[1] Kønssygdomsproblemet af Gunnar Aagaard Olsen Kønssygdommene har i en årrække væ- ret et usædvanligt stort og stadig tilta- gende sundhedsmæssigt problem for be- folkningen i Grønland. Det siger sig selv, at dette har været en stor belast- ning for det grønlandske sundhedsvæsen. En facet, der derimod ofte overses, er, at specielt gonore jo også udgør en tiltagende trussel for sundhedstilstanden og frugtbarheden blandt de kvinder, der smittes. Der er ligeledes stadig flere etnisk bevidste grønlændere, der føler, at deres land nedvurderes af omverde- nen, når denne erfarer om kønssygdom- mene, alkoholismen og kriminaliteten i Grønland. Myter fra fortiden om konebytning har ført til den forestilling, at køns- sygdomme altid har hærget i Grøn- land. Mon ikke et blik på de to figurer l og 2 skulle kunne mane denne forestil- ling i jorden. Figurerne viser nu også, at problemet er næsten overvældende stort i dag — i 1975 var gonore 100 gange hyppigere i Grønland — syfilis- forekomsten 150 gange højere end i Danmark. Medens vi er ved tal, kan det være tankevækkende at se på, hvordan hyppigheden af uægteskabelige fødsler blandt grønlandske teenagere (fig. 3) har ændret sig ganske parallelt med stigningen i gonoretallene i samme pe- riode. Øgede gonoretal kan dog være udtryk for så mange ting. Når derimod fødselstal for ugifte unge kvinder 30- dobles på 35 år, må man vel nok med rette kunne tale om seksuel revolution — eller er det en kulturel og social tra- gedie, vi ser omsat i tal, og som blot er bremset af spiralens og P-pillens intro- duktion fra midten af 60erne? Fødselstallene for de ugifte i fig. 3 kan vist kun tydes derhen, at den seksu- elle omgang i ungdomsårene i Grønland må have ændret sig helt afgørende i de seneste årtier. Men dette siger naturlig- vis intet om baggrunden for den ændrede adfærd. Det er da også forkert at betragte sek- sualiteten som et isoleret socialt fænomen. Ser man derimod denne på baggrund af andre tegn på ændrede adfærdsmøn- stre i Grønland, begynder et billede at aftegne sig — et billede, mange finder sørgmodigt. Det gennemgående træk i dette synes at være rodløshed i den 311 [2] 12000. 11000 . loooo . 9000 8000 7000 éOOO , SOT *)DO 3000 2000 1000 Fig.l: Anmeldte tilfælde af gonore i Grønland i årene 1951 til 1975. dobbelte dansk grønlandske hverdag i Grønland — man kan give det betegnel- sen : kulturkonflikt eller etnisk dualisme. Væsentligt er vel ikke, hvad man kalder det, men at man erkender situationen og drager de politiske konsekvenser heraf. At man glæder sig over, at der trods alt er så mange, der gennem trygge og har- moniske opvækstvilkår har fået de nød- vendige forudsætninger for at leve ak- tivt med i deres lands udvikling. Hvis man erkender dette, er der forhåbentlig overskud til at forsøge at få gruppen uden disse forudsætninger interesseret i fremtidens Grønland i stedet for i skrift og tale at tage afstand fra den voldelige, den alkoholiserede, den køns- syge medgrønlænder. Hvis det lykkes at få denne tone ind i debatten, kan man begynde at tage aktivt fat på bl. a. kønssygdomsproble- met i Grønland - næppe før. For det må vist være klart for enhver, at man, heller ikke i Grønland, kan behandle sig ud af kønssygdomsproblemet. Du, tænksomme læser, har sikkert allerede formuleret spørgsmålet: Har sundhedsvæsenet da helt opgivet ævret? Svaret er: Nej, men de kan ikke klare opgaven alene. Ved den rette kombina- tion af et styrket undersøgelses- og be- handlingsapparat og risikogruppernes større udnyttelse af dette, kan man nærme sig problemets løsning: Nedsat risiko for smitte i Grønland. Den sundhedspolitik, der har været ført over for kønssygdomme i Grønland, har hidtil helt overvejende været behand- lingsorienteret. Tallene viser, at den har Fig. 2: Anmeldte tilfælde af syfilis i smittefarligt stadie i Grønland i årene 1968 til 1975. 