[1] Den nyere grønlandske poesi af Kristian Olsen (aaju) I dag har den tekniske og den industri- elle udvikling i Grønland unødvendig- gjort fangererhvervet i byerne, som det så ud tidligere. Vi har ønsket udviklin- gen, men kulturelt set troede vi, at den skulle foregå på vore egne vilkår. Dog må vore bestræbelser for at bi- beholde en særegent kulturel identitet rodfæste sig i en kulturpolitik, der arbej- der ud fra Augustin Girard, der i sin bog „Kulturpolitik - teori og praksis" siger: „Menneskenes levevilkår er nem- lig bestemmende for den kultur, de lever i, og de hovedfaktorer, der tilsammen former disse vilkår — arbejde, boligfor- hold, kommunikationsmidler — udøver også en stærk indflydelse på kulturud- viklingen." Efter disse indledende betragtninger vil jeg i det følgende prøve at påvise, at der også er sket radikale ændringer i poesien i bestræbelserne for at fastholde den grønlandske identitet. Digtet tidtrykker følelser Henric Christopher Glahn (f. 1738) har optegnet følgende strofe i sin „Dag- bog fra den 3. juli 1763 til den 4. juli 1764". Mågen : Men ravnen synger atter fjendtlig, under åben himmel, hist uden for (: og bebrejder mig :) at jeg sidder hjemme (: og kaster mig i næsen :) at jeg er ikke ude på fangst (: Og :) at jeg ej kan sidde ( : så længe :) stille ( : til jeg kan få øje på det, jeg skulle fange :) ( : men :) jeg vil ej (: som du, Ravn :) binde fast udenfor mit hus en pose fuld af skarn. Fortolkningen af digtet er spændende, fordi den siger meget om de problemer, strofen skjuler for den uindviede. Den lyder: „Ravnen har bebrejdet mågen dels dens dovenskab dels dens ubesindig- hed i sin fangst, men mågen siger, at den ej er så tåbelig som ravnen, at samle skarn tilsammen og være så omhyggelig og gridsk på sligt, at den skulle alene se at få det gjort fast, og derpå atter be- give sig ud igen for at få mere sligt. Binde fast er et ord, som bruges ved denne lejlighed. Når en grønlænder har 14 [2] fanget, da ifald dagen ikke er forbi, ror han til lands og binder sin fangst fast ved strandbredden, på det at den ikke skal være ham hinderlig i at forfølge andet, som han kan træffe på. Ravnen, når den havde bare fået noget skarn, så bandt den dette, efter at det var først kommen i en pose, på sælfangerens måde fast uden for sit eget hus, og gav sig derpå straks til at søge efter mere sligt. Sådan skøttede Mågen ikke om, men ville have noget der var sikrere." Nogen vil sikkert mene, at en ubetyde- lig strofe ikke behøver at have så megen forklaring. Jeg betragter den fyldige fortolkning for at være kulturarvens ansigt ind- og udadtil i den nyere grøn- landske digtning, som nogle kan have svært ved at forstå. I strofen skinner vore forfædres ge- nialitet igennem. Ved at bruge deres fangstdyr til at personificere deres mod- standere med, overgår de næsten sig selv. De havde ikke lært terminologien, som bare var der sammen med ordene. H. C. Petersen, tidligere forstander på Knud Rasmussen's Højskole, bekræfter dette i sin lille bog „Ivngerutit" (Trom- mesange) fra 1959 om vore forfædres forhold til poesien: „Vore forfædres anvendelse af digte var meget større end vores brug af vore sange. De anvender dem på mange om- råder i deres livsførelse. De er fritids- fornøjelser og underholdning. I nødens stund påberåber man sig deres kraft som beskytter. De anvendes som middel til at besejre modstanderne med og i højtide- lige stunder bruges de som salmer. Trommesangene indeholder ikke an- strengte dybsindigheder, og de er ikke