[1] Børnesygelighed i Grønland af Bengt Zachau-Christiansen I en årrække har Grønland haft en af verdens største relative befolkningstil- vækster, nemlig 3—4 % årligt; i Dan- mark f. eks. er den kun 3/4 %. Dette har medført, at Grønland i årene 1969 —75, hvor jeg har haft anledning til at rejse i Grønland om sommeren som pædiatrisk (børnelæge-) konsulent for det grønlandske sundhedsvæsen, har haft en befolkning, hvor næsten halvdelen var under 15 år, eller børn. Denne for- deling er nu ved at ændres, da fødsels- tallet omkring 1970 blev halveret fra at være oppe på 1600 årlige fødsler til kun 800 nyfødte pr. år. På grund af de klimatiske forhold samt den fattigdom, set med danske øjne, som fortsat råder i Grønland, har landet haft en stor spædbørnsdødelig- hed. Dette tal defineres som antallet af døde under l år pr. 1000 levendefødte. Omkring 1960 var spædbørnsdødelig- heden i Grønland ca. 75, det var, hvad man fandt i Danmark omkring 1920. I begyndelsen af 70-erne faldt den til omkring 50 eller svarende til, hvad man fandt i Danmark i midten af 1940-erne. Nu er vi i Danmark nede på 10, et af de fineste tal i verden. Alene ud fra disse tal må man for- vente en ret stor sygelighed blandt grøn- landske børn. Årsagerne til den store grønlandske spædbørnsdødelighed er bl. a. en række tilfælde af meningitis og lungebetændelse samt kolerine, sygdom- me som danske spædbørn så godt som ikke dør af; men også antallet af spædbørnsdødsfald på grund af fødsels- skader og ulykker er højt, ca. 3 gange hyppigere end de danske normer. Også i den øvrige barnealder er der en bety- delig større dødelighed i Grønland end i Danmark, nemlig ca. 5 gange så høj. Udtrykt på en anden måde, så er risi- koen for, at et grønlandsk barn skal dø af en meningitis 100 gange større, end den risiko et dansk barn har, for lunge- betændelse er risikoen 60 gange højere. Årsagen er som anført dårlige økono- miske forhold og det hårde klima. Dette understreges yderligere ved, at man må fastholde, at det grønlandske sundheds- væsen er sufficient, det bruger en stor del af de grønlandske ressourcer, og det arbejder med en lægenormering, der er næsten lige så høj som i Danmark. An- tallet af indlæggelser på Grønlands syge- huse er relativt 2 gange højere end i 277 [2] Danmark, halvdelen af de indlagte pa- tienter er børn, mod kun ca. 15 % \ Danmark. Hvis man gennemgår lægernes anmel- delser af infektionssygdomme i Grøn- land og i Danmark (man anmelder ikke blot de dødelige infektioner) så finder man for en række sygdomme som menin- gitis, halsbetændelse, forkølelse og lun- gebetændelse 2-3 gange større hyppig- hed i Grønland end i Danmark, selv om andre luftvejsinfektioner som influenza og bronchitis ikke synes hyppigere i Grønland, så bliver det samlede resultat, at luftvejsinfektioner rammer børnene 2 gange hyppigere end i Danmark. Den øgede hyppighed af luftvejsin- fektioner i Grønland er imidlertid et al- ment arktisk problem, der har været hovedemnet for en konference for snart 2 år siden i Oslo afholdt af Det nordiske Råd for arktisk medicinsk forskning. Rådet vil gerne belyse denne infektions- tendens medicinsk. Selv om klimatiske og økonomiske forhold er meget væsent- lige årsager, men desværre vanskelige at løse, så er det ønskeligt med begrænsede økonomiske midler at forsøge at finde frem til, hvad det er for virus og bak- terier, der særligt truer Grønlands og den skandinaviske Nordkalots børn, samt forsøge at finde frem til, om disse børns modstandskraft er nedsat. Det er mit håb, at man i løbet af et års tid kan komme igang med et skandinavisk forsk- ningsarbjde om disse problemer. Som anført er der en øget hyppighed af fødselskomplikationer samt menin- gitis i Grønland. Dette medfører en øget hyppighed af de 3 hjerneskadesygdom- me : spastisk lammelse, epilepsi og ånds- svaghed; sygdomme der efter mine be- regninger er 3 gange hyppigere i den grønlandske børnebefolkning end i Dan- mark. I Danmark udgør den såkaldte skjulte epilepsi, nogen kalder den den arvelig epilepsi, 3/4 af børneepilepsien, hjerneskadeepilepsien kun 1/4, i Grøn- land er forholdet lige omvendt. I de 7 somre, hvor jeg rejste i Grøn- land, har jeg ialt foretaget 2000 under- søgelser af børn; disse er blevet henvist til børnelæge af de lokale distriktslæger, hvorfor akutte infektionssygdomme ikke præger mit arbejde. Det har imidlertid de nævnte hjerneskadesymptomer, som udgjorde næsten 1/3 af de sygdomstil- fælde, jeg har set. En anden stor sygdomsgruppe, jeg har mødt i Grønland, er