[1] Grønlandsk hjemmestyre på danske betingelser? af Jens Brøsted og H. C. Gulløv Eyendom forhverves paa 2de maader. Saadant sker paa tvende maader; 1.) I det man af begyndelsen tager og tilegner sig en ting, som ingen tilhører. 2.) I det en Eyendom forflyttes fra den ene til den anden. Dominium aninens. Kunde de, naar Republiqvens Nytte det ud- fordrer, tage en Borgers Gods, og anvende til det gemeene Beste, hvilken Magt kaldes Do- minium eminens . .. Dog er billigt, at de, hvis Gods saaledes bliver borttaget, bekomme noget Vederlag. Ludvig Holberg, Naturens og Folkerettens Kundskab. Bygget paa de fornemste Juristers Principiis, Illustrered med Exempler af de Nordiske Historier, og Conferered med disse Rigers saa vel gamle som nye Love. 1716. ... vi i Særdeeleshed vil hafve dennem recom- menderit, at de strengeligen anordner og of- verholder, at ingen af det udsendte Folck til- føyer nogen af de Vilde det ringeste til det Onde, det vere sig hvad nafn det hafve kand, og skulle nogen antreffis, som sig imod denne voris saa nøttige og til det hele Desseins aandelige og timelige opkomst hensigtende Foranstaltning at vere ofverhørig, da blifver den skyldige, i hvad Stand han er af, uden nogen undseelse indkaldet for Raadet, og døm- mis hannem da udi saadan en haard Straf, at andre deraf kand tage sig alvorlig exempel. Skrivelse fra Bergenskompagniet til Raadet i Grønland af 7. juni 1723. Endnu meget mindre maae nogen fordriste sig, enten Lands eller Søes, at berøve Grønlæn- derne, bortføre dem fra Landet, eller mod dem, eller de danske Colonier og Loger og disses Mandskab, eller sammes Gods, nogen Slags Voldsomhed og overlast at øve, af hvad Navn nævnes kan. Kong Christian VIIs Anordning af 18. marts 1776. . . . betragter man nu Grønlænderne i deres nuværende Tilstand, saa finder man ... At de nyde den med Naturtilstanden for- bundne f riehed; og at de ansee og erkjende sig selv som landets eeneste Eiere og Herrer; At de vel have et begreb om eyendom og Constracter, men at disse begreber ere yderst dunkle ... Betragter man nu fremdeles den Stilling som de her i Landet værende Danske staae i til Indbyggerne, saa kan man med all føye, kun ansee dem som Giæster, der af et godmodigt Folk ere veloptagne, og med hvilke Vanen og Giænsidige Fordele nu har forbundet dem, men sikkerlig ville denne gode Forstaaelse blive afbrudt, dersom vi med et ville giøre indgreb i deres Friehed, og mod deres villie paanøde dem Love og Indretninger, hvis Nød- vendighed de aldeles ikke indsee eller føle. Claus Bendeke, inspektøren i Vestgrønlands nordre Inspektorat, Promemoria til Handels- direktionen, d. 20.9. 1799. 209 [2] Dette efterår har kommissionen om hjemmestyre i Grønland eksisteret i et år, og de første oplysninger om kom- missionens arbejdsresultater er ved at blive meddelt offentligheden, bl. a. i form af en dobbeltsproget pjece, som kommissionen har udsendt. Disse fore- løbige resultater blev også behandlet ved et møde i Det grønlandske Selskab - dels i et foredrag af kommissionens for- mand, professor dr. jur. Isi Foighel, og dels ved den efterfølgende debat. Sam- tidig er debatten om hjemmestyret ble- vet skarpere, og nogle af de politiske hovedaktører i udviklingen er ved at tegne deres betingelser for hjemmestyret på en sådan måde, at også udenforstå- ende får et indblik i kommissionens ar- bejdsmekanik. Med udgangspunkt i de- batten på selskabets møde skal vi kort søge at belyse nogle enkelte aspekter heraf. Hvis intet andet er anført, stam- mer citaterne i det efterfølgende fra dis- kussionen på dette møde, i ordret bånd- afskrift. Isi Foighel havde i sin fremstilling valgt at følge den traditionelle forestil- ling om den danske velvilje overfor Grønland, idet han dog tog et vist for- behold med hensyn til tidligere politiske initiativer: „Det er Grønland selv, der bestemmer i hvilket omfang, man vil overtage områder, og det er Grønland selv, der bestemmer, hvornår man skal overtage nogle områder. Der er altså ikke tale om, at en ordning bliver presset ned over hovedet på Grønland - et syns- punkt, som man jo har hørt næsten i for- bindelse med en hvilken som helst ord- ning." I overensstemmelse hermed mente Foighel, med en let omskrivning af kom- missoriets officielle ordlyd, at hjemme- styret er „en logisk konsekvens" af de sidste 30 års udvikling. Den tidligere grønlandsminister, Knud Hertling, følte