[1] MF Augo Lynges jomfrutale i folketinget den 27. november 1953 Det er første gang, at Grønlands re- præsentanter får lejlighed til at udtale sig om Grønlands budget i folketinget, og det er derfor med en vis højtidelig- hed, jeg har begæret ordet for at knytte de første bemærkninger til det forelig- gende finanslovforslag. Det første, jeg vil sige, er, at jeg på egne og landsmænds vegne vil udtrykke glæde over, at at der atter i år ønskes stillet store beløb til rådighed til sam- fundsudgifter og opbygningsarbejde i Grønland. Hvis nogle af de ærede med- lemmer skulle mene, at det er for store beløb, der ønskes anvendt også i år, vil jeg gerne have lov til at minde om, at det er udgifter til at opbygge en ny landsdel, der er temmelig langt tilbage på så godt som alle områder, og tilskud- dene er derfor uundværlige. Det gælder bl. a. skole- og kulturelle udgifter, der i år figurerer med knap 4,5 mill. kr. Det er store beløb. Men sagen er den, at de grønlandske børn og de unge i Grønland efterhånden gerne skal have adgang til samme undervisning og uddannelse som de unge hernede, og de skal gerne lære dansk, ikke alene fordi de er danske statsborgere, men også fordi danskundervisningen er en betin- gelse for videre åndelig udvikling. Det er derfor, vi har fået og skal have så mange danske lærere i Grøn- land. Sproglig isolation har været og er stadig Grønlands ulykke. En af den nye tids vigtigste opgaver vil være at reali- sere planer, der går ud på at lære grøn- lænderne dansk. Vi ønsker at lære vore børn det fra barndommen i børneskoler og ungdomsskoler, og vi ønsker at sende så mange unge grønlændere som muligt til uddannelse hernede. Om alt dette kan naturligvis siges meget, men tiden og lejligheden i dag tillader ikke, at vi går i enkeltheder eller fordyber os i sagerne. Jeg vil blot sige, at det er vigtigt, at de planer, skolemyn- dighederne har projekteret, overholdes. Jeg havde nær sagt, at det er den vig- tigste del af opbygningsarbejdet, fordi hele udviklingen slet ikke kan undvære den undervisning, uddannelse og opdra- gelse, som disse skoler og andet kultu- relt arbejde kan give, idet de er midler til at opbygge kærnen og ånden, der skal bære den materielle udvikling indefra. I denne forbindelse vil jeg gerne have 16 [2] lov til ganske kort at fremdrage ønsket om en ny skole, til trods for at den ikke er medtaget på budgettet i år, ønsket om en mellemskole i Grønland. Sagen har været drøftet i mange år både i lands- rådet og på anden måde, men kommis- sionsbetænkningen har udskudt spørgs- målet på ubestemt tid. Flere grunde taler imidlertid for, at tidspunktet til sagens løsning nu er inde og vanskeligt kan udskydes længere. Vedtagelsen af den nye grundlov, hvorved Grønland er blevet en ligeberettiget del af Danmark, taler for, at man på så mange områder som praktisk gennemførligt giver den i Grønland opvoksende ungdom de sam- me uddannelsesmuligheder som ungdom- men i det øvrige kongerige. Færøerne har forlængst fået sådanne skoler. En mellemskole med eksamensret i Grøn- land vil bevirke, at eleverne fra Grøn- land vil kunne fortsætte i et gymnasium i Danmark og derigennem få adgang til universitetsuddannelse. Den nødvendige grundskole findes allerede i Godthåb. Den danske skole har elever i alle fem grundskoleklasser. Elevmaterialet er dels børn, hvis forældre er hjemmehø- rende i Grønland, dels børn hvis foræl- dre midlertidigt opholder sig i Grønland som tjenestemænd. Undervisningsspro- get er udelukkende dansk, og der er endda blevet undervist elever op til 1. eksamensmellem med et godt resultat. Det er vigtigt, hvis vi kan skabe den skole snarest efter de planer, skolemyn- dighederne havde desangående. Endvidere vil jeg gerne fremdrage ønsket om en husholdningsskole, en sko- le, der er lige så vigtig i det almindelige opbygningsarbejde, men som hidtil er sat i baggrunden, fordi der er så mange opgaver, der skal løses på forholdsvis kort tid. Vort