[1] Fra Umånaq til Qånåq - flytningen af en by i 1953 afRolfGilberg Det begyndte med anlæggelsen af Thule Air Base i sommeren 1951 og de næst- følgende år. På fangerrådsmøder drøf- tere man ofte fangererhvervets alvorlige situation i Wolstenholms fjorden, som i mange år havde været fredet på en sådan måde, ae jagt kun var tilladt med kajak og slæde, da fjorden betragtedes som sælernes yngleplads. Men efter at amerikanerne var begyndt at benytte fjorden om sommeren med store skibe og om vinteren med motordrevne køre- tøjer, blev fangernes muligheder for fangst alvorligt forringet. Skønt ingen polar eskimo nogen sinde har været beskæftiget ved Thule Air Base, og selvom der takket være de amerikanske troppers disciplin praktisk taget ikke har foregået nogen egentlig fraternisering med polareskimoerne (helt det samme kan man nok ikke sige om danskere), kunne det ikke undgås, at Basens tilstedeværelse kom til at gribe dybt ind i distriktets forhold. Slæderejsende måtte nu kun følge be- stemte ruter ad store omveje for at nå fangstpladser. Spildolie på fjordens vandoverflade fra forsyningsskibene, støjen fra startende og landende flyve- maskiner, fra sprængninger til byggeriet og fra luftværnsartilleriets skydeøvelser umuliggjorde jagten omkring bopladsen Unånaq. I efteråret 1952 var hvalros- fangsten lig nul og sælfangsten ringe. Hertil kom faren for bopladsbefolknin- gens demoralisering. Dårlige fangstfor- hold gjorde, at det var fristende for polareskimoer at opsamle kasseret kød og andet udrangeret materiale på Basens affaldsplads (Dumpen) i stedet for at koncentrere sig om at gå på jagt. Mange af bopladsens beboere måtte ernære sig som souvenir-magere og for de indtjente penge leve af butiksmad, - en dårlig erstatning for landets egne produkter. Da bopladsbefolkningen selv blev klar over faren ved alt dette, besluttede man at flytte væk i 1953. Thule Distriktets administrationsby „Thule" var groet op omkring polar- eskimoernes gamle boplads Umånaq for foden af Thulefjeldet (Mount Dundas), hvor missionen i 1909 havde slået sig ned. Det var dér, Knud Rasmussen byg- gede sin butik i 1910, og hvor senere, omkring 1930, en ny større butik, en 307 [2] kirke og et sygehus blev lagt. Det var således ikke bare en lille ubetydelig bo- plads, der kom i klemme mellem naturen og civilisationen, men det var polareski- moernes kulturelle og politiske verdens- punkt. Derfor foregik der en alvorlig diskussion blandt polareskimoerne. „Det var altid de dygtige fangere bl. a. Jess, Sorqaq, Inuterssuaq og Qa- qutsiaq, der førte ordet, men hverken fra dansk eller amerikansk side har no- gen villet lægge pres på Thulefolket. Endelig var der jo også den omstændig- hed, at fangerne, der drog ud på fangst- ture i distriktet, klarede sig udmærket og hjembragte godt udbytte, hvorimod mange og især de gamle og mindre drif- tige folk faktisk var henvist til butiks- kost" (Christensen 1953:270). Et fangerrådsmedlem kom som tals- mand for befolkningen til et møde i april 1953 med følgende bemærkninger (Skov 1966:50): „Efterhånden som Basen udvider sig, bliver vore fangstområder mere og mere reduceret. I den forbindelse vil vi frem- sætte krav om at få klar besked, hver gang amerikanerne med deres udvidelser berører nye fangstområder. For eksem- pel i efteråret 1952 blev der udstedt forbud mod opsætning af rævesakse i Ivnaq, grundet passagen til fangstfeltet gik gennem baseområdet. Imidlertid viste det sig, at forbudet var overflødigt, idet flere danske satte deres sakse, uden at der blev skredet ind. I den forbindelse ønsker man vejen åben til området og uhindret adgang til at sætte sakse om efteråret eventuelt på den måde, at man i flok én gang om ugen får tilladelse til at passere baseområdet, muligvis under Politikens Bræ. Fot.: Aage Gilbcrg, 1963. basepolitiets medvirken. Såfremt det vi- ser sig, at