[1] Ludvig Holberg og Grønland af Hans Christian Gulløv „Jeg kand aldeeles ikke samtykke dette Forslag, men raader til Compagniers Op- rettelser paa Grønland og Strat Davids, thi saadan Handel er Staden langt nyt- tigere og bedre." (Gert Bundtmager i „Den politiske Kandestøber", 2. akt, 1. scene. Opført første gang i 1722). Ludvig Holberg, komedierne og teateret i Lille Grønnegade er til stadighed så tæt sammenknyttede, at andre sider af denne alsidige nordmand sjældent kom- mer frem. Det er nok også vanskeligt at forestille sig et medium, der kan konkur- rere med teateret og TV, når et budskab skal nå de mange. Bøger er nok en mu- lighed, men hvem havde mulighed for at købe dem, eller kunne læse dem på Holbergs tid? Det er da heller ikke komedieforfatteren, som skal omtales i forbindelse med Grønland, selv om Hol- berg i denne egenskab berører emnet i „Den politiske Kandestøber". Skulle jeg med et enkelt ord karakterisere den egenskab, som fremhæver Holbergs be- tydning, og som skal behandles i det følgende, må det blive hans samtids- engagement. itet viser sig både, når Holberg virker som jurist, historiker og litterær essayist. Ganske vist må man tillægge dette engagement en årsag, som til dels har sin oprindelse i en akademisk karriere, men denne har dog på ingen måde domineret, snarere virket som ka- talysator; og i den ældre Holbergs litte- rære virksomhed med Moralske Tan- ker fra 1744 og Epistler fra 1748-54 er det de selvstændige og originale es- says, der står som et af Oplysnings- tidens humanistiske højdepunkter i Norden. Holbergs poetiske raptus faldt sam- men med hans virke som professor i la- tinsk veltalenhed fra 1720-30 (Bille- skov Jansen 1964:268) og medførte, at 33 komedier blev forfattet og opført i perioden 1722-27, hvorefter den pieti- stiske stat under Christian den VI fik sat en stopper for forlystelserne. Denne fantastiske litterære produktion inden- for dette korte tidsrum har med rette befæstet Holbergs ry og vedvarende po- sition og skal nævnes for at fremhæve hans kolossale arbejdsevne. Der er skrevet meget om Holberg, og det er da også med rette, at han er gjort 77 [2] til genstand for adskillige afhandlinger, fordi han var så optaget af samtiden, både hvad der angik dobbeltmonarkiet og det øvrige Europa. Derfor kan det heller ikke overraske, at verden uden for Europa med dens opbud af eksoti- ske lande, vilde mennesker og fremmede skikke satte tanker igang hos en rationa- list jsom Holberg. De store opdagelser efterfulgt af merkantile fremstød over- alt på kloden havde da fundet sted i et par århundreder, l Frankrig havde Michel de Montaigne 5 sine Essais, der udkom i årene 1580—88, reflekteret over de begivenheder, som fulgte i kølvandet på erobringen af Den nye Verden, især i sit essay om „Des Cannibales" (,,Om menneskeædere", Essais I, XXXI, pp. 163-181). Således faldt det også i Hol- bergs lod at opleve sin samtids opda- gelse: Genopdagelsen af det gamle Grønland. Det er i sin egenskab af kri- tisk rationalist, at jeg vil fremdrage Holbergs behandling af problemerne omkring Europas ekspansion, om de nye mennesker og kultursammenstødet. I denne forbindelse er det påfaldende, at Holberg var så nær samtidig med Hans Egede som nogen. Begge var de født i Norge, henholdsvis i 1684 og 1686, tog begge teologisk eksamen ved Køben- havns Universitet i 1704 og 1705, og døde i henholdsvis 1754 og 1758. Men herudover skal jeg ingen sammenligning gøre. Det var Egede, som leverede kil- dematerialet til Holberg. Historien og samtiden I 1730 fik Holberg professoratet i hi- storie og geografi efter Årni Magmis- son, som døde dette år, og i denne stil- ling virkede han lige så produktivt som i det forløbne tiår, hvor komedierne blev til. I 1729 færdiggjordes „Danne- marks og Norges Beskrivelse", som han havde lagt grunden til i 1713, og som blev