[1] Ved en statslig kæmnerinstitutions bortgang af Jørn Wiirtz I 1951 så en nyskabelse i den lokale for- valtning i Grønland dagens lys — et kæmnerkontor, som var statsligt, men som udover statslige anliggender også varetog en lang række kommunale op- gaver — i første række sekretariats- og regnskabsopgaver for kommunalbesty- relsen. Kæmnerinstitutionen opstod som et re- sultat af den såkaldte store grønlands- kommissions arbejde — nu skulle en ny tid også på det lokalpolitiske område nå Grønland. De enkelte små lokaliteters kommuneråd blev erstattet af en større kommunalbestyrelse med udvidede be- føjelser og med et bestyrelsesområde stort set afgrænset af de traditionelle handelsdistrikter. Et vedtægtsudkast ret nøje svarende til de danske kommuners styrelsesvedtægter afstak retningslinierne for kommunalbestyrelsernes arbejde. Til at lede forvaltningen af kæmner- kontorerne blev der af staten ansat kæm- nere, som blev stillet til rådighed for kommunerne forsåvidt angik varetagel- sen af den kommunale del af kæmner- kontorets opgaver. Ansættelsesvilkårene for kæmnerne — der var til den første 122 halve snes stillinger flere end 300 ansø- gere — var enten som fuldmægtige eller som overassistenter, og arbejdsomfanget blev antaget foruden af kæmneren at kunne klares af en halv- eller en heldags- medhjælper - en tolk var i det mindste nødvendigt i praktisk taget alle tilfælde. Med denne personalestab blev kæm- nerinstitutionen „søsat", men den viste sig hurtigt at være en administrativ gøgeunge — ingen havde øjensynligt kunnet bedømme, hvor meget arbejde der lå i de opgaver, som var tiltænkt kæmnejrkqntoret på forhånd — eller i de nye opgaver, som hurtigt tilflød. Alle- rede i 1953 var kæmnerkontorerne ved at drukne under en enorm arbejdsbyrde. Der lød nødskrig fra kæmnerkontorerne kysten lang om mere personale, da et væld af små problemer var fulgt i køl- vandet på oprettelsen af den ny institu- tion og krævede sin løsning blot for at institutionen kunne finde et ståsted selv for dens udadvendte arbejde (eksempel på telegramkorrespondance: „Hvordan sker flytningen til Umanak?" - „Send sengetøjet med Rink og det øvrige med Jutho." - „Jutho anløber ikke." - ,Ju- [2] Kæmnerkontoret i Godthåb. Fo1': Jørn Wartz (I95S)' tho anløber."). Forskel på søndag og mandag kendtes ikke. Denne uhyre anstrengende periode (et kæmnerkontor indberetter: „Det er os umuligt at klare arbejdet") kom kæm- nerinstitutionen sikkert kun igennem, fordi man inden for grønlandsadmini- strationen har haft den styrke, der lå i at kunne se lyspunkter, hvor der i reali- teten ingen var — følelsen af, at alle var i samme båd, resulterede i, at opgaverne blev løst. Krisetiden på personaleområdet kul- minerede omkring 1960, og kæmnerkon- torerne dukkede ud af slaget med en personalestab, som var næsten fem- doblet. Tiåret fra 1960—70 var præget af en fortsat tilgang af opgaver, men kæm- nerkontorerne var nu i højere grad ind- stillet på denne udvikling, fordi brodden var taget af personaleproblemet. Insti- tutionen erkendte måske også nu bedre sin stilling på et andet område - som den forvaltning, der varetog alle de op- gaver, som ikke umiddelbart passede ind i en anden institutions forvaltningsram- me. Af samme grund var der dagligt tale om en balanceakt mellem, hvad kæmner- kontoret officielt var pålagt at udføre, og hvad „man" uofficielt forventede, at institutionen udførte - principielt var målestokken her for kæmnerkontorets arbejde nok nærmest den, at kæmner- kontoret skulle udfylde de mangler, som i den offentlige forvaltning nødvendig- vis måtte vise sig, når samfundet udvik- lede sig så hastigt. Kæmnerkontorerne koncentrerede i disse år en del kræfter om at skabe en tilfredsstillende normering for persona- let, idet der selv i en endog meget stor personalestab ofte kun var kæmneren som overordnet. Da der samtidig var tale om en omfattende udskiftning i så- vel det lokale som det udsendte perso- nale (indtil de seneste år blev hele per- sonalet principielt udskiftet på fem år), var det på forhånd en umulig opgave at få opgaverne afviklet tilfredsstillende — og iøvrigt med god samvittighed at på- tage sig f. eks. elevuddannelser. Bedre blev situationen naturligvis ikke af, at et udvalg samtidig konstaterede, at kæm- nerkontorerne såvel i det daglige ar- bejde som ved igangsætning af nye op- gaver syntes at mangle fornøden instruk- tion fra centralt hold. Denne periode udløb, uden at der blev opnået andet end et svagt tegn på, at en