[1] Ulve i Nordgrønland af Peter R. Dawes Oversættelse ved Henning Thing I dag er ulven en af verdens truede dyre- arter. I Europa er den nu udryddet i næsten alle lande, og det stadig svin- dende antal, der rapporteres fra de resterende ulveområder, må få en til at se med megen bekymring på den euro- pæiske ulvs (Canis lupus lupus) over- levelseschancer. Ikke desto mindre er ulvens „stygge bedrifter" dybt rodfæstet i den euro- pæiske folklore; overleveret fra tider, hvor ulvene udgjorde en stadig fare for familiers levebrød og for samfund, der var afhængige af husdyrflokke. I Grimm's klassiske eventyr og i vor tids historier og tegnefilm bliver ulven stadigvæk fremstillet for den yngste ge- neration som værende et snu og und- vigende dyr, og børnene advares mod dens grusomme appetit. Det er vanske- ligt at forestille sig et andet dyr, der er blevet mødt med et sådant indgroet had, som er blevet jaget og skudt ved enhver given lejlighed, og som dog er blevet beundret for sin succes som rovdyr og for sin evne til at overleve på trods af modgang. Således forholder det sig også for den arktiske ulv (Canis lupus tundrarum) — grønlændernes Amaroq. Mangen en be- retning tager sit udgangspunkt i dette Tegning: Povel Povelsen (i Jennov, 1945). sjældent sete dyr, som måske mere end noget andet højarktisk dyr er omgivet af et slør af mystik og mistænksomhed, og som er årsagen til så mange rygter. Stednavne som Ulvebakkerne, Ulve- bjerg, Ulvehøjene og Ulvesletten spredt over hele Nordgrønland vidner om, at besøgende i det høje nord har værdsat deres møde med ulven. Det er nu en almindelig udbredt an- tagelse, at ulven er uddød i Grønland og har været det de sidste 40 år. Det var derfor med særlig interesse, at for- fatteren under adskillige ekspeditioner i det nordligste Grønland siden 1965 fandt spor efter ulve. Højdepunktet var 289 [2] i 1969, da et ulvepar blev set i det nord- lige Peary Land. Det er formålet med denne artikel at omtale observationer af ulve i den sidste halve snes år i den nordligste del af Grønlands store national-park og des- uden diskutere levevilkårene og status for den arktiske ulv i Grønland. Historisk baggrund Ulve, ligesom andre polardyr, har sand- synligvis eksisteret i Grønland i perioder gennem tiderne. Den først dokumen- terede iagttagelse er formodentlig 2 ulve, der blev set i Umanak området i Vestgrønland i 1869. Interessant er det, at så sent som i år (1978) blev en ulv set igen i samme område. Denne blev skudt i foråret (Christian Vibe, pers. comm.). Da man under den geografiske ud- forskning gradvist kortlagde Grønlands øst- og vestkyst nordover, blev der rap- porteret om observationer af ulve. I vest meddelte således den 2. Grinnell Expedi- tion (1853-1855) under ledelse af E. K. Kane (Kane, 1856) om tilstede- værelse af ulve i Inglefield Land (79° N) (se fig. 1), og North Polar Expedi- tion (1871-1873) under ledelse af C. F. Hall beviste eksistensen af ulve i Hall Land (81° 30' N) (Davis, 1876). R. E. Peary fandt både i 1892 og 1895 ulvespor ved kanten af Indlands- isen ved Navy Cliff (Peary, 1898) og så i 1900 ulve langs nordkysten ved Kap Washington og Kap Morris Jesup (83° 39' N) (Peary, 1903, 1907). På Dan- mark Ekspeditionen (1906-1908) så J. P. Koch og A. Berthelsen i maj 1907 friske ulvespor i det nordlige Peary 290 Land (83° 10' N), og Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund skød en ulv i Dan- mark Fjord (81° 25' N) (Manniche, 1910). D. B. MacMillan's Crocker Land Ex- pedition tilbragte 4 år i Thule distriktet (1913-1917) og mødte ulve i Inglefield Land (MacMillan, 1918). Den 2. Thule Ekspedition (1916- 1918) stødte på adskillige ulve langs med yderkysten mellem Robeson Kanal og Peary Land, og efter et uforglemme- ligt møde med en ulv blev Knud Ras- mussen nødt til at antage, at der var en forbindelse mellem Hendrik Olsen's tra- giske forsvinden og ulven (Rasmussen, 1919, pp. 407-408). Lauge Koch mødte også på Jubilæumsekspeditionen Nord om Grønland adskillige ulve i 1921, f. eks. på Lockwood Ø, 3 stykker ved Kap Morris Jesup og mange i det syd- lige Peary Land, hvoraf en blev skudt til føde (Koch, 1926, 1940). I Nordøstgrønland, hvor ulve første gang blev set i 1899 på ca. 75° N (Nathorst, 1899, 1900), blev der til stadighed set ulve, og de forekom i alle egne. Således fandt Danmark Ekspedi- tionen bevis for deres tilstedeværelse, skønt de dog er forholdsvis spredte, fra 75° nordlig bredde (Hochstetter For- land) til 83° 10' nordlig bredde (Man- niche, 1910, p. 52). Omking Danmarks- havn var ulvene en