[1] Kangeq Et uddrag af Grønlands historie af Hans Christian Gulløv En historie Den ældste del af udstedet Kangeq i Godthåb kommune markeres ved nogle tykke møddingslag, som ligger ned til tidevandszonen og stritter med knogler og træstumper. Man ser de frodige pu- der af græs øjeblikkeligt, når man kom- mer sejlende ind til udstedet. Mægtig- heden varierer fra l l/z til 2 meter. Lig- nende møddingslag kan ses overalt langs Grønlands kyster og vidner om en år- tusindlang bosætning. Det er i disse affaldsdynger, at oplysninger om svund- ne perioder af Grønlands historie gem- mer sig. I sommeren 1968 arbejdede National- museet i Kangeq. På den yderste pynt i udstedets ældste del blev møddingen undersøgt. Græstørven var netop blevet fjernet, og dér mellem nogle mørnede træstumper lå en mængde, bittesmå, farvestrålende perler. Det så prægtigt ud med alle de farver i den mørke tørvejord. Da, lød en smittende latter bag os, og vi så op på en lille, ældre kvinde, hvis ansigt var ét stort smil. Ved siden af stod en ældre mand med alpe- hue og havde svært ved at holde latteren tilbage. Det var det gamle kateketpar. Og så kom forklaringen: I 1936 havde de boet herude på pynten, hvor nu kun tomten af huset stod tilbage. En dag havde hun tabt sin trææske fyldt med perler på vej hjem fra butikken og havde siden ikke kunnet finde den. Nu havde vi fundet den til hende 32 år efter. Og hun gav os latteren. Dette dyk ned i en nær fortid blev indledningen til et bekendtskab med en usædvanlig, grønlandsk lokalhistoriker, som siden da altid har holdt sin dør åben for os. Herude ved mundingen af Godthåbs- fjorden har fangsten og fiskeriet altid været omfattende, hvis man skal dømme efter det bevarede, historiske kildemate- riale. De store fugletræk nordfra til vin- terens isfrie områder har gjort yder- kystens skærgård til et af de fuglerige- ste langs kysten. Sæltrækket omkring Kangeq-pynten og øerne i nærheden har i århundreder lokket fangere til, helt fra kysten nordøst for Kap Farvel. Nepisat-forekomsten om foråret har gjort området til et meget besøgt møde- sted, hvor hundredevis af telte til tider er set rejst. Men det er lang tid siden. Der skal et længere ophold til, før euro- pæere får aversionen mod klimaet ud af kroppen og lærer at forstå, hvorfor de 97 [2] Kangeq. Midt i billedet ses møddingen, hvor undersøgelserne i 1968 fandt sted. Til venstre ses KGPTs bygninger. Pot.: H. C. Gullev (juli 1968), fordums så dygtige kajakroere blev draget mod denne plet. Fridtjof Nansen behøvede blot tre uger. Hans Egede for- søgte det gennem syv lange år. Rink nøjedes med at konstatere, at „hele Plad- sen har et meget uhyggeligt Udseende ...(t Men der har lydt latter herude i knap 4.000 år. I dette store tidsrum har mange begivenheder fundet sted. Begi- venheder, som har været skelsættende for historien; og det er disse bidrag, der i det følgende skal berettes om, på om- rådets egne betingelser. De første spor af mennesker Godthåbs f jordens, nup kangerdlua, vest- lige side udgøres af Nordlandet, akia, hvor de kuplede fjeldtoppe ikke når op i mere end 200 meters højde. Herfra falder dette basaltområde mod havsiden for til sidst at ende i et mylder af øer og skær, som strækker sig 10 kilometer ud fra kysten. Hele dette område er mærket af isskuringer, mens de lavere beliggende partier er opfyldt af aflej- ringer af opslemmet ler samt marine skaller. Forekomsten af de sidstnævnte må forklares som den landhævning, der har fundet sted siden isens forsvinden, og som tydeligst markeres dybt inde i fjorden ved store strandterrasser. I de sidste århundreder har kystlandet atter sænket sig. Kangeq-møddingens store affalds- 98 [3] dynge begynder et stykke over klippen. Men i det mellemliggende lag findes de første spor af mennesker på dette sted. På selve strandgruset kunne der i 1968 opsamles enkelte affaldsstumper af kvarts og angmaq (den bløde skiffer- sten). Umiddelbart over strandgruset blev der registreret et fuldstændig om- dannet tørvelag, som var mørkebrunt men iltede ved blotlæggelsen og blev ganske sort. l selve dette, relativt tynde lag blev der fundet tre våbenspidser af angmaq. Dette sparsomme fund kunne sandsynligvis have været øget, hvis en større fladeafdækning var blevet fore- taget. Men det var unødvendigt, idet påvisningen af redskaber i deres oprin- delige position var tilstrækkeligt. Des- uden er de sparsomme, grønne lokali- teter i skærgården rekreative områder, der opfattes som en del af dette miljø. De små, fint tildannede spidser svarer nøje til dem, man finder langs store strækninger af vestkysten. De har ikke kunnet sættes i forbindelse med nogen bolig, hvorfor en nøjere datering heller ikke foreligger. Men dateringer fra an- dre lokaliteter fortæller, at de må pla- ceres i tidsrummet ca. 1700—900 i den periode, der omfattes af Sarqaq-kulturen. Men Kangeq-området er mere end blot et forbjerg. De nærliggende øer må inddrages, for ikke at lade enkeltoplys- ningerne forsvinde i isolation. På øen Itivsålik et par kilometer længere mod vest blev der i 1972 gjort et spændende fund. Ved undersøgelsen af en nyere teltring afdækkedes resterne af en bolig eller rettere en teltring, beliggende ne- denunder. Denne sidste var klart adskilt fra den første ved et fundtomt, urørt tørvelag. Hvad der imidlertid gjorde fundet interessant i denne sammenhæng, var det store indhold af afslag og red- skaber af angmaq, kvarts og