[1] Nogle træk i udviklingen af det grønlandske sprog efter kontakten med den danske kultur og det danske sprog af Robert Petersen I forbindelse med sprogdebatten i grøn- landsk har man ofte fremhævet udvik- lingen i talesproget, der bevirkede, at der kom en vis afstand mellem tale- sproget og retskrivningen. Det, man dermed tænkte på, var først og frem- mest en vis lydmæssig udvikling, der gennem en assimilation systematisk er- stattede tvelyde og sammenstødende konsonanter rned een forlænget lyd, i al- mindelighed den ene af de to sammen- stødende lyde, med eventuelle små æn- dringer ved nogle af artikulationsforhol- dene. Men udviklingen af grønlandsk har været præget ikke alene af fonolo- giske ændringer, men også 'af ændringer i ordforrådet, idet adskillige udtryk for- svandt og mange andre kom til. Endelig kunne de grammatiske og syntaktiske forhold heller ikke holdes udenfor. Overskriften skal ikke entydigt for- stås på den måde, at jeg vil skrive (alene) om de ændringer, der skyldes påvirkning fra dansk. Det skal forstås meget mere bogstaveligt: efter kontak- ten, nemlig en tidsmæssig afgrænsning, der bl. a. skyldes, at vi ikke har mate- riale over sprogforhold før kontakten med dansk. Nogle af de ændringer og fornyelser, der bliver berørt her, må naturligvis betegnes som følger af den danske påvirkning, først og fremmest sproglig påvirkning, men det vil mange gange fremgå af det efterfølgende, at påvirkningen kan foregå meget mere indirekte, f. eks. ved, at der er opstået et skriftsprog, der kræver strengere grammatiske regler. Nogle ændringer og fornyelser kan endda skyldes spæn- dinger inden for selve sproget, hvor nogle ændringer måske kan kræve yder- ligere tilpasning, eller hvor en større præcision føles påkrævet. Når der f. eks. kommer en fastere syntaktisk struktur, hvor subjektet som selvstændigt ord i dag generelt placeres foran objektet i samme sætning, behøver det ingenlunde at være en „afsmitning" fra et sprog med fastere syntaktisk struktur, men kan godt skyldes, at subjekt og objekt i samme sætning har enslydende kasus i flertal og derfor lettest skelnes fra hin- anden ved en fast placering i forhold til hinanden. Det kan således være forud- sætningerne i grønlandsk selv, der styrer ændringerne. Og iøvrigt må enhver ny- 165 [2] dannelse jo have sine sproglige forud- sætninger i orden. At vi kender forskellige dialekter, også i Grønland, viser i sig selv, at spro- get har ændret sig gennem tiden, og at ændringerne ikke altid kunne følges ad. Mange af dialektforskellene mærkes gennem de forskellige udtaleregler. Men der er også ofte nogle grammatiske for- skelle, hvortil kommer, at variationerne i ordforrådet (leksikalske forskelle) mar- kerer dialektforskellene. Disse forskelle må generelt være betinget af forskellig udvikling på forskellige steder. Hvis ta- len drejer sig om dialektforskellene, kan man inkludere talemelodien, som vel er det element, der hurtigst kan bruges for at placere den talendes dialekt. Men vi vil nu ikke skrive om dialektkendetegn for deres egen skyld, her berøres de kun i deres relation til den sproglige udvik- hngi °g i den forbindelse kan vi ikke, i alt fald i dag, bruge talemelodien i be- skrivelsen af den sproglige udvikling. I det følgende skal jeg prøve at be- skrive udviklingen i grønlandsk i tre dele: den leksikalske, den lydmæssige og den grammatiske. Det vil i denne beskrivelse i nogle til- fælde være fordelagtigt også at berøre sproglige „døgnfluer", udtryk, der blev brugt en kort overgang, men ikke fik rigtigt fodfæste, og gruppesprog eller „klikesprog" må også bringes ind i over- vejelserne. Den leksikalske udvikling Dermed mener jeg fornyelsen i det dag- lige ordforråd, når en række udtryk går ud af brug, mens nye og andre opstår. Man må regne med, at opståen af nye ud- tryk på grønlandsk kan være meget mere almindeligt, end vi er klar over, fordi grænsen mellem en betegnelse og et be- skrivende ord må være ret flydende. Når vi ser på en række beskrivende sted- navne, som Qeqertaq, Salleq, Appalut- toq, Qaqqarsuaq m. m., må man næsten regne med, at de har været brugt i no- gen tid, før de entydigt kunne opfattes som stednavne. Grænsen mellem disse ords brug som beskrivelser og deres brug som stednavne må nærmest være umuligt at drage. Men forskellen mellem beskrivelsen og stednavnet er interes- sant, fordi der er en forskel, der består i, at betydningen af det beskrivende ord må være lig summen af ordets elemen- ter, mens stednavnets betydning ikke do- mineres af ordets sammensætning, men af dets brug om den bestemte lokalitet. Derfor kan vi sige, at et nyt ord opstår, når en beskrivende betegnelse bliver til et „navn". Fornyelse af ordforrådet er kendt fra alle eskimoområder gennem ordtabu i forbindelse med dødsfald. Det er kendt i Vestgrønland og Østgrønland. Skikken bestod ifølge den gamle religion i, at man efter et dødsfald ikke måtte sige den afdødes navn eller afledninger af ord af samme stamme. Man var bange for, at den afdødes navnesjæl ved at høre ordet ville opfatte det som en på- kaldelse og så komme som en ånd, en farlig ånd. Man brugte jo almindelige gloser som personnavne. Dette navne- tabu varede i nogen tid, i alt fald til et barn var blevet opkaldt efter den af- døde, hvorved navnesjælen blev „bun- det" til barnet. Denne navnetabu kendes især fra Østgrønland, fordi østgrønlæn- 166 [3] dernes ordforråd var blevet stærkt om- dannet i forbindelse med denne navne- tabu. Erstatriingsordene er ofte karak- teriserende ord, og det ville måske kunne betale sig at se nærmere på alle karakteriserende eskimoiske ord ved lej- lighed, også disse kan være omskrivnin- ger af samme slags som navnetabuord, men deres udbredelse over store områ- der taler umiddelbart imod en sådan tanke. Navnetabu af lignende art er dog også kendt fra Vestgrønland. Når de samme taburegler ikke har medført lig- nende fornyelse i. ordforrådet i Vest- grønland, må det primært skyldes ikke- sproglige faktorer. Den afdødes navn samt de ord, der var afledt af den samme stamme, måtte omskrives. Man måtte finde nye ord til erstatning. Er- statningsordet blev ikke alene brugt i den afdødes boplads, men også i de bo- pladser, som havde en regelmæssig for- bindelse med stedet. Uden for dette om- råde i Vestgrønland blev det oprindelige ord brugt og vendte så efter tabuperio- den tilbage til de berørte steder. Men for at det oprindelige ord kan vende til- bage, må der nødvendigvis uden om navnetabuområdet være steder, hvor det oprindelige ord fortsat bruges. Det var dette omgivende samfund, man mang- lede i Angmagssalikegnen, Når hele be- folkningen samledes på et sted til am- massatfangst, så blev hele gruppen be- rørt af navnetabuen, og det oprindelige ord blev således tabt. Selv om det drejede sig om ret spe- cielle forhold, så betyder navnetabuen dog, at ændringer i ordforrådet ikke var sjældne. Folk måtte være forberedt på, at ændringer i ordforrådet kunne fore- komme, d. v. s. at ord gik af brug, og at ord opstod. Ordforrådet skulle kunne bruges til at dække dagligdagens samtaleemner, og ændringerne i dagligdagens forhold måtte derfor afspejles i ordforrådets ændringer. Da eskimoerne vandrede gennem det højarktiske øhav og kom til nye egne med flere dyrearter, måtte det også medføre ændringer i ordforrådet. I nogle tilfælde kunne man bruge betegnel- ser, som man ellers kun kendte gennem fortællinger, og derfor kan de vestligste og østligste eskimoer ind imellem bruge den samme betegnelse for to forskellige dyrearter. Men ofte er der en vis lighed mellem dem, så det næppe var tilfældige betegnelser, man overførte på nye arter. En form for identifikation måtte fore- komme. På samrne måde måtte ændrin- gerne i redskabskulturen og i samfunds- livet også kræve ændringer i ordfor- rådet. En række østgrønlandske betegnelser kan bruges som eksempel på den beskri- vende nydannelse, idet der er brugt for- skellige måder at beskrive tingene på. Ved ordet aattaarit (umiaq) er funk- tionen brugt som karakterisering: „mid- let til fangstrejser". I udtrykket keersa- gaq (ammassak) har man ligeledes en funktionel beskrivelse, men i dette til- fælde drejer det sig om, hvad man gør ved fisken: „det, man en mangen gang gennemtygger". Ved jagtfalken, nappa- likitseq, bruges et bestemt karakteristisk træk: „den korthalsede", og på samme måde for sortsiden, nalaginnaq: „den vandret liggende". En gammel person er 167 [4] qanganisaq, „en fra de gamle dage". En knogle er kikkaq, vel nærmest „kødben minus kød". Forestillingerne kan også spille ind, f. eks. når en stjerne blev til ammaluatsiaq, „den lille åbning". Der er således mange måder at beskrive tin- gene på, f. eks. det tingene bruges til, og det kan mange gange betyde: organ, f. eks. titsaalit, „høreorgan": ørerne; desuden kunne man beskrive en ting ved at omtale, hvad man gør ved den, eller også kan en eller anden karakteristisk ting blive fremhævet. Derimod synes ,,-usaq", „det, der ligner ..." ikke at have været brugt i sådanne nydannelser i større mængde, selv om samme tilhæng iøvrigt blev brugt på samme måde som i vestgrønlandsk: Tasiilaq „en sølig- nende (bugt)". Om den leksikalske fornyelse Den leksikalske fornyelse kan nok især deles i tre hovedgrupper: beskrivende ord og funktioner af grønlandsk oprin- delse, låneord og grønlandske betegnel- ser, der kan betragtes som oversættelser eller påvirkning af danske udtryk. Beskrivelsen af de tre kategorier vil ikke følge samme opbygning, og det er nu heller ikke helt de samme ting, der vil blive understreget i de tre grupper. I gennemgangen af de beskrivende ord og konstruktioner af grønlandsk oprin- delse vil ordene blive inddelt efter, hvil- ken form for beskrivelse der bruges, og af samme grund vil grovinddelingen følge de tilhæng, der bliver brugt. Jeg vil i beskrivelsen forsøge at skelne mellem nye betegnelser på grønlandsk på den ene side og beskrivende forkla- ringer på den anden side. En beskrivende forklaring siger noget om tingen, men det er ikke det ord, som man ville bruge i den daglige tale. I de gængse ordbøger har man ofte vanskelighed ved at skelne mellem de to ting; når man f. eks. over- sætter „lund" ved orpippannguit, og „time" ved nalunaaqiittap akunnera atu- artitsiviusoq (Bugge, Lynge m. m. 1960), er der den afgørende forskel, at „orpippannguit" er en betegnelse på „lund", mens „nalunaaquttap akunnera atuartitsiviusoq" er en forklaring på skoletime. Det er væsentligt at skelne mellem de to begreber, fordi man ved at have en betegnelse kunne undgå et låne- ord, mens forklaring ofte er for tung at bruge i det daglige og ofte afløses af et låneord, i dette tilfælde bliver det: tjimi/time, men time brugt på den måde betyder først og fremmest skoletime. Selv om lydforholdene beskrives se- nere, må det her være på plads at nævne, at gamle grønlandske udtalereg- ler kun indeholdt tre vokaler, a, i og u, der artikulatorisk kunne blive mere åbne, men forbliver kun at være de tre forskel- lige. Desuden forekommer diftongen ai i åbne slutstavelser, f. eks. qitornal, hans/hendes børn. Af konsonanter fore- kommer der p, m, v, f, t, n, l, s (s i en enkelt dialekt), j, k, ng, g, q, r. Alle disse konsonanter kan fordobles, men bortset fra det efterfølgende kan to for- skellige konsonanter ikke stå umiddel- bart efter hinanden: (ts), rp, rm, rf, rt, rn, ri, rs (og rs). Det kan især bemær- kes, at „r" ikke forekommer efter andre konsonanter, heller ikke „l", og at „s" ikke forekommer umiddelbart foran andre konsonanter. Endnu en lydregel 168 [5] bør nævnes, idet v, l, g, r, (s) og j ikke kan indlede ord og heller ikke kan af- slutte dem. Disse udtaleregler var i begyndelsen nærmest imperative. Skulle et dansk ord optages i grønlandsk, måtte det under- kaste sig disse regler. Udtalen skulle til- passes. Hvis ordet indeholdt to konso- nanter, der ikke må stå sammen på grøn- landsk, måtte der indsættes en vokal. Hvis et ord indledes med en konsonant, der ikke kan indlede ord på grønlandsk, så måtte der sættes en vokal foran, og hvis lyde, der ikke kan afslutte et grøn- landsk ord, er sludyde, måtte der komme en vokal efter dem. Vokalerne e, æ, o og å blev rettet til i eller u, y og ø enten til i eller u. Der blev taget hånd- fast på låneord, og det kan meget nemt have påvirket, at kun ord, hvor der ikke skulle tilpasses så meget, blev optaget som låneord i den periode, hvor ordene skulle udtales, så godt som om de var grønlandske ord. Man må forudsætte, at der under så- danne omstændigheder var en stærk modstand indbygget i sproget imod op- tagelse af låneord, hvis dansk udtale måtte kollidere med grønlandske udtale- regler. Det kunne så bevirke, at ord, der egentlig kunne betragtes som „forklarin- ger", i en periode kunne bruges som „be- tegnelser" eller snarere som leksikalske ord, selv om de var for tunge at bruge. Dette kan nok især bruges ved oversæt- telse af tekster, hvor en række ikke-grøn- landske begreber indgår, så at man sna- rere har behov for en forklaring end en benævnelse. En forklaring kan enten bestå af flere ord, som ved eksemplet af „nalunaaquttap akunnera atuartitsiviu- soq", eller eet ord, der egentlig er for langt til at bruges i det daglige, f. eks. nahtnaarasitartaat, midlet til hurtige meddelelser, d. v. s. telegrafen eller: telegraf/radio. Ord som nalunaarasuar- taat er næsten på forhånd dømt til at gå af brug, da de er for tunge at bruge, og de kan så erstattes af nye grønlandske konstruktioner eller