der er gyldige grunde til, at en sådan passage ikke kan finde sted, ønsker man, at dette forbud gælder alle. Enhver har erfaret, at fangsten her i Umånaq bliver sløjere og sløjere. Fanger- ne er overbeviste om, at dette først og fremmest skyldes Basens indflydelse og ikEe fangernes manglende energi. Vi ind- rømmer, at det, foruden det hundefoder vi har fået tildelt gennem kontoret, har været nødvendigt for os direkte at op- søge affaldspladsen for at sikre hundene tilstrækkelig føde, da ellers talrige hunde antagelig ville være døde af sult. Sam- tidig har det været nødvendigt for os at tage en del af det brænde, der — som kasseret — er smidt ud på affaldspladsen. Uden dette ville brændselsproblemet for os have været meget vanskeligt at klare. Imidlertid synes man, denne tilfældige og lovløse måde at skaffe tilskud til brændsel og hundefoder på er uheldig, idet det er de mest anmasende, der får størst udbytte. Derfor ønsker vi klare retningslinier for, hvad vi må tage, og hvor vi må tage det. 308 [3] Vi er alle klare over, at direkte handel med amerikanerne er forbudt. Vi ind- rømmer, at vi har tilsidesat dette forbud, fordi der ikke har været tilsvarende forbud for danskerne. Såfremt dette for- bud gælder alle, er vi selvfølgelig ind- forstået med at overholdet det. - Man må jo ikke glemme, at det er vore pro- dukter, der er eftertragtede af ameri- kanerne ,og vi synes, det er uretfærdigt, når private mellemhandlere skal tjene store summer på disse vore produkter. Går vi direkte til amerikanerne, får vi langt mere for vore ting, end hvis det skal gå gennem danske mellemhandlere, og vi kan i lighed med dem skaffe os afgiftsfri cigaretter. Denne udenom kon- toret gående handel bevirker yderligere fritagelse for afgift på cigaretter. Der- for synes vi, at der må gælde samme regler for danske og grønlændere. — Altså enten fri handel for alle eller totalt forbud mod al handel uden om kontoret. Basens lukning. Denne delvise afspær- ring af Basen, der foregår for tiden, hvor visse danske har fri adgang til at besøge baseområdet, så ofte de vil, og omvendt modtage besøg af amerikanere, medens vi overhovedet ikke må betræde selve baseområdet, finder vi mærkelig. — Vi bliver udelukket fra mange af vore vigtigste fangstområder, og således er det os, der lider under afspærringen. Derfor finder vi det uretfærdigt, hvis det fortsat kun skal være os, afspærrin- gen gælder, når vi dagligt kan se visse danske frit besøge Basen. Og hvorfor får så mange amerikanere lov til at be- søge vor boplads og kigge på os, når vi bliver nægtet adgang til deres område. Helikopter over Qdnåq. Fot.: Rolf Gilberg, 1963. Vi er klare over, at det nu og da kan være nødvendigt for visse embedsmænd i tjenstligt øjemed at have adgang til Basen, men for retfærdighedens skyld kræver -vi, a£ det totale forbud skal gælde alle øvrige danske såvel som grøn- lændere." Senere under fangerrådsdebatten sagde fangerrådsmedlemmet: „Før Basens bygning blev der året rundt af fangerne ved selve Thule og Umånaq fanget ca. 120 hvalrosser (ca. 100 tons kød), der næsten udelukkende blev brugt til fodring af hunde. De to sid- ste år er der som bekendt kun fanget me- get få dyr. Hvalrossen er efterhånden blevet sky, skræmt af støjen fra flyvema- skiner og røgen fra de brændende ameri- kanske affaldsbunker samt af spildolien på vandoverfladen. Remmesæler fanges nu i meget mindre målestok end for blot få år siden; de er ligesom hvalrosserne meget sky og derfor sværere at komme på skudhold." „Befolkningen er klar over, at man før eller senere må forlade pladsen her, man afventer blot ministeriets afgørelse 309 [4] derom. Man er enige om, at hvis mini- steriet erstatter de nuværende huse på bopladsen, vil dette fremskynde bortflyt- ningen fra Thule. Hvis Thule skal flyt- tes, bør fangerne tages med på råd om, hvor den skal bygges