[1] Medicinsk forskning i Grønland af Bent Harvald For den gren af lægevidenskaben, der beskæftiger sig med sygdoms fænomeners forskelligartethed i forskellige befolk- ninger og egne, benyttes betegnelsen geo- grafisk medicin. Ejendommeligt nok er man først inden for de sidste årtier blevet rigtigt klar over, hvor mange vigtige medicinske problemer der kan belyses netop ved geografisk medicinske undersøgelser. Samtidig er det i stigende grad blevet klart, at det i mange tilfælde haster med at få udnyttet disse mulig- heder. Overalt i verden foregår en sta- dig hurtigere udslettelse af specielt små befolkningsgruppers kulturelle særpræg, først og fremmest på grund af de øgede kommunikationsmuligheder. Samtidig sker der en opblanding mellem befolk- ningerne, hvilket har til følge, at etniske mindretalsgrupper i arvemæssig hen- seende mere og mere kommer til at ligne de omgivende, måske mere talstærke befolkninger. Eskimoerne udgør en sådan etnisk mi- noritetsgruppe, hvis kulturelle og arve- mæssige særpræg er udviklet gennem mere end 5.000 år under den arktiske tilværelses barske vilkår. At sygdoms- panoramaet i denne befolkning adskiller sig fra det vesteuropæiske kan næppe undre. Men hvad er så årsagerne til disse forskelle? En klarlæggelse heraf ville måske være et skridt på vejen mod forebyggelse. At hastemomentet i den medicinske Grønlandsforskning er aktuelt, fremgår alene deraf, at egentlige fangersamfund praktisk taget er ophørt med at eksistere i løbet af de sidste årtier. I den samme periode har opblandingen af danskere i den grønlandske befolkning taget fart. Ved hjælp af blod- og vævstypebestem- melser har det kunnet vises, at her i midten af 1970'erne er ca. 30 % af arveegenskaberne, generne, i den grøn- landsk fødte befolkning i Vestgrønland af europæisk (og det vil sige fortrinsvis dansk) oprindelse. De resterende 70 % af arveegenskaberne er eskimoiske. Dette er naturligvis gennemsnitstal, og der er store variationer fra person til person fra en rent eskimoisk til en næ- sten rent europæisk arvemasse. Hvorledes forholdet mellem eskimo- iske og europæiske gener vil forskydes i de kommende årtier, kan naturligvis 245 [2] ikke forudsiges. Der vil utvivlsomt fort- sat foregå en strøm af europæiske gener ind i den grønlandske befolkning. På den anden side er der næppe tvivl om, at familieplanlægningen er slået mest effek- tivt igennem i bybefolkningen, hvor til- blandingen af europæiske gener er størst, mens den mere eskimoiske udstedsbe- folkning fortsat har meget store børne- flokke. Dette vil i befolkningen som helhed betyde en eskimoisering af arve- massen, der muligvis kan opveje eller måske endda overstige den europæiske tilblanding. Der foreligger efterhånden en ganske betragtelig grønlandsk medicinsk littera- tur. Under omtalen heraf kommer man ikke udenom først at nævne Alfred Ber- telsens (1877-1950) Indsats. Først som kredslæge i Grønlands nordlige læge- kreds og senere som medicinalkonsulent for Grønlands styrelse indsamlede han materiale til sit store værk om sygdoms- forekomsten i Grønland, udsendt i „Meddelelser om Grønland" 1935- 1943. Alfred Bertelsens udgangspunkt var egentlig ikke videnskabeligt, men rent medicinalstatistisk. Han var den minutiøst registrerende embedslæge med evne til at forundres over sine iagttagel- ser. Hans iagttagelsesevne og evne til beskrivelse har helt op i nutiden gjort hans bøger til en overordentlig værdi- fuld informationskilde. Det er da også karakteristisk, at Alfred Bertelsen fort- sat citeres i vid udstrækning i den grøn- landske, medicinske litteratur. Kortlægningen af sygdomsforekom- sten i Grønland er efter Alfred Bertel- sens tid fulgt op med moderne registre- ringsmetoder, der tillader en pålidelig sammenligning med forekomster i andre befolkninger. I denne sammenhæng har det grønlandske sundhedsvæsens speci- elle personjournaler, der følger det en- kelte individ fra fødsel til død, været af stor nytte. Desværre sker det stadig, at disse journaler bortkastes efter patien- tens død, mens de retteligen burde arki- veres og helst centralt f. eks. ved lands- lægeembedets foranstaltning. Som eksempel på sygdomme, der fore- kommer hyppigere i Grønland end i Danmark kan nævnes forskellige med- fødte bygningsfejl i hjertet og lednings- forstyrrelser i hjertets