[1] Boom! - Boomerang? Om det grønlandske fiskeri og betragtninger vedr. fiskeriets tilstand og årsagerne til samme af fiskeskipper F. Aa. Sørensen, Frederikshåb Som Atlanterhavets lange dønninger rul- ler os op og ned, — med dybe fald og bløde stigninger — sådan kunne man sammenligne de erhvervsbetingelser der gives fiskere fra alle lande, som henter deres fangst her - på barske betingelser. Man sagde engang, at efter syv fede kom der syv magre år, og mange gamle fiskere vil sikkert nikke genkendende til denne påstand, — men nutidens sam- fundsopbygning kan ikke acceptere så- danne forhold, ingen kan i dag overleve syv magre år — derfor tager man nu elektronisk, teknisk og maskinel snilde samt stadigvæk en god portion hånd- kraft til hjælp og reducerer en nedgangs- periode til kortest mulig varighed. Der hvor man altså kan det. For det går ikke overalt, og et af de steder, hvor det ikke har kunnet lade sig gøre, er i fiskeriet ved Grønland. Umådelig meget er forsøgt og kolos- sale summer er investeret — men den lys- ning, man engang syntes at øjne forude, sygnede hen inden den rigtig fik betyd- ning. Uheldige klima- og afsætningsfor- hold, oliekrisen og meget andet gør, at man nu ikke rigtigt kan se noget egent- ligt mål i nogen retning. For landet som helhed kan det kun være katastrofalt, — den hastige opblom- string og det bratte forfald får befolk- ningen til at tvivle på det gode i udvik- lingens hastige fremskridt, — de mange gode kutteres langsomme men sikre for- fald og mandskabets modløshed afspej- ler sig selv i de bedste fiskerihavne. Til hudløshed kender alle sætninger som: „— de specielle grønlandske for- hold ..." og: „Grønland — muligheder- nes land" begge brugt i de mest vanvit- tige sammenhæng i mangfoldige år, — men dog begge stadig lige sande, hvis man vil anvende dem i forbindelse med fiskeriet i Grønland. For der er virkelig muligheder, — og uudnyttede muligheder i massevis endnu, — men i grov modsætning til de moderne fiskeindustrianlæg i land, hvor man ødsler med overkvalificeret ledende per- sonale og diverse specialister (uden egentlig „vandforbindelse") — så har man helt undladt at skaffe fiskeriet den fornødne virkelige ekspertice — med det, nu for fiskeriet! stagnerende - og endda for industrianlæggenes vedkommende særdeles negative resultat. Betragter man fiskeriet og fiskeindu- 28 [2] strien i Grønland som en boomerang, har man egentlig et godt billede af situatio- nen, — man har kastet sin boomerang og vendt ryggen til (fiskeriet) — og nu får man den i nakken, — man mangler de fornødne tilførsler til fabrikkerne og må trods stigende afsætningspriser fortsat køre med underskud af den grund. Sik- kerhedsnettet til fabrikkerne — de syv store hæktrawlere — opnår ikke den til- sigtede virkning og skaber langtfra kon- tinuerlig drift, ligesom deres procentu- elle effektivitet ligger langt under ren- tabilitetsno rmen. Igennem generationer har det altid været sådan, at et underskud hos fiske- opkøberen kun kunne hentes eet sted — nemlig hos fiskeren — alle andre mulig- heder var mere eller mindre fastlåst af markedsforholdene og af de general- omkostninger, man ellers havde. Efter at Fællesmarkedet gennemførte sin mindsteprisordning for fisk, har med- lemslandenes fiskere været nogenlunde sikret en absolut mindstepris for de vig- tigste råvarer gennem deres organisa- tioner. Men dette „sikkerhedsnet" er aldrig blevet tilbudt de grønlandske fi- skere, hvor man med rimelighed ikke har kunnet forvente — „på grund af de specielle grønlandske forhold" - at dette skulle komme af sig selv. Den grønlandske fisker må den dag i dag sælge (indhandle) sine fangster til priser og på betingelser, der ligger langt under de fastsatte mindstepriser, og ef- ter normer og kriterier, som ingen anden fisker ville finde sig i. Medens omkostningsniveauet steg og steg, blev den grønlandske fisker fatti- gere og fattigere — og efterhånden uden synderligt håb eller tro på, at han bare kunne betale de mest nødvendige repara- tioner, endsige renter og afdrag, — fiske- riflåden forfalder, dens effektivitet, og dermed landets eneste virkelige erhverv og indtægtskilde. Med et så spinkelt erfaringsgrundlag som det grønlandske fiskeri endnu hviler på, så burde een eller anden af de mange eksperter forlængst kunne have forudset en sådan negativ udvikling, — men