[1] Thulebasens bagland: Indlandsisen af Børge Fristrup Under anden verdenskrig havde USA opbygget et system af flybaser i Grøn- land med henblik på sikring af de trans- atlantiske flytransporter og for luftre- kognosceringer til støtte for skibskon- vojerne til Murmansk. Efter krigen blev baserne hurtigt nedlagt med undtagelse af Søndre Strømfjord og Narssarssuaq, den sidste er dog i dag overtaget af Dan- mark og er nu base for den danske is- rekognoscering i Grønland og for udvik- lingen af turismen i Sydgrønland. De korteste luftruter mellem industri- centrene i Sovjetunionen og i Nord- amerika går over Polhavet, og under den kolde krig i efterkrigsårene var det en almindelig opfattelse, at en eventuel tredie verdenskrig kunne blive udkæmpet i Arktis, og at Nordpolsområdet derfor kunne få en lignende militærstrategisk betydning, som Middelhavet havde haft for oldtidens romerske og græske krige. Selv om man i store træk havde et vist kendskab til områdets geografiske ud- strækning, manglede man i højeste grad mere detaillerede oplysninger om områ- dets klima og om strøm- og isforhold. I de følgende år blev derfor en række ekspeditioner både fra amerikansk og russisk side sat ind på udforskningen af polbassinet. Allerede i 1930-erne havde russerne etableret stationer på drivende isflager og herfra foretaget omfattende hydrografiske og klimatologiske målin- ger året igennem, hvorimod amerikaner- ne i særlig grad havde foretaget deres målinger ved at lande på havisen med fly og foretage observationerne og der- efter flytte mandskab og instrumenter til en ny position; deres undersøgelser havde således dækket et stort areal, men var ikke foregået kontinuerligt året igen- nem. Der blev endvidere fra Alaska foretaget et stort antal flyvninger til nordpolen og tilbage for at foretage meteorologiske observationer langs hele ruten. I slutningen af 1940-erne gik USA i gang med at opbygge et system af faste vejrstationer i arktisk Nordamerika, be- mandet året igennem, og en række vars- lingsstationer for at blive advaret i tide, hvis et fjendtligt angreb blev ført ind over polbassinet. Det stod også klart, at hvis systemet skulle være effektivt, måtte stationsnettet udvides til også at omfatte 292 [2] Grønland, og helst med anlæggelse af en base så nordligt og så nær Sovjetunionen som muligt. Efter forhandling med dan- ske myndigheder og som et led i NATO- forsvaret blev det derfor besluttet at bygge en ny flybase i Nordgrønland til brug for forsvarssystemet. Den skulle være hjemsted for en flygruppe under Strategic Aircommand, som havde an- svaret for de amerikanske flyvninger over polområdet, og skulle samtidig tjene som tankstation og reparationsbase for langdistancefly og som forsynings- base for de nordligste vejr- og radar- stationer i arktisk Canada, og senere også for stationerne på de drivende isøer. Basen måtte have de tunge forsynin- ger ind med skib hvert år og kunne der- for ikke anlægges i Nordøstgrønland med de vanskelige besejlingsmuligheder. I det nordvestlige Grønland er der meget få større lavlandsområder langs kysten, men allerede Knud Rasmussen havde gjort opmærksom på, at det måtte være muligt at lande med fly på de hævede marine terrasser og store flodsletter, der ligger omkring Pitugfik elven, der dan- ner afstrømningen fra Store Landbræ, som er en del af selve indlandsisen. Kysten er her let tilgængelig, og i ly af Thule- fjeldet danner North Star Bugten en vel- beskyttet, naturlig havn, som fra gam- mel tid har været benyttet af hvalfangere og ekspeditionsskibe for fangst og ud- forskning af Nordgrønland. I 1951 begyndte konstruktionen af basen, der skulle være langt det største konstruktionsarbejde, der nogen sinde havde været iværksat under højarktiske forhold. Under anden verdenskrig havde man i USA oprettet det såkaldte „Arctic Desert Tropic Information Center", hvor en lang række af landets bedste videnskabsmænd indenfor geografi, geo- logi og klimatologi m. v. arbejdede for at skaffe oplysninger til brug for mili- tæret i de vanskeligst tilgængelige områ- der. Efter krigen opløstes organisatio- nen, og videnskabsmændene vendte til- bage til deres universiteter og forsknings- institutioner. Militæret måtte derfor nu starte projektet med en meget ringe for- håndsviden om de geografiske og klima- tologiske betingelser på stedet, og der var ikke tid til at foretage omfattende rekognosceringer eller forsøg på