sig ikke helt overbevist, han fornemmede, „at der nu skal laves et dejligt stort apparat, som er færdig- lavet, færdigpakket". Selv om kommis- sionens formand havde forsikret det modsatte, frygtede Knud Hertling, at der var tale om en gentagelse „af den situation, som vi fra Grønlands side har været så forfærdelig meget belemret med", nemlig at der her var tale om „en gave". „Det er nok en af de helt afgø- rende ting i hele hjemmestyrets tilblivel- sesproces : det er en fornemmelse af, at de sæt regler . . . som man kommer til at skabe, er udarbejdet af landstinget, eller grønlandstinget, hvad det nu kommer til at hedde, udarbejdet fra grunden af fra disse folk, der skal bruge det. Det går langsommere på denne måde, men jeg tror, at man i sidste ende vil indhente denne tabte tid meget mere mangfoldigt, end vi rent umiddelbart kan forestille os i dag. Det, der får mig til at sige denne ting, det er nok det udgangspunkt, som du selv valgte at tage i aften, nemlig det, at vi hér har at gøre med to folk . . . som er knyttet sammen i et rigsfællesskab . . . At være to folk, forskellige folk, er lige så forpligtende som dette rigsfælles- skab." De to temaer, hjemmestyret som en gave og de to forskellige folk inden for rigsfællesskabet, blev videreudviklet af folketingsmand Lars Emil Johansen, som i kommissionsarbejdets hidtidige forløb så tegn på, at hjemmestyret skulle 210 [3] være „en ideologisk gave fra danske po- litikere til Grønland" og at det altså ikke blev „et rent grønlandsk produkt". Med gave mente folketingsmanden ikke pen- gegaver, for dem betragtede han ikke som gave men som statsretlige forplig- telser, og præciserede: „når jeg tænker på gave, så tænker jeg, hjemmestyrear- bejdet blev startet på en erkendelse af, at der er for stor dansk dominans i grøn- landsk politik, og for at formindske denne alt for store danske dominans i den grønlandske beslutningsproces, så nedsatte man en kommission, hvor der er temmelig stor dansk politisk domi- nans." I modsætning til Isi Foighel så Lars Emil Johansen kravet om hjemme- styre som en reaktion mod den hidtidige politik, og ikke som en logisk konsekvens deraf: „Vi skal være opmærksom på, at hjemmestyretanken, da vi startede, var et udtryk for en grønlandsk bevidstgø- relse." Landsråds f ormanden Lars Chemnitz kom også ind på den danske dominans i kommissionen i forbindelse med spørgs- målet om landsrådets principbeslutning om ejendomsretten til Grønland: „dér har vi jo mødt en modstand fra vores rigsfæller, at undergrunden ikke kan være Grønlands befolknings alene — med tryk på det sidste alene — og det er der- for, vi er kommet frem til ... det . . . foreløbige resultat ... at det skal være en slags ligestilling med hensyn til, hvem der skulle have den besluttende myndig- hed." Lars Chemnitz kom i den forbin- delse ind på landsrådets nyligt afsluttede debat omkring et forslag til landsråds- beslutning om, at rådsmedlemmerne i kommissionen skulle efterleve princip- Hjemmestyrekommissionens debatoplæg, september 1976. beslutningen fra efteråret 1975 : „Lands- rådets behandling . . . endte med, at landsrådet gik ind for, at vi skal arbejde videre med spørgsmålet på det grund- lag, vi er nået hidtil, for at nå frem til en ordning der er forenelig med rigs- fællesskabet." Uden at slippe spørgsmålet om dansk dominans af syne, skal vi se på, hvad det er for en løsning, landsrådsformanden henviser til. Hvis man umiddelbart fin- der vanskeligheder ved at forene grøn- lændernes ejendomsret med rigsfælles- skabet, så kommer kommissionsforman- den til at indtage en central stilling under udformningen af mulige løsninger, da det ifølge kommissoriet påhviler for- 211 [4] manden at benytte sin egen juridiske eks- pertise samt anden nødvendig ekspert- bistand, hvor denne ikke er at finde i kommissionens sekretariat. Isi Foighel afviste dog de juridiske overvejelsers relevans og drejede pro- blemstillingen i retning af råstofferne: „Ingen, der for alvor har sat sig ind i den problemkreds, der vedrører råstof- ferne, kan virkelig mene, at problemerne løser sig alene med en henvisning til et eller andet juridisk princip, hvis nærmere juridiske indhold kan diskuteres. Men spørgsmålet og problemerne kan løses ved en omhyggelig analyse af de interes- ser, der skal tilgodeses . . . Det er dette, vi har taget fat på i hjemmestyrekom- missionen." Foighel