overdådige sproglige opus'er. Vore for- fædres digtning (poesi) har ingen gene- relle retningslinjer", hvilket er det mest centrale i poesiarven. Efter at have kon- stateret vore forfædres praktiske for- hold over for poesien genfinder vi den samme form hos Amandus Petrussens digt „Forfrosne klagesang", således i Mads Lidegaard's og Chr. Berthelsen's oversættelse: a-ja-ja a-ja-ja I fremmede qavdlunårssuit, som er dygtige til at lave ting, I fremmede, som er dygtige, I fremmede, som har skarpe hjerner. Skal jeg mon altid ryste af kulde i mit nye store hus ? Fra mit lune hus, lod man mig flytte, for at jeg skal fryse, lod man mig flytte, for at jeg skal lide nød. Hvem skal nu betale mine store afdrag? Hvem skal nu betale alt det dyre brændsel? Hvor er vinduerne dog utætte! Hvor dog kulden trænger ind i huset! Det siges ellers, at de fremmede er så dygtige, det siges ellers, at de fremmede er skarpe hjerner. Nu ved jeg, at de er ligesom andre mennesker. a-ja-ja a-ja-ja Kommer jeg mon til at fryse ihjel i mit nye store hus? a-ja-ja a-ja-ja 15 [3] En anden illustration er et digt fra sang- gruppen SUME's første lp: efterår jorden ai, da den altid drejer mørknes den store dag. naturen ændrer sig min elskede begynder at klæde sig varmt. åjåi ja ai Najåraq-å blomsten er allerede ved at blive brun og jeg ser sådan er det og ligesom min ven uden at skjule det bliver den til jord åjåi ja åi Najåraq-å kajakken ai, den stakkel, mister sit skind tæres af tiden nøgen bliver den til skelet når ingen længere bruger den. åjåi ja åi Najåraq-å For at gå videre i identifikationen af den poetiske kulturarv er det vigtigt også at komme ind på forfatteren og digteren tidligere radiofonichef Frederik Nielsen - FARE. Han har udgivet en prosadigtsamling „K'ILAK, NUNA, IMAK' AVDLATDLO" (Himmel, land, hav og andet), der efter min me- ning indeholder digte, der forbinder sig med fortiden på en fornem måde. I sine digte prøver Fare at fortælle os om dig- terens dilemma uden at banalisere natu- rens kræfter. Han bevarer naturens ren- hed, selv om digteren i ham undertiden trues af indre følelser, som bl. a. mar- kerer sig i følgende digt: Månen - netop månen skinner kun uden varme. En aften mens jeg frøs tænkte jeg Bare den — deroppe havde varme ikke kulde! Som om den svarede: Jeg, også jeg, plejer at fryse, hvorfor skal jeg sørge for dig? Selv om den sidste strofe prøver at for- tolke naturens spørgsmål til mennesket, så er det alligevel en erkendelse af men- neskets begrænsede formåen i forhold til naturens væsen. Fare personificerer også naturens menneskelighed og afslø- rer de følelser, som vi alle mere eller mindre er besjælet af. Digtet hedder: HVAD FIK JEG UD AF DET? Mit hjerte, min krop, min sjæl, mit hele jeg, er næsten kogende af varme, da jeg kommer dig i møde. Efter kort tids samvær gik jeg dog fra dig. Mit hjerte, min krop, min sjæl, mit hele jeg, var nærmest lammet af kulde. Digtet beskriver et møde, men vi får 16 [4] Den nyere grønlandske poesi har i tvivlen fundet „den indre klang". Linoleumstryk af aaju. ikke at vide, hvad det er for et møde. Vi forestiller os, at det er et møde med et menneske, han holder af. Mødets flygtighed er en følelse, der varsler om et kulturmøde, der på mange områder minder om ALVIN TOFFLER's tanker vedrørende „flygtighedens begreb", der rummer følgende citat: „Mange af vore teorier om sociale og psykiske forandrin- ger er nok gyldige for mennesker i rela- tivt statiske samfund — men de giver et forvrænget og ufuldstændigt billede