[1] Selvbyggeri i Grønland af John Andersen Indledningsvis vil det være naturligt at se på den udvikling som det grønlandske selvbyggeri har gennemgået. Boligen var, som eskimoernes øvrige redskaber, udvik- let i overensstemmelse med de mulighe- der naturen stillede til rådighed. Arkæo- loger og andre videnskabsmænd har gen- nem deres arbejde med eskimokulturen, opstillet forskellige indvandringsperioder for bosætningen i Grønland. Her skal kort redegøres for nogle enkelte karakte- ristiske træk, der i byggeteknisk sammen- hæng er interessante. Om de første bosætninger findes der kun sparsomme oplysninger. Af ruinop- målinger fra Independence I og Sarqaq perioderne fremgår det blandt andet, at ildstederne har været placeret midt i de cirkelformede huse, som målte 2—5 meter i diameter. Under den senere indvandring Independence II, der var en betydelig koldere klimaperiode, har ildstedet fået en ny udformning. Kantstillede sten op- delte den cirkulære grundplan i to afde- linger, og midt heri var ildstedet placeret. Hvordan denne midtergang har været an- vendt er svært at fastslå, mange løsninger er mulige. Gangen kan have været an- vendt som en slags krybegang, således at man forhindrede den kolde luft i at træn- ge ind i huset, måske delte den grundpla- nen op i en kold og varm afdeling. Ved at skyde de flade sten udfor ildstedet til side har det været muligt at udnytte strålevar- men forskelligt i de to afdelinger. Herved kunne der spares på kostbart brændsel. Ved senere indvandringer findes en ud- vendig stengang, der tydeligt viser, at den har været anvendt som en sluse. Ildstedet er forsvundet, man har anvendt en lille spæklampe til opvarmning. Stengangen kan være en videreudvikling af den kant- stillede krybegang fra Independence II. I Thuleperioden er stengangen nedgravet under gulvplanet, således at der fremkom- mer en varmelås, — hermed har eskimoens hus nået sin fulde udvikling. Fra Thule-kulturen og frem til 1700- tallet, har hustypen ikke ændret sig væ- sentlig. Det almindelige hus i Vest- og Østgrønland var tørvemurshuset. Det var et lavt hus (120-150 cm) med en fir- kantet grundplan som ca. målte 3X4 me- ter. Huset havde fladt tag, og facaden med husgangen vendte mod kysten. På hver side af husgangen var et lille 129 [2] Interiør fra et fælleshus Fot': F' C P' RmtcL i Angmagssalik Distrikt. Stolpen midt i rummet bærer den vandrette as. Størrelsen afhang af antallet af familier, som boede i huset, og kunne således vari- ere fra 8 til 20 meter i længden, med en bredde på ca. 5 meter. Ydervæggene var opført af sten og tørv, taget var af en ny og interessant konstruktion. For at kunne opnå et stort og sammenhængende rum, opførtes en åse- og stolpekonstruktion. Stolperne blev anbragt midt i rummet -- med en gennemgående as øverst, herpå lå kortere stykker af drivtømmer, der hvi- lede på ydermuren som tagspær, det hele blev dækket med skind-tørv og sten. Den- ne konstruktion med det kraftige drivtøm- mer anvendt som åsekonstruktion, viser hvilken opfindsomhed eskimoerne var i besiddelse af selv ved større husbyggeri. tarmskindsvindue. Væggene var opbygget af sten og tørv. Som tagspær anvendes drivtømmer eller hvalknogler. Herover var lagt vandtætte skind dækket med tørv og sten. For at regulere temperaturen inde i rummet var der et lille hul i taget, hvor- igennem den varme luft kunne slippe ud. Den tykke tørvemur isolerede godt imod kulden. Desuden var det muligt for fug- tigheden at trænge langsomt ud gennem muren, hvilket gav et bedre klima. Nordboernes tilstedeværelse i Vest- og Sydvestgrønland gennem næsten 500 år, har ikke betydet en byggeteknisk påvirk- ning, dog er der næppe tvivl om, at eski- moerne efter nordboernes undergang har forsynet sig med sten og træ fra de efter- ladte tomter. I midten a f 1600-tallet blev det koldere i Grønland. De små tørvemurshuse blev bygget sammen til større „fælleshuse". Bygning af tørvemurshus med ramme til vindue. Fot.: Allrcd Bertelsen. 