elektriske system. Ca. 10 gange så mange grønlændere som forventet har måttet udstyres med så- kaldt „pacemaker", et indopereret bat- teri, der regelmæssigt udsender impulser til hjertet og derved styrer hjertets sam- mentrækninger. En sygdom, der igennem de senere år har været særligt grundigt udforsket, er øjensygdommen akut grøn stær, der er meget hyppig i Grønland. Sygdommen fører ofte til blindhed. Grøn stær opstår på grund af et forhøjet væsketryk inde i øjet. At grønlændere har en særlig ten- dens til at få trykstigning, har nu vist sig at hænge sammen med, at grønlænderes øjne er bygget lidt anderledes end euro- pæeres med meget snævre pladsforhold i øjets forreste del. Øjenvæsken, der hele tiden nydannes, har derfor svært ved igen at slippe ud af øjet. Disse undersøgelsesresultater har gjort det muligt på forhånd at finde frem til men- nesker, der på grund af meget snævre pladsforhold i øjnene må anses for sær- ligt udsatte, således at der i tide kan skrides ind med operation, og blindhed 246 [3] Skolebarnsundersøgelse. Fot.: Gunnar Aagaard Olsen, Qagssiarssuk, 1965. derved undgås. Det næste problem bliver så at finde ud af, hvorfor grønlænderes øjne er bygget med så snævre pladsfor- hold. At arvelige faktorer gør sig gæl- dende, er hævet over enhver tvivl. Andre sygdomme er sjældnere blandt grønlændere end blandt europæere. Dette gælder således sukkersyge og blodprop i hjertets kransårer, to syg- domme, der hver for sig er meget hyp- pige i Danmark, og som praktisk taget ikke forekommer i den grønlandske be- folkning. Denne forskel har endnu langt fra fundet sin endelige forklaring. For sukkersyge gør der sig det for- hold gældende, at ingen af de to forskel- lige sukkersygeformer forekommer i Grønland, hverken den form der begyn- der i barndom og ungdom, og som kræ- ver insulintilførsel resten af livet, eller den mildere form for sukkersyge, der begynder oppe i årene, og hvor patienten stadig er i stand til selv at danne noget insulin, blot ikke nok til at dække be- hovet. Mens der ved sukkersyge begyndt i højere alder sandsynligvis blot er tale om en aldersbetinget mindrefunktion af de insulindannende celler i bugspytkirt- len, skyldes ungdomssukkersygen snarere en mere eller mindre fuldstændig øde- læggelse af disse celler, fordi organis- men selv danner modstoffer mod celler- ne. Denne modstof dannelse synes især at kunne komme igang hos mennesker med ganske bestemte arvelige vævstyper. I hvert fald en af de vævstyper, det 247 [4] drejer sig om, forekommer meget sjæl- dent i den grønlandske befolkning, hvil- ket måske er en del af forklaringen på den manglende sygdomsforekomst. Modstofdannelsen startes muligvis i for- bindelse med virusinfektioner, specielt synes coxsackievirus at spille en rolle, det virus, der er kendt for at fremkalde „Bornholmsk syge". Blodprop i hjertets kransårer opstår især hos mennesker med åreforkalkning. Forkalkningen starter med, at der op- hobes fedt i blodkarrets inderste lag. Først senere aflejres kalk i fedtet. Man tillægger derfor blodets fedtindhold sær- lig betydning for udvikling af årefor- kalkning. Blodfedtets sammensætning er i høj grad bestemt af fødens fedtind- hold. Den traditionelle grønlandske kost er meget fedtrig, men fedtet har en anden sammensætning end f. eks. fedtet i den danske kost, og dette er måske grunden til, at fedt ikke i samme grad aflejres i blodkarrene hos grønlændere. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om den lave hyppighed af blodprop ved hjertet hos grønlændere alene skyldes den særlige kost, eller om den må søges i helt andre forhold. Foreløbig synes således „fordanskningen" af den grøn- landske befolknings kostvaner ikke eller i hvert fald kun i meget ringe grad at have givet anledning til stigning i antal- let af hjerteblodpropper. Medens der således for en række syg- dommes vedkommende består en bety- delig usikkerhed om, hvorvidt det er den grønlandske befolknings arvelige karak- teristika eller de specielle miljøforhold, der er den væsentligste årsag til de regi- strerede forskelle i hyppighed mellem Grønland og Vesteuropa, er der på den anden side en række sygelige manifesta- tioner i den grønlandske befolkning, hvis årsagssammenhæng helt klart må søges i den massive kulturkonfrontation. Det drejer sig i første række om