stedet. Basen skulle bygges. Naturligvis var der fra dansk side fra Thulestationen fore- taget en række meteorologiske målinger, men observationsperioden havde været kortvarig, og man måtte derfor anlægge basen med en meget stor sikkerhedsmar- gin og med forbehold for de lavest tæn- kelige temperaturer og største storm- styrker. Visse konstruktioner er derfor også — med vor nuværende erfaring — overdimensionerede, og i årenes løb er mange af de første konstruktioner blevet ændret. I 1951 blev materialerne sejlet op og byggearbejdet sat i gang, og allerede samme år var basen etableret og funk- tionsdygtig. Tusinder af civile og mili- tære arbejdere blev sat ind på opgaven, der blev arbejdet døgnet rundt i den lyse arktiske sommer, og man havde taget alt teknisk materiel i anvendelse for at fremme arbejdet mest muligt. Beboelses- barakker af præfabrikerede elementer rejstes bogstavelig talt fra dag til dag. Vejsystemer blev anlagt, og af hensyn til 293 [3] De første indlandsis-ekspeditioner i begyndelse af dette århundrede var meget små. De blev udført af få slæder, som var trukket af mandskabet selv. Senere anvendte man dog heste eller hunde. Det var kun muligt at medbringe den fornødne proviant og en primitiv videnskabelig udrustning. Disse ekspeditioner hjembragte dog et betydeligt materiale til belysning af indlandsisens klima, dens topografi og karakteren af sncpålejringen. udlosningen fra de mange forsynings- skibe, der sendtes derop, anlagdes en moderne havn. Den blev bygget af pon- toner, som blev bugseret op fra Florida og bragt i position. For at beskytte kaj- anlægget mod isskruninger rammede man store stålrør gennem pontonerne, rørene blev fyldt med beton, og derefter løftedes pontonerne op ved hjælp af don- krafte og blev fastgjort på stolperne. Til slut havde man en regulær kaj, der strakte sig så langt ud fra kysten, at der var dybt vand til at tage selv store skibe. Samtidig med konstruktionen af basen gik man i gang med en udforskning af adgangsmulighederne til indlandsisen. Det var bydende nødvendigt for sikring af basen, at der kunne etableres en eller flere radarvarslingsstationer på ind- landsisen, der kunne advare i tilfælde af et luftangreb af så lavtgående fly, at de førsjM sidste øjeblik ville blive opfanget af basens eget radaranlæg. Der måtte derfor iværksættes et studium af ind- landsisens problemer. Tidligere indlandsisekspeditioner havde været meget små videnskabelige foretagender. Den tyske Wegener eks- pedition havde i 1930-31 gennemført en overvintring med 3 mand i Eismitte i det centrale Grønland, man havde levet under de mest primitive forhold, ned- gravet i en slags snehule, og samme år havde A. Courtauld ene mand over- vintæt i et telt gravet ned i sneen, og han havde det meste af tiden måttet ligge i teltet uden mulighed for selv at grave sig op til overfladen. Han blev først undsat, da et hjælpehold nåede frem til pladsen ud på foråret. I 1948 havde den franske polarfor- sker Paul-Émile Victor startet sine un- 294 [4] 1950-ernes indlandsis-konvojer var stort anlagte operationer, som kunne operere på indlands- isen uden andre forsyninger, end dem de selv medbragte. Betydeligt videnskabeligt materiale kunne medbringes, og mange resultater blev opnået takket være moderne måleteknik. dersøgelser af den grønlandske indlands- is og drev samtidig dermed ekspeditioner til Antarktis. I modsætning til den tid- ligere ekspeditionsteknik baserede Victor sine ekspeditioner på stort anlagte moto- riserede transporter på isen, forsynet med brændstof og proviant leveret ved faldskærmsnedkastning eller endog ved fri nedkastning fra ganske lavt gående transportfly. I 1949—51 etableredes Sta- tion Centrale nær Wegeners Eismitte, som naturligvis var forsvundet under sneen. Transporterne ind til stationen blev foretaget med weasler, et larvefods- køretøj, der var blevet udviklet under den anden verdenskrig. Man medbragte elementer til bygning af en præfabrikeret station, som — for at beskyttes mod kulde og storme - blev gravet ned i sneen. Der overvintrede 8 mand, og da de sidste transporter og faldskærmsnedkastninger var tilendebragt, havde man fået 110 tons udstyr og forsyninger til stationen. En ny æra i indlandsisforskningen var åbnet. I 1952—54 fortsattes indlandsis- undersøgelserne af den britiske Simpson ekspedition, der oprettede Station North- ice på den nordlige del af indlandsisen. Under ledelse af admiral Richard