130 [3] Tomt af tørvemurshus, Angmagssalik Distrikt, fra ca. 1920. Hus med saddeltag og indvendig beklædning. Fot.: John Andersen (1975). Med kolonisationens indførelse i 1721 begyndte det traditionelle tørvemurshus at gennemgå byggetekniske ændringer. De nye kolonihuse havde rod i den vel- kendte og gennemprøvede nordatlantiske byggetradition. Ideologien bag koloniti- dens byggevirksomhed var ikke ønsket om at indføre en byggeskik, der imøde- kom de særlige grønlandske vilkår, sna- rere var det trangen til at overføre så meget som muligt af den hjemlige atmo- sfære til Grønland. De første mærkbare ændringer af tør- vehuset var indførelsen af vinduet. Det gav bedre lys i de mørke rum. Vinduet tillod indmuring, hvilket gjorde det hurti- gere og nemmere at opføre huset. Men ulemperne var også store, når vinterens kulde og mørke sænkede sig, opstod der kondens på rudens indvendige side, som hurtigt frøs til is. Tarmskindsvinduet der- imod var porøst, isolerende og hindrede derfor isdannelser. Samtidig med vinduets indførelse kom den lille rammedør for enden af husgan- gen. Den lange lave krybegang blev kor- tere og højere, vindfanget opstod og blev anvendt til depotrum. Senere blev husene forbedret med gulv- og vægbeklædning, denne type findes endnu i Nordvestgrøn- land. Ønsket om at få grønlænderne mere fastboende betød dybtgående ændringer af de fleste tørvemurshuse. Thi efterhån- 131 [4] den som udflytningerne til sommertelte blev af kortere og kortere varighed, blev det mere og mere besværligt at fjerne ta- get på det gamle hus, for så igen om efter- året at bygge et nyt. En løsning med et mere permanent tag blev derfor aktuelt. Et tag med lav rejsning, blev opført på fire stolper som fik en indvendig brædde- beklædning. Herefter opførtes en udven- dig tørvemur, som gik op under tagud- hænget. Da den grønlandske tørv er løs, betød det, at muren sank. Med det gamle tørvemurshus, hvor taget lå direkte på murene, fulgte taget med, når tørven satte sig. Men med den nye konstruktion og materialer, betød det, at der fremkom et luftmellemrum mellem oversiden af mu- ren og taget. Da tagudhænget ikke gik ud og dækkede tørvemuren, kom der sne og vand ned mellem den indvendige beklæd- ning og tørvemuren. Husene blev fugtige, træværket rådnede, og reparationer var sjældne og vanskelige. Det var blandt andet årsagen til, at man i begyndelsen af dette århundrede mere og mere byggede huse helt af træ. Tørvemuren blev erstattet med et ekstra lag brædder. Det var stadigvæk grøn- lænderne som selv byggede deres huse, men da man ikke havde råd til isolering, blev træhuset meget koldere end tørve- murshus et. I midten af trediverne var boligsituati- onen i Grønland meget foruroligende. Mange usunde boliger tærede hårdt på befolkningens helbred. Den tidligere landsfoged Ph. Rosendahl var meget op- taget af disse problemer, og det var blandt andet medvirkende til, at han i 1936 ud- gav en lille bog, der beskrev et nyt og forbedret tørvemurshus. Ph. Rosendahl giver først en historisk gennemgang af tilsvarende byggeri andre steder, Island, Norge