[1] Vandkraft i Grønland- perspektiver og problemer af Ole B. Olesen og Anker Weidick Dette manuskript er indleveret den 2, november 1976. Historie og problematik Planer for vandkraftens udnyttelse i Grønland er ikke ny. Allerede så tidligt som 1951 påpegedes denne mulighed af den schweiziske geolog H. Stauber, lige- som de første konkrete overslag for en- kelte bassiner dukkede op i en artikel af ing. J. Galster i dette tidsskrift (1956). Ældre planer for udnyttelse af den grønlandske vandkraft må dog findes, da Galster anfører, at et flertal i et ud- valg, der udarbejdede Grønlandsbetænk- ningen af 1920, ikke „anså det for til- rådeligt for staten selv at søge udnyttet den grønlandske vandkraft, og at over- lade dette til det private initiativ må man på det bestemteste fraråde af hensyn til de særlige forhold i Grønland." Ikke alene fremgår det af det citere- de, at mulighederne for udnyttelse af vandkraften blev anset for mulig, men her bliver også det stadigt uløste pro- blem, om denne udnyttelse skal foregå i offentlig eller privat regie, behandlet for første gang. I geologisk henseende anses sne og is imidlertid for mineral- forekomster, således at deres udnyttelse kunne administreres efter loven om mi- neralske råstoffers udnyttelse af 1965. Det skal ikke være denne oversigts opgave at debattere administrative og politiske problemer vedrørende vand- kraftens udnyttelse, men kun de hydro- logiske og glaciologiske problemer, der i Grønland kan være forbundet med an- læggelse af vandkraftværker. Det er derfor også udenfor denne oversigts op- gave at behandle de tekniske og økono- miske muligheder. Udgangspunktet for den efterfølgende oversigt er en gennem- gang af, hvad der er nævnt om disse projekter i dagspressen og publiceret litteratur. Man må med hensyn til vandkraftens udnyttelse skelne mellem to typer pro- jekter: 1) Forslag om udnyttelse af af- strømningen fra dalstrøg og søer (bas- siner) i det isfri kystland på konventio- nel måde og 2) forslag om udnyttelse af Indlandsisen ved smeltning af dele af dens ismasser (i det følgende kaldt gletscherenergi). Konventionelle vandkraftprojekter I de af dagspressen behandlede projek- ter opereres med stadigt større energi- 69 [2] mængder. Væsentligst udtrykkes disse i Gigawattimer (GWh), men Terawatt- timer (TWh) ses undertiden anvendt.1 I fodnoten er til sammenligning med de følgende tal angivet energiforbruget i Vesteuropa og Danmark samt totalfor- bruget for verden (omkring 1973). I Galsters oversigt fremhævedes især lokaliteterne Fox Fald ved Ivigtut med en mulig udnyttelse på „flere gange 10.000 HK" (10.000 HK = 0.0075 Gigawatt) og i bunden af Amitsuarssuk i Sydgrønland, hvor et udbytte på om- kring 10.000 HK forventedes. Et mere detailleret skitseprojekt blev udarbejdet af Pihl & Søn og Arctic Consultant Group i samarbejde med det svenske Vattenbyggnadsbyrån. Planerne vedrører udnyttelsen af vandkraft i et område nord for Narssarssuaq i Syd- grønland (Johan Dahl Land). Projektet er kædet sammen med en eventuel uran- produktion i Narssaq (forbrug anslået til 100-150 GWh årligt) og elforbruget i byerne Narssaq og Julianehåb (anslået til 25 GWh årligt, men med et betydeligt større forbrug ved el-boligopvarmning). Arsproduktionen anslås til 290 GWh, og prisen vil blive 6 øre pr. KWh. Et senere l l Gigawatt = l mill. kilowatt, l Terawatt = l tusind gigawatt. Verdens totalforbrug af energi for 1973: ca. 62.000.000 Gigawattimer. Vesteuropas forbrug af energi for 1973: ca. 12.000.000 Gigawattimer. Danmarks forbrug af energi for 1973: ca. 200.000 Gigawattimer. Danmarks el-forbrug var i 1973: ca, 17.000 Gigawattimer. (Ifølge Statistisk Årbog 1975 og StatSstical Year- book (U. N.) 1974). overslag for området i GTO's lokali- seringsrapport (se nedenfor) anfører for samme område en elproduktion af 370 GWh årligt. I forbindelse med planerne om bryd- ning af jernmalmforekomsten ved Isua foreligger et projekt for udnyttelsen af vandkraften i Taserssuaq søen nord for bunden af Godthåbsfjorden. Kraftudnyt- telsen er her i GTO's oversigt angivet til 390 GWh/år og ved det nærliggende Imarssuaq til 1230 