skitserede derefter den løs- ning, man arbejder på i kommissionen. Den søgte en ligeberettigelse mellem parterne i udnyttelsen af ressourcerne g°nnem en ligestilling på tre punkter: 1) i beslutningsprocesserne, 2) i admi- nistrationen og 3) i adgangen til sag- kundskab. Formanden mente, at den skitserede løsning hverken ville blive et grønlandsk særanliggende eller fællesan- liggende : „Det bliver et fællesskabsan- liggende, fordi ingen af parterne kan her træffe beslutninger imod den andens vilje; og der er vel i virkeligheden også ganske rimeligt, fordi de danske og grønlandske interesser i denne sektor er ganske overordentlig parallelle et meget langt stykke hen ad vejen." Formanden så parallelle interesser i 1) udnyttelse af ressourcerne, 2) beskyttelse af miljøet („Hvem skulle vel være interesseret i at dette [Grønland, som Danmark har ofret menneskelige og andre ressourcer på at genopbygge] blev ødelagt for nogle ressourcers skyld") og 3) „For det tredje har man en fællesinteresse i, at der i Grønland skabes et samfund, der er værd at leve i, og som er rimeligt at leve i, og således at rigsfællesskabet og- så i Grønland opleves som noget posi- tivt, som noget naturligt. Det er derfor, vi har valgt at styre henimod, at råstof- ferne skal være et fællesanliggende." Af færingen Karl Nolsøe blev Isi Foighel kritiseret for ikke at skelne mel- lem Danmark og Rigsdanmark, mellem danske og rigsdanske interesser. Under diskussionen sagde Isi Foighel: „Det centrale er jo, at vi i hjemmestyre- kommissionen står over for et reelt, praktisk problem, som vi forsøger at løse på en praktisk måde ... Vi har den praktiske opgave, hvordan manifesterer vi et samarbejde, således at Grønlands samtlige interesser bliver varetaget, og samtlige danske interesser bliver — altså rigsdanske interesser — bliver varetaget. JDetL kan vi ikke. Vi kan ikke varetage begges interesser samtidigt 100 %, vi må altså finde en form, som er akceptabel, og vi må veje, hvilke hensyn der er de vigtigste — og det vigtigste hensyn for kommissionen har været, at man skal beskytte det grønlandske samfund." Den skitserede løsning adskiller sig markant fra udgangspunkterne: l) hjem- mestyreudvalgets betænkning fra februar 1975, som præciserer, at „flertallet fin- der det naturligt at anse [råstoffer i un- dergrunden] for et særanliggende". Ud- valget udbyggede synspunktet på den måde, at der var behov for en analyse af de komplicerede sagsforhold, således at det ville være muligt at overskue kon- 212 [5] sekvenserne af, at et kommende hjem- mestyre overtog sagsområdet (s. 20), (Når f. eks. Statsministeriet i skrivelse af 23.12.1975 til kommissionen henviser til dette behov for nærmere undersø- gelse, sker det helt uden behørigt hensyn til intentionen (s. 5) samt 2) landsrådets principbeslutning om ejendomsret fra efterårssamlingen 1975. Denne drejning bort fra grønlandske rettigheder henimod den traditionelle danske myte, at Grønland skal have det bedste, betinger grønlandske politikeres fornemmelse af hjemmestyret som en ideologisk gave. Dette understreges yderligere af Foighels påstand om, at det vigtigste hensyn er beskyttelsen af det grønlandske samfund. Heri ligger der indirekte en bekræftelse og fortsæt- telse af kolonitidens umyndiggørelse af grønlænderne. Netop i afvisningen af det eneste område, hvor grønlænderne ikke behøver en gave, fordi de allerede besidder ejendomsretten til landet, dér nægter man fra dansk side at anerkende grønlændernes rettigheder. Den danske domnians i kommissionsarbejdet afsløres yderligere, når man afviser at diskutere forekomsten af de grønlandske rettighe- der. Desuden virker de danske politike- res reaktion ubehagelig kortsigtet; for en afklaring af ejendomsretspørgsmålet i forbindelse med hjemmestyreforhand- lingerne vil sandsynligvis være mere min- delig og billig for Danmark, end hvis spørgsmålet skal løses isoleret, enten før eller efter hjemmestyret. For som Isi Foighel har påpeget, er der „ikke nogen logisk sammenhæng mellem kravet om hjemmestyre og ønsket om at få en ord- ning på ressourcerne". Når en kommission som hjemmestyre- kommissionen har en sammenesætning med talmæssigt lige store etnisk/politiske sider, kommer formanden som før nævnt til at indtage en central position. Det på- hviler da formanden i kraft af sit hverv at bidrage til en alsidig analyse og en afklaring af kommissionens