[1] Har grønlandsk ingen verber? - et opgør med nogle traditionelle forestillinger af Henrik Aagesen Jeg er engang blevet spurgt om grøn- landsk er et rigtigt sprog, om det er andet end en række udråb. Den spør- gende var en dansk pige som arbejdede på Egmontgården i Nuuk og åbenbart ikke hørte andet end „sunaarna ?" og „ukorsii!" o. s. v. omkring sig hele da- gen. Det er desværre rigtigt at nogle grønlændere i vore dage har et meget fattigt sprog, men bortset fra det behø- ver jeg vist ikke at komme ind på dét spørgsmål her; alle mine læsere vil vide at grønlandsk er et lige så udviklet sprog som f. eks. dansk. Grønlandsk er blevet meget påvirket af især dansk i de senere år, men det behøver ikke at betyde et tilbageskridt i sprogets anvendelighed som tankemedium og meddelelsesmid- del. Specielt synes jeg ikke man skal være alt for bange for at låne ord for de nye ting og begreber der dukker op. Et låneord kan være lige så godt som et nyt grønlandsk ord for det samme som man først skal til at finde, „kultur(i)" er også et låneord (fra latin) i dansk, hvor det gør god nytte ved siden af ord som „livsform" og „levemåde", der har en snævrere betydning. Dansk ville blive fattigere hvis vi erstattede låneordet „kultur" med det gode danske (eller tyske?) „livsform" eller „levemåde", og det samme gælder for grønlandsk (hvor bl. a. alternativerne „inooriaaseq" og „inuusaaseq" har været diskuteret). Der er først fare på færde når et låneord kommer i brug i stedet for et eksisteren- de hjemligt ord for nøjagtig det samme begreb eller den samme ting. Påstanden om at alle grønlandske ord — også verberne — i grunden er navne- ord stammer vist fra Thalbit/.er. Den gamle Schultz-Lorentzen begrunder den i sin grammatik ved den overfladiske lighed mellem f. eks. „qimmi/> kiiva#" (hunden bed ham) og „qimmi/> kiisaa" (ham som hunden bed). Men vi behø- ver ikke at ændre sætningen ret meget før vi opdager fundamentale forskelle mellem et verbum som „kiivaa" og et navneord som „kiisaa". For eksempel: „qimmip meeraq kiivaa" (hunden bed barnet) modsat „meeraq qimmip kiisaa" (barnet som hunden bed) — bemærk forskellen i ordstilling; „qimmip kiiga- mitik" (bed hunden ham?), „qimmip kiivaanga" (hunden bed mig) — ingen 179 [2] tilsvarende konstruktioner (afhængefor- bindelser) med navnestammen kiisaq (bidt). Nej, det har god mening at skelne mellem 3 hovedklasser af ord i grønlandsk: verber (= udsagnsord), nominer (navneord, pronominer = sted- ord) og partikler (adverbier = biord, konjunktioner = bindeord, udråbsord). Nominer, verber og partikler optræder i vidt forskellige roller i sætningerne, og man kan ikke nå til nogen klar forståelse af de grønlandske sætningers opbygning hvis man begynder med at fastslå, at alle grønlandske ord i grunden er en slags navneord. Det forhindrerikke at man kan snakke grønlandsk, måske endda korrekt grønlandsk, men det blokerer en klart formuleret indsigt i sproget, og var det ellers ikke netop det som en grammatik skulle bringe læseren ? Schultz-Lorent- zens grammatik og ordbog betegner klare tilbageskridt fra den indsigt i spro- get som Samuel Kleinschmidt nåede frem til. Jørgen Rischel har gjort op- mærksom på det uheldige i at det er Schultz-Lorentzens utilstrækkelige og uklare fremstillinger som er blevet over- sat til engelsk og vistnok betragtes som standardværker. Den høje kvalitet af Kleinschmidts grammatiske arbejde er først blevet ført videre det meste af 100 år senere med Knut Bergslands „Gram- matical Outline ..." (1955). Jonathan Petersen, hvis „Ordbogeeraq" (1951) er et glimrende supplement til den efter- hånden