trussel mod vinter- kvarteret og forulempede slædehundene, hvoraf adskillige blev dræbt. De norske og danske fangstmænds hyppige beretninger om ulve — nogle or- ganiserede i kobler — i 1920'erne og 30'eren er godt dokumenterede (f. eks. Giæver, 1930, 1939; Pedersen, 1934; [3] Figur 1: Kortskitse af det nordlige Grønland og tilstødende Ellesmere Island. Jennov, 1945; H. V. Nielsen, pers. comm.), og det er anslået, at omkring 40 ulve blev dræbt (Pedersen, 1963). Berømt er historien om fangstmanden Heury Rudi, som det i 1930 lykkedes at dræbe 8 ulve i Tyrolerfjorden med „en halv rypeåte, som var pepret med stryk- nin" (Devold, 1940, p. 123). Ulvene nåede så langt mod syd som til Scoresby Sund, hvor det siges, at den ulv, som sås der i 1939, var den sidste ulv i Øst- grønland (Freuchen & Salomonsen, 1958). Ulvebestandens forsvinden fra øst- kysten sættes almindeligvis i forbindelse med den foregående uddøen af rensdy- ret. Det antages normalt, at perioder med dårligt vejr — især megen vinter- nedbør - i det nordlige Canada forårsa- ger en indvandring af ulve vestfra ind i Grønland, og at det var en sådan immi- gration, der var en medvirkende årsag til den endelige udryddelse af det i for- vejen degenererede østgrønlandske rens- dyr (Rangifer tarandus eogroenlandi- ctts) omkring 1900 (Vibe, 1967). Den gradvise forsvinden af den bety- delige rensdyrbestand (Rangifer taran- dus groenlandicus, se Peary, 1907), som fandtes i Thule distriktet i 1800-tallet, er også blevet forklaret med perioder af ugunstige vejrforhold (Freuchen, 1911). Imidlertid må de udbredte nedskydnin- ger af hundreder af disse dyr i forbin- delse med ekspeditioner i sidste halvdel af forrige århundrede (f. eks. Peary, 1898) uden tvivl have været en bety- dende faktor for denne bestands frem- tidige skæbne. I dag er sandsynligvis nogle få overlevende i Inglefield Land, 291 [4] som er det nordligste hjørne af Thule distriktet. Den eneste observation af levende rensdyr nord for Humboldt Gletscher er fra Hall Land, hvor eskimoer, der rejste sammen med Lauge Koch, i maj 1921 så en flok på 3 dyr, hvoraf en blev skudt (Koch, 1926, p. 171). Koch antager, at disse rensdyr var indvandret nyligt fra Ellesmere Island, og til støtte herfor nævner han, at isen i Robeson Kanal om foråret og det foregående år har været usædvanlig jævn og fri for skrueis, og dette skulle have gjort det muligt for dyrene at krydse strædet. Eigil Knuth's fund af adskillige ge- virer i Jørgen Brønlund Fjord - Wandel Dal — Independence Fjord området i det sydlige Peary Land og Erhardt Frånkl's og Fritz Muller's gevirfund i Sands Fjord i det nordlige Peary Land (Frånkl, 1955) tyder på en recent til- stedeværelse af rensdyret i Nordgrøn- land, medens de knogler og redskaber, som Knuth har fundet i ruiner ved for- skellige arkæologiske pladser, giver vid- nesbyrd om rensdyrenes tilstedeværelse i visse perioder tusinder af år tilbage i tiden. Det er den almindelige opfattelse, at med rensdyrets uddøen mistede ulven sit eksistensgrundlag i Grønland (Vibe, 1967). Som en følge heraf blev den nordøst-grønlandske ulvs svindende antal og endelige uddøen, således som det kunne bekræftes af de fastboende fangst- mænd, der omtaltes ovenfor, tolket som bevis for artens udryddelse fra hele Grønland. Imidlertid kendte man på den tid intet som helst til ulvens udbredelse i Nord- grønland, idet dette område havde ligget fuldstændigt uforstyrret hen i over 25 år siden Jubilæumsekspeditionen i 1921, og indtil Peary Land Ekspeditionen kom derop i 1947. Selv da forblev området mellem Robeson Kanal og J. P. Koch Fjord, nordkysten samt store dele af det nordlige Peary Land uudforsket. Ikke desto mindre blev troen på, at ulven var uddød i 1930'erne, styrket, da Peary Land Ekspeditionen, trods permanent aktivitet i perioden 1947-1950, ikke fandt noget spor efter ulven i Peary Land (hovedsagelig den sydlige del). Dette står i skarp kontrast til Lauge Koch's observationer fra 1921 (Koch, 1940, p. 298), hvor han fandt ulven overordentlig almindelig i den sydlige del af Peary Land, og den blev set dag- ligt, d. v. s. det samme område, hvor Peary Land Ekspeditionens hovedkvar- ter lå. Den Danske Peary Land Ekspedition 1947—1950 markerede slutningen på en epoke, hvor videnskabeligt arbejde i Nordgrønland blev udført af hold, der overvintrede i området, og samtidigt indledte den en tidsalder, hvor man sat- sede på luftbårne ekspeditioner med en kort feltsæson. Bortset fra den permanente base, Sta- tion Nord, på nordspidsen af Kronprins Christian Land, har resten