af låneord. I det til- fælde, hvor et andet grønlandsk ord får overtaget, kan begge ordene have eksi- steret side om side, inden det ene må vige for det andet. Vi kan tale om forklarende beskri- velse, der erstattes af en ny benævnelse, når skibsofficerer: umiarsuup naala- gaarai erstattes af aqumiui, „dem der bor til agter", et ord, der ikke er så præcist som den forklarende beskrivelse, men som er meget lettere og mere hånd- terlig. Ord som oqarasuartaat, midlet til hurtigt at sige noget: give besked, blev for længst erstattet af et lettere ord: telefinmi. Her er der åbenbart en side af Martinets „økonomiprincip", at få sagt så meget som muligt med så lille en anstrengelse som muligt (Martinet 1964, s. 182 f f.). Det er et forhold, som purister burde være mere opmærksomme på, purister kan jo have sprogæstetisk nytte. De ovennævnte forhold spiller en rolle på den måde, at man i den tidlige kolonisationstid tilsyneladende mere var pisket til at finde grønlandske konstruk- tioner for at betegne nye ting og begre- ber, der var ved at få indpas i daglig- livet i Grønland. Det kan selvfølgelig også tænkes, at konkurrencen fra låne- ord simpelthen var mindre, når låneord var vanskeligere at acceptere. Men fra 169 [6] den ældre periode har vi mange beteg- nelser på grønlandsk. En del af de betegnelser, der blev brugt om ting og begreber, der kom ind i hverdagen, var gamle betegnelser, der fik et mere eller mindre nyt indhold. Betegnelsen: agiaq issat isarussat teqqiaq igippoq saffiorfik iliversiooq ipuserfik sarpiit qitivippoq Den gamle betydning: gnidesten (åndemaners) snebriller snebriller øjenskærm kaster med harpun sted til bearbejdning af stenredskaber fabeluhyre åretold halefinne (hval) kvidrer De fleste tilfælde af de givne eksempler kan uden videre forstås, selv om forbin- delsen mellem den gamle og den nye betydning kan variere fra lighed i form eller brug til en eller anden associations- form. Det er dog svært at se, om over- gangen fra „kvidre" til „tale dansk" går ud på en vis lighed i talemelodien, eller i uforståeligheden for den almindelige grønlænder. „Betydning" af ordene kan dog i sådanne tilfælde veksle mellem or- dets anvendelse og opbygning, selv om „iliversiooq" var en betegnelse for et bestemt overnaturligt væsen, man havde forestilling om, så kunne betydningen af ordets elementer netop komme til at spille en rolle, fordi det ligger i sagens natur, at selv de folk, der „vidste" hvad dette begreb var, næppe havde set det. Summen af ordelementerne betyder: „gravsøgeren", og derfor kunne det Man kan spørge sig selv, om aaqqatit, brugt om vanter eller handsker, fik et nyt indhold, eller om alersit fik nyt ind- hold, når de nu blev brugt både om skindsokker og uldsokker. Men følgende ord fik mere udpræget et nyt indhold: Den nye betydning: violin briller briller kasketskygge a f skyder gevær smedie hyæne åregaffel motorskrue taler dansk passe til den forestilling om det frem- mede dyr, som man heller ikke havde set undtagen på de bibelske „religiøse" bil- leder. Tilhænget -ffik/-rfik/-vik, sted, hvor ..., har været benyttet meget som beskri- velsesmiddel, ofte forbundet med -tarfik /-sarfik, hvor noget plejer at ..., og i an- dre tilfælde med -livik, opbevarings- sted for ... I nogle tilfælde ledsages skiftet fra -ffik til -vik med metatese, ved hvilket et udtrykselement (i dette tilfælde „forlængelseselement") flytter over til den foregående stavelseskonso- nant, som så bliver forlænget. Det sker i ord som igaffik - iggavik, køkken, to former, der kan anvendes lige godt. I andre tilfælde bruges denne valgmulig- hed for at markere en forskel, f. eks.: neriffikl sted, hvor nogen har spist, ner- rivik, spisebord, hvorfra det får udvidet 170 [7] betydning til „bord at have noget med f. eks. skolebord, udstillingsbord " som ikke behøver spisning" at gøre, e. L aappalaartulerfik allungiartorfik atuarfik arsaajaavik allaffik allattarfik erfalasulerfik ermiffik igaffik/iggavik akunnittarfik ikaartarfik ikaartiterivik iffiorfik ilinniarfik atorfik kaffisorfik kaffisorniarfik kakkissarfik katersortarfik kissassimaffik mattuffik mersoriik mersortarfik mittarfik naaralaartitsivik naalagaaffik naalaffik naatsiivik naneruuserfik napparsimmavik nalaasaarfik nerisarfik nerrivik nillataartitsivik niusarfik flagstang dørmåtte skole askebæger kontor, skrivebord tavle flagstang vandfad køkken hotel bro væveri bageri skole stilling kaffekande cafe lommetørklæde forsamlingshus termokande kloster symaskine systue flyveplads fyrtårn stat tempel have lysestage sygehus divan spisestue bord køleskab anløbsbro En række eksempler kan gives for -vik/ -fik ordene: der, hvor flaget „sættes" det, hvorpå fødderne tørres der, hvor „linierne" følges der, hvor asken slås af der, hvor nogen skriver der, hvor nogen plejer at skrive der, hvor flaget „sættes" det, hvori ansigtet vaskes der, hvor der kokkereres der, hvor der standses for natten der, hvor man kommer over der, hvor noget trækkes fra den ene side til den anden der, hvor „græs" behandles der, hvor noget læres der, hvor der gøres nytte det, hvorfra kaffe drikkes der, hvor man går ind for at (ville) drikke kaffe det, hvorpå man pudser næse der, hvor man samles der, hvor noget holdes varmt der, hvor nogen lukker sig ind det, hvorpå man syr der, hvor man plejer at sy der, hvor „fuglene" sætter sig der, hvor man lader ilden blusse op der, hvor nogen har herredømme der, hvor der lyttes der, hvor man venter noget gro det, hvorpå lyset sættes sygehus der, hvor man slænger sig der, hvor man plejer at spise der, hvor man spiser der, hvor noget holdes køligt der, hvor nogen stiger i land 171 [8] niuertarfik niuertoqarfik oqaluffik oqaluttarfik pisiniarfik qerititsivik qilaliarfik qitittarfik qitserarfik qorlortitsivik siniffik sinittarfik sikatsitsivik talittarfik tunisivik uunnaavik uuterivik sannavik butik „koloni" kirke prædikestol butik fryseboks himmelfartsdag dansehus spyttebakke tragt seng soveværelse kafferister kaj offeralter kedel henkognings fabrik tømrerværksted, snedkerværksted Dette udvalg af de konstruerede beteg- nelser på grønlandsk kunne naturligvis inddeles på forskellige led, alt efter hvad det er, man ønsker at få frem. Jeg prøver at finde det fælles træk, efter hvilket man beskriver genstanden på, og her er det dens relation til et sted, eller stedets relation til en bestemt form for handling. Tilhænget -ffik/-yik kræver selv en verbal stamme og kan derfor let forbindes med en handling. Det kan i nogle tilfælde betale sig at holde øje med, om en ordstamme bruges igen som beskrivelseselement i en anden sammen- hæng. I forbindelse med „atuarfik", der hvor „linierne" følges, kan man vel ikke vide noget om, hvilke „linier" der me- nes, hvis man ikke ser på „atuarpoq" eller „atuartoq", henholdsvis „han føl- ger linierne" (læser), „en der følger der, hvor der handles der, hvor „den handlende" er der, hvor nogen taler der, hvor nogen plejer at tale der, hvor man går på indkøb der, hvor man lader noget fryse til det tidspunkt, hvor nogen farer til himmels der, hvor man plejer at danse der, hvor man plejer at spytte det, hvorigennem noget fosser ned der, hvor man sover der, hvor man plejer at sove der, hvor (kaffen) ristes/skørnes der, hvor fartøjerne lægger til offersted det, hvori noget varmes op der, hvor noget „svitses" der, hvor man laver noget i træ linierne" (den læsende), så kan man få en lidt bedre sammenhæng, idet „skole" så kommer til at betyde: „der hvor der læses". Men sådanne ord er stærke indi- cier, der fortæller, at betydningen af et „ord" ikke altid kan fås ved at se på, hvilke elementer ordet består af. Skole er en bygning (eller et begreb), hvor man gør en masse andet end at „følge linier". I sammenhænge som f. eks. „sko- len og samfundet" vil det være temme- lig absurd at betragte skolen som „no- get, hvor linierne følges", og bedre bliver det ikke, hvis man taler om „linie- fag i skolen", for det er en hel anden historie. I mange tilfælde må man regne denne -ffik/-vik gruppe for sekundære dannelser i forbindelse med betegnelser for europæiske ting og begreber. For her kommer ofte ord ind, som i forvejen har 172 [9] """•»*, Seminariets elever lærer nye begreber. været igennem en dannelses- og udvæl- gelsesproces. Et eksempel har vi allerede i „atuarpoq" - „atuarfik". „Iffiorflk" er sandsynligvis også en sådan sekundær dannelse, efter at „ivik" var blevet til en betegnelse på „skonrog", foruden at være betegnelse for „græsstrå" eller „græs". „Iffiorfik" kan så i så tilfælde betyde „skonrogmagerværksted" eller „rugbrødmagerværksted", da rugbrød hedder iffiaq, „det ivik, som man har lavet". Ord som „atorfik", „der, hvor der gøres nytte", er for mig at se en mærkværdig dannelse, med mindre no- gen skulle overbevises om, at man godt kunne gøre nytte på landjorden. Anvendelsen af -fik og -tarfik er flere gange blevet brugt for at skelne mellem to forskellige ting, således allaffik, kon- tor eller skrivebord, ogallattarfik, tavle; oqaluffik, kirke, og oqaluttarfik, præ- dikestol. Men vi kender ikke omstændig- hederne ved disse ords opståen, og der er ikke tale om forskel mellem noget 173 [10] større og noget mindre, der kan rummes i det større. Vi har et modsat eksempel i siniffik, seng, og sinittarfik, sovevæ- relse, og det samme er tilfældet med nerr'tvik, bord, og nerisarfik, spisestue. Disse ord må være opstået efter følt behov blandt folk og har ikke været for- søgt systematiseret. Modsætningen -ffik/-vik ved vokal- stammer (de stammer, hvor udlyden er en vokal) kan dog bedre bruges til at skelne mellem et generelt udtryk og en speciel betydning. Således betyder nerif- fik det sted, hvor nogen har spist, mens nerrWik er et bord, vel oprindelig spise- bord, på samme måde er sanaffik det sted, hvor noget blev til (lavet), mens sannavik er tømrer- eller snedkerværk- sted. Denne betragtning gælder dog kun de tilfælde, hvor en generel betegnelse søges adskilt fra et leksikaliseret ord med speciel betydning. Ord som igaffik og Iggavik kan bruges vilkårligt om køk- ken; og aniffik og annivik siger det samme, der hvor nogen er kommet ud. Det sidstnævnte bruges oftest. Lidt andre forhold kommer ind i bil- ledet, når stammen ender på en for- længet vokal. Der kan man bruge -ffik og -v'ik uden metatese. Isaavik er det sted, hvor noget strømmer ind, mens isaaffik betyder port. Inuuffik betyder fødested, mens innnik betyder fødsels- dag. Det må formodes, at en del af de forskellige betegnelser er opstået sam- tidigt på forskellige steder. Det må ofte medføre, at de forskellige betegnelser må konkurrere om en „anerkendelse", men det sker også, at forskellige beteg- nelser får en samtidig „anerkendelse" og kan bruges mere eller mindre vilkår- ligt. Et eksempel herpå har vi i aappa- laartulerfik og erfalasulerfik, begge be- tyder flagstang. Dette skyldes, at både appalaartoq og erfalasoq er leksikaliseret i betydningen flag. De kan bruges vil- kårligt. Noget andet er tilfældet med ord for toilet, hvor det rene ord er anartarfik, der, hvor man forretter nødtørft. Ordet skurrer alligevel for nogle af for megen biologisk funktion, hvorfor nogle eufe- mistiske ord også bruges, således aquit- tarfik, der hvor man kommer til at sidde på hug, peritstiersarfik, der, hvor man kommer af med sin trang, og sidt sar fik, der, hvor man kommer i arbejde. Man skal således ikke sammenstille sitllhik, arbejdsplads, med sulisarfik. Lidt anderledes er ordene med -livik opbygget, idet -livik er et nominalt til- hæng og betyder opbevaringssted for ... Derfor behøver man ikke at sætte disse ord i forbindelse med handling eller pro- ces, men blot med den genstand, der opbevares: immulivik sukkulivik aamarsuaasivik kukkukuusivik uumasuusivik paassaasivik naatitaasivik naasulivik atuagaasivik mælkekande, flødekande sukkerskål kulspand eller kulrum hønsehus stald krudthus grøntsagshus urtepotte bogreol Det skifter således mellem -livik og -sivik, idet vi får -sivik ved de oprinde- lige -ut-stammer ved en omdannelse af 174 [11] noget, der må være -tilmik —sivik. Ord, der ender på -livik/-sivik, må normalt som „opbevaringssted" indeholde noget, der kan bruges, og som var beregnet til brug af en eller anden slags. Når det drejer sig om rester, der ikke kan bruges til noget, må man bruge tilhænget -koor- flk, f. eks. saanikoorfik, bentallerken, arsakoorfik, askebæger der bruges på samme måde som arsaajaavik), nua- koorfik, spytkrus, etc. „Lokalisering" af genstanden kan yderligere bruges som beskrivelsesmid- del ved -qut/-rut, noget, man har på ... Heller ikke i dette tilfælde sættes ordet i forbindelse med en handling, men man har oftere brugt legemsdele for at pla- cere genstanden i forhold til dem. niaqorut paffequtit makisequt kiapequt ikiaqut uinequt kiatequt atequt siulequt sioqut krone muffediser „lændebælte" „overdel" underbeklædning undertøj bluse nederdel forord klyver Som det kan ses af de to sidste ek- sempler, er det ikke alene legemsdelene, der bruges til „lokalisering", men hvis der skal bruges en betegnelse i forhold til en fast plads, så er beklædningsdele noget af de mest oplagte muligheder. aqumiu saqqarrniu tuimiu paffimmiu ippammiu assammiu nuilarmiut qillertuusarmiu qernertormiu umittoormiu savalimmiut skibsofficer medalje epaulet armbåndsur lommeur fingerring perlekrave dåsemad neger nordmand færinger noget, man har på hovedet dem, man har om håndledet noget, man har om lænden noget, man har om overkroppen (skuldrene) noget, man