[1] Boligproblemer i bygderne — et eksempel fra Atangmik af Henning Schwerdtfeger Bygdebefolkningerne har efterhånden igennem mange år været frataget reel be- slutningsmyndighed overfor væsendige anliggender i bygden. Denne fratagelse har ikke fundet sted uden uheldige følger for det enkelte individ og bygdebefolknin- gen som helhed; følger i form af tilstande og oplevelser som f. eks. magtesløshed, passivitet, manglende lyst til engagement og fremmedgørelse i større eller mindre udstrækning såvel overfor sig selv som overfor det større samfund. Denkongelige grønlandske Handels (KGH's) monopol ogG-60'sbetænkningens (Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960) politik er eksempler på sådanne indgreb i befolk- ningens muligheder for selvstændigt at kunne øve indflydelse på tilværelsen i dagligdagen. Den overordnede Grøn- landspolitik (styret efter G-60's princip- per), politisk-økonomiske interessemod- sætninger mellem bygdebefolkningen og de politiske og administrative myndighe- der samt informationsproblemer må såle- des bære hovedansvaret for, at mange bygder er blevet forsømt, og at økono- misk udvikling ikke har kunnet finde sted. Dette er et af resultaterne af en netop of- fentliggjort bygdeundersøgelse, „Lokal- samfundsundersøgelsen i Grønland".1 Også på boligområdet står bygdebe- folkningerne med ringe muligheder, bl. a. fordi Grøntands Tekniske Organisation i praksis reelt har eneret på, hvilke typer boliger der må opføres. Tilbage i histori- en kunne befolkningerne selv tage stilling til om og hvornår, der skulle bygges huse, bl. a. på baggrund af overvejelser om be- hov, materialemuligheder og erhvervs- forholdene. I det følgende skal jeg beskrive et ud- viklingsforløb på boligområdet i Atang- mik, som klart viser, at bygdebefolknin- gen ikke har kunnet øve indflydelse på denne udvikling. Fremstillingen skal såle- des tjene som eksempel på bygdebefolk- ningernes manglende beslutningsmyndig- hed og manglende muligheder for at kun- ne påvirke bygdeudviklingen. Men aller- først en kort beskrivelse af Atangmik og lidt historie. Atangmik Bygden Atangmik ligger på fastlandet til- nærmelsesvis midtvejs mellem Godthåb og Sukkertoppen (ca. 85 km fra hver by); 155 [2] bygden er placeret nær ved det åbne hav, lidt nord for de store fjorde, Angmag- ssivik og Niaqungunaq. Det nærmest be- boede sted er bygden Napassoq 32 km mod nordvest. Administrativt og forvalt- ningsmæssigt hører bygden i dag til Suk- kertoppen distrikt, og Atangmik vælger ét medlem til kommunalbestyrelsen. Fol- ketallet i Atangmik er fordoblet i de sid- ste 50 år, men siden 1957 er det yderst stabilt og ligger på ca. 190 indbyggere. Der har ikke boet danskere i bygden før efter 1973. Hovederhvervet er fiskeri, som hovedsageligt drives fra små pram- me med påhængsmotorer og robåde. I 1950'erne opførtes boliger samt det kommunale værksted, produktionsappa- ratet blev udvidet, og en udstedstelesta- tion blev installeret. I begyndelsen af 1960'erne medførte arbejdet i Grønlands- udvalget af 1960 henholdenhed overfor de små bygder, hvorefter der blev ført en intensiv politik for nedlæggelse af Atang- mik. Befolkningen havde ingen ønsker om at flytte fra stedet til byen - tvært- imod. En meget stor del af de midler og ressourcer, som Atangmik-befolkningen har haft til rådighed, blev anvendt i be- folkningens kamp for bevarelse af byg- den. Megen tid og energi og mange kræf- ter gik således til at afholde møder, ud- færdige skrivelser, udforme strategi og planer for bevarelsen af bygdens eksi- stens. De politiske og administrative myndig- heders nedlæggelses- og fraflytningspla- ner for bygden medførte imidlertid „ud- sultning" og forsømmelse af Atangmik, altså ingen investeringer og ingen mate- riel udvikling. Også boligbyggeriet blev stoppet. Boliger I sommeren 1973 var der i alt 32 bolig- huse i