af Nordgrøn- land — som er udenfor rækkevidde af eskimoerne på jagtture fra syd — kun lejlighedsvis været besøgt af sommer- ekspeditioner, der har haft aktivitet i et begrænset område, såvel som af Sirius Patruljen på dens slæderejser. Fjord- området mellem Hendrik Ø og Nansen Land er idag faktisk forbleven uudfor- 292 [5] sket siden 2. Thule ekspedition for 60 år siden. Imidlertid er der, trods det meget be- grænsede antal besøgende i det nordlige Grønland og de deraf yderst ringe mu- ligheder for at skaffe gode oplysninger om dyrelivet, set adskillige ulve. For eksempel i 1952, hvor geologerne Er- hardt Frankl og Fritz Muller under felt- arbejde i Kronprins Christian Land så friske ulvespor på det fjeld, der senere blev kaldt Ulvebjerg (Frankl, 1954), og hvor de samme mennesker, da de den følgende sommer foretog den første tur til fods over Roosevelt Fjeldene i det nordlige Peary Land, blev fulgt af en ulv langs yderkysten mellem Sands Fjord og Kap Morris Jesup (Frankl, 1955). Ligeledes har Sirius patruljerne nu og da på deres slæderejser gennem Nord- grønland set ulve og ulvespor, men des- værre er de lokaliteter, antal og omstæn- digheder herom vanskelige at opnå; men forfatteren har for eksempel fået for- talt, at der i 1965 blev fundet gode ulve- spor i Hazen Land i det vestlige Peary Land og i Constable Bugt øst for Kap Morris Jesup. Endvidere så slædehol- det, der rejste gennem Nordpasset i april 1974, adskillige ulvespor (Ole Ander- sen; orlogskapt. M. N. Guldbrandsen, pers. comm.). Et betydeligt antal ulve lever i det nærliggende nordlige Ellesmere Island (i en afstand af 20 km over Robeson Kanal), og det hævdes i almindelighed, at de grønlandske ulve er strejfere eller indvandrere, der løber østpå over Nares Strædet. Dette er uden tvivl tilfældet i Nordvestgrønland, hvor man blandt beboerne i Thule distriktet ofte træffer på beretninger om ulve, der er blevet set eller skudt. Beretninger, som Thule eski- moer har fortalt forfatteren, tyder på, at ulve kan findes i hele området mellem 75° 30' N og Humboldt Gletscher (79° N). Eksempelvis blev en ulv, der i 1956 var blevet tiltrukket af en ræve- fælde på Qeqertaq (Salve Ø) vest for Savigsivik (figur 1), skudt af den min- deværdige kvinde, Meko, behørigt for- beredt og i samme anledning klædt i hvidt. Magssauguak Jensen og hans kone Balika så og skød efter en ulv ved Iterdlakoriaq i Granville Bugt i 1967 i det centrale Thule distrikt. Kagunaq Qissuq fra Siorapaluk har på sine talrige jagtture i Inglefield Land set adskillige ulve, og han husker især et møde med en stor ulv i 1964 (?), som han dræbte nordøst for Anoritoq, og en hunulv, som han skød i nærheden af Rensselaer Bugt i 1974. De mere eventyrlystne eski- moer, som tager på rensdyrjagt i Ingle- field Land, bliver ikke særlig overrasket over at møde ulve. Når eskimoerne på fangstture i Smith Sund under jagter på isbjørne kommer helt over til den canadiske kyst, møder de ofte ulve, og det er sandsynligvis disse dyr, der følger slæderne tilbage til Thule-Inglefield Land distriktet. At der formentlig stadigvæk er nogle rensdyr tilstede i Inglefield Land kunne antyde muligheden af en konstant tilstedevæ- relse af ulve der, men rensdyrenes antal er yderst begrænset, og bestanden an- tages at leve en beskyttet tilværelse. Ifølge Vibe (1967) vil denne renbestand ikke kunne overleve, hvis en række kata- strofe-vintre med øget nedbør sætter ind. 293 [6] Figur 2: Kort over det nordlige Peary Land, der blev besøgt af Joint Services expeditionen i 1969. Symboler: + i kvadrat på spids = bekræftet ulvespor. + i kvadrat = iagttagelse af ulv. + = muligt ulvespor. Nyere observationer Under udførelse af feltarbejde for Grønlands Geologiske Undersøgelse har forfatteren og hans ekspeditionskollega- er set spor efter ulve i fire sommer- sæsoner, nemlig i 1965, 1966, 1969 og i 1971. De nærmere omstændigheder ved disse observationer er beskrevet i det følgende. 1965 og 1966, Robeson Kanal området På det fælles dansk-canadiske projekt „Operation Grant Land" blev der ar- bejdet i felten i Hall Land-Wulff Land området med udgangspunkt i baselejre i det nordlige Ellesmere Island; d. v. s. Alert i 1965 og Lake Hazen i 1966. Under en flyvetur i lav højde mellem Alert og Grønland i 1965 blev der set en enlig ulv på havisen ud for den grøn- landske kyst. Det var et helikoptervrag på havisen, der havde fået flyet til at gå ned i lav højde, og samme vrag havde åbenbart tiltrukket sig ulvens opmærk- aomhed. I 1966 blev der under geologisk ar- bejde rundt nordspidsen af Hendrik Ø set spor af en enlig ulv nær friske is- bjørnespor. Sporene fandtes i en blød marin aflejring ved Dragon Pynt, og dyrene var gået i øst-sydøstlig retning. 