tilegnet Frederik IV, „der er den ældste og flittigste høye Embeds-mand udi Landet og conseqventer alles vores Lære-mester" (B. Jansen 1964:307), og herefter udkom en række værker, hvoraf skal fremhæves „Dannemarks Riges Historie" I, II og III fra 1732, 33 og 35 samt „Den Berømmelige Nor- ske Handel-Stad Bergens Beskrivelse" fra 1737. Om disse arbejder, der er en opfølgelse af Arild Huitfeldts „Dan- marks Riges Krønike" fra 1595 f f, går indvendingerne på Holbergs manglende kildekritik, som i stedet opvejes af den sunde fornuft overfor modstridende hi- storiske vidnesbyrd. Holbergs modsæt- ning var hér Hans Gram (1685—1748), som i langt højere grad end sin historie- kollega var optaget af at skelne mellem sikkert og usikkert i de historiske kilder, mellem akter, dvs. tidens egne dokumen- ter og beretninger, der bygger på akter- ne, altså mellem primære og sekundære kilder (B. Jansen 1964:317). Mens denne metodologiske indvending kan fremføres i forbindelse med behandlin- gen af den ældre historie, så står det anderledes til med behandlingen af den nyeste historie, Holbergs samtid. Hér var det Holbergs journalistiske sans for at komme først med nyt, publicistisk ubenyttet stof (B. Jansen 1953:230), der medførte, at Egedes årlige indberet- ninger til Missionskollegiet i København kunne indgå som primærkilder til Dan- marks og Norges beskrivelsen (Saml. 78 [3] Ludvig Holberg i 1731, kort tid efter at han var blevet professor i historie og var gået i gang med sit historiske hovedværk, Dannemarks Riges Historie, som udkom i 1732, 33 og 35. 79 [4] Årni Magniissan var professor i historie ved Københavns Universitet. Denne lærde islænding døde i 1730, hvorefter Holberg overtog hans lærestol. Det var en stor opgave at skutte løfte arven efter Magnusson, hvis bedrift havde været at indsamle og derved redde de gamle islandske håndskrifter fra destruktion, idet flere af dem med tiden var endt som bogomslag og indlæg i fodtøj. Hér gengivet efter førstedags- kuvert udgivet i anledning af håndskrifternes tilbageevering: Handritin kamin kern. Skr. V:598-603) og i Bergens beskri- velsen (Saml. Skr. IX :389-91). I værket „Dannemarks og Norges Be- skrivelse" fra 1729 behandler Holberg Grønlands historie i kapitel VIII „Om Handelen". På 10 sider gennemgåes perioden fra „Erik Rødhoved" til 1728, hvor Godthåb anlægges efter kongens overtagelse af handelen. Opremsningen af navne afbrydes kun, hvor der bliver lejlighed til at omtale grønlænderne, hvilket første gang forekommer, da „Den store og muntere Konge Christia- nus 4. greb dette verk an med allerstør- ste iver". Det er med togtet i 1636, om hvilket vi dog kun ved, at det nystiftede Grønlandskompagni sendte et par skibe til Davids Strædet, hvor de handlede med kystens beboere (Gad 1967:280 80 f f). Hos Holberg omtales dette på føl- gende måde: „... og der kastede anker. Saa snart dette var skeed, nærmede sig nogle af indbyggerne udi smaa baade til dem, førende adskilligt af landets vahrer med sig, som reve og kobbe- skind, for hvilke de vilde tilhandlede sig speyle, knive og naale, som skibsfolkene visede dem. Men ret som de stode udi handel sammen, løsede man en Canon, maa skee for en sundhed, som blev druk- ken, hvilket jog saadan skræk udi de vilde, at de styrtede sig udi søen, og reysede ikke hovederne udi veyret, før- end de vare nogle 100. skridt fra ski- bet; Saa at man havde stor møye med at lokke dem tilbage" (Saml. Skr. V, 1920:597). Herefter bliver historien fyldigere, idet Holberg nu kan komme [5] først med det sidste: „Den fart, som siden er holden ved lige paa Grønland, har været allene for hvalfisk-fangsten, uden at bekymre sig om landet, indtil for nogle aar siden, da den bekiendt Colonie paa Strat Davis blev anlagt, hvorom jeg noget vitløftig maa tale, efterdi historien er curieuse og merk- værdig, og jeg har haft