Byrd havde amerikanerne i 1930-erne gennemført en række ekspeditioner til Antarktis og havde her etableret en base, Little America, der ganske vist måtte fornyes nogle gange, fordi den var byg- get på en isshelf, der efterhånden bræk- kede af. Byrd havde som noget nyt an- vendt radio og fly på sine ekspeditioner. De antarktiske undersøgelser fortsattes selv under anden verdenskrig og blev genoptaget i stort omfang efter krigen. Til trods herfor var der — som allerede nævnt — ikke tilstrækkeligt mandskab med polarerfaring og expertise indenfor det amerikanske forsvar til at løse alle 295 [5] opgaver i forbindelse med bygningen af Thule Basen og fremfor alt ikke for ud- forskningen af indlandsisen bag ved ba- sen. I første omgang indkaldtes uden- landske eksperter, og Paul-Émile Victor kom op sammen med en række af hans tekniske topfolk, og fra dansk side del- tog også Eigil Knuth. Der var dog ikke mange eksperter at få, i sammenligning med hvad der var brug for. Det blev derfor nødvendigt i vidt omfang at sætte folk ind uden arktisk erfaring på de for- skellige opgaver. Officerer, som havde ledet pansertropper i slag i Europa, måtte nu lede weasel- og traktorkonvojer ind på indlandsisen. Flyvere fra Texas eller Florida, som måske aldrig havde set anden is end isterningerne til whisky, blev udkommanderet til at flyve på Grønland og over indlandsisen under højarktiske forhold. Tidligere ekspedi- tioner i området havde i høj grad haft støtte af polareskimoerne, men det blev der under disse forhold ikke tale om, idet amerikanerne med stor loyalitet bøjede sig for det danske ønske om, at basen ikke måtte influere på den lokale befolknings kultur og erhvervsmulighe- der. Der var derfor ingen kontakt mel- lem basepersonalet og den lokale eskimo- befolkning, og i 1953 flyttede Thule- beboerne efter eget ønske fra det gamle Thule til Qånåq ved Inglefield Brednin- gen. Navnet Thule blev taget med til den nye boplads, der blev bygget af dan- ske håndværkere. Da man således ganske manglede er- faringerne og historisk og lokal tradi- tion, tog de amerikanske teknikere fat på opgaverne med friske øjne og fandt ofte frem til ganske utraditionelle løs- ninger, som viste sig brugbare, bl. a. fordi man nu rådede over tekniske hjæl- pemidler og materialer, som ikke havde været til stede tidligere. I begyndelsen havde man mange uheld, og meget mis- lykkedes, men efterhånden nåede man frem til en teknik og forskningsmetodik, som blev enerådende for fremtidige ark- tiske ekspeditioner på en iskappe, og som også fandt anvendelse i Antarktis. Der er ikke megen metodik, som blev taget i brug under udforskningen af Syd- polarlandet under det internationale geo- fysiske år, som ikke først har været gen- nemprøvet på den grønlandske ind- landsis. I 1952 begyndte den egendige rekog- noscering for en rute fra basen og ind på indlandsisen. Der blev fundet 2 ruter, den sikreste rent teknisk, uden for man- ge gletscherspalter, blev fundet på den anden side af Wolstenholmefjorden på det isfrie landstykke, der skærer sig ind mellem Nordisen og selve indlandsisen. Her fandtes en jævnt skrånende isrampe, derj*av let adgang op på indlandsisen. Den anden rute gik op over selve Store Landbræ, den viste sig dog at være ret fyldt af dybe gletscherspalter og kræ- vede derfor en meget nøje undersøgelse, inden den ville kunne anvendes. Brugen af ruten på den anden side af fjorden krævede anlæggelse af omfattende vej- systemer over land, og at materiellet en- ten jskulle køres over fjordisen om vin- teren eller sejles over med landgangs- fartøjer om sommeren. Ikke desto min- dre gik man i gang med anlæggelsen af vejen og byggede også en lejr, Camp Nuto, nær isranden, og amerikanske glaciologer gik i gang med en nærmere 296 [6] figæsfe^KS^ •WBBBBBPP^^^^^ ^^^^^ -W Semipermanent lejr på indlandsisen til brug for transportforsøgene. Lejren bestod af såkaldte Atwells opbygget af isolerede bygningsmåtter spændt ud over et system af buede træelementer. Fot.: Børge Fristrup, 1953. kortlægning af den jævnt skrånende is- rampe og af Nordisens næsten lodrette isvæg. Omtrent samtidig med bygningen af Thule Basen blev også Station Nord an- lagt i det nordøstlige Grønland, som et fælles dansk-amerikansk projekt. Statio- nen kan ikke besejles, og alle forsyninger måtte derfor flyves ind eller eventuelt bringes frem ved transport tværs over indlandsisen. Det amerikanske militære Transportation