294 [7] Figur 3: Den vestlige ende af Nordpasset, Peary Land, set fra Bøggild Fjord, 28. maj 1969. Fot.: P. R. Dawes 1969, Peary Land British Joint Services North Peary Land Expedition i 1969, der bestod af 12 del- tagere, tilbragte over fire måneder i Nordgrønland fra slutningen af april til begyndelsen af september (Peacock, 1972). Første del af ekspeditionen fra 3. maj til 6. juli var en tur på havisen rundt om Peary Lands nordligste halvø (Johannes V. Jensens Land). Rejsen gik mod vest fra Kap Morris Jesup, fort- satte sydpå gennem Gonger Sund, mod øst gennem Nordpasset, udad Frederick E. Hyde Fjord og langs med yderkysten forbi Kap J. P. Koch og tilbage til Kap Morris Jesup (se fig. 2). Anden del var en udforskning af land- jorden i området omkring Roosevelt Fjeldene. Man startede denne del den 7. juli fra Kap Morris Jesup og ankom til Frigg Fjord den 16. august. Under rejserne delte de 12 mand sig op i tre hold med hver fire mand. Der blev set ulve både på havisen og på landjorden i indtil flere hundrede meters højde. C. J. Grant har 5 den offi- cielle rapport om ekspeditionen samlet nogle oplysninger om disse observationer (Peacock, 1972). Det følgende er en udførlig beretning om disse oplevelser. Spor af ulv (?) blev første gang set i det sydlige Gonger Sund, men på grund 295 [8] af den meget bløde sne, der dækkede havisen, var det ikke muligt helt sikkert at fastslå, om sporene hidrørte fra en ulv eller en polarræv. Der blev opdaget ulvespor på havisen ved mundingen af Ø. B._Bøggild Fjord, øst for Kap Bopa. Da vinden mange steder havde blæst sneen væk fra isen i denne del af fjor- den, kunne man kun se sporene hist og her. I bunden af fjorden fandt man mange gode ulvespor på den snedækkede havis på en række hævede flodterrasser ved indgangen til Nordpasset (se fig. 3). Sporene gik i forskellige retninger. Det viste sig, at sporene fortsat var hyppige det meste af vejen gennem pas- set, og man blev klar over, at ulvene faktisk fulgte ekspeditionens rute på nærmeste hold. Folkene i slædehold 3 kunne således se, at slædesporene fra hold l og 2, som rejste med ca. l døgns afstand mellem sig, var oversået med ulvespor. Desuden kunne vi i slædehold 3 se ulvespor i vores egne slædespor, hvis man kørte et stykke tilbage i dem. Imidlertid så man i adskillige dage ingen ulve, bortset fra en tuden nu og da, som brød aftenens stilhed og mindede om ulvenes tilstedeværelse i nabolaget. Det var også interessant at se, hvorledes der var variationer i størrelsen af spo- rene, noget som måske kunne tyde på, at der også var hvalpe eller unge ulve i området. Om natten mellem den 28. og 29. maj fik en undersøgelseslejr 300 m oppe i Nordpasset besøg af en ulv, som efter- lod nogle fine spor rundt om lejren og mellem teltene (se fig. 4). Den følgende dag mødte man en hunulv på meget nær hold i et forgrenet flodleje i Nordpasset ca. 7 km vest for Harebugt. Hun så ikke ud til at være foruroliget af støjen fra snescooterne, men var meget nysgerrig og ønskede at undersøge, hvad ekspedi- tionen foretog sig. Omsider trak hun sig tilbage til et udkigspunkt i bakkerne og tilbragte resten af dagen med at holde øje med ekspeditionens arbejde, medens hun nu og da tudede. Om aftenen af- lagde hun lejren et besøg. I begyndelsen af juni blev der set ulve- spor på havisen i Frederick E. Hyde Fjord. Sporene gik i forskellige retnin- ger, men dog hovedsageligt mod øst, og man kunne følge dem så langt som til mundingen af Frigg Fjord. Den 17. juni mødte et snescooterhold en stor ulv på et udbredt fladtoppet flodterrasse-system ved Kap Ole Chie- witz. Dette dyr syntes at være i bedre foderstand end det i Nordpasset, og denne gang viste dyret heller ikke nogen frygt for den larmende snescooter, og den nærmede sig, indtil den var på min- dre end 10 meters afstand. Efter at have kigget på snescooteren og dens ængste- lige passagerer i omkring et minut, løb den afsted mod sydvest; den stoppede med mellemrum for at iagttage under- søgelsesholdets aktiviteter. Yderkysten langs med Polarhavet mellem Kap Ole Chiewitz og Kap Mor- ris Jesup er en lav flad slette af marine og glaciale aflejringer, som mod syd be- grænses af en stejl fjeldside i den nord- grønlandske foldekæde. På en vandring over land i begyndelsen af juli fra Kap J. P. Koch til Kap Morris Jesup blev der ofte set spor efter dyr på denne slette, f. eks. isbjørn, snehare, moskusokse