GWh/år. Det hydro- logiske arbejde er udført af ingeniør- firmaet Nielsen & Rauschenberger A/S. Arctic Consultant Group og Vatten- byggnadsbyrån har for GTO lokaliseret 16 bassiner langs Vestgrønlands kyst (se kortet fig. 1), som totalt skulle yde 10.170 GWh/år. (GTO's lokaliserings- rapport) . Det største af anlæggene skit- seret i rapporten er beliggende ved Ta- sersiaq søen syd for Søndre Strømfjord lufthavn og skulle yde 2100 GWh/år, medens det næststørste anlæg er det ovenfor nævnte Imarssuaq. Det skal sluttelig anføres, at der også i udlandet er interesse for grønlandsk vandkraft af konventionel karakter. U. LaRoche (1976) har for Grønland som helhed anført en potentiel vand- kraftproduktion på 300-600 TWh, og der anføres til sammenligning, at Vest- europas energiforbrug er 8000 TWh/år. LaRoche forestiller sig energien anvendt til ammoniakfremstilling. Med hensyn til udnyttelsen af vand- kraften frembyder Grønlands isolerede beliggenhed et umiddelbart problem. Med mindre man kun vil satse på for- bruget i lokale byer (og eventuelle frem- tidige mineanlæg), hvor mindre bassiner 70 [3] F tg. 1. Oversigtskort visende beliggenheden af de i GTO's rapport om lokalisering af vandkraft givne bassiner. (Her gengivet efter Bach & Taagholt, 1976). 71 [4] 56" Fig. 2. Generaliseret kort over nedbørsfordelingen langs kystlandet i den sydlige del af Grønland (væsentligst efter Blinkenberg, 1952) og akkumulationen af sne på Indlandsisen (efter Mock, 1967). Værdien for Indlandsisens akkumulation angivet i cm vand pr. år. 72 [5] kan komme på tale, sigter nogle af de fremkomne projekter på anlæg til pro- duktion af energikrævende art til eksport fra Grønland. Produkter som ammoniak (kunstgødning), aluminium, hydrazin eller endog brint er nævnt i denne for- bindelse. Hydrazin er en brint-kvælstof- forbindelse, der foruden som reduk- tionsmiddel i den kemiske industri an- vendes som bestanddel af brændstof i raketter eller turbinemotorer. De ovennævnte store energital må gi- vetvis virke befordrende på planlægning af stærkt energikrævende produktioner, medens som nævnt andre mindre bas- siner vil spille en rolle for lokal elforsy- ning. Man vil derfor kunne stille spørgs- målstegn ved værdien af de hidtidige tal for forventet: kraft, og om den nuvæ- rende information overhovedet er på et niveau, der tillader valgmuligheder og prioritering til en reel styring af anlægs- opgaver. Forfatterne bekendt findes der ikke en oversigt over samtlige hydrolo- giske bassiner i Vestgrønland. Tilveje- bringelsen af en sådan fundamental for- udsætning for hydrologisk planlægning blev skitseret: af Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) i 1973, men ikke bragt til udførelse, da ansøgning om midler til iværksættelse ikke blev imøde- kommet. GGU og GTO har imidlertid i 1976 indledt et samarbejde, der sigter på at fremskaffe hydrologiske og glacio- logiske data fra enkelte af bassinerne nævnt i den af GTO udsendte lokali- seringsrapport. Beregningsgrundlaget for de konven- tionelle vandkraftprojekter De nævnte projekter er citerede i dags- pressen og oversigten derfor næppe fuld- kommen. Det vil ses, at de meget store produktionstal fremkommer ved frem- hævelse af store bassiner i Vestgrønlands indland nær Indlandsisens rand. De foreliggende beregninger er fore- taget på skøn over nedbør og gletscher- afsmeltning i de enkelte bassiner. Med hensyn til nedbøren haves kun data fra få, spredtliggende stationer, mest nær kysterne. Stationerne er alle beliggende nær havniveau og givetvis stærkt influerede af lokalklima. Over- sigtskortet fig. 2 gør derfor intet krav på større nøjagtighed, men viser dog, sammen med de supplerende data for den årlige snepålejring (akkumulation) på Indlandsisen (også omregnet til cm vand), de relativt tørre områder i ind- landet mellem Indlandsisens vestskrå- ning og kystfjeldene. Der er formentlig tale om en regnskyggevirkning fra yder- kystens fjelde. Et andet uafklaret punkt er problemet om nedbørens variation med højden. Egentlige målinger foreligger ved Sta- tion Dye l (Qaqatorqaq) ved Holsteins- borg i ca. 1600 m højde, hvor nedbørens størrelse ikke synes at afvige fra den, der på kortet fig. 2 vises for dette om- råde. Det samme kan anføres for ned- børsmålinger udført i sommermånederne juni—september 1974 ved GGU's station Midgård nær Fiskenæsset i forhold til den nærliggende radiostation etableret i ca. 1000 m højde (I. Olsen og T. Mik- kelsen, pers. medd.). Derimod viste un- dersøgelser over længere tid ved det hydrologiske bassin ved Narssaq ilua nær Narssaq i Sydgrønland (Larsen, 1972) en tiltagen af nedbøren med høj- 73 [6] 1500- 1000. 