[1] En teateroplevelse i Angmagssalik 1964 af Lone Borchersen Ved at høre om og lytte til TukaK Te- atret blev jeg mindet om en skoleko- medie, som jeg så for nu 12 år siden i Angmagssalik. Forestillingen var en stor oplevelse for os alle, og da jeg er så heldig at have en samling billeder fra forestillingen, har jeg her prøvet at give tidsskriftets læsere en fornemmelse af den stemning, der var til stede. I begyndelsen af 1960'erne opførte skolen i Angmagssalik en række teater- forestillinger, men i 1964 blev der ved et samarbejde mellem skolen og faktisk hele byen skabt et teaterstykke, som gav alle et lille indtryk af forholdene i det gamle Østgrønland. Stykket var skrevet af Villads Villad- sen, og det hed Manguaraq og måne- manden, og det der gjorde det til noget særligt, var den entusiasme børnene vi- ste. De lavede „gammeldags" husgeråd. På billederne ses både spæklamper, træ- spande, briks og tørrehæk, og skindtøjet lånte børnene rundt omkring i husene. Mødrene måtte udlåne deres perlesmyk- ker til hårtoppene og pigernes halse. Kort sagt, man gjorde alt for at vise publikum, hvordan man havde levet tid- ligere. „Åndemaneren" og hans kor var på alderdomshjemmet for at lære ånde- manersangen rigtigt. På de første billeder er man hjemme i fred og ro. Desværre mangler scenen, hvor Manguaraq harpunerer måneman- dens narhval, men stemningen under ån- demaningen kan man dog godt se. Der- efter følger månemandens besøg med en „duel" om hvilke fangstdyr han og Manguaraq har fanget. Som resultat af Manguaraq's sejr bliver han inviteret til et besøg på månen. Undervejs forsøger „den lede kælling" at ombringe ham, men han reddes af månemanden. Efter besøget hos månemanden, hvor han gen- nem et hul ser alle beboede steder i Angmagssalik distrikt, kører Mangua- raq hjem igen med denne bemærkning: Vi nåede herop før amerikanerne. 239 [2] I fælleshuset bor Manguaraq sammen med sine forældre og den øvrige familie. Kvinderne syr skindtøj, og kødet koger over spæklampen. Manguaraq snakker med sin far om den store narhval han har set og så gerne vil fange. Men hans far siger, at den slags hvaler er månemandens fangstdyr. Måneman- den vil blive meget vred og straffe bo- pladsen, hvis nogen dræber den. I næste akt har Manguaraq alligevel dræbt månemandens hval, og han drøf- ter nu med sin far, hvad der er at gøre. Angekokken skal mane ånder for at finde ud af hvad månemanden vil gøre. Her bagbindes han, men angekokken kan ikke hindre den vrede månemands ankomst til bopladsen. 240 [3] Manguaraq går ud for at møde måne- manden. Her står de over for hinanden og fortæller på skift om de dyr de har nedlagt helt fra deres drengeår; og for hvert fangstdyr hamres istukken i jor- den med et brag. Da Manguaraq fortæl- ler, at han som barn har fanget en hav- kat, bliver månemanden spag og erken- der, at sådan en var han bange for. Manguaraq er altså den største fanger af de to. Månemanden inviterer Manguaraq til at besøge sig på månen. Og snart efter tager Manguaraq a f sted. 241 [4] På vejen til månen bor Naligateq. Hun ser mærkværdig ud og gør alt hvad hun kan for at få Manguaraq til at le, for så får hun magt til at tage hans lunger. Men månemanden redder ham fra denne fare. Og i slutscenen sidder de to tid- ligere modparter og spiser grønlandske lækkerier, mens de kigger ned på Ang- magssalik. Manguaraq og månemanden — Tiden: Marts 1964. Stedet: Klubhuset, Angmagssalik. Forfatter: Villads Villadsen. Instruktion: Karoline og John Jensen. Skuespillere Hans, Gedion, Janus, Elisa, Gaba, Hansigne, Henriette, Jonas, Gerda og Beninge (elever i 7. klasse). Dekorationer: fremstillet af skolens ele- ver og lærere Kostumer og rekvisitter: fremstillet på skolen eller lånt hos forældre og an- dre. Speciel instruktion i åndemaning og trommesange: Beboerne på alder- domshjemmet. 242 [5]