bedagede grønlandske ordbog, omtaler dog den gamle Schultz-Lorent- zen som en fremragende lærer og igang- sætter, og det er også meget — eller endda mere. I grønlandsk som i dansk er der na- turligvis overgangstilfælde mellem ord- klasserne. Navneord (i grundfald) for tidsafsnit kan f. eks. bruges som partik- ler (tidsbiord) : „ullaaq tikippoq" (han kom i morges). Og den såkaldte intran- sitive navnemåde (mest med endelse for 3. person) kan være et navneord : „aallar- tut takuakka" (jeg så at de rejste j jeg så dem der rejste). Det mindsker ikke forvirringen at en række verbale og nominale former alle kaldes for navne- måder („taggisaasat") i den traditio- nelle grammatik; „asasoq, asagaa" er verber, „asa(nnin)neq, asasaq, asasi" er navneord. En konstruktion som „asa- neq saperpara," (jeg kan ikke holde af hende) kan man bedst beskrive som dan- net med et uomdannende verbalt tilhæng (afledningsendelse) -neq saper-, og kon- struktionen består altså af ét ord, ikke af to. Ordet begynder med en stamme (her asa-) og slutter med en (bøjnings-) endelse (her -para) ; partiklerne har dog ingen endelse (stammen er allerede et ord), og navneordenes endelse for ental, grundfald er nul: „ullaaq" (morgen). Et ord kan også være sammensat af flere ord uden mellemrum. De såkaldte „uiguutit annerit" (større tilhæng, affix- partikler) er således partikler som altid hæftes efter andre ord, og f. eks. „tassa- lumiaasiinuna" (det er det sædvanlige med ham) er fem ord, ikke ét: tassa:lu: mi:aasiit:una. Betegnelsen 4. person stammer også fra Thalbitzer; men hvis man kalder tilbagevisende 3. person for 4. person, hvad vil man så gøre med f. eks. „ua- ngaaku nammineq pikka" (det dér er mine egne ting), „immitsinnitt saalluta" ((vi) vendt imod hinanden) ? Jeg synes 180 [3] det er bedre at skille egenskaben tilbage- visende (reflexiv) ud, og sige at nam- mlneq har endelse for reflexiv tfntal, immitsinnut for /. person reflexiv /lertal (og nitt-fald, se nedenfor). Det man ellers kalder 4. person er så 3. person reflexiv (3r), det man ellers kalder 3. person er 3. person weutral (3n). „Re- flexivitet" er normalt kun specificeret i 3. person (hvis overhovedet), og person har derfor normalt op til 8 forskellige værdier: le, l f, 2e, 2f, 3re, 3rf, 3ne, 3nf (e = ental, f = flertal). Nominer kan stå i grundfald eller afhængefald eller med forholdsendelse: ni, gut, nit, mit, nik, tut. Vi kan kalde disse under ét for fald, og nominer er altså ord der har endelse for fald. For dog at skelne lidt kan vi kalde grundfald og afhængefald for absolutfald, de 6 andre for relativfald. nammineq, nanga og mange andre hedder det samme i grundfald og afhængefald (modsat nav- neord i ental: qimmeq - qimmip), de har altså endelse for uspecificeret absolut- fald; relativfald er derimod altid speci- ficeret: immitsinrøf. Verber har altid endelse for made, og det viser sig at der er netop 8 måder, ligesom der er 8 fald. Alle verber har endelse for subjekt per- son, og nogle (såkaldt transitive) verber har endelse for objekt person tillige. Det er praktisk at sige at navneord også kan have endelse for 2 personer; de har altid endelse for egen person (altid 3. per- son), og de kan have endelse for af- hængigperson: „pikka" (mine (le) ting (3f)). Navneordene er de eneste nomi- ner der kan have endelse for afhængig person. Andre nominer (såkaldte sted- ord) kan have andre værdier (end 3.) af egen person: „uanga" (le), og der findes endda nominer som ikke har egen person — dog kun i relativfald: uani (ni) „her", naggammik (nik) „for sidste gang". (Ord der ikke har endelse for person