har mellem „andre lag" noget, man har på skindet noget, man har om overkroppen noget, man har om underkroppen noget, man sætter foran det andet noget, man har på den forreste del Men hermed er mulighederne for beskri- velse ved lokalisering ikke udtømt. Til- hænget -miu, „beboer af", „noget, der hører til på", er også blevet brugt som en yderligere speciel form for beskri- velse. den, der bor til agter det, man har på sin forside det, man har på skulderen det, der „bor" på håndleddet det, der „bor" i bukseklappen det, der „bor" om fingeren/i hånden dem, der „bor" om halslinningen den, der er i blikdåser den, der bor hos de sorte den, der bor hos de skæggede de, der bor der, hvor der er får 175 [12] I forbindelse med brugen af -miu er spredningen større end i de ord, hvor -miu regulært betyder „beboer af", til „noget, der hører til ..." Det kunne være morsomt at spørge, hvorfor „lom- meuret" er forbundet med bukseklappen og ikke med vestelommen. I forbindelse med f tering er der en vis usikkerhed, idet ordet savalimmiormiti er ved at få hævd som betegnelse for færing, savalimmior- miu betyder „den, der bor hos dem, der bor på det sted, hvor der er får". Det er aalisartoq aappalaartoq ajorinngujuitsoq akkittartoq allattoq atuartitsisoq atuartoq amusartoq aquttoq eqqartuusisoq igasoq ilinniartitsisoq ilinniartoq inangtisoq ikumasartoq naleqquttoq nuuttartoq oqaluttartoq pukkitsoq paarsisoq pattattoq pussuttartoq qaajasoq qaartartoq qalipaasoq qaammartartoq qannguluttoq qaqorteqqasut fisker flag fjeder sikkerhedsnål kontorist lærer skoleelev skuffe styrmand dommer kok lærer elev apostrof primus skriftsted karbonpapir grammofon sko/træsko „forstander" organist tøjklemme glaskugle bombe maler håndlygte „bro" ris ikke noget usædvanligt at bruge -mior- min. Det bruges om alle, der bor på steder, der har navn med -mitit: kangaa- miormiut, sisimiormiut, killermiormiut, ikkamiormiut, kuummiormiut, paamior- miut, etc. De bor alle sammen hos dem der bor ... Selve ordet Savalimmiut er nu ved entydigt at betyde: Færøerne. Naturligvis bruges de verbale stam- mer til beskrivelse ved et nominalt suf- fiks, f. eks. den intransitive navnemådes -toq/-soq: det røde det, der ikke kommer ud af form det, der sættes om en slags modhage skriver den, der lader læse/gå i skole det, der trækkes ud den, der styrer ved roret den, der dømmer ved retten den, der laver mad den, der underviser den, der lærer noget den, der tager en andens plads den, der plejer at brænde det, der passer til situationen det, der overføres den, der plejer at tale den lave den, der passer på noget den, der „klapser" den, der kniber sammen den, der let brister itu den, der plejer at sprænges den, der får lys den, der gungrer de, der har antaget hvid farve 176 [13] qasilitsut qeersaartoq qipisoq qiversartoq qutsinnerussaartoq sanasoq satsigassarsiortoq sanningasoq seersartoq seernartoq siittartoq silaqanngitsoq tasisuasoq timmisartoq tipigissoq ilisimasassarsiortoq peber grå klæde lirekasse hængsel Den allerhøjeste tømrer, snedker materialist kors stjernekaster eddike lynlås brændevin elastik flyvemaskine parfume ekspeditionsmand I nogle tilfælde, men ikke altid, kan man gøre ordene verbale igen og bevare grundbetydningen. Således kan man om- danne pattattoq, organist, til pattappoq, han spiller på orgel, og man må lade den mulighed stå åben, at det er den yerbale form, der skabte begrebet, der så blot blev nominaliseret til pattattoq. I andre tilfælde er det ret klart, at be- grebet er knyttet til den nominaliserede form og til den alene. Hvis vi ændrer qannguhittoq, et godthåbsk udtryk for aalakoorpoq aallaaniarpoq akileraarpoq alanngaarpoq allappoq allungiartorpoq angeqqippoq apersortippoq ataatsimiipput avalappoq avilualaarpoq er fuld går på jagt betaler skat læser udenad skriver tørrer fødderne konfirmeres konfirmeres holder møde rejser til Danmark klemter de, der svier „det med grånende hår" det, der snurrer rundt det, der åbner sig helt den, der arbejder i træ den, der søger noget at føle på den, der hvisler det sure det, der „rives op" det fornuftløse det, der kan forlænge sig det vellugtende en, der søger efter noget at vide en bro uden gelænder til qannguluppoq, er den direkte forbindelse med en bro brudt, noget gungrer; og af ordet er- linnartoq, ædelsten, kan vi ikke få erlin- narpoq, uden at begrebet ædelsten der- med forsvinder helt. For at kunne kom- plettere listen foroven gives der eksem- pler på verbale begreber. Til gengæld kan man i forbindelse med de verbale begreber nominalisere ordet, uden at grundbegrebet forsvinder: har sindet (?) i bevægelse er ude at skyde betaler med faste mellemrum læser uden at se på sætter mærker på (?) tørrer sålerne bekræfter sit ja udspørges samles på et sted rejser ud af kysten 177 [14] ermarsorpoq erinnersaarpoq eqaarsaarpoq ileqqorsorpoq kuisippoq inuuissiorpoq kisitsivoq naafferarpai niaqqumoorpoq naalagiarpoq nissikullattaavoq nunalippoq nipilersorpoq nuersåavoq oqalugiarpoq pattappoq putoortuliorpoq qaqofhikuuvoq qitivippoq sikatsitsivoq silatangiaavoq sillimmasiivoq tangeqartitsivoq taarsigassarsivoq tussiarpoq utertarpoq synger sange messer gør gymnastik synger vise døbes holder fødselsdag har regning betaler af regner i hovedet går i kirke hækler kommer til Grønland spiller musik strikker holder tale/foredrag spiller på orgel/klaver knipler kasseres taler dansk rister kaffe synger ved husene forsikrer holder dåbsbekræftelse låner penge synger salme staver bruger sin stemme giver ordene melodi prøver at få stivheden af sig gør som traditionerne påbyder får vand hældt over sig tæller betaler terminsvis gør noget i sit hoved er henne for at høre får noget igennem med en krog kommer i land får lyde frem ved instrument klasker på noget laver stof med huller er for „hvid" kvidrer gør noget hårdere og mere skør søger uden for husene stiller noget til beredskab giver noget „kraft" gentager noget Det er en broget samling af begreber, der har fået navn på grønlandsk. En mere systematisk fremstilling kan sikkert opnås, hvis man holdt sig til mere af- grænsede emner, f. eks. kirkesproget. Kirkesproget adskiller sig dog fra de her valgte eksempler ved, at det har boglig støtte, og har mere strukturerede spredningskanaler, og det afviger derved fra det „frie sproglige marked", hvor jeg ønsker at lægge hovedvægten i dette arbejde. Men i det tilfælde, hvor der i kirkesproget forekommer aspekter af in- teresse for denne beskrivelse, vil jeg dog ikke afholde mig fra at bruge dem. I den ovenfor gengivne liste har jeg undladt at give en nærmere forklaring af ordets etymologiske betydning, når det ikke ville bringe noget nyt ud over den betydning, ordet har ved sin brug. Af alle de givne eksempler på de verbale begreber kan der fås et nominalt ord ved tilføjelse af -toq/-soq, i betydning „en, som ..." Ord som qaqornikunvoq, somme tider også qaqortukuu'voq, „vrages til fordel for en anden", stammer tilsyneladende fra indhandling af ørreder, hvor de ørreder, der havde hvidt kød, enten slet 178 [15] ikke blev indhandlet eller blev indhand- let til lavere pris. Man kunne lægge mærke til, at der er givet tre forskellige ord for at synge: et for at synge salmer (tussiarpoq), et for at synge sange (erinarsorpoq) og et tredie for at synge viser (ileqqorsorpoq). Dette kan hænge sammen med, at de tre former for sang hørte med til hver sin sociale sammen- hæng. Men det kan også være en genre- amuagaq aqerlortigaq attartugaq atuagaq isaagaq kilitaq naalagaq ningittakkat nuioragaq nunniugaq pujuugaq qipisaq salliligaq tigusartakkat ungaluugaq ståltråd dåsemad chartret skib bog halvtredsøre brødskive herre langline kurv jævnet areal røget fisk kræmmerhus brædt løn indhegning Ved disse ord har man beskrevet, hvad der er blevet gjort ved tingene. Mange af disse ord forklarer ikke sig selv, men forklaringen er forståelig uden større besvær. Men ord som „isaagaq", 50 øre, kræver en nærmere forklaring, når isaagaq oprindeligt betød „favn" (de udstrakte arme). Ifølge traditionen stammer betegnelsen fra dengang, da man kunne købe en rulletobak, en favn for 50 øre. Forklaringen lyder plausibel, iffiaq rugbrød immiaq hjemmebrygget øl inddeling, der egentlig er en viderefø- relse af den traditionelle sangs (innger- neq) genreinddeling, f. eks. iverpoq, syn- ger nidviser, serravoq, „synger" trylle- viser, o. s. v. Endnu en form for nominalisering af verber må nævnes som beskrivelsesform, nemlig den passive navnemåde ved -taq, -saq og -gaq: noget, der trækkes ud det tinbehandlede „det lejede" det, man følger ad „favn" skåret ud som skive den adlydte det, der fires ned det flettede det „kunstige" land det røgede det snoede det, der var gjort tyndere (flade) det, man plejer at få da mønterne ofte havde navn efter, hvad der kunne fås for dem, eller hvad man kunne give i bytte for dem. En rigs- daler kaldtes således for nappartarsuaq, en tønde, fordi man kunne få en rigs- daler for en tønde spæk. Handlingsverberne bruges yderligere med andre tilhæng til andre former for beskrivelse. Således bruges -liaq med sine varianter -siaq og -iaq i betydningen „som man har lavet". det „græs", som man har lavet vand, som man har lavet 179 [16] ikerasaliaq inussuusiaq atuakkiaq ajortuliaq napasuliaq oqaluttualiaq orpiliaq qaammataasiaq qaqortuliaq sukkasuuliaq tissaluttuliaq kanal pyramide bog syndig gerning tårn „fiction" juletræ satellit franskbrød speedbåd springvand Oversættelsen af forklaringerne er noget ubehjælpsom, og i nogle tilfælde ville ordet „kunstig" e. 1. lyde mere mundret. Men der ligger ofte et andet indhold i „kunstig", f. eks. syntetisk, hvad der ikke ligger i de grønlandske ord. Orpi- liaq var det træ, man lavede til julen af granstage og enebærris, eller lyngris, dengang da man ikke normalt bestilte grantræer i Danmark, og det er noget andet end det plastikjuletræ, som man kan få i dag. Men det går sådanne ord engang imellem således, at betydningen „det træ, man har lavet" veg tilbage for betydningen slet og ret „juletræ". Det aamaruutissat kul akuutissaq kaffetilsætning annoraassaq bomuldsstof ajoqissaq seminarieelev equutissaq toiletpapir iffiassat imigassaq immiassat issingigassat malittarisassat nappartassaq nuersagassaq rug spiritus malt havregryn ordensregler tøndestav strikkegarn et sund, man har lavet noget, der er gjort til at ligne en varde noget, der er lavet til en bog det onde, man har gjort det opstående, som man har lavet en fortælling, man har lavet et træ, man har lavet noget, der er lavet til at ligne månen det „hvide", man har lavet noget, der er lavet til at skyde fart det kunstigt springende vand grantræ, man får udefra idag, hedder fortsat orpiliaq, fordi orpiliaq er blevet et begreb i den grad, at det at danse om juletræet hedder orpiliarpoq. I dette tilfælde er der ingen tvivl om, at den verbale form er afledt af orpiliaq, og ikke omvendt. I mange tilfælde beskrives en ting ved, at det er beregnet til et bestemt for- mål. Det sker ved at bruge fremtids- tilhænget -ssaq. Naturligt nok bruges dette tilhæng i forbindelse med noget, der indgår i en eller anden forarbejd- ningsproces eller ændringsproces. noget, der er beregnet til at holde ild noget, der skal blandes i noget, der er beregnet til anorak en, der vil blive til kateket noget, der er beregnet til at tørre sin bag med noget, der bliver til rugbrød noget, der er beregnet til at drikke noget til at brygge øl af riogetj hvorfra saften må sies noget, der skal følges noget, der bliver til en tønde noget, der skal strikkes 180 [17] orpiliassaq grantræ palissat blår qa juusiassat hvede pequtissat ammunition sallilikkiassaq fyrretræ suaasiassat byg Mange af disse sager er „beregnet til" noget, som oprindeligt må være ukendt i den grønlandske hverdag før kontakt- tiden. Det bliver så igen ord, som kræver en nærmere forklaring. Nogle ord som iffiassat, immiassat, orpilias- saq etc. fører til ord, som vi har omtalt, og andre vil så blive berørt senere, f. eks. qajuusat, suaasat, og der må som ved de oprindelige begreber komme en nærmere forklaring på, hvordan ordene er sam- mensat. Issingigassat, havregryn, har også et andet navn, qorlortitassat, noget ilullissiaq kilitsissiaq qalissiaq qanassiaq qarlissiaq qarmasissiaq paassiaq paatissiaq puussiaq simissiaq ujalussiaq ungerutissiaq skjortestof spion tagpap lægter klæde mursten „kajakring" kajakåretræ papirspose hessian sytråd ståltråd Det kunne rnåske sige noget om kultur- mødets art, at „hessian" var „beregnet til at stoppe i et hul". At „materialerne" skulle bruges til „teltstang" (skindtelt) og til kajaktilbehør, viser, at betegnel- serne stammer fra snart forgangne tider. Ordet kilitsissiaq må siges at være noget, der bliver til juletræ noget, der bruges til forladning noget, der bliver til hvedemel noget, man skal have ved siden af noget, der bliver til brædder noget, der bliver til byggryn som skal sies igennem, og begge henty- der sandsynligvis til brugen af havre- suppen til småbørn. Materiale til er også noget, der bru- ges om materiale eller stof til noget, -ssiaq. I sin anvendelse minder det me- get om det foregående, og kun i få til- fælde kan vi direkte oversætte ved „be- regnet til" til forskel f rå'„materiale til". Det sker i tilfælde som „sytråd" og „pa- pirspose", som på en måde er færdig- varer, men beregnet til senere brug: en, som man har til at give en besked materiale til dækning materiale til teltstang materiale til bukser materiale til mur