kalcedon. Af redskabstyperne kunne sluttes, at der atter var tale om et kulturlevn fra Sarqaq-perioden. Mere end 550 gen- stande lå i den lille prøvegrøft, hvilket var et mærkbart spring i fundintensitet sammenlignet med resultatet fra Kangeq. Ydermere kunne der opsamles trækul fra boligens ildsted til brug ved en C-14 analyse. Fundet kan sættes i forbindelse med Sarqaq-folkets kystaktivitet, om hvilken man ved meget lidt. De få oplysninger, der findes om denne, stammer fra Diskobugten. Derimod ved man betyde- ligt mere om indlandsaktiviteten, hvor især undersøgelser af rensdyr jægerbo- pladsen ved Itivnera må fremhæves. Denne er dateret til ca. 1100 f. v. t. men kan ikke umiddelbart bruges til sammen- ligning, da der kan være mange århun- dreder, som adskiller Itivnera fra Itiv- sålik. Et bevis for denne antagelse blev fremlagt i forbindelse med dateringen af den formodede forårsfangstplads ved Qornoq i Godthåbsf jorden. 'Alderen var her ca. 1700 f. v. t. Det er ikke urealistisk at forestille sig fjordmundingen som et egnet sted for fangst. Overalt findes der levn fra Sarqaq-perioden: I de store langhuses sammenstyrtede tørvevægge, under tom- terne og mellem strandgruset nedenfor de haveroderede kulturlag. Når de regel- mæssige varmeperioder har gjort det muligt at søge nye jagtterritorier nordpå, er mennesker fra vest kommet over Nares Strædet for derefter at spredes 99 [4] langs de grønlandske kyster. Hvilken indvandringsbølge, de første mennesker ved Kangeq skal sættes i forbindelse med, vil dateringen fra Itivsålik bl. a. give oplysning om. Halvt nede i det omdannede tørvelag i Kangeq-møddingen afdækkedes nogle lodretstående sten, der kunne se ud som et ildsted. Et stort brudstykke af en spydspids (?) af kvarts blev fundet her. Dertil kom flere hundrede afslag af samme materiale. Det var stensmedens værksted. Der kan her være tale om restér fra Dorset-folkets bosætning, hvilket vil sige fra det første årtusinde efter vor tidsregning. Men fundet er for sparsomt til, at man kan slutte noget absolut. Herved bliver det, og Kangeq- omrtdet ligger øde hen i århundreder. Kun nogle små kølvandsdønninger skvul- per ind mod forbjerget, når Vinlands- skibene sejler mod vest inde fra Sandnes i bunden af Ameralikfjorden. De eskimoiske hvalfangere Det er vanskeligt at sige noget om Kangeq-befolkningens eventuelle kon- takt med nordboerne; men det kan f ast- slåes, at de har fundet norrøne gen- stande, hvad enten de så er kommet i besiddelse af disse ved bytte med fræn- der sydfra eller på sommerrensdyrjag- terne inde i fjordene mellem de tidligere, norrøne græsningsområder. Herinde kan de i de forladte gårde have fundet bl. a. den spillebrik af fedtsten, de to rød- spættede slibestene af igalikosandsten og det træstykke med zig-zag-ornamentik, som_er fundet dybt nede i Kangeq-mød- dingen. Disse fund af norrøn oprindelse ligger umiddelbart over de ældste kultur- 100 lag, hvori de første spor af mennesker i området blev fundet. Da Ivar Baardsøn 1 midten af 1300-tallet fandt egnene om- kring Godthåbsfjorden øde, omtaltes ingen fast eskimoisk bebyggelse, og man kan derfor gå ud fra, at de før omtalte norrøne genstande er bragt til Kangeq, da de første eskimoiske hvalfangere bo- satte sig dér kort tid efter Vesterbygdens undergang. I hvert fald indtil nye resul- tater omstøder denne antagelse. Den nye Nordbo-Inuit Undersøgelse vil i som- meren 1976 søge at komme nærmere en løsning af problemerne omkring dette kulturmøde. Det er en teknisk veludstyret fanger- befolkning, som slår sig ned i området. Ingen spor af boliger er endnu fundet Fra denne periode på trods af et inten- sivt registreringsarbejde af bebyggelsen langs hele kysten fra Kook-øerne i syd til Atangmik i nord. Men måske ligger de gemt og glemt under den senere tids store langhuse. De tykke kulturlag i Kangeq vidner i hvert fald om stor ak- tivitet på stedet i de forløbne 500 år, hvor affaldet har hobet sig op i næsten 2 meters højde. Det er især store mængder træ, som dominerer i møddingen. Både genstande _af træ og rå træstykker. Dette er et gan- ske andet billede end det, som viser sig ved lignende undersøgelser længere nordpå. I Therkel Mathiassens publi- kationer omtales den store forekomst af hvalbarde på de lokaliteter, han i 1930'erne undersøgte. Det kunne således tyde på, at hvalfangsten også dengang har fundet sted længere mod nord, lige- som de senere tiders sommerfangstrejser fra Kangeq-området. Vi befinder os i det [5] . Eksempler på redskaber Tegning: H. C. Gullav. fra Sarqaq-kulturen i Kangeq-området. Øverst: fra Kangeq. (Tre våbenspidser af tilhugget og sleben angmag samt kvarts). Nederst: fra Itivsdlik. (Stikkel af kalcedon semit våbenspidser af sleben og tilhugget angmaq). berts Sound. Mødet mellem den lokale område på vestkysten, hvor betingelserne for den sidste og endelige udvikling af kajakken til et suverænt fartøj kan have været til stede. Hvalerne lokkede ikke blot eskimo- erne nordpå. Der er en stigende aktivitet af fremmede folk, og i 1585 går eng- lænderen John Davis i land på Kangeq- kysten. Godthåbsfjorden får navnet Gil- befolkning og de fremmede resulterer i en livlig byttehandel omkring skibene, hvor flere kajakker bliver „købt", ligesom eskimoerne sælger „tøjet på deres krop". „Da vi ikke forhastede os med at komme til dem, gik en af dem op på toppen af klippen og løb og dansede, som de havde gjort den foregående