Atangmik, hvoraf 3 huse stod ube- boede og et hus, opført i 1971 på privat initiativ, blev beboet af en udenlandsk geolog. I de resterende 28 huse boede Atangmik-befolkningen (34 familier). Der blev ikke bygget almindelige boliger i perioden 1960 til 1973, men i 1973/74 blev der opført en lærerbolig samt fire private boliger. Af de tre ubeboede huse var det ene et nyligt forladt selvbyggerhus, som er me- get saneringsmodent, og det andet hus ejes af den private fiskefabrik i Napassoq og benyttes kun i laksesæsonen. Det tredie ubeboede hus er et godt og forholdsvis nyt hus, bygget i 1960 som jordemoder- bolig, men da der igennem en del år ikke har boet en jordemoder i Atangmik, står huset ubeboet og benyttes som opbeva- ringssted for bygdens medicinbeholdning. Af de 28 beboede boliger kan der klart skelnes mellem 14 mere tidssvarende huse og 14 ældre, selvbyggede huse. De 14 mere „moderne" boliger er alle bygget i 1950'erne, de tre af dem på statsligt eller kommunalt initiativ (udstedsbestyrerbo- ligen, kateketboligen samt et kommunalt ejet hus), og de øvrige 11 huse er opført for private med boligstøttelån. Husene er tætte, de fleste af dem indeholder 2 til 3 værelser, og de har alle kulkomfur. Ingen huse i Atangmik har indlagt vand eller elektricitet. De 14 ældre huse er alle selvbyggede, det nyeste er opført i 1949, og det ældste er ca. 50 årgammelt. To af disse huse ejes af kommunen, mens de øvrige 12 er i pri- vat eje. De 14 boligers standard og til- stand varierer noget, men langt det 156 [3] Atangmik, set fra nordøst. Fot.: Henning Schwerdtfeger (1973). overvejende antal, 11-12 boliger, kan dog uden videre betegnes som sundheds- mæssigt uforsvarlige og saneringsmodne. I disse huse boede 14 familier i 1973. De fleste af husene er meget dårligt isole- rede, har kun enkeltglasvinduer og rum- mer kun 1—2 små værelser, inkl. køkken- afdelingen med kulkomfur. Indtil 1972 boede to familier med ialt 20 mennesker i et todelt hus med to værelser på tilsam- men 26 m2, hvoraf det ene rum blot havde en primus til opvarmning og mad- lavning til 10 personer. I løbet af de mange års boligbyggestop har befolkningen som helhed og mange enkelte familier gang efter gang forsøgt sig med at rette henvendelser om den gan- ske utilfredsstillende boligsituation og an- modet om at få iværksat boligbyggeri. Man har skrevet til kommunalbestyrelsen i Sukkertoppen og til landsrådsmedlem- met fra Sukkertoppen og bl. a. fremhæ- vet, at boligerne er overbefolkede, sa- neringsmodne, meget kolde om vinteren, sundhedsmæssigt uforsvarlige bl. a. ved, at de fleste tuberkuloseramte patienter i Atangmik kom fra disse huse, og at befolkningen ønskede at blive boende i Atangmik. Nogle familier har søgt bolig- reparationslån, men har fået afslag med den begrundelse, at det ikke kunne betale sig at reparere disse dårlige huse. Mange familier samt yngre ugifte mænd har op til fem gange hver i løbet af de sidste 20 år udfyldt og indsendt ansøgninger om lån til opførelse af boligstøttehuse. Ofte 157 [4] Fangst fra Fot" He"nnin8 ScWerdtfeger (1973). sejldugsjollc landes til salteriet. har man ikke fået et direkte af slag herpå, eftersom man end ikke har modtaget no- gen besvarelse med en begrundelse for afslaget. De elendige boligforhold har virket ind på hele bygdesamfundet på en uheldig måde ved, at folk — hovedsageligt unge kvinder — faktisk er blevet tvunget til at flytte fra bygden. Dette har skabt en skæv kønsfordeling, idet der er langt flere yng- re mænd end yngre kvinder. Den udbredte mangel på boliger kvantitativt såvel som kvalitativt gjorde det faktisk umuligt for yngre folk at indgå ægteskab og stifte egen husstand, hvilket sidste ellers er et stort ønske hos den yngre del af befolk- ningen, og i de fleste tilfælde også den eneste mulighed for nygifte personer at kunne leve sammen på grundet pladsman- gel i