materiale til kajakring materiale til kajakåre noget beregnet til at have noget i noget til at stoppe i et hul noget beregnet til sytråd noget beregnet til at vikles om noget overført fra åndemanerens „snuser", hjælper, eller hvad man skal kalde ham, til gysernes „agent". En anden form for stof betegnelse er tilhænget -mlneq, som ofte oversættes som „et stykke", men det betyder egentlig også „bestanddel af", og det er 181 [18] i denne betydning, det bruges f. eks. ved annoraamineq, bomuldsstof, „bestanddel af annoraaq" (anorak), igalaamineq, glas, „bestanddel af vinduer/ruder", sa- vimineq, jern, „bestanddel af kniv", o. s. v., men når vi kan oversætte manngerttimineq, egetræ (egeved), som ajortilik anguutilik akulaasalik atorfilik marlulik meqqulualik meqqutaasalik ornavaffilik papilik pujortulik noqartilik qamutilik qinnilik qulillit sanningasulik tingerlaataannalik qituttulik synder hjuldamper splitflag lønmodtager dobbeltløbet gevær uldent klæde nåletræ læne (stol) granstage damper strengeinstrument kanon skrue tiere kors sejlskib slangepibe „bestanddel af noget hårdt", så sker det snarere ved parallellisering af de øvrige eksempler. Det kunne lige så godt be- tyde: „et stykke af noget hårdt". „Noget, der er forsynet med" er også en ret godt anvendt beskrivelse, oftest ved tilhænget -Hk: en, der har synder noget forsynet med „padler"/,,bryst- finner" noget forsynet med „skræv" en, der har en stilling (jfr. -fik) noget med „to" noget med fint „hår" noget med „nåle" noget med armlæn noget med halefjer noget med noget, der ryger noget med strenge noget med (på) vogn/slæde noget med gevind noget med „ti" noget med tværstykke noget der kun har sejl noget med blødt stykke Hvis „skræv" er et negativt værdiladet ord, så er min gengivelse af splitflag- betegnelsen ikke særlig velvalgt, fordi „akulaasalik" ikke er værdiladet på samme måde, og det er egentlig en ganske træffende beskrivelse. Om granstagerne i gamle dage havde nogle grene (måske topgrene) siddende på, kan jeg ikke sige noget om, men betegnelsen tyder på det. Qulillit om tiere er brugt især i bibel- oversættelserne, og det bruges uden for bibelen vel især i missionærernes gram- matiske eksempler. Som konstruktion må det have haft arfinillit som model, seks, men det afviger på et par punkter fra bru- gen af arfinillit} 6, aqqanillit, 11, og ar- fersanillitj 16, ved, at qulillit udtrykker udfyldelse af l O-talsystemets enheder, mens den gamle betegnelse udtrykker en overskridelse af femtalsystemets enhe- der. Ser vi, på andre eskimodialekter, synes brugen af „qulillit" også at afvige ret afgørende fra den tidligere anven- delse af tal med ,,-llit", idet arfinillit malrungnik betyder 7 (6+1), d. v. s. + 2 på den nye enhed, mens marhtnmk qulillit i bibelsproget betyder 20 (2 gange 10). Men det er sandsynligvis 182 [19] ki-sit-si-si-i>(tu-vit? 1. a-tau-seK 6. ar-fi-neK 2. mar-dluk 7. ar-Ji-nen mar-dluk 3. pi-nga-sut 8. ar-fi-neK pi-nga-sut 4. si-sa-mat 9. Kii-li-ngi-lu-at i-ma-lit-nit 5. tat-dli-mat Ku-lai-lu-at 10. Ku-lit 11. ar-na-ncK i-ma-Ju-nit i-sig-ka-neK 16. ar-fer-sa-nen Stephen Møllers tegninger med en masse velkendte begreber, til venstre forsidebilledet til ABD fra 1908, til højre tælling på grønlandsk. ikke af den grund, at disse tal aldrig blevet accepteret på grønlandsk, men sna- rere fordi de bragte for lange betegnel- ser ind i sproget. Vi kan således også betragte disse bibeltal for „forklarin- ger". Man udvidede disse tal med hundreder, „untritillit", og tusinder, „tuusintillit", o. s. v. 1976 ville blive (ataatsimik) tuusintillit qulingiluanik untritillit arfineq marlunnik qulillit arfi- nillillu. Når man er færdig med at sige det, er det svært at huske, hvordan man begyndte. Disse tal blev begrundet med, at man ikke skulle kunne tælle på grøn- landsk ud over 20. Det er nu ikke rig- tigt, idet rnan derefter har tyvetals- system. Men uden større enheder end tyve bliver tallene også upraktiske, når man kommer på større tal, og hvis man ikke er fortrolig med tyvetalssystemet, kan man også have svært ved at finde ud af, hvad der menes. 1976 ville efter dette blive: inuit inulinneri sisamariar- lugit inuillu arferssaneq pingasut arfer- sanillillu. På det niveau er de oprinde- lige grønlandske tal faktisk kortere end de bibelske tal. - Et andet ord, nemlig betegnelsen for sejlskib: tingerlaataan- nalik er også interessant derved, at det påstår, at skibet har sejl, men mangler noget andet. Dette ord må være opstået i en periode, hvor det er nærliggende at 183 [20] forbinde skibe med andet fremdrivnings- middel end sejl. Man kunne tænke på årer, men de kan vel næppe sættes di- rekte i forbindelse med de skibe, der kom til Grønland. Da alle de skibe, der kom til Grønland, var sejlskibe, kunne der næppe være nogen grund til at be- mærke, at de kun havde sejl. Derfor må ilisimatooq videnskabsmand ilinniarnertooq student qatigattooq kamel/dromedar quassuttooq bjælke qungasersooq giraf qoorortooq riffel pamiortooq odder Bortset fra de to første eksempler er de givne eksempler baseret på det, man umiddelbart kan se og kan måske derfor betragtes som stammende fra den første gang, man på en eller anden måde stif- tede bekendtskab med dem, måske endda kun på billeder. Den samme tanke får man ved beskri- velser på det modsatte, nemlig at der „mangler" noget. Ørken hedder inoqa- juitsoq, der hvor mennesker ikke kom- mer til, eller inuilaq, det mennesketom- me. Elefant hedder nagguaatsoq, „det uden led"; om det var baseret på de tykke ben eller snabelen, kan jeg ikke sige noget om. Vest er aatsoq, det ærme- løse. Kjole i betydning mændenes be- klædningsdel til fest er aqajaqanngitsoq, den uden bugstykke. Flip er qungasiin- naq, „kun halsstykke". Vi oversatte „atorfilik" som „en, der aappersanaq amusariaq konsonant kommode denne betegnelse være opstået ret sent, nemlig da de første dampskibe kom til Grønland, hvor dampmaskinen vel i mange tilfælde var en hjælpemaskine, idet skibene samtidig var sejlførende. I nogle tilfælde siger beskrivelsen ikke alene, at man har noget, men ligefrem at man har „meget" : en med megen viden en med megen (bog) lærdom en med en stor ryg noget med kraftige kanter langhalset den meget riflede den med den kraftige hale har en stilling", vi kunne også oversætte det ved „en, der har en plads, hvor han gør nytte" eller „en, der gør nytte". Det kommer an på, hvilke bestanddele af ordet vi kan betragte som havende fast, leksikaliseret betydning, eller tværtimod en „produktiv" sammensætning af ele- menterne. Ordet atorfeqanngitsoq bety- der „ikke-lønmodtager", når vi går ud fra, at atorfilik er lønmodtager, men går vi længere ned i oversættelsen af elemen- terne, kan vi få betydningen „den nytte- løse". Atorfeqanngitsoq er ofte beteg- nelse på fiskere og fangere. Men nytte- løse er de ikke. Flere ord kan karakteriseres ved, hvad man kan/må gøre ved dem eller ved en ledsagende omstændighed. Der bruges også en verbalstamme, og de efter- følges af -riaq, noget, som må ... noget, som må ledsages af noget andet noget, hvori noget må trækkes ud 184 [21] „Noget, der kun har sejl". kukkilattariaq nikussallattariaq nutsugiaq malittariissariaq pattagiaq qanersoriaq qaqqortariaq quummiuttariaq sakiammissariaq assassoriaq kuukkooriaq zither vals harmonika kanon (sang) orgel mundharmonika nød polka vimmelbor vridbor krokodille noget, man må klimpre på det, hvor man må op på tæerne det, man må trække i det, hvor man følger efter hinanden det, som man må klapse på det, man må bruge munden til det, man må bide i stykker det, hvor man må knibe benene sammen det, man må støtte med brystet det, man må bruge hånden til den, der må følge floderne 185 [22] Krokodillen hedder i virkeligheden: ktiukkooriarsuaq, det store (dyr), der må følge floderne. Der er nogle ord, som må være lyd- marloraaqaaq kukkukooq siorpaaluk tartartaaq tukutuuaraq tumerparpaaq høne høne bommesi firetaktsmotor nummerbåd tromme Både marloraaqaaq og kukkukooq er vel rytmiske gengivelser af hanegal, og må- ske skulle de oversættes som „hane". Men de bruges, også den lidt kortere form: marloraaq både om hønen og hanen. Kukkukooq har også den lange form: kiikkukiiukooq. aallaat aåtaarsiut ajoqiit allaat anorisiut ataarutit amutsit amiisit ermiut ersiut ikitsisit issisiut issorsiut kakkissaat kappoqqut kalittaat kasuttaat killaagut ' kissarnersiut kissarsuut kumangiutit alliut gevær bindegarn nr. 2 kateket pen, griffel vindtøj ski ophalerspil malerpensel vaskeklud vokal tændstikker termometer spade tørklæde brochenål bugserbåd klokkeknebel stoppenål lægetermometer ovn tættekam trekantet synål malende på den måde, at de ikke selv nødvendigvis siger noget om genstanden, men at de betegner en lyd eller efterligner rytmen i lyden: Han har fanget hele to! „Kykliky?" noget, der føles (høres?) som sand (med tukutuku-lyd) „dadum-dadum" (?) „Middel til", „redskab til", bruges meget ved tilhængene -ut og -it. Det kan være svært at begrænse betydningen af -ut og -it til „medium til", det kan også være „medium ved", som det vil kunne ses af de givne eksempler. det, hvorved noget kommer i gang det, hvormed sortsider (fanges) undervisnings „middel" det, hvormed man skriver (tøj) beregnet til blæst det, hvormed man kommer ned ad bakke det, hvormed noget trækkes på land det, hvormed der trækkes „skind" det, hvormed man vasker ansigt det, hvorved noget høres (tydeligt) det, hvormed noget tændes op middel til at finde ud af kulden redskab til tørv det, hvormed man plejer at pudse næse det, hvormed noget stikkes i det, hvormed noget plejer at bugseres det, hvormed man slår imod noget hulfjerner redskab til at finde ud af varmen det, hvorved man pusler for at få varme aflusningsredskab redskab til sålesyning 186 [23] naalaartaat naggat nakkarnaveeqqut nakorsaat nalunaarasuartaat naqitsit niaquamaveeqqut nillornaveeqqut nipinneqqut natsersiut nuaarsaat nujarissaat matuersaat oqarasuartaat orsuut paalersaat paaviaat piiaat pujorsiut pujortaat pussugutit qaammatisiutit qalipaasiutit qapiut qillersaat qinneriaat qarlortaat qiuutit queruersaat seqinersiut sialussiut silasiut simernaveeqqut simiiaat sorsuut tarrarsuut upanniut usserut utoqqalinersiutit uuttuut stetoskop punktum hårnål lægemiddel telegraf stempel hjelm termoflaske lim, klister bindegarn nr. l slimløsner brillantine nøgle telefon tjære ladestok rensestok viskelæder kompas pibe tang kalender malerpensel høvl sværte skruetrækker blæseinstrument saks hostesaft sekstant regnfrakke barometer klatpapir proptrækker krigsskib spejl hvalslup tjære folkepension målestok instrument til aflytning det, hvormed man slutter af det, hvorved noget forhindres i at falde lægemiddel det, hvormed man hurtigt giver en besked presseinstrument det, som beskytter hovedet mod slag det, hvormed afkøling forhindres det, hvormed noget klæbes det, hvormed netsider fanges det, hvormed forkølelsen løsnes middel til at gøre håret fint middel til at åbne noget middel til hurtigt at sige noget det, hvormed noget gives „fedt" det, hvormed forladningen sættes det, hvormed soden fjernes det, hvormed noget fjernes det, der bruges under tåge det, der bruges til at ryge pibe (samle røg) det, hvormed noget knibes det, hvormed månederne findes det, hvormed der gives overflade det, hvormed noget „skabes" det, hvormed noget blankes det, hvormed „gevind" fjernes det, hvormed „dyrelyd" frembringes skæreinstrument middel til at mindske trangen til hoste middel til at finde solen noget til at bruge under regn instrument til at finde ud af vejret middel til at forhindre klatter middel til at fjerne prop (per) det, hvormed man fører krig det, hvormed man spejler sig det, hvormed man angriber det, hvormed man tætner støtte ved alderdommen det, hvormed man måler 187 [24] Adskillige af de ord, der angives i ske- maet ovenfor, er lidt gammeldags gen- stande. I alt fald er der ikke så mange betegnelser på nye ting. Det hænger sammen med, at man for det første ikke kan optage hvert opstået ord, når man prøver at registrere de leksikaliserede betegnelser. Det kræver, at man må for- udsætte, at betegnelsen har fået „borger- ret" i sproget. For det andet var man tidligere stærkere pisket til at konstruere nye grønlandske betegnelser, når reg- lerne for at bruge de grønlandske ud- taleregler selv for låneord nok virkede på den måde, at visse danske ord kun vanskeligt kunne indgå som låneord i grønlandsk, hvorfor man måtte kon- struere nye grønlandske betegnelser. Med den noget svage indbyrdes kommu- nikation i Grønland må man forvente, at man enten måtte tillade flere grøn- landske ord, der blev dannet samtidigt på flere steder og overlapper hinanden og bruges samtidigt, eller også må de konkurrere med hinanden om borgerret. Begge tilfælde må være ugunstige, idet brugen af flere grønlandske betegnelser på samme ting måske kan bevirke, at de betragtes mere som beskrivelser end som betegnelser, eller også at ingen af beteg- nelserne får styrke nok til at få „borger- ret", således at det danske ord til sidst bliver den dominerende betegnelse. Flere af de ovenfor givne eksempler er gået ud som betegnelser og blev erstattet af danske ord, og endnu flere blev ikke taget med, fordi de kun blev brugt lokalt og kun en kort overgang. I Ordbogéraq har Jonathan Petersen et ord: nerintutit om trillebør. Neriniutit betyder etymo- logisk: „middel til at få noget at spise", og hvis vi holder os strengt til denne for- klaring, kunne man fristes til at opfatte det således: „arbejdsredskab til et ar- bejde, der som regel betales med dansk mad". Men neriniutit bruges meget ofte uden tilknytning til en bestemt genstand, men om en gruppe der har det fælles træk, at de er nødvendige redskaber i en erhvervssituation. Man kan for eksempel sige om sælgarn, at fangeren har dem som neriniutit, det samme kan man bruge om hans slæde og hunde, eller om fiskerens båd eller langline. Det er mu- ligt, at nerinhitit også var brugt på samme måde om trillebør. Det er allerede omtalt, at ord som nalunaarasuartaat og oqarasuartaat ikke bruges mere, men er erstattet af tele- grafi og telefoni. Ord som sisoraatit og ataarutit samt qalipaasiutit og amiisit er i virkeligheden ikke brugt i flæng, men brugt i hver sit dialektområde, idet sisoraatit og qalipaasiutit er „sydgrøn- landske", mens de to andre var „nord- grønlandske" betegnelser. Ord som aataarsiiit og natsersiut bevares i spro- get, vel især aataarsiut, selv om den an- vendelse, som de to betegnelser angiver, nemlig garn til net til fangst af de to sæl- arter, er gået af brug. Idet åbentvands- garn praktisk taget ikke bruges mere, og netsidegarn i dag er af nylon. På grønlandsk forekommer der som omtalt overførsel af en betegnelse fra noget kendt til noget nyt, et sådant ord er f. eks. qissut, som tidligere var bind, kvinder havde efter fødsel, men som også blev brugt om skærf. Flere sådanne ord blev også vist som nogle af de første eksempler. Men denne betydningsover- førsel foregår som regel ikke direkte, 188 [25] idet man ofte bruger tilhænget -usaq, „lignende". Det gælder ikke alene beteg- nelser på europæiske sager og begreber, men nok også fornyelser i den grønland- ske redskabskultur. „Træfødder" til fastgøring af fangstblæren hedder: isi- gaasat, dem, der ligner isigak, „fod". Der kan findes mange sådanne eksemp- " ler, og det er ikke nogen ny beskrivelses- form at tilføje „-lignende" bag beteg- nelsen på en kendt ting: allorniusaq bredde/længdekreds allunaasaq reb ateraasat sko ernaataasaq sirup aqerluusaq blyant alloriusaq dørtrin aningaasaq penge/mønt igalaasaq tern illaagutaasat pyntekam isaasat anførselstegn issuusat roer kumaasat kommen nujaasat paryk pattagiaasaq harmonika (med kla vertangenter ) pupiusaaq præstekrave puiaasaq flaske qajuusat hvedemel qajuusaasat pudder qapuusat tvebakker qarsuusaq „pil" (vejviser) qatigattuusaq struds qilerniusaq slips qilertaasaq huedusk qillertuusaq dåse sissingusaq fjeder suaasat byggryn supputaasaq harmonika torssusaq husgang tumaasaq „margarinedåse" = kamik uden trinlignende (ting) remlignende ateraqlignende (ateraq skaft) dryptranlignende blylignende det, der ligner telttrin månelignende rudelignende redekamlignende øjelignende testikellignende luslignende hårlignende orgellignende paddehatlignende (med lameller) noget, der ligner rypens kro (blod) suppelignende det, der ligner „suppelignende" skum- el. gærlignende det, der ligner en pil kamellignende knudelignende hårtoplignende bliklignende noget, der ligner ben i fiskehoved rognlignende blæsebælglignende det, der minder om en nedsænket husgang fodsporlignende 189 [26] Ved oversættelserne af elementerne kunne der tilføjes „ting", „stof", „sub- stans", „fugl" m. m., men derved ville man tilføje udtrykket noget, som ikke er indeholdt i det grønlandske udtryk, men en forklaring til præcisering af den danske oversættelse. Denne undladelse bevirker, at de danske oversættelser vir- ker ret ubehjælpsomme. Man skal bare ikke forledes til at tro, at de grønland- ske betegnelser derfor må være ube- hjælpsomme. Denne mangel skyldes sna- rere en „usmidighed" i dansk ved denne beskrivelsesform. Hvad der er sammenlignet ved disse betegnelser varierer fra udseendet til noget, vi måske lettest kan kalde for „association". Ord som qarsuusaq, pil, er ganske givet primært sammenlignet på grund af udseendet, og det samme kan man nok sige om nujaasat, igalaa- saq, ernaataasaq, kumaasat, Issuusat m. m. Ved andre ord må sammenlignin- gen være en kombination af udseendet, placering, anvendelse m. m., f. eks. ved ord som: qilertaasaq (udseende og plads), supputaasaq (anvendelse og virkning), aqerhmsaq (begge kan man skrive med), sisslngusaq (elasticitet). Det kan i andre tilfælde være vanske- ligere at se, hvilken lighed der menes, f. eks. i ord som qajuusat, hvedemel, sandsynligvis fordi en tynd opløsning kunne minde om blodsuppe. Endelig kan et sådant ord, når det først er leksika- liseret, bruges som stamme for en ny dannelse: qajuusaasat, pudder, men her er det nok det hvide pudders lighed med det ikke videre behandlede hvedemel, der ligger til grund. Ord som qatigatttin- saq er nok ikke mere træffende, end at man må kende udtrykket for at kunne se nogen lighed mellem kamel og struds. Torsuusaq betegner gangen i træhusene, og det må betyde „noget, der er placeret samme sted som eller har funktion som torsuuk". Torsimk er den smalle, ned- gravede gang i gamle tørvehuse. Det er derfor ikke helt korrekt, når der i Sdr. Strømfjord annonceres på grønlandsk, at nu kan passagererne til det næste fly aflevere bagagen i „torsuuk". Da lig- heden mellem fuglekro, specielt rypens kro, og de almindelige øl- og vinflasker ikke er umiddelbart indlysende, kan man forestille sig, at de første flasker, der kom til Grønland, havde været runde glasballoner. Tumaasaq om margarine- dåse stammer fra den tid, da man fik margarine i store dåser med ovalt tvær- snit. Pupiusaaq brugt om præstekrave er nok heller ikke helt umiddelbart gen- nemskueligt ord, men det må være la- mellerne på undersiden af svampene, man sammenligner med. Andre former for „sammenligning" forekommer også; betegnelser med -suaq, stor, og -nnguaq, lille, m. m. bety- der ikke alene noget, der er større eller mindre, men indeholder også „noget, der ligner". Således har vi ord for ørred: eqaluk, men eqahissuaq er ikke en stor ørred, det er en haj. Netside hedder natseq, men natsersnaq er en klapmyds. Lomvie hedder appa, men appaaraq er ikke „en lille lomvie", det er en søkonge. I tilhængene -suaq og -nnguaq ligger der således også en bibetydning: noget, der ligner. Denne bibetydning har været an- vendt i nydannelser, som det kan ses af den efterfølgende liste: 190 [27] ammassassuaq annoraarsuaq immussuaq isarukitsorsuaq illorsuaq issiavissaarsuaq naalagarsuaq natersuaq nivaatarsuaq paarsuaq quersuaq silaannarsuaq teriarsuaq tuttorsuaq umiarsuaq ammassaaraq naalagaaraq nagguteeqqat umiaaraq tuttunnguaq sild præstekjole ost pingvin insti tutionsbygning trone direktør for Grønlands Styrelse gulvtæppe bulldozer entre pakhus det lufttomme rum rotte kronhjort skib ansjos officer af lavere rang skibskiks sejldugsjolle dådyr „stor ammassak" „stor anorak" „stor mælk" „stor gejrfugl" „stort hus" „en kæmpestol" „stor herre" „stort gulv" „stor skovl" „stor husgang" „stort forrådsrum" „den store luft" „stor mus", „stor hermelin" „stort rensdyr" „stor umiaq" „lille ammassak" „lille herre" „små isflager" „lille umiaq" „lille rensdyr" Som det kan ses af de givne eksempler spiller størrelsesforholdet en rolle ved denne form for sammenligning. I nogle tilfælde synes tanken blot om „større format" eller „mindre format" at spille en rolle, således som i illorsuaq, quer- suaq, teriarsuaq, måske også paarsuaq samt ammassaaqqat, ammassassuaq og Isarukitsorsuaq. Det spiller sandsynligvis en rolle for dannelsen af den sidst- nævnte, at isarukitsoq, gejrfuglen, „den kortvingede", på det tidspunkt hvor kendskabet til pingvinen kan have nået Grønland, var udryddet, således at en virkelig sammenligning ikke var mulig. I andre tilfælde må man regne med, at der er tale om højere eller lavere grad (eller rang), således ved naalagarsuaq, naalagaaraq. Et tredie sammenlignings- grundlag er funktionen, således i n'maa- tarsuaq, bulldozer, idet det må være som et større snerydningsredskab, den har fået sin betegnelse, der bruges parallelt med nl-vattaassuaq, „den store sneryd- ningsmaskine". Umiarsuaq har sandsyn- ligvis også været „det store rejsefartøj". Når sådanne ord bliver leksikaliserede, bruges de, som allerede nævnt, som stamme til nye dannelser. Således får man af „umiarsuaq" umlarsuaaraq, skonnert, „det lille store umiaq". Af piijortullk, dampskib, får man pujortu- leeraq, motorbåd, „lille dampskib". Det sidstnævnte ord blev endvidere brugt til endnu en ny dannelse: pujortuleerarsuaq, kutter, „stor lille damper". Der bruges flere forskellige tilhæng ved en lignende form for nydannelser, men ikke i samme grad som ved -suaq, -Vraq og -Vsaq. Støvle hedder kamlp- 191 [28] pak, en „overdimensioneret" kamik (sæl- skindsstøvle). Påhængsmotor hedder aqunteralak, den lille, „sjove" ror; svale er tulugarnaq, en „ringere" ravn, mens udstedsbestyrer er niuvertoruseq, en „an- dengrads kolonibestyrer", mens anden- styrmand hedder aquttoquseq, en „an- dengrads" styrmand. Der er nogle få udtryk, der kan siges at være leksikaliserede, selv om de be- står af to ord. Der kan være en gram- matisk forbindelse mellem dem, således at der er kasus- og personforbindelse mellem de to ord. Andre betegnelser be- står af to parallelle ord. Det kan siges, at der som nydannelser måske ikke er nogen principiel forskel mellem de to grupper af sammensatte betegnelser, men af praktiske grunde vil jeg dog be- tragte de parallelle udtryk først, fordi vi i sådanne udtryk har en lidt større mulighed for at prøve, om betegnelsen er en beskrivelse eller en leksikaliseret betegnelse. Dette kan f. eks. ske ved at sætte kasus ved -mik. Hvis begge ordene skal få vedføjet -mik, så må der være tale om en ikke leksikaliseret forbin- delse, men hvis man kan nøjes med at sætte -mik på det sidste ord, må for- bindelsen have fået en fast betydning. Franskbrød hedder iffiaq qaqortoq; hun giver ham franskbrød bliver: iffiaq qa- qortumik timivaa, og ikke iffiamik qa- qortumik. Vi giver først eksempler på sådanne udtryk: iffiaq qaqortoq immuit panertut aqerloq manngertoq sapaat anneq sukkut manngertut sukkut qaqortut franskbrød tørmælk tin adventssøndag kandis hugget sukker „hvidt brød" tørmælk „hårdt bly" „større søndag" „hårdt sukker" „hvidt sukker" Det er muligt, at disse betegnelser godt kan skilles ad og kan få -mik både på det første og det sidste led. Men det afgørende er, at dette ikke udelukker, at -mik kan sættes alene på det sidste ord. Det andet sæt har relativ kasus på det første led og personendelse på det sidste. Det forhindrer en i at bruge den formelle prøve som nævnt i forbindelse med de parallelle ord, derfor er betragt- ningen som leksikaliserede ord her mere en fornemmelsessag, men jeg mener, at de givne eksempler afgjort hører med til de leksikaliserede udtryk: tarnip nalunngissusia eqaluit suaasaat qatituup tullia qataannerup tullia akisornup tullia samvittighed sagogryn tenor alt bomuldstøj sjælens viden ørredrognlignende den næstdybeste den næsthøjeste det næstdyreste Det sidste eksempel er egentlig ganske sjovt eksempel på omstændighedernes betydning ved dannelsen af nye ord. Be- tegnelsen „den næstdyreste" som stof- 192 [29] betegnelse kræver dels, at der er et be- grænset udvalg, dels at denne begræns- ning havde stået på i længere tid. På samme måde måtte ord som akikinneq, det billigste, brugt om sirts kræve lig- nende omstændigheder. Eqaluit suaasaat minder virkelig om ørredrogn, når sago- suppen eller sagogrøden er kogt. Be- tegnelsen suaasat, gryn, bruges også om vælling eller suppe med disse gryn, og måske var betegnelsen oprindeligt brugt om disse retter, men det er svært at afgøre det. Jeg har ikke forsøgt at sætte nogen systematisk kronologi ved sådanne ny- dannelser. En relativ kronologi er blevet berørt i de tilfælde, hvor en dannelse har været basis for yderligere nydannelser. En nogenlunde sikker kronologi må nok studeres i nøje forbindelse med akkul- turationsprocessen, specielt den del, der handler om indførelsen af nye brugs- genstande, nye materialer og øget kend- skab til omverdenen. Om låneord I forbindelse med låneord har vi samme vanskelighed som i forbindelse med de grønlandske konstruktioner, at vi i nogle tilfælde ikke rigtigt kan afgøre, om et bestemt ord var indgået i det grønland- ske ordforråd, eller om det blot bruges tilfældigt Låneordene introduceres ofte gennem publikationer og har således en god mulighed for at blive kendt af den brede befolkning hurtigere end de kon- struerede grønlandske betegnelser. Det kan måske bevirke, at låneord kan virke mere frekvente, end de i virkelighe- den er. Der kunne i forbindelse med låneord gennemgås personnavne, men deres plads i sproget er for speciel til, at jeg vil prøve at beskrive dem for deres egen skyld. Men i visse forbindelser kan de måske ganske godt illustrere udtalereg- lerne ved optagelse af låneord og kunne måske bruges til at stille en grov krono- logi på benene på grundlag af, hvordan udtalen af personnavnene ændrede sig. Navne som Karistorfi, Kristoffer, anty- der, at f. eks. lydforbindelsen /st/ fik indpas i grønlandsk før /kr/. Det bety- der dog ikke, at personnavnene umiddel- bart kan bruges til en kronologisk op- stilling af lydforbindelsernes optagelse i grønlandske låneord, idet vi måske nok kan registrere, hvornår et bestemt navn blev „indført" i Grønland, men senere ændringer i udtalereglerne ville ikke kunne registreres på samme måde. Låneord bruges ofte om noget på for- hånd ukendt, og eventuelle afledninger fra disse kunne derfor kræve en senere korrektion. I Avangnåmioq 1917 om- taltes Prins Axel for sin forbindelse med flyvevåbnet og omtaltes som „Ting- missartortartoq kungip ernera Axel", „Flyveren kongesønnen Axel", idet „prins" normalt blev oversat som kitnngip ernera, kongesøn. Efter at ar- tiklen var blevet trykt, var nogen kom- met i tanke om, at godt nok var han prins, men kongesøn var han ikke, og derfor var der kommet en rettelse med blæk: „Tingmissartortartoq Valdemarip ernera Axel", „Flyveren Valdemars søn Axel" (Avangnåmioq 1917, s. 97). Nogle af de allerførste ord, som vi kender blev indført i grønlandsk, er ord som palasi, præst, som blev brugt om 193 [30] Hans Egede selv. Det finale /t/ er helt gået ud. Der var indskudt en vokal mellem /p/ og /r/, og /r/ var ændret til /!