dag, og viste os et sælskind samt en anden ting, lavet som tamborin, som han slog på med en stok, så den gjorde støj som en lille tromme." Det bemærkes, at der mellem øerne fandtes en mængde træ, om hvis oprin- delse man ingen anelse havde men skøn- nede, at det voksede inde i landet, idet „befolkningen havde store forsyninger af kastespyd og årer, som de ikke reg- nede for noget, men overlod os for små- ting som jernspidser og papirstykker". På den anden rejse i 1586 opsøgte Davis atter Gilberts Sound og beskrev „deres huse nær stranden, som var opført med træstykker på begge sider, med pæle lagt overtværs og derefter dækket med jord". Om selve formen foreligger der ingen oplysninger. Ganske vist omtaler Fro- bisher, 9 år før Davis, husene som runde, nedgravede og ofte sammenbyg- gede med flere; men vi ved endnu ikke, om dette gælder for den sydlige del af vestkysten. Men vi ved, at de første europæiske toner har lydt ud over skærgården på dette sted i 1585, og at det næppe har været elisabethiansk taffelmusik men nærmere de britiske øers traditionelle musikform, som danner grundstammen i den musik, der spilles på Grønland i dag. Disse møder ved Kangeq-området, som Davis' beretninger giver første- 101 [6] håndsoplysninger om, blev ikke fortsat med den gensidige tolerance, som den første nysgerrighed lagde op til. Da ski- bene i 1587 for stedse forlod de grøn- landske kyster, havde mange eskimoer ved Kangeq måttet lade livet, mens skip- per "selv havde mistet et par gode folk. Men eftertiden har fået en fyldig beret- ning om en lokalbefolkning, der sidenhen skulle få rig lejlighed til at mærke euro- pæisk nysgerrighed. Hvalfangere har kastet anker ved fjordmundingen og tuskhandlet, inden den videre sejlads. Umiddelbart øst for Kangeq ligger „Faltings Havn", hvor James Hall den 27. maj 1612 muligvis søgte ind og navngav „Harbour of Hope". Der blev tegnet landtoninger og specialkort over Godthåbsfjorden, som blev kaldt „Balls River", mens Ameralik- fjorden fik navnet „Lancaster River". I 1653 landede David Daneli ved en ø på 64° 8' og handlede med eskimo- erne. Det har efter al sandsynlighed været 5 Kangeq-området. Året efter an- kom han til samme sted, sejlede et par mil ind i Balls Revier, som det nu var kommet til at hedde, og røvede fire men- nesker, der blev ført til Norge, hvor de blev malet. Billedet er nu en væsentlig kilde til studiet af det eskimoiske folk sairimenholdt med Olearius' beskrivelse af de tre overlevende kvinder, der blev ført til fremvisning og undersøgelse på Gofctorp Slot. 70 år senere kan grønlæn- derne fortælle Hans Egede om menne- skerovet og spørge, hvordan det siden er gået dem. De lærte at tale sproget flinkt rnea døde under Københavns belejring af fejl- eller underernæring. Herefter begynder kildematerialet at blive fyldigere, og der kommer et grøn- landsk islæt i den ellers så ensidige kul- turformidling. Sagn og "virkelighed De første kolonister bemærker i begyn- delsen af 1700-tallet, at der hvert forår samles mange mennesker ved Nepisat- sundet nogle kilometer nordøst for Kangeq. Der fanges stenbidder og sæl; der leges, danses og fortælles sagn; dér findes ægtefæller, og man går på besøg hos hinanden i teltene. Senere fortsætter størsteparten videre mod nord. Det er sydlændinge, hvoraf nogle familier kom- mer nede fra egnene omkring Kap Far- vel på vej op til sommerens hvalfangst- pladser. Men også om vinteren er der søgning til området ved Kangeq. Man fortæller, at storfangeren Singa- jik med sin familie drager ud fra Arsuk, fordi han har hørt om dette rige Kangeq, hvor der er god jagt året rundt. Vel ankommet får han anvist bolig hos en af stedets fangere. Snart hører han om den mægtige fanger Qitoraq, der sammen med sine brødre og eneste søster bor på bopladsen Igdlorpait vest for Kangeq. Han beslutter at opsøge denne boplads. Derude møder han en ung kvinde, som er så smuk, at Smgajik, der aldrig har brudt sig om kvinder, beslutter sig for at gifte sig med hende. Hun bor sammen med sin mor et stykke fra de andre bo- pladsfæller i et hus, som ligger højere end de øvrige. Han flytter ind i huset, som udvides og bliver hans hjemsted i de næste par år. Da svigermoderen efter denne periode dør, flytter de to andre med deres søn, Tusilartoq, tilbage til Kangeq. De får anvist en plads på syd- 102 [7] Fangere ved Nepisat-sundet ca. 1920. Egede nævner i 1728, at han den 21. april finder mere end 100 familier samlet på dette sted. Fot.: John Møller (ca. 1920). siden af den lille vig på stedet, hvor de bor resten af deres liv. Tusilartoq rejser flere år efter dette til Igdlorpait, hvor han i en brandstorm henter Qitoraq- brødrenes eneste søster, og fører hende fastbundet til sin kajak tilbage til Kangeq som kone. Dette handlingsforløb berettes for Knud Rasmussen af Esaia fra NyHerrn- hut i 1902. En anden beretning „Om sydlændingen Singajuk og hans Efter- kommere" blev sendt til Rink af Hendrik fra Ny Herrnhut og indgik i samlingen „Eskimoiske Eventyr og Sagn" fra 1871. Der er så mange fællestræk i de to beretninger, at der næppe hersker tvivl om, at det er den samme person, de omhandler. Mens Hendriks knappe beretning er sendt til Rink i nedskrevet form, så er Esaias beretning noteret di- rekte ned af Knud Rasmussen, med det resultat, at der foreligger en meget lang beretning, hvis geografiske detaljer er særdeles præcise. Hendriks nedskrevne beretning må imidlertid