svarer åbenbart til danske bi- ord). I en ny, kun duplikeret grammatik („Regler i Grønlandsk") har jeg vist hvordan den grønlandske sætning kan opfattes som en orienteret, evt. grenet kæde af forbindelser mellem ordene to og to. Der er 8 forskellige typer af grammatiske forbindelser — 8 synes at være et magisk tal i grønlandsk! Ordet som sætningskæden ender på — sætnin- gens hovedord — er for det meste (men slet ikke altid) et verbum, og ofte så et verbum i en af de 4 over-måder (et „oqaluut anneq"), og sætningen inde- holder normalt ikke andre verber i over- måde. Ordenes indbyrdes forbindelser er vist dels ved visse overensstemmelser (kongruenser) i endelser, dels ved ord- stillingen. I en konstruktion som „pisin- naasannguartik l tamaat 2 sulipput 3" (de arbejder af al (ringe) magt) vil det nok umiddelbart være mest nærliggende at kalde l for />artikelled til 3, 2 for Z>eskriverled til l : 2blp3. Nu viser det sig at l og 2 har endelser for reflexivi- tet ganske som om 2 var et verbum (zmderled til 3) med l som 5ubjektled: Is2u3. På den måde kan vi undgå at ind- føre nye antagelser om partikelleds re- flexivitet. Det er en beskrivelsesteknisk fordel, men gør den det rimeligt at kalde „tamaat" (egen person eller subjekt person = 3ne) for en art verbum i den slags konstruktioner? Også de andre regler for hvornår man bruger „ta- 181 [4] maat" og hvornår „tamarmi" (3re) o. s. v. bliver indlysende når man op- fatter ordet som et verbum. Måske er det et rent tilfælde at ord af denne klasse er blevet karakteriseret som no- miner? Svaret er nok: nej, og grunden er bl. a. at de ikke kan tilordne de led- typer (underled, relativled, partikelled) som verber og ord der indeholder ver- balstammer normalt kan. Verbet „kisi- miillunga" betyder omtrent det samme som „kisima" (le, jeg (værende) ale- ne), men man kan ikke (godt) indsætte kisima i stedet for kisimiilltinga i f. eks.: „silarsuarmi l kisimiillunga 2 malu- gaanga 3" (jeg følte mig alene i verden, Ir2u3) — og hvis man alligevel gør det bliver strukturen Ir3, 2s3. Dem der gerne vil „forenkle" den grønlandske grammatik kan man kom- me imøde på nogle punkter hvor de må- ske slet ikke bryder sig om det. Der er f. eks. ingen særlig klasse af adjektiver (tillægsord) i grønlandsk. Til danske tillægsord svarer nominer i grønlandsk, og man stiller dem bagved det nornen de knytter sig til (som beskriverled) : „inuit annerit" (de større/største men- nesker) . Grønlandsk har f. eks. heller ingen gradbøjning og ingen passivbøj- ning (lideform). Et dansk gradbøjet tillægsord kan naturligvis oversættes til grønlandsk: „annerit", men det har in- gen mening at tale om en gradbøjning i grønlandsk grammatik. Eksemplet har endelse (-it) for flertal, absolutfald og ikke andet. De verbale tilhæng -neqar- og -saa-, -gaa- omdanner ikke transitive verber til passive verber (som man plejer at sige), de gør stammens objekt (b) til subjekt og eliminerer stammens subjekt (a): asaabsaabvoq (er elsket). (a bliver til nit-objekt, se nedenfor). Grønlandsk har ikke nogen særlig bøj- ningsform svarende til dansk passiv (: elskes), og det har derfor ikke nogen mening at tale om passiv i grønlandsk grammatik. At b virkelig er blevet sub- jekt i „asasaavoq" kan vi (som påpeget af Bergsland) tydeligt se ved at tilføje et til b svarende led med specificeret reflexivitet i egen-person: „kisiat asa- vaa" (han elsker kun hende, objektled), „kisimi asasaavoq" (kun hun er elsket, subjektled). Al tale om at objektfor- bindelsen „i det grønlandske sind er tænkt som" passiv kan kun bidrage til at fordunkle tingene; qimmip meeraq