af det sande samtidige menneske. De tager overhovedet ikke hensyn til den kritiske forskel mellem fortids- eller nutids- mennesker og fremtids-menneskene. Den- ne forskel kan opsummeres i ordet „flygtighed". Flygtigheden er den nye „midlertidighed" i hverdagen. Den re- sulterer i en bestemt sindsstemning, en følelse af manglende permanens." Fare har således på sin ærlige måde 17 [5] varslet digterens dilemma, der i dag står i flygtighedens tegn, hvor følelsesmæs- sige problemer meget hurtigt ændrer karakter, og kan sammenlignes med den hastige ændring af boligforholdene i Grønland. Fare har med sit digt forud- sagt en form for afmagt, som får den nye poetiske generation til at søge til- bage til den oprindelige poesi for at overbevise sig om, at den har et ståsted i kampen mod rodløsheden. Efter Faré's gennembrud med prosa- digte begyndte poesien at lede efter en udtryksform, der passede med protesten mod den rivende udvikling. Et digt kunne ikke længere fungere alene gen- nem lovsang om naturen. Forbindelsen med den monotone trommesang tages op som et middel til at udtrykke følelserne. Gruppen SUME sætter den i gang i et tema, der fortæller, at livsbetingelserne er ændret radikalt: Som fremmed arbejder du med fremmed over dig bliver behandlet som fremmed hvad kan man gøre, som undertrykte? Er man ikke afmægtig uden grund under fødderne ? Kan man stå oprejst når man bliver stenet? Er det ikke tomt, at være værdiløs? Byggeri Importation Forflytning Centralisering Forvirring Pengeræs Lampen slukket som K'utdligssat — ordrer fra det fjerne! Hvor er fundamentet? Hvad ligger der bag; - Udvikling? Du har kun ét, — Omvæltning. Det er midlet man har som undertrykt med grund under fødderne får man kræfter får man kræfter Man kan stå oprejst når man ikke bliver stenet for det er tomt at være værdiløs. Nogenlunde samme tema findes over for naturens kræfter i afslutningen af Moses Olsen's digt „Turen til kirkegården" med denne strofe: Langt om længe er vi på vej hjem uden at mæle. Omkring os er det sommer og stille, ikke et eneste vindpust. Derude blinker det store, mægtige hav uden eneste bølge. Vi stirrer på det uden at mæle — det mægtige uudgrundelige hav. Den nyere digtning og dets forhold til den rivende udvikling Tidligere skoledirektør Chr. Berthelsen har i sin litteraturhistorie „Vores prosa og poesi til og med 1956" givet en ud- mærket beskrivelse af vores litterære bestræbelser: „Grønlændernes nyere for- tællemåde er i sin form skabt ved påvirk- ning af den danske kultur. Versformen kommer også fra danskerne, da mange vers har danske melodier. Hvis man tænker på versformen, så kan man sige, at den nye genre med hensyn til sproget 18 [6] TaÆ /or den tid der er gået, for det liv du har givet mig ... ikke er ny. Men vi kan sige, at rytmen i sproget og formålet med sprogets an- vendelse er blevet fælles. Fortællingen og fortællingens form og spænding er ganske givet inspireret af kulturen. Men de synlige og livgivende er anderledes." Om poesien har han i tidsskriftet Grøn- land nr. 1-2 1975 i sin artikel „Et strejf- tog gennem den nyere grønlandske litte- ratur" følgende konklusion: „Generelt kan det siges, at forfatterne tydeligvis Linolcumstryk af aaju. har været engagerede i tidens problemer uden dog at have boret alt for dybt i dem, men nok til at afspejle sig i en del af deres arbejder. Det er ganske udeluk- ket, at enkelte af disse i nogen grad har været med til at påvirke meningsdannel- sen. — Der er grund til at tro, at denne tendens vil