lysere tid forestod, idet yderligere to udvalg var blevet nedsat med det formål at lette kæmnerkontorets arbejdsmæssige vilkår. Årene siden 1970 har været kendeteg- net af en stærkt øget erkendelse af be- hovet for personaleuddannelse, forbere- delserne til og igangsætningen af skat, 123 [3] Kæmner Kale Rosing med sit personale i Sukkertoppen. I kæmnervæsenets statslige epoke har der på intet tidspunkt været flere end to grønlandske kæmnere, men der er hurtigt efter kommunaliseringen sket en styrkelse .af denne beskedne repræsentation, I dag er 25 °/o af disse lokale topstillinger, hvis stillingsbetegnelse er kommunaldirektør, beklædt af grønlændere. overgang til CPR og den centrale løn- administration samt af en stærkt inten- siveret udvikling af udvalgsarbejdet inden for kommunalbestyrelsen. Side- løbende hermed påkaldte arbejdet i 124 Byrde- og ppgavefordelingsudvalget sig den største opmærksomhed, fordi for- målet her var tidssvarende at skabe større grønlandsk medindflydelse og an- svar. I tilknytning hertil skabtes der på [4] kæmnerkontorerne forhåbning om, at kæmnerkontorernes overgang til kommu- nerne kunne betyde afslutning på mange års uopfyldt behov for den nødvendige bedre personalenormering og en mere klart placeret styrelse af lokalforvalt- ningen, som de seneste år måtte konsta- tere en utydeliggjort styrelsesproces. Formelt var der ingen tvivl om, at det indtil udgangen af 1975 var landshøv- dingen, som forestod den, men lands- rådets institutioner, kommunernes lands- forening og ministeriet tog på det sidste vægtig del i ledelsen. Repræsentanter for kæmnerinstitutio- nen har på et tidligt tidspunkt udtalt, at det er en naturlig og rigtig udvikling, som når sit mål, når kæmnerkontoret den 1. januar 1976 overgår til kommu- nerne. Kæmnerinstitutionen gør det i bevidsthed om, at den har klaret sin dobbelte rolle som opgaveformidler for både staten og kommunen på en måde, som set fra kommunalbestyrelsens side har været tilfredsstillende. Kæmnerinstitutionen mener at kunne se en glædelig bekræftelse herpå i dette, at det ikke i første række synes at have været de grønlandske kommunalbesty- relser, der har ønsket en ændret status for kæmnerkontorerne. Ønsket om en ændret status har vist nærmere haft sit udspring i politiske kredse i Danmark, som har indset det rigtige i at skabe en selvstændig kommunal forvaltning, inden udviklingen gjorde det nødvendigt i Grønland at stille krav om en sådan for- valtning. Situationen på kæmnerkontoret i dag tåler ingen sammenligning med situatio- nen for 24 år siden. I starten kunne man / den statslige kæmner- Tegning af Jørn Wurtz. institutions start udgjorde kæmneren undertiden ene mand hele personalet. opleve at sende regnskaber hjem, som skulle have været afsluttet for to år siden — i dag er regnskaberne afsluttet fra dag til dag. Denne situation er næ- sten symbolsk for, hvorledes kæmner- kontorerne har formået, trods alt, at få arbejdet effektiviseret, selvom der er langt endnu, før det ikke kan blive bedre! Men det, man i dag har opnået, opfordrer til i første række at takke kæmnerkontorets personale, som med stor dygtighed har kunnet indordne sig under arbejdsvilkår, som først og frem- mest kræver afstandtagen fra begrebet 125 [5] Kommunekontoret i Sukkertoppen, som nu har bygningsmæssigt fællesskab •*• Arent" med bl. a, KGH's butikker, hvad der har skabt en interessant og vellykket ramme om bygningens aktiviteter. „dette er ikke mit bord", og istedet til- stræber, at det vigtigste er at opnå, at kæmnerkontoret fungerer på trods af alle vanskeligheder. TaTcken må også rettes til kommunal- bestyrelsen, som igennem årene har for- stået kæmnerkontorets problemer, og vel ofte af samme grund har måttet affinde sig med, at de kommunale intentioner ikke hidtil altid har kunnet få fuldt vingefang. _ Tiden efter 1. januar 1976 vil sikkert også i den henseende vise sig at skabe større bæreevne både for kommunalbe- styrelsen og for de nye kæmnerkontorer, kommunekontorerne. 126 Men een ting vil skæringsdatoen for- håbentlig ikke ændre på — at arbejdet inden for den kommunale forvaltning uændret vil være et spændende og per- spektivrigt område! Og i dette håb er der god grund til at oønske kommunalbestyrelsen og kommunekontorets personale gode nye år med tak for samarbejdet i de for- iøbne 24 år — en afsluttet epoke som jftertideji sikkert tidligt vil betegne som historisk skelsættende for udviklingen af den kommunale grønlandske selvstæn- dighed. ^^ig-;. [6]