/. Det indskudte /a/ har rettet sig efter vokalen i den efterfølgende stavelse (vokalharmoni). Specielt ændringen af Id til /!/ viser, at ordet stammer fra den allerførste periode af kolonisationen, og skyldes også, at Hans Egede og hans mandskab brugte et „rulle-r". Navnet Aron bliver på grønlandsk til Aalut og stammer fra Egedernes tid (H. Egede 1738, s. 39). Det samme sker med suku- looq, skråtobak, og grønlændernes be- tegnelse for sig selv kalaaleq, som Poul Egede skrev som „karalek" og forkla- rede, at det var grønlændernes beteg- nelse for sig selv, når de talte med euro- pæerne, idet de påstod, at de gamle kristne (nordboerne) brugte denne be- tegnelse (P. Egede 1750, s. 68). Et an- det sted anførte Poul Egede, at grøn- lænderne indbyrdes kaldte sig selv for inuit. Ændringen fra /r/ til /!/ forekom- mer i alt fald ikke i ord af grønlandsk oprindelse. Sandsynligvis fra samme tid kom or- dene kaffe, kaffi, konge, kttnngi, og en række bibelske ord som engel, inngili, jul, jmilH, selv om det kan blive vanske- ligt at påvise, om alle disse ord kom ind så tidligt i grønlandsk. Men ord som puuliki, om svin, eertat, ærter, er også gamle låneord. Vi kan også forestille os, at kuppit, koppe(sygdom), må stamme fra Egedernes tid. Naturligt nok var ordet Gud kommet tidligt i grønlandsk, men det kan være vanskeligt at sige, om det havde denne form fra begyndelsen, den relative kasus i de skriftlige kilder: Gub, tyder ikke helt på det, men det er vanskeligt at se, hvor meget sikkert der kan drages fra en sådan skrivemåde. De ovenfor givne eksempler er beteg- nelser på helt konkrete ting, gennem- gående korte betegnelser, og de fleste behøvede ikke for megen tilpasning til grønlandsk udtale. Selv de ord, som var tilpasset de grønlandske udtaleregler, f. eks. palasi, sukulooq, resulterer i en kort betegnelse. De konstruerede grøn- landske betegnelser bygger på så mange karakteristiske elementer, at det strengt taget ikke kunne være umuligt at bruge grønlandske betegnelser også for disse indførte ting og begreber. Men man kan forestille sig, at en lang grønlandsk kon- struktion ville have svært ved at hævde sig overfor et kort, dækkende låneord. Der er adskillige gamle låneord, men kun enkelte af dem kan det lade sig gøre at tidsfæste: aammm appustili inngili iivangkiiliu biibili guuti ippistili eertat juulli kalaaleq kanngorooq kapital! kuulti kutaa pruffiiti puuliki koori kuarti kuupeeq amen apostel engel evangelium bibel gud epistel ærter jul ? kænguru kapitel guld goddag profet svin (pork) kurv kvart koben 194 [31] kristumiu kristen Det er en mærkværdig blanding. Selv kaagi kage om skørbug var kendt i kolonisationens kavaajaq frakke første periode, tyder formen på, at su- kiilu kilo kufupoorneq som. betegnelse godt nok kunngi konge er gammel, men den stammer ikke fra pe- malamuk mallemuk riodens allerførste fase. Ordet „katuuleq" nuutit noder, plader er mærkværdig på den måde, at dets pilikki blæk flertalsform er katiiullit, hvis ental nor- pinsi pinse malt ville være katuulik, katolik. Entals- poorski påske formen må have ændret sig. paratiisi paradis Flere af de optagne ord har dannet paavi pave basis for afledninger af forskellig slags. puulukerpaa blokerer (v. damspil) Således fås af kunngi, kunngeqarfik, pannakaaq pandekage kongedømme, kunngiitsuuffik, republik, sapaat søndag og flerledsdannelser som kunngip nulia, sipaarpoq sparer dronning, og kunngip ernera, prins. Den sikaaq cigar regerende dronning kaldes dog kunngi sukufupoorneq skørbug arnaq. Af eertat, ærter, fås eertaasat, sukuutseq skøjte bønner, „ærtelignende". Af sikaaq, ci- siilvi sølv gar, fås sikaavaraq, cerut, „lille cigar". sukku sukker Andre dannelser virker af forskellige sunoorsit snus årsager yngre. Nogle af dem er beteg- siperneq spænde nelser på ting, som må være indført sukkulaat chokolade i det 19. århundrede, måske endda i be- tupa tobak gyndelsen af dette århundrede. Men der taaliaaq talje (blok) kan ikke garanteres for, at der er en del toruujuk trøje overlapninger i forhold til den foregå- tammoorpoq spiller dam ende liste : tui due aapakorneq profetbevægelse tuusinti tusind killaq kittel ti i the kulooq klør (kortfarve) tafarti tragt kulturi kultur tiiporti thepotte kummit gummistøvler ussik okse juumooq jordemoder uulia olie maskiina maskine tormi tomme motoori motor viinni vin mistafi maskinmester vers i vers pappiara papir miili mil pappi pap porti pot pappiararsuaq tagpap katuuleq katolik papikuujuk papegøje 195 [32] paaviaaneq bavian baalia balje dunki dunk biskorpi biskop boorlu bolle pumpi pumpe sipiri spil (!) aviisi avis iipili æble sikaritsit cigaretter siiliki silke miiterl meter kinitsi knægt (kort) tufuffi trumf sipaaq spar (kortfarve) kaasari kejser Der må være en tidsmæssig forskel mel- lem klllaq, kittel, og boorlu, „bolle", hvor man har bevaret stemt „l" i „bolle" men Ikke i kittel. Der må også være tids- forskel mellem siiliki, silke, og kidturi, kultur, fordi der er indskudt „i" i siiliki, men _ikke i „kulturi". Lige som i den første liste ser vi, at pappiara bruges til en ny dannelse: pappiararsuaq, „stort papir", d. v. s. tagpap. Det er måske lidt for meget at regne „aapakorneq" som låneord, idet ordet stammer fra navnet „Habakuk", på en kendt leder for en profetbevægelse omkring 1790. Ordet „sipifi" er mærkværdig derved, at /!/ i spil er blevet til /f/ på grønlandsk, vist en enestående situation. I modsætning til mange senere op- tagne låneord ender mange af disse låne- ord på konsonanter. Derved får vi en bedre fornemmelse af, at låneord som stammer ikke afviger fra stammer af grønlandsk oprindelse, mens mange låne- ord tilsyneladende „snyder" sig til de letteste derivationsformer ved at få 196 vokal som udlyd, hvorved de optræder som vokalstammer. Men at lave noder er nuusiorneq, af nuutit, noder. Ændring af /t/ til /&/ er betinget af en kort form for -li- og er her behandlet som almin- delige grønlandske ord. Det samme er tilfældet ved ordet eersiorpoq, koger ærter. Et af de stærkeste eksempler er nok: han giver ham en cigar at ryge på: sikasserpaa, hvor den lange /a a/ i sikaaq er delt og kun den første del bevaret, som var det et grønlandsk ord. Ka- vasserpoq, tager frakke (kavaajaq) på. Kaasari har fulgt udviklingen af difton- gen /al/ til /aa/. I dette århundrede er der kommet adskillige låneord fra dansk. De er som regel meget mindre tilpasset de grøn- landske udtaleregler, men mange af dem, der har en konsonantudlyd, får en vokal som udlyd. Denne fremgangsmåde er uden tvivl betinget til dels af, at disse låneord bruges som ordstammer på samme måde som de egentlige grøn- landske. Ved vokaludlyd undgår man for det første mærkværdige lydsammen- sætninger, for det andet undgår man metatese og lignende stærke derivations- former. En række eksempler kan vises: bindingi skibinding biilit bil billetti billet bundgarnit bundgarn boligstøtte boligstøtte citron! citron dommeri dommer (ved kampe) elevator! elevator erhvervsstøtte erhvervsstøtte foreninngi forening historia historie (fag) indianeq indianer [33] Skolen må blive det forum, hvor begrebsapparatet og udtryksevnen også på grønlandsk udvikles. radio vitamiinit akkumulatori kredsdommeri klaveri landshøvdingi landsdommen makkariina minister! privatit prosti sanatoria radiatori radio, telegraf vitaminer akkumulator kredsdommer klaver landshøvding landsdommer margarine minister privaterhververe provst sanatorium radiator telefoni telefon vaajan wire valmuit valmuer Det blev et lille udpluk af tekniske ord, administrative ord og et lille kig i fag- sprog. I fagsprog kan danske ord bruges i meget højere grad, f. eks. i skolen: regninngissaagnt, vi skal have regning. Man kan lægge mærke til, at der i låneordene findes meget få ord med en bred betydning. Selvfølgelig kan man ikke slutte ret meget af en liste, der be- står af udpluk, men det er en regel, at 197 [34] ord, der bruges generelt, kun sjældent indgår i låneordenes række. Det hænger sandsynligvis sammen med, at låneord bruges i en snæver betydning. De bruges om en bestemt ting eller et bestemt be- greb og ikke til noget andet, f. eks. bru- ges ordet bindingi kun om skibinding og ikke for nogen anden form for binding. Ordet dommen, brugt alene, bruges kun om dommer i sportskampe. Det grøn- landske ord eqqartuussisoq bruges om juridisk dommer og kan ikke bruges om en dommer i sportskampe. Det er dog forsøgt at bruge eqqartuussisoq om en dommer ved en sportskamp : „Qeqertar- siiarmi n'mvertoq ... eqqartuttssisiitwoq", „kolonibestyrer ..., Godhavn, var dom- mer". Man forestiller sig en fodbold- kamp med en anklager og forsvarer (Avangnåmioq 1942, s. 44). Til gen- gæld bruges sammensætningerne „kreds- dommeri" og „landsdommen" om dom- mere i retssager, men „dommeri" alene kan ikke bruges på samme måde. Af dansk „mester" (eller gennem dansk „mester") har vi fået „mistari", maskin- mester eller motorpasser. Som låneord må dette ord stamme fra de første årtier af dette århundrede. I 30-rne og 40-rne kom der et nyt låneord fra „mester". Det blev „mesteri" og brugtes snævert om mester i sportskampe. Vi har således af samme „danske" ord fået to forskel- lige låneord, hvis forskel skyldtes æn- dringerne i udtalereglerne af låneord. Der sker således ofte en indsnævring af et ords anvendelsesmulighed, når det bruges som låneord i et andet sprog. I de seneste år har mesteri dog også fået betydningen håndværksmester. Det kan måske hænge sammen med, at behov for låneord kunne være situationsbestemt. Som vi har set, kunne låneord også bru- ges for at præcisere en forskel, f. eks. mellem dommeri og eqqartuussisoq. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at mange af de låneord, der er kommet til i de senere årtier, er betegnelser for tekni- ske ting, der bruges mere eller mindre in- ternationalt, f. eks. traktori, elevator!, telefoni, radio, bulldozer!, bussit, scooteri m. m. De har i forvejen en meget snæver betydning og overtages vel som låneord sammen med den genstand, som de er betegnelse for. Den politiske fornyelse i Grønland er heller ikke gået sporløst hen over ordforrådet, landshøvdingi, boligstøtte, kommunalbestyrelse, minister!, ministe- ria, msitatspro'vsti, kæmneri/kimmeri o. s. v. er gået ind i grønlandsk. Mæng- den af sådanne låneord kan måske hænge sammen med, at de ofte kommer i bølger, således at nydannelsen af grøn- landske ord ikke har kunnet følge med, eller at kommunikationen i Grønland ikke har haft kapacitet til at gøre nydannel- serne kendt ud over de snævre cirkler. An- tallet af en bestemt gruppe låneord kan således hænge sammen med, at kommuni- kationen mellem Godthåb og København måske kunne være mere effektiv end mellem Godthåb og det øvrige Grøn- land. Men iøvrigt må de låneord, der er knyttet til officielle meddelelser eller en eller anden form for publikation, have en vis slagkraft, hvis de er brugt konse- kvent. Det er jo heller ikke sikkert, at et nydannet grønlandsk ord ville være let- tere at forstå, da det sandsynligvis også ville kræve en forklaring, hvis det bruges som terminologisk betegnelse. Et grøn- 198 [35] landsk ord, der ville kunne konkurrere med låneordene, må være kort og træf- fende, muligvis med endnu et andet islæt, f. eks. humoristisk. Adskillige lo- kalt brugte betegnelser har et humori- stisk islæt i sig. Generelt kan man nok sige, at låneordene udvider udtryksevnen i grønlandsk med nye, lette betegnelser, så længe de bruges om tanker og situa- tioner, som kun tungt kan udtrykkes på grønlandsk. Ordet radio er oversat ved radio og telegraf. I modsætning til de fleste andre låneord er betydningen således udvidet. Det hænger sammen med, at man på grønlandsk ikke altid følger de danske begrebsinddelinger, som det også var tilfældet med sanasoq, tømrer eller sned- ker. Især i afledningerne er der en over- lapning mellem „radio" og „telegraf". En telegrafist hedder radiolerisoq, en der arbejder ved „radio". Motorpasser hedder foruden mtstafi også maskiinale- risoq. Tilhænget -lerisoq, „en der arbej- der med", bruges ofte som stillings- betegnelse og afviger derved fra kort- formen -serisoq. Tandlæge er kigiitlleri- soq, mens kiguserisoq er hans „patient", „en, der har ondt i tanden/tænderne". OqaasJlerisoq er lingvist, mens oqaatse- risoq betyder en der løber efter sladder. Oqaluffilerisoq er en, der gør tjeneste i kirken (oftest praktiske sager, men kan dog også bruges om præster og kate- keter), pisiniarfilerisoq er butiksmand o. s. v., men n'ntlerisoq har ondt i benet, og mimmaserisoq har besvær med sit hjerte, mens sinilerisoq især ønsker at sove. De forskellige betydninger af -lerivoq/-serivoq er: „arbejder ved", „er optaget af", „plages af", og muligheden for forveksling mellem de tre betydnin- ger begrænser uden tvivl