m. fl. Siden en kri- tisk gennemgang af datidens tørvemurs- hus. Anden del af bogen er en „Vejled- ning for Grønlændere til Bygning af Tør- vemurshuse". Som indledning skriver Ph. Rosendahl: „Naar en ny og en gammel Kultur støder sammen, maa man huske, at ikke alt i den gamle Kultur staar tilbage for det nye, man ser, og at ikke alt det nye er formaalstjenligt i Landet". I forbin- delse hermed fortsættes længere fremme, „I Grønland gælder dette i væsentlig Grad for Boligernes Vedkommende. For- di et Hus af Træ med højt Tag ligner Huse i Danmark og ser moderne ud, er det ikke sikkert, at det er bedre end det grønlandske Tørvemurshus." *n[t .r nnlln G Lodret snit gennem gavl. Tegning: Ph, Rosendahl (1936). 132 [5] Perspektiv af tørvemurshus. Tegning: Ph. Rosendahl (1936). Det er bemærkninger der den dag i dag er lige så aktuelle som dengang, og det gælder ikke alene på boligbyggeriets om- råde. Herefter beskrives nøje i tekst og med instruktive tegninger et hus som forener de bedste kvaliteter ved det gamle tørve- murshus og det moderne træhus. Det er et rektangulært træhus, hvor den ene langside fungerer som facade med to vinduer og et vindfang. De tre andre sider er lukket med brædder og beklædt med tagpap. Taget er skråt hældende fra facaden mod den anden langside med et meget stort udhæng på de tre sider. Når huset er rejst og lukket, opsættes tykke græstørvsmure helt op under udhænget. Til sidst dækkes taget med to lag græs- tørv. Der var mange gennemtænkte og gode ideer bag forslaget. Trækonstruktionen sikrede at huset var hurtigt og nemt at op- føre. Den indvendige beklædning af det var betydeligt renere end det gamle tørve- murshus. Med den udvendige tagpapdæk- ning var huset absolut vind- og vandtæt. Den tykke tørvemur isolerede mod kul- den, men havde også stabiliserende betyd- ning, træforbruget reduceredes til et mi- nimum, og den sikrede samtidig at huset ikke blæste væk under en kraftig storm. Ph. Rosendahl's forslag til tørvemurs- huset var det første udefra projekterede selvbyggerhus i Grønland. Desværre kom 133 [6] Selvbyggerhus fra Julianehåb. Fot.: John Andersen (197-1). det en postgang for sent. Krigen afbrød delvis forbindelsen mellem Grønland og Danmark, og der blev kun opført nogle få stykker af dette udmærkede selvbyg- gerhus. Krigen betød ingenlunde en opbrems- ning af byggeriet. Tværtimod. Amerikan- ske flyvebaser blev anlagt i lyntempo med de højst udviklede tekniske hjælpemidler. I kølvandet heraf fik selvbyggeriet ny grobund. Nye materialer som krydsfiner, bølgeplader, isolering, maling m. m. fandt grønlænderne hurtig anvendelse for. Det betød samtidigt, at tørvemurs- husenes antal reduceredes yderligere. Byerne prægedes efterhånden af små træhuse, som alle havde udgangspunkt i samme type, nemlig det gamle tømmer- hus med den lave rejsning. Der var imid- lertid ikke tale om at husene var identi- ske. Variationerne var mangfoldige, for- skellige størrelser, højder, taghældnin- ger, placeringer samt anvendelse af for- skellige materialer og farver skabte helt specielle grønlandske bymiljøer. Sideløbende med dette byggeri blev der i 1946 af Grønlandsdepartementet sat et mere organiseret byggeri i gang. Man arbejdede imidlertid meget tradi- tionelt. Det var den tidligere prøvede bindingsværkskonstruktion med saddel- tag, omend i en mere moderne udform- ning. Det var typer som let og ubesværet knyttede sig til den eksisterende bebyg- gelse af selvbyggerhuse og de gamle kolonihuse. Mange blev malet i nye klare 134 [7] farver, der hurtigt blev