[1] Kuldeforskning fra teori til praksis af Leif Vanggaard Arktisk medicinsk forskning indeholder flere sider. På den ene står den meget vigtige viden om menneskenes sygdom- me, som de optræder i det arktiske sam- fund, og hvorledes dette samfunds livs- mønster influerer på deres behandling. På den anden side står en forskning, hvis mål er at skildre, hvorledes mennesket kan tilpasses det arktiske klima og på denne måde ændre betingelserne for sine muligheder. Denne forskning tager sit udgangspunkt i fysiologien, der er læren om menneskets reaktioner på det fysiske miljø. Kuldefysiologien havde sit store op- sving i årene efter den anden verdens- krig, hvor stormagterne frygtede, at en ny storkrig ville blive udkæmpet over Polhavet, og i halvtredserne opstod en række forskningslaboratorier i USA, Canada, Sovjetunionen og England. Si- den ændredes storpolitikken. Man bibe- holdt en række arktiske baser, men det forekom ikke længere relevant at skulle sende soldater ud i den arktiske natur. Dette medførte, at en række af disse laboratorier nedlagdes, og undersøger man tressernes litteratur, finder man, at antallet af videnskabelige artikler ved- rørende menneskets tilpasning til kulde er faldende. Imidlertid har de store fund af olie og mineraler i de nordlige om- råder fået denne forskning til at gen- opstå, og i disse år oplever vi en fornyet interesse i udforskningen af menneskets muligheder for at kunne eksistere og ar- bejde i det arktiske miljø. Man kan spørge, om ikke blot det faktum, at eskimoerne i århundreder har forstået selv med primitive metoder at tilpasse sig naturen, giver os tilstrække- ligt grundlag til, at også andre kan lære heraf og videreføre den gamle tradition. Dette er ikke tilfældet. Det moderne arktiske samfund lever på det industria- liserede samfunds præmisser. Hverda- gen i f. eks. dagens i Grønland er ikke den, man fandt en generation tilbage. Den tilpasning, vi kan beundre, og som vi idag endnu kan se specielt hos polar- eskimoerne, er fuldkommen, men kun på netop dette samfunds præmisser. Vi må erkende, at selv med anvendelse af al vor viden og alle de nye materialer, vi idag kender, så er det ikke muligt at opnå den samme grad af tilpasning til 261 [2] polarklimaet, som vi finder der. Men dagens samfund er et andet. Tager vi beklædningen, så ville det ikke være en løsning, om vi fortsatte det gamle jæger- samfunds traditioner. Det moderne ar- bejdsmiljø, den moderne bolig, stiller andre krav. Når vi idag finder, at den påklædning, man kan møde i Godthåbs gader, ikke afviger meget fra den, man ser på Strøget i København, er det ikke alene udtryk for en fremmed kulturpå- virkning, men også udtryk for ændrede livsvilkår. Det er denne ændrede livs- form, der har medført forandringerne. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan lære af det gamle samfund. En meget stor del af den udvikling, der er sket f. eks. in- denfor den moderne arktiske beklæd- ning, har netop været at tilnærme denne til den traditionelle eskimoiske beklæd- ning, men på en måde så den kan anven- des i det moderne samfund, der stiller krav om bekvemmelighed, pris og ud- seende, som den eskimoiske dragt ikke ville kunne leve op til. En moderne ar- bejdsbeklædning til arbejde i det frie skal kunne vaskes, skal være modstands- dygtig overfor omgivelser, der intet har til fælles med dem man finder i den ark- tiske natur. Det traditionelle eskimoiske samfund levede i og i overensstemmelse med naturen, medens man desværre må erkende, at det moderne arktiske sam- fund eksisterer på trods af naturen. Baggrund Når jeg specielt skal behandle den fysio- logiske arktiske forskning, er det