op." Man enedes så om at sende fanger- rådets formand, inspektøren og præsten til København kort efter, maj 1953. Da ministeriet og administrationen gennem det sidste års tid var kommet til samme opfattelse, vendte fangerrådets udsen- dinge tilbage allerede efter 14 dages for- løb med tilladelse til at flytte Thule fra Umånaq til Qånåq, det sted fangerne selv havde foreslået. Samtidig kunne in- spektøren meddele hele befolkningen i Umånaq, at hver eneste familie ville få et nyt hus gratis, og at man ville indskibe materialerne og bygge husene samme sommer (Christensen 1953:270). Der synes således ikke at have været tale om tvangsforflytning, da fangerne jo selv var klar over situationen. Heller ikke blev der lagt direkte pres på befolk- ningen hverken fra dansk eller ameri- kansk side, men man støttede kraftigt tanken om flytning. I begyndelsen næ- rede man dog nogen bekymring for, at ikke alle skulle have lyst til at flytte fra Umånaq, som gennem mere end 40 år havde været distriktets centrum, men en af de dygtige fangere sagde til jour- nalist Helge Christensen (1953:270): „Når vi fangere flytter, vil de andre også drage bort, for de kan ikke leve uden os!" Alle forlod da også stedet. I dagene omkring den 4.—7. juni 1953 drog bopladsens 27 fangerfamilier af- sted. Den store hundeslædekaravane satte over Wolstenholme Fjorden ved 310 den ubeboede boplads Uvdle, og ruten lagdes op over Knud Rasmussens Bræ og Politikens Bræ. Slæderne, der var tungt lastede med alle eskimoernes ejen- dele, kørte fra indlandsisen ved den gamle ubeboede boplads Itivdleq, og man fortsatte over Olrik Fjorden til bo- pladsen Kangeq. Nogle drog endda til Natsilivik. Hele sommeren tilbragte ud- flytterne i telte. 13 af familierne ville slå sig ned ved Qånåq, hvorimod 7 flyt- tede til Qeqertarssuaq, 2 til Kanger- dluarssuk og 5 familier til Qeqertat. Helge Christensen skriver videre (1953:271) : „Ejendommeligt er det, at ingen har ytret ønske om at drage sydover f. eks. til pladsen Savigsivik eller om at bosætte sig på Saunders ø udfor Thule for at være i nærheden af kendte fangstpladser og basen samt under vante omgivelser. Forholdet var jo, at enkelte thulefolk havde fået den grimme vane fra søsiden at sikre sig forskelligt materiale blandt det affald, amerikanerne kaster på losse- pladsen — det var i reglen træstykker til brændsel men nu og da også madrester — dette syntes fangerne var direkte uvær- digt og forkasteligt. Andre, heriblandt også nogle gode fangere, havde så småt begyndt at forsømme deres erhverv for i stedet at lave souvenirs af ben til ame- rikanerne. Herved tjente man naturlig- visHfet til butikskosten, men man gik glip af de sunde kost, og gamle og svagelige medlemmer af det lille samfund fik større vanskeligheder ved at klare sig, når færre fangere havde fangst at dele ud. Danske i Thule var ene om at kunne tale med amerikanerne, og derfor bad man de danske om at sælge de fremstil- [5] t;?; /rå Qånåq til Qeqertarssuaq (Herbert Ø). Fot.: Sven Gilberg, 1963. lede souvenirs. Thule folket har været helt isoleret fra basen, dog sådan, at det var amerikanerne, der havde strenge forbud. De ganske få overtrædelser, der har været, er blevet straffet med bøde på 400 dollars og øjeblikkelig, hjemsen- delse til USA for egen regning. Fange- ren fra Thule har derimod ofte krydset basens arealer på vejen til eller fra fangst. Vel er thuleboernes flytning til K'ånå'K en slags flugt fra civilisationen, men no- get bringer de dog med sig — nemlig 10 store motorbåde, grammofoner og nogle få radioapparater. Der er ikke tvivl om, at et alvorligt problem for et lille men stolt folkefærd er blevet løst på en for alle parter til- fredsstillende og lykkelig måde. Thule- boerne har fået et stort ønske opfyldt, de kan atter leve som fangere og jægere på ødemarker af is og sne og let skaffe sig de daglige