antallet af så- danne afledninger. Den sidste liste, der blev vist, blev skrevet på grønlandsk næsten uden æn- dringer fra de danske former. Men det er dog til en vis grad en fornemmelses- sag, hvornår man omdanner den skrevne form til mere regelrette grønlandske stavemåder, og hvorår man benytter den danske form. Det har noget at gøre med fornemmelsen af, hvor „grønlandsk" ordet var blevet, selv om denne fornem- melse måske i nogle tilfælde kunne være irrelevant. De seneste års låneord er muligvis i en eller anden proces, så det i øjeblik- ket ikke med sikkerhed kan siges, i hvil- ken form de kan indgå som låneord, hvis de da ikke erstattes med grønland- ske betegnelser. De seneste års låneord udelades derfor i dette arbejde. Men selv en gennemgående forgrønlandsk- ning af sådanne udtryk ville i sig selv næppe gøre sproget mere „grønlandsk", hvis det sker på den måde, at danske udtryk erstattes med grønlandske, mens de grønlandske udtryksformer erstattes med danske. Det kan bl. a. ske ved, at man oversætter de danske udtryk til grønlandsk. Hvad man kunne vente der, kan man måske få fornemmelse af ved at se på gadenavne i en række grønland- ske byer, hvor man ofte fik et „grøn- landsk" navn, der afveg temmelig meget fra grønlandsk navngivning på lokali- teter. Nydannelser som oversættelser For nogle år siden havde A/G en serie om grønlandske fugle, både de alminde- 199 [36] ligt kendte og sjældnere arter. Blandt disse sidste blev islandsk hvinand beskre- vet og oversat til grønlandsk islandip qeerhttuua siorsiilasoq (A/G 1973, nr. 24, s. 12), hvor oversætteren, der åben- bart ikke kendte iøvrigt flere grønland- ske navne på denne fugl: niaqortooq, nerlernaarsuk og avilortttlik, simpelthen oversatte dens danske navn efter stan- dardoversættelsesrecepten. Heldigvis blev det kun den ene gang, at denne oversættelse forekom. Men når man manglede en grønlandsk betegnelse, har man oversat den danske betegnelse: Man har f. eks.: ulloqeqqa, middag, itnnuap qeqqa, midnat, ataatslp qeqqa, halv eet. Tandlæge hedder kigutit nakor- saat, som vel er en direkte oversættelse af det danske ord, det samme er tilfæl- det med nogle specialister som øjenlæge: isit nakorsaat. Ord som isaasat, „øjelig- nende", kan også være oversat eller til- lempet af „gåseøjne". Lignende påvirk- ninger har vi sikkert i orpippaa, han giver ham klask, nok påvirket af han riser ham, idet orpik betyder træ (vækst). Nordgrønlandsk udtryk for juleaften, unnnkkwitaaq, „aftenfest", er nok også påvirket direkte af det danske udtryk. Det samme kan siges om natter- gal, itnntiarianngiiaq, „den lille „ting", der bruger natten". Det grønlandske ord om altergang, nerliivik, kan også godt være en slags oversættelse af bespisning fra „nadver", selv om det ikke helt kan udelukkes, at det drejer sig om en beskri- vende konstruktion. Betegnelser som „sinliaqiit" og kingttliaqut kan også godt være oversættelser af fornavn og efter- navn. Også et par hilseformer kan være oversættelser: sinilluarit, sov godt, inuul- luarit „levvel", „farvel", qitjanaq illillu, tak i lige måde, pilhiarit, til lykke. Der er et stort grænseområde, hvor det er vanskeligt at sige, hvor meget dansk interferens der er i dannelsen af de grønlandske udtryk, f. eks. saffiuul naalagaat, smedemester, ilinniartitsistip atuagaa, lærervejledning, naatsiiat qa- juitsaat, kartoffelmel, tarajuaqqat, fint salt m. m. Det er meget vanskeligt at se, hvor vidt de danske udtryk har på- virket dannelsen af de grønlandske. Det er ofte de uheldige udtryk, der afslører sig som dansk påvirkning. Det føles ikke så uheldigt, når det f. eks. er et kirkenavn: Hans Egedep oqaltiffia, Hans Egede kirken, med mindre man går helt ned til elementernes betydning, da kan man få: „Det (hus), hvor Hans Egede talte/taler", og det er jo en umu- lighed, når kirken f. eks. i Godthåb blev indviet i 1971. Den „danske betegnelse" behøver slet ikke at være udtalt, men den kan være brugt som model, f. eks. i Inooqqap pisi- niarfia, som er bygget over modellen „Inooraqs butik". Man kunne have und- gået tvetydigheden ved at rette navnet til „Inooqqap pisiniarfiutaa", „den bu- tik, som tilhører Inooraq". Tager man betydningen af ordenes bestanddele i julnooqqap pisiniarfia", kan man nemlig få betydningen „den (butik), hvor Inoo- raq køber sine ting", og det er ikke no- gen heldig beskrivelse, når han sælger sine ting fra denne butik. Orø den lydmæssige udvikling Ligesom i de foregående afsnit vil jeg helst berøre den lydmæssige udvikling, der har noget at gøre med kontakten til 200 [37] dansk. Kort fortalt var grønlandsk efter 1720 præget af tiltagende assimilation, som bevirkede, at forbindelserne /ai/ og /au/ begge blev til /aa/ forlænget „a", med undtagelse af /ai/ der afslutter ord, som i takuai, han ser dem. Endvidere bevirkede assimilationen, at den sidste af to forskellige, sammenstødende kon- sonanter opslugte den første, f. eks. blev agpa, lomvi, til appa (forlænget „p"), ivssoq, tørv, blev til issoq, angmagssak blev til ammassak o. s. v. Disse æn- dringsprocesser blev efterhånden til helt mekaniske regler, og kun „r" foran andre konsonanter kan fortsat høres, (ng og ts betragtes hver som een lyd, ts som forlænget). En anden udvikling har også fundet sted i en del af den samme periode, selv om den nok startede noget tidligere, det er den mekaniske proces, efter hvilket fire stemte hæmmelyde, v, l, g og r, bli- ver ustemte, når de forlænges. Denne regel er helt: mekanisk i Vestgrønland mellem Nanortalik og Uummannaq. Det skete i en del af den ældre kolo- nisationsperiode, at intervokalisk r (r mellem to vokaler) i låneord bliver til en stemt alveolær sibilant, som jeg her har markeret som „f" i Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteins- borg distrikter, men bliver til en alveo- lær „l", som jeg vil markere som l, som vi kan karakterisere som „rulle-1" i det øvrige Grønland, f. eks. bliver „trumf" på „åbentvandsgrønlandsk" tufuffi og uden for dette område tuluffi. Nu kunne man måske forestille sig, at det mærk- værdige låneord sipifi fra spil nok kan være brugt først i området uden for cen- tralvestgrønlandsk, da /!/ uden for cen- tralvestgrønlandsk er den normale er- statning for /r/ i låneord, men f. eks. hvis et nordgrønlandsk låneord sipijj derefter overtages i centralvestgrøn- landsk, kunne man der forvente, at det danske ord kunne være spir. Der er ingen tvivl om, at Hans Egede og hans folk brugte et „rulle-r". Det er en af forudsætningerne for brugen af f, der i virkeligheden er et stemt modstykke til s", den alveolære hvislelyd, der bruges i området fra Paamiut til Sisimiut kom- mune. Brugen af /f/ har da også nøj- agtig samme grænser som brugen af /&/ (som Kleinschmidt skrev som 55), idet brugen af S må være den anden betin- gelse for /f/. Brugen af f i låneord blev brugt indtil begyndelsen af dette år- hundrede. I de ord, der blev optaget før den tid, beholdes f, selv om dansk /r/ på det tidspunkt var „urullet" bag- tunge-r, idet f simpelthen fortsat blev brugt i stedet for intervokalisk /r/ i låne- ord. Efter de første årtier af dette år- hundrede bruges grønlandsk bagtunge-r i låneord. Brugen af f og r kan derfor bruges til en grov kronologi. Uden for centralvestgrønlandsk blev overgangen fra f til r fulgt af overgangen fra l til r. Men l blev ligeledes bibeholdt i ældre låneord. Som en bivirkning af f kan betragtes, at /!/ netop i samme område har ændret sig fra alveolær (dannet bag gummerne) til dental (dannet bag tænderne) og der- ved fået en vis afstand fra f. Det op- rindelige centralvestgrønlandske l æn- drede sig til l, hvorved lyden kom til at ligne dansk /!/ temmelig meget. Men denne ændring kan næppe betragtes som en afsmitning af dansk /!/. 201 [38] Ellers kan påvirkning fra dansk nok specielt ses i forbindelse med mindre og mindre tilpasning af udtalen af låneord. Det skyldes delvis større kendskab til dansk og derved en vis tilvænning til danske udtaleregler. I låneordene æn- dres y, ø, æ og å ikke mere til nærmeste i-a-u. Man begyndte at bruge de lyde, der ikke kan indlede et grønlandsk ord, uden at tilføje en vokal foran. Men også ikke-grønlandske lydsam- mensætninger blev efterhånden tilladt, først var der nok /st/-gruppen, og først senere kr-, kl- og lignende sammensæt- ninger, hvor r og l danner den sidste del. Ord som skrivemaskiina, skrivema- skine, kunne næppe bruges som låneord, dengang da man skulle indsætte vokaler mellem de uvante konsonantkombina- tioner. Men selv i ret sene låneord kunne en række gamle udtaleregler bruges. Kaagi, kage, blev f. eks. i Diskobugt området efter almindelige nasalisationsregler ud- talt som kaangi. Det kan virke mere for- bavsende, at nasalisation også bruges i så sene låneord som niingeri, neger, og baangeri, bager. Den ovenfor omtalte udvikling fra de stemte v, l, g og r til ustemte er gennem- ført mellem Nanortalik og Uummannaq. I yderkantområderne er denne udvikling ikke gennemført, idet enten alle disse lyde eller nogle af dem bliver til lukke- lyde. Således bliver formand i Uperna- vik til poorumaat, august bliver til ak- kusti m. m. Ud over disse grupper synes dansk lydpåvirkning at være meget lille, og i alt fald ville selv eventuelle mistænke- lige ting være vanskelige at bevise, da en selvstændig grønlandsk ændringspro- ces ikke kan udelukkes. Om Ændringer i udtryksformerne Jeg har overvejet, om jeg skulle kalde dette afsnit for „de grammatiske æn- dringer". Det har også noget med det at gøre, men afsnittet vil nok berøre emner, der strengt taget er uden for den snæv- rere definition af begrebet „grammatik". Det bliver vanskeligt at påvise nogen grammatisk ændring som en direkte på- virkning fra dansk. Der bruges godt nok udtryk som „Uangå ajorpoq naami", som vel skulle oversættes som „Jeg er ikke dårlig". Men en sådan sætningstype er vel aldrig anerkendt og bruges sna- rere som et ironisk udtryk. Udtrykket bruges ikke som noget alvorligt og regel- ret grønlandsk. En anden form gives mere bevidst af administrationens tolke. Nok især på ad- ministrationen i Godthåb i 50-erne og 60-erne lavede man bevidst grønlandske flertalsord i oversættelser til entalsord, når det tilsvarende ord på dansk er et entalsord. Ord som landsrådet og kom- munalbestyrelsen er flertalsord på grøn- landsk, landsrådit og kommunalbesty- relsit. Disse ord blev gjort til entalsord f. eks. ved kommunalbestyrelse ima oqaaseqarpoq, „kommunalbestyrelsen meddeler følgende", eller lands r adl isu- maqatigiippoq, „landsrådet er enigt", hvilket er en mærkværdighed på grøn- landsk, da man skal være flere om at være enige. Lige så mærkeligt forekom- mer de autoriserede oversættelser, der blev vedtaget i 1961, efter hvilket „Vi, Frederik den Niende ... gør vitterligt", bliver til „Uagut Frederik Qulaahiaal 202 [39] ... nalnnaarpugut". Det er ikke så lidt, Sprog- og retskrivningsudvalget dengang har tilladt sig, idet det faktisk greb ind i sprogets væsen. Ellers må man sige, at Sprog- og retskrivningsudvalget har gjort udmærket arbejde ved regi- strering og udformning af terminologi i forbindelse med lovtekster. Det er dog mit indtryk i forbindelse med disse over- sættersprog, at der ikke er nogen tendens til at bruge denne udtryksform uden for de ret specielle tekster, hvor det blev brugt. Det er et spørgsmål, om man kan sige Ikkamhit kimmut sammivoq, „Ikkamiut (det) vender mod vest", eller om man må bruge formen Ikkamiut kim- mut sammipput, „Ikkamiut (de) vender mod vest", idet navnet er i flertalsform. Man kan godt sige: nunaqarfik Ikka- mhit kimmut sammivoq, „bygden Ikka- miut vender mod vest". Men hvis „nuna- qarfik" udelades, ville jeg selv bruge flertalsformen. Derfor er jeg heller ikke overbevist om, at administrationens tolke dengang har handlet rigtigt. Totalsformen er gået af brug syd for Nordre Strømfjord, men nord for denne grænse bruges den fortsat. Det er van- skeligt at se, om dansk har haft nogen indflydelse på denne udvikling i det syd- lige Vestgrønland. Men ellers har over- sættelseslitteraturen ganske givet haft nogen indflydelse på sætningsdannelsen i grønlandsk. Når tilhænget -ngaar-, meget, bruges en hel del i de skrevne tekster, er der ingen tvivl om, at det skyldes „uheldige" oversættelser. Oversætterne var ikke klar over, at dette tilhæng næsten udelukkende bruges i forbindelse med fortids afhænge- måde: -ngaarmat, -ngarami o. s. v., f. eks. illangaarami nasserilerpoq, „han lo så meget, at han fik ondt i maven". I over- sættelseslitteraturen har vi f. eks. „Tig- dlitup arne qiangåqissoq takulerpå", „Tyven så sin mor græde så heftigt", og den slags udtryk får indflydelse på ud- tryksformer som anori siorsungaarpoq, „blæsten tuder så voldsomt", selv hvis den ikke er nogen oversættelse. I det skrevne sprog er de gramma- tiske regler strammere end i det talte, og der er gennemgående flere afsluttede sætninger i skriftsproget end i talespro- get. Men det kan nok ikke entydigt for- klares som en dansk påvirkning, idet det kan være følge af det at have et skrift- sprog, hvorved giveren og modtageren af en besked ikke mere står ansigt til ansigt og straks vil kunne rette even- tuelle misforståelser. Når denne mulig- hed for at spørge eller simpelthen støtte sig til talerens fagter mangler ved bru- gen af et skriftsprog, må noget strengere regler forhindre muligheden for misfor- ståelser. Afsluttede sætninger inddeler teksten i korte afsnit, så det bliver over- skueligt. Det, at man på grønlandsk oftere har