[1]
Landsrådsformand
Erling Høeghs nytårstale
i Grønlands Radio den 1. januar 1971
Kære landsmænd.
Så står vi igen med et langt, ubrugt år
foran os og skal samle os om, hvordan
vi bruger det på den bedste måde for
vor familie og vort land.
For den enkelte melder mange tanker
sig ved sådan en lejlighed. Vi tænker på,
hvad vi har mistet, og hvad vi har nået
i det gamle år. Vi tænker på familie-
medlemmer og venner, der har haft
modgang i året, der gik. Og vel mest
på dem, der har mistet en, de holdt af,
og som siden har haft svært ved at
komme i gang med livet igen. Der er
sorger, som ligesom standser os. Vi skal
over for sådanne mennesker være med
til at bære deres byrder og lette dem
vejen.
Og på samme måde skal vi i fælles-
skab trække det læs, der hedder Grøn-
lands fremtid. Det er en stor opgave,
der er lagt hen til os alle, og af og til
kan man synes, at opgaven er større end
vore kræfter. Det kender man til i de
grønlandske hjem i disse år. Det kender
politikere i kommunalbestyrelser og i
landsråd til. Der er ikke andet at gøre
end at blive ved og at hjælpes ad med
at komme igennem og komme fremad.
Selvmedlidenhed er ingen løsning. Da-
gens arbejde er det bedste lægemiddel,
specielt når det har form af et sam-
arbejde.
Men dagens arbejde kan ikke ud-
føres, uden at der ligger en idé, en enig-
hed og en alvorlig overvejelse om mål
og midler bag det. Og det er om dette,
jeg vil prøve at sige noget i dag hellere
end at gå i detailler med alle de mange
enkeltproblemer, der trænger sig på.
Lad os tage dem op i den offentlige
debat og i de folkevalgte råd, men lad
mig her specielt med udsigt til den store
minded|g — 250 året for Hans Egedes
ankomst til Grønland — opfordre til, at
vi i dette forår sætter målet for vort
arbejde, ideen bag vore bestræbelser til
diskussion.
Jeg har hørt det nævnt også her i
Grønland, at vi grønlændere ikke har
større anledning til at fejre Hans Ege-
des mindedag. Til syvende og sidst, er
det blevet sagt, kom Hans Egede jo blot
og ødelagde vort folks gamle eskimoiske
særpræg, begyndte nedbrydningen af vor
kultur og lagde grunden til det dansker-
50
[2]
vælde, der har præget og domineret de
mange år siden. Lad danskerne om at
fejre Hans Egede, siger de pågældende,
- og så går de ellers i enkeltheder og
beskriver alle de misgreb og overgreb,
der hævdes at have fundet sted koloni-
tiden igennem, og den grønlandske apati,
der blev følgen ifølge disse kritikeres
anskuelse.
Om dette vil jeg sige, at kritikken
efter min — og vel den altovervejende
del af befolkningens opfattelse — ram-
mer helt galt. Man kan og bør ikke
rive ting ud af deres historiske sammen-
hæng og bedømme historiske fænomener
efter en nutidig alen og opfattelse. Det
er historieforvanskning. Kendsgerningen
er, at Danmark som kolonimagt op-
trådte gennem århundrederne med væ-
sentlig større sagtmodighed end de fleste
andre kolonimagter. Men selvfølgelig
gik der ting i stykker under mødet mel-
lem eskimoerne og europæerne. Men
hvilket folk i verden har ikke gennem
tiderne taget påvirkningerne udefra med
ind i deres egen vækstproces frem mod
nye tider? Og først og sidst bragte Hans
Egede os kristendommen og vor kirke,
— og dette ville vi grønlændere vel ikke
have været foruden.
Imidlertid er det rigtigt, at der i Hans
Egedes kølvand kom barnepigementali-
teten til vore kyster. Gennem århundre-
der var det danskerne, der bestemte og
afgjorde, men vi bør af den grund ikke
glemme, at folket trods det i vid ud-
strækning fik. mulighed for at bevare sit
eget liv og eget særpræg og egen selv-
respekt. Der var ting, som vi grønlæn-
dere altid var bedre til end danskerne.
Derfor overvintrede vor stolthed som
folk, og vore eskimoiske forfædres
slædespor føg aldrig til.
Tiden efter sidste krig førte til de
meget store omvæltninger, og kultur-
mødet blev for alvor til den store prøve-
sten for os. Det er først efter sidste krig,
man for alvor har kunnet tale om apati
her og der i det grønlandske folk. Det
er først efter sidste krig, at udviklingen
tog en sådan fart, at vi kunne være ved
at tabe pusten. I de forløbne år siden
1950 er der på sin vis sket mere revolu-
tionerende ting end i samtlige forud-
gående år i perioden tilbage til Hans
Egedes ankomst hertil.
