[1] Det at være grønlænder Fra en debat i begyndelsen af det 20. århundrede af Chr. Berthelsen I en tid, hvor grønlandsk identitet dra- ges med ind i samfundsdebatten, kunne det måske være af interesse at gå et par generationer tilbage i tiden og få et ind- tryk af, hvordan man så på spørgsmålet dengang. Der løb nemlig en debat om emnet i perioden ca. 1911—20 i Grøn- lands to eneste blade, Atuagagdliutit og AvangnåmioK, — begge rent grønlandsk- sprogede. Man diskuterede begrebet kalålhissnseK, det at være grønlænder eller med vor tids sprog: Grønlandsk identitet, særpræg eller egenart. Den ene part i debatten sætter et klart ligheds- tegn mellem fangererhvervet og det at være grønlænder, medens den anden part fastholdt, at man var lige så god en grønlænder, selv om man havde et andet erhverv, idet sproget var det eneste sikre kendetegn på det at være grønlænder. Der var ikke så få indlæg i debatten — op imod 20 i Atuagagdliutit og ca. 10 i AvangnåmioK foruden andre, der havde berøring med emnet i en anden forbindelse. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, at man begyndte at bruge Atuagagdliu- tits spalter til en større meningsudveks- ling. Dette blad med hjemsted i Godthåb havde lige fra starten i 1861 haft en meget klar linie som et tidsskrift, der bragte artikler af underholdende og op- lysende karakter. Bladets redaktør, Lars Møller,1 kaldet Ar^ahik, der ellers var kendt som en mand med meget faste principper, stillede altså spalterne til dis- position for meningsudveksling. Mulig- vis gjorde han det en smule modstræ- bende. En lidt syrlig bemærkning ved- rørende ordet debat (Kapungneic) i en fodnote til et indlæg, hvor denne ny- modens glose forekommer, kan måske tydes derhen. Det andet af de nævnte blade, Avang- nåmioK med hjemsted i Godhavn, udkom første gang i 1913. Bladet var fra be- gyndelsen åbent for meningsudveks- linger. Man må gøre sig klart, at debat i Grønland dengang havde yderst vanske- lige kår. Godt nok udkom de to foran omtalte blade med et nummer månedligt, men bladene nåede kun én gang årligt ud til det store flertal af deres læsere. Det kunne ikke være anderledes efter datidens kommunikationsforhold. Kun de, der boede i Godthåb og i Godhavn, havde mulighed for at reagere på et 117 [2] indlæg inden for et år. Resten måtte pænt vente indtil et helt år, før de så deres indlæg på tryk, og indtil hele to år, før de kunne læse eventuelle reaktioner. På denne baggrund var der ikke noget ejendommeligt i, at en debat om et be- stemt emne kunne strække sig over en periode på 10 år. Der skulle på den an- den side en stor tålmodighed til for at kunne bevare gejsten så længe. Men der er ingen tvivl om, at det her omtalte emne har optaget sindene stærkt. Men hvorfor denne pludselige trang til at diskutere emnet: Det at være grøn- lænder? — Forklaringen må blandt andet søges i den åndelige og nationale væk- kelse, der prægede tiden dengang på forskellig vis. Den kristelige bevægelse, der udgik fra Godthåb, havde sin store andel heri. Den spirende nationalfølelse fik næring i Henrik Lunds, Jonathan Petersens og andres manende digte med politisk islæt. Sangen fik fornyet vægt som et middel til at udtrykke følelser. Meget andet skete der i disse år. Op- rettelsen af kommuneråd i stedet for forstanderskabet samt af de to landsråd — et i Nordgrønland og et i Sydgrøn- land — betød, at den grønlandske befolk- ning blev draget med ind i varetagelsen af egne anliggender i et betydeligt større omfang end før. Seminariet i Godthåb blev moderniseret, hvad dets rammer og undervisning angik. — Naturen ændrede sig også. Klimaet var på vej til at blive mildere. Sælfangsterhvervet var nu vi- gende, og fiskeri og husdyrbrug be- gyndte så småt at gøre sig gældende i den sydligste del af landet. Antallet af de fastlønnede — kateketer og ansatte i handelen — var stigende, og de var ble- vet mere bevidste som en gruppe. Mange stod usikre over for ændringerne i sam- fundet og så heri en fare for fanger- erhvervet, som af flertallet ansås for at være den eneste eksistensmulighed for landets befolkning, medens andre opfat- tede den udvikling, der var i gang, som et varsel om bedre og lysere tider. Det er ikke hensigten her at omtale hvert enkelt indlæg i debatten, men nogle af de mest typiske synspunkter skal søges fremdraget i sammendrag. Tre artikler dannede optakten til de- batten. To af disse var skrevet af Ma- thias Storchz i