[1] Den politiske baggrund for oprettelsen af Thule Air Base ,,Den kolde krig" af Erling Bjøl Thule nævnes i tilgængelige amerikanske akter i efteråret 1947 i et udkast til en ny Grønlandsaftale. Det er øjensynlig udsprunget af ambassadør Henrik Kauf- manns henvendelse til den amerikanske regering i maj samme år om forhandling vedrørende Grønland i overensstemmelse med artikel X i 1941-traktaten. Opmærksomheden henledes i udkastet udtrykkeligt på, at Thule ikke hidtil har været „forsvarsområde". Det indgår da også som led i en helt ny strategi i forhold til de eksisterende amerikanske forsvarsområder i Grøn- land. Disse havde haft to hovedfunk- tioner, den ene at være „stepping stones" mellem det nordamerikanske kontinent og Vesteuropa, den anden at levere vejr- meldinger især med henblik på forhol- dene i Europa. I begge henseender havde Grønland været af vital betydning for vestmag- terne under Anden Verdenskrig. Mel- lemlandingerne i Grønland havde gjort det muligt at flyve kortrækkende krigs- fly til England i stedet for at transpor- tere dem ad søvejen, hvor de kunne sæn- kes af de tyske ubåde. Vejrstationerne gav de allierede et værdifuldt kort på hånden i forhold til tyskerne. Ved land- gangen i Normandiet d. 6. juni 1944 blev det afgørende. Takket være meldin- gerne fra Grønland kunne general Eisen- hower tage risikoen ved at sige „go", selv om det blæste kraftigt i Kanalen. Han vidste, at blæsten ville løje af den følgende dag. Det vidste den tyske vejrmajor i Paris ikke. Han havde lovet så dårligt vejr, at en landgangsoperation ville være umulig. I tillid hertil var den tyske øverstkom- manderende på invasionskysten, general Rommel, taget på week-end hos sin fa- milie i Tyskland og begav sig derfra videre for at aflægge et besøg hos Hit- ler. De ledende officerer i den 7. tyske armé, der havde til opgave at forsvare Normandiet, var ligeledes i tillid til dår- ligt vejr taget til Rennes, hvor de havde planlagt en stabsøvelse netop den 6. juni. Endnu under de forhandlinger i 1948— 49, der mundede ud i Danmarks og Nor- ges tilslutning til Atlantpagten, var det især Grønlands funktion som trædesten mellem Nordamerika og Vesteuropa, de amerikanske og canadiske forhandlere var optaget af. I så henseende var Thule uden inter- esse. Men de amerikanske strateger 255 [2] syslede, som man kan se af udkastet fra 1947, allerede med andre problemer, der af tre grunde samlede deres opmærk- somhed om Nordvestgrønland. 1) Hovedmodstanderen var ikke læn- gere den samme som under Anden Ver- denskrig, men Sovjetunionen. 2) Det strategiske flyvevåben havde fået en nøglerolle i hele den amerikanske sikkerhedspolitik. 3) Dets hovedfremføringsmiddel var på den tekniske udviklings daværende trin endnu det relativt kortrækkende bombefly B-29. Modsætningsforholdet til Sovjetunionen ulmede under overfladen allerede i kri- gens sidste måneder. Det kom frem i ly- set, da den var forbi. Men endnu 1946 var USA for optaget af indre problemer — omstilling af økonomien til freds- forhold, social uro og kongresvalg — til for alvor at tænke på sin nye rolle i den internationale politik. Omslaget kom i begyndelsen af 1947. Da England i fe- bruar 1947 af økonomiske grunde måtte opgive sin støtte til Grækenland og Tyr- kiet, blev Washington med et stillet over for et valg: Ville det tage byrden op efter England, eller ville det vende til- bage til den isolationistiske politik, det med så skæbnesvangre følger havde ført i mellemkrigstiden? Med Truman-doktrinen valgte USA d. 12. marts 1947 den aktive rolle. To dage før var udenrigsminister George Marshall kommet til Moskva for at forhandle med russerne, englæn- derne og franskmændene om, hvorledes forholdene i det besejrede Tyskland skulle indrettes. I seks lange uger blev der trukket tov uden resultat. Den 18. april havde Marshall et direkte møde med Stalin. Det blev et historisk vende- punkt. Til Marshalls store overraskelse syn- tes Stalin ganske upåvirket af tomgangen i forhandlingerne om Tyskland. Nåede man ikke en ordning nu, kunne man jo mødes igen om et halvt år og prøve igen. Med rette eller urette fik Marshall det indtryk, at Stalin baserede sin politik på