arbejdsom- råder og handlemuligheder, herunder skal formanden i kraft af sin egen og indhentet sagkundskab vejlede kommis- sionens medlemmer med hensyn til kon- sekvenserne af de foreliggende valgmu- ligheder. Som et naturligt led i forman- dens neutralitet skal han være upåvirke- lig overfor pression fra udenforstående interessegrupper. Som iagttagere forekommer det os, at formanden ikke altid har kunnet leve op til de ideelle forventninger til formands- rollen. Vi har anført, hvorledes forman- den har erklæret, at man må afveje hvilke hensyn, der er de vigtigste, da alle ikke kan få deres interesser opfyldt 100%. I et svar til kontorchef Martens (landsrådets sekretariat) gav forman- den et indblik i, hvad han prioriterer som de vigtigste interesser: „Det er helt klart og udenfor enhver tvivl, at det danske folketing — hvis der er politisk dækning herfor, kan gøre et område til særanliggende", d.v.s. det er opportunt for formanden at forfølge sådanne ar- bejdsmål, som politisk er realiserbare under det til enhver tid siddende folke- ting med dettes regering. Derved forud- diskonteres folketingets beslutninger. Med en sådan afvejning af intersser undlader formanden at undersøge de po- sitive muligheder for at gennemføre an- dre løsninger. På spørgsmål om, hvorfor 213 [6] ejendomsretten ikke kan ligge hos det grønlandske folk, og om hvad man hav- de gjort for at indhente ekspertviden inden for området international ret og folkerettens syn på oprindelige folke- slags rettigheder, svarede Isi Foighel: „Spørgsmålet om rigsfællesskabet er et forfatningsretligt spørgsmål ... Jeg har valgt den holdning ikke at udtale mig om dette forfatningsretlige spørgsmål ... men jeg har brugt den ekspertise, som jeg synes det er rimeligt at benytte i så- dant arbejde, idet jeg har anmodet Stats- ministeriet om at give en redegørelse for, hvorledes Statsministeriet opfatter rigsfællesskabet, og hvad der i rigsfæl- lesskabet måtte være til hinder for at overgive ejendomsretten". Det sidste må karakteriseres som et ledende spørgsmål. Isi Foighel mente iøvrigt at have indhentet oplysninger fra en række lande, hvor tilsvarende pro- blemstillinger gør sig gældende: , Jeg er navnlig bekendt med, hvordan man har gjort det [klaret ejendomsretspørgsmå- let for etniske minoriteter] i Canada". Karakteren af Foighels kendskab til op- rindelige folkeslags rettigheder i Canada kom til udtryk på et pressemøde d. 4.10. 1976, hvor kommissionsformanden hæv- dede, at Inuit i Canada havde anerkendte ejendomsrettigheder i kraft af traktater med forbundsregeringen. Formanden blev korrigeret af den spørgende jour- nalist: „Nej, der foreligger ingen trak- tater, de har aldrig indgået traktater med forbundsregeringen eller territorial- regeringen." (DR., Mindretal i Nord, 4.10.1976). Kommissionsformanden finder det alt- så rimeligt at anvende den ene parts eks- 214 pertise og viser kun den anden parts symbolsk opmærksomhed, og trods sin uafhængige stilling tager han statsmini- sterens ord i folketinget til efterretning: „Der er altså intet juridisk til hinder for, at et område kan overgå som særanlig- gende, men der er ifølge statsministerens udtalelse afgørende hindringer for, at ejendomsretten kan overdrages. Det kan være, det lyder lidt kunstigt for Dem her, at jeg præciserer det på den måde, men sådan opfatter vi altså i hjemme- styrekommissionen, at det forholder sig". Det er en svag formand, der tillader statsministerens udtalelse at hvile som en tung hånd over kommissionsarbejdet. Isi Foighel kan således ikke siges at have levet op til sin erklæring i lands- rådet, hvor han under efterårssamlingen i 1975 forsikrede, at „han var uafhæn- gig af administrationen, uafhængig af j)olitiske partier, og uafhængig af strømmen i grønlandsk politik. Han til- sikrede landsrådet, at denne uafhængig- hed, der også omfattede kommissionens sekretariat, ville blive bevaret" (Grøn- lands Landsråds Forhandlinger, 1975, s. 16 f.). Spørgsmålet om hjemmestyre er også vigtigt for Danmark, sagde Isi Foighel: „Det er vigtigt for vurderingen af et land, hvordan man behandler sine min- dretal, og det er derfor vigtigt for vur- deringen af vort land, at vi kan gennem- føre hjemmestyre på Grønland på en måde, som er værdig, og som er rimelig, og som er i overensstemmelse med de Idealer, som vi i Danmark i hvert fald gerne ønsker at kunne leve op til". [7]