den eksisterende boligmasse. I perio- den fra 1964 til 1971 blev der således ikke indgået ægteskaber i bygden, og der er forholdsmæssigt færre børn i Atang- mik end i andre bygder. Nogle mænd fra Atangmik, der er blevet gift med kvinder fra et andet sted, er blevet nødt til at flytte væk fra Atangmik for overhovedet at kunne få en selvstændig bolig. Den util- fredsstillende boligsituation var således stærkt medvirkende til, at der ikke kom nyt blod til Atangmik, og til at den ulige — og ikke ønskede — kønsfordeling i de yngre aldersgrupper blev så stor. Et alvorligt misforhold Jeg skal nedenfor i korthed redegøre for nogle erhvervsbetingelser i Atangmik, som viser bygdens følsomhed overfor på- virkninger udefra, og som bygdebefolk- ningen ikke har nogen indflydelse på. De fremdragne erhvervsbetingelser sam- menholdes herefter med det i 1974 sted- fundne boligbyggeri for at illustrere nogle af følgerne. Samtidig med en meget alvorlig reel nedgang i hver enkelt fiskerhusstands pengeindkomst blev der i 1974 opført fire nye boligstøtteboliger i Atangmik. Efter 14 års byggestop og utallige anmodnin- ger om nye huse blev den elendige og uforsvarlige boligsituation forbedret ved dette boligbyggeri. Jeg skal her kun lige nævne den kendsgerning, at de fire byg- herrer, tre fiskere og en KGH-ansat, før byggeriet kun fik særdeles sparsomme op- lysninger om de forskellige hustyper, ind- retning, byggepriser og fremtidige husle- jer (afdrag) fra de forskellige myndig- heder. De fire nye énfamiliesboliger opførtes til en pris på kr. 814.000,-, svingende fra 180.000,-kr. for det billigste til 236.000,- kr. for det dyreste hus. Til sammenlig- ning skal det nævnes, at de samlede penge- indkomster i Atangmik i 1972 (hvor der endnu var store lakseindtjeninger) lå på ca.kr. 1.050.000,-incl. sociale ydelser etc. En så kostbar boliginvestering for de fire bygherrer må betegnes som et alvorligt misforhold, når denne investering sættes i 158 [5] forhold til l) laksekvotens indførelse og dens følger for bygden, 2) bygdens øko- nomiske bæreevne, og 3) at der ikke er planlagt investeringer i bygdens produk- tionsapparat. ad 1) Laksekvotens indførelse og dens følger for bygden. I perioden 1964- 1972 var laksefiskeriet af en meget væ- sentlig pengeøkonomisk betydning for fi- skerne, og laksen var det vigtigste ind- handlingsprodukt. Et privat, danskejet fryseri blev opført i 1964/1965 udeluk- kende for at kunne indhandle laks. Den totale lakseindhandling var i denne peri- ode nogenlunde stabil og lå tæt på en gen- nemsnitlig årlig fangst på ca. 20 tons. Lakseværdien udgjorde gennemsnitlig godt 50 % af den samlede indhandlings- værdi for alle fiskeri-og fangstprodukter, således at laksen gav fiskerne større ind- komster end alle andre produkter tilsam- men. Når en befolknings livsgrundlag i så høj grad er baseret på ét enkelt produkt, er det indlysende, at befolkningens eksi- stens er sårbar. Hvis der indtræffer noget uforudset med dette produkt, f. eks. kraf- tigt faldende verdensmarkedspriser, vil den pågældende befolkning blive kastet ud i katastrofe. I Atangmiks tilfælde kan følgerne af indgrebet i laksefiskeriet med laksekvotens indførelse fra 1973 karak- teriseres på denne måde. Som følge af laksekvoten blev der ind- ført forbud mod fangst på et tidligt tids- punkt i den sa;dvanlige laksesæson i 1973 og 1974, og den i Atangmik indhandlede laks faldt i værdi fra kr. 277.400,- i 1972 til mindre end en syvendedel eller kr. 37.700,-i 1974 eller kun ca. 10 % af vær- dien af samtlige produkter. Dette må til- skrives en udvikling, som bygdebefolknin- Laksegarnet røgtes Fot: Hennin« Schwerdtfeger (1973). fra sejldugs jolle. gen er blevet påtvunget udefra uden ind- flydelsesmuligheder. ad 2) Bygdens økonomiske bæreevne. Som et naturligt udtryk eller nøgletal for denne bæreevne tages indhandlingspriser- ne, eftersom