[1] Om psykiatri af Inge Lynge Den vesteuropæiske psykiatri har udvik- let sig i løbet af det sidste par hundrede år. Den har gennemgået nogle stadier, som det kan være nyttigt i korthed at ridse op i et forsøg på at forstå, hvilke funktioner psykiatrien kan have eller kan tænkes at få i det grønlandske samfund. Det, vi kan kalde forrykthed eller gal- skab, har eksisteret i alle samfund til alle tider. Men holdningerne til det sære og uforståelige har været forskellige, af- hængigt af kulturen og tidsalderen. Nogle steder og til bestemte tider er de gale behandlet som hellige, til andre tider som djævlebesatte. Den franske filosof Foucault under- streger som en afgørende forskel mellem fortid og nutid, at de sindssyge på en helt anden måde end nu var en del af tilværelsen. Galskaben var en strøm, man levede med, ærede, lo ad, frygtede. Den dyrkedes i kunst, litteratur, teater, der opstod berømtheder blandt de gale, og stadig ifølge Foucault har den vest- lige kultur helt frem til omkring 1650 været besynderlig gæstfri overfor den slags oplevelser. Men i midten af det 17. århundrede skete der en ændring. Galskabens verden blev udelukkelsens verden. Galskaben blev lagt i lænker, de sindssyge interneret sammen med andre, der viste tegn på „forstyrrelse" i forhold til fornuftens, moralens og samfundets orden. Mens middelalderens laster var hov- mod og gerrighed, var der nu ved at blive skabt en borgerlig verden, en han- delsverden, som satte lediggangen over alle andre laster. Det fælles kendemærke for de, der blev internerede, var mang- lende evne til at tage del i produktionen, i cirkulationen eller i akkumulationen af rigdomme. (Michel Foucault: Sindssyg- dom og psykologi, dansk udg. Rhodos, København 1971). I det 18. århundrede blev udviklingen påvirket af tidens frihedstanker. Inter- nering blev afløst af hjælp til de fattige og kronisk syge. Kun galskaben var ble- vet for skræmmende for det pæne bor- gerskab, og anstalterne blev til lægeligt ledede asyler for de sindssyge. Psykia- trien har udviklet sig fra dette udgangs- punkt. Nok har man tidligere kendt og behandlet nogle sjælelige sygdomstil- stande indenfor det almindelige hospi- talsvæsen, men nu opstod efterhånden mere omfattende teorier og viden om 272 [2] psykiske forstyrrelser. Iagttagelser ved- rørende adfærdsnormer og sygdomsfor- løb dannede grundlag for en inddeling af sygdommene i diagnosegrupper, som i grove træk stadig anvendes. Næste fase i psykiatriens udvikling be- gynder med, at man søger bag den til- syneladende uforståelige og i hvert fald afvigende adfærd. Følelseslivet kommer i focus, og alene interessen for at søge efter sammenhænge og forklaring på den sære adfærd viser sig frugtbar for etablering af kontakt med patienten. Det bizarre kan ofte a f dramatiseres. Freud opstiller med psykoanalysen en ramme for forståelse af psykiske fæno- mener, som kommer til at betyde en re- volution af holdningen til og interessen for psykiske lidelser. Psykiatrien beskæftiger sig nu i sti- gende grad med nervøse tilstande og emotionelle forstyrrelser, som nok med- fører lidelse for den enkelte, men som ikke giver sig udslag i grovere adfærds- afvigelser eller sociale problemer. I den videre udvikling kommer psy- kiatrien i stadig større grad til at interes- sere sig for mellemmenneskelige for- hold, kommunikationsprocesser og soci- ale forholds betydning for psyken. Den enkelte og hans miljø må ses som en helhed, hele familien betragtes som pa- tient. Denne økologiske indstilling til de psykiatriske problemer kommer nu til at præge både institutionerne og ambu- lante behandlingsteknikker; der opstår terapeutiske samfund, familievejledning, familiebehandling etc. Hvad har nu dette med Grønland at gøre ? Jeg tror, det oprindelige eskimosam- fund i vid udstrækning har accepteret det sære. Man har levet med galskaben og ikke forlangt at forstå alle fænome- ne udfra fornuftssynspunkter. Trance- tilstande, åndeflugter, sjæleran var vel- kendte fænomener, som indgik i det reli- giøse liv. Svarende til de middelalderlige laster hovmodet og gerrigheden har vi her de eskimoiske dyder: beskedenhed, tilbageholdenhed og gavmildhed. Men trods åbenheden kunne en sinds- sygs adfærd blive til fare for omgivel- serne, og så måtte han uskadeliggøres. Det var et spørgsmål om stammens overleven. Hensynet til den enkelte måtte underordnes helheden, og der var ingen mulighed for at fralægge sig an- svaret eller overlade problemet til andre. Således fortæller Mylius Erichsen fra sit ophold blandt Kap York eskimoerne 1903-04: En moder, der var enke, dræbte sin 13-årige søn, fordi han var blevet gal og troedes besat af en ond ånd. Moderen lagde en rem om dren- gens hals og trak til. „Var det ikke tap- pert gjort?" sagde bopladsfællerne se- nere, „hun er jo da kun en kvinde." Det er vanskeligt at få indtryk af, hvor hyppigt sådanne tilfælde er fore- kommet. Der eksisterer stadig bygder, som er helt isolerede fra omverdenen flere måneder hvert år. Men iøvrigt er denne funktion, at tage sig af farlige, urolige patienter, hvor det er muligt, forlængst overgået til sundhedsvæsen og politi. Ofte drejer det sig om forbigå- ende urotilstande, som håndteres på distriktets sygehus, men i de sværeste, langvarige tilfælde er de sindssyge igen- nem de sidste 25 år blevet overflyttet til et psykiatrisk hospital i Danmark. 