kii- vaa betyder aldeles ikke „hundens bidte barn" eller „barnet bides af hunden", det betyder „hunden bider barnet" — simpelthen. (Dette kan jeg naturligvis ikke vide helt så bestemt, det eneste jeg strengt taget ved er at alting bliver enklere og klarere når man opfatter det sådan.) Når verbet har objekt kongru- erer dets eventuelle subjektled (her: qimmip) med afhængefald. Sådan er det bare, de traditionelle forsøg på at „for- klare" hvorfor har kun ført til forvir- ring. Der kommer ikke noget godt ud af at rode a f hænge forbindelsen (f. eks. „qimmip kiisaa", „uanga pikka"), der forbinder et nornen med et navneord, sammen med subjektforbindelsen (f. eks. „qimmip kiivaa", „qimmip kiivaanga", „kiisimi asasaavoq"), der forbinder et nornen med et verbum. Jeg er heller ingen ynder af betegnel- serne „halvtransitiv, dobbelttransitiv" for visse personomdannende verbale til- hæng; en redegørelse for personomdan- 182 [5] nelserne ville være mere værd — ved alle personomdannende tilhæng, også de nominale. Ordbogen giver iøvrigt helt utilstrækkelige oplysninger om hvilke relativled de forskellige verbalstammer og tilhæng gør det muligt at tilordne ordet. Disse „ekstra objekter" (ni- objekt, gut-objekt o. s. v.) er ofte lige så vigtige som subjekt og objekt. Jeg kunne godt tænke mig at udarbejde en ordbog der tager fuldt hensyn til også dette forhold. Muligvis en grønlandsk- engelsk ordbog med en grammatisk ind- ledning. Centralt vestgrønlandsk er den grundigst udforskede eskimodialekt, så der skal nok være interesse for det ude i verden. Det er mere et spørgsmål om evner, tid og kræfter hos forfatteren. Schultz-Lorentzen betragter som sagt navneordene som grundliggende, og i sin ordbog afleder han så meget som muligt (og mere til) af navnestammer, „kiap- poq" er således opført under „kiak" (forresten også hos Kleinschmidt, hier irrt sich Goethe!), og „pissut" er op- ført under „pisoq" ! Man prøver sommetider at give en indholdsdefinition af ordklasserne, idet man forklarer at navneord betegner no- get man kan se, føle, høre, lugte eller smage, og at verber omtaler en handling eller en tilstand. Men man kan vel også opfatte en handling eller tilstand med nogle af sine 5 sanser, så er disse forkla- ringer ikke temmelig intetsigende? Op- gaven må være vanskelig, siden vi ikke er nået længere med den end de gamle grækere! Verber o. s. v. er ord som har de og de endelser og bruges i de og de roller i sætninger; men når man bestem- mer ordenes roller i sætningen benytter man sig af sit kendskab til deres betyd- ning (indhold) — spørgsmålet er bare: hvordan? Her er et hul i vores (formu- lerede) viden som de traditionelle ind- holdsdefinitioner ikke kan udfylde. Jeg har ofte haft lejlighed til at undre mig over hvordan folk betragter sprog- læren som noget der ligger ganske uden- for deres horisont. Det er mærkeligt, når man tager i betragtning hvor vigtig en del af os vort sprog er. Hvorfra kom- mer denne urokkelige overbevisning om at grammatik er dødkedeligt og komplet uforståeligt for almindelige mennesker? Det ser ud til at sproget selv er et af de områder hvor vi er allermest konserva- tive og forstokkede, allermindst oplagte til at tilegne os nye forestillinger. Selv de der påstår at de er meget interes- serede i det grønlandske sprog får lige- som ikke tid til at gøre noget for denne interesse. Menneskene har jo så mange — andre — sære ting for. Jeg stoler ikke for meget på mine evner for at skrive en lærebog til skolebrug og på grøn- landsk, - men hvor ville jeg dog ønske at en pædagog ville sætte sig ind i emnet og skrive den. 183 [6]