500- 14. July Glacier Spitzbergen E=1.0m% Ak&Ab. Ak.&Ab lOm O 5m of water equivalcnf Fig. 3. Størrelsen af ablation og akkumulation på gletscheroverfladerne som funktion af gletscheroverfladens højde over havet. Grønlandske data sammenlignet med tilsvarende målinger fra Island og Spitzbergen. Kurverne meget generaliserede. Efter Weidick, 1968. den, stigende fra ca. 80 cm nær hav- niveau til ca. 220 cm i 1050 m højde. Bortset fra at disse data angiver en mulig og lokal variation af nedbøren med højden, kan næppe mere udledes for øjeblikket. Da man gerne ved ud- nyttelse af vandkraft vil have en vis faldhøjde, d. v. s. en relativ høj belig- genhed af bassinerne, er denne højde- variation vigtig at få fastslået. Det vil af kortet fig. 2 ses, at smelte- vandet fra gletschere må have en tilta- gende betydning for afstrømningen fra et bassin jo længere vi bevæger os ind i det nedbørsfattige indland nær Indlands- isens rand, d. v. s. hvor de største bas- siner er. I de store indlandsbassiner nævnt i GTO's lokaliseringsrapport (vist i fig. l her) påregnes gennemsnitligt 60 % af vandmasserne at komme fra smel- tevandet fra gletscherne, og i enkelte bassiner er smeltevandets andel så høj som over 90 %. Der findes imidlertid meget få egent- lige målinger af gletscherafsmeltningens størrelse. Bortset fra en serie målinger 74 [7] langs en række stager fra Indlandsisens rand nord for Jakobshavn ind til Ind- landsisens midte, udført af Expeditions Glaciologiques Internationale au Groen- land over en periode dækkende flere år, samt enkelte målinger på en lille lokal- gletscher ved Narssaq i Sydgrønland dækker ingen af de spredte undersøgel- ser så meget som en hel sommer, hvilket vil sige, at afsmeltningens totale stør- relse er ukendt. For dog at få et begreb om afsmelt- ningens omtrentlige størrelse kan man sammenligne de fåtallige data fra Grøn- land med undersøgelser fra bedre kendte områder på den nordlige halvkugle. Et eksempel er vist fig. 3. Det angiver, at man i Grønland har en afsmeltning, der aftager med højden for omtrentlig at blive O ved firnlinien2 (eller rettere lige- vægtsgrænsen, d. v. s. området hvor sne- faldet opvejer afsmeltningen). Glacia- tionsgrænsen (i denne sammenhæng næ- sten identisk med firnliniens eller lige:- vægtsliniens) omtrentlige højde over ha- vet er vist fig. 4. Der findes andre fremgangsmåder, f. eks. beregning af antallet af graddage i en given højde på gletscheren ud fra antagelsen, at temperaturen falder f. eks. med 0,7° pr. 100 m, man går til vejrs. Herved kan man så finde, hvor mange dage der har positive temperaturer, og hvad der kan a f smeltes af gletscheris i denne periode. Snepålejringens størrelse (akkumula- tionen) , bestemt ud fra årslagene i firnen enten ved skaktgravning eller boring, er væsentligt bedre kendt end ablationen.3 Grunden hertil er, at data for akkumu- lationen ved en enkelt lokalitet forud- sætter en enkelt skaktgravning eller bo- ring, medens ablationsmålinger forud- sætter en gentagen måling af afsmelt- ningen ved stager i alle tilfælde over en hel sommersæson. Under forudsætning af at gletscheren er i ligevægt, d. v. s. at ablationen opvejes af akkumulationen, kan en gennemsnitsablation skønnes, hvis akkumulationen kendes. Grænsen mellem de to områder bestemmes så gennem ligevægtslinien. Der findes flere metoder af lignende art som de ovenstående. Så længe der imidlertid ikke haves en grundkontrol i form af ablationsmålinger for i alle til- fælde nogle gletschere, kan de næppe tjene som grundlag for beregninger over potentiel vandkraft. Haves grundkon- trol, kan de nævnte