fornødenheder på en måde, der er den eskimoiske race vær- dig." Qånåq Man valgte bopladsen Qånåq som det nye sted, fordi det lå i et godt fangst- område. I øvrigt boede ingen der på det tidspunkt. Qånåq er en gammel fangst- plads, som ofte har været beboet i tidens løb. For eksempel havde Peary sit ho- vedkvarter 1891-1895 på Red Cliff- halvøen, og han fortæller (1898(2): 267) : „Karnah ville åbenbart blive et 311 [6] folkerigt sted den vinter (1891/1892). Befolkningen talte 61, af hvem de 19 var mænd og 15 kvinder samt 27 børn; kønsproportionen var 34 mænd til 27 kvinder." (126 mænd pr. 100 kvinder). MacMillan fortæller, at stedet var be- boet vinteren 1914—1915 med mange mennesker. I begyndelsen af 1920erne boede missionens præst en del år i Qå- nåq, som egentlig var det sted, hvor Knud Rasmussen ønskede at have anlagt sin handelsstation, men isforholdene tvang ham ind til Umånaq, som Harald Moltke i 1903 havde foreslået (person- lig meddelelse fra Thules første perma- nente læge, Mogens Holm) . Navnet Qånåq betyder noget i retning af „stedet hvor man først ser solopgan- gen". Mange har haft vanskeligheder med at finde ud af, hvordan man skal skrive navnet. Her er nogle variationer : Kar'nah, Kah-na, Karnah, Krana, Ka'na, Quarnaq, Qaanaaq. Fra Qånåq, som ligger på en stor skrånende slette med rig græsbevoksning ved Kap Ackland på sydvestkysten af Redcliff halvøen, er der en strålende ud- sigt til Hvalsund, Herbert Ø og Kap Ackland, og udsigten skifter ustandseligt farve i den varierende belysning. Fra den jævne is i sundet er der let tilkørsel til byen; til gengæld er opstigningen til indlandsisen meget vanskelig med slæde, og den anvendes så godt som aldrig. Men det er heller ikke længere et vigtigt krav til stedets egenskaber efter indfø- relsen af motorbåde, som om sommeren (slutningen af juli til begyndelsen af sep- tember) opretholder kommunikationen stederne imellem. De to årlige perioder, hvor byen er isoleret fra omverden, er blevet skåret ned til tidsrummene om- kring isens afgang og tilbagevenden, altså den periode hvor bådene ikke kan sejle, og isen ikke kan bære slæderne. Kysten er om sommeren en åben sand- strand, beskyttet af den store bræisbanke, hvorpå de større isfjelde fra bunden af Inglefield Bredningen strander og hol- des på afstand, samtidig med at de giver smult vande for sommerens opankrede forsyningsskibe. Langs kysten i en stor bue ud for Qånåq ligger et stenrev, som ved ebbe dukker op af vandet og således vanskeliggør transport til og fra forsy- ningsskibene, som ligger udenfor revet. Til gengæld beskytter det eskimoernes motorbåde, som kan ligge indenfor i fred for omkringflydende isskosser. På bræisbanken bevirker tidevandet, at der altid er våger, hvor sælerne holder til, og sælfangsten er god. Ligeledes er der gode muligheder for fangst af nar- hval, hvidhval, laks og hvalros. Hval- rossen fanges i forårsmånederne fra is- kanten i mundingen af Hvalsund. Man bygger en slæde stor nok til at kunne las.te en motorbåd, og med 3-4 hunde- spand for slæden kører man motorbåden ud til iskanten, hvor den sættes i vandet, og herfra kan fangerne deltage i jagten. På den måde udnyttes bådens kapacitet mere end tidligere. På grund af tidevandets bevægelser ornkring revet, vil isen udfor Qånåq i juni danne sprækker i området mellem stenrevet og land. Når besøgende i denne tid kommer til Qånåq på mindre ophold som butiksbesøg, lægebesøg eller familie- besøg, slår de sig gerne ned på den faste og jævne is uden for revet, hvor de par- kerer hundene og slår et telt op over 312 [7] En motorbåd køres på hundeslæde til åbent vand ud for Qånåq. Fol.: Rolf Gilberg, 1963. slæden. Turen ind over de svømmende isskosser, som forandrer tyngdepunkt, når man betræder dem, kan være ret så besværlig at forcere med hundeslæde. Mange af Qånåqs ihærdige fangere har da også