accepteret og an- vendt af grønlænderne selv. Men denne harmoniske, rolige udvik- ling af selvbyggeriet kombineret med det mere organiserede træhusbyggeri fik ikke mange leveår. Fra ansvarlige myndighe- der blev det ofte fremført, at husene var utætte, overfyldte og fuldstændig mang- lede tekniske installationer. Hertil kom den stigende tilflytning til byerne, der var politisk bestemt, samt den kolossale befolkningstilvækst, der skabte endnu flere vanskeligheder. I begyndelsen af 60-erne så myndighe- derne kun een mulig løsning af proble- merne — en hurtig og effektiv igangsæt- ning af moderne rationelt etagehusbyg- geri. Virkningerne af denne beslutning og den deraf følgende udvikling blev så dominerende, at alle igangværende for- søg på at fortsætte og videreudvikle selv- byggeriet blev opgivet. I tiåret 1960—70 ophørte selvbyggeriet af mere permanente huse fuldstændigt. Tilmed begyndte en gennemgribende sanering at gøre sig gældende. Mange af de små huse lå på de bedste arealer i byerne. Etagehusboligerne krævede plads, nye veje og fremføring af tek- niske installationer. Selvbyggerhusene måtte vige pladsen for det nye beton- byggeri. De få selvbyggerhuse som blev bygget i sidste periode havde ofte meget interi- mistisk karakter. Det var i reglen fami- lier fra bygderne, som flyttede til byerne og ikke straks fandt en bolig. De byggede deres huse af tilfældige forefaldende materialer. Trods disse huses ringe tek- niske kvalitet vidnede de om megen fan- Interimistisk selvbyggerhus i Angmagssalik. Fot.: John Andersen (1975). 135 [8] Stenhuset med trappen i gavlen er et tidligere kolonihus i Julianehåb. Det er indrettet som. lokalmuseum og skal bevares for eftertiden. De omliggende selvbyggerhuse fjernes. John Andersen (1974). tasi i udformning og anvendelse af de forhåndenværende materialer. I anledning af 25-året for Grønlands Tekniske Organisations oprettelse blev der i januar d. å. udgivet en lille bog „Anekdoter" af Ph. Rosendahl. Det er en nydelig trykt bog, hvor Ph. Rosen- dahls samlinger af grønlandsanekdoter fra århundredets første trediedel er trykt sammen med nogle af hans egne fortæl- linger. Overskuddet ved salget af bogen går ubeskåret til „Fonden for bevaring af gamle bygninger i Grønland". Det er et yderst interessant sammentræf, at man nu efter GTO's virke gennem 25 år vil bevare de gamle kolonihuse. Andre per- spektiver var der da Ph. Rosendahl ud- gav sin bog i 1936, hvor forordet til bogen afsluttes således: „Maa det være mig forundt paa Landsraadenes 25-Aars- dag som min Gave til den grønlandske Befolkning at give dette denne Vejled- ning til Forbedring af det nationale Hus, det, der endnu i en Aarrække er det bed- ste for den, som ikke har meget store Midler til Raadighed." Hvordan vil det forløbe med den på- tænkte bevaring af de gamle bygninger. Præcis som alle andre steder. Moderne byggeri vil mase sig gennem den tidligere bebyggelse, som overvejende består af selvbyggerhuse. Kun få særlige pittoreske bygninger vil stå tilbage, omkranset af en ny bebyggelse, som kun i sjælden grad er indpasset til dette miljø. De få gamle kolonihuse vil blive særdeles eftertrag- tede boliger, men kun for en meget be- grænset gruppe. Det som i Grønland må være helt af- 136 [9] gørende er udarbejdelse af en bevarings- plan for eksisterende bymiljøer med spe- cielt selvbyggerhuse for øje. Kun i den forbindelse kan det være rimeligt at tale om bevaring af de gamle bygninger i Grønland. De små selvbyggerhuse repræsenterer i dag, på trods af mangelfulde