[1] Erstatning til de forflyttede af Birte Haagen Penge er ikke alt, men der er ikke den ulykke, de ikke kan råde bod på! (Embedsmand i G-rådssekr., efteråret 1973). Oktober 1972 flyttede de sidste beboere fra kulminebyen Qutdligssat på Disko- øens nordside. Et halvt år tidligere var kulbruddet blevet definitivt lukket, og produktion af kul i Grønland dermed hørt op. Minearbejderne skulle væk fra stedet. Byens eksistens var helt afhængig af kulminen, idet så godt som al indtje- ning kom fra minen og de virksomheder, der var knyttet til dennes drift. Dermed effektueredes den dom, Poul Møller som statsrevisor afsagde allerede i 1958, og som hvert år blev strammet i statsrevisorernes beretning. Indtil Poul Møller blev finansminister i VKR-rede- ringen og fik politisk mulighed for at give de administrative organer besked på at finde på en ordning, d. v. s. finde på en måde at afvikle kulbruddet på. Be- slutningen og forhandlingerne, der førte til dette mål, er udelukkende foregået på det administrative plan. Regeringen kunne således beslutte nedlæggelsen for lukkede døre, og spørgsmålet har aldrig været til politisk diskussion i Folketinget. — Angiveligt fordi det ikke ansås for po- litisk muligt at lave om på indstillingen tit det urentable, statsejede kulbrud. Nedlæggelse Der gik imidlertid 15 år fra de første nedlæggelsesbetragtninger kom frem i G-50 betænkningen og til den faktisk fandt sted. Så længe kan det nok ikke forventes at vare, når de privatdrevne miner i Grønland ikke længere giver overskud. De vil ikke være tvunget til at tage andet end strengt økonomiske hen- syn. Men såfremt der vokser rigtige byer op omkring minerne, hvor der brydes igennem en længere årrække, vil en del af de problemer, som Qutdligssætterne nu har været igennem, blive aktuelle igen. Folk må så igen forlade deres hjem, by og huse. De må begynde forfra på en ny tilværelse et nyt sted, hvor de ikke er særlig velkomne, men bliver be- tragtet som konkurrenter af den stedlige befolkning. Tilråb som: „Rejs hjem til Qutdligssat" og murren i krogene over, at tilflytningsstedet havde vanskelighe- der nok i forvejen og nu yderligere skulle føde på dem fra Qutdligssat, har de fleste af de forflyttede oplevet. Det har skabt bitterhed, og de første år var hårde at komme igennem. Både af disse grunde og p. g. a. arbejdsløshed. Men 171 [2] .&z families ejendele samlet og klar til at blive udskibet. Er familien også parat? Fot.: Turben Lodbcrg, 1972. de forflyttede har klaret sig fantastisk godt, skønt de havde alle odds imod sig. Aitsslvlk-lejr sommeren 1977 I juli holder Aussivik-gruppen en lejr i Qutdligssat, hvor bl. a. den grønlandske arbejders historie skal diskuteres. I den forladte by, hvor organiseringen af ar- bejdere startede, står de tomme huse i den forladte by og vidner om den tid, da her var en levende by og et kulbrud på stedet. Husene fortæller en helt spe- ciel historie: Økonomisk dispensation Befolkningen i Qutdligssat rejste krav om at få en erstatning for de huse, de måtte fraflytte. Det rejstes som et kol- lektivt krav, og allerede i 1967 begyndte kommunalbestyrelsen at undersøge mu- lighederne herfor. Kravet støttes på alle administrative niveauer. Der var enig- hed om, at det var rimeligt, og befolk- ningens villighed til at fraflytte stedet blev gjort betinget af, at der blev tale om en økonomisk dispensation. Der var ganske vist i administrationen i København nogen irritation over den erslatningsmentalllet, der var i Grøn- land. Ville andre, der har måttet forlade deres huse i nedlagte bygder nu også komme og med samme ret forlange en erstatning udbetalt? Og hvad med hunde, skure, kødstativer o. a. og den eneste større private virksomhed i Qut- dligssat? — Normalt kan man kun kræve erstatning for uforskyldt tab og ikke for tabt profit; men da der var enighed om, at der rent juridisk ikke kunne rejses krav om erstatning i forbindelse med nedlæggelse, afvistes sådanne krav. Hvad angik boligerne, erkendtes det, at 172 [3] Qutdligssat udgjorde et særtilfælde, og at erstatning måtte udbetales af billig- hedshensyn (= rimelighedshensyn). Billighedshcnsyn I det første notat, der blev udarbejdet om erstatningen, skønnedes udgiften at blive 125-150.000 kr., hvilket kommu- nalbestyrelsen i Qutdligssat straks af- viste som værende for lidt. Boligstandar- den var ikke så ringe, som nævnte beløb antydede, og folk havde investeret i boliger i forvisningen om, at der ville være en erhvervsmæssig fremtid ved kul- brydningen. Det var iøvrigt først for få år siden, boligstøttelån var ophørt i