markere sig klarere i de kom- mende år." Chr. Berthelsen har efter min mening udtrykt de nye tendenser, som allerede 19 [7] har vist sig. Det er klart, at prosadigt- ning ikke er ny, men det er som om den nyere grønlandske poesi magter at sige problemerne mere ærligt og uden ind- pakning, jvf. „Som fremmed arbejder du". Chr. Berthelsen påpeger, at versfor- men kommer fra danskerne, men den modernistiske påvirkning fra danskerne har også medført en nyere digtning, der løsriver sig fra den traditionelle vers- form. F. eks. beskæftiger Ole Kornelius- sen sig med tvivlen og den indre følelse, der sammen med de kulturelle brydnin- ger påviser de generationskløfter, som udviklingen ofte har medført: jeg brøler fordi jeg leder efter det, jeg troede, var mit, I ærede, jeg ærer: Min frihed — uafhængighed — selvstændighed Mens sneen fyger i arktiske egne, mens jeg sveder på europæiske veje, mens jeg er på vej opad norske fjelde, mens myggeplagen er over mig på de canadiske sletter — leder jeg aldeles efter det Jeg leder efter det; engang imellem finder jeg det ganske vist: Vildtets rastløshed, forårets uro, evig ungdom, som jeg troede, var min, evig renhed Tjah Jeg fangede fangstdyret, 20 jeg har allerede fortæret dets kød, jeg får færten af et andet fangstdyr. Derfor — brøler jeg! Digtets brøl er ikke unaturligt og siger ærligt, hvad digteren leder efter, selv om eftersøgningen ikke er helt fuldbyrdet og er blandet med en tvivl om, om det nu er det rette „fangstdyr", der blev „for- tæret". Mit digt, der har været bragt i Infor- mation og Sermitsiaq i 1970, fortæller om den samme håbløse situation: Identitetens spor afviskes Folk snakker næsten alle samtaler kommunikeres ud maskinelt og modsætningsforhold bygger et babelstårn af sjælløsheder Forsøgte at kulegrave grave op af den klare brønd og undersøge tabs følelsen Mødte kun påmalede plankeværker beplantet med uigennemtrængelige mentaliteter Identitetens altfavnende slagord var blevet skrøbelig En asteroid med en omvendt fremtid Blandt mange forskellige [8] personer kun tomhed. Når jeg fremhæver mig selv, er det ikke for at lave en fællesnævner for de følel- sesmæssige udtryk, som manifesterede sig i kølvandet på den hastige udvikling. Men jeg vil gerne være med til at for- tælle omverdenen, at europæisk påvirk- ning i sit ydre ikke har rokket ved følel- sen af at være grønlænder. Digtet skal udtrykke de indre konstateringer, som kan føres ud i livet ved hjælp af abstrakt tænkning og en kunstnerisk personlighed, som KANDINSKY, der i „FORMENS PROBLEM" siger: „Den ydre virkning kan være en anden end den indre, som forårsages af den indre klang, hvilket er et af de mægtigste og dybeste udtryks- midler i enhver komposition." — Den nyere grønlandske poesi er derfor en søgen efter sig selv for at finde et rod- fæstet ståsted, som Malik Høegh ud- trykker det: væk fra disse store huse og de mærkelige mennesker regnen er ingen hindring hvis jeg var åndemaner, var jeg fløjet var jeg flyttet var jeg taget væk (: åjåi ja ai — åja a :) (4 gange) Den nyere grønlandske poesi har her- efter i tvivlen fundet „den indre klang" og skabt en realisme, som beboerne i kul- minebyen K'utdligssat så tydeligt har givet udtryk for ved byens rømning: Tak for den tid der er gået for det liv du har givet mig Åh du store land aldrig skænker du mig ro smerte er dit foretrukne våben. Litteraturtilføjelser: Augustin Girard: Kulturpolitik - teori og praksis (Unesco publikation). Alvin Toffler: Fremtids -chok (Samlerens Forlag). 21 [9]