børn med hjer- tesygdom. Her må der tilsyneladende være tale om en særlig tendens, i hvert fald er hyppigheden af medfødt hjerte- sygdom 3 gange højere i Grønland end i Danmark. En tredie stor gruppe har været børn med forskellige nervøse forstyrrelser og adfærdsproblemer, sygdomme der kan have en relation til de nævnte hjerne- skader, men selvfølgelig også til op- vækstforholdene; 1/4 af de patienter, jeg har set, har haft sådanne problemer. Hertil kommer yderligere nogle børn, der alene har været henvist til børne- eller voksenpsykiater. Det er ikke her muligt at give nogen udtømmende forklaring på, hvad jeg mener med nervøse forstyrrelser og ad- færdsproblemer, og beskrive deres årsa- ger. Jeg har ikke nogen ret til at fortælle en række sygehistorier, men kan måske komme sagen lidt nærmere ved at for- 278 [3] Sundhedsmedhjælperelev i praktik på sygeplejestationen i Kangdtsiaq. Pot. r Esther Balle. søge at samle nogle sygehistorier i føl- gende : Niels på l Y2 år er nr. 5 af 5 søskende. Moderen er ugift, en storebror på 15 år er flyttet hjemmefra, 2 af de hjemme- boende går i skole, en 4-årig bror er i børnehave. Moderen var rask i svanger- skabet, hun fødte til ventet tid. Niels havde dog kun en fødselsvægt på 4J/i pund. Han var lidt længe om at skrige igennem efter fødslen, havde flere til- fælde med dårlig vejrtrækning de første levedage. Siden har han i sit korte liv været indlagt 14 gange på sygehus med lungebetændelse, kolerine og forstop- pelse. De første indlæggelser skyldtes blot dårlig trivsel. Han kunne først sidde op, da han var l år gammel, Vi år senere var han lige begyndt at gå. Mo- deren har store økonomiske problemer, er ofte arbejdsløs, er ikke medlem af GAS, får ingen arbejdsløshedsunderstøt- telse, støttes fra Socialvæsenet med grøn- landsk proviant, som hendes børn ikke altid vil spise. Moderen mener, at det er, fordi det ikke er den samme mad, som de store børns danske kammerater får. Når moderen er på arbejde, passes Niels af nabokonen eller mormor. Tilsyneladende forventer alle, at Niels' moder skal ud at arbejde. Nogle vil måske sige, at det ikke er uforskyldt, når hun har ustabilt arbejde. Men hvem kan dog forvente, at en ung kvinde skal klare 4 hjemmeboende børn og tillige være udearbejdende! Men uden arbejde 279 [4] uden for hjemmet er hun henvist til at leve på et eksistensminimum. At Niels senere vil få problemer, blive urolig og ukoncentreret, kan man sikkert godt for- stå. Han har allerede én gang nu været henvist til børnelæge og vil nok komme det mange gange endnu. Han er ikke „rigtigt" handicappet; havde han haft tegn til at være spastiker, kunne mode- ren muligvis få støtte efter landsråds- vedtægten om hjælp fra det offentlige, men en sådan støtte er det langt sværere, efter min opfattelse, at få bevilget i Grønland end det er i Danmark, hvor det kan være svært nok! Vi er så inde i problematikken om de svært handicappede børn. Det er mit indtryk, at man på grund af de begræn- sede økonomiske muligheder i Grøn- land og på grund af de store børne- flokke i små boliger ofte har været nødt til at sende svært handicappede børn på institution, hvilket ofte blev i Danmark. Måske har det umiddelbart været ma- skeret med et håb om, at barnet ved at komme til Danmark kunne blive hel- bredt. Men systemet har været med til at fremmedgøre de børn, der er mest afhængige af deres miljø. Jeg har ment, at det i tilslutning til mine rejser i Grønland har været væ- sentligt at arbejde for at gøre det muligt at beholde de handicappede børn i Grøn- land. Ved udvikling af det skolepsykolo- giske kontor i Godthåb og ved ansættelse af rådgivningslærere på skolerne har det været muligt efterhånden for de større børns vedkommende. Et overgangsfæno- men har været et nært samarbejde med undervisningslederen fra Forsorgscen- tret Andersvænge ved Slagelse. Dette center, som hidtil har haft ansvaret for forsorgen for de psykisk udviklingshæm- mede i Grønland, har etableret støtte- ordninger. Dels ved vejledning over At- lanten til de pædagoger, der arbejder med et handicappet barn i Grønland. Dels ved at ændre nedsendelserne til Danmark til en velprogrammeret kort- tidsanbringelse, hvor barnet følges her- ned af en af sine forældre, hvor man ved observation af trænede pædagoger for- søger at hjælpe barnet til at klare daglig- dagens problemer ved at pege på dets stærke og svage sider, og herudfra giver vejledning til de, der nogle måneder senere igen skal modtage barnet i Grøn- land. Målet er selvfølgelig, at sådanne