natur- ligt at tage udgangspunkt i egen forsk- ning. Det kan jeg bedst gøre ud fra en lille personlig oplevelse sammen med min søn, hvor han rned nogle få ord ud- tryke det, jeg med instrumenter og for- søg prøvede at sammenstille. En kold vinterdag, hvor han havde været ude at lege i sneen, kom han ind i stuen og stillede sig op ved kakkelov- nen for a varme sig. Pludselig sagde han: „Far, mit hjerte sidder ude i fing- rene." Det, han mærkede, var den åb- ning af blodkarrene i fingrene, der sker, når man efter at have været udsat for kulde pludselig kommer ind i et varmt rum. Man føler, at pludselig strømmer blodet gennem hænderne, de bliver røde og varme. Har man været rigtig kold, kan fornemmelsen være så stærk, at man føler den som en smerte. Jeg forsker specielt i kredsløbs forhol- dene i fingre og tæer hos personer, der udsættes for kulde eller varme, og jeg skal i det følgende forsøge at tage mit udgangspunkt heri og håber, at jeg der- ved kan fremstille nogle af de proble- mer, der er centrale for at forstå men- neskets reaktioner på kulde. Dels de, der har betydning for, at vi kan tilpasse os livet i det arktiske miljø, men også de, der er væsentlige for at forstå de skader, der kan opstå, hvis vor beskyttelse svig- ter, samt de muligheder vi har for at behandle kuldeskaden, når ulykken er sket. Kulde fysiologi Når eskimoen kunne klare sig i en natur, hvor de lave temperaturer konstant tru- ede hans eksistens, skyldtes det i første række, at han i sin påklædning kunne beskytte sig mod kulden. Under klæ- derne var han i stand til at bevare det tropiske mikroklima, der er en forudsæt- 262 [3] Denne dreng kunne i sit tøj syet af ren- og sælskind tage med på en slædetiir på over 200 hm uden at fryse. Fot.: Keld Hansen, Upernavik norddistrifct (1968). ning for, at mennesket kan opretholde sin konstante legemstemperatur. Fysio- logisk set er der meget ringe forskel på kroppens temperaturregulering, hvad enten vi undersøger afrikaneren i Ghana, eller vi undersøger polareskimoen. I begge tilfælde er det temperaturforhol- dene lige omkring kroppen, der er be- stemmende. Eskimoens traditionelle dragt isolerede ham mod kulden, når han f. eks. i timer stod og ventede på, at sælen skulle komme til åndehullet, eller når han sad i sin kajak. I denne situation var det isolationen, der var vigtigst. Men når han så pludselig skulle eksplo- dere i aktivitet under jagten, eller på 263 [4] vejen hjem med byttet, øgedes hans var- meproduktion til mere end det firedob- belte. Nu skulle beklædningen være så- dan, at han kunne slippe af med den overskydende varme. Dette opnåedes gennem en dragt, der i sig havde indbyg- get ventilationsmuligheder, så varm og fugtig luft kunne undslippe, når han be- vægede sig. Fandtes denne mulighed ikke, ville han komme i sved, og kombi- nerédes dette med træthed, ville den svedmængde, der stod i dragten, mind- ske isolationsevnen, og han ville hurtigt bukke under for kulden. Fra Østgrønland kender jeg et eksem- pel på en person, der var utrænet, og som begav sig på slæderejse. Han var iført mængder af tøj, og havde han vidst hvordan man skulle klare sig, havde han overlevet. Men i angst for kulden havde han taget alt sit tøj på, var kommet i sved, og da han ikke var trænet, fort- satte han, til han til slut måtte sætte sig ned helt udaset på sin slæde. Her blev han fundet 2 dage senere stivfrossen og død. De klæder, der skulle have beskyt- tet ham, var fyldt af frosset sved. Han døde af kulde, fordi han ikke sørgede for, at beklædningen til enhver tid skal være afpasset det arbejde, man udfører. At komme i sved kan være livsfarligt, hvis man ikke kan skifte tøj, eller hvis