en forventning om, at der ville ske et økonomisk sammenbrud i Vesteuropa, som ville føre til kommunistisk magt- overtagelse i en række lande, især Frank- rig og Italien, og dermed bringe hele Vesteuropa under sovjetisk kontrol. Marshall kom derfor til den opfat- telse, at USA måtte gøre noget for at forhindre et økonomisk sammenbrud i Europa. Resultatet blev Marshallplanen. Dette rundhåndede tilbud om økono- misk bistand til Europa stod også åbent for Sovjetunionen. Udenrigsminister Molotov indfandt sig da også i Paris med en stor sovjetisk delegation for at deltage i den første runde af de euro- pæiske forhandlinger om det amerikan- ske tilbud. Men efter et par dages for- løb forlod russerne forhandlingerne og rejste hjem. Hvorfor ved man ikke bestemt. Ved at blive kunne de have opnået en af flere fordele: Enten at få del i den amerikan- ske bistand og indflydelse på, hvordan den blev brugt. Eller også at stikke en kæp i hjulet på det vesteuropæiske sam- arbejde, som nu var ved at tage form. Eller eventuelt at forhindre, at bistands- programmet overhovedet blev til noget, da det måtte anses for tvivlsomt, om en 256 [3] republikansk domineret kongres ville Under alle omstændigheder valgte vedtage bevillinger, der også ville kom- russerne konfrontation i stedet for fort- me Sovjetunionen til gode. satte forhandlinger. I september 1947 257 [4] oprettede de Kominform, der lancerede en voldsom offensiv mod Marshallpla- nen. Især i Frankrig førte den i løbet af efteråret 1947 til næsten borgerkrigs- lignende tilstande. På baggrund heraf mødtes Øst og Vest til en ny konference om Tyskland i London i 1947. Den endte i totalt sam- menbrud. Det var atter baggrunden for, at den britiske udenrigsminister Ernest Bevin, som tidligere den franske uden- rigsminister Georges Bidault henvendte sig til Marshall for at undersøge mulig- heder for en amerikansk bistand til Eu- ropas forsvar. Marshalls svar var, lige- som sommeren før, da det drejede sig om økonomisk bistand, at de europæiske lande først selv måtte finde sammen. Resultatet blev den vesteuropæiske forsvarsunion, der blev oprettet ved Bruxelles-pagten i marts 1948 og omfat- tede England, Frankrig og Benelux. Stalin fremskyndede forhandlingerne ved at give grønt lys for et kommunistisk kup i Tjekkoslovakiet d. 25. februar. Han skabte også nervøsitet i de nordiske lande ved d. 23. februar at foreslå Fin- land en forsvarsaftale. Fra nu af blev også USA, ivrigt se- kunderet af Canada, draget ind i de sik- kerhedspolitiske forhandlinger med de vesteuropæiske lande. Derved fik Grøn- land fornyet interesse, men som nævnt især i sin rolle som trædesten. Hele denne udvikling betød imidlertid, at de amerikanske strateger begyndte at tænke i nye baner. Sovjetunionen blev den modstander, man måtte regne med. Samtidig skete der af flere grunde en optrapning af den vægt, man lagde på det strategiske flyvevåben, d. v. s. på de bombefly, der kunne sættes ind mod økonomiske mål i fjendens bagland. Den første var de erfaringer, man havde gjort med strategisk bombning af Tyskland i 1944. Mens man kan sige, at det britiske Royal Air Forces kæmpe- indsats mod Tyskland under Anden Ver- denskrig stort set havde været spildt ulejlighed, fordi briterne for ikke at lide for store tab havde koncentreret sig om natangreb mod storbyerne, den såkaldte „area bombing" eller mere usminket terrorbombardementer i en, som det skulle vise sig, fejlagtig forventning om, at det ville knække tyskernes modstands- vilje, havde amerikanerne lagt hoved- vægten på dagangreb mod økonomiske nøglemål. Resultaterne havde længe været be- grænsede, fordi man ikke havde jagere, der var langtrækkende nok til at kunne ledsage bombeflyene ind over Mellem- og Østtyskland. Men fra foråret 1944 kom Mustang-jagerne i brug. Det kom til at forandre krigens gang. Amerikanerne koncentrerede sig nu om at slå de tyske olieraffinaderier ud for at lamme Hitlers krigsmaskine. Det viste sig at være en særdeles effektiv strategi. Fra maj til september 1944 blev produktionen af kampvognsbrændstof reduceret til en fjerdedel, af flybrænd- stof til en tredjedel. Dernæst kastede man sig over ranger- banegårdene, så