttere blev taget tilbage af ESU. Derved blev fiskemulighederne, både kuttermæssigt og redskabsmæssigt, meget sparsomme, især i forhold til de økonomiske forplig- telser, befolkningen har over for bolig, husholdning og andre krav. Modsætningsforhold Især to problemstillinger vurderes som meget afgørende for bygdens er- hvervs- og udviklingsmuligheder — nem- lig1 informationsproblemer og interesse- modsætninger. Det økonomiske sammenstød mellem en tilværelse baseret udelukkende på pengeindkomster og en tilværelse, som muliggøres både via pengeindkomster og egenforsyning med naturalier, er én blandt flere modsætninger, der angår de økonomiske værdier. Dertil kommer, at befolkningen ikke har direkte økonomisk indflydelse på fiskeanlæggene. Herved er der skabt et modsætningsforhold til de økonomisk indflydelsesrige interessen- ter, hvoraf nogle opleves som meget van- skelige at påvirke. F. eks. opleves KGH's økonomiske hensyn ofte at ligge temme- lig langt fra bygdebefolkningens. Der eksisterer ligeledes et modsæt- ningsforhold mellem de to fiskeanlæg i bygden på grund af konkurrencen om fiskernes gunst i form af indhandling. KGH står for „det gamle" (traditio- nen) , mens den private fabrik søger at tegne nogle nye profiler. Konkurrence- forholdet indebærer også økonomiske modsætninger mellem de to anlæg. Men hvad gælder for begge anlæg er, at de kun tilbyder beskæftigelse og oplæring til egne virksomhedsformer. Uddannel- sen tilpasses derfor disse krav og indgår i vidt omfang i institutionaliserede oplæ- ringssystemer. Ivlen der er mulighed for at udvide beskæftigelsen og produktionen i Kanga- miut, således at det sker i overensstem- melse med råvaregrundlagenes ydeevne saiåt åndreL værdier i bygden. Flere pro- duktioner må forsøges placeret i bygden og helhedsorganiseret i denne, mens by- erne derimod i højere grad bør være centre for videreforarbejdning, så der tillige skabes en arbejdsfordeling mellem by og bygd. Bistand til bygderne Befolkningen har brug for hjælpe- midler både i form af kapital og infor- mationer (viden). Det vil derfor være en fundamental betingelse for udvikling af bygden, at man udefra accepterer en 74 [3] Kangamiut. Fot.: Margrethe Sørensen. målsætning om at udvikle den. Målsæt- ningen må indeholde, at værdier fra byg- den bliver udbredt til og accepteret af de politiske og administrative myndig- heder. Erhvervslivets konkrete udform- ning i Kangamiut vil være afhængig af, hvilke arter af værdier der udbredes, samt hvilke hensyn der tages - økonomi- ske, sociale, naturgivne, uddannelsesmæs- sige o. s. v. Under alle omstændigheder vil det være nødvendigt at tilføre kapital til bygden. Samtidig skal den nævnte prin- cipielle målsætning om at udvikle bygden foreligge, samt at en produktion skal foregå på stedet. Endvidere vil det være påkrævet at udbedre informationsmang- lerne. Passiviteten kan ændres ved at stille interessenter både i bygden og i det om- givende samfund over for krav og ud- fordringer om aktiv medvirken i udvik- lingen, men det kræves også, at der ydes faglig bistand. Ligeledes vil det være påkrævet at bringe bygdebefolkningens forudsætninger, hensyn og udviklings- planer i overensstemmelse med hinanden. Disse krav har det meget væsentlige til fælles, at en eventuel udvikling af Kangamiut og en forbedring af befolk- ningens livsvilkår nødvendigvis må udfø- res under hensyntagen til bygdebefolk- 75 [4] ningens ønsker og de muligheder, den selv ser. deji kræver j;n indsats fra andre end blot Atangmik-befolkningen. A tangmik-rapporten Atangmik er den anden af de to bygder, hvor en intensiv dataindsamling har fun- det sted. Bygden har et befolknings- grundlag på 190. I 1973 var der "28 beboede huse i Atangmik, hvoraf om- kring halvdelen var sundhedsmæssigt uforsvarlige og saneringsmodne. De po- litiske myndigheder har opretholdt et 14 års byggestop indtil 1974 på trods af gentagne anmodninger om nye boliger fra Atangmik-befolkningen. Ho/veder- hvervet er fiskeri, som hovedsagelig dri- ves fra små pramme med påhængsmo- torer samt robåde. Befolkningen