tøjet ikke kan ventilere effektivt. Det er betegnende, at langt de fleste ulykker, der sker i ødemarken, det være sig i Grønland eller i fjeldene i Skandi- navien, netop sker, fordi folk ikke har anvendt den rigtige beklædning, eller ikke har forstået at anvende denne rigtigt. Kun i troperne kan det nøgne menne- ske eksistere. Alle andre steder har det gennem historien forstået at skabe sig det oprindelige tropiske klima omkring kroppen — i beklædningen, i boligen. Men den egentlige regulering finder sted i kroppen. Klædernes funktion er at un- derstøtte denne regulering. Her er det vi vender tilbage til min søns iagttagelse af kredsløbets betyd- ning. Varme dannes i de indre orga- ner samt i vore muskler. Denne varme ledes rundt i kroppen med blodet. Da der skal være ligevægt mellem varme- produktion og varmetab, må kroppen hele tiden regulere den blodmængde, der ledes til huden, hvor blodet kan blive afkølet og dermed regulere legemets varmeafgift. Her spiller gennemblød- ningen af arme og ben en meget vigtig rolle. Tilsammen udgør arme og ben omkring halvdelen af menneskets over- flade, og samtidig er der her gode mu- ligheder for udveksling af varme, spe- cielt når man bevæger sig. Gennemblød- ningen af arme og ben tjener to formå]. For det første skal muskler, nerver og knogler have en tilstrækkelig forsyning af næringsstoffer og ilt, men samtidig skal blod ledes til huden, så legemstem- peraturen derved kan reguleres. Dette sidste opnås ved, at der i fingre og tæer findes nogle specielle blodkar, der er større end de hårkar, man finder i andet væv, og som er forsynet med en kraftig ringforløbende muskulatur, så de hur- tigt kan åbnes og lukkes. Når de er åbne, vil store mængder af varmt blod strøm- me til fingrene (og tæerne) og derfra ledes tilbage til kropen ad de blodårer (vener), der som et netværk strækker sig op over håndryggen og langs under- 264 [5] warm stimulation mrrmrrrr cold msec. O 4O 8O 12O Figuren viser øverst, hvorledes en serie af elektriske stimulationer i en varm arm. udløser en reaktion, hvor hver enkelt stimulation genfindes. I nederste kurve ses, hvorledes den samme serie af stimulationer i den kolde arm medfører en reaktion, hvor kun enkelte impulser giver en reaktion. Den kolde muskel kan ikke reagere nøjagtigt og sikkert. armen. Disse kar udgør kroppens varme- veksler med omgivelserne. Da venerne har en diameter, der er meget større end pulsårerne, vil blodet strømme relativt langsomt tilbage, og man kan ved tem- peraturmålinger vise, at blodet bliver mere og mere afkølet, efterhånden som det når op ad underarmen. Man kan let overbevise sig selv om, at det forholder sig således. Sidder man f. eks. i en varm stue, vil man kunne se, at disse vener er fulde af blod, fingrene er varme, hvad man kan måle ved at føre dem op til læberne, hvor tempera- tursansen er særlig godt udviklet. Har man haft opsmøgede ærmer, vil man mu- ligvis endda kunne mærke, at fingerspid- serne er varmere end huden på under- armen, man kan blot prøve at fatte med hånden om underarmen, så vil denne føles kold, og dette illustrerer netop, at der sker en afkøling af blodet i det over- fladiske venenet. Men gennemblødningen af de over- fladiske vener tjener ikke alene til at regulere vor legemstemperatur i le- gemets centrale dele. Hånden og under- armens muskler udgør tilsammen et af naturens mest komplicerede arbejdsred- skaber. Samspillet mellem nerver og muskler er her så fint, at selv med alle vore tekniske hjælpemidler har vi kun kunnet skabe en meget tarvelig efterlig- ning af naturen. Mennesket er helt be- roende på denne funktion. Men når denne funktion er så smukt afpasset, så