udi hænder den Grønlandske Missionariers journal der- om" (Saml. Skr. V:598). Her følger så den velkendte historie om „En Præst udi Nordlandene ved navn Hr. Hans Egede ..." fra læsningen af „de gamle Nordi- ske historier" over oprettelsen af et Grønlandsk Compagnie til Holbergs eget affattelsestidspunkt: „Hvorudover H. M. omsider tog handelen til sig, og udi det aar 1728. skikkede skibe og folk did hen med alle fornødne ting som qvæg og hæste til en ret og bestandig Colonies stiftelse" (Saml. Skr. V:602). Fremstillingen er kronologisk og følger Egedes indberetninger til Missionskol- legiet (Egede 1738), og selv om vor nuværende viden ville kunne korrigere fremstillingen, vil denne efterrationali- sering dog intet formål tjene hér, hvor Holbergs samtid bliver informeret. Om oprettelsen af Håbets Koloni skriver Holberg: „Imidlertid satte præ- sten sig med 40. mænd, som der for- bleve, fast ud i landet, og lod bygge et huus, hvortil de vilde selv, saasom de ere af en sagtmodig natur, vare dem behielpelige. Colonien blev anlagt paa en øe uden for det saa kaldte Bals ri- viere ved 60. grader, dog blive ingen skandse anlagt, men stykker (kanoner) bleve plantede uden for huuset paa en klippe" (Saml. Skr. V:600). Hos Egede hedder det i dagbogen for den 9. juli 1721: „Fra dend Dato kom Grønlæn- derne mest hver Dag til os, hjalp os och iblant at bære Træe og Steen til voris Bygning ..." (Egede 1738:9). Det fremgår dog ikke af korrespondan- cen mellem kolonien og Bergenskompag- niet, at kanoner har været opsat, heller ikke kan man læse om dette i Egedes dagbog; men kompagniets bogholder i Bergen tilskriver kongen den 6. decem- ber 1724 i forbindelse med nedsendelsen af Poq og Qiperoq til København en kortfattet relation over Missions- og Handelsforetagendets tre første år, hvori der bl. a. står: „... den 18. sep- tember (1721) kom gallioten hjem igen og medbragte de fornøjelige tidender: 1. at præsten med øvrige folk var kom- met lykkeligt og godt til landet; 2. at de havde fået hus over hovedet og sikret sig med stykker rundt omkring bygnin- gen; 3. fundet de vilde meget spagfær- dige og tjenstvillige ..." (Sollied og Solberg 1932:242). Det kunne således tyde på, at Holberg som ovenfor nævnt har været velinformeret, eller at til- gængelige kilder nu er borte som en følge af Københavns brand i 1795. Ind imellem notaterne om de krono- logisk opstillede begivenheder fra årene 1721-28 skæver Holberg grundigt til Egedes journaler samt til den første „Relation om Grønland" (Egede 1738: 30-40) fra 1722, som blev udgivet selv- stændigt i 1729. „Han melder selv udi sin journal, at det er et ærligt godgiø- rende og særdeles fredeligt folk. De leve aldeles uden Regiment og Øvrighed i den naturlige stand" (Saml. Skr. V:600, og hos Egede, p. 37). „Præsten tilskri- 81 [6] ver dem ingen religion, skiøndt deres andagt, som man paa visse tider bliver vahr hos dem, synes at beviise contrari- um, ja deres koglerie og besværinger, som de ideligen øve, tilkiende give end excess af religion og overtroe. De øve adskillige moralske dyder, og det meer af naturlig drift end af speculation; Thi der er praxis uden ringeste theorie; Ligesom blant os er theorie uden praxi. Saaledes elske forældre inderligen deres børn, og ægte folk (thi enhver lader sig nøje med sin kone) leve kierligen sam- men. De holde sig fra tyverie, klamer og mord, forældre ligemaade fra ægte- skab med børn, allene af naturlig drift uden at vide hvorfore; Et hærligt beviis mod dem, som foregive, at blodskam strider ikke mod naturen; Thi de ere ellers udi all ting grove og vankundige" (Saml. Skr. V:600-01). Oplysningerne genfindes i Egedes kortfattede Relation fra 1722, samt i dagbogen for den 3. juli 1721: „... i Særdelished hafvde de stor Fornøyelse af de Smaae, som de och hafver deris Qvinder og smaae Børn forunderlig kier" (Egede 