må- ske var der slet ingen „ekspert" til at se netop på det?? Tilsyneladende har man i alt for mange år lagt sig fast på nogle indhand- lingspriser og normer, som er så ringe, at man herved har hæmmet den natur- lige videreudvikling af fiskeriet i ganske væsentlig grad. Hvis f. eks. den mængde fisk, som blev indhandlet i 1975, var blevet a f regnet efter danske gennem- snitspriser for samme år, ville det have betydet ca. 30 mill. kr. mere til de grøn- landske fiskere — en net sum, som ganske afgjort ville have forbedret flådens ef- fektivitet og standard samt stimuleret til yderligere investeringer. Parallellen ses tydeligt i udviklingen i den danske fiskerflåde fra de gode år 73 og 74, hvor der blev investeret kraf- tigt i dansk fiskeri — alt for kraftigt si- ger nogen — nuvel, det kan diskuteres, men det står dog fast, at Danmark sta- dig bevarer sin førende stilling blandt det europæiske fiskeri, til trods for meget ulige vilkår, sammenlignet med andre lande, — men fik de grønlandske fiskere nogen andel af denne opgangstid for fiskeriet??? Det er en kendsgerning, at alt for få grønlandske kuttere fisker uden for ca. 29 [3] Grønlandske fiskekuttere på bedding i Holsteinsborg. Fot.: Keld Hansen (1969). 20 sømil fra land - men det er også en kendsgernig, at de, der gør det, til tider hjembringer særdeles tilfredsstillende laster god fisk, - dette burde og bør til- skynde til nogle kraftige fremstød hen- imod mere havgående fiskeri, af flere grunde. Den første må naturligvis være den, at der her ligger rentabilitet i fiskeriet, - dernæst vil det betyde, at langt flere mellemstore kutteres laster vil øge lan- dingsintervallerne, så den ønskede kon- tinuerlige driftsmulighed på fabrikkerne opnås. 30 [4] At genskabe og forny en øget interesse for det havgående fiskeri i Grønland vil nok være en så bekostelig og langsom- melig proces, at man må ty til andre fremgangsmåder end de hidtil benyttede. Det nyeste perspektiv kom med ind- førelsen af en 200 sømils økonomisk zone for de grønlandske farvande den 1. januar 1977. I sig selv vil en sådan grænse ikke betyde nogen fordel for de grønlandske fiskere og for Grønland — medmindre de ressourcer, der er i disse farvande, også tilføres landet, — i modsat fald kan man komme i den situation, at den „overskudsmængde", som det grønland- ske fiskeri ikke selv er i stand til at fange, må afgives til andre nationers fiskere, — og så er situationen næsten den samme som nu. Selv om Grønlands Kommandoens Inspektionsenheder skulle blive udvidet, tildels ved hjælp af midler fra Fællesmarkedet, vil alene opgaven at kontrollere kvoteringstildelingerne i disse kolossale farvandes udstrækning næppe kunne klares på betryggende vis. I de internationale fiskerikommissioner (ICNAF, NEAFC o: a.) vil man fort- sat tildele andre fiskerinationer rationer, hentet fra de grønlandske farvande efter en aftalt fordelingsnøgle om traditionelt fiskeri, uden at vi har nogen mulighed for at overvåge, at de tildelte kvoterings- mængder overholdes, lingspriser syntes at være nøglen, der lukker for den ønskede udvikling. Er den gået i baglås, må døren sprænges. Ved at hæve indhandlingspriserne (evt. i en periode med tilskud fra „ver- dens bedste erhvervsstøttelov") vil man give den grønlandske fisker, foruden et fornyet håb, indtjeningsmuligheder, der bringer ham over eksistensniveauet, men samtidig — og det er måske vigtigst — kan man forvente en øget interesse fra de store nye danske kuttere, som grundet stadig skrappere kvoteringsbestemmelser i Nordsøen og tilstødende farvande ikke længere kan opretholde et rentabelt fi- skeri her, vil søge til de grønlandske farvande, lande deres fangster i grøn- landske havne, — dersom man blot er sikret afsætningsforhold og priser, der nærmer sig de relevante markedspriser. Hermed vil ikke blot fabriksanlæg- gene komme til at opfylde deres egent- lige mission, — men de grønlandske fi- skere vil „efter naturmetoden" få de specialister, som de i mange år har for- tjent, — og de tildelte kvoterings-mæng- der inden for den nye 200 sømils grænse indbringes til landet, og den ønskede kontrol kan gennemføres på betryggende måde. Ganske uanset hvilken vej man ønsker at vælge i en videreudvikling af fiskeriet på Grønland, så koster det penge, — spørgsmålet er så blot, hvordan får vi mest for pengene??? 31 [5]