samfund er undergået betydelige forandringer i de senere år. Et af de vigtigste spørgsmål, den nye tid ikke bør glemme, er kvindesagen. Kvinderne i Grønland er jo politisk ligestillede med mændene og er begyndt at gå ind i sam- me skoler og uddannelsesanstalter som mændene. Kvinderne i Grønland har fået politisk ansvar. Men det, vi mang- ler i dag, er en husholdningsskole, som er savnet stærkt de seneste år. Kvinderne er jo dem, der sidder hjemme, opdrager børnene og forvalter alt, hvad mændene fanger og tjener. Derfor må de lære husholdning, økonomi og — hvad der er lige så vigtigt - renholdelse af hjem- mene. Her har vi en stor, for hele sam- fundet betydningsfuld opgave, som vi bør tage op i den nærmeste fremtid, for det betaler sig ikke for samfundet, at sådanne opgaver stadig udskydes. Lige så vigtig er forbedringen og ud- bygningen af Grønlands radiofoni. Vi må have en stærkere sender, der kan dække i hvert fald den beboede del af Grønland. Det er meget vigtigt, at for- arbejderne kan påbegyndes i det kom- mende år. Den nuværende senders ræk- kevidde dækker kun de nærmeste pladser fra Godthåb. Ikke mindst i et land som Grønland er radioudsendelser meget vig- tige som oplysningsfaktor og kulturspre- dende faktor. Derfor er en forbedring af Grønlands radio en af de første store opgaver, vi skal tage os af, fordi mate- riel fremgang alene ikke betinger udvik- lingen, og fordi en virkelig økonomisk fremgang forudsætter en videre udvik- 17 [3] ling i kulturel henseende. Vi har så lidt læsestof heroppe, at man kan tale om åndelig smalkost, delvis underernæring af størstedelen af samfundet i Grøn- land. Derfor er radioen vort håb; ledet på den rigtige måde er den den bedste kulturspreder i et land som Grønland, hvor man på grund af den spredte be- byggelse lever meget isoleret. Der er mange andre kulturelle spørgsmål, som man ikke kan fremdrage i dag, men som vi eventuelt kan drøfte senere enten her i folketinget eller i Grønlandsudvalget. Til det vigtige område, som udgøres af sundhedsforholdene, er der i år bud- getteret et meget stort beløb; forklarin- gen er, som vi alle ved, at vi i Grønland stadigvæk står langt tilbage i sundheds- mæssig henseende. Vi befinder os stadig på et udviklingsstadium, som andre dan- ske landsdele har overstået, med stor sygelighed og dødelighed, begge dele forhold ,der bunder i fattigdom og lavt kulturelt stade, således som man har kendt det hernede for mange år siden. Yderligere er vi vanskeligt stillet i Grøn- land, fordi vi af klimatiske årsager er tilbøjelige til at bygge for små, let op- varmelige huse, hvori smittefarlige syge stuves sammen med raske. Den største post vedrørende sundhedsvæsenet er de beløb, der ønskes anvendt til sanato- rierne og de store årlige overførelser af grønlandske patienter til danske sana- torier. Vi fra Grønland vil på de syge familiers vegne sige hjertelig tak for den storstilede hjælp, der er ydet både fra statens og de privates side, navnlig fra kongens og dronningens fonds, og vi takker for den hjælp, der foreslås ydet i år for at tage kampen op med Grøn- lands gamle fjende, tuberkulosen, der har berøvet Grønland en stor del af dets bedste kræfter og derved hæmmet hele udviklingen. Det er imidlertid ikke nok, at kampen føres direkte; lige så meget betyder det, at den føres indirekte gennem et almin- deligt oplysningsarbejde og gennem øko- nomiske og boligmæssige forbedringer. Derfor vil jeg gerne her benytte lejlig- heden til at udtale en tak for den stor- slåede boligstøttelovgivning, der er kom- met i år, og som i det kommende finans- år repræsenterer 6 mill. kr. Det er en lovgivning, der nok skal sætte mærkbare spor i de kommende år. Her vil jeg dog indskyde, at sålænge den store, jævne befolkning ikke får bedre økonomiske kår, vil kampen foregå for halv kraft Her drejer det sig nemlig om et arbejde, det vil tage mange år at udføre, ikke alene fordi det tager tid at foretage øko- nomisk og kulturel opbygning, men også fordi man i et land som Grønland har yderst vanskelige arbejdsforhold, nemlig klimatiske og geografiske vanskelighe- der næsten uden sidestykke i verden, 5 et arktisk, tyndt befolket land. Dette bør vi huske, når vi lejlighedsvis hører om temmelig hård kritik af det danske styre i Grønland. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at udtale vor uforbehold- ne anerkendelse af Grønlandsdeparte- mentets arbejde. Grønlandsdepartemen- tet arbejder så energisk, at det beskyldes for at forcere udviklingen i Grønland; jeg synes, dette er en påstand, der kun tjener som ros til det nuværende styre. Det er imponerende, som der arbej- des for tiden for Grønland og i Grøn- land, idet man søger at indhente, hvad 18 [4] tidligere tider har forsømt og udsat. Herom vidner også de rekordbeløb, der foreligger i Grønlands budget i år. Jeg vil imidlertid gerne fremkomme med et ønske om i højere grad end hidtil at inddrage grønlændere i arbejdet med nyordningen. Hermed tænker jeg spe- cielt på bygge- og anlægsvirksomheden. Jeg anmoder om, at man søger at effek- tivisere uddannelsen af unge grønlæn- dere til håndværk og andre fag, så at de kan inddrages i nyordningens anlægs- virksomhed, og så vi efterhånden kan formindske de store årlige forskydnin- ger af arbejdskraft fra Danmark. Jeg vil bede om, at man udviser varsomhed med hensyn til brugen af ufaglært ar- bejdskraft, sålænge der findes så mange ledige grønlændere på visse steder i Grønland. Det er dog ikke udelukkende af økonomiske grunde, jeg siger det; vi vil naturligvis gerne have vor andel af det store beløb, der årligt anvendes som arbejdsløn i selve Grønland, men det er også vigtigt for os, at vi på alle områ- der får følelsen af at være med i arbej- det, at være med til at skabe og bygge den nye tid op. Det gælder ikke blot om at gøre vigtige arbejder færdige inden- for fastsat tid og at følge den og den plan, men lige så meget om at gøre ar- bejdet ved hjælp af landets egne børn. Dernæst vil jeg gerne nævne et punkt, som vi anser for at være det allervigtig- ste, nemlig ophjælpningen af de grøn- landske erhverv, specielt landbruget og fiskeriet. Det er ganske vist ikke nu øjeblikket til at fordybe sig i enkelthederne i dette for Grønland uhyre vigtige punkt, i hvert fald ikke sålænge vi beskæftiger os med den principielle del af finans- lovforslaget; vi har iøvrigt allerede forelagt spørgsmålene for fiskeriministe- ren og forudser, at vi, forhåbentlig i nær fremtid, får lejlighed til en særskilt de- bat herom, enten i folketinget eller i Grønlandsudvalget. Jeg vil derfor i dag nøjes med at trække hovedlinierne op. Ligesom det er tilfældet for alle andre lande i verden, er større eksport for os livsvigtig. Kun gennem stigende produk- tion kan vi skabe flere indtægter til for- bedring af de dårlige økonomiske kår i Grønland. Ude i havet findes Grøn- lands eneste virkelig store chance, fisken. Store værdier, millioner af kilogram, skovler de udenlandske fiskere årligt ind i havene ved Grønland, mens landets egen fattige befolkning må nøjes med en lille fangst, dels på grund af et ret uudviklet produktionsmateriel, og dels fordi en stor del af bebyggelsen stadig er placeret efter jagtmæssige hensyn. Disse befolkninger deltager i altfor ringe grad i den for landet livsvigtige fiskeproduktion. Vor opgave må derfor være efterhånden at indrullere disse be- folkningsdele som fiskere og arbejds- kraft i fiskeriet. Det er dog ikke menin- gen, at andre erhverv skal forsømmes af den grund. Men ingen af de nuvæ- rende erhverv kan tilsyneladende skabe så store forhåbninger som fiskeriet, og det ser ud til, at det kan skabe befolk- ningen langt bedre kår, end sælfangsten nogensinde har kunnet. Staten har allerede bidraget med et stort og godt arbejde for at udvikle erhvervene, navnlig indenfor landbrug og fiskeri. Især i de senere år har Den kgl. grønlandske Handel gjort et stort 19 [5] arbejde