Corps fik en henvendelse, om man kunne transportere 500 tons udrustning tværs over indlandsisen og frem til stationen. Sammenlignet med de 110 tons udrustning, nedkastet og trans- porteret med weasel til Victors Station Centrale, var dette en enorm mængde og måtte derfor også kræve en anden teknik. Denne transport ville kun kunne gennemføres, hvis man anvendte meget svære traktorer og svære slæder, og dette var endnu ikke afprøvet på indlandsisen. Allerede i 1942 havde man fra ameri- kansk side eksperimenteret med larve- fodskøretøjer og slæder på sne, med henblik på en eventuel vinterkrig - og man havde fundet frem til, at en kombi- nation af larvefodskøretøjer og træk- slæder med faste meder var den mest 297 [7] gunstige. Forsøg i Canada havde vist muligheden af at anvende svære, så- kaldte Otago slæder, der kunne laste 5—10 tons pr. slæde og trækkes af trak- torer med ekstra brede larvefodsbånd; de var blevet anvendt af canadiske mine- selskaber, som skulle have bragt tungt maskineri frem om vinteren. Overført til grønlandske forhold var erfaringerne i første omgang ikke så gode. I Canada havde sneen været hård at køre på, på indlandsisen var sneen blødere, og man havde ingen erfaring for transport i ter- rain med gletscherspalter, ligesom man fik navigationsproblemer, idet magnet- kompas ikke var pålidelige på så høj nordlig bredde, og gyrokompas kunne ikke tåle rystelserne og vibrationerne ved kørsel over sneoverfladens mange sneskavler. Dertil kom de konstant lave kuldegrader og den stadige snefygning langs isoverfladen. I 1952 forsøgte man med traktor at bringe nogle Otagoslæder op på ind- landsisen, men det mislykkedes. Allerede et kort stykke inde på indlandsisen brød den forreste traktor gennem en snebro og blev hængende i spalten. Ingen kom til skade, men af sikkerhedsmæssige grunde indstillede man videre forsøg den sommer. I stedet for koncentreredes an- strengelserne, med Victor som leder, om weaseltransport tværs over indlandsisen til Kap Georg Cohn. Franskmændene gennemførte, sammen med de amerikan- ske deltagere, turen frem og tilbage uden uheld. Erfaringerne fra de forskellige fore- tagender i 1952 resulterede i, at man iværksatte en 5-årsplan for studier over indlandsisen og dens transportproblemer. 298 Planen var, at man skulle vinde så megen erfaring som muligt, og det var derfor vigtigt at transportere så mange folk og så meget materiel på indlandsisen som overhovedet muligt. Videnskabeligt fik man nu en så fuldstændig unik situation, at næsten ethvert undersøgelsesprogram kunne iværksættes, blot det indbefattede transport og operation på indlandsisen. Realiseringen af 5-årsplanen blev over- draget det militære transportkorps, der med henblik på den særlige opgave orga- niserede en speciel „Transportation Arctic Group", der samarbejdede med en lang række militære og civile under- søgelseslaboratorier og videnskabelige organisationer med henblik på løsningen af hovedopgaven: hvordan kan man leve og arbejde på indlandsisen og transpor- tere praktisk taget ubegrænsede mæng- der af gods og instrumenter? Det var en forudsætning for løsnin- gen af denne opgave, at man fik et nøje kendskab til indlandsisens overfladefor- hold og til snepålejring og afsmeltning. Disse undersøgelser blev overdraget til en amerikansk militær organisation „Snow Ice and Permafrost Research Establishment" normalt kaldt SIPRE. Organisationen beskæftigede såvel civile som militære medarbejdere og kunne, når nødvendigt, trække på militære transportmuligheder og andre faciliteter. Institutionen var en direkte efterfølger af et i 1944 oprettet særligt „Frost Ef- fects Laboratory", der skulle studere konstruktionsproblemer i områder med enHrlig frostperiode, og som i 1949 om- dannedes til SIPRE, der, som navnet siger, særlig skulle studere sne, is og permafrost både experimentelt i labora- [8] Et af de tunge traktorswing på indlandsisen med traktorer og wannigans. toner og ved feltundersøgelser. Der op- rettedes feltstationer nær Chicago og 5 Alaska, men hovedaktiviteten kom i de følgende år til at foregå i Grønland, først og fremmest i tilslutning til Thule Air Base, men senere også i Sydgrønland og på forskellige steder på indlandsisen. Organisationen indkaldte i første om- gang fremragende udenlandske viden- skabsmænd som chefer, således den schweiziske glaciolog Henri Bader og den japanske sneforsker Ukuchiro Na- kaya. For at rationalisere