1738:8). Hvad Holberg på små to sider har fået med om grønlændernes natur har siden optaget ham meget. I seks af sine Epist- ler, som han påbegyndte 17 år senere, vender han tilbage til de problemstillin- ger, som her rejser sig for første gang. Men dette skal jeg vende tilbage til i de to følgende afsnit. Blot skal jeg frem- hæve hans bemærkning om, at grønlæn- derne lever „aldeles uden Regiment og Øvrighed", som henviser til den dagæl- dende Naturret, hvorom Holberg selv forfattede den første lærebog, „Natu- rens og Folke-Rettens Kundskab" fra 1716, genoptrykt i adskillige udgaver siden. Hans bemækninger om religionen er karakteristisk for den kritiske ratio- nalist, som hele livet igennem bevarede en skepsis overfor Universitetets dog- matiserende teologi og den statskonfir- merede pietisme. I Holbergs ovennævnte „herlige bevis mod dem, som foregiver, at blodskam ikke strider mod naturen" gemmer der sig et angreb på Andreas Hojer (1690-1739), der var professor i natur- og folkeret fra 1734 til sin død, og som i 1718 havde udsendt en latinsk afhandling om ægteskab mellem nær- beslægtede, hvori han med naturretten som grundlag hævdede, at de sædvan- lige indvendinger mod disse forbindelser ikke kunne stå for en videnskabelig kri- tik. Holberg svarede året efter med en afhandling „Om Ægteskab mellem Nærbeslægtede", der havde form af en opdigtet disputats; men først med Egede som kilde kunne han imødegå Hojers postulat. Det var konkurrencen om et ledigt professorat og senere Hojers ud- nævnelse til kongelig historiograf, der medførte, at Holberg havde et horn i siden på denne (B. Jansen 1964:269 ff). Poq's og Qiperoq's ophold i Køben- havn omtales i et par linier, og Holberg må konkludere, at „man kan heraf see, at det ikke vill være vanskeligt med tiden at polere (dvs. kultivere) et folk af saadan god natur, og maa derfore omgaaes dem med en synderlig lem- fældighed, efterdi den fordeel man kan vente ved handelen beroer meget paa indbyggernes kierlighed, som skall drive dem til heller at afhandle deres vahre til Danske og Norske end til Hollæn- dere." Han kommer med dette ind på 82 [7] LUDVIG HOLBERG ®ttlt UM J TOMER. TOMUS I. 173*. 5tt>ft «ti -fran« f oml- e gamte Wocffe coioniers »<3\)n6<(fc og UnJ^rijana tø? /le i§W 3nt>6i)3flcrcø «>printrtft, SSa-fcn, JSJanbwnngti:/ famt ^fab caccø ~ " é/f - ~ ' ø SIKJK &c oa« oø an^e SaatxT-@ti)t'ftT faafom oa aturalier ttø a af HANS EGEDE* Mijfionai Herpaa kand tages Beviis af vore nye Grønlandske Beskrivelser. Vore Missio- narier vare i Begyndelsen af de Tanker, at de vilde Grønlændere ikke havde allermindste Idée om et Guddommeligt Væsen. Men da de lærte Sproget, og komme i nærmere Kundskab med Ind- byggerne, mærkede de, at de havde taget feil" (Ep. 50:221). Holberg gør det hermed klart, at man skal „Dømme for- sigtigt om andre Landes Skikke", som hans Epistel 401 kom til at hedde. Heri omtaler han en episode, hvor Poq, „da han engang udi Ride-Huset saae, hvor- ledes Berideren tumlede en Hæst, og kom den til at giøre høje Spring og Caprioler, sagde han: den Narr vil have Hæsten til at flyve, skiønt han seer, at den ingen Vinger haver" (Ep. 401: 273). Episoden, som også er omtalt i Moralske Fabler (fra 1751, nr. 202, „Om Grønlænderen"), kommenterer Holberg: „Historien viser, at de saa- kaldede Barbarer ikke dømme ander- ledes om polerede (dvs. kultiverede) Folks Ziirligheder" (Holberg, Værker i tolv bind, 1971, IX:438). Samme re- sultat kommer Montaigne til i sit oven- nævnte essay om menneskeædere og slut- ter ironisk: „Alt dette lyder jo slet ikke så ilde, men, himmel, de mennesker går ikke med bukser!" (p. 181). Men tilbage til epistel 350. Efter eksemplerne fra Egedes Perlustration giver Holberg nu en række eksempler på grønlændernes ræsonnement. Oplys- ningerne kendes ikke andre steder fra, men kan muligvis stamme