Lad os ved dette årsskifte og forud
for 250-års mindedagen tage dette pro-
blem op: er vi ved at komme ind på et
sidespor. Har vort folk fået falske mål
at rette kursen efter. Er der grund til
en afgørende ændring af hele Grønlands-
politikken?
Jeg tror, at dette bør være spørgs-
målet i dette forår og dermed hoved-
spørgsmålet ved det forestående lands-
rådsvalg. Lad os nå til sandhedens time
i vor udvikling vel vidende, at afgørelsen
nu ligger i vor egen hånd, og at vi ikke
længere kan give danskerne skylden for
beslutninger og resultater. For dertil er
vi jo nået: Vi har kommunalbestyrelser,
der støt går fremad i beslutsomhed og
kompetence. Og vi har et grønlandsk-
ledet landsråd, der har til opgave at
sige ja eller nej til de spørgsmål, som
tiden rejser. Det er vor sag, det drejer
sig om. Det er vor beslutning, som tæl-
ler. Danmarks og den danske regerings
indstilling kender vi. I Danmark ønsker
man landsdelssamarbejdet fortsat og ud-
bygget. Det har vi den nuværende stats-
51
[3]
ministers ord for. Denne viden giver os
tryghed og tillid og ro til at træffe vor
egen afgørelse. Og en afgørelse må der
træffes, for sandhedens time kan ikke
udskydes i det uendelige eller splittes op
til formulering i kortsigtede, mistrøstige
sandheder, der bare hæmmer virketrang
og indsats.
Hvad vil vi da i Grønland. Vil vi en
fortsættelse af de sidste års indsats, der
har omformet vort land på godt og
ondt. Vil vi en fortsat opbygning af leve-
standard, af uddannelse, af boligforhold
og erhverv, som vi har set den tage
form heroppe i de sidste tyve år. Vil vi
på landsmandsbasis sammen med dan-
skerne virke for, at Grønlands unge får
stadig bedre chancer i fri konkurrence
med Danmarks unge og med unge fra
hele den civiliserede verden. Vil vi se
Grønland blomstre også økonomisk og
erhvervsmæssigt, så langt naturen giver
mulighed derfor. Har vi mod og kræfter
til at deltage i denne vældige proces, og
har vi mod og overskudskræfter til at
bevare det, som er væsentligt for os som
grønlændere, — altså har vi styrke til at
kæmpe på to fronter: dels for den nye
tid og fremtiden, dels for at bevare vort
særpræg. Og har vi beslutsomhed og
vilje til at lade det falde, der ikke mere
har bærekraft i en moderne tid?
Og omvendt må vi spørge os selv:
vil vi hellere frasige os medarbejder-
skabet i den verden, der med fremskridt
og tilbageslag er ved at udformes i de
teknisk udviklede lande. Ønsker vi med
åbne øjne at sige nej til Danmarks fort-
satte tilbud, som vi kender dem fra de
sidste års samarbejde, og i stedet tage
skridtet tilbage til en sammenhæng, der
udelukkende er grønlandsk og dermed
sige ja til en ulands-status, ja nogle vil
sige en reservat-status. Ønsker vi tem-
poet nedsat, ønsker vi levestandarden
låset fast på et lavere niveau. Ønsker vi
at sige nej til en hel del af det, som
udviklingen stiller os i udsigt i dag, af
frygt for, at påvirkningen fra Danmark
og fra Europa skal blive for stærk?
Når jeg har talt om sandhedens time
er det, fordi der i officielle taler - også
mine egne — og i den offentlige grøn-
landske debat gang på gang har kunnet
spores tendenser til at se bort fra, at vi
står i en valgsituation, og at det vil koste
og på nogle punkter koste dyrt, ligegyl-
digt hvilke valg vi træffer. Vi får intet
gratis i den verden, vi lever i i dag.
På den ene side venter den moderne
verden i Europas skikkelse på os. Væl-
ger vi den, vil mangt og meget af vor
grønlandsk-eskimoiske egenart måske
gennem årtierne blive til en styrke i vort
sind og en drøm i vort hjerte, mens vor
hverdag omformes i europæisk billede.
Vi når ikke Europa på lempeligere vil-
kår. Det er urigtigt at foregøgle sig
noget andet.
På den anden side lokker forestillin-
gen om alt det kære og endnu så nære
fra vort folks historie og fortid.
Vi kan ikke — som det hedder — både
blæse og have mel i munden. Tingene
går hurtigt i vore dage, og den, der ikke
vil være med, lades tilbage. Tro ikke, at
det er noget let valg, der skal træffes.