deres slæder liggende udenfor revet i slutningen af hundeslædesæsonen. Det ny Thule, polareskimoernes ad- ministrationsby, kan deles op i to kvar- terer: Ét beboet af de udsendte danskere og vestgrønlændere, og ét beboet af po- lareskimoerne. Polareskimoernes bydel — blandt de udsendte kaldt „Fangerbyen" eller „Bo- pladsen" (Skejø 1969:8) - bestod i 1953 af to parallelle rækker huse. Disse huse - de såkaldte erstatningshuse - er anbragt på det udtørrede stenede elvleje med en indbyrdes afstand af 25 meter, for at fangernes hunde ikke skal genere hinanden. Familiens kødstativer ligger på en lang række i strandkanten. Et erstat- ningsbus af middelstørrelse målte 370 cm X 555 cm = 20,5 m2, og a f disse blev der bygget 8 huse. Desuden opførtes i 1953 et lille hus (370 cm X 370 cm = 13,7 m2) og 4 huse af den største type (370 cm X 740 cm = 27,4 m2), som har to rum: køk- ken og soverum uden dør imellem. Til sammenligning kan anføres, at de aller- fleste af de fraflyttede huse på boplad- sen Umånaq kun var på 16 m2. Erstat- ningshusene var således i gennemsnit 70 % større end de forladte huse. På husene er husgangen skrumpet ind til en lille trappe og en lille entre, en sluse til at holde kulden ude. Her op- bevares værktøj og skind. På grund af permafrosten kan huset ikke ligge di- rekte ovenpå jorden, når det bygges på denne måde, derfor trappe. Lå huset 313 [8] direkte på jorden, ville varmen forplante sig gennem gulvet ned i jorden og tø permafrosten lige under huset, hvorefter huset ville blive skævt, når jorden sank under det. Nu forhindrer den stillestå- ende luft under huset forandringer i per- mafrosten. Indenfor døren til højre findes husets eneste opvarmningskilde, kulkomfuret, hvor maden også tilberedes. Husets dob- beltvinduer (alle med glas i små felter, som er mere praktiske ved udskiftning og transport) kan åbnes, og de vender mod sydvest, mod kysten, således at man kan holde øje med kødstativ og hunde eller spejde efter hjemvendende fangst- slæder og tilrejsende besøgende. Grønlands-departementet anmodede i 1953 kontorchef Ph. Rosendahl om at tage til Qånåq for at råde og bistå be- folkningen, tilflytterne fra det gamle Thule, ved valg af hensigtsmæssige bo- liger og ved opførelse af sten- og græs- tørvsmure om disse. Rosendahl skriver (1954:118), at det ville være af stor betydning i det højarktiske klima med de kraftige vinterstorme, at de moderne isolerede træhuse tillige fik en beskyt- tende og lunende mur af græstørv og sten på bagside og gavle. Dette fandt fangerne var en god tanke, og Rosen- dahl fortsætter: „Overfor præsten, lægen og mig havde bygherrerne i K'eKertarssuaK lige- ledes vist interesse herfor. Men da den endelige bestemmelse skulle træffes ved K'eKertarssuaK, og de hørte, at træhu- sene ville blive lige så lune som de dan- skes huse i det øvrige Grønland, opgav de at få tørvemur som ekstra isolering; og da husherrerne ved K'ånaK hørte, at 314 K'eKertarssuak'erne ville have husene som de danskes, ville de ikke stå tilbage for dem. Jeg er noget ængstelig for, at det ikke fuldt er gået op for befolkningen her, hvor store beløb de danske egentlig bru- ger til kul, og at træhuse — hvor omhyg- geligt de end udføres, og hvor godt iso- lationsmateriale der end anvendes — altid i løbet af nogle år frembyder nogen utæthed, når træ ja selv isolationsplader i Grønlands meget tørre klima trækker sig, og at en sådan utæthed, selv om den sydpå føles i mindre grad, og der beret- tiger de almindelige bygningsformer, derimod virker meget stærkt i vinter- storme med 30—40° kulde og kræver stort forbrug af kul, samt at de nu ikke mere har basens affaldsbrænde at hente afj og at de supplerende varmekilde: aladdinlamper og spæklamper kun øger varmen forholdsvis lidt i så relativt store rum. Stedets medicinalforvalter, en stor- fanger ved navn TaitsiånguarssuaK, en