[1] Det ukendte land under indlandsisen af Preben Gudmandsen og Jørgen Taagholt Grønland er et af jordens mest udpræ- gede højlandsområder, idet over 65 % af indlandsisen - der dækker ca. 80 % af øen - ligger over 2.000 m over havet. Medens det ca. 400.000 km2 isfrie land i dag er nogenlunde geografisk kortlagt, er kendskabet til det isdækkede område begrænset. På grundlag af fran- ske, britiske, tyske og amerikanske seis- miske og gravimetriske målinger i første halvdel af dette århundrede har man som beskrevet af Børge Fristrup (1971) observeret en væsentlig forskel mellem den sydligste del af indlandsisen, der hviler på et omkring 1000 m højt bjerg- landskab, og den øvrige del af indlands- isen, hvor bunden ligger i niveau med eller i nogle områder endda under havets overflade. Istykkelsen over det sydlige bjerglandskab er omkring 1.500 m, me- dens man for den nordlige del finder is- tykkelser på op til 3.300 m. Viden om istykkelsen fås indirekte ved anvendelse af forskellige fysiske meto- der, hvoraf den mest pålidelige af de klassiske metoder er seismiske målinger. Ved hjælp af en eksplosion ved isens overflade fremkaldes en lydbølge, som forplanter sig gennem isen og reflekteres ved overgangen mellem is og bundfjeld. De reflekterede lydbølger registreres ved overfladen ved hjælp af en række mikrofoner — de såkaldte geofoner — i forskellig afstand fra eksplosionen, og ved at måle tidsforskellen mellem eks- plosionen og ekkoets modtagelse kan man beregne den gennemløbne stræk- ning. Beregningen forudsætter dog kend- skab til lydens udbredelseshastighed, der varierer med såvel isens vægtfylde som dens temperatur. Selv om målemetoden er ret simpel, kræver den dog en ret stor praktisk ind- sats omfattende transport af sprængstof, kabler og instrumenter, hvorved man opnår en tykkelsesbestemmelse i ét punkt. Mere enkelt kan relative tyngdemå- linger udført med gravimeter - en spe- ciel meget følsom fjedervægt — give op- lysninger om istykkelsen. Et steds tyngde- felt er foruden af højden over havet samt af landets geografiske position også af- hængig af det underliggende terræns vægtfylde. Da der er markant forskel mellem isens vægtfylde på ca. 0,9 g/cm3 86 [2] m Fig. 1. Tværsnit af indlandsisen. I: Snit fra Thule Air Base til Kap Georg Cohen ved bunden af Danmarks fjord. II: Snit fra Quervains havn til Cecilia Nunatak. IH: Snit fra I. A. D. Jensens Nunatakker til Skjoldungen. Overhøjning: ca. 1:40. (Kilde: Børge Fristrup, Københavns Universitet). og den gennemsnitlige vægtfylde af sten og bjergarter på ca. 2,7 g/cm3, giver metoden mulighed for at beregne islagets tykkelse. Medens seismiske målinger normalt udføres ved visse basisstationer, anven- des tyngdernålinger ofte ved udvalgte punkter mellem basisstationer. Men hel- ler ikke med gravimetre er det muligt kontinuert at måle istykkelsen, ligesom instrumenterne er meget følsomme over- for rystelser og temperatursvingninger. En nøjagtigere kalibrering af de seis- miske målinger fås ved direkte boringer, hvor den første dybdeboring til under- grunden fandt sted i 1966 ved Camp 87 [3] Century ca. 200 km øst for Thule AB, hvor man i en dybde af 1371 m under isoverfladen nåede fast undergrund. Bo- ringer gennem indlandsisen er meget kostbare og kan kun gennemføres på en- kelte udvalgte punkter, men disse borin- ger giver udover eksakt viden om dybde- forholdene også ved undersøgelse af selve borekernen en lang række meget betydningsfulde videnskabelige oplysnin- ger, f. eks. om isens alder, klimasving- ninger og luftforureninger gennem år- hundreder. Ligesom lydbølger kan udnyttes til seismiske målinger efter ekkoprincippet, har det vist sig, at radiobølger vil kunne anvendes til måling af istykkelser efter radar-ekko princippet. Af hensyn til dæmpningen af radiobølger i isen vælges en relativ lav frekvens for et sådant sy- stem. Også i dette tilfælde er isens vægt- fylde afgørende for udbredelseshastig- heden, der må kendes for at omsætte udbredelsestiden til istykkelse. I 1960'erne gennemførte englændere og amerikanere en serie målinger med anvendelse af en isradar på en slæde, hvorved man opnåede de første konti- nuerte dybdekurver fra den grønlandske indlandsis. Den anvendte metode er blevet videre- udviklet i Danmark på Elektromagnetisk Institut på Danmarks Tekniske Højsko- le, og Danmark indtager nu en interna- tionalt førende stilling indenfor radio- glaciologien. Der er meget stor forskel på det pri- mitive udstyr, der i 1960'erne kunne give