og ræv. På et sted vest for Bliss Bugt er der 296 [9] Figur 4: Ulvespor på hård sne i Nordpasset, Peary Land, 29. maj 1969. Kompasset er JO cm langt. Fol.: P. R. Dawes en iøjnefaldende opretstående sandstens- plade, der som et monument bryder den ensformige slette (se fig. 5). Hår, ekskre- menter og talrige dyrespor vidner om, at dette sted er et populært samlingspunkt, og det var her omkring monumentet, at der i den bløde jordbund blev set spor, der højst sandsynligt stammer fra en ulv. Under ekspeditionens arbejde i ind- landet blev der den 15. august set friske ulvespor, der gik i østlig retning, i det marine slam i den dal, der forbinder Columbus Sø og Frigg Fjord (se fig. 2). Der var sandsynligvis to forskellige sporsæt, som syntes at have forbindelse med et tredje og noget mindre sæt. Det var ikke muligt at fastslå, om det sidste sporsæt var fra en ulvehvalp eller fra en polarræv. Det er værd at bemærke, at der i samme brede dal blev set friske isbjørnespor, der også gik i østlig ret- ning. Det er derfor sandsynligt, at denne Columbus Sø-Frigg Fjord dal (samt Nordpasset) benyttes af dyr som isbjørn og ulv som rute fra den nordlige kyst og de indre dele af De Long Fjord, ned til Frederick E. Hyde Fjord og ud til nord- østkysten af Grønland. Endelig så de canadiske „bush" piloter Jasper Le France og Ken Lee to ulve sammen på det flade terræn sydøst for Dobbeltsø, da de den 25. august kom fly- vende i lav højde i en Otter maskine fra 297 [10] Atlas Aviation, Resolute Bay, for at hente ekspeditionen ved slutningen af feltsæsonen. For sådanne piloter er synet af ulve velkendt i Canada, hvorfor denne rapport om et ulvepar set fra luften anses for at være meget bemærkelsesværdig. 1971, Inglefield Land Under geologisk arbejde syd for Kap Hatherton i august 1971 i det sydvest- lige Inglefield Land blev en ulv set i det kuperede terræn ca. l km fra kysten og nogle hundrede meter nord for lejren. Efter at dyret havde nærmet sig og vist interesse i lejren og dens umiddelbare omgivelser, blev det forfulgt ind i en øst- vest gående dal af eskimoerne Budtlak og Usakak Uvdloriaq, som til slut skød efter den. Skønt den åbenbart blev ramt, lykkedes det den at flygte uden at efter- lade sig spor i de omgivende bakker. Standdyr eller hyppige indvandrere? Et af hovedformålene med denne artikel er at sætte spørgsmålstegn ved ofte hørte udtalelser som „over 30 år er der nu gået, siden Polarulv sidst er iagttaget i Grønland, hvor den sås i Nordøstgrøn- land med mellemrum i tiden 1899— 1935/36" (Gensbøl, 1969, p. 15). End- videre er de hyppige beretninger om ob- servationer af ulve bemærkelsesværdige, når man tager i betragtning, at Nord- grønland er et så udstrakt og ubeboet område (150.000 km2 isfrit terræn), som kun får sporadiske besøg og da for- trinsvis af sommerekspeditioner på be- grænsede områder. Disse observationer må fortolkes som et tegn på, at ulve er mere eller mindre permanent tilstede i Nordgrønland. Der- for bør en gæst i disse egne, især ved nordkysten og i det nordlige Peary Land, ikke blive overrasket over at finde spor efter den arktiske ulv. Det egentlige spørgsmål, der melder sig, er hvorvidt de ulve, som lever der idag, er standdyr, som kan overleve og formere sig, eller om disse dyr blot er hyppige indvandrere fra det nærliggende Canada, dømt til en hurtig død. Ulvens strejfende adfærd er almindeligt kendt og kan illustreres med et eksempel fra Alaska, hvor en ulv blev fulgt i 6 uger over mere end 1100 km (Burton, 1973). Det må ofte ske, at ulve krydser over Nares Strædet, som i sin nordlige ende ikke er mere end 20 km bredt. Thule eskimoerne beretter, at ulve om vinteren har krydset den bredeste del af kanalen, Smith Sund, og den omtalte observation af en ulv på havisen i Robeson Kanal tyder på, at de også krydser over om sommeren. Det er afgørende, om klimaet og dyre- livet i det nordlige Grønland er i stand til at holde liv i en lille ulvebestand selv for kortere perioder. Rensdyret, som normalt anses for at være en vigtig, for ikke at sige den væsentligste, føde for ulven, er uden tvivl ikke tilstede idag i hele Nordgrønland, bortset fra de få dyr, der sandsynligvis stadigvæk findes i Inglefield Lands nordøstligste hjørne. Imidlertid er ulven ikke totalt af- hængig af store pattedyr (som rensdyret eller elgen i Europa og Canada), da disse dyr mangler i nogle dele af arktisk Canada og visse steder i Europa, hvor ulven lever. Faktisk overlevede ulven jo i Nordøstgrønland uden at have rens- dyret fra 1900 indtil 1930'erne. Sne- 298 [11] Figur 