opfattes som en slægtskrønike, idet fortælleren oplyser at være tip-tip-oldebarn af Singajuk. Denne oplysning har fået Eigil Knuth til at gøre et forsøg på at opstille en genealogi over personerne i beretningen ved at gen- 103 [8] Fot: Kangéq. Sydsiden af vigen, hvor Singajik slog sig ned ' ' ot: C GuIIov (aueust I972)' . og levede til sine dages ende, hvilket - ifølge Eigil Knuths undersøgelser - vil sige til 1756. nemgå kirkebøgerne fra Ny Herrnhut. Ifølge disse oplysninger skulle Singajuk have levet i slutningen af 1600-tallet og således være ankommet til det rige Kangéq, før den dansk-norske missions- virksomhed satte ind. Der er imidlertid så mange uklare punkter i denne beret- ning, at forsøget på datering må tages med forbehold. Men der er andre måder at tidsfæste fortællingen på. Esaias omtale af Igdlprpait og de mange topografiske oplysninger kunne tænkes at være Knud Rasmussens til- føjelser, idet han selv besøgte Kangéq i 1902; men dette synes ikke at være tilfældet. I 1972 og 75 blev der foreta- get undersøgelser på stedet; disse blev udført for at få et billede af den eski- 104 moiske bosætning og kulturelle situation omkring kolonisationstidspunktet i 1721. Som en hjælp blev brugt et kort fra 1731 udført af søløjtnant Andreas Gerner, der samme år var opsendt til Grønland for at foretage kartografiske arbejder og bistå ved hjemsendelsen af garni- sonen under guvernør Paars. Kortet vi- ser Godthåbsfjordens munding og er særdeles nøjagtigt. Hvad der i denne forbindelse har interesse, er afmærknin- gen af de eskimoiske boliger (på kortet: Wildmands Huuse). Disse findes på sydsiden af Håbets Ø i et antal af fire tillige med et enkelt på øen, Itivsålik, umiddelbart syd herfor; men der er ingen afmærkning ved Kangéq. Det sidstnævnte kan skyldes, at der ikke på [9] dette tidspunkt, sommeren 1731, boede mennesker på dette sted. Der kan heller ikke formodes at have boet mennesker i de markerede boliger, som dog alligevel må have stået forladte på stedet. Men bopladsen Igdlorpait har været be- folket om vinteren, og fra perioden 1721 -28 foreligger et trykt kildemateriale, som bekræfter dette (Hans Egedes Per- lustration). Med kortet som udgangs- punkt er tre af tomterne på Igdlorpait blevet udgravet ligesom den enligt belig- gende syd herfor, og tre af disse kunne med sikkerhed siges at have været beboet i perioden 1721—28. Den fjerde, som ligger i den sydlige del af Igdlorpaits centrale hustomtkompleks og højt hævet over de øvrige (mere end 10 meter over havet, målt ved middelvandstand!), voldte hovedbrud. Det er lidt over 11 meter i længden og afslørede en meget sparsom inventarliste. Den ene halvdel havde næsten intet kulturlag, før end grundfjeldet dukkede frem. Derimod viste den anden halvdel et fyldigt kul- turlag, som fremhævedes ved grundfjel- dets dybere beliggenhed. Det fremgik, at huset oprindelig havde været betydeligt mindre, hvorefter det på et tidspunkt var blevet udvidet til det dobbelte; men dog kun til brug i en ganske kort tid, én eller højst to vintre. Fundene i den op- rindelige, ældste halvdel var rent eski- moiske uden europæiske genstande, mens den tilbyggede halvdels sparsomme fund indeholdt en stump teglsten og et lille stykke glas, som også kendes fra Håbets Koloni. Uden for vestvæggen var grav- lagt en ældre kvinde. Før disse oplysninger blev kendt, for- talte Kangeq's kateket og lokalhistoriker, at hvis vi søgte Singajiks hus, skulle vi undersøge tomten, som lå højst oppe. Resultatet af dette forslag foreligger nu, og forbindelsen mellem sagn og virkelig- hed har fået ny næring. På en akvarel af Aron fra Kangeq ses skildret en episode foran Vånings- huset på Håbets Koloni. Det er Egedes vagthund, som angriber Tusilartoq's søn Ignatius. Begivenheden fortæller indi- rekte, at både Singajik og dennes søn må have boet i området længe før 1721—28. Men historikeren Aron skal der senere vendes tilbage til. Dragningen mod vest Mangelen på bebyggelse i Kangeq kunne tænkes at hænge sammen med den begi- venhed, der fandt sted i 1721 på øen vest herfor. Europæerne slog sig ned, rejste hus og foregav at ville overvintre. „De wilde Grønlendere komer hver dag om bord hos os, holder sig wenligen til os, hielper os og i blant at bære Træ og Steen til worris bygning," skriver Hans Egede i 1721. Det blev til syv års nabo- skab med Kangeq-befolkningen, som nok har suppleret husene på Igdlorpait. Også langvejs fra kom der folk rejsende til; men om det var Kolonien eller hval- fangsten længere nordpå, der lokkede, er vanskeligt at sige. Egedes egne oplysnin- ger tyder på, at beliggenheden af Håbets Koloni ingen ændring medførte i den grønlandske livsførelse. Denne fandt først sted en halv snes år senere. Indtil da må tilstedeværelsen af kolonisterne siges at have lokal betydning. Men for anden gang er det beskrivelsen af denne befolkning, der giver hovedoplysnin- 105 [10] Bopladsen Igdlorpait på sydsiden af Håbets Ø. Fot.: H. C. Kapel (juni 1975) Yderst til højre i billedets kant ses det enligt beliggende langhus lige ovenfor is/oden. I horisonten anes fjeldet Hjortetakken inde ved Godthåb. gerne om de vilde indfødte til det un- drende Europa. Grønlænderne har selv en århundrede lang erfaring med qavdlunat. I genera- tioner er der blevet fortalt om dem. Poul Egede skriver, at han engang fik fortalt, at man heroppe altid havde frygtet de store skibe, fordi disse måske var fyldt med folk, der