forudsætter det, at muskler og nerver arbejder ved en konstant temperatur. Vi kender alle, hvorledes vi bliver „stive" af kulde, hvis vi ikke er beskyttede. Denne stivhed skyldes, at nervelednings- hastigheden og musklernes reaktionsha- stighed direkte er afhængige af tempe- raturen. Ved en lokal temperatur på 20° C er nerveledningshastigheden så- ledes nedsat til det halve, og ved en temperatur på 8-10° C indtræder en fuldstændig lammelse. De overfladiske vener fungerer altså som varmeveksler, hvorved kroppen re- gulerer sin varmeafgift til omgivelserne, men samtidig transporterer de også varme til armens (og benets) muskler og nerver, så de sikres den bedste ar- bejdstemperatur. Denne del af tempera- turreguleringen er ofte overset, men i praksis spiller den en meget stor rolle, specielt når vi senere skal se de ulykker og skader, der kan ske, hvis man ikke er rigtigt beskyttet mod kulde. Hvis man en dag har været ude i kul- 265 [6] de og er blevet godt kold, vil man op- dage „stivheden" som følge af kulden. Man vil også kunne bemærke, at I denne situation er hånden meget kold. De vener, der i varme var struttende fulde af blod, er nu næsten ikke til at se, de er blodtomme, og først når man har fået varmen igen, fyldes de med blod. De blodkar, der styrer varmetilførs- len med blodet til arme og ben, sidder som nævnt i fingerspidserne, men de reguleres fra hjernen. Man kan følge denne funktion samtidigt i alle fingre og tæer. Er man varm, er der en stor blod- gennemstrømning, bliver man kold, fal- der blodgennemstrømningen til en brøk- del heraf. Samtidigt vil temperaturen begynde at falde. Jeg har foretaget for- søg, hvor forsøgspersonerne opholdt sig i et klimakammer afklædte i flere døgn. Her fandt man, at når først forsøgs- personerne begyndte at fryse, faldt tem- peraturen i hænder og fødder ned til om- givelsernes. Samtidig havde disse men- nesker kraftige kulderystelser, så de kunne producere tilstrækkelig varme til at holde selve den dybe legemstempera- tur nær det normale. Man kan sige, at når et menneske udsættes for kulde, „sælger" det funktionen i arme og ben for at holde den dybe temperatur høj så længe som overhovedet muligt. Denne viden kan man så forsøge at anvende til at forklare nogle af de fysio- logiske reaktioner, der kan føre til en kuldeskade. Forfrysningen Ovenfor er nævnt, at når man fryser, aflukkes blodkarrene i fingre og tæer. Kroppen forsøger at holde de centrale dele varme. Det medfører, at tempera- turen i arme og ben falder ned mod om- givelsernes. Som nævnt indtræder der lammelse, når temperaturen når om- kring 8—10° C. Det betyder, at nu kan man ikke længere føle noget. Denne følelsesløshed er et af de vigtigste tegn. Man skal vide, at den sidste advarsel før en forfrysning indtræder er, at man ikke længere mærker noget. Man må aldrig acceptere, at man bliver følelsel- løs af kulde. Sker det, skal man straks begynde at bevæge sig, slå kuskeslag eller stampe med fødderne for at stimu- lere kredsløbet. Forfrysningen er en modbydelig ska- de. I virkeligheden har vi kun meget små muligheder for at behandle den, når den først er sket. Ved forfrysningen sker der det, at når temperaturen i vævene når ned på frysepunktet (ca. -f-2° C), vil der dannes iskrystaller i det vædskerum, hvori cellerne befinder sig. Da iskrystal- lerne består af rent vand uden salte, vil dette medføre, at saltkoncentrationen i vævsvædsken bliver forhøjet, hvilket vi føre til, at vand trækkes ud af cellerne, der „tørrer" ind og dør. Intet kan bringe dem tilbage til livet igen. Men der er forskel på, hvor hurtigt dette sker. Hvis temperaturfaldet sker meget hurtigt, når vævet at fryse fuldstændigt, før