langt størstedelen af penge- indkomsterne i Atangmik indtjenes ved fiskeriet, og eftersom boligerne derfor hovedsageligt skal finansieres gennem indkomster fra fiskeriet. Da de sidste bo- ligstøtteboliger blev opført i Atangmik i slutningen af 1950'erne og i 1960, vil vi derfor se nærmere på udviklingen i ind- handlingspriserne fra dengang, f. eks. i 1956, og op til 1974. Herved får vi nogle nøgletal, som vi vil sammenholde med ud- viklingen i priserne på boligstøttehuse fra 1956 til 1974. Udviklingen i indhand- lingspriserne ses i tabellen: Indhandlingspriser for nogle vigtige fiskearter, 1956 og 1974 Torsk til Havkat Laks- saltning ørred 1956, øre pr. kg 35 20 130 Sommeren 1974, øre pr. kg 212 93 375 Kilder: Beretninger vedrørende Grønland, 1960, nr. 6, p. 41, samt KGH. 159 [6] Der ses således stigninger på ca. 6 gange for torsk til saltning, på ca. 4i/i gange for havkat og på ca. 3 gange for laksørred. Overfor disse stigninger står, at et bolig- støttehus opført i Atangmik i 1956 koste- de ca. kr. 20.000,-, mens en boligstøtte- bolig i 1974 kostede mellem kr. 180.000,- ogkr. 236.000,-, altså en stigning på om- kring 10 gange. Indhandlingspriserne på væsentlige fi- skearter er således ikke steget tilnærmel- sesvis i samme omfang som boligpriserne. Med andre ord kan det konstateres, at et boligstøttehus til kr. 20.000,- i 1956 f. eks. kunne indtjenes ved indhandling af 57.143 kg torsk til saltning, mens et bo- ligstøttehus i 1974 måtte finansieres gen- nem en indhandling på 94.340 kg torsk til saltning. I perioden fra 1956 til 1974 er der ikke blevet foretaget nævneværdige investeringer i produktionsapparatet i Atangmik, f. eks. var der såvel i 1956 som i 1974 kun tre motorbåde i bygden, ogde naturgivne forhold er blevet forvær- ret i form af nedgangen i torskebestan- den. På baggrund af disse to omstændig- heder ses det, at bygdens økonomiske bæ- reevne eller dens finansieringsmuligheder overfor den store boliginvestering er ble- vet ganske betydeligt reduceret. Disse om- stændigheder afspejles også i den kends- gerning, at værdien af samtlige indhand- lingsprodukter i Atangmik i 1958 (oplys- ninger for 1956 foreligger ikke) var kr. 127.000,- og i 1974 kr. 373.200,-, altså kun en stigning på ca. 3 gange. ad 3) Ingen planlagte investeringer i byg- dens produktionsapparat. Dette belyses bl. a. ved, at de officielle dokumenter ikke nævner noget om planlagte investeringer i Atangmiks produktionsapparat. De ovenfor beskrevne tre omstændig- heder sammenholdt og set i forhold til boliginvesteringens størrelse klargør, at der foreligger et alvorligt misforhold, at en disposition er foretaget, som ganske er i uoverensstemmelse med Atangmiks øko- nomiske og erhvervsmæssige forudsætnin- ger. Det skal nævnes, at to forhold senere har bidraget til forbedringer i forbindelse med boligsituationen. For det første blev laksekvoten i 1975 internt fordelt i Grøn- land, således at Atangmik fik tildelt en kvota på 10 tons (ca. halvdelen af den gennemsnitlige fangst i 1960'erne). For det andet blev der i løbet af sommeren 1975 opført fire selvbyggerhuse i Atang- mik. Selvbyggerhusene opføres for ca. kr. 75.000,-, hvoraf ejeren selv betaler kr. 7.500,- (10%) og leverer sin arbejds- kraft ved byggeriet. Man må håbe på, at misforholdet mellem ejerens udgifter til et selvbyggerhus og de mange gange stør- re udgifter for ejeren af et boligstøttehus ikke vil s_kabe problemer internt i bygden. Myndighedernes viden om relevante bygdeforhold har været mangelfuld og hvilet på et meget partielt grundlag, og dette har medvirket til, at den omtalte disposition med boligstøttebyggeriet blev foretaget. Det beskrevne misforhold må ses som et eksempel på interessemodsæt- ninger i bygdeudviklingen, hvor tilsvaren- de eller lignende forhold kan genfindes på andre områder af udviklingen end bo-, ligområdet. Bygderåd — med eller uden magt? Ovenstående forløbsbeskrivelse har for- håbentlig klargjort bygdebefolkningens 160 [7] KGH's salteri (fiskehus) i Atangmik med anløbsbro. Fot.t Henning Schwerdtfeger (1973). manglende beslutningsmyndighed og manglende muligheder for reelt at kunne påvirke bygde udviklingen. Ifølge lovgivning i 1975 har bygderne i dag fået mulighed for at kunne nedsætte egne politiske organer, såkaldte bygde- råd. Baggrunden for denne lov var, at de politiske og administrative myndigheder havde udtalt ønsker om at „skabe mulig- hed for en lokal styring af bygdernes pro- blemer", at „styrke bygdernes repræsen- tation" og at give befolkningen „mulig- hed for reelt at få indflydelse på og med- bestemmelsesret over sin egen fremtid".2 Lovens indhold er imidlertid så vagt for- muleret, at den ikke giver bygdebefolk- ningerne de ovenfor nævnte og ønskede muligheder. Det hedder i loven, at bygde- rådet „kan afgive indstilling" til kommu- nalbestyrelsen om bygdens forhold, hvil- ket ikke rummer nogen form for sikker- hed om øget indflydelse, idet bygdefolk altid har kunnet afgive sådanne indstillin- ger til politiske og administrative orga- ner.3 De nuværende bygderåd, som blev ind- ført hen over hovedet på bygdebefolknin- gen, har således ikke fået nogen magtbe- føjelser til selv at kunne tage vigtige byg- debeslutninger og føre dem ud i livet, hvil- 161 [8] ket måske kan illustreres ved følgende ek- sempel : Fornyligstod følgende overskrift atlæse i Grønlandsposten: „ Væsentlige be- føjelser til Nanortaliks bygder". Ved gen- nemlæsning af artiklen blev det klartj at disse „væsentlige beføjelser" gik ud på, at bygderådene selv skulle lægge budget, samt at de fik overdraget følgende områ- der: snerydning, renovation, vandforsy- ning og brandvæsen.4 Uden en styrkelse af bygderådenes ret- tigheder og magtbeføjelser vil bygdebe- folkningerne være ligeså magtesløse over- for en bygdeudvikling, der ofte indehol- der dybe interessemodsætninger, som før bygderådene blev oprettet. Enhver bygd udgør et samfund for sig selv — såvel geo- grafisk som socialt fjernt fra byen — med egne problemer og opgaver, som bygde- befolkningerne selv i mange tilfælde er de nærmeste til at kunne vurdere og tage stil- ling til. Bl. a. derfor og for at bygderådet skal kunne afhjælpe de hidtidige vrang- sider ved det eksisterende system, må f. eks. følgende mindstekrav opfyldes: 1. rådet skal selv kunne formulere og pri- oritere behov og mål overfor overord- nede instanser, 2. rådet skal selv kunne planlægge og gen- nemføre opfyldelsen af disse behov og Familiebolig i Atangmik. Fol.: Henning Schwcrdtfegcr (I97S). mål ud fra egne forudsætninger, ved at bygderådet 3. selv skal kunne få midler tilført udefra i form af kapital og ekspertise. Herigennem ville bygdefolk få de ønske- de muligheder for selvstændigt at træffe afgørelser om, hvorvidt den pågældende bygd ønsker at satse på boligbyggeri, sko- leudvidelse, produktionsforøgelse f. eks. ved investeringer i fiskeflåden, eller på noget helt andet af betydning for levevil- kårene i bygden. . »Lokalsamfundsundersøgelsen i Grønland« består af Følgende bøger: Hans Gullestrup: »Bygdesamfund i Grønland - Rapport om nogle udviklingsproblemer«, 1976. Margrethe Sørensen: »Kangamiut - Påtvungne udviklingsproblemer i en grønlandsk bygd«, 1976, samt Henning Schwerdtfeger: »Atangmik - Påtvungne udviklingsproblemer i en grønlandsk bygd«, 1976. En fjerde og sidste rapport »Udviklingsproblemer i grønlandske bygder - Sammenfattende rapport« er under udgivelse. Rapporterne er omtalt i tids- skriftet nr. 3, 1976, s. 73-80. 2 Citeret efter betænkning fra Udvalget vedrørende byrde- og opgavefordeling i Grønland, 1973. 3 Lov om ændring af lov om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser m. v. af 19. marts 1975. 4 Grønlandsposten nr. 24, 17. juni 1976. 162 [9]