metoder derimod tjene til interpolation, da lokale data så kan anvendes mere regionalt. En yderligere komplikation er indbyg- get i at basere den væsentligste del af vandkraften på gletschersmeltevandet; medens normale bassiner er afhængige af nedbørsvariationer, er bassiner med smeltevand afhængige af specielt tempe- raturændringer. Først med et realistisk grundmateriale for gletschernes masse- balance vil det være muligt at vurdere klimaændringernes indflydelse på vand- kra ftpreduktionen i tilknytning til glet- schernes smeltevand. De sidste 100 år har snegrænsens beliggenhed varieret 100-200 m med højest beliggenhed mel- 2 firn = mere end et år gammel sne. firnlinie = grænse mellem firn og gletscheris. 3 ablation = hvad der fjernes fra gletscheren ved smeltning, fordampning og kælvning. 75 [8] 56' 60° ~ Fig. 4. Højden af glaciationsgreensen i Vestgrønland og dele af Sydgrønland. Tal angiver 100 m. Glaciationsgrænsen er den regionale nedre grænse for normal gletscherdannelse. Den er næsten sammenfaldende med ligevægtslinien og firnlinien. Det ses, at grænsen stiger stærkt mod indlandet som følge af aftagende nedbør og stigende sommertemperatur i samme retning. Gråtone angiver området under ligevægtslinien, d. v. s. ablationsområdet på Indlandsisen. 76 [9] Schmelzwasser l Profil-Schema Sammelkanal 3chmelzwasser ' l ruhlges, dichtes kompaktes Gletschereis _2000 m _1500 1000 _500 O mj Fig. S. Staubers projekt. Generaliseret snit gennem en region i Sydgrønland. (Her efter Taagholt, 1973). lem 1920 og 1950. Hvis snegrænsen in- denfor en årrække sænker sig med blot 100 m, kan den tilgængelige kraftreserve reduceres med de implikationer, dette måtte have på grundlaget for en industri med højt kraftbehov. Den nævnte mar- gin for vandkraftudnyttelse er derfor vigtig at få beregnet. Gletscherkraft fra Indlandsisen En schweizisk geolog, H. Stauber fra Ziirich, har udkastet et projekt for ud- nyttelse af smeltevandet på Indlands- isens overflade. Det har været genstand for en del presseomtale på grund af de store energimængder, der er anført at kunne udvindes, og er senest blevet refe- reret af Taagholt (1973). Stauber forestiller sig, at man på den sydlige halvdel af Indlandsisen i Grøn- land opfører dæmninger såvel på Ind- landsisens overflade som i randzonen, således som vist i fig. 5. Smeltevandet opsamles på Indlandsisens overflade i randzonen i sommerens løb og ledes via tunneller til vandkraftturbiner ved ky- sten. Stauber regner med afsmeltnings- områder på 40.000 km2 med en årlig afsmeltning på l m (vandvolumen 40 km8 årligt) samt en middelfaldhøjde på ca. 1000 m (Kolbrunner og Stauber, 1972, 1973). Der regnes tilsyneladende med fuld udnyttelsesgrad, således at den indvundne kraft fra et område af den givne størrelse bliver ca. 100.000 Giga- wattimer/år. Da der regnes med en udnyttelse af 10—20 områder af denne størrelse og med den ovennævnte ydelse, angives to- talmængden af forventet energi at blive op til 2 mill. GWh/år, hvilket er nogle få procent af det samlede energiforbrug i verden. Staubers ideer synes støttet af anti- atomkraftkredse i Tyskland, men de har modtaget megen faglig kritik, hvilket imidlertid sjældent refereres. Således har Iken & Kasser (1973) anmeldt projek- 77 [10] tet i Schweitzerische Bauzeitung. De har især hæftet sig ved en forsegling af spal- terne i Indlandsisens randområde og dette randområdes udformning til dødis (d. v. s. gletscheris uden bevægelse), hvilket er en af forudsætningerne for projektet. Dette anses for fysisk umuligt. Glaciologisk må indvendes, at den antagne afsmeltning er for stor. Det kan også ses af kortet over Indlandsisens afsmeltningsområde (fig. 4), at selv i Sydgrønland er Staubers skøn for stort. Som det vil ses af kortet fig. 3, findes firnliniens højde i Sydgrønland væsent- ligst at variere mellem 1200 og 1600 m o. h. (den er i Nordgrønland så lav som omtrent 1000 m). Det totale afsmelt- ningsområde for hele Grønlands Ind- landsis skønnes at dække et område af ca. 287.000 km2 (Holtzscherer & Bauer, 1954), hvilket kun kan give 7 områder af den foreslåede størrelse. I øvrigt an- giver