273 [3] Der er stadig en betydelig tolerance for særheder, blot de ikke giver sig udslag i voldsom aggressiv adfærd. Al- ligevel skete der efter koloniseringen under påvirkning af kirken og af borger- skabets normer en ændring af holdnin- gen til galskabens fænomener. Ånde- maninger og de dermed forbundne tek- nikker for bevidsthedsændring blev for- budt. De sindssyge blev betragtet som besat af djævelen. Da en sindssyg i 1916 blev indbragt til Godthåb sygehus fra en nærliggende boplads, var hele bygden opskræmt ved tanken om, at den syge nu mistede sin sjæls frelse. Hans broder opsøgte græ- dende præsten for at spørge, om pa- tienten nu havde nogen chance for at komme i himlen. Forestillingerne om djævlebesættelse kan stadig i vore dage farve tankeind- holdet hos psykisk syge. Ældre, svært deprimerede patienter har fortalt mig, at de havde set djævelen, eller at de havde indgået et forbund med ham. En havde skålet med djævelen, en anden havde hjulpet en slægtning, som var blevet qivitoq. Det værste udtryk for djævelens værk var dog, at en havde indbildt sig at være Vor Herre selv, en anden havde forestillet sig Kristus i ægtefællens sted under et samleje. Fra slutningen af det 19. århundrede fattede den europæiske psykiatri inter- esse for psykiatriske fænomener blandt naturfolk. Der blev skrevet en række syndromer med eksotiske navne knyttet til hver sin kultur. I Grønland blev den mest kendte, pibloktoq, beskrevet af nordpolsfarere i begyndelsen af dette århundrede. Pibloktoq viste sig som akutte, voldsomme affektudbrud, som i en periode synes at have hærget iblandt Thule-eskimoerne, specielt blandt kvin- der. Den forsvandt tilsyneladende lige så stille igen, interessen for den svandt også, og det er svært i dag at vurdere, i hvor høj grad disse reaktioner blom- strede på grund af den interesse, de fremmede udviste for den. Med udviklingen af effektive medi- cinske behandlingsmetoder for nogle af de psykiske sygdomme trådte interessen for den kulturelle prægning af sympto- merne i baggrunden. Men det er de fær- reste psykiatriske problemer, der kan betragtes som rent lægelige. Langt over- vejende drejer det sig om blandings- tilstand emed såvel biologisk som psyko- logisk og social problematik. Det ser for mig ud til, at det i dag er vigtigere at vide noget om samfunds- ændringers indvirkning på psyken end i detaljer at kende den gamle eskimokul- tur, når man skal behandle psykiske li- delser i Grønland. I det traditionelle eskimosamfund, hvor alle kendte hinanden og de proble- mer, der kunne opstå i samværet, gik igen fra tidligere generationers proble- mer, var man vel rustet til at løse kon- flikter og følelsesmæssige problemer, ligesom man i børneopdragelsen kunne bygge på generationers erfaringer. Det grønlandske sprog har stadig et righoldigt register af udtryk for emo- tionelle tilstande og de traditionelle op- dragelsesmåder, som er knyttet til fan- gerlivet, vidner stadig om betydelig for- ståelse for børns behov og for at afpasse kravene efter deres udvikling. „De glade smils boplads" var ikke 274 [4] udtryk for en romantisk evig lykketil- stand, men resultatet af en konsekvent opdragelse til at kontrollere og styre aggressioner og påskønne de gode sider af tilværelsen ved at feste og vise et glad ansigt. Nu er livsformerne for mange menne- sker totalt ændrede i løbet af få år. En sammenhæng i tilværelsen mangler. Mennesker med helt forskellige erfa- ringsgrundlag og værdinormer lever tæt op ad hinanden, der opstår nye proble- mer, helt nye situationer, man møder måder at reagere på, man ikke er for- beredt på eller rustet til at håndtere. Rester af de gamle livsformer kan i denne nye sammenhæng få en negativ karakter. Det gælder festglæden, vel et af eskimoens fornemste kendetegn under strenge vilkår. I bysamfundet med re- staurationslivet og rigelig alkohol kan festglæden udvikle sig til en flugt fra realiteterne, som tværtimod at give styrke til hverdagen gør ham dårligere egnet til tilværelsens krav. Den i fangersamfundet højt værdsatte beskedenhed og tilbageholdenhed kom- mer til kort i konkurrencesamfundet, hvor den, der forstår at hævde sig, løber med gevinsten. Tilbageholdenheden bli- ver til afmagtsfølelse eller forurettethed