[1] „Vi står sammen med folk - og skælder dem ud" Samtale med to repræsentanter for sundhedsvæsenet i Godthåb af Margrethe Sørensen SUNDHEDSPLEJERSKEN er 28 år, gift og har to børn. Grønlænder. Blev færdig som sygeplejerske i 1972. Arbej- dede i 21/2 år, men fulgte så sin mand til Danmark, forårsaget af hans uddan- nelse. Søgte ind på sygeplejerskehøjsko- len, hvorfra hun blev færdig som sund- hedsplejerske i 1975. Har nu arbejdet i Godthåb i godt og vel eet år. HJEMMESYGEPLEJERSKEN er 47 år, gift og har seks børn. Grønlæn- der. Blev færdig som sygeplejerske i 1952. Arbejdede l år i Danmark, 3 år i Julianehåb og derefter Vi år i Uperna- vik. Fulgte sin mand til Danmark på grund af hans uddannelse. To af deres tre børn blev i Grønland, og fordi hen- des mor på grund af sygdom ikke kunne passe børnene, blev hun kaldt tilbage til Grønland. Arbejdede i to år på en kon- trakt som udsendt. Derefter tre års ar- bejde som timelønnet, l Vi års pause. Genoptog arbejdet, og har siden arbej- det uden afbrydelser under ordningen med tjenestemandslignende vilkår. Kom til Godthåb i 1969 og blev ansat ved Dronning Ingrids Hospital. I 1972 be- gyndte man at tale om hjemmesyge- plejersker, og på foranledning af di- striktslægens overtalelsesevner deltog hun^i et kursus i Danmark og blev der- efter hjemmesygeplejerske. — Hvad motiverede jer til at blive sygeplejersker? Sundhedsp. — Efter realeksamen i 1967 spekulerede jeg meget over, hvad jeg skulle. Jeg overvejede både semina- riet og sproguddannelser, men pludselig blev det sygeplejerske, selv om jeg ikke nøjagtigt kan sige, hvad der var den afgørende faktor hertil. Det kan på en måde udtrykkes sådan, at jeg har haft lejlighed til at foretage et nogenlunde frit valg mellem en række forskellige uddannelser. Hjemmesp. — Efter afslutningen af efterskolen — jeg var dengang 16 år — foreslog kateketen, at jeg skulle i lære på kontor. Det var jeg ikke interesseret i. Jeg foreslog i stedet en jordemoder- uddannelse. Det var min mor imidlertid imod. Hendes datter skulle i hvert fald ikke være elev på Julianehåbs dengang gamle og umoderne sygehus. Hun skulle nok betale for min uddannelse i Dan- mark til sygeplejerske. Og derved blev det. Både sundhedsplejersken og hjemme- 252 [2] Behandlingsorienteret sundhedsvæsen. Fot.: Jørgen Holst Jørgensen. sygeplejersken har hver dag en fast kon- tortid på Dronning Ingrids Hospital, men hovedparten af deres arbejde består i at tage på besøg i hjemmene og på sko- lerne. De er begge enige i, at der er rige- ligt med arbejde, og at det er en kilde til daglig irritation, at der er lønforskelle mellem hjemmehørende og ikke-hjem- mehørende. Hjemmesp, - Da jeg kom til Godt- håb, oplevede jeg en meget brat over- gang arbejdsmæssigt, blandt andet fordi vagtordningerne var mere krævende. Det er også på sin plads at tilføje, at vi som grønlændere ofte bliver mere ud- nyttet, fordi vi skal tolke i en lang række situationer. Ofte bliver mere ansvar lagt på os, fordi vi behersker begge sprog. Når jeg ind imellem bliver træt af mit arbejde, så tænker jeg på, at jeg skulle have valgt et andet. Men det hører til undtagelserne. Jeg kan specielt godt lide mit arbejde, fordi der er en direkte og nær kontakt med patienterne. Meget al- mindeligt sygeplejearbejde indeholder kun lidt kontakt med patienterne. Sundhedsp. — Jeg kan også godt lide mit arbejde. Det er en helt anden ar- 253 [3] bejdsform at komme ud i hjemmene. Folk bliver mere sikre, når de er på hjemmebane, og de udtrykker sig bedre. Ganske vist indebærer det ofte, at folk lodser deres utilfredshed med sundheds- væsenet af på én, og ofte bringes man i en konfliktsituation mellem at forstå folks klagepunkter, og samtidigt være solidarisk med sundhedsvæsenet. Det hænger tillige sammen med, at et væsent- ligt led i sundhedsvæsenet er at udspørge folk, og i Grønland kan spørgsmål godt virke fornærmende. Undertiden opfattes lægernes spørgsmål som nysgerrighed. Når hjemmesygeplejersken får patien- ter til efterbehandling, så sker det fak- tisk, når patienterne forlader lægens direkte behandling. Det omvendte gør sig gældende for sundhedsplejersken, som undertiden kommer i den situation, at hun skal henvise patienter til lægen. Sundhedsp. - Mit samarbejde med sundhedsvæsenets andre grene er udmær- ket. Jeg følger stort set børnene, til de når omkring l års alderen, og nogle lidt længere, men jeg vil sige, at jeg savner langt bedre muligheder for samarbejde med socialkontoret. I nogle tilfælde får jeg kendskab til familieproblemer, som jeg ville have mulighed for at afbøde virkningerne af på et tidligere tidspunkt ved et samarbejde med socialkontoret. Ofte kan det være for sent, når