Holtzscherer & Bauer, at den to- tale afsmeltning af Indlandsisen fra disse afsmeltningsområder er ca. 315 km3 vand årligt, hvilket endog er opti- mistisk, siden andre beregninger går så lavt som til 120 km3 årligt. Disse tal er alle væsentligt lavere end de 400-800 km8 årligt, der må opereres med ved Staubers projekt. I Staubers forslag nævnes også en mulighed for forøgelse af Indlandsisens afsmeltning ved ændring af overfladens reflektionsforhold (plastikdække, farv- ning) eller ophedning af firnen ved ra- dioaktivt affald. Man kan i så tilfælde ikke mere tale om en forureningsfri energikilde. En indvending af mere akademisk art er spørgsmålet om det ønskelige i at øge Indlandsisens afsmeltning, selv når dette kunne være muligt. Indlandsisen idag må betragtes som en relikt fra istiderne og eksisterer formodentlig under de nu- værende betingelser, fordi den med sin højde rager over firnlinien med ca. 84 % af sit areal, og fordi akkumulationen af sne her kan kompensere tabet ved af- smeltning og kalvisproduktion i rand- områderne. En øgning af ablationsområ- det på bekostning af akkumulationsom- rådet med indgreb af det her skitserede omfang kunne forstyrre massebalancen, således at væsentlige dele af Indlands- isens overflade kommer under firnlinien med en udtynding af iskappen til følge. Processen er irreversibel, og Indlands- isen vil forsvinde i lighed med isdæk- kerne over Nordamerika og Nordeuro- pa. Ved den totale afsmeltning vil oceanernes overflade stige 6—7 m, men afsmeltningen vil formodentlig tage nogle tusind år. Det må nok erkendes, at Staubers projekt næppe i sin nuværende form er realistisk, og at de beregnede energi- mængder, der måtte kunne indvindes, er for store. Fortjenesten ved projektet er, at det har aktualiseret debatten om vand- kraft på Grønland som energikilde. Det er derfor kun nødvendigt i det følgende at se på nogle specielle glet- scherproblemer knyttet til konventionel udnyttelse af bassiner i Grønlands kyst- land. Glaciologiske problemer -ved udnyttelse af den konventionelle vandkraft Problemerne vedrørende gletschernes rolle som langtidsmagasiner og buffere i de enkelte bassiners afløbsforhold 78 [11] Ola moraine, possibly of historie age l Dead ice and median moraine Ground moraine and alluvial plain 5 Ten Fig. 6. Gletscherændringer på nordsiden rf Nugssuaq halvøen, Umanak Fjord. Gletscherne Sermiarssuit sermikavsåt til højre og Agssakait sermiat til venstre. Det ses, at gletscheren Agssakait sermiat efter 1880 rykkede frem til Umanak Fjord, og at fremrykningen var afsluttet omkring 1893. (Efter Weidick, 1968). 79 [12] (gletschernes massebalance) er kort nævnt tidligere. Der findes imidlertid enkelte andre problemer forbundet med gletschernes blotte tilstedeværelse i bas- sinerne, nemlig specielt variationerne i gletschertungernes udbredelse og den kendsgerning, at afløbsforholdene i nogle af bassinerne hverken bestemmes af nedbør eller massebalance, men af is- dæmmede søers tapningsperiode. Gletschertungerne er overordentligt følsomme for klimaændringer. I Vest- grønland har gletschertungerne gennem- snitligt trukket sig 1—2 km tilbage i dette århundrede. Tallet gælder for gletscher- lober beliggende ved havniveau, medens denne afstand bliver mindre med højden. Ydeligere må det nævnte tal tages med forbehold, da der forekommer store af- vigelser herfra. Afvigelserne er bestemt af lokal topografi og klima. Medens en afsmeltning af gletscherne oftest er en langsom proces, der stræk- ker sig over årtier, kan en fremrykning ske relativt hurtigt. Der haves fra Grøn- land kun få data. Bedst kendes nogle gletschere på nordsiden af Nugssuaq halvøen nær Umanak. Her vides glet- scheren Agssakait sermiat at have rykket frem med en gennemsnitlig hastighed af ca. 90 m pr. år mellem 1879 og 1892 (fig. 6). Siden dette kun er et gennem- snit for de nævnte år, må den angivne hastighed ikke anses for maksimal. Dette er et af de meget få eksempler på glet- scherfremrykning i Vestgrønland, men hastigheden er ikke enestående. Visse typer af gletscherfremstød (glacier surges) angives med en hastighed over 20 m pr. dag, men