Atuagagdliutit i årgangen 1911-12. I den ene artikel fastslår Mathias Storch, at fangererhvervet er det bærende erhverv. Som en konsekvens heraf bør samtlige unge oplæres i kajak- roning, skriver han. — I den anden ar- tikel beskæftiger Mathias Storch sig med spørgsmålet om, hvilke alternative er- hvervsmuligheder der kan blive tale om, hvis fangererhvervet skal vise sig ikke at være tilstrækkeligt som det eneste er- hverv. Han nævner hvalfangst, fiskeri og kulbrydning som muligheder. Han beskæftiger sig endvidere med uddannel- sen af den gruppe, der skal være lærere for deres landsmænd — altså gruppen, som senere skal have ansættelse inden for handelen og — især — inden for kirke og skole. Han nævner to muligheder: l) Man kan sende børn til skolegang i Danmark, eller 2) man kan opføre bedre skoler i samtlige kolonier (byer), og her kan børn, der er udvalgte dertil, få deres undervisning med danske lærere som undervisere. De, der skal indtage ledende stillinger, bør så have mulighed for at gennemgå ekstra uddannelse i Danmark. 118 [3] Den tredie artikel var skrevet af Fre- derik Lynge3 i bladet AvangnåmioK i 1913 og har titlen: „I hvor høj grad bør vi bevare vort grønlandske særpræg?" — I artiklen er der fremdraget og be- skrevet en række eksempler på grøn- landsk egenart, og der konkluderes, at fangererhvervet er det egentlige eksi- stensgrundlag for det grønlandske folk. Der advares stærkt imod at efterligne dansk levevis. Unge mennesker, der lever af tilfældigt arbejde i byerne, bør sendes ud til bygderne med henblik på oplæring i fangererhvervet. Artiklen har iøvrigt sit udgangspunkt i synspunkter, der er blevet fremsat under en række diskus- sionsmøder i Jakobshavn. Det er imidlertid Ferdinand Clasens* indlæg i Atuagagdliutits årgang 1913— 14, der har givet anledning til de kraf- tigste læserreaktioner. Hans synspunkter er helt på linie med Frederik Lynges, og det er nok i første række de nedsættende bemærkninger om fiskeri og om tilfæl- digt arbejde samt de bebrejdende hen- tydninger til dem, der tilstræber at til- egne sig dansk levevis, som har fået et par kateketer til at fare i blækhuset med kraftige udfald imod de af Ferdinand Clasen fremsatte betragtninger. I et indla;g i Atuagagdliutit i 1915 starter hak Lund5 hårdt og lige på: Fangererhvervet bør aldeles ikke være hverken grundlag eller bærer af vores grønlandske levevis. Hvorfor skal grøn- lændere, der forsøger sig inden for andre erhverv, bebrejdes for at abe efter dan- skerne? Vi fastlønnede — bestillings- mænd — er fuldt ud lige så gode grøn- lændere som fangerne. Vi har vores grønlandske identitet i behold, fordi vi taler grønlandsk. Vi bliver aldrig nogen- sinde danskere, men erhvervene vil æn- dre sig med tiden. I Sydprøven f. eks. er fiskeri allerede nu et mere indbrin- gende erhverv end sælfangst. I to artikler i Atuagagdliutit - i 1915 og 1918 — udtrykker Henrik Lund8 som sin opfattelse, at alt for mange gør sig unødige bekymringer om ændringerne i erhvervet og i det hele taget om strøm- ningerne udefra. Disse sortseeres syn på tingene er i nogen grad udtryk for mang- lende tillid til deres landsmænd, for en- sidigt syn på udviklingen og for tilside- sættelse af frihedsbegreberne. Enhver kan se, at det går fremad i Grønland. Man må se i øjnene, at alle ikke kan blive fangere, og derfor er der ingen grund til at tvinge folk, der gerne vil have et andet erhverv, til fangererhver- vet. Problemet er, at Nordgrønland og Sydgrønland er så forskellige, og fejlen ligger i, at man forsøger at styre de to landsdele nøjagtig ens. Såvel fangerer- hvervet som fiskeriet, lønnet arbejde, løst arbejde og husdyravl kan være til gavn for landet, hvis man griber dem rigtigt an. Det at påstå, at fangererhver- vet er den eneste udvej for bevarelsen af grønlandsk egenart og det eneste grundlag for videre udvikling, er et ud- tryk for snæversyn. Vi er et samfund, der taler det samme sprog, og det er i sig selv et vigtigt fælles kendetegn. Uanset nogle beskylder os for at efter- ligne dansk levevis, vil vi kalde os grøn- lændere. - I stedet for den evige snak om oplæring i kajakroning skal man hel- lere drage omsorg for, at børnene lærer at læse, skrive og regne ordentligt. I John Møller7 har fangerne haft en 119 [4] god fortaler. (Han var tilmed i den hel- dige situation, at han boede i Godthåb, så han kunne kommentere Isak Lunds skarpe svar til Ferdinand Clasen i samme årgang af