arbejdet blev af- prøvning af materiel overdraget U. S. Transportation Corps; det egentlige vi- denskabelige arbejde, experimenterne og teoretiske studier hørte under SIPRE, der i 1959 ved sammenslutning af en række militære forskningsorganer, der særligt havde beskæftiget sig med tekni- ske problemer under arktiske og subark- tiske forhold, blev ændret til CRREL, d. v. s. „Cold Regions Research and Engineering Laboratory". I de senere år har denne organisation dog også arbej- det med ingeniørmæssige problemer un- der andre klimaforhold. Ved hovedsædet for SIPRE, der først lå i Evanstone og siden blev flyttet til Hanover, New Hampshire, opbyggedes verdens største og mest moderne kuldelaboratorium fot teoretiske undersøgelser over sne og is. Der er blevet publiceret en lang række militære rapporter og bidrag til inter- nationale tidsskrifter og kongresrappor- ter m. v. I 1953 startede så 5-årsplanen med den hidtil mest omfattende afprøvning af så mange traditionelle og utraditio- nelle køretøjer, som kunne komme på tale som transportmidler for rejser på indlandsisen. Køretøjerne blev bragt over isen på Wolstenholmefjorden og derfra over land og op på indlandsisen. I forskellig højde over havet og med forskellige snetyper blev køretøjerne af- prøvet. Men der foregik også anden ak- tivitet på indlandsisen den sommer. En del af undersøgelserne var — efter ame- 299 [9] rikansk princip — kontraktforskning — og „Stanford Research Organization" havde en af kontrakterne. De beskæftigede en stor stab geologer, glaciologer, biologer og teknikere, som blev sat ind på under- søgelse af indlandsisens randområde og af landet foran isen. Transporten rundt til undersøgelsesfelterne foregik med militærets helikoptere. I løbet af som- meren blev også ruten ned over Store Landbræ undersøgt for spalter og af- mærket, så man var i stand til at føre alle de svære køretøjer fra testundersø- gelserne på indlandsisen ned over Store Landbræ og dermed undgå transporten over Wolstenholme Fjord. I løbet af vinteren 1953-54 udarbej- dedes planerne for de videre undersøgel- ser. Man behøvede flere efterprøvninger af de mere traditionelle larvefodskøre- tøjef, særlig undersøgelser af betydnin- gen af bæltebåndenes bredde, hvorimod en del af de mere usædvanlige køretøjer var faldet ud. Samtidig havde man ved sidste sommers afprøvning haft store problemer med transporter i snesmelt- ningsperioden, hvor det ikke var muligt at få de tunge køretøjer ind og op over det vandtrukne snebælte. Man besluttede derfor at bygge en vej fra landet foran og op på indlandsisen, således at vejens øvre del nåede ca. 5 km ind på indlands- isen og var bygget direkte ovenpå den egentlige gletscheris. Man kunne derved undgå den våde snezone. Vejen har hvert år krævet en del vedligeholdelse, men har iøvrigt vist sig effektiv. For- uden den egentlige forsøgsvirksomhed i 1954 gennemførtes også en række trak- torkonvojer, de såkaldte „swing", der førte byggematerialer frem til en radar- station, der byggedes ca. 350 km inde på indlandsisen øst for Thule Basen. Der eksperimenteredes med spaltedetektorer af forskellig type, og man nåede frem til en teknik ved med sprængstof at blæse snebroerne over spalterne væk og der- efter med en bulldozer fylde spalten op med sne og tromle sneen sammen, så traktorerne med deres trækslæder kunne køre over dem. I sommeren 1954 gen- nemførtes flere lange traktorrejser på indlandsisen, således kørte man med 3 store traktorer, 9 stk. 10-tons slæder og 3 weasler tværs over indlandsisen til Kap Georg Cohn og tilbage uden uheld. I modsætning til Victors weaselekspe- ditioner, som forsynedes ved fald- skærmsdrop, var de tunge traktorswing baseret på selv at medbringe de for- nødne forsyninger, og mandskabet boede i en slags campingvogne på meder, de såkaldte wanigans, der rummede sove- og opholdsrum, køkken og normale hy- giejniske faciliteter. I sommeren 1954 blev også Camp Tuto opført ved randen af Store Landbræ som base for indlands- istransporterne. Og herfra udgik flere tunge traktorkonvojer ind på isen, sam- tidig med at man med „Party Crystal" under ledelse af Carl S. Benson begyndte den egentlige snestratigrafiske udforsk- ning af indlandsisen. Under det internationale geofysiske år 1957-58 skulle der fra amerikansk side gennemføres en række geodætiske præ- cisionsmålinger på indlandsisen ved 6 stationer, de såkaldte HI RAN stationer. Udstyret til disse