ville vende tilbage for at hævne de „gamle norske", som havde holdt til inde i fjordene i fordums tid. De talrige menneskerov i det forløbne århundrede har medvirket til at under- bygge denne angst. I en af tomterne på Igdlorpait lå der en lille træfigur, som forestiller en kutteklædt nordbo. Fund- omstændighederne tyder på, at det er relativ kort før 1721, at sagnfortælleren har skåret denne illustration. Udform- ningen er ikke detaljeret, som de tidlig- ste, eskimoiske nordbo f remstillinger; men de karakteristiske træk er til stede, og det var dem, man skulle huske på. Hvis Kangeq ifølge 1731-kortet har 106 [11] været forladt, kan det formodes kun at være for en kortere årrække. Dette er imidlertid ikke sandsynligt ifølge de om- talte sagn. Heri gør et manglende træk sig gældende: Egede og den dansk- norske missionsvirksomhed nævnes ikke med ét ord! Heller ikke omtales koppe- epidemien 1733—34, hvor hele lokalbe- folkningen blev stærkt decimeret eller flyttede bort fra egnen. Det sidste har været naturligt, og der berettes om hele husstande på Igdlorpait, som bryder op for at rejse nordpå og først vender til- bage flere år efter. Undersøgelser i tom- terne på Igdlorpait viser, at disse kunne være forladt i 5-7 år, før en genoptaget bosætning fandt sted. Koppeepidemien ramte hårdt. Men Kangeq var fortsat et rigt område. Dalager omtaler Balls Revier som den ypperste og bedste egn på hele vestre side af Grønland. Sagnene siger det samme. Katastrofer har man kendt til før som siden. Kampen om sjælene Under en akvarel af Aron fortæller tek- sten, at Tusilartoq (Moses) fører sin medhustru ned til en konebåd, så hun kan slippe væk, da de tyske missionærer er kommet på besøg; herrnhuterne så ikke med blide øjne på polygami af no- gen art. Hans Egedes grundige missionsvirk- somhed, hvor grønlænderne skulle under- vises, før dåben kunne finde sted, blev ikke benyttet af de tyske hjælpere, som i 1733 blev sendt til landet. Det gjaldt for disse om hurtigst muligt at knytte døbte grønlændere til sig. Og omven- delse gennem dåben var betingelsen for frelsen. Egede havde sået, herrnhuterne Eskimoisk fremstilling, af Tegning; H. C. Gullav en nordbo fundet på Igdlorpait. Set forfra, fra siden og bagfra. Højde ca. 3 cm. høstede. Den tyske effektivitet fik alle- rede i 1749 Missionskollegiet i Køben- havn til at foreslå at overdrage missio- nen i Godthåb til herrnhuterne. Dette blev kun ved tanken. Men herrnhuterne virkede så aktivt blandt kystbeboerne, at mange familier og deriblandt de bedste fangere flyttede til Ny Herrnhut; mens de danske missionærer fortrinsvis vir- kede blandt fjordboerne, som ikke blev regnet for gode fangere. Befolkningen af tog stærkt i Kangeq-området. I 1761 var der 11 døbte blandt de tilbagevæ- rende i Kangeq, mens Ny Herrnhut og Godthåb udgjorde henholdsvis 440 og 200 sjæle. I alt var der 997 døbte i Godthåb distrikt. David Cranz opholdt sig ved Ny Herrnhut i 1761-62 og kaldte Kangeq „ein Vorhof von Neu- Herrnhut". Et forsøg på at stoppe herrnhuternes fremmarch blev gjort af Egil Thorhalle- sen i årene 1765-75. Taktikken var at opsøge grønlænderne på deres gamle pladser, ganske som Egede havde gjort. Ca. 60 kilometer nord for Kangeq lå bopladsen Pisugfik, som under en herrn- 107 [12] hutisk vækkelse i årene 1768-69 blev lagt øde ved befolkningens afvandring til Ny Herrnhut. Dette sted blev Thorhal- lesens første „annexmission". I 1975 blev stedet besøgt af Nationalmuseet. Tomterne viser en særlig arkitektur, hvor de store langhuse var blevet erstat- tet af kvadratiske bygninger med sider på 5—6 meter. Den samme hustype ses i nærheden af Igdlorpait, hvorfra den æn- drer karakter efterhånden, som man nærmer sig selve Kangeq. På denne strækning bliver bygningerne væsentlig mindre, og husgangen har en lille koge- niche. Det er den kendte 1800-tals type, som her træder frem 5 takt med befolk- ningens flytning mod Kangeq. Også hos Nansen er typen beskrevet: „På vest- kysten har den moderne civilisation bragt forandringer for saa vidt, at maden nu gjerne koges ude i særegne rum med grue, der er byggede som en sidedel af husgangen." Thorhallesen kalder Kangeq for „det beste og nærsomste Stæd paa heele Got- haabs Høyde", og i 1776 var Thor- hallesens brorsøn bosat ved Kangeq, hvor han ledede en lille „annexmission". Men da har Thorhallesen forladt landet, og det bliver tilsyneladende kun en kort frist for nevøen, for året efter begynder decentraliseringen af herrnhuternes virk- somhed. Det er blevet tydeligt, at den voldsomme befolkningskoncentration vanskeliggør „eine halbnomadische Le- bensfiihrung", hvilket selv de tyske mis- sionærer må bøje sig for. Fra dette år (1777) bliver Kangeq helt underlagt herrnhuterne, som herefter har frit spillerum blandt kystens befolkning, og i 1801 er alle blevet døbt. Om bosætnin- gen vest herfor vides kun, at geologen Giesecke i 1806 kommer forbi Igdlor- pait, hvor „die Ueberbleibsel mehrerer Gronlå'ndischer Hauser stehen"; stedet har altså på dette tidspunkt været for- ladt. Hele første halvdel af 1800-tallet var en nedgangsperiode. Genoptagelsen af Kangeq som „fangested" i 1805 hjalp ikke på situationen, hvor sundhedstilstan- den forværredes, og brystsygen domine- rede. I 1854 blev Kangeq udsted, og Handelen opførte en udliggerbolig af gråsten med to stuer og køkken. Men der skulle gå mere end trekvart århun- drede, før de dygtige sælfangere atter omtales