for at udvikle fiskeriet. I mange år har Grønlandsdepartementet ydet grønlandske fiskere rentefri lån til an- skaffelse af motorbåde. I år fik vi en stor lånefond med adgang til rentebæ- rende lån til erhvervsdrivende. Men endnu mangler vi bl. a. gode fiskeri- havne til den hurtigt voksende motor- bådsflåde, af hvilken grund der hvert år hvalhavarerer eller forliser både i vore udækkede havne. Endnu kan vi ikke rigtig oparbejde „Lofoten-fiskeriet" 5 visse fiskerige fjorde om vinteren og foråret. Vi mangler reparationsværk- steder, fabrikker og andet produktions- materiel. Det, der stadigvæk mangler i Grøn- land, er kapital og værdier i selve landet, indtægter, der virkelig kommer grønlæn- derne tilgode. Selvfølgelig, når man sammenligner de nuværende forhold med tidligere tider, er der sket frem- skridt, og det har navnlig det nuværende styre æren for, men disse fremskridt er små endnu. Endnu i år er der kun an- slået 5 mill. kr. som indtægt til grøn- lænderne som betaling for indleverede produkter. Det er for lidt som betaling til en befolkning på 24.000 mennesker. Eller er det måske det, som kritiseres som for stærk udvikling? Nej, i hvert fald går det ikke altfor stærkt i økono- misk henseende. Den store, jævne be- folkning i Grønland har endnu for små indtægter, og de økonomiske forhold er yderligere vanskeliggjort ved de store prisstigninger, der ifølge kommissions- betænkningen har fundet sted. Lønarbejderne har fået regulerings- tillæg ifølge pristallet, men fangerne og fiskerne, der ikke kan få sådanne, har lidt under disse prisstigninger. Jeg vil derfor gerne på fiskernes side rette den forespørgsel, om det ikke er muligt, at fiskerne kan få en slags tilskud i form af højere fiskepriser som godtgørelse for prisstigningerne. Nu ser jeg i avi- serne — „Politiken" for den 23. novem- ber - at man på Færøerne venter at kunne realisere et omfattende nybyg- ningsprogram af fiskerfartøjer, bl. a. ved hjælp af Marshallpengene. Det fattige Grønland kan også trænge til at få sin andel af Marshallpengene til op- hjælpning af erhvervene. Dette siger jeg til overvejelse hos rette vedkommende. Endnu et vigtigt økonomisk spørgs- mål vil jeg gerne berøre her for at støtte det ærede medlem hr. Frederik Lynge, der har ventileret spørgsmålet under åbningsdebatten. De grønlandske arbejdere og bestillingsmænd ønsker lønrevision, og det er vort håb, at den lønkommission, man efter den højtærede statsministers åbningstale påtænker at nedsætte, også kommer til at gælde Grønland med deltagelse fra grønlandsk side. Endnu findes der en række spørgsmål, som trænger sig på, og som vi gerne vil frembære her i folketinget, f. eks. spørgsmålet om forbedring af forbin- delsen mellem Grønland og Danmark og mellem de forskellige dele af Grøn- land. Hvis vi ikke kan forbedre og billig- gøre trafikken mellem de to landsdele, vil der stadig være en kløft, der hindrer samarbejdet mellem Grønland og Dan- mark. Jeg har udelukkende fremdraget store spørgsmål, fordi det er dem, der skal ekspederes først; andre, mindre spørgs- 20 [6] Det første fælles landsråd forsamlet foran gymnastiksalen i Godthåb den 5. november 1951. l første række ses fra venstre Frederik Lynge, Marius Sivertsen, Jens Olsen, Peter Fleischer og Hendrik Olsen. I anden række: Peter Egede, Nikolaj Rosing og landshøvding P. H. Lundsteen. I tredie række: Knud Olsen, Augo Lynge og Frederik Nielsen, og bagest Jacob Nielsen, Abel Kristiansen og Gerhard Egede. mål kan vi så drøfte videre ved andre lejligheder. Men inden jeg slutter, vil jeg gerne have lov til at bringe vor uforbe- holdne tak ikke alene for de ofre, der bringes i år, og for dem, der er blevet bragt tidligere, ikke alene økonomiske ofre, men også ydelser af anden art, den moderlige beskyttelse, hjælp og støtte, vi i årenes løb har fået fra Danmark. Disse ofre har deres store andel i, at Grønland selv har ønsket fastknytning til Danmark som en virkelig del af landet. 21 [7]