5: »Monument« af sandstensplade omgivet af pelsrester og ekskrementer - et Fot-: p- R- Dawes vigtigt mødested for dyrene. Vest for Bliss Bugt, Peary Land, 1. juli 1969. Hammeren er ca. 40 cm lang. haren og polarræven forekommer over hele Nordgrønland, og moskusoksen fin- des i store områder og er især almindelig i Peary Land. I 1969 talte Joint Services expeditio- nen over 200 moskusokser (Ovibos mos- chatus) i det nordlige Peary Land i pe- rioden maj-august, til trods for at må- nederne maj, juni og juli hovedsageligt blev brugt til rejser på havisen med kun nogle korte besøg i land. Moskusokse- flokkene havde normalt mindre end 10 individer, men en flok mellem Frigg Fjord og Kap Ole Chiewitz bestod af 20 dyr. Det sydlige Peary Land har længe været kendt som et godt moskus- okseområde. Moskusoksen findes også vest for Peary Land. Nares Land-Wulff Land området, hvor Peary (1907) og Ras- mussen (1919) kunne skyde hele flokke, synes stadigvæk at være et fint moskus- okse-terræn. I 1966 blev adskillige moskusokser observeret fra luften på den flade kystslette øst for Kap May, i det nordlige Wulff Land, og i juli 1975 blev en flok set i nogenlunde det samme område under en kort helikopterlanding (Ole Olesen, pers. comm.). Nogle beret- ninger beviser, at moskusokseflokke også findes i det centrale Wulff Land. Ikke desto mindre fandt forfatteren i løbet af 4 måneder i 1965 og 1966 ingen moskusokser vest herfor, på Hendrik Ø, i Nyeboe Land og Hall Land, skønt gamle skeletter af moskusokser ikke var 299 [12] ualmindelige. Sandsynligvis var de sidste moskusokser her dem, som Peary skød i det nordlige Nyeboe Land i 1900 (Peary, 1907). Ulvens evne til at jage, angribe og dræbe en enlig moskusokse har i længere tid været genstand for debat (se Peder- sen, 1.934; Jennov, 1945; Tener, 1965). Der findes nu dokumenterede observa- tioner af konfrontationer mellem mos- kusokse og ulv, og et godt eksempel findes hos Gray (1970), der giver en levende beskrivelse af kampen og det efterfølgende drab, da en enlig moskus- oksetyr (Ovibos moschatus wardi) og en ulv mødtes på Bathurst Island, arktisk Canada. Forfatteren og dr. Philip Cor- bet har i 1966 selv været vidne til den første runde af en lignende dyst mellem en ulv og en enlig moskusokse i nærhe- den af Fort Gonger, Ellesmere Island, indtil de to parter omsider blev forstyr- ret og flygtede for helikopteren. Riewe (1975) tvivler dog på styrke til at overvinde en fuldvoksen, sund moskusokse, og med hensyn til Gray's omtalte observation understreger han, at der ikke blev foretaget nogen obduktion for at fastslå moskusoksens sundheds- tilstand. Lad dette være hvad det er, men det må dog tages for givet, at et par ulve, der benytter den samme jagtteknik, kan nedlægge en enlig sund moskusokse ved at angribe fra forskellige sider sam- tidigt. Ved at betragte slædehundes an- grebsmetoder under lignende omstændig- heder, vil man få dette illustreret på bedste måde. En enlig ulv har bestemt evnen til at holde øje med og følge en moskusokse- flok i dagevis for at vente på en chance til at angribe den svageste, det kan enten være en moskuskalv, et gammelt dyr eller et dyr, der er sygt. Hvis en moskus- okseflok er kommet ud på farligt eller vanskeligt terræn, eller færdes i dyb blød sne, vil ulvens chancer for at dræbe sit bytte være øget ganske betydeligt. Det kan her tilføjes, at der i 1969 på Sifs Gletscher i det nordlige Peary Land blev fundet 3 kadavere af moskusokser. De lå på forskellige dele af bræen, og de var tydeligvis blevet maltrakteret af rovdyr. Der var tydelige tegn på, at ret store moskusokseflokke havde vandret over gletscheren i nord-syd retning, og en af ruterne lå så højt som 500 m o. h. Disse tre kadavere fandtes i nogenlunde det samme område, hvor det omtalte ulvepar var blevet set i august. Det vides ikke, om ulve var den direkte dødsårsag for en eller flere af disse moskusokser på Sifs Gletscher. Imidlertid vil moskus- oksevandringer af denne slags og de deraf følgende ulykkestilfælde virke som en ganske fortrinlig fødekilde for dyr som ulven. Tilstedeværelsen af tre kada- vere og ikke bare ét tyder på, at der enten har været meget store vanskelig- heder ved at krydse bræen, eller også har dyrene været forstyrret og angrebet af ulve, eller måske begge dele. Sneharen (Leptts arcticits) er almin- delig overalt i Nordgrønland. Under operation Grant Land i 1965 og 1966 blev der set mange harer i Hall Land- Wulff Land området. I 1969 så Joint Services ekspeditionen næsten 400 harer i det nordlige Peary Land i perioden