gletschertypen synes væsentligst knyttet til alpint bjergland og er ikke med sikkerhed lokaliseret i Vestgrønland, derimod i Østgrønland ved Stauning Alper nær Mesters Vig. De nævnte variationer indebærer mu- ligheder for pludselige fremstød efter nogle års opbygning af firnen, og det ses, at gletscherafsmeltning og gletscher- fremrykning ikke foregår med samme hastighed i forhold til en given klima- ændring. Arealmæssigt vides visse bassiner i Vestgrønland at have været gletscher- dækkede i fuld udstrækning i forrige århundrede, medens de nu er helt eller delvis gletscherfri. Et tilbagefald til kli- maet i forrige århundrede vil derfor udelukke disse bassiners betydning som reservoirer for vandkraftanlæg. Gletscherændringer kan blokere eller frigøre et dalsystem, så afløbsforhol- dene ændres, ved at afvandingen enten søger ny veje, eller at afvandingen fore- går springvis ved tapning. Et eksempel på det første problem vil med fortsat gletscherudtynding ske i Austmanna- dalen syd for Godthåbsfjord (fig. 7). Lokalt har Indlandsisens randområde her siden Nansens besøg i 1888 sænket sig voldsomt (200-300 m), og hvis dette fortsætter, er der en risiko for at smeltevandet, der i dag fra Indlandsisen søger gennem Austmannadalen, vil dræ- nes langs gletschertungen Kangia-nunåta sermia til Godthåbsfjordens indre del. At denne del af Indlandsisens rand sta- dig er under afsmeltning må formodes delvis eller helt at være betinget af is- underlagets topografi. Når gletscher- tykkelsen varierer, vil underliggende fjeldtærskler influere med indbyrdes va- rierende styrke på isbevægelsen i rand- 80 [13] Indlandsisen Fig. 7. Austmonnadalens øvre del med tilgrænsende rand af Indlandsisen. Flyfoto 505 D-0 no. 4627 optaget 20.08.1948. 11948 ses Indlandsisen endnu danne en tunge ned i søen i Austmannadalens bund, medens flyfotos fra 1968 viser en udstrækning omtrentlig som angivet af den stiplede linie. Eneret: Geodætisk Institut. (Reproduceret med tilladelse A649/72). områdets enkelte sektorer. Denne form for gletscherændring er altså ikke di- rekte klimatisk betinget, og en nærmere undersøgelse forudsætter opmåling af israndens underlag. Et eksempel på en direkte blokering af et stort dalsystem findes ved den ca. 80 km lange sø Tasersiaq (se fig. l og 8) syd for Søndre Strømfjord. En ud- løber fra Sukkertoppens Iskappe har her tidligere blokeret Tasersiaqs udløb i Sarfartoq elven. Dette var således til- fældet i forrige århundrede, hvor søen drænedes ved periodiske gennembrud af den spærrende gletscher, når vandstan- den i søen havde nået en vis højde. Af- vandingen fandt sted som en voldsom flodbølge gennem den canyonagtige Sar- fartoq dal, og der er berettet om til- fælde, hvor jægere er omkommet. Glet- scheren har i dette århundrede sænket sig så meget, at den ikke mere spærrer for elven, men kun står med fronten af gletschertungen umiddelbart over flod- bredden. De nævnte eksempler på ændringer i 81 [14] Fig. 8. Gletscherloben fra Sukkertoppen, der tidvis blokerer Tasersiaqs udløb mod Søndre Strømfjord. fat.: A. Weidkfc (16.08,1969). gletschernes frem- og tilbagerykninger kunne måske forlede til at tro, at frem- rykninger er noget, der blot foreligger som en svag mulighed og ellers hører fortiden til. Dette er imidlertid ingen- lunde tilfældet. Under en rekognosce- ringstur i forbindelse med det af GGU og GTO etablerede samarbejde besøgtes visse områder mellem Søndre Strøm- fjord og Narssarssuaq i august 1976. Herunder konstaterede den ene af for- fatterne, at i hvert fald to udløbere fra Indlandsisen viste tydelige tegn på frem- rykning. Det drejer sig om en unavngi- ven gletscher umiddelbart syd for Ser- milik gletscheren (se fig. 9) i Godthåb området og Nordbogletscher i Johan Dahls Land. At disse to gletschere er på vej frem kan naturligvis ikke tages som bevis på, at en generel fremrykning af gletscherne i dette område er igang eller umiddelbart forestående. Dette kan kun konstateres ved en mere systematisk un- dersøgelse af udvalgte områder langs Indlandsisen. Imidlertid synes den nu- værende situation at berettige til, at ud- viklingen holdes under