tekniske installationer og ofte ringe udseende, en meget stærk og dybtgående forbindelse til fortidens byggeri. Skærer man denne navlestreng over, mister kommende gene- rationer et værdifuldt og meget væsent- ligt led i hele den kulturelle udvikling. Her tænkes specielt på den gruppe af selvbyggerhuse, som er bygget op til be- gyndelsen af 60-erne. En nødvendig istandsætning kunne om- fatte nye tætte vinduer, reparation af ud- slidte tagpaptage, udskiftning af dårlig beklædning, efterisolering og maling. Moderne luksus kan det aldrig blive, men det er der sandelig ingen som kræver. Selvbyggerhusene i perioden herefter, mange har interimistisk karakter, bør be- vares i det omfang deres håndværksmæs- sige udførelse tillader. Byernes eksplosive udvikling til begyn- delsen af 70-erne, både hvad tekniske an- læg og boligbyggeri angik, blev pludseligt forstyrret af svigtende torskefiskeri. Er- hvervstyngdepunktet blev forskudt til de mindre samfund, selvbyggeriet er atter kommet i søgelysets interesse. Det selvbyggeri som herefter er sat i gang, har ikke haft samme udgangspunkt som det tidligere beskrevne. Her var det fuldt ud den grønlandske befolkning der selv tog initiativet og selv opførte husene, dog undtaget Ph. Rosendahls tørve- murshus. Det nye udefra projekterede selvbyg- geri er imidlertid ikke uden relation til det gamle. Inspiration og ideer er ofte kommet fra tidligere selvbyggeri ikke blot i Grønland, men fra mange andre steder. Et storartet eksempel herpå findes i - i Lermaterialer skovles Fot.: Vetle Jørgensen (1970). Kvinderne i færd med Fot.: Vetle Jørgensen (1970). op i støbeformen af mændene. at stampe blandingen sammen til en kompakt masse. 137 [10] Færdigt stampede mure til et H-plan hus. Fat.: Vetle Jørgensen (1970). Moutain Village i Alaska. Det er et byg- geri der er projekteret af den danske arkitekt Vetle Jørgensen. Til eksperi- mentet blev der anvendt stampet ler som overvejende bygningsmateriale. Forme, ligesom til betonstøbning, blev opstillet med en afstand på ca. 60—70 cm, hvor den indvendige side er lodret og den ud- vendige let skrå. Ideen til dette byggeri har Vetle Jørgensen fået fra studier af marokkanske kasbahbyer. Her har man lokalt anvendt samme teknik gennem niårige tusinde år. Resultaterne er impo- nerende, med den enkelte lille støbeform som grundelement har man bygget huse, ja endog hele byer, som er utrolig rige på variationer og oplevelser. Husene i Alaska blev opført af lokale eskimoer. Mændene samlede sand og lermaterialer sammen, blandede det med vand til jordfugtig konsistens, hvorefter de skovlede det op i støbeformen. Eski- mokvinderne stampede herefter blandin- gen sammen til en kompakt masse. Byg- geperioden var meget kort, kun tre uger fra frosten var så meget forsvundet, at jorden kunrie graves op, indtil regnen og nattefrosten atter satte ind. For at få en modstandsdygtig udvendig overflade blev væggen sækkeskuret med cement og derefter kalket som regnbeskyttelse. Hu- sets plan er meget enkel, funktionelt ind- rettet med et køkken i midten, for at skabe den bedst mulige varmefordeling. Men som Vetle Jørgensen udtrykker det i beretningen om de lerstampede huse i Alaska, personligt stiller han sig meget tvivlende, om disse huse overhovedet har en fremtid i arktiske egne! Årsagen er ikke af teknisk eller økonomisk karakter, men snarere, at eskimobefolkningen vil bo som de indflydelsesrige: i dyre huse af importerede materialer. Presset, til dels af kræfter udefra, be- 138 [11] gyndte GTO i 1971 at arbejde med