visse oplysninger om indlandsisens dyb- deforhold i gunstige områder med ho- mogen gletscheris, til det i Danmark udviklede avancerede operationelle, fly- bårne system, der kan give nøjagtige dybdeprofiler med stor geografisk op- løsning, således at man ikke blot får oplysninger om isens tykkelse, men også om lagdelingen i isen. I princippet an- vendes i det danskbyggede udstyr en impulsradar, der placeres i et fly. Under måling flyver maskinen i lav højde — ca. 300 m — over terræn, og fra senderen udsendes - f. eks. på 60 MHz - en kort impuls via den under vingen placerede antenne ned mod indlandsisen. I pausen — før næste impuls sendes — registrerer modtageren først den del af signalet, der reflekteres fra indlandsisens over- flade, senere refleksioner fra lagdeling i isen og til sidst refleksion fra selve undergrunden. Dette udstyr er, som beskrevet af P. Gudmandsen m. fl. (1975), ikke alene anvendt ved målinger i Grønland, men — i et snævert samarbejde mellem Elek- tromagnetisk Institut og det amerikanske National Science Foundation — tillige ved radioglaciologiske målinger i Ant- arctis. Baseret på det gode samarbejde med amerikanerne er der i de senere år dels med amerikansk fly, dels i samar- bejde med det danske Flyvevåben med dansk militærfly gennemført ialt ca. 60.000 km flymålinger over Grønland. På fig. 3 er vist et radioglaciologisk radarbillede fra en strækning i Nord- grønland tydeligt visende bjergområder under indlandsisen. På Danmarks Tekniske Højskole har man udviklet et regnemaskineprogram, der muliggør maskinel tegning af topo- grafiske kort, og på grundlag af de seneste års radioglaciologiske flyregi- 88 [4] Fig. 2. C-130 Hercules fly i Søndre Strømfjord med antenneinstallationer for radioglaciologiske målinger. streringer er en regnemaskine på Elek- tromagnetisk Institut nu ved at optegne det første kort visende de topografiske forhold under et område af den grøn- landske indlandsis. Et sådant kort har naturligvis stor videnskabelig betydning, men de senere års udvikling i Grønland samt perspek- tiverne for yderligere industriel udvik- ling, som f. eks. beskrevet af Bach og Taagholt (1976), har bevirket, at prak- tisk anvendelse af den radioglaciologiske teknik hurtigt kan blive aktuel. Ved Isua strækker jernmalmen sig ind under indlandsisen, og for vurdering af forekomstens størrelse og for mulighe- derne for gennemførelse af udvinding er det væsentligt at kende topografien i randområdet under isen. Lignende for- hold gør sig gældende ved Marmorilik, hvor den i første omgang konstaterede malmforekomst på 8-10 mio. tons må påregnes udnyttet omkring 1985, men hvor der eksisterer mulighed for yder- ligere malmforekomst ind under ind- landsisen. De i indledningen omtalte forhold, at Grønland er et af jordens mest ud- prægede højlandsområder kombineret med den relativt store nedbør over Syd- 89 [5] 120 110 100 90 km Fig. 3. 60 MHz radioglaciologiske registreringer fra en strækning i Nordgrønland. Afstanden er målt fra Camp Century. grønland, har - som omtalt af Olesen og Weidick i dette nummer af GRØN- LAND — efter energikrisens begyndelse i 1973 givet forøget interesse for vur- dering af mulighederne for etablering af vandkraftanlæg i Grønland. Som påpeget af Olesen og Weidick vil de i indlandsisens randområde underlig- gende fjeldtærskler influere med vari- erende styrke på isbevægelsen i rand- områdets enkelte sektorer, og en nær- mere undersøgelse heraf forudsætter en kortlægning af randområdernes topo- grafi. Ved eventuel supplerende anven- delse af afsmeltning fra selve indlands- isen i forbindelse med vandkraftanlæg vil kendskab til underliggende fjeld- tærskler tillige være af stor betydning for vurdering af mulighederne for at sikre sig imod subglacialt afløb. Først efter udviklingen af det tekniske udstyr til radioglaciologiske målinger er det nu muligt at foretage en topografisk kortlægning af det ukendte land under indlandsisen. Henvisninger: Bach, H. C. og J. Taagholt, 1976: Udviklings- tendenser for Grønland, ressourcer og miljø i global sammenhæng. Nyt Nordisk Forlag, Ar- nold Busck. Fristrup, B., 1971: Klimatologi og glaciologi, Dan- marks Natur, bind 10, side 131-176. Politikens Forlag. Gudmandsen, P., E. Nilsson, M. Pallisgaard, N. Skpu og F. Søndergaard, 1975: New equipment for radio-echo sounding. Antarctic Journal of USA, no. 5, pp. 234-36. Olesen, O. B. og A. Weidick, 1977: Vandkraft i Grønland - Perspektiver og problemer. GRØN- LAND nr. 2, side 69. 90 [6]