maj-august, og dette tal ville uden tvivl have været betydeligt større, hvis man havde arbejdet på landjorden i stedet 300 [13] for at rejse på havisen. Det er bemærkel- sesværdigt, at ulveobservationerne i 1969 blev gjort i området, hvor harerne var talrige. Således kunne man i Nord- passet-Frederick E. Hyde Fjord områ- det dagligt se store flokke af harer, og Eigil Knuth's navngivning af Frederick E. Hyde Fjords vestlige ende som Hare- bugt har stadigvæk sin berettigelse. I 1969 kunne man der se hareflokke på op til 35. Et andet område, hvor mange harer holder til, er den lave brede dal, der forbinder Frigg Fjord med Colum- bus Sø, hvor der i midten af august 1969 var et overordentlig stort antal harer. Ved adskillige lejligheder var det muligt at tælle så mange som 50—60 harer på en gang (C. J. Grant, i Peacock 1972). De ulveekskrementer, der blev fundet i 1969, indeholdt rester af harer og gæs. At ulven i sommermånederne faktisk spiser fugle og æg er en kendt sag (se f. eks. Pedersen, 1934). Det kan her be- mærkes, at det totale antal fugleobserva- tioner i tiden maj—august 1969 var 1074 i det nordlige Peary Land (C. J. Grant, i Peacock 1972), hvad der tyder på et betydeligt rigere fugleliv end det, ekspe- ditionen havde forventet at møde. Af de arter, der blev set, var fem nye for det nordlige Peary Land, og således kom antallet af arter kendt for Peary Land op på 26. Lemmingen (Dicrostonyx groenlandl- cus), som også er føde for ulven, sås kun sjældent i 1969; kun 4 observationer af levende dyr og en dødfunden. Lem- mingknogler og hår blev fundet i sne- uglegylp og i polarræv-ekskrementer, og en lemmingrede opdagedes i ca. 400 me- ters højde syd for Si f s Gletscher, nær ved Dobbeltsø. Foruden de nævnte landdyr spiser ulven også sæler, og Pedersen (1934) skriver om, hvordan ulvene i Nordøst- grønland kan grave ned i sneen på hav- isen på jagt efter nyfødte sælunger. Dette støttes af iagttagelser i arktisk Canada, og Riewe (1975) beretter, hvorledes ulve faktisk „purscher" le- vende sæler, venter ved åndehullerne i isen og springer på dyrene, når de duk- ker op af vandet. Der er også et doku- menteret tilfælde, hvor ulve har gravet gennem en halv meter hård sne og der- efter havisen for at æde en død voksen ringsæl, der var blevet fanget under isen. Det kan her tilføjes, at der på kun få dage af juni i 1969 blev talt mere end 50 sæler på isen i Frederick E. Hyde Fjord, og mange af disse iagttagelser blev gjort i den vestlige del af fjorden (Harebugt, Odins Fjord og Thors Fjord) i det samme område, hvor der var blevet set mange ulvespor på hav- isen. Disse spor løb oftest mod øst pa- rallelt med fjorden og viste, at ulvene faktisk besøgte de store tidevandsrevner, der strækker sig tværs over fjorden. Ved disse revner så vi de fleste af sælerne. Konklusioner De omtalte nye observationer af ulve i Nordgrønland fra Thule distriktet, gen- nem Robeson Kanal-området til Peary Land i øst, kan for så vidt godt dreje sig om dyr, der er indvandret fra Canada. På den anden side set levede der dog i sommeren 1969 i det nordlige Peary Land mindst 2 ulve, højst sandsynligt 4 eller måske flere (plus muligvis nogle 301 [14] hvalpe) i et område, hvor der var mange harer og moskusokser foruden lemming, ræv og sæl, — nemlig omkring Nord- passet-Frederick E. Hyde Fjord. Man ville forvente, at ulven i denne egn ville have gode chancer for i det mindste at overleve i en kortere periode. Man ved endnu temmelig lidt om ef- fekten af katastrofevintre i Nordgrøn- land og Ellesmere Island, men det er klart, at eksistensen af dyr som moskus- oksen, haren og ræven (samt rensdyret) i vid udstrækning er afhængig af ændrin- ger i klimaet selvom disse endog er små (Vibe, 1967). Ulvens fremtid i Grøn- land afgøres således helt og holdent af de klimatiske faktorer. Det er derfor næppe et spørgsmål, om ulven er i stand til at leve i Nordgrøn- land idag, men snarere hvorlænge ulven vil kunne klare sig deroppe, hvis klima- forholdene ændrer sig Klimakatastrofer i Canada forårsager periodiske indvandringer af ulve i det nordlige Grønland, og det må antages, at disse dyr lever og formerer sig, indtil de klimatiske betingelser eller måske lo- kale svingninger i vildtbestanden bliver ugunstige. Det overordentlig sparsomme observationsmateriale fra dette vidt- strakte område siden ulvens påståede for- svinden fra Nordøstgrønland i 1930'erne kan vel næppe hævdet at være tilstrække- ligt grundlag til at udelukke denne mulig- hed. Konklusionen af denne artikel er at fremhæve, at ulven stadig