også det sidste led i den tyske krigsmaskines transportsystem blev lammet. Denne rationelle form for strategi var blevet tilrettelagt af Office o f Economic Warfare. Det talte flere medlemmer, 258 [5] De amerikanske varslingssystemer. som siden skulle komme til at spille en stor rolle som rådgivere for USA's præ- sidenter. Især Paul Nitze, der i 1950 blev formand for det amerikanske uden- rigsministeriums planlægningsstab, og George Ball. Efter Tysklands sammenbrud fik le- derne af den amerikanske strategiske luftoffensiv til overflod bekræftet deres teorier ved indgående samtaler med den øverste organisator af Tysklands krigs- økonomi, Albert Speer. Han har herunder utvivlsomt ikke forsømt at gøre dem opmærksomme på, at han selv forgæves under krigen havde forsøgt at overtale Hitler til at oprette et strategisk flyvevåben, som kunne sæt- tes ind mod Sovjetunionen. Den var efter hans opfattelse særlig sårbar over for en strategisk luftoffensiv af den amerikan- ske type, fordi Stalin havde haft en mani for kæmpeanlæg. Som følge heraf kunne store dele af den sovjetiske industri lam- mes ved angreb mod nogle få nøgle- anlæg. Nogle uger senere fik USA tilmed et nyt våben, der var som produceret til en virkeliggørelse af netop den strategi mod Sovjetunionen, som Speer havde anbe- falet Hitler. Atombomben. To, som det skulle vise sig, fejlagtige 259 [6] antagelser førte til, at atombomben yder- ligere underbyggede det strategiske fly- vevåbens position i de første efterkrigs- års sikkerhedspolitiske tænkning i USA. Den første var, at det var bombarde- menterne mod Hiroshima og Nagasaki, der havde fået japanerne til at kapitu- lere. Det var vel ikke helt forkert, men det var heller ikke rigtigt. De havde — sammen med den sovjetiske indmarch i Manchuriet — fået et bæger, der i for- vejen var fuldt til randen, til at flyde over. Dernæst levede amerikanerne indtil sommeren 1949 i en endnu mere fejl- agtig forestilling om, at de i mange år ville have monopol på atomvåben. Men der var også indenrigspolitisk og sagligt irrelevante grunde til, at USA satsede på det strategiske flyvevåben. Aldrig så snart var krigen forbi, før der rejstes et højlydt krav fra hele USA om at „bring the boys home". I Tysk- land gik amerikanske soldater i strejke og protestdemonstrationer, fordi de syn- tes, man var for længe om at få dem hjemsendt. I løbet af få måneder demobiliserede USA de enorme styrker, det havde un- der våben, flere end Sovjetunionen. Præsident Truman havde det største be- svær med at overbevise kongressen om, at det kunne være hensigtsmæssigt at opretholde et vist militært beredskab. Hvad skulle man med soldater, når man havde bomben og de store fly? Dette synspunkt vandt endnu mere terræn efter kongresvalget i efteråret 1946, der gav de traditionelt isolationi- stiske republikanere flertal. De så en ønskeløsning på USA's sik- kerhedsproblem i det strategiske flyve- våben. USA behøvede ikke holde store stående styrker, når det havde et stærkt, atombevæbnet flyvevåben. Det ville des- uden give gode kontrakter til den del af rustningsindustrien, som var kommet på nedtrapning, et hensyn, som republika- nerne var meget lydhøre overfor. Foreløbig havde Strategic Air Command imidlertid brug for baser i udlandet for at kunne nå den nye modstander og kom- me hjem igen bagefter. Den korteste vej fra Amerika til Sovjetunionens vigtigste industridistrik- ter gik over Nordpolen, og Thule lå lige præcis midtvejs mellem New York og Moskva. Polarstrategien havde andre fordele. Ved en indflyvning over det arktiske om- råde var der mindre risiko for tidlig varsling og effektiv jagermodstand, end hvis man skulle benytte de baser, man havde i England. Der var videre den mangel ved de engelske baser, at de var sårbare for angreb fra det europæiske fastland. Thule blev noget af en nøgleposition i hele den amerikanske strategi, i det mindste indtil det i 1957 gik op for ame- rikanerne, at russerne havde satset på våben, som USA havde forsømt, de langtrækkende raketter. Det betød vel ikke, at Thulebasen mi- stede sin værdi for Nordamerika. Men den skiftede gradvis rolle. Varslings- funktionen blev den vigtigste. 260 [7]