[1] Hjemmestyrekommissionens arbejde, ligeværdigt samarbejde og neutralt formandsskab af professor, dr. jur. Isi Foighel, formand for Kommissionen om hjemmestyre i Grønland Jens Brøsted og H. C. Gulløv har i en artikel med titlen „Grønlandsk hjemme- styre på danske betingelser?" i tidsskrif- tet Grønland nr. 7, 1976, beskæftiget sig med de foreløbige resultater af Hjem- mestyrekommissionens arbejde og med formandens stilling i kommissionen. Ar- tiklen er navnlig baseret på et foredrag, jeg har holdt i Det grønlandske Selskab i oktober 1976, og på den efterføl- gende diskussion. Jeg må straks erkende, at jeg ikke kan dele de hovedsynspunkter, der kom- mer til udtryk i Brøsteds og Gulløvs artikel, og at jeg mener, argumentatio- nen i nogen grad er forfejlet. Derfor vil jeg gerne her knytte nogle kommentarer til artiklen. Jeg skal af pladsmæssige grunde ind- skrænke mig til følgende 3 punkter: 1) påstanden om hjemmestyre som en gave (fra Danmark til Grønland), 2) påstan- den om temmelig stor dansk politisk do^ minans i kommissionen og 3) påstanden om formandens ikke-uafhængige stil- ling, navnlig i spørgsmålet om udform- ningen af en råstof ordning. Betegnelsen „en gave" om den kom- mende hjemmestyreordning stammer op- rindelig fra Knud Hertling (i en artikel i A/G i efteråret), som også anvendte den på mødet i Det grønlandske Sel- skab, hvor også Lars Emil Johansen anvendte udtrykket („en ideologisk gave fra danske politikere til Grønland") og fremhævede risikoen for, at hjemmesty- ret — på grund af „temmelig stor dansk politisk dominans i kommissionen" — ikke ville blive „et rent grønlandsk pro- dukt". Synspunktet om hjemmestyret som en gave deles af Brøsted og Gulløv og indgår i deres argumentation. Jeg må imidlertid erklære mig uenig i dette synspunkt. Ønsket om hjemmestyre er et grøn- landsk ønske. Det blev i første omgang behandlet af et rent grønlandsk hjemme- styreudvalg nedsat efter landsrådets øn- ske af Knud Hertling, og dette udvalg henstillede i begyndelsen af 1975, at der snarest blev skabt et formelt grundlag for gennemførelse af en hjemmestyre- ordning inden for rigsfællesskabets rammer. Et sådant grundlag er hjemmestyre- kommissionen, som blev nedsat efter af- 22 [2] tale med Grønlands landsråd, nu i gang med at opstille, og det sker i nøje sam- arbejde mellem grønlandske og danske politikere. Det er fra grønlandsk side i kommis- sionen blevet fremhævet, at kommissio- nens arbejde også må omfatte forslag til de nærmere regler og styrelsesordnin- ger, der skal gælde på de områder, hjem- mestyret overtager. Begrundelsen herfor er et ønske om, at der ikke skal opstå en slags tomrum, når hjemmestyre indføres, således at man skal begynde helt fra bunden med at udforme disse regler og ordninger, d. v. s. der skal være et grund- lag, som hjemmestyret kan bygge på, hvis det ønsker det. Kommissionen har imidlertid lagt vægt på — faktisk fuldstændig i overens- stemmelse med, hvad Knud Hertling på mødet i Det grønlandske Selskab fandt „helt afgørende ... i hele hjemmestyrets tilblivelsesproces" — at forslag hertil ud- arbejdes af landsrådet. Og det, der i praksis er sket, er da, som beskrevet i debatoplægget, netop også, at kommis- sionens forslag til f. eks. de nærmere regler om skolevæsenets indhold og sty- relse er baseret på konkrete, gennem- arbejdede forslag fra landsrådet. På denne baggrund er det efter min bedste overbevisning ikke rimeligt at be- tegne hjemmestyreforslagene som en gave. De er, som det fremgår, et resulat af et samvirke, men direkte udsprunget af forslag fra Grønlands landsråd. Lige så lidt er det berettiget at tale om dansk dominans hverken i kommis- sionens arbejde eller i dens sammensæt- ning. Den består af 7 grønlandske og 7 danske politikere samt en formand, der er udnævnt af regeringen, men i forstå- else med landsrådet. Afgørende for, hvilke resultater kommissionen kan nå frem til, er de synspunkter, der kommer frem