mand på ca. 50 år, ønskede vel et hus afjtørste type, men han forudså den tid, hvor hans erhverv ville gå tilbage, og al- derdomsunderstøttelse blive hans væsent- ligste men beskedne indtægt; han øn- skede derfor sit træhus yderligere iso- leret med tørvemur for at få den mindst mulige udgift til kul." At der ikke blev bygget tørvemurs- huse ved Qeqertat og Kangerdluarssuk var nok ikke så underligt, thi der var ikke egnet byggemateriale tilstede i form af gode græstørv og egnede sten, som det var tilfældet både ved Qånåq og Qeqertarssuaq. Rosendahl håbede — forgæves — at [9] Erstatningshuse i Qånåq, F°'- Aage Gilberg, 1953. bygget 1953. dette hus måtte tjene som et eksem- pel til efterfølgelse, således at man kunne undgå flere selvbyggerhuse (ikke at forveksle med 1970ernes selvbygger- huse) efter hvad han kaldte „koloni- havehus-princippet". Dette bestod i, at „man på 4 tommer bindingsværk sætter en inder- og yder-beklædning af brædder og stopper mellemrummet med mos eller lyngtørv, og så omgiver hele det kasse- formede hus med tagpap. Em fra kog- ningen vil sætte sig som is'i stopningen og give et fugtigt og uisoleret opholds- rum." I Qånåq henter polareskimoerne om sommeren vand fra den kilde, som fin- des i det gamle elvleje. Af hensyn til hundenes færden i den nederste del af elvlejet lægges nu en gummislange langt op i kilden, således at renere vand brin- ges direkte ned til husene, hvor man ved den konstant løbende slange kan forsyne sig med vand, som dog altid bør koges. Om vinteren smelter man bræis. I de fleste huse, og det gælder hele Thule Distriktet, har man en stor metalbeholder med låg, ofte med aftap- ningstud i bunden. Heri lægger man den delvis knuste bræis, og da smeltebehol- deren er placeret tæt op ad komfuret, fabrikerer varmen til stadighed smelte- vand. Man kan dog også tappe drikke- vand fra en hane på vandværket. Det skal lige bemærkes, at polareski- moernes erstatningshuse har „næse" til at regulere temperaturen med. En lille lem i loftet over komfuret kan åbnes og lukkes efter behov. I husene er der faste møbler som bænke, borde og brikse. I 1960erne er der opført nye to-rums- huse med saddeltag. Disse er større end de fladtagede erstatningshuse, men er stort set indrettede som de første. Me- dens alle de nye huse bygges med toilet- rum med latrin, savner de huse, man Erstatningshusets kitlkomfitr. Fot.: Aage Gilberg, 196.3. 315 [10] Hustypen, som Ph, Rosendahl håbede ville afløse de gamle selvbyggerhuse. byggede i 1953, sådanne. Blandt husene findes 3 offentlige enmandslokummer, hvoromkring hundene samler sig, hvis stedet midlertidigt er beboet, thi de æder, hvad der skulle komme glidende ned ad et lille skråtstillet brædt. Dette er iøvrigt den eneste form for tømning, der foretages af disse lokummer, men den er jo også effektiv. Dog er mange ikke begejstret for de nærgående hunde- snuder. I mørketiden kan man sætte sig i ly af sit hus, men i soltiden har ikke mange eskimoer, især ikke kvinder, lyst dertil, og pottestadiet e,r derfor næsten enerådende. „De fastboende", som polareskimo- erne også kaldes af de udsendte, har i begyndelsen af 1960erne - 10 år efter byens anlæggelse - fået indlagt elektrisk lys, hvilket må være meget behageligt i den 4 måneder lange mørketid. Et par gadelygter er også skudt op. Selv om husene bygges med en del faste møbler, ser man efterhånden også en del almin- 316 Fot: Aage Gilbcrg, Herbert Ø, 196S. delige møbler i polareskimoernes huse. De stammer tildels fra basen, men de fleste er nu nok købt i Danmark. Med hensyn til husenes indretning og renhol- delse er polareskimoerne ligeså forskel- lige som vi danskere. Nogle foretrækker det pinligt rent og vældig ryddeligt, me- dens andre tager lettere på det, og et par enkelte steder kan betegnes som særdeles rodede. Distriktslægen (Skejø 1969:9) skriver, at den