[1]
Thule
af Jørgen Taagholt og Keld Hansen
Børn foran sygehusets jeep i Qånåq.
Fot.: Rolf Gilberg, 1963.
Vore omgivelser og livsbetingelser æn-
dres gradvist fra år til år. Nye motorveje,
lufthavne eller industrikvarterer dukker
op, nye erhverv opstår, og andre udgår,
men få steder i verden har vilkårene
ændret sig så stærkt gennem de sidste 25
år som i Thule distriktet i Nordgrønland.
Vi har derfor fundet anledning til at ud-
sende dette temanummer af GRØN-
LAND i anledning af 25-årsdagen for
Thule Basens åbning, den 1. november
1977, for at forsøge at give en baggrund
245
[2]
for denne udvikling, fortælle om områ-
dets og basens historie, og om hvordan
denne udvikling kom til at påvirke polar-
eskimoernes hverdag i en sådan grad, at
de selv tog initiativ til at flytte til nye
lokaliteter.
Efter gennemførelsen af det største
konstruktionsarbejde, der nogensinde er
udført i det højarktiske område, i 1951-
52, var den før så fredelige Pitugfik dal
pludselig hjemsted for en forrygende ak-
tivitet igennem 10-15 år, hvorefter akti-
viteten — som følge af den politiske, stra-
tegiske og teknologiske udvikling — grad-
vis aftog. Hvor der i starten var mange
tusinde amerikanske militærpersoner og
kun ganske enkelte danskere, er der i dag
7—800 danskere og blot få hundrede ame-
rikanere — hovedsagelig civile. Hvor luf-
ten før blev flænget af hvinene fra ameri-
kanske jetfightere, er det nu den karakte-
ristiske brummen fra Grønlandsflys heli-
kopter — i dag eneste fly stationeret på
basen — der høres over baseområdet, og
mens Knud Rasmussen søgte at opret-
holde en vis postforbindelse med omver-
denen og dermed med Danmark, også om
vinteren via en hundeslæde-posttur over
Melvillebugten, ankommer SAS' store
DCS'er nu med post til Thule distriktet
direkte fra København ca. 3 gange om
måneden.
Polareskimoerne — der har deltaget i
mange store videnskabelige ekspeditio-
ner, der i første trediedel af dette år-
hundrede er gennemført netop på grund-
lag af disse eskimoers højt udviklede
rejseteknik — har fulgt den teknologiske
udvikling, først på nært hold, senere efter
flytning til Qånåq, på nogen afstand og
har adopteret nogle af civilisationens go-
der. Men med kritisk sans har de selv
indført restriktioner for at beskytte det
traditionelle fangererhverv og fangst-
områderne, f. eks. gennem begrænsninger
i brug af påhængsmotor og snescooter.
Det havde været vort håb at kunne
bidrage direkte fra de implicerede Thule-
beboere, hvilket desværre ikke lykkedes.
Men til trods herfor håber vi med dette
nummer at kunne belyse visse sider af de
seneste års udvikling i Thule distriktet,
og samtidig give indtryk af Polareskimo-
ernes evne til at værne om den grønland-
ske identitet.
246[3]