fra politikerne i kommissionen, og af dem er altså de 7 grønlandske og 7 danske, hvilket vist snarere må betegnes som ligelig og ligeværdig repræsentation end som dansk eller grønlandsk domi- nans. Formanden tæller ikke med, hvad synspunkter og dermed politiske resul- tater angår, og påvirker således ikke ba- lancen i kommissionens sammensætning. Formandens rolle, sådan som jeg ser den, er at tilrettelægge og lede kommis- sionens arbejde og omfatter desuden også en pligt til at fremskaffe alt rele- vant materiale, som er nødvendigt som grundlag for kommissionens overvejel- ser. Desuden skal formanden formidle samarbejdet i kommissionen, hvilket navnlig indebærer, at han — i det omfang medlemmerne ønsker det — skal med- virke til at udarbejde og fremlægge til stillingtagen i kommissionen skitser til løsning af de opgaver, kommissionen har fået stillet. Formandens stilling — og hermed er jeg nået til den tredje påstand i Brøsteds og Gulløvs artikel — er altså den neutrale formidlers eller mæglers, og den er og må være upolitisk i den forstand, at for- manden, i modsætning til de 2 gange 7 politikere, principielt ikke skal tage per- sonlig politisk stilling til de fremlagte forslag. Noget helt andet er, at jeg som for- mand naturligvis må tage politiske hen- syn, for min opgave er jo netop at søge at forene politiske synspunkter i forslag, man kan samles om. Jeg skal lytte til 23 [3] politikernes udtalelser, og jeg skal holde mig det kommissorium efterretteligt, som regeringen har givet kommissionen. De politiske synspunkter afstikker visse grænser for de mulige resultater. Det gælder såvel de synspunkter, der di- rekte kommer til udtryk i kommissionen, som de synspunkter, der fremkommer andetsteds. Når således statsministeren under folketingets åbningsdebat gav ud- tryk for, at ejendomsretten til råstof- ferne i Grønlands undergrund ikke kan tilfalde særlige grupper i befolkningen, så må dette naturligvis ligesom andre politiske tilkendegivelser indgå i kom- missionens overvejelser som regeringens synspunkt (som jo i øvrigt blev fremsat under en debat, der var rejst af to kom- missionsmedlemmer) . En anden vigtig del af grundlaget for kommissionens overvejelser er de juri- diske, herunder navnlig statsretlige, for- hold, hvis relevans Brøsted og Gulløv anklager mig for at afvise. Denne anklage, som især går på de juridiske aspekter af råstofproblemerne, mener jeg ligeledes at kunne tilbagevise. Jeg har ikke alene indhentet udtalelser herom fra Statsministeriet, men har des- uden, netop i varetagelse af min pligt til at fremskaffe relevant materiale til brug for kommissionens overvejelser, anmo- det om responsa fra Peter Germer og Ole Espersen i deres egenskab af pro- fessorer i statsret ved henholdsvis Århus og Københavns Universiteter. Disse responsa skulle foreligge til kommissio- nens planlagte møde i Godthåb i begyn- delsen af februar 1977. Jeg vil imidlertid gerne til sidst under- strege, at udformningen af en hjemrne- styreordning og af en råstofordning først og fremmest er et praktisk-politisk problem og dermed et spørgsmål om at finde en løsning, der tilgodeser ikke alle, men alle fundamentale, grønlandske og danske hensyn og interesser. (Og lad mig i denne forbindelse lige nævne, at det ikke, som hævdet af Brøsted og Gulløv, er min påstand, at det vigtigste hensyn er beskyttelse af de grønlandske samfund. Tværtimod er dette hensyn specielt fremhævet fra grønlandsk poli- tisk side ved kommissionens første møde og er klart accepteret af de danske med- lemmer) . Juridiske udredninger spiller naturlig- vis også en rolle og er en vigtig del af grundlaget for overvejelserne. De er imidlertid ikke eneafgørende for resul- taterne, som først og fremmest vil være bestemt af den politiske afvejning af hensyn og interesser, som kommissionen er i gang med, og som efter min mening foregår på en måde, som såvel Grøn- land som Danmark kan være tjent med. 24 [4]