sætninger med fremsættende måde, kan derfor også være en påvirk- ning fra skriftsproget. Syntaksen synes at få en større betyd- ning, idet en bestemt rækkefølge af ordene i en sætning ofte kan føles rig- tigere end en anden rækkefølge. Heller ikke denne tendens kan uden videre sæt- tes i forbindelse med dansk. „Fangeren fanger sælen", piniartup puisi pisara a, har tydeligt adskilte subjekt og objekt, idet -p markerer subjektet. Men hvis vi siger „Fangerne fanger sælerne", får vi på grønlandsk piniartut pitisit pisaraat, 203 [40] og der forsvinder den formelle, synlige markering mellem subjekt og objekt, og en vis logisk sammenhæng kan så afsløre subjekt og objekt. „Hans bringer noget til Peter" er Hansip Piitaq pajuppaa. Men får vi „familien Hans bringer no- get til familien Peter", får vi Hansikkut Pntakkut paJHppaat, og der forsvinder igen subjektets kendetegn -p, mens vi samtidig også mangler en logisk sam- menhæng af samme slags som fangerne og sælerne. Thi i tilfældet med de to familier kunne begge parter bringe noget til den anden familie. Ved sådanne sæt- ninger er det nærliggende at regne med, at en fast rækkefølge mellem subjekt og objekt kan forhindre misforståelser. Om anvendehen af nogle ordgrupper Det er ikke usædvanligt, at f. eks. stil- lingsbetegnelser e. 1. skrives på dansk i breve, der iøvrigt er skrevet på grøn- landsk, og indtil sidste år var det heller ikke ualmindeligt, at stednavnet på adressen skrives på dansk, hvis stedet har grønlandsk/dansk navn, i breve skrevet på grønlandsk og sendt fra et sted i Grønland til et andet sted, f. eks. Hr. Fanger N. N., Claushavn, 3952 Jakobshavn. Nu bruger man meget mere bevidst de grønlandske stednavne. Men stillingsbetegnelserne skrives tilsynela- dende fortsat hovedsageligt på dansk. Sådanne betegnelser har nok en over- gang været blevet brugt noget ud over brugen i Danmark, f. eks. Hr. Skole- dreng N. N., Hr. Landshøvdingekarl N. N. Der er nok stadigvæk mange dob- beltsprogede grønlændere, der skriver deres huskeseddel på dansk. Man kan til en vis grad forstå det, når det er hjælpemiddel beregnet til sig selv. Men man må undre sig, når man i Sdr. Strøm- fjord ved udgangen til flyvemaskinen ser et tobaksrygning-forbudt skilt skre- vet på dansk, tysk, engelsk og fransk, men ikke på grønlandsk. Det er når folk overser et så selvfølgeligt hensyn, at man kan få en fornemmelse af, at det er helt forkerte folk, der ordner sådanne ting. Det får man også fornemmelsen af, når man på etagehusene i Grønland opdager et skilt på anden etage, der be- kendtgør, at det er første sal. Det er en naturlig ting på forhånd at undersøge, hvad det ville hedde på grønlandsk, så talordene ikke kommer skævt på hin- anden. Disse hensyn skylder man grøn- lænderne, hvis det er rigtigt, at det er for disses skyld „udviklingen" finder sted. Derved berøres også talordene. Ved regning, ved tælling o. 1. bruges danske tal fra e_et _og opefter. Ved mængdeangi- velser bruges grønlandske tal fra eet til tolv og derefter danske tal, f. eks. hed- der „tre ryper" aqissit pingasttt, men „14 ryper" aqissit fjorten!t. Ved dato- angivelser bruges ligeledes grønlandske tal ofte indtil den 12., men ikke altid. „Den fjerde juni" kan hedde junip sisa- maani eller junnip fiiarani. Ved angi- velser af klokkeslæt bruges de grønland- ske tal fra eet til elleve, mens kl. 12 enten hedder ullup qeqqa, middag, eller itnnuap qeqqa, midnat. Anvendelsen af de grønlandske tal fra eet til tolv kan derfor ikke uden videre sættes i forbin- delse med klokken. Jeg kender ikke nogen rimelig forklaring selv. „Klokken fem" er (nalunaaqntaq) tallhnat. Selv om de grønlandske tal normalt bruges 204 [41] ved mængdeangivelser, bruges danske tal dog normalt i forbindelse med penge, „tre kroner" er tre kruunit. I regne- timen bruges de danske tal helt igennem. I skolesituationen kan danske ord bruges temmelig meget og måske i fag- sprog i det hele taget. Men når der ci- teres fra en diskussion på seminariet omkring 1963: realskolemi grønlandski frivilligitisariaqanngilaq, „grønlandsk bør ikke være et frivilligt fag på real- skolen", var det vel i yderkanten af, hvad man kan tillade sig. Det hænder, at grønlændere i Dan- mark, når de taler indbyrdes med hin- anden, bevidst undgår danske udtryk for at kunne tale mere „uforstyrret" med hinanden. På den måde kan de få en masse „grønlandske" udtryk og kan tale mere „rent" end mange i Grønland. Men i mange tilfælde er sådanne udtryk „oversatte" danske udtryk, og udtryks- formen kan blive temmelig meget dansk. Selv om det måske ikke er i Dan- mark alene, udtrykket bruges, er ordet telefonissaanga efterhånden erstattet af sianissaanga, „jeg ringer" (i stedet for „jeg telefonerer"). Mens grønlænderne i Grønland taler om Danmarkimi tappa- vani, „i Danmark der mod øst", siger grønlænderne i Danmark nunatsinni tap- pavani, ganske givet fordi det på dansk hedder „i Grønland deroppe", fordi tappavani kan betyde dels: der mod øst og deroppe, en sammenkobling, der ikke er vanskelig at forstå i Vestgrønland. En endnu stærkere dansk påvirkning får man i f. eks. Nørreportimi linie 5 tigus- savat, „Du tager linie 5 ved Nørreport", et så ugrønlandsk udtryk kan da også provokere et humoristisk svar: kaasar- fimmiuliutissavara, „Jeg putter den i lommen". Sådanne udtryk er almindelige i dag, men mellem to grønlændere i Dan- mark opstod der en del udtryk, der heldigvis kun forblev på det private plan: ajoqersuiartortitsinenip akunnit- tarfia kan være betegnelsen på Missions- hotel, nalunaarasuartaatip unittarfia kunne være telegrafstation. Selv navnene kunne gå samme vej, når Falck bliver til Kissaviarsuk, Bruhn til Kajortoq o. s. v. Man skal somme tider bruge sin fan- tasi godt for at regne ud, hvad der menes. Det betænkelige ved sådanne „oversættelser" er faren for, at de må- ske kunne brede sig, fordi de kun til- syneladende gør udtrykkene grønland- ske, idet de i temmelig høj grad indfører danske udtryksmåder i grønlandsk. Et sådant eksempel kan man f. eks. finde ved et stednavneforslag, der blev over- sat fra Snesøen til Apntip tasia. Efter grønlandsk stednavnegivning ville Apu- tip tasia være naturlig i to tilfælde: l) hvis det var en sø på et område, der hed „Aput", f. eks. Imillup tasia på øen Imilik nær Sukkertoppen, 2) hvis det var minde om en person ved navn „Aput". Hvis man på grønlandsk vis skulle navngive en sø på et snefyldt ter- ræn, ville man snarere kalde den for Aputilik eller noget lignende. I billedsprog på grønlandsk er en række danske udtryksmåder kommet ind som poetiske udtryk. De kan lyde mærkelige, men kan forstås uden større vanskelighed. Udtryk som tnimmammi- gut nnannaarpoq, „han glæder sig i sit hjerte", er klart nok ikke brugt med billede af hjertet som pumpeværk. Uum- matip idikkaarntaanik qaneq oqahitta- 205 [42] raaq, „hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med", er også tydeligt nok ikke brugt om blodspytning. Ikke mindst på vers kan man træffe lignende udtryk: Toqqorpara mimmatinni erlinnartuutlga, „Jeg gemmer min juvel i mit hjerte", og det er klart nok, at det ikke drejer sig om at gøre hjertet hårdt. Men måske kunne det være vanskeligt at bruge en direkte oversættelse af „tro som guld", fordi det kan godt være, at guld på grønlandsk ikke umiddelbart opfattes som det værdifaste, og kan måske sna- rere opfattes som bytteobjekt. „Tro som bytteobjekt" ville nok ikke være så gun- stigt et udtryk. I det foregående har jeg hovedsagelig beskæftiget mig med ord og udtryk, der var blevet „anerkendt", men har undladt at komme ind på „døgnfluerne" i sproget. Ikke alle de givne eksempler er dog for- blevet i sproget. Nogle gik af brug, fordi de var udtryk for ting eller ordnin- ger, der nu ikke bruges mere. Andre erstattedes af andre udtryk. Det faktum, at begrænsningen af låneordenes mæng- de ved at „kræve" en række lydændrin- ger for at det kunne indgå i grønlandsk ophørte, kunne meget nemt føre til, at en række grønlandske betegnelser blev erstattet med låneord. Det gamle ord om dampmaskine, aniffiikkiaq, „det, hvis udgang var fjernet", har vist aldrig været brugt ret meget uden for en kreds i Godthåb. Ved oversatte værker, f. eks. en kogebog, kunne også en masse navne komme på tryk på „grønlandsk", men kan alligevel ikke af den grund betragtes som grønlandske låneord, f. eks. brocco- llt issortitat, gratineret brocolli. Skolen kunne være en betydningsfuld faktor for dannelserne ved at udvide børnenes be- grebsapparat, men den har af forståelige grunde ikke kunnet leve op til en sådan opgave. Lokalt dannedes en række udtryk, og mange af dem blev kun brugt en kort overgang, inden de gik i glemmebogen igen. Nogle af dem er i virkeligheden udmærkede udtryk, f. eks. oqalttgiarnaa, „den, der giver talerne", brugt om de bundfældede gærrester ved immiaq, hjemmebrygget øl. Det var åbenbart i nærheden af flaskebunden, at bordta- lerne plejede at komme. Fra Holsteins- borg kendes også udtrykket malarnaq, „den der er grund til, at man lægger nakken tilbage", brugt om de korthal- sede eengangsflasker. Nogle af sådanne udryk er dog for de indviede, f. eks. når den samme flasketype i Julianehåb kal- des for bannabaaraq, „Lille Barnabas". Det er dog vanskeligt at kende alle sådanne lokale og ofte situationsbe- stemte udtryk. Slutning Efter kontakten med dansk har grøn- landsk været ude for en udvikling, der har fulgt sine egne love. I denne udvikling er en direkte påvirkning fra dansk noget begrænset, hvorimod fornyelserne i dagliglivets ramme har påvirket både ordforrådet og nogle af udtryksformer- ne. Samtidig har det, at grønlandsk har fået en skreven form, uden tvivl også medført en stramning af nogle grammatiske regler. Men ud over det synes reglerne for grønlandsk gramma- tik at være stort set upåvirket af kon- takten. Til gengæld synes oversættelses- litteraturen at have påvirket det skrevne 206 [43] tiåisrffmnf „Tupatorneq inerteqqutaavoq". sprog i nogle begrænsede „antagelige" konstruktioner. Der er en begrænset påvirkning i de lydlige forhold, men denne påvirkning er stærkt begrænset af sprogets egne for- udsætninger. Men til gengæld blev låne- ordene efterhånden befriet for kravet om at måtte følge de grønlandske udtale- regler. Nogle grønlandske betegnelser for danske genstande eller begreber har væ- ret lange ord eller flerleddede beteg- nelser. Kun få af sådanne ord har vir- kelig fået fodfæste, men mange af så- danne udtryk kan kun betragtes som forklaringer, og måske netop i sådanne tilfælde får man det danske ord som låneord. Ved overtagelse af danske ord 207 [44] som låneord på grønlandsk sker der ofte en indskrænkning af ordets anvendelses- mulighed, og hvis det ikke bruges snæ- vert om en bestemt genstand, så kan dens betydning specificeres. Muligvis i forbindelse med en sådan tendens er det ofte internationalt brugte betegnelser, der snævert bruges om tekniske ting, der lettest synes at indgå som låneord. Brugen af låneord føles af mange som uønsket, og det kan føles overflødigt, når der indføres et nyt ord om noget, som der i forvejen findes en dækkende betegnelse for. Antipati imod fornyelser synes dog i mange tilfælde at være en form for æstetisk reaktion. I mange tilfælde udvider låneordene anvendel- sesmuligheden for grønlandsk. Låne- ordene bruges som ordstammer og kan også være basis for yderligere nydan- nelser. Men der dannes også adskillige nye udtryk på grønlandsk, selv om det er blevet lettere at overtage nye låneord, og tilmed måske mere påkrævet med stigningen i ændringsprocessen i rammen om dagliglivet. I disse år bruges temmelig mange dan- ske ord i grønlandsk, men en form for puristisk holdning har været luftet, idet man talte om flere grønlandske beteg- nelser. Men denne tanke har været luftet som enkelte isolerede hjertesuk, og iøv- rigt synes fortalerne for denne tanke ikke at have nogen bevidst idé om f. eks. forskellen mellem leksikaliserede udtryk og forklaringer. Når de prøver at bruge grønlandske ord, bliver det til en masse „forklaringer". Men de har sikkert ret i, at der er mange uudnyttede mulig- heder for at bruge nye slagkraftige og rammende udtryk på grønlandsk. Men for at det skulle kunne lade sig gøre, må skolen få en betydelig større rolle som det forum, hvor begrebsapparatet og udtryksevnen også udvikles på grøn- landsk. Nu har man ved indførelsen af en ny retskrivning for første gang mulighed for at bruge grønlandsktimerne til andet end indlæring i brugen af retskrivningen og i læsning. Det er især på denne måde, at den nye retskrivning kan blive en faktor i udviklingen af det grønlandske sprog. Anvendt litteratur: Arssamik unangmissut. - Avangnåmioq 1942, s. 43 f. Birket Smith, Kaj: 1928: Five Hundred Eskimo Words. Report of the Fifth Thule Expedition 1921-24, vol. III, no. 3. Copenhagen. Bugge, Aage, Kristoffer Lynge rn.fl.: Dansk- grønlandsk ordbog, 19GO. København. Egede, Hans: 1738: Relationer om Grønland. Kjø- benhavn. Egede, Poul: 1750: Dictionarium Groenlandicum- Danico-Latinum. Hafniæ. „Snemanden", 1973: Nunavtine tingmfssat. Grøn- lands fugle. Atuagagdliutit/Grønlandsposten, nr. 24, s. 12. Grønlands Landsråds forhandlinger 1961, s. 300- 303: Beretning fra Sprog- og retskrivnings- udvalget. Generaltaksten for udhandling af varer ved han- delsstederne i Grønland, 1965. J. Petersen: 1951: Ordbogéraq. Godthåb. Tingmissartortartoc) kungip ernera Axel. — Avang- nåmioq 1917, s. 97. Martinet, André: Elements de linguistique géné- rale. Paris. 208 [45]