nøjere observa- tion i de nærmest følgende år. Den schweiziske geolog H. Rothlis- berger (1974) har givet en oversigt over gletscherkatastrofer i Schweiz i til- knytning til anlægsarbejder. Mest ind- gående er en ulykke ved Allalin gletsche- ren i Sasstal nær den italienske grænse den 30. august 1965 behandlet. En glet- schertunge løsnedes og styrtede som en 82 [15] Fig. 9. Fronten af gletscheren syd for Sermilik gletscheren. Under fremrykning skubber gletscheren materialet foran sig i en vold, „push moraine". lavine 200 m ned i Sass dalen. Den ramte installationer og barakker i tilknytning til anlægsarbejder ved Mattmark dæm- ningen og dræbte ca. 100 mennesker. Hverken de lokale beboere eller speciali- ster havde haft nogen anelse eller erfa- ring for, at: noget sådant kunne ske. Bjergskråningen var efter schweiziske forhold af moderat hældning, og glet- scheren, der tidligere havde nået dalens bund, var i dette århundrede (især i 1930'erne og 1940'erne) smeltet stærkt tilbage. Den havde så tiltaget lidt i tyk- kelse mellem 1960 og 1963, og i denne periode rykket 40 m frem — forhold der kunne passe på talrige andre gletschere. Heldigvis er det nævnte tilfælde ret enestående, men eksempler på at glet- scherfronter kalver is ud over en stejl væg forekommer almindeligt - også i Grønland. I Rothlisbergers oversigt nævnes, at sådanne kalvninger ned i op- dæmmede bassiner frembringer bølger af en højde, der kan bringe pro- blemer for dæmninger. Lignende ek- sempler kan i øvrigt nævnes fra Norge. Som nævnt kan isdæmmede søer dan- nes ved direkte blokering af en dal (eksemplet Tasersiaq). Mere alminde- ligt forekommer isdæmmede søer imid- lertid langs randen af lokale gletschere og Indlandsisen. Når søerne er fyldt op til en kritisk højde, bestemt af gletscher- tykkelsen, tappes de ud under gletscher- tungerne og forårsager kortvarige vold- somme stigninger i vandføringen. Tap- 83 [16] Tabel 1: Lokalitet Hullet ................................. Tordensø .............................. „North Midternæs" .................. Imaersartoq ........................... 61 Isortuarssup tasia (2 søer) ......... Iluliagdlup tasia ..................... 65 Tiningnilik ........................... 68 Data samlet fra Koch & Wegener (1930), Helk (1966), Brathay (1969), Higgins (1970) og Geodætisk Instituts kortblade. Position Tapnings- Tappet periode volumen 61 0 24' N 45 0 10' V 1 år? 0,5 km3 61 o 33' N 47 O 56' V 2-3 år 0,6 km8 61 o 40' N 48 o 00' V 1 år 0,1 km3 61 o 57' N 48 o 27' V 1 år 0.3 km8 63 o 50' N 49 0 49' V ? 2,5 km8 65 6 47' N 51 o 45' V 6 år 5-6 km8 68 o 47' N 50 o 26' V 10 år 1,8 kms ningerne forekommer fra søerne med intervaller, der varierer fra måneder op til 10 år. Det sidste eksempel er angivet af J. P. Koch fra søen Tiningnilik ved Christianshåb. Den tappes under Ind- landsisens rand til Tasiussaq fjorden og videre til Jakobshavns Isfjord. Siden der i de fleste større bassiner findes talrige isdæmmede søer, formo- dentlig med forskellig tapningsperiode, er en bestemmelse af vandføringen fra disse bassiner en vanskelig sag ved pro- jektering af vandkraftanlæg, ligesom det uregelmæssige afløb kan indebære gener ved anlæggets opførelse og drift. Tap- ningsperioden for en isopdæmmet sø af denne art varierer formodentlig i takt med gletschernes variationer i tykkelse samt med ablationens størrelse. Data for isdæmmede søer i Grønland er få og usikre. Tabel l ovenfor giver en oversigt over søer i Vestgrønland, hvor der haves et nogenlunde skøn over tidsrummet mellem udtømningerne (tap- ningsperioden) og over den omtrentlige mængde vand, der angives pr. tapning. Det vil ses af tabellen, at det drejer sig om meget store vandmængder, der fri- gøres i løbet af kort tid (få timer til få dage). Til sammenligning kan nævnes, at l km3 vand er lidt mere end Dan- marks totale vandforbrug på et år! Af de i tabellen nævnte søer er Iluliag- dlup tasia vel nok den bedst kendte lokalitet, hvilket skyldes dens relativt nære beliggenhed ved Sukkertoppen by og en indsamling af data fra flyfotos udført af J. Helk. Såvel udsagn fra sted- kendte folk som de nævnte data angav, at