Qut- dligssat. Landshøvdingen var enig med kommunalbestyrelsen, han havde for nylig gået tur i Qitdlerpait (beboelses- kvarter nord for elven) og mente, at der var mange nette huse. Det indstilledes, at man søgte statens medvirken, for det var dog staten, der skulle nedlægge byen; og det offentliges holdning havde gennem årene vekslet meget med hensyn til driften af kulbrud- det og medfølgende til- og fraflytning. I perioder var folk blevet opfordret til at flytte dertil og havde fået flyttepræ- mie ved at bosætte sig i Qutdligssat, fremhævede man i arbejds- og social- direktoratet. I ministeriet mente man ikke, at de argumenter ville gøre sig så godt i en bevillingsansøgning, og foretog for forståelsens skyld en sammenligning med tilsvarende forhold i Danmark. Den forladte by sommeren efter. Fot.: Helen Neerings, 1973. 173 [4] Som eksempel brugtes virksomheden Danfoss, som en hel bys befolkning er tilsvarende afhængig af, på samme måde som befolkningen i Qutdlgssat var af kulbruddet. V'ærdlopgørehe Der udarbejdedes en opgørelse over restgælden i husene. Den androg pr. 28.2.1969: for private låntagere 304.068,- kr. for statsejede BSU-huse 560.216,- kr. Da husene begyndte at blive vurderet, viste det sig hurtigt, at kommunalbesty- rels£n havde ret; det beregnede beløb kunne ikke holde. Allerede de fire første huse, der blev vurderet, åd beløbet op, det beløb der var beregnet som erstat- ning for hele byen. Det tog sin tid at få et overblik over husenes værdi og de forskellige lån i dem. Kommunalbestyrelsen prøvede ved hvert eneste møde at få fremskyndet en afgørelse, og det var et emne, der blev snakket meget om mand og mand imel- lem i Qutdligssat. De allerede f rå f lyt- tede begyndte at henvende sig angående erstatning for deres forladte huse. Men foreløbig måtte de nøjes med et henhol- dende svar, eller blev rådet til at leje huset ud. Foråret 1970 forelå en foreløbig op- gørelse, som anslog vurderingssummen for private huse til 1,4 mill. kr. Det drejede sig om ialt 264 boliger, heraf l GT med boligstøttelån. 68 boliger var saneringsmodne. Huserstatning stilles som spørgsmål i Folketinget Folketingsmedlemmet for Grønlands nordkreds, Knud Hertling, forespurgte den 10. marts 1971 i Folketingets spør- getid, hvorledes det gik med spørgsmålet om erstatning til private husejere, som flyttede fra Qutdligssat? Her kom det for første gang offent- ligt frem, at det var udtalt, at der ikke kunne rejses juridisk krav om erstatning! Der reageredes øjeblikkeligt fra bl. a. Jakobshavns kommunalbestyrelse, som mente, det ville betyde, at befolkningen fra Qutdligssat blev stillet i en dårlig økonomisk situation allerede inden fra- flytningen, såfremt der ikke blev udbe- talt erstatning. Kommunalbestyrelsen i Qutdligssat erklærede, at man var villig til at dække udgifterne til et responsum fra en juridisk professor for at få pro- blemet tilbundsgående undersøgt. Det blev imidlertid ikke aktuelt, for midt på sommeren var M. f. G. nået så vidt, at der kunne anmodes om tilslut- ning til erstatning fra finansudvalget. Finansministeriets tilslutning forelå for- inden, og det blev foreslået, at staten bidrog med samme beløb som Landsrå- det, dog max. 400.000 kr. Restgælden på 3,1 mill. kr. på statslån i boligstøtte- huse blev det foreslået at afskrive. — Fi- nansudvalget tiltrådte. Den endelige "vurdering På ansøgningstidspunktet forelå den en- delige vurdering af husene imidlertid endnu ikke. GTO blev bedt om at fore- tage den i august 1971, og da Lands- rådet samtidig besluttede, at der skulle ydes fuld erstatning til husejerne, kunne det ansøgte beløb ikke holde. Kommu- nalbestyrelsen prøvede at presse Knud Hertling, som nu var blevet Grønlands- 174 [5] Den danske håndværker, der købte byen, holder Set. Hans bål for vennerne på et af husene. Fut.: Helen Neerings, 1973. minister, til at fremme en afgørelse og sendte repræsentanter til København for at skynde på, så folk i Qutdligssat kunne få udbetalt deres penge. I maj 1972 søgtes om fordobling, d. v. s. 800.000 kr. fra statskassen. Landsrådet og Qutdligssat kommune bi- drog med 400.000 kr. hver. Betingelser Betingelsen for statens bevilling var, at sagen ikke måtte danne præcedens, samt at en del af beløbet skulle båndlægges. Arbejds- og socialdirektoratet havde ud- talt sig imod båndlægning, og erstat- ningstagerne var ligeledes imod. Men det blev sådan, at beløb på 5.000 kr. og derover blev båndlagt og sat under ad- ministration af det stedlige forsorgs- udvalg. I december 1972, altså efter at alle var flyttet fra Qutdligssat, var