selv- byggerhuse i Grønland. Man tog ud- gangspunkt i det igangværende småhus- byggeris konstruktioner og anvendelse af materialer. Eksperimenter og nytænk- ning overså man i al hastværket. Det hus GTO projekterede er på 40 m2 og med høj rejsning. Loftet blev ikke udnyttet i de første typer, men er nu ind- draget som soverum. Huset minder på mange måder om den kendte Type 67, det er blot en mere „skrabet" udgave, der anvender færre materialer og mindre iso- lering. Udover en køkkenvask og et komfur findes der ingen tekniske instal- lationer. Imidlertid er GTO's selvbyggerhus blevet en stor succes, som blandt andet beskrevet i tidsskriftet Nr. 4—74 af An- ker Knudsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det vejledningsmateriale som selvbyggerne hår fået stillet til rå- dighed, er overordentligt godt og seriøst gennemarbejdet. Det består af tre små hæfter med illustrative tegninger supple- ret med dansk og grønlandsk tekst. I det første hæfte beskrives alle materialerne, i det andet hvordan selve husets kon- struktion er opbygget, og i det tredie vej- ledning til færdiggørelse samt indretning. Foruden dette helt igennem storartede instruktionsmateriale fik selvbyggerne konsultativ bistand af en tidligere tøm- rerformand. Alt dette er naturligvis med- virkende årsag til de meget vellykkede resultater man har opnået med selvbyg- gerhusene i Thule. En anden mere dybtgående årsag til den store succes er imidlertid finan- sieringsformen. Man har i forbindelse med opførelsen af de nye selvbyggerhuse Illustration fra GTO's Te«ning: GTO's arkitektkontor. vejledning til et selvbyggerhus. i bygderne introduceret en helt ny finan- sieringsform. Selvbyggerne får overladt materialet mod indbetaling af 10 % af materialeprisen, som i 1975 udgjorde ca. 78.000 kr. Det resterende beløb bliver stående i huset som rente- og afdragsfri hæftelse, der automatisk nedskrives til O over 33 år. I praksis betyder det, at fangerne får husene forærende, mod selv at opføre dem. Det er en særdeles farlig måde at rehabilitere en institution på. Ingen fan- ger kan jo modstå dette besnærende tilbud, for de kender ikke til virkningerne deraf. Det vil uden tvivl virke demora- liserende internt i bygderne, fordi mis- forholdet mellem udgifterne til et selv- byggerhus og de tidligere opførte bolig- støttehuse er svimlende stor. Et andet alvorligt problem er hele den ressourceøkonomiske konflikt der meget let kan opstå. I bygden Sermiligaq i Ang- magssalik distrikt blev der i 1974-75 op- 139 [12] Inuterssuag's *ot': John And«s<:n selvbyggerhus i Siorapaluk. I baggrunden ses hans gamle selvbyggerhas. ført en del nye selvbyggerhuse. Bygdens boligstandard var meget ringe, mange af boligerne var særdeles usunde og behovet for nye boliger var stort. Man tog derfor med glæde imod tilbuddet om opførelsen af de nye selvbyggerhuse, og forbiså fuld- stændigt at der måske var andre måder at løse problemerne på. I en anden bygd i distriktet, Kungmiut (som ligger 35 km ø. f.), har der gennem de sidste par år været stor fraflytning. Mange udmærkede huse står tomme og forfalder langsomt. I Angmagssalik by er arbejdsløsheden stor på grund af vok- sende tilflytning fra hele distriktet. Her havde man en oplagt chance til at få ud- dannet den lokale befolkning i genbrug. For meget ringe økonomiske midler, langt mindre end hvad GTO's selvbyg- gerhuse koster at opføre, kunne man have genanvendt de tomme huse i Kungmiut ved en simpel nedrivning og en ny opstil- ling. Samtidigt hermed havde man fået løst et stort