cellerne er „tørret" helt ind. Hvis de så tøes hur- tigt op, kan de overleve. I behandlingen drager man nytte af denne viden. Ved hurtigt at tø det for- frosne væv op i varmt vand (42° C), opnår man, at det tidsrum, hvor der både er vand og is tilstede i vævet, bliver så kort som muligt. Er vævet stadig frosset, når den til- 266 [7] REDNING -NEJ r -- VEJRTRÆKNING? —JA l KUNSTIGT ÅNDEDRÆT INDPAKNING. (-- LANGSOM GENOPVARMNING) L-»HURTIG GENOPVARMNING l VARMT BAD. U° C. -ER DETTE IKKE MULIGT FORTSÆTTES LANGSOM GENOPVARMNING-VED BEVIDSTHED : VARM DRIK. Skematisk fremstilling af behandlingen af en kuldeskade!, der har opholdt sig i koldt vand. skadekomne kommer under behandling, skal man altså genopvarme hurtigt ved at komme det forfrosne parti ned i varmt vand (42° C, hvilket svarer til vand man netop kan udholde at have hæn- derne i). Det forfrosne parti skal holdes i det varme bad, indtil huden er rød som tegn til, at der er en god blodforsyning. Derefter skal stedet behandles med steril forbinding. Efter en tid vil der så ske en afstødning af det døde væv, og forfrys, ningen heler op. Er forfrysningen tøet op, når perso- nen kommer til behandling, må man ikke forsøge hurtig genopvarmning. Den øgede varmetilførsel tjener nu kun til at øge stofskiftet i det allerede skadede væv. I denne situation er der ikke andet at gøre end at behandle området med tør steril forbinding. Det væv, der er dødt, kan ikke bringes til live igen. 90 % af alle forfrysninger sker i hæn- der og fødder. Flest i fødderne. Det er karakteristisk, at den skadede først op- dager skaden, når han kommer i ly og får støvler og sokker af. En meget stor del af disse forfrysninger kunne være undgået, hvis alle vidste, at når man ikke længere kan mærke sine tæer, så truer ulykken. 267 [8] Kulde-væde ulykken Ovenfor er beskrevet, hvorledes blod- gennemstrømningen i hænder og fødder er af betydning for, at musklerne i arme og ben fungerer normalt. Personer, der færdes ude i koldt, vådt og blæsende vejr, vil være udsatte for en afkøling, der mange gange kan være endnu stær- kere end den, man finder selv ved meget lavere temperaturer. I laboratoriet kan man se, hvorledes nerve-muskel funktio- nen nedsættes hos en kold person, når man køles ned, se fig. 1. Sker denne af- køling på fjeldet, kan det føre til, at den afkølede efter en kort tid pludselig ikke længere kan styre sine ben. Han begyn- der at snuble og kan ikke følge med de andre. Mange gange kan man sige, at hans dybe legemstemperatur nok stadig er nær det normale. Han behøver ikke engang at have kulderystelser, men alli- gevel er temperaturen i hans ben måske allerede så lav, at han ikke længere kan styre dem. I denne situation er det vig- tigt, at man stopper op og hjælper den tilskadekomne ved at varme først og fremmest hans ben op samt give ham varmere tøj på. Personen vil ofte selv mene, at hans situation skyldes en ufor- klarlig træthed, men en fremadskridende lammelse af ens muskler vil man netop føle som en overvældende træthed. Også her gælder det, at det vigtigste er forebyggelsen. I alle de tilfælde, der er rapporteret, kan man direkte sige, at de ramte har haft forkert tøj på, at de ikke har taget sig i agt for netop den meget farlige kombination af kulde, blæst og væde. Men kulde-væde ulykken rammer ikke alene de mennesker, der begiver sig i 268 fjeldet. Man må regne med, at når vi ved, at der sker flere ulykker i kulde end i varme, så er det nok nøjagtig de sam- me forhold, der spiller ind. Bygnings- arbejderen, der står på et stillads, og som pludselig får overbalance, kan, selv om han ikke rigtig har opdaget det, have en nedsat temperatur i sine muskler, så