[1] Forberedelserne til oprettelse af Thule Air Base af Daniel Luf kin Oversat af Jørgen Taagholt Umånaq. I slutningen af 40erne havde vejrobser- vationer fra det arktiske område vist sig så værdifulde for vejrvarslingstjenesten i Europa og Nordamerika, at der blev truffet internationale aftaler mellem Canada, Danmark, USA og landene in- denfor den internationale civile luftfarts- Fot.: Daniel Lufkin, sommeren 1950. organisation ICAO, og dette betød en fælles finansiering af driften af arktiske stationer. Ifølge overenskomsterne skulle USA forsyne radiosondestationerne ved Resolute Bay, Mould Bay, Isachsen, Eu- reka og Alert i Canada samt ved Thule og Søndre Strømfjord i Grønland med 261 [2] Udsigten over Pitugfik dalen fra „Sydbjerget", efteråret 1950. Fol.: Dan. Lufkin. udstyr og personale. Canada og Dan- mark skulle forsyne dem med teknikere og udstyr for overflade-observationer, og USA stillede skibe og fly til rådighed for suppleringer hver sommer. Som en foreløbig base for den årlige suppleringsekspedition havde US-Navy opbygget en kort grus-landingsbane med få lagerbygninger nær den gamle Thule boplads på sydsiden af en bred dal, som løb fra North Star Bay til indlandsisen, ca. 10 km ind i landet. På den nordlige side af dalen - ca. 3 km fra landingsba- nen - lå Thule vejrstation, en samling på 6 eller 8 huse. Lige nord for vejr- stationen rejste sig et højdedrag, som ved bugten endte i en 50 m høj klippe, der skilte vejrstationen fra selve Thule by. Thule ligger på en landtange, som skiller North Star Bay fra Wolsten- 262 [3] Luftfoto af samme dal 4 år senere, august 1954. holme Fjord mod nord. Højdedraget be- skytter byen mod farlig vind fra ind- landsisen, en vind som kan nå 30 m/sec. næsten uden forvarsling. Vest for byen rejser Mount Dundas sig som beskyttelse mod vinterstormene, der stryger over de canadiske Archipelago. Thule fremtræ- der som en af de mest beskyttede byer i Nordvestgrønland, og vejrstationsom- rådet med dets gode ankerplads i bugten, med rolig strand for landing af forsynin- ger fra skibe og med en primitiv, men fyldestgørende landingsbane gjorde den til et af de bedste steder for en forsy- ningsbase. Selve vejrstationen havde seks eller otte danske observatører og teknikere og ca. det samme antal amerikansk perso- nale til at betjene radiosondea f delingen, stationsfornødenhederne og radiostatio- 263 [4] nen, som sendte observationerne til God- havn for videretransmission til det inter- nationale meteorologiske kommunika- tionsnet. Vejrstationens normale rutine blev hver sommer afbrudt af forsyningsski- bets ankomst, ledsaget af en isbryder og en landingspram medbringende adskil- lige hundrede tons forsyninger til sta- tionerne i Arktisk Canada. Forsyningerne blev losset ved hjælp af pramme på bredden ved North Star Bay, videreført på traktortrukne slæder til en oplagringsplads nær landingsbanen og derfra videresendt pr. fragtfly til de andre stationer. Hele denne aktivitet ud- førtes af US Weather Bureau's Arctic Operations Office. Håndteringen af alle disse forsyninger var meget mere, end personalet på Thule vejrstation kunne magte alene, og US Weather Bureau løste derfor dette problem meget viseligt således: Man appellerede til eventyrly- sten og romantikken hos unge studenter. Man tilbød studenterne indenfor fagene geografi, meteorologi, geologi o. 1. en dollar om dagen for at hjælpe med at få forsyningerne ombord ved Boston dok- kerne, at rejse til Resolute Bay og