[1] Nedlæggelsen af kulminebyen Qutdligssat af Carl Johan Ohsten I perioden 1968-72 blev ca. 1.400 men- nesker tvangs f or f lyttet fra Qutdligssat. Senere blev byen solgt for 65.000 kr. Dette blev altså prisen for en menneske- tom by med bygninger og tekniske in- stallationer. Den pris, som befolkningen fra Qutdligssat er kommet til at betale i form af opsplittede familier, fremmed- artet arbejde og sociale problemer, lader sig ikke måle. Qutdligssat's nedlæggelse er historien om lukningen af den eneste grønlandske kulmine. Den adskilte sig fra f. eks. minen ved Deri Sorte Engel ved, at den var statsejet, at den næsten udelukkende beskæftigede grønlandsk arbejdskraft, at den producerede til det grønlandske sam- fund, og at der opstod en rigtig by om- kring minen. Fra kul til olie. Lokalt har man brudt kul til eget for- brug i mange, mange år. I 1906 åbnedes det første statsdrevne kulbrud i Qaer- suarssuk i Umanaq kommune. Bruddet, der gav overskud, blev nedlagt i 1925, og arbejdere, bygninger og redskaber blev flyttet til Qutdligssat på nordsiden af Diskoøen. Der havde man fundet større forekomster af kul. Oprettelsen af Qutdligssat må ses i forbindelse med den danske kolonipolitik i Grønland. Den gik ud på, at kolonien helst skulle give overskud, eller i hvert fald økono- misk hvile i sig selv. Derfor var det en naturlig politik, at man prøvede at gøre Grønland selvforsynende med energi. Under 2. Verdenskrig viste dette sig at være af vital betydning, da Danmark jo var ude af stand til at opretholde forbin- delsen med sin koloni. Under Korea- krigen i begyndelsen af 1950'erne blev vigtigheden af Grønlands selvstændige kulproduktion atter understreget. Men gennem 1950'erne og -60'erne gav kulminen et større og større regn- skabsmæssigt underskud. Kulpriserne var faldende, så de grønlandske kul ikke kunne konkurrere med udenlandske - man fremførte, at produktionspriserne var for høje ! Samtidig gik man langsomt i gang med at omlægge energiforsynin- gen fra kul til importeret olie. Politisk var Grønland formelt blevet en del af Danmark, hvorved statsmonopolet var blevet brudt. Privatiseringen af det 165 [2] grønlandske erhvervsliv var i fuld gang, og hermed blev også Grønland afhængig af de store energimonopolers prispolitik. Der blev således oprettet et olieselskab, der skulle forsyne Grønland, „Det grøn- landske olieselskab". Både Esso, Shell og B P havde aktier i det. „De store olieselskaber har delt det mellem sig, således at Esso leverer di- rektøren, medens de tre bestyrelsesmed- lemmer kommer fra henholdsvis Shell, BP og Gulf" (Helge Andersen: Hvem ejer Danmark, 1966, s. 76). I kulbrudsudvalgets betænkning fra 1962, altså seks år før den endelige be- slutning om kulbruddets nedlæggelse, står at læse: „Planer om udvidelse af tankanlæggene ved byer og større byg- der ligger udarbejdet, og gasolie og pe- troleum, som hidtil kun er blevet an- vendt til fyringsformål i et meget be- grænset omfang, indkøber KGH hos Det grønlandske Olieselskab, til hvilket sel- skab statens tankanlæg er udlejet" (s. 26). Arbejdet i minen Selv om fangst og fiskeri var af betyd- ning for de enkelte familier i Qutdlig- ssat, så var byen dog totalt afhængig af minen. Derfor havde mineledelsen stor politisk indflydelse i byen. Ledelsen var dansk, mens arbejderne var grønlændere. Hvorledes begrundede man så under- skuddet overfor arbejderne? Mens man Ved „fronten" hvor kullene brydes. De skæres løs fra underlaget med en „coal-cutter" af første skift fra kl. 23 til kl. 7. Fot.: J. R. Dinsdale, 1963. 166 [3] Andet skift fra kl. 7 til kl. 15 s[>ra?nger det kullag løs, som er skåret fra. Her bures hul til sprængladningen. Sidste skift fra kl. 15 til kl. 23 graver kullene fri ug transporterer dem væk. Fot.: J. R, Dinsdale. 