eksisterer i Nordgrønland, især i det nordlige Peary Land, og at der er reel chance for, at de yngler her. I de kommende fem år, 1978-1983, vil en stor ekspedition i sommermåne- derne udføre geologisk og kartografisk arbejde i hele området mellem Robeson Kanal og Grønlandshavet. Det vil blive interessant at se, om iagttagelser af dyre- livet her vil give os mere viden om den arktiske ulv. Man må håbe, at denne storstilede ekspedition udrustet med fly og moderne udstyr ikke vil få ulven til at vise en eller flere af sine velkendte sider — undvigende og hurtig at gøre sig usynlig — idet den trækker op i fjeldene for at iagttage i stedet for at blive iagttaget. Dette ville blot få endnu en ulvehistorie til at fortabe sig i mystik og spekulation. Litteratur Burton, M. 1973: Animals of Europe. The ecology of the wildlife. New York: Holt, Rinehart & Winston, 172 pp. Davis, C. H. 1876: Narrative of the North Polar Expedition. U. S. Skip Polaris, Captain Charles Francis Hall commanding. Washington: U. S. Government Printing Office, 696 pp. Devold, H. 1940: Polarliv. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag. Freuchen, P. 1911: Om Rener og Moskusokser i Kap York-Distriktet. Geogr. Tidskr. 21, 144- 146. København. Freuchen, P. & Salomonsen, F. 1958: The Arctic Year. London: Putnam's & Sons, 440 pp. Frånkl, E. 1954: Vorlåufige Mitteilung iiber die Geologie von Kronprins Christians Land (NE- Gronland). Meddr Grønland 116, 2, 85 pp. Frånkl, E. 1955: Rapport iiber die Durchquerung von Nord Peary Land (Nordgronland im Som- mer 1953). Meddr Grønland 103, 8, 61 pp. Gensbøl, B. 1969: Grønland. Grønlands natur i billeder og text. København: Branner og Korch, 191 pp. Giæver, J. 1930: Fangsthytterne. Jegerliv på Øst- Grønland. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag. Giæver, J. 1939: Den norske fangstvirksomheten på Østgrønland. Publ. om Østgrønland, nr. 8B, 1-57. København. 302 [15] Gray, D. R. 1970: The killing of a bull Muskox by a single wolf. Arctic, 23, 197-199'. Montreal. Kane, E. K. 1806: Arctic Explorations in the years 1853, '54, '55. Philadelphia: Childs & Peterson, vol l, 464 pp.; vol 2, 467 pp. Koch, L. 1926: Report of the Danish Bicentenary Jubilee Expedition North of Greenland 1920- 1923. Meddr Grønland 70, l, 232 pp. Koch, L. 1940: Survey of North Greenland. Meddr Grønland 130, l, 364 pp. Jennov, J. G. 1945: Moskusoksebestanden i Nord- østgrønland og nogle spredte iagttagelser og be- tragtninger vedrørende dyrelivet i Nordøst- grønland. København: Østgrønlandsk Fangst- kompagni Nanok A/S, 135 pp. Macmillan, D. B. 1918: Four years in the White North. New York: Harper & Brothers, 426 pp. Manniche, A. L. V. 1910: The terrestrial mammals and birds of North-East Greenland. Biological observations. Meddr Grønland 45, l, 1-200. Nathorst, A. G., 18991: Den hvita polarvargens innvandring till østra Gronland. Svenska Jåger- forb. Nya Tidskr. 38, 235-242. Nathorst, A. G. 1900: Om myskoxen och myskox- j akter på ostra Gronland 1899. Svenska Jager- forb. Nya Tidskr. 38, 2-28. Peary, R. E. 1903: Four years Arctic Exploration, 1898-1902. Geogr. Journ. 22, 646-672. London. Peary, R. E. 1898: Northward over the „Great Ice". A narrative of life and work along the shores and upon the interior Ice-cap of Northern Greenland in the years 1886 and 1897. New Yo>rk: Frederick A. Stokes Co., vol l, 521 pp.; vol 2, 625 pp. Peary, R. E. 1907: Nearest the Pole. A narrative of the Polar Expedition of the Peary Arctic Club in the S. S. Roosevelt, 1905-1906. London: Hutchinson & Co., 410 pp. Peacock, J. D. C. 1972: Joint Services Expedition North Peary Land 1969. London: Ministry of Defense, 104 pp. Pedersen, A. 1934: Polardyr. København: Gylden- dal Nordisk Forlag. Pedersen, A. 1963: Polarulven i Grønland. Grøn- land 1963, 195-200. Rasmussen, K. 1919: Grønland langs Polhavet; udforskningen af Grønland fra Melvillebugten til Kap Morris Jesup; skildring af den II. Thule- ekspedition 1916—18. København: Gyldendal, 608 pp. Riewe, R. R. 1975: The High Arctic wolf in the Jones Sound region of the Canadian High Arctic. Arctic, 28, 209-212. Montreal. Tener, J. S. 1965: Muskoxen i Canada. Can. Wild- life Service, Monograph 2, Ottawa: Queen's Printer. Vibe, C. 1967: Arctic animals in relation to cli- matic fluctuations. M.o.G. 170, 5, 227 pp. Ulvekranie, Canis lupus ø*. Denne ulv blev skudt den 8. april 1978 lidt nord for Nugatsiak i Umanak kommune. Den 17. november 1869 blev der ligeledes skudt en ulv ved Umanak. Den findes udstoppet på Zoologisk Museum i København. 303 [16]