312 [3] Fig. 3: Årlige antal fødsler pr. 1.000 ugifte 15-19 årige kvinder i Grønland og Danmark i årene 1900 til 1970. været nytteløs for befolkningen og ud- mattende for sundhedsvæsenet. Det, der skal til, er en omprioritering, så der lægges større vægt på forebyg- gende undersøgelser, for hvis kønssyg- dommene — gonore og syfilis — -ville være så venlige at give tydelige symp- tomer hos alle, der blev smittet, ja, så ville det jo ikke kunne blive til et pro- blem. Alle ville søge læge og blive hel- bredt. Men når hveranden af de smittede ikke mærker, at der er noget galt, så spredes smitten. Så er problemet der, og det er over for dem med ukendt smitte, man skal sætte ind for at nå et positivt resultat. Det lyder jo såre enkelt, men forud- sætningen er, at man kan stille diagnosen hurtigt og sikkert. Det kan man ikke i de grønlandske bygder og — ja det lyder barokt — mange byer har heller ikke denne mulighed. Situationen er ved at blive bedre, men der er endnu langt igen. Medens styrkelsen af sundhedsvæse- nets diagnoseapparat skulle være en rela- tivt enkel og billig sag, må man nok vare sig med optimismen, når det drejer sig om at motivere risikogrupperne til at gå til kontrol for ukendt smitte. Et oplys- ningsprogram med dette mål for øje må nødvendigvis være langsigtet. Den op- lyste, i forvejen motiverede og „frelste" del af befolkningen er det ikke noget problem at indformere. Det er ligeledes meget enkelt at frem- lægge en plan, der ser fornuftig ud, for hvilke grupper, man vil prøve at nå ad oplysningens vej. Man kan så bagefter, når informationen er givet og effekten udebliver, med et stænk forargelse hen- vise til, at der er brugt både tid og penge, „men de gad åbenbart ikke høre efter de kloge ord." Det vanskelige be- står i at begrænse sig til få „budskaber", fremstille disse i et enkelt sprog, der kan forstås og vedkommer alle. Den svære- ste hurdle bliver dog at nå frem til den egentlige risikogruppe. En gruppe, der i mange henseender lever anonymt og uden for det arbejdende samfundsma- skineri. Deres personlige dag til dag problemer overskygger for det meste, hvad der foregår i omverdenen. Måske har de arbejde, men ofte ikke. Bopælen skifter, eftersom livet former sig. Det med det seksuelle, som tit er det eneste oplivende moment i hverdagen, må også afpasses efter omstændighederne. Det fungerende samfunds kontakt- flader til denne ret beset ulykkeligt stil- lede gruppe er få. De hører musik, så små informative spots i sådanne udsen- delser kan bruges. Fra tid til anden fin- der sygehuset frem til dem på grund af kønssygdomssmitte — så skulle der gerne 313 [4] være tid til at formidle noget sundheds- oplysning, men er den fastansatte med 2 værelser, køkken og fjernsyn egnet til at informere patienten, hvis verden er en telt anden? — Næppe. Det er en tilsvarende verden til for- skel, der medfører, at så megen velment information bliver en tale for døve øren. Den opfattes som uvedkommende „tale fra oven" og modtages ganske enkelt ikke af dem, den er beregnet for. Hvis det samme var blevet sagt af en arbejds- kammerat i ens eget sprog, så ville det fænge — blive bearbejdet og påvirke ens egen holdning til det de havde talt om — det var ikke stemmen fra oven, men solidarisk information fra en, man kan identificere sig med. Ved sundhedsoplysning må man der- for søge at formulere sin information, så den når så langt ud i samfundet som muligt. Diskussioner mand og mand imellem kommer dog næppe i gang, før oplysningerne får et indhold med en ak- tuel appel. Her kan man nok drage nytte af de erfaringer, der er høstet i Kina, hvor kønssygdomsproblemet synes løst ved en samlet sundhedspolitisk indsats. Fore- byggelse af smittespredning fik første prioritet, hvorfor man gennem oplysning søgte at motivere befolkningen for at lade sig undersøge for ukendt smitte under mottoet: Det er ingen skam at have en kønssygdom, men det er for- kasteligt at smitte andre, blot fordi man ikke er blevet undersøgt i tide. Grund- tanken var således at lade hensynet til samfundet gå forud for den enkelte — at appellere til solidariteten. Denne tanke ligger jo ret tæt på oprindelig eskimoisk livsform, hvor fællesskabsfølelsen var en helt afgørende forudsætning for, at sam- fundet og derigennem den enkelte kunne overleve. Ideen er vel også i samklang med de politiske strømninger, man for- nemmer i Grønland i dag, hvor man bl. a. søger at bevare en grønlandsk iden- titet i en nutidig samfundsform. Det var fristende her at foreslå et motto for en sådan motivationskam- pagne, men mon ikke man bør lade Grønland tage sig af denne sag. Særligt interesserede henvises til neden- stående publikationer af samme for- fatter : Seksuel adfærd blandt ungdom i Grøn- land. Institut for social medicin, publi- kation 4, 1974. 167 sider. kr. 25. Fenerologisket epidemiologiske, sexologi- ske og socialmedicinske undersøgelser i Grønland. Disputats. Institut for so- cial medicin, publikation 6, 1976. 48 sider. kr. 12. Publikationerne kan rekvireres ved Insti- tut for social medicin, Juliane Mariesvej 32, 2100 København Ø. 314 [5]