Tro ikke, at det er et let valg for dan-
skerne i disse års danske debat om til-
slutning til de europæiske fællesskaber
og tilslutning til Europa. For hvadenten
Danmark kommer med i fællesmarkedet
52
[4]
Landsråds formand Erling Høegh og landsrådsmedlemmerne Karl Schou og Jørgen Olsen
overværer en grønlandsdebat i folketinget.
eller ikke, står det klart, at også Dan-
mark er på skillevejen og i en valg-
situation.
Og som det er tilfældet for vore
landsmænd i Danmark er det situationen
for verdens folk. I Europa og i østlan-
dene og i den tredie verden i Afrika og
Det fjerne Østen. Ingen kan mere putte
sig i smug og lade hele verden brænde
om sin vugge. Disse år er afgørelsens
år for utalte millioner af mennesker klo-
den rundt, og vi grønlændere har ikke
andre vilkår i denne sammenhæng end
alle andre.
Vi må træffe vort valg med åbne øjne.
Vi må træffe det selv.
Jeg opfordrer til, at forårets grøn-
landske valg bliver et valg, der tegner
vor fremtid.
Her må enhver vælger beslutte for
sig selv. Personlig er jeg ikke i tvivl.
Jeg erkender, at den nye tid har med-
ført mange ting, der er os fremmede og
ukære, og at den tid og de forhold, vi
ser tilbage på, mest de gamle, men også
vi midaldrende, var os kendte, trygge
og kære. Men jeg ved også, at hvis den
ældre generation nu siger nej til frem-
tiden, siger den nej til børnenes og den
unge generations chancer og muligheder.
Selv tror jeg ikke, at der er nogen vej
tilbage. Vi er blevet flere i Grønland og
har fået nye krav, og naturens vilkår
er ændret. Vi kan ikke skaffe mad til
alle munde, arbejde til alle hænder og
muligheder for alle unge uden at sige
ja til den moderne udvikling. Og vi kan
næppe få lov til at ligge alene og uden
53
[5]
forbindelse med et europæisk folk her
oppe i Nordatlanten, der i vore dage
ikke er en afkrog i verden, men et
strategisk og politisk brændpunkt i den
internationale politik.
De ældre og de gamle i dette land har
båret det frem dertil, hvor vi er i dag.
Jeg tænker tit på, hvor vældig en styrke,
hvor mandigt et mod, der er blevet vist
ikke blot af vore forfædre, men også
af de generationer, der gik lige forud
for vore egne. På dem har den nyeste
omstillings tungeste byrde hvilet, men
de har ikke klaget, for de vidste, at det
var for børnene og de unge, for næste
slægtled de tålte alle omstillingens gen-
vordigheder. Måske synes mange af de
ældre, at den nye tid ikke giver dem selv
større muligheder og nye muligheder.
Men de har arbejdet videre, på små
pladser og i de nye byer ud fra en følelse
af, at hvad de har måttet bære, har be-
tydet ny start for deres børn.
Og det er ud fra denne vurdering og
ud fra taknemlighed mod de gamle i
vort folk, jeg selv mener at kunne træffe
mit personlige valg. Det er på dette
grundlag jeg mener, at vi grønlændere
må sige ja til fremtiden sammen med
Danmark, sammen med Europa og — i
en verden der stadig bliver mindre —
sammen med alle klodens vågnende
folkeslag.
Lad os i de kommende måneder gøre
os vort valg klart. Lad os ikke stikke
de vanskelige problemer under stolen.
Lad os ikke vende ryggen til realiteter-
ne. Lad os drøfte tingene ligeud og lad
os så 5 april svare klart og utvetydigt på
spørgsmålet om vort folks og vor ung-
doms fremtid. Vælger vi den gamle vej:
nuvel så lad det blive sagt, så det ikke
kan misforstås, og erklære os rede til at
tage konsekvenserne deraf. Vælger vi
at fortsætte ad den nye vej ud imod
verden omkring os, lad os så i beslutsom-
hed tage fat på at rydde den for flest
mulige af de sten, der i form af onde
bivirkninger ligger på den vej.
Vi sidder i Grønland i vor valgsitua-
tion som den grønlandske kunstner for-
an den rå fedtsten. Det er i hans hånd
at frigøre en skikkelse, som fremtidens
samfund skal tage her i Grønland. Som
opgaven kalder på kunstneren, kalder
beslutningen og afgørelsen på os. Kun
eet kan vi ikke uden at svigte: undlade
at træffe vort valg.
Lad os da træffe vort valg. Med
kendsgerninger på bordet og åbne øjne.
jEngang brød vort folk op fra fjerne
.egne, vandrede og nåede hertil. Vi er
igen i dag i en opbruds-situation.
Lad os beslutte, hvor vi vil gå hen,
landsmænd, og lad hele verden omkring
os få vor beslutning at høre.
54[6]