kunne enten flyves ind eller bringes ind med traktorkonvojer. Med erfaringerne fra 1954 besluttedes det at forsøge en vinterrejse på isen, for 300 [10] Til brug for sikring af slæderecognosceringer og for de tunge konvojer udvikledes et system af elektromagnetiske spaltedetektorer. at bringe udstyret ind. Transporten, kal- det „Southwind", startede i 1955 d. 18. oktober fra Camp Tuto med 4 store traktorer, 12 stk. 10-tons slæder, 4 wani- gans, 3 weasler og 3 stk. l-tons slæder. Man nåede op på indlandsisen og lagde kursen sydover, efter at en rekognosce- ringsekspedition i forvejen havde af- mærket ruten. Det blev et koldt efterår, temperaturen faldt til under -r- 50°, hvad der var koldere for årstiden end forventet Man fik talrige uheld med motorer, der ikke fungerede på grund af kulden, og mandskabet led af forfrys- ninger. Det lykkedes dog at deponere 30 tons udrustning på det planlagte sted, men tilbageturen blev værre end ud- turen. 3 af de 4 traktorer måtte efter- lades, ligesom den ene weasel, og først 16. december vendte ekspeditionen til- bage til Camp Tuto efter at have tilbage- lagt 2100 km og tilbragt 60 døgn på indlandsisen. Det havde vist sig, at den traditionelle teknik ikke slog til overfor vinterforholdene på indlandsisen, og bortset fra et par redningsaktioner for nødstedte flyvere har man ikke siden forsøgt vinterrejser på indlandsisen. De følgende år fortsatte eksperimen- terne på indlandsisen rent rutinemæssigt, og med udgangen af 1957 var 5-årspla- nen tilendebragt; man havde nået at finde frem til en transportteknik, der muliggjorde traverseringer af indlands- isen i sommertiden, og det var en teknik, som amerikanerne direkte kunne bruge under deres indsats i Antarktis under det internationale geofysiske års udforskning af det hvide kontinent. Transportproblemet var en af siderne af 5-årsplanen, en anden side var etable- ring af faste stationer på indlandsisen. De hidtidige overvintringsstationer havde været ganske primitive anlæg, der var baseret på ganske få mand og kun skulle have en funktionstid på 1—2 år. Nu skulle man have store stationer med radaranlæg og en betydelig mandskabs- 301 [11] styrke, der skulle leve under komfortable vilkår, da det nu drejede sig om udkom- manderet mandskab og ikke om en lille gruppe mennesker, der frivilligt havde indladt sig på et arktisk eventyr for op- levelsens skyld eller for at gennemføre nogle for dem vigtige videnskabelige må- linger. De nye stationer måtte have en betydelig længere levetid — i det mindste adskillige år. Bygningsanlæg på indlands- isen er et vanskeligt problem; bygger man på overfladen, vil det give anled- ning til snedrive-dannelse omkring kon- struktionerne, og graver man sig ned, vil man efterhånden finde, at anlægget dæk- kes af nysne, der stadig bliver pålejret, og i tidens løb vil stationerne knuses af vægten af den overlejrede sne. Dette er f. eks. tilfældet med Station Centrale, der byggedes i 1949, og som jeg ved et besøg i 1959 fandt liggende 10 m under overfladen med delvis knust tømmer og med gange og rum i sneen presset sam- men til ca. den halve bredde af de op- rindelige dimensioner. For amerikanerne blev der her, som ved transportproblemerne, taget nye og utraditionelle metoder i anvendelse. Løs- ningen for dem var i første omgang at indbygge stationerne i 8 m mægtige rør af bølgeblik, halvt nedgravet i sneen og firnen. Konstruktionen med rørene hvi- lende i sneen er ofte blevet sammenlignet med en undervandsbåd, og det kan heller ikke nægtes, at rørene, med deres virvar af elektriske ledninger og vandrør, havde en slående lighed med en ubåds indre. Konstruktionen anvendtes bl. a. ved bygningen af Site II, der byggedes 1952-53 ca. 350 km øst for Thulebasen; den fungerede som vejr- og radarstation, og i tilknytning til stationen iværksattes en række omfattende sneundersøgelser. Inde i de store rør blev der lagt et plan- kefundament, hvor man ovenpå byggede de egentlige mandskabsbarakker og ser- vicebygninger, der — da de var beskyt- tede mod store vindstyrker, lave kulde- grader og snepres — kunne bygges af relativt lette bygningskonstruktioner. Ef- terhånden som snepålejringen voksede, kom rørene til at ligge dybere og dybere under sneoverfladen, og skakter og ad- gangsrør måtte derfor forlænges, lige- som der skete en vis forskydning i røre- nes indbyrdes placering på grund af sneens differentialbevægelser. Konstruk- tionsprincippet