arbejdsløshedsproblem i Angmagssalik by. Ved opførelse af mindre, nye huse i Grønland anvendes i dag udelukkende træmaterialer. Træ forekommer ikke na- turligt i Grønland, men må importeres. Det eneste anvendelige bygningsmateri- ale er sten. Sten forekommer i alle stør- relser og findes overalt i store mængder. I en tid, hvor Grønland står overfor hjemmestyre og dermed en større uaf- hængighed, er det af afgørende betyd- ning, at boligformen tilpasser sig hertil. Naturmaterialer bør derfor i fremtidens byggeri anvendes i videst mulige omfang for at sikre en sådan uafhængighed. Inspiration fra eksisterende selvbyg- geri i Grønland har været mit udgangs- punkt til et forslag til et nyt selvbygger- hus. På en studierejse august 1974 i Syd- vestgrønland kom jeg blandt andet til bygden Igaliko. Her er mange af husene opført af sten. Der er anvendt en smuk rødlig sandsten, som er let at kløve til opmuringssten. En enkelt stor lade var ikke opmuret som de øvrige bygninger, men støbt på en meget primitiv måde. Murene var tykke, ikke særligt præcist opført. Store og små sten var synlige i facaden. Taget havde en ganske lav rejsning og var dækket med tagpap. Her var modellen til fremtidens hus, som blot skulle omarbejdes således at andre kunne anvende ideen. Nu er sten anvendt som bygningsma- teriale ikke nyt i Grønland. Polareskimo- erne havde ikke tørv til rådighed som andre steder og byggede små pære f or- mede huse bestående udelukkende af flade sten. Nordboerne brugte i stor ud- strækning sten som det primære bygnings- 140 [13] Efterladte huse i Kungmiut. Fot.t John Andersen (1975). materiale, både kløvede og naturligt forekommende bygningssten. Kirken i Hvalsø ved Julianehåb er i dag et glim- rende bevis. Mange af kolonitidens pak- huse og mindre „fine" boliger blev op- muret af kløvede natursten. Da de forekommende stentyper mange steder i Grønland ikke er særligt velegnet til kløvning og opmuring, må det i dag være naturligt at komme ind på en enkel og primitiv betonstøbeteknik, hvor alle stentyper i Grønland kan anvendes. Ved anvendelse af en primitiv beton- støbeteknik til små fritliggende huse skal der kort redegøres for ulemper og for- dele. Fremskaffelse af grus kan i nogle områder være svært tilgængeligt. Når det imidlertid drejer sig om primitive beton- mure, behøver kvaliteten ikke at være den samme perfekte som ved almindelig betonstøbning der kendes fra byernes betonbyggeri. Udføres muren tilstrække- ligt tyk, stilles der ikke de samme tek- niske krav til udførelsen. Cementen vil fungere som grov-mørtel der binder ste- nene sammen. Derfor findes anvendeligt grus i langt flere områder end tidligere antaget. Betonstøbte mure har, især når der an- vendes store sten, en meget ringe varme- isolering. Isolerende materialer må an- bringes ind- eller udvendigt på muren, alt afhængigt af den øvrige konstruktion og udformning. Derimod har betonstøbte mure gode stabiliserende egenskaber, hvilket bety- der, at der kan spares på de kostbare im- porterede materialer, træ og stål. Tunge 141 [14] ydervægge betyder et roligere indeklima under voldsomme storme, i modsætning til det lette træhus. Men vigtigst af alt, der kræves ingen særlige håndværksmæs- sige forudsætninger for at indsamle sten og grus samt til at opføre primitive beton- støbte mure. Huse med betonstøbte facader vil på en naturlig måde passe ind i det omgi- vende terræn, fordi lokalitetens specielle stentype og farve anvendes til støbningen og fremtræder i facaderne. Forslaget er i størrelse, form og mate- rialer kendt i Grønland og vil derfor, uden at virke fremmedartet, kunne ind- passes i den eksisterende bebyggelse. Mindre huse opført med primitive betonstøbte mure tænkes udført efter føl- gende fremgangsmåde (se tegning) : 1. På tværs med det faldende terræn graves to render fri for løsjord og min- dre sten. 2. Forskallingsforme opstilles med ca. 50 cm afstand parallelt i renderne. Pla- derne anvendes senere til gulvet. Indsam- ling af sten og sand, hvor alle i familien kan deltage. 