Thule ombord på en fragtbåd og at losse og hjælpe med at opmagasinere forsynin- gerne i de arktiske depoter. Det var hårdt arbejde for en lav betaling, men for mig - en 19-årig meteorologistu- derende ved Massachusetts Teknologi- ske Institut — lokkede Arktis uimod- ståeligt. Jeg meldte mig ved dokken i juni 1950 og blev sat til at pakke forsyninger. Da vi havde gjort det nogle dage, blev alle studenterne kaldt sammen og forestillet for en officer, major Robin Jobe fra ingeniørtropperne. Major Robe fortalte os, at Forsvarsministeriet havde god- kendt et projekt om at bygge en lufthavn i Grønland, og at man havde besluttet sig til at lægge den ved Thule. Der skulle foretages foreløbige undersøgelser i Thuleområdet, og hvis nogle af stu- denterne havde erfaring i fotografering og opmåling, kunne de få tilbudt at flyve til Thule i forvejen for hovedforsynings- ekspeditionen og tilbringe den tid, som ellers ville bruges til sejladsen, til at assi- stere ved forundersøgelserne. To geo- grafistuderende havde erfaringer i op- målinger, og jeg havde arbejdet med fotografering og havde medbragt et kæmpestort gammeldags pressecamera til min private fotografering. Til sidst blev omkring 10 studenter med forskel- lige færdigheder udvalgt som fortrop, og med major Jobe som leder fløj vi i en gammel Dakota til Goose Bay, derfra til Resolute og endelig til Thule. I Thule fandt vi det sceneri, som jeg har beskrevet: Thule by med KGH, ra- diostation, skole og kirke, medicinudle- veringssted og en klynge af jordhytter. Bortset fra de få danske embedsmænd og teknikere og adskillige grønlandske kontorister og assistenter fra Sydgrøn- land var Thule-indbyggerne stadig - for mit qavdlunaq øje i det mindste — ufor- falskede eskimoer. Thule by lå langt nok væk, og normalt havde vi så travlt med vore undersøgelser, at vi i begyndelsen kun havde lejlighedsvis kontakt med be- boerne. I virkeligheden kunne de stu- derende ikke besøge Thule by uden særlig aftale med KGH-repræsentanten. 264 [5] Den gamle vejrstation i Pitngfik dalen, KGH's nuværende posthus. D. Lufkin, 1950. Som undersøgelserne skred frem, be- gyndte vi at tilbringe mere tid borte fra stationen, og snart fandt vi, at de unge mænd fra byen var en værdifuld kilde, når vi søgte oplysninger om omegnens geografi. Nogle af os kunne lidt dansk (for mit vedkommende skyldtes det, at en af mine professorer holdt på, at man ikke kunne kalde sig meteorolog, hvis man ikke kunne læse norsk), og tilsyne- ladende syntes vi aldrig at have meget besvær med at kommunikere med disse ivrige og intelligente unge fangere. De kendte terrainet, klipperne og jordbun- den, vandløb, vinden og arealernes an- vendelsesmulighed, og de fleste af mæn- dene og kvinderne i byen kunne tegne et kort ud fra hukommelsen, der var lige så godt som det, vi kunne tegne ved hjælp af vore måleinstrumenter. Vores selvagtelse fik endog endnu et knæk, da vi fandt ud af, at det lokale navn for arealet rundt om vejrstationen slet ikke var Thule, men Pitugfik, d. v. s. stedet hvor man binder hundene. Navnet stam- mer fra en epidemi blandt slædehunde, som raserede for lang tid siden, hvor de syge hunde måtte holdes væk fra byen. Vi erfarede, at stednavne i Grønland ikke skal tages som permanente. Vore kort viste dusinvis af steder ved navn Qeqertaq, men en fanger fortalte os - hvis vi ellers har forstået ham ret - at Qeqertaq blot betyder en ø. Men for eksempel benævner fangerne oftest et sted, hvor nogen har set en