med respekt. Og dog fandt den grønlandske kultur et nyt og skelsættende udtryk i denne elendighed. Blandt verdenskunstens mestre — Alulerssarut Hvad der satte tingene igang, var an- skaffelsen af et „Apparat til Bogtryk- ning for Inspecteurembedet i Sydgrøn- land". På dette apparat lod Rink trykke en indbydelse, der opfordrede „Enhver, som maatte onske at bidrage noget her- til, om at indsende, under Adressen: „til Sydgronlands Inspektorat", saadanne Meddelelser, som kunde anvendes i det nævnte Øiemed, saasom især: GRØN- LANDSKE SAGN ELLER DIGT- NINGER, SOM NU VEDLIGEHOL- DES BLANDT BEBOERNE AF VISSE EGNE VED MUNDTLIG FORTÆLLING ELLER SANG. PRÆDIKENER, HOLDTE AF MIS- SIONÆRER VED SÆREGNE LEI- LIGHEDER. PRÆDIKENER EL- LER AFHANDLINGER, FORFAT- 108 [13] Kangeq-området. Følgende lokaliteter optrådte navngivne Tegning: H. C. Gull»v. hos herrnhuterne: Kangeq, Kigutilik, Kangåtsiaq, Iterssaq, Sagdlia, Savssivik, Igdlorpait samt Imerigsoq. Dette siger imidlertid ikke, at de var herrnhutiske. De var nærmere affolkede i 1777, da decentraliseringen gennemførtes. TEDE AF INDFØDTE KATECHE- TER. DESUDEN ISÆR ALT HVAD DER KUNDE TJENE TIL MOR- SKAB ELLER UNDERHOLDNING FOR GRØNLÆNDERE. Ogsaa onskes KAART OG TEG- NINGER, udforte af Indfødte, og tje- nende til Beskrivelse af Landet, fornem- melig de mindre bekjendte Fjorde, samt af deres Reiser, Rensjagt o:s:v: De Indfødte, der levere et saadant brugbart Bidrag til Trykning, ville der- for erholde et Honorar, i Forhold til Arbeidets Storrelse og Godhed." Indbydelsen nåede også ud til Kangeq, og inden der var gået et år, havde Rink modtaget mange manuskriptark samt en del tegninger. Det var uden betænkning, at Rink havde opfordret til nedskrivning af „Sagn eller Digtninger"; og en skole- rapport fra 1825 omtalte, at næsten alle grønlændere kunne læse, færre skrive og meget få tælle og regne, hvis man da skal tage den for pålydende. Med den 109 [14] Kangeq 1S94. Et europæisk hus ses i billedets venstre side sammen med flere Fot': ^ R Krabbe (1894)' tørvehuse. Yderst til højre i baggrunden ses endnu et par tørvehuse, hvoraf det ene har været Arons hjem, som dog dengang havde træbeklædning, da det var kateketbolig. grundighed, herrnhuterne lagde for da- gen i deres „skoleundervisning", kunne man derfor forvente, at deres grønland- ske kateketer har behersket skrivekun- sten. De første bidrag er da også fra kateketen i Kangeq, Christian Hendrik, som havde vedlagt illustrationer udført af sønnen Aron. Om Rinks reaktion på disse første billede, vidner et brev til C. C. Rafn ved Nationalmuseet, som blev bekendtgjort med dette fremstød for sagnindsamling. Det hedder her: „Jeg tillader mig at vedlægge 2 Prøver fra en vis Aron ved Kangeq i Godthaabs Distrikt, fra hvem jeg haaber at faae mange Bidrag ..." Det blev til mange hundrede bidrag i de følgende 10 år. Om de mange tegninger, træsnit, akva- reller og litografier, der i årenes løb udvikledes til kunstnerisk fuldkommen- hed uden nogen form for skoling, har Eigil Knuth skrevet fremragende. Men frem for nogen er Aron fra Kangeq per- sonen, der med sin særegne begavelse har formået at ændre det ensidige bil- lede, som historien tegner af den primi- tive indfødte. Beskrivelsen af Kangeq, som „Pladsen (der) har et meget uhyg- geligt Udseende", bliver et ubetænksomt europæisk intermezzo, når billeddigteren 110 [15] Samme motiv som på forrige billede. Kun tomterne ligger tilbage Fot': H' a Gullav (au*usl I972>' efter tørvehusene og den europæiske bolig. Billedet er taget ved middelvande. Ved affalds- rampen til højre ligger tomten efter Arons bolig. De bageste fjelde er dækket af tåge. Bygningerne er nu rykket længere tilbage. Herrnhuterne! gamle våningshus fra Umanaq i Godthåbsf jorden ses til højre l billedet. Forrest ses kateketboligen. Midt i billedet ses skolen med et lille anneks halvvejs oppe på fjeldknolden. fra Kangeq svarer på sine landsmænds vegne. Interessen for Arons arbejder betød en kortvarig bedring i hans legemlige tilstand; men han kunne dog ikke over- vinde sin brystsyge og døde hen imod slutningen af vinteren i 1869 47 år gam- mel kort efter, at han havde tilsendt Rink de sidste fire billeder. Som en hyl- dest til denne kunstens mester udsendte Knuth på hundredeårsdagen for hans død i 1969 et stort, tresproget værk, hvori mødet med nordboerne træder frem med al den kraft, som den visio- nære Aron besad. Men Rink havde dog ikke evnet — sin usædvanlige indsigt til trods — at se sit initiativ som den dialektik, der lagde grunden til en national bevidsthed. Det blev hans kone, der betegnede nationa- lismens visuelle udtryk som „en af de mærkværdigste Billedsamlinger i Ver- den". Bagest i bind II af de af Rink udgivne „Gronlandske Folkesagn" fra 1860 fin- des et kort over Godthåbsegnen, hvor det oplyses, at Aron og Abraham fra Kangeq har været hovedinformanter til de i sagnene omtalte stedsangivelser, oversat af Samuel Kleinschmidt. Her op- 111 [16] Akvarel af Aron fra Kangeq. Hans Egedes ankomst. Man ser indsejlingen til Kangeq med Kook-øerne i baggrunden. træder både et „imerigsoq" som værende Håbets Ø og et „igdluerunerit" som væ- rende Hans Egedes Boplads. Hvorledes den første lokalitet er kommet ind i bil- ledet, vides ikke; men de to lokalkendte og vor egen lokalhistoriker antager ime- rigsoq for det sted, hvor Egede søgte ind, inden han besluttede sig for anlæg- gelsen af Håbets Koloni. Om den mere end 