3. Blandingen af cement, vand og til- slag af forskellige typer hældes op i for- men. Større sten kastes direkte ned i for- men efterhånden som støbningen udfø- res. Store tolerancer er mulige, væggene behøver ikke at være i lod eller vinkel, tykkelsen på muren er ikke afgørende. 8. Arbejdsafsnit til bygning af et betonstøbt selvbyggerhus. 142 Tegning: John Andersen. [15] Perspektivskitse til betonstøbt selvbyggerhus. Tegning: John Andersen. 4. Midt imellem de to mure opstilles en ramme på fire stolper. 5. Tagbjælker placeres parallelt på betonmuren og øverst på rammen. 6. Taget lukkes med tagbrædder og tagpap. Gavlene udføres traditionelt med stolper og ud- og indvendig beklædning. 7. Råhusplanen består af et sammen- hængende rurn på ca. 62 m2. Der findes ingen bærende skillevægge, kun 2 fritstå- ende stolper, derfor mange forskellige muligheder til individuelle rumopde- linger. 8. En skillevæg på tværs ved stolpen giver et værelse, forrum, toiletrum, samt et stort rum rned køkken og ophold. 9. To skillevægge på tværs ved stol- perne giver et eller to ekstra værelser. Køkkenet og opholdsrummet fungerer som centralrum — midt i huset, hvor var- mekilden også anbringes og derved giver den bedste varmeøkonomi. En af selvbyggertankens forudsætnin- ger som planlagt projekt må blandt andet være at udvikle simple tekniske løsninger. Desuden at opbygge et konstruktions- princip, hvor unøjagtigheder ikke har indflydelse på de efterfølgende arbejds- processer. Den foreslåede løsning med simple betonstøbte mure og en ramme- konstruktion med løse spær kræver ingen specielle eller komplicerede samlinger, alt udføres med bolte og søm. Foretages der en sammenligning med et traditionelt træhus af samme størrelse, opnår man en besparelse på over SO % af træmaterialerne. Den store besparelse på de kostbare importerede materialer betyder en tilsvarende nedbringelse af byggeomkostningerne. Den kritik som er fremkommet fra GTO i forbindelse med omtalte forslag til et betonstøbt selvbyggerhus, er helt forståelig. Arbejdet med indsamlingen af 143 [16] Primitiv betonstøbt ladebygning i Igaliko. Fot.: John Andersen (1974). sten. og grus, mener GTO, er alt for stort i forhold til den økonomiske gevinst, der kan opnåes ved materialebesparelsen. Hertil skal bemærkes, at hvis arbejdet med et betonstøbt selvbyggerhus sam- menlignes med et almindeligt træhus af tilsvarende størrelse, kræves der 8—14 dages ekstra arbejde, afhængigt af de enkelte lokaliteters forsyninger med sten og grus. Dette ekstra arbejde med ind- samling af materialer til eget hus kræver ingen særlige håndværksmæssige forud- sætninger, alle kan deltage, hvilket har andre samfundsmæssige perspektiver. Det må herefter være op til de lokale myndigheder i Grønland, om man i frem- tiden vil satse på det kostbare, tekniske, rationelle byggeri, eller om man vil for- søge at ændre den nuværende udvikling til løsninger, hvor befolkningens egen indsats både økonomisk, teknisk og kul- turelt er tilgodeset i videst mulige om- fang. 144 [17]