overdra- gelsesdokumenterne udarbejdet, og over- sigter over de personer, der skulle have 175 [6] QutdJigssat ca. 1929 med de små kulbrudshuse, som blev flyttet med fra Qaersuarssuk. Ukendt fotograf (Det kgl. Bibliotek). udbetalt erstatning, var sendt til banken med besked om, at beløbet skulle ind- sættes på en spærret konto. Det beløb, husejerne skulle have ud- betalt i erstatning, udgjorde ialt kr. 509320,06, hvoraf kr. 1847341,"61 var til fri disposition. Resten, kr. 324.878,45, skulle indsættes på spærret konto. Ialt 48 personer fik en erstatning på over 5.000 kr. og havde således et beløb stående på spærret konto. Betingelser for ophævelse af båndltc'gmngen: I januar 1973 f remsendtes som sidste led i sagen betingelserne for ophævelse af båndlægningen: 1. Personer, der bor til leje, kan få til- ladelse til løbende at få anvist et til huslejen svarende beløb, så længe der henstår midler på kontoen. 2. Personer, der har hus, kan få tilla- delse til løbende at få anvist et til ter- minsydelserne svarende beløb, så længe der henstår midler på kontoen. 3. Personer, der ønsker at købe eller bygge hus, kan få tilladelse til at hæve det båndlagte beløb, når det er godtgjort, at beløbet medgår til kø- bets eller byggeriets finansiering. 4. Personer, der ønsker at anvende mid- lerne til erhvervsformål, kan få til- ladelse til at hæve hele det båndlagte beløb, når dette som eget indskud (helt eller delvis) kan danne grund- lag for ydelse af erhvervsstøttelån, eller når anvendelse af det båndlagte beløb til formålet i øvrigt skønnes rimeligt. 5. Personer, der agter at tage fast bo- pæl uden for Grønland, kan få til- ladelse til at hæve hele det båndlagte beløb, når de afgiver erklæring på tro og love om, at de agter at tage bopæl uden for Grønland. 6. Det båndlagte beløb frigives, når den berettigede afgår ved døden. 7. Når det i øvrigt på grund af tyn- gende gældsbyrder eller svigtende indtægter skønnes at være af væsent- lig betydning for den berettigedes eller dennes families velfærd, eller 176 [7] „Lille Qutdligssat" i Jakobshavn. Her bor 31 familier [rå Qutdligssat, som har meget svært ved at klare de høje huslejer. Fut.: C. J. Ohsten, 1975. når den berettigede har måttet af- holde større udgifter til anskaffelse af rimeligt bohave, kan frigivelse ske. Erstatningstagerne Det blev aldrig til noget med en under- søgelse af de juridiske aspekter i sagen. Der var blandt juristerne i M. f. G. for- modning om, at de erstatningsretlige krav ikke var opfyldt. En undersøgelse mentes ikke at ville føre til noget, og endvidere var forløbet af erstatnings- sagen ganske tilfredsstillende. „Selvføl- gelig var der jo nogle, der blev skuffede, fordi vurderingen af deres huse ikke var sådan, som de havde gået ud fra, da de selv vurderede," kommenterede Knud Hertling, men regnskabschefen i Lands- rådssekretariatet oplyste, at der kun havde været to klager over vurderin- gerne. Og han fortsatte, at han var vi- dende om, at mange, især ældre, føler det nedværdigende at skulle gå til for- sorgsudvalget og bede om at få af sine egne penge. Der er generel utilfredshed med er- statningsbeløbene blandt fraflytterne fra Qutdligssat. Men når det kommer til stykket, vægrer man sig ved at klage. Først og fremmest fordi man ikke reg- ner med at få noget ud af en klage, og fordi det, at man vandt en sejr ved i det hele taget at få erstatning, ikke skal sættes over styr. Havde vi vidst, at vores by ville blive solgt fur 65.000 kroner, var vi aldrig flyttet! Sådan sagde en af de forflyttede fra Qutdligssat og harmedes over, at befolk- ningen intet havde fået at vide om, hvad deres by vurderedes til i handel og vandel. Og sandt nok, beboernes mulig- heder for samlet aktion, for eksempel ved selv at købe byen, blev negligeret og umuliggjort, fordi beboerne først blev spredt ud over det meste af Grønland. Ejendomsretten overgik til staten, og in- den udbetalingen af erstatningsbeløbene til de forflyttede er sket, er Qutdligssat by solgt til en dansk tømrermester i Hol- steinsborg for 65.000 kr. 177 [8] QUTDLIGSSAT af Malik Høegh Dansk gendigtning: Ib Michael Pengene er herre over myndighederne de er vejen til ulykker Ha-iar! de begæres de er årsagen til det forbandede profitjag. I, der arbejder, regnes ikke for noget jeres meninger regnes ikke for noget Qutdligssat blev lukket arbejderne ladt i stikken forflyttet til ulykkerne Ha-iar! I så de blev forvist hvor var jeres meninger: I, der er tavse, regnes ikke for noget jeres meninger regnes ikke for noget Qutdligssat ... Qutdligssat ... Vi må og skal komme igen! 178 [9]