han måske lige netop ikke når at gribe for sig i det øjeblik, han er ved at få overbalance. I det tilfælde vil man ikke give kulden skylden, men sammenhængen synes alligevel klar. Afkøling i vand Det er en gammel overtro, at man dør øjeblikkelig, hvis man falder i isvand. Det er ikke rigtigt. Nogle mennesker vil kunne få et chok i det øjeblik, det kolde vand lukker sig omkring dem, og dette kan udløse et hjertestop. Men de fleste vil kunne overleve i måske op til en time, selv om vandet er på frysepunktet. Det, der måske kan forklare mange af de dødsfald, man ser, er, at netop i arme og ben vil temperaturen falde meget hur- tigt og i løbet af få minutter nå ned på vandets temperatur. Hvis personen ikke holdes flydende i en redningsvest, der holder hovedet oven vande, vil han drukne. Da hans muskler hurtigt lammes af kulden, vil han efter få minutters op- hold i vandet ikke kunne hale sig om- bord i en båd eller gribe en line, der kastes ud. Straks efter at en person er faldet i vandet, vil der udløses kraftige kulde- rystelser, men efterhånden som afkølin- gen tiltager, vil disse forsvinde. Når legemstemperaturen når ned omkring 33° C, vil kulderystelserne ophøre, og [9] den skadede vil ligge livløst hen. I nogle tilfælde vil man ikke kunne iagttage vejrtrækning og ikke føle puls, men per- sonen kan alligevel være i live. Det er derfor vigtigt, at man ikke umiddelbart mistolker manglende vejrtrækning og puls som sikre dødstegn. Man skal der- for altid behandle en sådan „skindød". Den mest effektive behandling består i varmt bad. Hele kroppen, også arme og ben, skal neddyppes. Herved udnyt- ter man vandets store varmekapacitet, og når hans kredsløb igen begynder at fungere, vil yderligere varme transpor- teres ind i kroppen. Når personen er kommet til live, kan man give ham varmt sukkervand at drikke og på den måde tilføre ham ekstra varme. Desværre vil man kun sjældent have mulighed for at give en kuldeskadet et varmt bad straks efter, man har fået ham op af vandet. Kan man ikke dette, er man henvist til at forsøge „langsom genopvarmning", hvor man lader den kuldeskadedes egen varmeproduktion varme ham op. Den „langsomme genop- varmning" gennemføres ved, at den tilskadekomne svøbes i uldtæpper (de må ikke være opvarmede). Har man mulighed for det, skal man inderst inde anvende et plastikfolie, der forhindrer vand i at fordampe fra kroppen. Han skal indpakkes således, at man om mu- ligt anvender et tæppe, der lægges som en pose omkring krop og ben. Arme og hænder skal lægges ovenpå denne pose, så de er isolerede fra den varme krop, og det næste tæppe skal svøbes omkring overkrop og hoved på en sådan måde, at ansigtet lades frit. Det er vigtigt, at man hos den alvor- ligt nedkølede person ikke stimulerer kredsløbet i arme og ben. Man må ikke forsøge at gnide varme ind i arme og ben. Man må ikke anvende opvarmede tæpper. Grunden hertil er, at netop hos den, der har ligget i vandet, vil arme og ben være meget kolde. Dersom varmt blod fra kroppen strømmer ud her, vil det afkøles meget kraftigt, og når det vender tilbage til kroppen, vil det føre til et yderligere fald i legemstempera- turen. Her kunne man så spørge, hvorfor man ikke skulle forsøge at holde arme og ben ude af badekarret, hvis man gen- nemførte en hurtig opvarmning af den kuldeskadede. Årsagen til at arme og ben her skal holdes i det varme vand er, at så snart kredsløbet igen fungerer, vil det blod, der nu strømmer ud i arme og ben, vende tilbage til kroppen gennem det overfladiske blodkarnet og der nå at blive varmet op til en temperatur over kroppens, før end det vender tilbage. På den måde kan man altså i denne si- tuation udnytte varmeveksler funktionen i arme og ben. Men forudsætningen er, at huden varmes effektivt op, og det kan kun ske i varmt vand. Hverken massage eller varm luft (som i det opvarmede tæppe) har nogen varmekapacitet og vil kun tjene til at „narre" temperatur- reguleringen. Påklædningen I det foregående er det gang på gang blevet nævnt, at forebyggelsen af kulde- skader er det vigtigste. Denne forebyg- gelse hviler i næsten alle tilfælde på bru- gen af den rigtige beklædning, og den rigtige brug af beklædningen. 