har siden 1955 anmodet om bedre skoleforhold, men først i 1973 blev der bygget en ny skole. KGH's an- læg består af en butik, kontorbygning, to pakhuse og et salteri. Udover KGH's produktionsapparat findes et lille privat frysehus, som har haft stor betydning i laksesæsonen. Selv om sådanne forhold langt fra kan kaldes ideelle, er Atangmiks situation en særlig i forhold til de fleste andre steder. Bygden har netop det produktionsappa- rat stående, som mange andre bygder stræber efter at få, nemlig et frysehus. Befolkningen er interesseret i at over- tage frysehuset, bl. a. for at opnå en bedre udnyttelse end i dag, hvor det blot bliver brugt et par måneder hvert år. En overtagelse af frysehuset ville kunne medføre, at beskæftigelsesmulighederne kunne forøges, og samtidig ville et ind- handlingsstop for havkat kunne imøde- gås. En erhvervsudvikling er mulig, men 76 Informationsbrist Der er i analysefaserne fundet infor- mationsbrist hos såvel bygdebefolknin- gen som myndighederne. For befolk- ningens vedkommende gælder det, at den bl. a. savner oplysninger om ESU-låne- regler og om dens egne muligheder for selv at drive frysehuset, hvilket givetvis hæmmer udviklingen. Myndigheder og politikere er ofte ikke i besiddelse af viden om vigtige lokale forhold, hvorfor deres beslutnings- og handlingsgrundlag bliver mangelfuldt og fejlagtigt og med- fører uhensigtsmæssige beslutninger. KGH har informationsmonopol om bygdernes erhvervsforhold. Når KGH's informationsmateriale er mangelfuldt, som det har vist sig at være, medfører det derfor, at andre myndigheder og politikere får et mangelfuldt billede af bygdens erhvervsforhold. KGH's driftsøkonomiske vurderings- grundlag presser ofte Atangmik ud blandt KGH's marginale muligheder. Bygden komer til at optræde i en stød- pudeposition, hvor befolkningen ufrivil- ligt må acceptere indgreb fra KGH's side, f. eks. som følge af ændrede om- stændigheder i byen. Heller ikke i disse situationer har Atangmik-befolkningen nogen reelle muligheder for at øve ind- flydelse, da den ikke har kontrol over de nødvendige magtmidler. Manglende beskæftigelse Et af de største problemer i Atangmik er manglende beskæftigelsesmuligheder, [5] bl. a. for kvinderne. Meget tyder på, at problemet kunne løses relativt nemt. Pro- duktionsapparatet står allerede i bygden, blot uden at blive anvendt det meste af året. Da Atangmiks både og redskaber er af ældre dato, må der derfor inve- steres i nyere og bedre materiel efter bygdens lokale ønsker og forudsætnin- ger. En investering i både og redskaber kombineret med en lokal overtagelse af frysehuset, eventuelt på andelsbasis, kunne skabe tiltrængte beskæftigelses- muligheder. Det kræver imidlertid, at bygdebefolk- ningen modtager udførlige oplysninger om mulighederne for drift af frysehuset og om de forskellige erhvervsstøttebe- stemmelser. En aktiv grønlandsk konsu- lenttjeneste er en nødvendighed, hvis disse informationskrav skal opfyldes. Befolkningen i Atangmik har selv tal- rige gange forsøgt at gøre sig gældende for at få en udvikling i gang, både bolig- mæssigt, skolemæssigt og produktions- mæssigt. Megen tid og energi og mange kræfter er således gået til at afholde møder, udfærdige skrivelser, udforme strategi og planer for simpelt hen at undgå den nedlæggelse af bygden, som de politiske myndigheder i en lang år- række har haft planer om. Befolkningens langvarige kamp for at stoppe en nedlægning af bygden er blevet indgående behandlet i rapporten. Selv om bygden ikke synes at være i fare for nedlæggelse i dag, kan dette dog næppe tilskrives befolkningens ihærdige indsats. Det synes snarere, som om politikerne og myndighederne i dag har fået øjnene op for de meget uheldige virkninger, befolkningskoncentrationspolitikken, og dermed fraflytninger fra bygderne, har medført i byerne. Som en konsekvens af bygdernes manglende indflydelse på egne forhold er de nye bygderåd blevet vurderet i rap- porten. Disse synes ikke at give bygde- befolkningen tilstrækkelige indflydelses- muligheder på egne forhold. Bygderå- dene