alkoholis- men, voldskriminaliteten og promiskui- teten med den deraf følgende udbred- ning af venerisk smitte, tre fænomener der hver på sin måde præger det grøn- landske samfund. De psykiske processer, der ligger bag udvikling af alkoholisme, kendes ikke med sikkerhed, hvilket er en væsentlig grund til den behandlingsmæssige af- magt over for tilstanden. Undersøgelser i Grønland har bidraget til at under- bygge nyere teorier om alkoholismens årsagsforhold. Disse teorier lægger vægt på den tilfredsstillelse af det enkelte menneskes behov for magtfornemmelse, som alkoholpåvirkningen medfører. Al- koholismen ses som resultatet af en un- derbevidst higen mod denne magtfor- nemmelse. Alkohol kan give tilfredsstil- lelse til dem, der i den almindelige magt- kamp er kommet til kort. Netop i et samfund som det grønlandske, der i så høj grad er umyndiggjort på grund af utilstrækkelig teknisk tradition, bliver behovet for magtfornemmelse hos sam- fundets enkelte medlemmer ikke tilfreds- stillet, med udbredt alkoholisme til følge. Den voksende voldskriminalitet kan måske anskues under samme synsvinkel. I forhold til befolkningens størrelse er mord således mere end 10 gange hyp- pigere i Grønland end i Danmark. Promiskuiteten og den deraf følgende udbredelse af kønssygdomme har af 248 [5] gode grunde tiltrukket sig betydelig op- mærksomhed og har været genstand for omfattende videnskabelige undersøgel- ser. Et problem, der har fået en uhygge- lig aktualitet, er den symptomløse ud- bredelse af syfilis i den grønlandske be- folkning. De smitteudsatte bliver på grund af gonoréinfektioner behandlet den ene gang efter den anden med peni- cillin eller andre antibiotika i doser, der er tilstrækkelige til helbredelse af gono- ré, men som må anses for alt for små til at helbrede den måske samtidig er- hvervede syfilis. Netop på grund af penicillinbehandlingen kommer syfilis- infektionen imidlertid ikke til udbrud. Det må nu befrygtes, at disse ikke fuld- stændig helbredte syfilisinfektioner på et senere tidspunkt skal bryde ud enten i hjerte eller hjerne. En helt anden konsekvens af promis- kuiteten er sandsynligvis det nu hastigt stigende antal tilfælde af livmoderhals- kræft i Grønland. Nyere undersøgelser har vist, at livmoderhalskræft ikke sjæl- dent opstår efter smitte med herpes simplex virus, det virus, der er årsag til almindelige forkølelsessår. Dette virus kan også overføres ved venerisk smitte, så det nuværende „boom" af livmoder- halskræft i Grønland kan ikke siges at komme uventet. En anden forud forventet følge af det ændrede kulturmønster er stigningen i antallet af lungekræfttilfælde som følge af det stærkt stigende cigaretforbrug. Sandsynligvis på grund af ændrede kost- vaner har der kunnet konstateres stærk stigning i hyppigheden af karies, „huller i tænderne". Det er kostens sammensæt- ning, der i høj grad bestemmer arten af de bakterier, der vokser i mundhulen, og som ved at sætte sig som belægninger på tænderne fremkalder karies. Den dan- ske kost synes i denne henseende at være den traditionelle grønlandske kost under- legen ved at give anledning til vækst af særlig ugunstig bakterieflora. Til slut skal de på initiativ af Statens naturvidenskabelige forskningsråd iværk- satte miljøforureningsundersøgelser næv- nes. Udløbet fra østkysten af det ameri- kanske kontinent af blandt andet insekt- bekæmpelsesmidler medfører en meget betydelig forurening af den vestatlanti- ske strøm, der løber op langs Grønlands vestkyst. De forurenende stoffer optages i planter og dyr og koncentreres mere og mere mod fødekædernes øverste led, blandt hvilke tælles de grønlandske jagt- dyr og i sidste instans mennesket. Den sygdomsrisiko, som denne forurening indebærer, vides der kun alt for lidt om. Som det her er søgt dokumenteret, har der i Grønland manifesteret sig en meget betydelig interesse for medicinsk forskning. I tidens løb har mange læger inden for det grønlandske sundheds- væsen vist sig som vågne iagttagere. Næppe nogen anden befolkning på kun 40.000 individer har bidraget så meget til udvidelse af den medicinske forsk- ningshorisont som netop den grønland- ske. Fra centralt hold har denne forsk- ningsindsats været fremmet på forskellig måde. Ministeriet for Grønland har så- ledes indtaget en meget positiv holdning og i praksis været