social- kontoret selv får fat i problemerne. Hjemmesp. — Jeg har sikkert et mere direkte samarbejde med afdelingerne på hospitalet, og det har jeg kun positivt at sige om. Ofte følger jeg mine patienter igennem flere år ad gangen. Det kan være meget opmuntrende at opleve, at folk efter den første lidt sky og generte kontakt langsomt lægger skepsisen til- side. Over en lang periode har man så- ledes mulighed for at konstatere frem- gang, og håbløsheden viger gradvist for noget mere positivt. Forøvrigt udføres hjælpen ofte i nært samarbejde med f. eks. socialrådgivere eller socialmed- hjælpere. Nu har jeg fået bil til hjemme- besøgene,, hvilket har betydet, at jeg kan overkomme mange flere patienter om dagen. — På hvilke områder har sundheds- væsenet ikke mulighed for at hjælpe? Hjemmesp. — Der bliver flere og flere psykiatriske patienter. I gamle dage, da jeg var barn, så man nok mere igennem fingre med afvigelser, og man af fandt sig mere med sygdomme. Nu virker det på en måde, som om al den forøgede viden og oplysning medvirker til, at flere kræver at blive behandlet eller at få hjælp. Jeg bliver af og til forbavset over — ja, jeg bliver næsten forarget over, hvorledes nogle mennesker kræver både penge og socialhjælp, hvor de i stedet burde påtage sig pleje og pasning af familiens medlemmer som én arbejds- opgave blandt mange andre i hjemmet. Sundhedsp. — Noget af det mest ned- slående er, at folk ikke tager imod de tilbud om hjælp, der ydes dem. Jeg kan f. eks. bruge lang tid på at informere om, hvor folk skal henvende sig og hvor- når, og jeg kan ovenikøbet lave en fast aftale, men på den aftalte tid dukker folk alligevel ikke op. Og det er tvin- gende nødvendigt, at der er et samar- bejde mellem hjælperne og publikum. Måske skal årsagerne søges i en vis generthed hos folk. Undertiden er folk direkte i opposition til hjælpen, måske 254 [4] fordi de ikke forstår betydningen af den. Måske bunder meget af dette i, at folk ikke kan tale sammen om det, og her dukker tolkeproblemstillingen op igen. Hjemmesp. — Ja, det kan være et handicap, at folk kender tolken for godt. Måske føler folk sig ikke helt overbe- viste om, at tavshedspligten bliver re- spekteret, og måske synes folk, at det er overflødigt at fortælle om aspekter, som tolken har kendskab til i forvejen. — Kunne en mandlig hjemmesyge- plejerske eller sundhedsplejerske udføre jeres arbejde på tilsvarende måde? Sundhedsp. — Ganske vist består mange af mine kontakter i samtaler med unge mødre, og traditionen spiller selv- følgelig voldsomt ind her. Men jeg vil svare med et ubetinget ja. Hjemmesp. — Det kan ikke nægtes, at det er typiske kvindejobs, men jeg vil også svare med, at mænd kan udføre vores arbejde under forudsætning af, at de har samme uddannelse. — Mærker i noget til de store årgange i jeres arbejde? Sundhedsp. — Det var et stort spørgs- mål. Lad mig forsøge at filosofere lidt. Tilværelsen er meget vanskelig, og vi mennesker her i Grønland bliver bestan- digt præsenteret for kampagner om pro- blemer, som vi skal engagere os i, f. eks. spiritus, kønssygdomme, hjemmestyre, dårlige boliger, arbejdsløshed og sprog. Alle eksemplerne er hver for sig store områder, og bare man forsøger at enga- gere sig i et af områderne, bliver man fuldkommen udkørt. Hjemmesp. — Jeg vil sige det på den måde, at det kan være svært at trænge igennem med sine gode råd overfor den næsten voksne ungdom. De unge forsø- ger i meget høj grad at opføre sig lige- som kammeraterne, hvilket betyder, at de ukritisk tilegner sig vennegruppernes dårlige vaner med spiritus og hash f. eks. Og man skal ikke tvinge de unge, men på den anden side, hvad skal man så stille op? Hvis man forsøger tvang, vækker det kun til trodsighed og måske endnu værre ting, som f. eks. kriminali- tet? Undertiden får jeg det indtryk, at al den snak om drikkeri blot giver de unge mere lyst til at drikke. Det er svært at opdrage på en 20-årig idag. De unge har fået indpodet så mange oplevelser, at de faktisk er blevet mætte heraf. Der vil nok gå mange år, før de bliver „sult- ne" igen og selv begynder at finde ud af deres fremtid. Sundhedsp. — Noget af det vigtigste at give børnene under deres opvækst er tryghed og sikkerhed. Det vi fra sund- hedsvæsenet kan gøre, er „at stå sam- men med folk og skælde dem ud". Selv om vi har hele sundhedsvæsenet i ryg- gen, kan vi ikke give tryghed i tilstræk- keligt omfang. Hvis familierne bor un- der dårlige forhold, kan vi ikke tilbyde dem et godt og varmt hus, hvis der er arbejdsløshed, kan vi ikke skaffe dem arbejde. Men det var store spørgsmål at komme ind på, dog skal det siges, at vi mærker dem dagligt i vort arbejde. 255 [5]