børn alene fremover skal hjælpes i Grønland. De meget svært handicappede børn, som er blevet sendt til Danmark for at vente på en plads på forsorgscentret, er hidtil blevet spredt på en række såkaldte ventetidshjem ud over Danmark. Her- ved har der ikke været mulighed for at få grønlandsk personale og satse på en mulig tilbagevenden til det grønlandske miljø. I forståelse med Socialstyrelsens forsorgsafdeling, samles disse børn nu alene på 2 hjem. En række grønlandske børn har så al- vorlige kroniske lidelser, at de fortsat må undersøges i Danmark. Jeg har ar- bejdet meget for at humanisere denne nødvendige sygehusbehandling. Dels sø- ger man, indenfor de givne økonomiske rammer, at få børnene ledsaget af en af forældrene, når de sendes til Danmark. Dels arbejdes der for, at børnene kun er indlagt på de danske sygehuse, når de er meget akut alvorligt syge, eller mens 280 [5] Sundhedsplejebesøg hos Anda Peter i Kangåtsiaq. Fot.: Esther Balle. nødvendige indgreb og større undersø- gelser foretages; ellers bor de sammen med andre grønlandske børn og et del- vist grønlandsk personale på et særligt børnehjem nær København, „Frederiks- lund" i Holte. Som børnelæge tror jeg selvfølgelig, at meget kunne bedres for de grønland- ske børns helbredstilstand, hvis der kon- stant var en børnelæge eller børnepsykia- ter i Grønland til at koordinere indsatsen og systematisere behandlingen af ny- fødte og børn med infektioner ude i di- strikterne, samt gennemføre så meget som muligt af nødvendig sygehusbehand- ling og undersøgelse i Grønland. Man må indrømme, at hvis man ser på den i dette århundrede skete tydelige forbedring af danske børns sundheds- tilstand, så er det umuligt at pege på nogen enkelt faktor som afgørende. Ikke engang indførelsen af sundhedsplejer- sker eller indførelsen af nye vidunder- gørende medikamenter, som sulfonamid og penicillin, har direkte gennem årene sænket børnedødeligheden og -sygelig- heden. Det eneste, der virkelig falder sammen med de opnåede forbedringer hernede, er den stigende økonomiske vel- stand. Og så er vi tilbage i et alvorligt grønlandsk problem! Specielt i en tid, hvor naturlige erhvervsmuligheder på- virkes ugunstigt af en mindre klimafor- værring. Når man ser på de mange psykiske problemer, indlæringsvanskelig- heder og andre hjerneskadesymptomer hos grønlandske børn, får man hurtigt indtryk af, hvor vanskelige sagerne er. For at fremme god medicinsk service, således at fødslerne foregår bedst mu- ligt, og børn med alvorlige infektioner hurtigst muligt kommer til behandling, kan man være glad for den centrering af beboelsen, der har fundet sted i Grøn- land inden for de sidste 15 år. Men hvad der herved er indvundet, er måske igen tabt på grund af de store sociale problemer, der opstår i byerne, bl. a. på grund af dårlige erhvervsforhold. Det her skrevne kan umiddelbart lyde pessimistisk. Jeg har dog fundet i de 7 år, hvor jeg har haft mulighed for at besøge Grønland, at der stadig er sket en fremgang. Det første år fandt jeg, at mange grønlandske børns trommehin- der var defekte på grund af overståede svære mellemørebetændelser; nu ser jeg flere hele trommehinder. De mindre børneflokke har givet forældrene langt større mulighed for at engagere sig i det enkelte barn, — også det, der blot har et lille handicap. Børneinstitu- tioner for småbørn og skolerne er i sti- gende grad præget af grønlandsk perso- 281 [6] nåle. En dansk skolestart, med en slags sprogchok for børnene, synes opgivet. Der er som beskrevet en stigende forstå- else for at integrere handicappede børn i det grønlandske samfund, omend jeg personligt finder, at den økonomiske støtte til grønlandske forældre med handicappede børn er for ringe. En meget positiv ting har været, at det har været muligt at samle forældre med deres handicappede børn og disses pæda- goger til flere kurser rundt om i Grøn- land. Der er dog fortsat mange problemer, der skal løses, også af økonomisk art. I sparetider som de nuværende er privat hjælp nødvendig. Danske foreninger som „Red Barnet" og „Foreningen Grønlandske Børn", der har været med til at oprette børneinstitutioner i Grøn- land, først for tuberkuloseramte, senere (under den stigende industrialisering) vuggestue- og børnehavepladser, synes i disse år i stigende grad at indstille sig på at hjælpe dagens syge børn, bl. a. de psykisk udviklingshæmmede, såvel i Grønland som i Danmark — og begge dele er endnu nødvendigt! Fot.: Gunnar Aagaard Olsen, Augpilagtoq, Nanortalik distrikt (1967). 282 [7]