viste sig effektivt, for så vidt som Site II var beregnet for en 5-årig periode, og af forskellige årsager først blev opgivet i 1957, selv om den stadig var funktionsdygtig. Transporten af de store bølgebliks- plader og af brændstof til stationerne på isen var dyr og besværlig. Allerede Wegener ekspeditionen havde vist, at sneen på indlandsisen i sig selv var et 'glimrende byggemateriale, der med tiden ville sintre sammen og derfor have en stor bærekraft. Ved Site II iværksattes i 1954 en lang række forsøg med udgrav- ning af gange og skakter i sneen og måling af disses deformationer. Det vi- ste sig her, at man kunne benytte sig af den naturlige sne, hvis man udgravede gange — og dette kunne gøres rent ma- skinelt — således, at man alene kunne nøjes med at overdække gangene med tynde bølgebliksplader og så kaste sneen tilbage over pladerne. Så kunne man undgå de dyre bølgebliksrør og bygge huse og andre anlæg på plankefunda- 302 [12] ment, hvilende direkte på den udgravede sneflade. Dr. Bader havde henvist til anvendelse af den schweiziske Peter sne- slynger, der fræsede sneen op og stødte materialet ud igennem et rør, hvis læng- de — og dermed maskinens arbejds- dybde — man kunne regulere. Princippet, der først blev experimen- teret med ved Site II, blev udnyttet i fuld målestok til konstruktionen af en ny indlandsisstation, Camp Century, der egentlig skulle have ligget 100 miles inde fra Camp Tuto, men dog i virkeligheden kom til at ligge ca. 140 miles inde på isen. Princippet for stationen var det samme som ved tidligere stationer, en lang hovedgang og vinkelret herpå en række sidegange, der rummede barakker og magasiner m. v. Camp Century var den største station, man havde bygget, den kunne rumme et par hundrede mand om vinteren og endnu flere om somme- ren. Camp Centurys „hovedgade" var ca. 400 m lang og så bred, at man kunne køre ind med traktorer og weasler og di- rekte aflæsse transporterne ved de side- gange, hvor de skulle bruges. Sidegan- gene strakte sig ud vinkelret fra hoved- gangen, og i disse lå de nødvendige ba- rakker og andre stationer. Gangene var blevet udgravet ved hjælp af store Peter sneslyngere, og var derefter blevet over- dækket med bølgebliksplader, hvorefter man havde kastet den nu hærdede sne tilbage over tagdækket. Lejren var, bort- set fra ventilationsskakter og hovedga- dens to åbninger, fuldstændig skjult un- der sneoverfladen. For at undgå de kostbare og tidsrø- vende brændstofstransporter blev Camp Century udstyret med en atomreaktor med en kapacitet på 1500 kW. Det blev derfor på den grønlandske indlandsis, at Danmarks første atomkraftanlæg kom i funktion. Reaktoren var så tung, at den kun kunne transporteres ind med en traktorkonvoj, og det er den hidtil tun- geste transport, som er blevet iværksat på indlandsisen. Stationen blev indviet i slutningen af sommeren 1960 og var hjemsted for en lang række videnskabe- lige undersøgelser, således også for bo- ringerne gennem den grønlandske ind- landsis. Selvfølgelig viste det sig, at der var mindre vanskeligheder med at ved- ligeholde stationen, særligt viste det sig, at temperaturen i gangene gennemgå- ende var for høj, og at sammenpresnin- gen af gangene derfor foregik hurtigere end efter oprindelig beregning. Vanske- lighederne var dog ikke større, end at man i 1963 mente at have tilstrækkelig erfaring for, hvorledes en sådan „by i en iskappe" kunne fungere, og at man derfor kunne indstille eksperimentet. I mellemtiden havde man fået installeret tilsvarende atomkraftanlæg i Antarktis- stationerne. Stationen havde haft en be- tydelig publicity, og det kan ikke nægtes, at der var en særlig stemning 5 gangene med de glitrende iskrystaller og smel- tende istapper — og så når man pludselig stod inde i barakkerne, forsynet med alle bekvemmeligheder, som plastikbetrukne dybe lænestole, mahognykommoder med broncebeslag, standerlamper i imiteret drivtømmer af plastik, tegnet af ameri- kanske indendørsarkitekter. Maden var god og rigelig, og baren velforsynet, så man kunne i og for sig leve hele sit liv i denne verden under sneen, fra man ankom, til man igen gik ud til flyet, som 303 [13] De sidst konstruerede istunneller ved Camp Tuto var de største, og man havde dermed bevist, at sådanne anlæg kunne fungere, hvis det blev nødvendigt. skulle bringe én tilbage til civilisationen. Atomreaktoren blev igen transporteret ud på slæde under stadig kontrol af