søen var ca. 6 år om at blive fyldt op (tapningsperioden). Helk påpegede imidlertid modsætningen mellem disse direkte observationer af bassinfyldnin- gen og en beregning af vandtilførslen på grundlag af skøn over nedbør og gletscherafsmeltning i søens opland. Den sidste beregning, altså foretaget efter en lignende fremgangsmåde som anvendt i vandkraftberegningerne for indlands- bassinerne, angav at søen måtte være 12 år om at fyldes op. Formodentlig er forklaringen den ekstraordinære afsmelt- 84 [17] ning af gletscherne, som fandt sted op til 1950'erne (sidste udløber af „varme- perioden" mellem 1920 og 1940), og i alle tilfælde illustrerer eksemplet usik- kerheden i det nuværende grundlag for beregning af vandføring såvel som den meget store margin for gletscherafsmelt- ning, man må påregne selv ved mindre klimaændringer. Afsluttende bemærkninger Vandkraft er utvivlsomt en energiform, som vil få betydning i det fremtidige grønlandske samfund. Den er ikke for- urenende, og den indebærer muligheder for mindre industrisamfund af perma- Henvisninger: Bach, H. C. & Taagholt, J. 1976: Udviklings- tendenser i Grønland. Ressourcer og miljø i global sammenhæng. Nyt Nordisk Forlag, Ar- nold Busck. 248 pp. Blinkenberg, H. 1952: Vejrforholdene over de grønlandske kystområder. Beretninger vedrø- rende Grønland, nr. 2. Brathay Exploration Group, Expedition Fieldwork Report No. 10. 1969. The Lake Hullet Basin, Narssarssuaq, S. W. Greenland. Brathay Hall, Ambleside, Westmoreland. Galster, J. 1957: Kan de grønlandske vandfald udnyttes? Tidsskriftet Grønland, 20-26. Grønlands Tekniske Organisation. 1975: Lokali- sering af vandkraftressourcer på Grønlands vestkyst. Arctic Consultant Group - Vatten- byggnadsbyrån. 58 pp. Higgins, A. K. 1970: On some ice-dammed lakes in the Frederikshåb district, South-West Green- land. Meddr. Dansk geol. Foren. 19, 4, 378-397 (også Miscellaneous Papers No. 79, Grønlands geol. Undersøg.). Iken, A. & Kasser, P. 1973: Anmeldelse af Kol- brunners og Staubers projekt. Schweitzerische Bauzeitung, 91, 34, 819-820. Helk, J. V. 1966: Glacier mapping in Greenland. Canadian J. Earth Sciences 3, 771-774. Holtzscherer, J. J. & Bauer, A. 1954: Contribution a la Connaissance de Hndlandsis du Groenland, Publs. Ass. int. Hydrol. scient. 39, 244-296. Koch, J. P. & Wegener, A. 1930: Wissenschaft- nent karakter, hvilket altsammen er i modsætning til minebyernes heftige, men korte liv. Oversigten er derfor på ingen, måde tænkt som argumentation imod, at vand- kraft kan betale sig i Grønland, men som en korrektion og et supplement til avis- meddelelsernes optimistiske tal. Det må nævnes, at såvel i GTO's rapport som i en nylig udkommen oversigt over Grøn- land af Bach og Taagholt (1976) an- gives tallene vedrørende hydroelektrisk energi med forbehold. Disse forbehold bliver imidlertid oftest overset i avisrefe- raterne. liche Ergebnisse der dånischen Expedition nach Dronning Louises-Land und quer fiber das Ind- landeis von Nordgronland 1912-13, Meddr. Grønland 75, 676 sider. Kolbrunner, C. & Stauber, H. 1972: Gletscher- kraftwerke in Gronland. Institut fur bauwissen- schaftliche Forschung, Stiftung Kolbrunner/Ro- dio, 24, 163 s. Kolbrunner, C. & Stauber, H. 1973: Unerschopf- liche saubere Wasser- und Energiequellen. In- stitut fur bauwissenschaftliche Forschung, Stif- tung Kolbrunner/Rodio, 25, 96 s. Larsen, L. B. 1972: Det representative område Narssaq elvdal. „Vannet i Norden" - IHD-nytt, 3-18. Mock, S. J. 1967: Calculated patterns of accumu- lation on the Greenland ice sheet. J. Glaciology 6, 795-803. Taagholt, J. 1973: Gletscher-el fra Grønland til 150 mia. kr. årligt. Ingeniørens Ugeblad 24, 15. juni. U. laRoche 1976: Vorlaufige Beurteilung der Wasserkråfte Gronlands. Referat af foredrag. Deutsche Gesellschaft fur Polarforschung. 10 Internationale Polartagung, Zurich, 6.-8. April 1976. Rothlisberger, H. 1974: Moglichkeiten und Gren- zen der Gletscheruberwachung. Neuen Ziircher Zeitung. 29. April Nr. 196. Weidick, A. 1968: Observations øn some Holocene glacier fluctuations in West Greenland. Med- delelser om Grønland 165, 6 202 pp. 85 [18]