1963. i Ministeriet tor Grønland talte om den internationale konkurrence og krise, blev der på det lokale plan talt om en for dårlig produktivitet på grund af forsøm- melser blandt minearbejderne. Gang på gang skrev driftslederen i lokalbladet „Kutdleq" om den for lave mødeprocent blandt frontarbejderne nede i minen. Man foregøglede arbejderne, at hvis de mødte mere stabilt op, ville minen ikke blive lukket. Med andre ord gjorde man indirekte kulminearbejderne i Qutdlig- ssat hovedansvarlige for byens nedlæg- gelse. Kulminearbejde hører til det hårdeste i verden. Under arktiske forhold bliver det ikke mindre hårdt. Arbejderne måtte hver morgen gå eller køre på lastbil de ca. tre km, der var til minen fra byen. Befinde sig 8 timer i minegange, ofte i knæsiddende arbejdsstilling. Så atter hjem i vådt svedigt arbejdstøj, om vin- teren i temperaturer under frysepunktet - hjem til små boliger uden bad for manges vedkommende. Først i 1960'erne blev der bygget et badehus. Arbejderne fra Qtitdligssat fremhæver ofte disse dårlige arbejdsforhold og minens dårlige ledelse som årsag til det dårlige drifts- resultat. Der blev f. eks. indkøbt en del dyrt maskineri, der aldrig kom i brug — det ligger endnu og ruster. 167 [4] Lokomotivet kører Fot.i Peter Mc.Kay, 1962. de fulde tipvognc ned til råkulbitnkcn. Koncentrations politikken På et højere plan foregik der en ganske anden diskussion — helt andre kræfter var i gang. G-60 politikken med erhvervskoncen- trationen i de store byer måtte logisk bringe den urentable mine i farezonen. I 1957 nedsattes et kulbrudsudvalg, der dannede grundlaget for Grønlandsrådets indstilling til Landsrådet om minens lukning (og dermed byens ophør) i 1966. Landsrådet gik med undtagelse af få medlemmer ind for nedlæggelsen — presset fra den danske regering var for stort. Kommunalbestyrelsen og be- folkningen i Qutdligssat kæmpede imod. Man sendte protester, påviste arbejds- løsheden i tilflytterbyerne, man argu- menterede i „Kutdleq" — uden virkning. Det var tydeligt, at man manglede en masse oplysninger om, hvad der egent- lig skete. Tvangsforflytning? Grønlandsministeren fastholdt, at der ikke var tale om en tvangsforflytning. Da regeringens økonomiudvalg d. 8. okt. 1968 havde truffet endelig beslutning om Qutdligssats nedlæggelse, kunne man læse følgende i Atuagagdliutit/Grøn- landsposten: „Kulminen skal nedlægges, men folk i Qutdligssat skal ikke tvangsforflyttes. Det forsikrede grønlandsministeren. Han sagde, at hvis nogle familier fore- trak at blive i Qutdligssat, måtte de gerne det, — men det er svært at se, hvad de i givet fald skal leve af." Erling Høegh, som var landsrådsfor- mand, udtalte ved samme lejlighed, at det var glædeligt, at regeringen var gået ind for forslaget om fraflytning, og fortsatte: „Vi er i Grønland indforstået med, at der kræves beslutninger, som måske vil gå imod særinteresser, men som efter vor mening tjener helheden." Det er et spørgsmål, hvilke særinter- esser ophøret med grønlandsk kulproduk- tion tjente. Argumenter imod nedlæggelsen De fleste politikere, embedsmænd og teknikere beklager i dag kulminens luk- ning, men „det er så let at være bag- 168 [5] H(ir/>eanl(cgget hvor kullene sorteres i husholdnings-, sinker- og finkitl. klog." Men allerede i 1968 blev der bl. a. fra lokalt hold i Qutdligssat frem- sat advarsler og forslag, som aldrig blev taget op af myndighederne. Her er nogle af argumenterne: 1. Da beslutningen blev taget i 1968, var gmndlaget for koncentrations- politikken ved at smuldre bort. Tor- skefiskeriet var i stærk tilbagegang. I A/G nr. 20, 1968, som behandler økonomiudvalgets afgørelse om en bevilling på 43 mill. kr. til boligbyg- geri for tilflyttere fra Qutdligssat, er der således en forsideoverskrift, som siger: „Grønland ramt af alvorlig erhvervskrise". 