269 [10] Påklædningen skal være isolerende, men den skal også tillade, at man kan slippe af med overskydende varme. Yderst skal man have et vindstandsende lag, og inden under dette skal man så have det lag, der kan fastholde et isolerende lag af stillestående luft omkring kroppen. Hænder og fødder skal være beskyttede mod kulde, men det er ønsketænkning, hvis man tror, at man kan fremstille en støvle eller en handske, der kan beskytte mod forfrysninger. Når man fryser, vil som nævnt blodtilførslen til arme og ben ophøre og afkølingen begynde. Men gode solerende handsker og støvler kan holde længre på varmen, så man måske slet ikke kommer til at fryse. Hovedbeklædningen er meget vigtig, specielt fordi man normalt ikke føler varme og kulde særlig tydeligt her. Alle- rede ved en ydertemperatur omkring + 10° C mister man fra det ubeskyttede hoved en varmemængde, der svarer til 25 % af vor varmeproduktion i hvile. Ved +5° svarer varmetabet til 50 % af vor hvile varmeproduktion. Dette kan hjælpe os til at skaffe os af med overskydende varme, når vi arbejder, men udsættes vi for kulde, er hovedbe- klædningen af den største betydning. Den rigtige beklædning eksisterer ikke, men vi skal tilstræbe at anvende den beklædning vi har, så den mest ef- fektivt understøtter kroppens egen regu- lering. Når vi vælger yderbeklædning, skal vi tænke på isolationsevne, men også på ventilationsmuligheder. Når vi er i kulde, skal vi gøre os disse forhold klare. I katastrofesituationen kan vores handlinger direkte være bestemmende for, om vi klarer os eller bukker under. Tyndt bomuldstøj Fot': H' a Gullav' Itivdl«J' raarts 1972' og gummistøvler isolerer ikke meget mod kulden. Denne viden havde eskimoen intuitivt, men hverken den moderne grønlænder eller danskeren, der kommer til Grøn- land, kan føle sig sikker. Efterskrift Jeg har forsøgt at skildre sider af mo- derne kuldeforskning. Med udgangs- punkt i min søns opdagelse af en fysio- logisk reaktion har jeg prøvet at illu- strere, hvorledes forskningen indenfor disse områder har betydning for men- nesket, når det pludselig står overfor en natur, det ikke længere tilhører, og hvor det har glemt meget af sin tidligere viden. 270 [11] Jeg stod for et stykke tid siden i en sådan situation, hvor jeg pludselig uden særlige hjælpemidler måtte hjælpe en mand, der blev bragt ind efter i lang tid at have været udsat for kulde. Han var næsten bevidstløs og husker selv ikke meget af, hvad der skete. Netop på det tidspunkt lavede jeg forsøg, hvor jeg undersøgte varmeudvekslingen mellem de overfladiske vener på armen og om- givelserne, og det slog mig, at her måtte jeg enten anvende mine forsøgsresulta- ter, eller også var min forskning allige- vel ikke så relevant, som jeg gik og troede. Jeg tog derefter en gryde og fyldte den med varmt vand (så varmt at jeg kunne have mine hænder i det), og anbragte den kuldeskadede med hæn- derne i det varme vand. Virkningen var forbløffende. I løbet af minutter klarede han helt op, kulderystelserne fortog sig. Denne lille historie kun for til slut at fokusere på det princip, jeg har ladet være ledetråden i fremstillingen. 271 [12]