tek- nikere fra Risø. Camp Century blev basis for en lang række videnskabelige undersøgelser, først og fremmest for isboringerne. Alle- rede ved Site II havde man forsøgt at bore igennem isen, men var gang på gang blevet standset af tekniske vanskelighe- der. I 1966 lykkedes det ved Camp Cen- tury med elektrisk roterende bor at nå gennem isen og til kontaktzonen med undergrunden, der her lå i en dybde af 1371 m under sneoverfladen, og det kunne påvises, at bunden af indlandsisen 304 her var fastfrosset til undergrunden, og at der ikke, som f. eks. visse steder i Antarktis, var en tynd vandhinde mellem isen og underlaget. Foruden indlandsisstationerne begynd- te man at udgrave en tunnel i randen af indlandsisen indenfor Camp Tuto; ar- bejdet blev påbegyndt i 1955, i begyn- delsen ganske primitivt med hakke og skovle, og det a f rømmede materiale blev trukket ud på trækslæder. Det lykkedes med denne teknik at konstruere en 150 m,lang istunnel med en åbning af 2X1,7 m. Det var et møjsommeligt arbejde, men forsøg på at fremme arbejdet ved at anvende sprængstof gav ikke noget [14] resultat, idet is næsten ikke kan spræn- ges af almindeligt sprængstof i rimelig mængde. Efterhånden gik man dog over til at anvende elektrisk drevne kædesave, og arbejdet skred dermed hurtigere frem. Udgravningen fortsattes i 1956 med konstruktionen af større rum i for- bindelse med tunnellen. Man havde her rig lejlighed til at studere isstrukturen og dens flydemønster og måle gangenes deformation. Der var, særligt i tyske aviser, en række artikler, at nu var man i gang med at bygge en jernbanetunnel tværs under den grønlandske indlandsis, og man bragte tegninger af, hvorledes en krydsningsstation under isen ville se ud. Slet så dramatiske var tunnellerne nu ikke, men videnskabeligt spændende nok. Man fik bekræftelse eller afvisning af en række videnskabelige teorier for isbevægelse og isspændinger, og rent praktisk fik man erfaring for, at det vir- kelig ville være muligt at bygge tilflugts- rum og forrådsrum inde i en isvæg af den type, som fandtes indenfor Camp Tuto, d. v. s. en isvæg, hvor den hori- zontale isbevægelse er ringe, og hvor isen er kold. Tunnelforsøgene fortsattes, og i 1957 gik man over til en regulær isminedrift, hvor man anvendte materiel, som ellers brugtes til kulbrydning, en transportabel roterende kædesav af be- tydelige dimensioner, og afrømningen skete nu ved hjælp af transportbånd og tipvognstog. Det var dermed muligt at bygge lange tunneller og større rum i isen, og man nåede en længde af over 400 m ind i isen, og for at maskinen kunne arbejde, havde man nu udvidet gangene til minimum 4X4 m i dimen- sion. I forbindelse med tunnellerne for- Vcntilationsskakt bringes på plads i Camp Centurys rørsystem. søgtes også opbevaring af dieselolie og andet brændstof i tanke, hugget ind i isen, eller ved ligefrem at støbe en 100.000 gallons tank ved en støbeform af krydsfiner, og hvor mellemrummet mellem pladerne fyldtes op med knust is og vand, til man havde et uigennemtræn- geligt kar. Med åbningen af det internationale geofysiske år sendte russerne deres før- ste sputnik op. Det viste sig nu hurtigt, at man hermed havde indledt en helt ny undersøgelsesteknik, som også indebar meget store militære aspekter. Polar- området ville ikke længere være et cen- tralt punkt for en eventuel kommende krig. Man byggede stadig videre på ba- sen med etablering af Amerikas mest avancerede radaranlæg, men undersøgel- 305 [15] / et af isrummene i Tuto-tunnellen indrettedes et kirkerum, hvor der blev afholdt flere gudstjenester. Fol.: Jørgen Taagholt, aug. 1964. serne og rejserne på indlandsisen blev færre og færre, Med lukningen af Camp Century i 1963 var de store indlandsis- undersøgelsers tid i virkeligheden forbi, man havde løst de opgaver, man fra første færd af havde stillet sig, og til- bage var nu kun en række rutinemålin- ger; nye projekter blev ikke iværksat fra amerikansk militær side. Man støttede dog en lang række videnskabelige under- søgelser iværksat fra anden side, således bl. a. også de danske isotopundersøgelser under ledelse af Willy Dansgård og må- lingerne ved hjælp af radiobølger af is- tykkelsen under ledelse af Preben Gud- mandsen; men det er en anden historie, som kun er et sideløbende resultat af Thule Basen, omend deres teknik og me- todik er baseret på de resultater, som man fra basen nåede under 1950-ernes hektiske aktivitet. 306 [16]