13 meter lange tomt med apsis har været andet end et grønlandsk langhus, vides ikke; men i 1758 er der i Ny Herrnhut Kirkebog anført „Veronica auf Imeriksok" blandt de døde. Det kunne tænkes, at langhuset har været bygget ind i en ældre europæisk tomt. Egede blev vist ind til en hollænderhavn af en kendtmand, så måske taler over- leveringen alligevel sandt. Der er fundet teglsten derude i tomten på imerigsoq; men overalt i de undersøgte tomter på Igdlorpait fandtes teglsten, ligesom en af tomterne har en apsisformet endevæg. Forklaringen kan være, at grønlænderne på dette sted sejlede Egede i møde, som dagbogen siger: „Førend vi kom till Landet, ungefer en 2 Miile derfra, kom- mer endeel wilde Mænds Baader hen ud til os og fulte os stedtse indtil seent paa Aftenen, vi kom udj Hafvnen". Aron har tidligere vist sig som en kritisk historiker, hvilket fremgår af slutbemærkningen til sagnet „Om Grøn- lændernes første Sammentræf med de 112 [17] gamle Nordboer" fra 1859, hvor der står skrevet, „idet jeg skrev denne for- tælling, savnede jeg i allerhøjeste grad kilder til underretning, eftersom vore forfædre i gamle dage var ganske uvi- dende og ikke kunde nedskrive deres be- drifter. Derfor må man antage, at deres efterkommere i gengivelsen af historien om qavdlunakkernes udryddelse enten har berettet galt eller pyntet op med en hel del tilføjelser." Kildekritikken er åbenbar for Aron, og det er således tankevækkende, at han lader Hans Egede komme sejlende til Kangeq, som det er vist på en af akvarellerne i Egede- tegneserien; mens den europæiske, histo- riske tradition placerer den første anker- plads i den såkaldte „Hollænderhavn" et par kilometer øst for Kangeq. Men fundet af hollandske mønter (duiter) ved Kangeq sætter spørgsmålstegn ved denne tradition. Aron har haft meget at sige sin eftertid. Opblomstringstid? Det sidste stykke af møddingen, under det nuværende græsdække, indeholder partier med muslingeskaller (blåmus- ling), ofte i temmelig store koncentra- tioner. Det er velkendt, at disse har ud- gjort et supplement til føden. Et sted kunne der imidlertid iagttages et sam- menhængende lag, hvilket ikke har væ- ret normalt, og det kunne pege hen på en tid med dårlig fangst. I 1857 berettes om sultevinter langs hele kysten, og må- ske er det netop denne hændelse, som kan aflæses i møddingen. I århundredets sidste halvdel bliver tiderne bedre; om det skyldes grønlændernes forvaltning af egne anliggender gennem Forstander- skaberne, er vanskeligt at sige. Man kan blot konstatere, at de to begivenheder er sammenfaldende. I vinteren 1889 får Kangeq besøg af en europæer, en nordmand. Det er Fridtjof Nansen, som efter at have kryd- set indlandsisen på ski må overvintre i Godthåb og benytter sit ophold til et tre ugers besøg ude i Kangeq. Han har sidenhen givet det bedste skudsmål i sine to værker om Grønland af de fremra- gende sælfangere og noterer, at „vi i Grønland finde modigere mænd, end vi er vante til". Øjensynligt har Nansens færd på ski ikke medført noget forsøg på fra grøn- landsk side at udvikle denne transport- metode. Den er ikke skønnet nødvendig så længe, man var totalt afhængig af havet. Fundet af en skispids i resterne af Håbets Koloni viser, at de samme over- vejelser kunne have været gjort i Kangeq-området 168 år tidligere. Poul Egede omtaler det på denne måde: „Derimod kunne vi gøre os til af at gå på skøjter og ski ...", og senere hedder det: „Mit lille følge af små drenge havde forladt mig, efterdi de ikke kunne holde ud at gå med mig, som gik på ski." Men på trods af den gode tid, Nansen tilbragte i Kangeq, har han dog været en af de skarpeste kritikere af den dan- ske forvaltning, som nok gav en forbi- passerende opvækst i Handelens regn- skaber; men på befolkningens bekost- ning. De skiftende op- og nedgange i be- folkningstallet fremhæves af Nansen som et udtryk for en meget ringe folke- sundhed og får ham til at udbryde: „Dette samfund seiler med lig i lasten"; 113 [18] Jørgen Brønlund Fot': John M"ncr (ca' 1900)' fotograferet i Godthåb, inden han blev kateket i Kangeq. men også til at undre sig: „Merkeligt er, at grønlænderne for en stor del har gaat fri for syfilis, som jo er en af de første frugter, vi pleier at bringe de naturfolk, vi udser til offere for vort kulturarbeide." I 1901 ansættes den 23 årige Jørgen Brønlund som kateket i Kangeq. Han får dog kun en kort funktionsperiode, idet han året efter af Knud Rasmussen, barndomsvennen fra Jakobshavn, bliver overtalt til at deltage i Den litterære Ekspedition til Kap York-eskimoerne. Dette korte besøg får dog et efterspil, som atter placerer Kangeq i litteratu- . ren. Sagntraditionen er endnu i live langs kysten, og i Knud Rasmussens udgave af Myter og Sagn fra Vestgrønland skyldes mere end en fjerdedel fortælleren Jua fra Kangeq, „Grønlands Olaf Poulsen", som de kaldte ham. Harald Moltke skri- ver: „At se ham og Knud sammen hørte til de store oplevelser. De slog gnister af hinanden, og sikkert har Jua aldrig fortalt så levende og pustet sit gummi- ansigt så lattervækkende op som hin dag, på Cookøerne, hvor han ganske ene op- førte et helt eventyr med mange perso- ner, fortalt med forskellige stemmer. Grønlænderne vred sig af latter, og jeg selv, der kun gennem hans minespil og fagter kunne følge handlingen, regner disse friluftsscener for nogle af mine bedste teaterminder ... Det var en gan- ske stille aften. Røgen fra