personlige hy- giejne står langt over, hvad han har set sydpå. Beskrivelse af administrationsbyen det ny Thule. Byen ligner ikke de vestgrønlandske byer, hvor husene er spredt i små klyn- ger, men den har et moderne strømlinet udseende, idet den bærer stærkt præg af at være blevet til på et tegnebrædt. Hvor ikke andet er nævnt, er bygningerne op- ført i 1954. Byens hjerte, som ligger i de udsend- [11] tes bydel, er elværket. Det er opført i 1954 og udvidet i 1962, og det får sin energi fra 3 store olietanke, som rummer olie til flere års forbrug; thi man kan på grund af isforholdene ikke forvente at kunne besejle Thule hver sommer. Ved siden af elværket ligger varmecentralen, som foruden varme også leverer vand til byen. Om som- meren fås vandet fra en lille kunstig sø, som naturen fylder med smelte- vand fra indlandsisen. I det stillestå- ende søvand kan det grovere slam ud- fældes. Vandet føres fra søen gennem en tyk gummislange over jorden til varme- centralen, hvor vandet renses og tilsættes klor. Om vinteren får man vand fra bræ- isfjeldene på banken udfor byen. En af GTO's lastbiler kører i pendulfart med bræisblokke mellem isfjeldene og varme- centralen, hvor de smeltes med en kapa- citet på 15 m8 vand pr. døgn og sendes som renset vand ud i byens navlestreng, et rørsystem, der på grund af perma- frosten befinder sig i isolerede kasser ovenpå jorden. Gennem navlestrengen, hvori det kolde vandrør ligger tæt op ad det varme for at undgå frostsprængnin- ger, forsynes administrationsbyens huse hele året ikke blot med varmt og koldt vand samt fjernvarme, men også med elektricitet. Også et telefonnet forbinder de udsendtes huse. Madlavningen hos de udsendte fore- går på el-komfurer, hvorved man undgår den besværlige kulopvarmning, som er „de bofastes" lod. De udsendtes huse er også forsynede med badeværelser, som blandt andet rummer bruser (varmt/koldt vand) og latrinspand, der tømmes efter behov af et par polar- Hus i Siorapdluk Fot.: Lisbet Gilberg, 1963. bygget af de forhåndenværende materialer. eskimoer, som kører rundt til husene med en tankbil. Om renovationen i al- mindelighed kan siges, at kommunen siden 1963 har sørget for dagrenovatio- nen både i Qånåq og på udstederne. En af GTO's lastbiler afhenter en gang ugentlig affald, og i istiden køres det ud på isen, hvorimod det om sommeren placeres på en offentlig plads nordvest for byen, hvor det afbrændes. Man undrer sig over, at afløbene fra de udsendtes huse er så tilfældige, når tilføringen er så elegant. Spildevandet løber under huset i en isoleret kasse med tagpap, og nogle meter fra husets syd- side ledes det ned over stenene, hvor det ligger som en pøl foran naboens indgang. Jeg kan godt se, at dette med at aflede spildevand kan være et vanskeligt problem et sted, hvor vinter- kulden daler til omkring -f- 50° C. Om vinteren, når sneen skjuler alt, og vand hurtigt fryser, mærkes den direkte spil- 317 [12] Udløbet fra sygehuset i Qånaq. Fot.: Sven GUberg, 1963. devands-kanal ned over stenene jo ikke så meget. Men da byen ligger på en syd- vendt skråning, forsvinder sneen hurtigt, og man ser, hvad sneen tidligere skjulte. Det undrer mig, at det ikke har været muligt at lede spildevandet, i et specielt rør selvfølgelig, ind i navlestrengen igen, hvor det om vinteren ligesom det tilførte kolde vand ville holdes frostfrit ved det nære ophold langs fjernvarmenettet, som jo også må have tilbageløb gennem stren- gen, og derfra ud i havet. Omkring indgangen til de udsendtes huse ligger en „hundegård". Dette er en indhegning med trådnet i 2 meters højde omkring den lille plads mellem husets indgang og det lille tilhørende ud- hus. „Hundegården" har man for at holde hundene væk fra husets nærmeste område, hvor børn kan lege i fred, og hvor man kan have ting anbragt, uden at hundene kan komme til at ødelægge dem. I