2. Ved kulminens lukning bliver Grøn- land totalt afhængig af energiimport. Det kan vise sig at være en undermi- nering af landets selvstændighedsbe- stræbelser og kan altså få betydning for den kommende hjemmestyreord- ning. (Det ville f. eks. være utænke- ligt, at et kulproducerende land som Polen gjorde sig afhængig af olie- energi). 3. Ved en evt. senere rationalisering af kulbruddet kunne minearbejdere fra Qutdligssat få arbejde i nye grøn- landske miner. Grønlandske arbej- dere ville på den måde blive langt rigere repræsenteret i grønlandske miner. I 1968 var der givet koncessioner til mineraleftersøgninger - man havde be- grundet formodning om snarlig udnyt- telse. Nu er en masse veluddannede grønlandske minearbejdere flyttet til forskellige vestgrønlandske byer, hvor de er kommet væk fra minearbejde — samfundet har dermed mistet kvalifi- ceret arbejdskraft. Det viser sig nemlig, at arbejdere fra Qutdligssat er velan- Finkitllenc sorteres fra og sendes fra sidst i 1950'crne til Danmark. Stokcrkullenc brugtes til fyrene på institutionerne i Grønland. Fot.: Erik Dockner, 169 [6] skrevne, hvorfor mange har fået faste jobs nu. Men fra at være „faglært" minearbejdere er de nu blevet ufaglærte arbejdere. Kul i Grønland Selv om man finder olie i Grønland, så har kul flere fordele, man kan udnytte. Olieudnyttelse og -forædling kræver enorme investeringer, meget høj tekno- logi og dermed en helt speciel uddan- nelse af arbejdskraften, som Grønland ikke kan klare på nuværende tidspunkt. I kulproduktionen kan der beskæftiges langt flere grønlændere i kvalificerede stillinger, og produktet kan bruges i Grønland efter en ret simpel forarbejd- ning. Da priserne på kul er stærkt sti- gende, vil man ved evt. stordrift have mulighed for at eksportere kul. Ifølge dr. Elmer J. Schiener, petroleumsgeolog i GGU, er der realistisk vurderet 20 mill. tons kul i Disko-Nugssuaq området, og mange af forekomsterne har en gun- stig beliggenhed for udnyttelse og af- skibning. Det vigtigste område i denne sammenhæng er Aternikerdluk, som be- tegner et kulområde og en naturhavn på Nugssuaq-halvøens sydside lige overfor Qutdligssat. Det er tidligere anbefalet at starte brydning i det område. Det mente så- ledes dr. Heim, som undersøgte det i 1909, og ing. Bretting i 1918 samt den engelske kulbrudsekspert Dinsdale i 195-1. Senere undersøgelser foretaget af GGU har altså bekræftet dette, og civil- ing. Aksel Mikkelsen mener, der ligger kulforekomster i verdensformat, som i løbet af få år efter start også vil kunne dække de danske elværkers nuværende kulforbrug (tidsskriftet „Grønland" 1974, side 293-96, og dagbladet „Ak- tuelt" d. 21.1.1975). Departementschef Erik Hesselbjerg, MfG, mener, at de danske el-selskaber burde søge konces- sion på området (Berlingeren d. 21.1. 1975). Carbomino A/S havde efterforsk- ningskoncession, men søgte ikke udnyt- telseskoncession, da den første udløb efteråret 1974. Man kalder det imperialisme Op til EF folkeafstemningen udtalte en fransk ledende økonom, at nok var det vigtigt, at Danmark og England kom med i EF, men på længere sigt kunne det være af større betydning, at Grøn- land — med dets mange store mineral- forekomster — kom med. De store selskaber er gået i gang med håb om store profitter. De får politisk støtte af den danske stat i deres udnyt- telse af grønlandske ressourcer. Den giver tilladelserne til efterforskning og udnyttelse, Grønlands Landsråd har ingen egentlig indflydelse på det. Hvis man i en hjemmestyreordning ikke får den forlangte kontrol over sin under- grund, vil disse store internationale sel- skaber få et afgørende ord at skulle have sagt i Grønlands politik. Man kan derfor ikke se på en fremtidig grøn- landsk kulproduktion som en isoleret ting, det må være et led i et selvstyrende Grønlands hele energipolitik. Men så- fremt man besluttede at starte en kul- produktion igen, ville det være naturligt, om man søgte at få mange tidligere Qutdligssarmiut i gang med et arbejde, som de virkelig er kvalificeret til. 170 [7]