og endelig gavmildheden, glæden ved at dele ud af det, man har, kan gøre det til en umulig eller i hvert fald for den enkelte mindre vigtig opgave at få orden på økonomien i det moderne penge- samfund. Vi oplever i disse år mange tegn på, at samfundet er ude af balance og de enkelte medlemmers psykiske sundhed truet. De ydre tegn herpå er velkendte: selvmord, drab, vold, forsømmelser af børn, alkoholskader, svære konflikter i familierne etc. Med opløsningen af gamle mønstre af gensidig afhængighed og forpligtelser er normerne for rigtig eller forkert adfærd blevet mere fly- dende, og tydningen af adfærdsa f vigei- ser er blevet usikker. Mange befinder sig i dag i en dybtgående usikkerhed og utryghed i tilværelsen. Hvad kan man forvente sig af en psy- kiatrisk afdeling i dag? Hvilke opgaver kan og skal den påtage sig? En sengeafdeling må kunne yde den akut forstyrrede evt. angstprægede pa- tient beskyttelse og ro, et overskueligt miljø, som bevidst sigter mod at give tryghed og omsorg, afpasset efter den enkeltes behov. For at patienterne skal føle sig trygge, må også personalet være det. Det er en afgørende forudsætning, at personalebemandingen er tilstrække- lig stor og på et kvalificeret niveau. Det må også understreges, at der stadig er tale om et lægeligt speciale. Det er en almindelig erfaring, at 1/3 af psykiatri- ske patienter også har legemlige syg- domme eller handicap, som må tilgode- ses med undersøgelser og behandling, og der bør være et snævert samarbejde med de andre lægelige specialer. Foruden de patienter, hvis tilstand helt åbenbart gør indlæggelse nødvendig, vil der være nogle, som indlægges udfra andre motiver. Både retsvæsenet og kri- minal- og socialforsorgen møder klien- ter, hvis adfærd er afvigende, men hvor der er tvivl om baggrunden herfor. Ofte har almindelige bistands- og forsorgs- foranstaltninger været forsøgt eller de 275 [5] synes umiddelbart uigennemførlige. En omfattende vurdering af den pågælden- des funktionsniveau og evt. sygdoms- tilstande kan da danne grundlag for be- handlingen. Men man må gøre sig det retslige grundlag for sådanne indlæggel- ser klart. Frivillig indlæggelse vil altid kunne finde sted, såfremt der er lægelige grunde herfor. Men i andre tilfælde må der foreligge en retskendelse. Der eksi- sterer ingen lovgivning vedr. sindssyge personers hospitalsophold i Grønland. Man har hidtil betragtet en indgriben overfor åbenbart farlige personer som omfattet af bestemmelserne om nød- værge og iøvrigt ved indlæggelser i Dan- mark henholdt sig til den danske sinds- sygelovgivning, men ved oprettelsen af en psykiatrisk sengeafdeling må tids- punktet være inde til, at dette spørgsmål tages op. Man må iøvrigt regne med meget varierede funktionsniveauer og alle for- mer for psykiatriske problemer i en sengeafdeling for hele Grønland. På grund af de geografiske forhold må nogle patienter fra yderdistrikterne, som normalt kunne behandles ambulant eller i daghospital, indlægges, ligesom afstan- den til hjemmet og transportproblemer vil kunne forhale udskrivning. For en del patienter er der iøvrigt så svære so- ciale og boligmæssige problemer, at en indlæggelse er en nødvendig forudsæt- ning for at holde kontakt med patienten. Det betyder, at risikoen for, at patien- terne passiviseres og bliver for afhæn- gige af trygheden i miljøet, må imøde- gåes. Afdelingens indretning, herunder hele det arkitektoniske miljø, vil kunne påvirke både i positiv og negativ retning. Indenfor det lille område må der både være faciliteter for behandling af legem- lige sygdomme og overvågningen af suicidalfarlige patienter, men dernæst må det hospitalsmæssige præg træde i baggrunden og rammerne medvirke til, at afdelingens arbejde kan foregå i et fællesskab mellem personale og pa- tienter. En psykiatrisk afdeling skal ikke blot yde de nævnte funktioner af beskyttelse, undersøgelse, behandling, aktivisering eller hjælp til selvrealisering. Den skal virke som fortsat uddannelsessted for personalet og ved sit eksempel afdrama- tisere holdningen til psykisk sygdom og psykisk afvigelse. De specielle grønlandske forudsæt- ninger stiller vigtige krav til arbejdets organisation. Vi lever med to sprog og to kulturer eller snarere et uendeligt antal af blandingselementer mellem disse kulturer. I lang tid må personalet an- tages at skulle komme fra begge områ- der, og selv om afdelingen først og fremmest oprettes til at løse grønlandske opgaver, er det danske element i befolk- ningen af en sådan størrelse, at man også til stadighed må regne med at have et antal rent dansksprogede patienter. Afdelingen vil herved blive et spejl- billede af det samfund, den skal tjene, og må, hvis disse problemer håndteres rigtigt, kunne medvirke til at udjævne forståelseskløften for begge parter. 276 [6]