det knitrende 'bål steg lige i vejret. Jua sad på en skrå- ning, mens hans fortælling blev nedskre- vet af Knud, og dermed gik over i ver- denslitteraturen." Knud Rasmussen un- dersøgte også under sit ophold gamle eskimoiske grave, hvilket forfærdede beboerne. Et hårdhændet modstykke til sagnfortællerens historiske metode. I 1905 nedtoges brødremenighedens gamle våningshus ved Umånaq inde i fjorden. Den stabledes på en tømmer- flåde og blev fragtet ud til Kangeq, hvor den atter blev rejst og fungerede som kirke med skolestue på loftet. Med denne begivenhed afsluttedes herrnhuter- nes 167 årige virke på symbolsk vis fem år efter, at de sidste missionærer havde forladt landet, fordi der officielt ikke var flere hedninge tilbage at omvende. Sejldugsjollen — svar på en udfordring eller symptom på utilstrækkelighed Med sælernes forsvinden fra havet ved den grønlandske vestkyst aftager også kajakkens brug. Det er i 1920'erne, denne mærkbare ændring finder sted. I 1921 byggede en 14 årig dreng fra Kangeq sin første båd, da hans far på dette tidspunkt var for gammel til at hjælpe ham med bygningen af den kajak, 114 [19] Fortælleren Jua fra Kangeq på Kook-øerne. Malet af Harald Moltke efter en skitse optaget på stedet i 1902. som knægten ønskede sig så højt. Det var en sær blanding af en umiaq og en portugisisk dory. I de efterfølgende år udvikledes konstruktionen af en jolle- type, som i 1941 havde fundet sin ende- lige udformning i sejldugsjollen. Denne jolle blev i de følgende tre årtier proto- typen for jollebyggeriet langs hele ky- sten. Om tilblivelseshistoriens mange righoldige facetter og kringlede forløb er der berettet udførligt i dette tidsskrift (1973, side 81-90). Det fremgår heraf, at konstruktionen — trods den geogra- fiske lokalitets tilfældighed — har nær tilknytning til en rig kajaktradition og et udfordrende kystmiljø. Kulturelt set er der tale om en intel- lektuel og funktionel tilpasning af et er- hvervsredskab til den nye situation, som ændringen af erhvervsgrundlaget havde skabt. Dette foregik et kvart århun- drede, før situationen erkendtes i Dan- mark og blev søgt udnyttet; men da var det for sent, erhvervsgrundlaget er atter i hastig ændring. Bag opfindelsen af denne bådtype lig- ger årtusinders erfaring gemt. Men der spores også kimen til en konflikt, der på én gang er økonomisk og kulturelt be- tinget. Sejldugsjollen har fastholdt mu- ligheden for at skabe en tilværelse på lokale betingelser; men samtidig blev det vestgrønlandske udsted en hæmsko for et større samfund, hvor udviklingens økonomiske vækstkriterier ikke kunne forliges med lokalsamfundets naturalie- baserede tilstrækkelighed. Sejldugsjollen blev et symptom på lokalsamfundets util- strækkelighed. Når et kulturelt element måles i effektivitet ved en sådan syndro- matisk tænkning, dvs. at det bliver me- ningsfuldt at sammenligne sejldugsjollen med trawleren, så bliver det også me- ningsfuldt at spørge, om opretholdelse af et udsted kan betale sig. Konflikten fandt sin løsning, da resul- tatet var givet på forhånd, og Kangeq fik tillige med andre, mindre udsteder den dårligste økonomiske karakter: A. Et sidste forsøg på at ændre udviklingen for Kangeq blev gjort kort efter 1970 med en fiskeriaktivitet, der øgede han- delsforvalterens optimisme og fik ham til at oprette et lille el-værk. Men ind- handlingen blev stoppet, og fiskerne sej- lede deres fangst til Godthåb, dog kun for at konstatere, at benzinudgifterne og leveomkostningerne i øvrigt ikke kunne modsvares af indhandlingspriserne på trods af aktiviteten. Derefter fulgte det traditionelle forløb ved udstedsnedlæg- gelser, hvor institutionerne en efter en ophørte med at fungere. Og den 1. maj 1974 nedlagdes Kangeq efter 120 år som udsted. Sejldugsjollen blev det sidste grønlandske svar på en udfordring, der var skabt af naturen. 115 [20] KGH's bygninger, lejet af Godthåb Turistservice fra maj 1974, efter branden i 1976. Fot.: Poul Andersen (maj 1976). Efterspil Kommunalbestyrelsen for Godthåb kom- mune var repræsenteret ved nedlæggel- sen, som blev overværet af næsten 200 mennesker, hvoraf en del var tidligere fraflyttede Kangeq-beboere. Repræsen- tanten understregede det beklagelige i at skulle affolke en bygd, „men vi er magtesløse overfor tidens krav. Sådan er det overalt i verden", og med en hen- visning til den kendsgerning, at beboerne gennem tiderne altid havde udmærket sig ved at forbedre de traditionelle fartøjer, fortsatte han: dette er „et tegn på, at beboerne hér altid har været i stand til at indordne sig på tidens krav". Kommunalbestyrelsesrepræsentanten sluttede : „I flytter ikke til Godthåb for kun at leve af socialhjælp ... Har I vil- jen til at leve, så kan I leve i Godthåb." Ikke alle kan have været enige i denne udlægning; og et halvt år senere kunne man i en annonce for Godthåb Turist- service læse: „Nu — El-varme på alle værelserne i Kangeq. For kun 30,- kr. pr. overnatning kan man „slippe væk" fra Godthåb, og rigtigt slappe af." I maj 1976 brændte Godthåb Turist- service's hotel og restauration i den tid- ligere butik og lagerbygning. Tidens krav begynder at blive krævende. Der ligger en ituslået harmonika der- ude og vidner om en lystig tid, hvor gamle toner får betragteren til at tænke på den musikalske aften for 391 år si- den, hvor en ny musik fra Davis' spille- mænd blev til et kulturelement. Der blev spillet op til Dødedansen. 116 [21]