forskerne behjælpelig, først og fremmest ved at yde rejsestøtte og stille sundhedsvæsenets faciliteter til disposition. En betingelse for ministeri- 249 [6] ets medvirken er imidlertid, at det på- gældende projekt har kunnet anbefales af den under ministeriet nedsatte kom- mission for videnskabelige undersøgelser i Grønland. Statens lægevidenskabelige forsknings- råd har fra sin start i 1968 haft den medicinske forskning i Grønland blandt sine prioriterede områder. Ved gentagne lejligheder har forskningsrådets statisti- ske konsulenttjeneste kunnet yde væsent- lig bistand ved projekters udformning og videreførelse. I 1968 etableredes på fælles nordisk plan en „Nordisk samarbejdskomité for arktisk medicinsk forskning". Denne ko- mite søger at fremme forskningen, dels gennem arrangering af symposier om emner af interesse for læger i arktiske områder, dels gennem udsendelse af et tidsskrift „Nordic Council for Arctic Medical Research Report Series", hvori arktisk medicinske videnskabelige arbej- der publiceres. Endelig skal nævnes, at der siden 1970 har eksisteret et „Dansk selskab for medicinsk forskning i Grøn- land", hvor læger og andre med inter- esse for den medicinske forskning i Grønland kan mødes til diskussion af forskningsresultater og -planer. Der består en ikke ringe risiko for, at den medicinske forskningsaktivitet i så lille en befolkning som den grønlandske kan komme til at virke som en belast- ning, hvor befolkningen måske vil føle sig misbrugt som en slags „forsøgsdyr". At en tendens i denne retning i hvert fald ikke hidtil har vist sig i Grønland, hænger uden tvivl sammen med, at de medicinske forskningsprojekter i de fle- ste tilfælde har været gennemført i et intimt samarbejde mellem de fagkyndige forskere og det lokale sundhedsvæsen, her først og fremmest med de lokale læger. Projekterne har således kunnet drage fordel af de lokale lægers ofte indgående kendskab til befolkningen. Endelig har det jo i mange tilfælde været den lokale læge, der har været projektleder. Hertil kommer, at under- søgelserne i sig selv ofte har indebåret en betydelig direkte nyttevirkning for de undersøgte, således som f. eks. undersø- gelserne vedrørende grøn stær og karies, løvrigt er det nu en helt fast kotume forinden igangsættelse af en undersø- gelse at søge den pågældende kommunal- bestyrelses akcept for også herigennem at opnå befolkningens medvirken. Det er naturligvis ikke muligt at for- udsige, hvilken retning den kommende tids medicinske forskning i Grønland vil tage. Den almindelige sygdomskortlæg- ning kan vel stadigvæk ikke siges at være tilendebragt, så meget mere som syg- domspanoramaet jo sandsynligvis fortsat vil ændre sig med ændrede ydre vilkår. Minedrift og olieudvinding i fremtidens Grønland er faktorer, der uden al tvivl vil give anledning til nye medicinske pro- blemer og derved til nye forskningsakti- viteter. De her refererede videnskabelige un- dersøgelser har udelukkende omhandlet grønlænderne, men sandsynligvis ville også undersøgelser af de sygdomsmæs- sige forhold hos danskere i Grønland kunne give oplysninger af væsentlig in- teresse. Endelig er der en befolknings- gruppe, som hidtil ikke har tiltrukket sig den medicinske forsknings opmærksom- hed, og det er grønlændere i Danmark. 250 [7] Lægebåden har lagt til ved Narssalik i Frederikshåb distrikt. Fot.: Gunnar Aagaard Olsen, Narssalik, 1965. Blandt disse vil specielt de grønlandske adoptivbørn, adopteret af danske fami- lier, kunne give meget vigtige oplysnin- ger om det grønlandske menneskes mu- ligheder under den vestlige verdens betingelser. I dagens forskningsdebat har der rejst sig stadig stærkere krav til forskningen om nyttevirkning. Den hidtidige læge- videnskabelige forskning i Grønland la- der i denne henseende næppe meget til- bage at ønske. Megen indhøstet viden har således umiddelbart kunnet inddra- ges i den grønlandske „medicinske hver- dag", dette gælder således undersøgel- serne over grøn stær og veneriske syg- domme. Resultaterne af de refererede undersøgelser vedrørende sukkersyge og blodprop ved hjertet kan godt nok ikke direkte nyttiggøres i en grønlandsk sam- menhæng, men kan på den anden side få afgørende betydning i bestræbelserne på at forebygge disse sygdomme i de vestlige samfund, hvor deres hyppighed er så stor. 251 [8]