bjørn inden- for de sidste 20 år, Nanortalik. Ved den tid, hvor skibet fra Boston ankom, var opmålingen skredet så langt frem, at man på ingeniørkontoret i Washington var i stand til at fastslå, at terræn- og permafrosttilstanden ved Pi- tugfik var egnet for anlæggelse af en stor luftbase. Trafikken til Thule via luften begyndte at vokse, og officerer af stadig højere rang kom for selv at be- sigtige området. Snart blev der givet 265 [6] ordre til, at projekt Blue Jay - base- konstruktionen - var godkendt, og at konstruktionen kunne begynde i foråret 1951. .. . _ Hen på efteråret blev dagene kor- tere, og vi satte tempoet op for at slutte arbejdet med at sørge for forsyningerne til de canadiske vejrstationer. Mændene fra byen hjalp til ved arbejdet med at losse og opmagasinere forsyningerne. Som den ældste fanger i byen havde Odaq, som havde været med Peary til Nordpolen i 1912, den ære at sidde på førersædet på bulldozeren, da vi slæbte slæder ladet med brændsel og forsynin- ger fra kysten af bugten til fly-landings- banen, hvor fly fra USAF og RCAF senere ville bringe godset til forpost- stationerne. Odaq havde været i New York omkring 1920 som Opdagelses- rejsendes Klubs gæst, hvilket han ikke var særlig imponeret over. „For meget snadren," sagde han. Med kortlægningsarbejdet og det hårde arbejde med forsynings flyvnin- gerne bag os gjorde vi forberedende ar- bejde for projekt Blue Jay arbejderne, som i begyndelsen af foråret 1951 skulle i gang med at omdanne en isoleret vejr- station til en moderne kæmpe luftbase. Der var i løbet af sommeren blevet byg- get et præfabrikeret hus for Mr. Hank Shouse, vejrstationens ny leder. Efter at han med kone og 4-årig datter flyttede ind i Shouse-huset, blev de ledige rum i den lange messebygning snart fyldt med de første af Blue Jay's fortropper. Materialer og maskiner skulle ikke an- komme før skibssæsonen i foråret, men hjulene i et meget stort maskineri var allerede begyndt at dreje. Eskimoerne forstod snart, at der var ved at ske noget, som lå langt udenfor deres erfaringer, og at deres eksistens var ved at blive dybtgående ændret. Vi bemærkede meget mere videbegærlighed, Umdnaq. Fot.: D. Lufkin, 1950. 266 [7] Gæster fra Umånaq foran vejrstationen i Pititgfik dalen. Fot.: D. Lufkin, 1950. hvad angik arbejdet på vejrstationen, og opsendelsen af radiosondeballoner blev en stor del af det daglige liv med adskil- lige beboere som ivrige hjælpere ved op- sendelsen med jubel og fløjten, når son- den gik til vejrs. En af kvinderne, Pigitit, var særlig entusiastisk som hjælper og også som en utrættelig og tålmodig lærer i det meget komplicerede grønlandske sprog. Den lange sommerdag var forbi, og den tiltagende is i elven gjorde fremkal- delsen af fotografiske film vanskeligere og vanskeligere dag for dag. Universi- tetets efterårssemester skulle snart be- gynde, og tiden var nu inde for os stu- denter til at vende tilbage til vort arbej- de. Vi overlod vore kort og jordprøver, vore fotos og måleblade til mandskabet på Blue Jay. Vi sagde farvel til eskimo- erne, som havde hjulpet os med at for- berede Thules fuldstændige overgang fra en stille boplads til en udbredt mili- tærbase. Vi pakkede vort grej og gik om- bord i flyet, som skulle bringe os tilbage til Boston. Da flyet fløj over North Star Bay, tænkte jeg igen på den beskrivende kraft, der er i de grønlandske stednavne: Umånaq bjerget er virkelig hjertefor- met, og Qeqertarssuaq er virkelig en stor ø. 267 [8]