må godt nok ses som en positiv ny- skabning, men dog med en temmelig stor brist i bygderådenes beslutningskompe- tence. Hvis nogen af de eksisterende interessemodsætninger ønskes formind- sket, og hvis bygdebefolkningerne selv skal kunne træffe beslutninger om bygde- forhold, skal et bygderåd bl. a. selv kunne formulere, prioritere, planlægge og gennemføre opfyldelsen af behov og mål ud fra egne forudsætninger. Derfor må et sådant bygderåd selv kunne mod- tage og forvalte midler tilført udefra, herunder kapital, ekspertise og viden. Forskellige mål med udviklingen Bygdebefolkningen står på grund af en række samfundsbetingede faktorer langt ringere stillet på det erhvervsmæs- sige område, end de naturbetingede fak- torer nødvendiggør, og ligeledes står bygdebefolkningen meget svagt med hen- syn til deres muligheder for at påvirke de samfundsbetingede faktorer. En væsentlig del af årsagerne til dette udviklingsforløb skal søges i G-60's er- hvervspolitik, men langt fra hele årsagen ligger her. En række generelle tendenser og fællestræk i samspillet mellem bygde- befolkning og de politisk/administrative myndigheder viser, at myndighedernes informationer om de enkelte bygder ofte er meget utilstrækkelige, både med hen- 77 [6] syn til deres relevans og deres korrekt- hed. Endvidere har de forskellige grup- per, som har indflydelse på bygdernes udvikling, meget ofte forskellige mål for denne udvikling, ligesom de ønsker at anvende forskellige midler til at nå disse mål. : De grønlandske bygdebefolkninger har generelt et ringe kendskab til det politiske og administrative system samt til, hvorledes de har mulighed for at på- virke de politiske og administrative myn- digheder. De råder kun over meget få ressourcer eller hjælpekilder, som de kan udnytte til at påvirke bygdeudviklingen i retning af egne mål. Bygdebefolkningerne har et godt kendskab til de traditionelle erhvervs- muligheder indenfor fiskeri og fangst i lokalområderne, samt til hvorledes disse muligheder kan udnyttes på traditionel vis. Derimod synes de kun at have min- dre indsigt i, hvilke mere utraditionelle erhvervsaktiviteter, de kunne tage op, samt til de funktioner, som de ikke nor- malt er engageret i, f. eks. hele salgs- funktionen for de lokale produkter. Traditionelle investorer Etablering af nye erhvervsaktiviteter vil i reglen stille større krav til kapital, end bygderne selv besidder, og der er således behov for fremmedkapital. To instanser har i denne forbindelse betyd- ning for bygdebefolkningen som mulige kilder for en sådan kapital, nemlig de private pengeinstitutter (Bikuben og Grønlandsbanken) samt Erkvervssløtte- udvalget (ESU). Pengeinstitutternes ud- lånsbetingelser er væsentlig ringere for bygdebefolkningen end ESU's, hvorfor 78 bygdebefolkningerne bliver meget af- hængige af ESU og aktive investorer såsom Den kongelige grønlandske Han- del (KGH j og private næringsdrivende. ESU, der på mange områder har haft stor betydning for Grønlands erhvervs- udvikling, har eksempelvis på fiskeriom- rådet kun ydet lån til større kuttere, som i bygdemæssig ammenhæng ikke altid er hensigtsmæssige. Flere ansøgere fra byg- der er blevet presset til at købe større kuttere, end de egentlig ønskede. Dette har i flere tilfælde forårsaget, at kut- terne senere er blevet taget tilbage på grund af mangelfuld afdragsbetaling, således at låntagerne er endt med en uoverkommelig gældsforpligtelse. Sam- tidig har denne udlånspolitik afholdt mange bygdefiskere i åbentvandsområ- det fra at søge om lån til mindre kuttere, hvilket igen har bremset erhvervsudvik- lingen. Ligeledes har ESU's praksis vist store brister på det informationsmæssige område, idet ESU's beslutningsgrundlag for långivning på mange områder ofte har været alt for tyndt. Som aktiv investor har KGH en gan- ske særlig stilling ved på næsten alle om- råder at gribe ind i bygdebefolkningens tilværelse. KGH har således ikke alene betydning for bygdernes produktions- mæssige forhold, men også for deres for- syningsmæssige og trafikale forhold. I relation til bygdernes erhvervsudvikling er KGH's holdning stærkt præget af en driftsøkonomisk betragtningsmåde, hvor de enkelte aktiviteters rentabilitet og driits.