[1] Mads Lidegaard Interview ved Tove Beck Madsen Gennem de sidste seks år har Mads Lidegaard været Formand for Det grønland- ske Selskab. Han har imidlertid trukket sig tilbage fra formandsposten nu, men bliver dog stadig siddende i selskabets bestyrelse. — At jeg ikke længere ønsker at være for- mand for selskabet skyldes udelukkende tidsnød. Jeg har været særdeles glad for min tid som formand og vil da også fort- sat arbejde på at føre Det grønlandske Selskab videre, idet jeg beholder en plads i bestyrelsen. — Fra gammel tid har Det grønlandske Selskab jo været centrum for den løbende grønlandske debat. Vore aktiviteter har fortrinsvis været rettet mod tidligere dan- ske grønlandsfarere, som via selskabets aktiviteter dels kunne følge med i, hvad udviklingen i Grønland bød, og dels kunne mødes med andre tidligere grønlands- farere. — Spørgsmålet er i dag, hvorvidt Det grønlandske Selskab i lige så høj grad som hidtil skal rette sine aktiviteter ude- lukkende mod denne målgruppe, eller om selskabets linie eventuelt skal ændres. I dag er debatten om Grønland jo i langt højere grad end tidligere blevet et grøn- landsk anliggende. Der er kommet grøn- landske foreninger i København, og disse har for en stor del overtaget den aktuelle grønlandsdebat. Sideløbende med denne udvikling er der kommet større bevidst- hed om, at det fortrinsvis er grønlændere, der skal tage stilling til problemerne og udviklingen i Grønland. — I denne forbindelse skal der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi skal rette vore aktiviteter mod tidligere grønlands- farere, eller om vi mere skal stræbe mod at give en grundinformation om Grøn- land til danskere. Det hænger også nøje sammen med, i hvor høj grad vi skal være et selskabeligt forum eller mere debat- præget. — Jeg er nok tilbøjelig til at mene, at vi bør stræbe efter at være et folkeligt op- lysningsorgan, således at selskabet kan tjene som oplysningsmedie for et meget bredt publikum. Dog kan det ikke nægtes, at selskabet har en stor svaghed i, at alle vore aktiviteter foregår i København. Det gør det vanskeligt dels at motivere medlemmer i provinsen til fortsat at slutte op om selskabet og dels at skaffe nye medlememr udenfor København. Vi har forsøgt at holde arrangementer i pro- vinsen, men uden synderligt held. Det er blandt andet et økonomisk problem — sel- skabets midler er knappe. 127 [2]