Thule Distriktet findes ingen form for industri; det er udelukkende et fan- géfdistrikt, hvor man for at få den bedste udnyttelse af fangstmulighederne bør bo spredt. Men i tidens løb har ind- handlingsstederne suget befolkningen til sig. Dette behøver dog ikke at blive fangererhvervets fallit, thi de driftige fangere har forstået at modvirke denne sammenklumpning om butikken — således boede 41 % af den polareskimoiske be- folkning i 1969 i Qånaq. Og regnes de udsendte med, rummer det ny Thule om- kring halvdelen af distriktets befolkning. Men dette er muligt, når man kan fore- tage længere fangstture, hvilket fangerne kan klare med de moderne hjælpemidler, søm ganske langsomt siver ind blandt fangernes jagtredskaber. Men selv 15 år efter færdiggørelsen af det ny Thule ved Qånaq præger Thule Air Base på forskellig vis livet bkndt polareskimoerne. Jeg skal ikke her komme ind på kuri- øse engangstilfælde, men holde mig til den mere generelle indflydelse. En lufthavn i distriktet giver øgede kojTimunikationsmuligheder med omver- denen, f. eks. tager turen fra Thule Air Base til København kun 4]/i time. Flere og flere, især blandt de unge i befolk- ningen, besøger Vestgrønland og Dan- mark. I distriktslægens beretning for 1968 skriver Skejø (1969:10), at den lettere forbindelse med Danmark bevir- ker, at „man kan byde på flere af „civi- lisationens goder" heroppe i storbyen Thule. Thule bliver for tiltrækkende, for mange flytter hertil, og fangstforhol- dene kan ikke bære så mange mennesker. Udgifterne til socialhjælp er stærkt sti- gende, og evnen til selvhjælp i samme tempo faldende. Pengerigeligheden 318 [13] Et af de huse, som i 1953 blev forladt ved joden af Thulefjeldet. Fot.: Lisbet Gilberg, 1963. blandt basens beboere mærkes blandt eskimoerne. Der er gode afsætningsfor- hold for „souvenirs", som bliver stadigt dyrere og stadigt af ringere kvalitet, og der bydes formidable kontante dollars- beløb for isbjørneskind. Man er ved at blive dollar-minded. I det halvt legale udsted Moriussaq og i det illegale udsted i svøb Narssårssuk, begge beliggende nær basen, ser man hellere hundefoder betalt med dollars end med danske kroner." I samme åndedrag som kritikken af basen bør dog nævnes amerikanernes altid velvillige indstilling til at hjælpe befolkningen i nødsituationer med heli- koptertransport og lægehjælp samt pas- sager- og post-forsendelse mellem Thule Air Base og Qånåq. Mange har i dag transistorradioer eller båndoptagere stammende fra ba- sens PX (toIdfri-butik), hvorigennem man hører base-radiostationens ameri- kansksprogede programmer, hvoraf Country and Western musik tiltaler de fleste, især blandt de yngre. Man gør dog flere steder ihærdige forsøg på at lytte til Grønlands Radio, men modta- gerforholdene er ofte meget svage i for- hold til basens program. Litteratur: Christensen, Helge (1953): Farvel til Thule/Thule inuvdluarit. Atuagagdliutit/Grønlandsposten, 93 (IC): 270-273, 30. juli (Godthåb). Gilberg, Rolf (1974): Thule. Tidsskriftet Grøn- land 1974 (9) pp. 297-299. Gilberg, Rolf (1976): Polar Eskimo Bibliography. Meddelelser om Grønland Bd. 203, 3 pp. 57-87. Peary, Robert Edwin (1898): Northward over the „Great Ice". 1145 p. (New York). Rosendahl, Ph. (1954): Folkeflytningen til det nye Thule/Thulimut nutamut nugterneq. Atuagag- dliutit/Grønlandsposten, 94 (5): 109-121 (Godt- håb). Skejø, Ole (1969): Beretning om befolkningens le- vevis i Thule Distriktet 1968. SHV-orientering, 6: 8-10 (Godthåb). Skov, Ole (1966): Det yderste øde. Tidsskriftet Grønland, pp. 49—54. 319 [14] Qånåq, Fot.: Jørgen Taagholt, oktober 1964. Ungdommen skal tegne Thules fremtid. Forhåbentlig må den evne at bevare respekten for den polareskimoiske kulturarv og leve en tilværelse præget af velovervejet balance mellem nyerhvervet teknisk kunnen og traditionelle fangerfærdigheder. 320 [15]