øljQri.omiske betydning for KGH får en afgørende indflydelse på Hande- lens stillingtagen til erhvervsaktiviteter. De private næringsdrivende har ofte [7] betydning for bygdernes erhvervsudvik- ling som alternativ til KGH og ESU som finansieringskilde. På længere sigt opstår dog ofte et modsætningsforhold mellem private næringsdrivende og byg- debefolkningen, som ikke er til nogen fordel for bygderne. De næringsdriven- des stræben efter overskud kommer i modsætning til bygdebefolkningsens øn- sker om stabile beskæftigelsesmulig- heder. De enkelte kommunalbestyrelser står i reglen meget stærkt overfor bygdebe- folkningen, fordi bygdernes repræsen- tant ofte føler sig isoleret og i mindretal. Dertil kommer, at overordnede myndig- heder tilsyneladende lægger mere vægt på kommunalbestyrelsens udtalelser end på bygdebefolkningens. Denne proble- matik er især behandlet i Atangmik-rap- porten, hvor mønstret i det politiske spil om en nedlægning af bygden analyseres. Bygderådene uden kompetence De nye bygderåd skulle afhjælpe denne situation, men disse råd kan ikke få afgørende betydning, da deres reelle kompetence er minimal, eftersom de er underlagt afgørelsen i bl. a. kommunal- bestyrelser. Bygderådene burde selv kunne planlægge og gennemføre opfyl- delsen af deres behov og mål ud fra deres egne forudsætninger. De må selv kunne modtage og forvalte midler tilført udefra i form af kapital og ekspertise. I samme forbindelse er en række nye betænkninger og indstillinger analyseret og vurderet i relation til bygdernes er- hvervsudvikling. Sammenfattende gæl- der, at de fremsatte forslag rummer mu- lighed for en mere bygdeorienteret er- hvervsudvikling, men at de på ingen måde giver nogen form for garanti for, at en sådan udvikling vil finde sted. Lokalsamfundsundersøgelsens analy- ser og konklusioner går mod en decen- traliseret produktion, hvor de tilgænge- lige råvarer anvendes mest hensigtsmæs- sigt ud fra et beskæftigelsesmæssigt hen- syn til bygdebefolkningerne, idet selv små råvare forekomster udnyttes ved hjælp af en arbejdsintensiv produktions- proces — med skyldig hensyntagen til overfiskningsproblemer. En sådan pro- duktion vil på den ene side medføre større lønomkostninger og muligvis også større fragtomkostninger, men på den anden side vil den også på længere sigt betyde færre omkostninger til afskriv- ning, vedligeholdelse og forrentning af kapitalkrævende produktionsanlæg. Små samfund er karakteriseret ved en lavere kriminalitet, mindre grad af op- levet fremmedgjorthed og mindre en- somhed, men tillige også ved en vanske- ligere adgang til de samfundsmæssige goder, som følger en høj levestandard. Hvis det naturbetingede erhvervsgrund- lag ikke udnyttes i tilstrækkelig grad, kan en bygd blive nedlagt, og det kan ikke kun opgøres i penge. Det medfører mange ikke-økonomiske virkninger af social og psykisk art. Et øget tempo i bestræbelserne for, at KGH's bygdevirksomhed og eksiste- rende private industrianlæg kan overgå til andelsforeninger med bygdebefolk- ningerne som andelshavere, vil ligeledes få stor betydning, idet bygdebefolknin- gernes afhængighed af de politiske og administrative myndigheder samt de pri- vate næringsdrivende dermed kunne 79 [8] blive mindre. En kraftig styrkelse og ud- bygning af andelskonsulentordningen fra den nuværende ene konsulent tillige med et aktivt erhvervsudviklingsråd og en mere bygdevenlig erhvervsstøtteadmini- stration vil derfor få afgørende betyd- ning for bygdernes indflydelse på er- hvervsudviklingen. Forskergruppen består af lektor, lic. mere. Hans Gullestrup, der har forfattet „Bygdesamfund i Grønland - Rapport om nogle udviklingsproblemer", mag. scient. soc. Margrethe Sø- rensen, der er forfatter til „Kangamiut - Påtvungne udvik- lingsproblemer i en grønlandsk bygd", og cand. mere. Hen- ning Schwerdtfeger, der har skrevet „Atangmik - Påtvungne udviklingsproblemer i en grønlandsk bygd". 80 [9]