Atuagagdliutit). Naturligvis er fangererhvervet og kajakken meget nær knyttet til det at være grønlænder. Grønlænderne har udviklet deres erhverv gennem mange år. Fangererhvervet er f. eks. grundlaget for handelen i dag. Uden fangererhvervet ville grønlæn- derne ikke have været berømte for deres redskaber. Nordboerne måtte uddø, fordi deres redskaber og deres erhverv ikke passede til landet. Ferdinand Cla- sens formaning til de unge er særdeles berettiget. Vi kan aldrig komme til at leve af landbrug som danskerne. Johan Krentzmann8 henstiller i sit ind- læg i Atuagagdliutit i 1916 til kateke- terne Isak Lund og Henrik Lund om at rådføre sig med fangerne, inden de ud- taler sig om fangererhvervet, thi de har ikke forstand på de dele. Der er ingen, der har sagt, at fangererhvervet, som jo ubetinget er det vigtigste eksistensgrund- lag, skal være det eneste erhverv i Grøn- land. Indhandling af fisk kan være en udmærket ting i perioder, hvor det er småt med sæler. Diskussionen fortsatte endnu i nogle år. I indlæg af fangere kritiseres bestil- lingsmændene for deres tilbøjelighed til at se ned på fangererhvervet, og fordi de forsømmer deres børns oplæring i fangererhvervet. — Sproget alene er ikke tilstrækkeligt som kendetegn på det at være grønlænder, er der én, der skriver. Pågældende, som åbenbart har opholdt sig i Danmark, får som svar følgende påskrevet: Tænk dig nu om, K. T.! Un- der dit ophold i Danmark gik du med jakke, kravetøj og sko. Du spiste ved bordet og brugte kniv og gaffel. Du fik andet end grønlandsk mad at spise. Du hverken fangede sæler eller fiskede. Hvad var så dit kendetegn som grøn- lænder? Sproget! Ikke sandt? Sig så ikke, at vort sprog ikke er tilstrækkeligt som kendetegn! — I enkelte af indlæg- gene omtales en tænkt situation, hvor Grønland bliver overladt til at skulle klare sig selv — f. eks. i krigstilfælde, eller hvis støtten fra Danmark skulle bortfalde. Hvordan kan vi så bedst klare os, — ved fangst eller ved fiskeri ? spør- ger man. Her er fangererhvervets for- talere naturligvis ikke i tvivl. I Atuagagdliutit afrundedes debatten i 1918 ved, at redaktøren konkluderer: Det at være^ grønlænder er at være født og opvokset i Grønland. Vi bliver ved med at være grønlændere, selv om vi spi- ser dansk mad, og selv om vi er kommet til at bo uden for vort fødeland. Bladet AvangnåmioK fortsatte debat- ten endnu et par år. Et af de sidste ind- læg, skrevet af Karl Heilmann9 i 1919, bærer overskriften: „Goddag lands- mand" (Kutå KalåleKatiga). Karl Heil- mann konstaterer, at gnisten er ved at gå af diskussionen, idet der i virkelig- heden kun er ganske ubetydelige uover- ensstemmelser. Han siger, at ingen, der i bund og grund føler sig som grønlæn- der, kan finde på at se ned på fanger- erhvervet. Men andre erhverv har også deres berettigelse. Uanset vi går med flip og slips, uanset nogle af os bor i embedsboliger („danskernes huse"), uanset vi er fangere, fiskere eller bestil- lingsmænd, er vi alle grønlændere og vil 120 [5] altid være det, fordi vi taler grønlandsk. Lad os være enige om det! Så vidt om denne debat for ca. 60 år siden. Emnet er jo evig aktuelt. Blot er problematikken blevet mere nuanceret i vore dage. Noter 1 Lars Møller (1842-1926). Bogtrykker og illustra- tor. Medarbejder i Atuagagdliutit siden bladets start, og dets redaktør 1874-1922. 2 Mathias Storch (1883-1957). Præst, senere vice- provst for Nordgrønland, medlem af Nordgrøn- lands landsråd; forfatter bl. a. til „SingnagtugaK" („En grønlænders drøm"), 1914. 3 Frederik Lynge (1889-1957). Overkateket, senere kolonibestyrer, medlem af Nordgrønlands lands- råd, Grønlands landsråd og af folketinget. 4 Ferdinand Clasen (-1915). Kateket på Hunde Ejlande. Frederik Lynge beskriver ham i sin ne- krolog i Atuagagdliutit 1915 som en meget dygtig prædikant og som en ægte repræsentant for, hvad der er grønlandsk. 5 Isak Lund (1889-1973). Kateket, senere præst, medlem af Sydgrønlands landsråd, har skrevet en række digte. G Henrik Lund (1875-1948). Overkateket, senere præst, medlem af Sydgrønlands landsråd. En af Grønlands betydeligste digtere. 7 John Møller (1867-1935). Fotograf. Grønlandsk autodidakt med meget bred viden. Foregangs- mand inden for fangererhvervet. Dav. tidsp. medlem af Sydgrønlands landsråd. 8 Johan Kreutzmann, sælfanger i Kangåmiut, kendt som træ- og benskærer. 9 Karl Heilmann (1893-1958). Præst, forfatter til to små skuespil og to romaner. 121 [6]