fra Missions- kollegiets spørgeskemaer, der blev til- sendt missionærerne for at få de mest nøjagtige oplysninger om folkets sprog 87 [12] og skikke (Thalbitzer 1932:57-58), eller også fra anekdoter om Poq's og Qlperoq's ophold i København, hvor Holberg selv mødte frem ved det store optog på kanalerne (Saml. Skr. V:601). Først omtales det ovennævnte eksempel, hvor Poq er på ridebanen. Dernæst til- skrives en anden grønlænder, da han ser en person sidde syngende på et vognlæs gødning: „Nu begriber jeg, hvi han syn- ger, han glæder sig over, at ved saadant Arbeyde Jorden vil bære Frugter" (Ep. 350:131). Da en af dem så en ung herre blive fragtet i bærestol ud til sin vogn, sagde han: „Denne unge Mand maa være heel doven eller syg, efterdi han lader sig slæbe paa en Baare" (Ep. 350:131). Holberg fremlægger herefter nogle spørgsmål, som er blevet stillet til mis- sionærerne : „Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkom- me og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Menne- sker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen? Da een blev straffet (dvs. dadlet), efterdi han havde Medhustruer, svarede han, at han fulgte sin Tilbøye- lighed, som var at være løsagtig, og spurte, hvi GUd ikke havde skabt ham med samme Temperament som en Deel andre, hvilke kunde lade sig nøye med een Husfrue" (Ep. 350:132). Disse spørgsmål har optaget Holberg siden den første Epistel, og han vender tilbage til dem i Epistel 513 om „Grøn- lænderne og det Ondes Problem" (Ep. 513:199-200), hvori de samme spørgs- mål lægges frem : „Naar nogle primitive Grønlændere spurgte vore Missionærer, hvorfor Gud ikke udryddede det Onde ved Roden, saa bringer disse enfoldige Indvendinger mig mere i Sved end Bayles subtile Argumentationer", skri- ver han som indledning til denne Epistel (Kommentarer, Ep. 513:464). Når Holberg omtaler Pierre Bayle (1647- 1706) — der var professor i filosofi og historie i Rotterdam — i denne sammen- hæng, så er det for at understrege den betydning, han tillægger grønlændernes spørgsmål om det onde og det gode. Bayle opfattede disse to begreber sorn dualistiske, ligesom i oldtidens Græken- land, hvilket synspunkt Holberg med tiden tog til sig. Hermed var der lagt op til en europæisk strid mellem tilhængerne af._ Bayks dualistiske begrebsopfattelse og kirken, den teologiske tradition siden kirkefaderen Augustin, som hævdede, at kun én substans, det gode, eksisterede. Holberg slutter sin diskussion af det ondes problem: „I det øvrige, naar der tales om onde og unyttige Ting udi Ska- belsen, hvoraf giøres Indvendinger mod den Guddommelige Regiering, vil jeg igientage ... at alle Scrupler kand hæves, naar man i Steden for at betragte enhver Ting i sær, stiller sig for Øyne den heele Skabning udi Almindelighed" (Ep. 513 : 200). Ved at betragte „den heele Skab- ning udi Almindelighed" bliver det onde [13] Grønlændere i 1700-tallet. Fra Poul Egedes „Efterretninger om Grenland", 1788. og det gode et dialektisk forhold, men dette blev dog ikke i Holbergs lod at påvise. Videre i Epistel 350 henviser Hol- berg indirekte til en bemærkning i Ege- des Perlustration, der stammer fra de voldsomme episoder, som soldaterne deltog i under guvernør Paars' tid på Grønland fra 1728-31: „Naar de har seet vore liiderlige Matrosser at kives og slaes, have de holt Sligt at være umenniskeligt og sagt: de holde hin- anden ikke for Mennisker. Disligiste om en af Officererne har slaaet sine under- havende, heeder det strax: hånd behand- ler sine Med-Mennisker som Hunde, etc." (Egede 1741:367). Holberg lader én af grønlænderne sige: „Jeg vil ikke antage eders Lærdom; thi jeg kand der- over blive lige saa ond som I andre ere" (Ep. 350:133). Et lignende ræsonne- ment lader han en anden grønlænder fremføre, da han fik fortalt historien om Eva og den forbudne frugt: „Det er eders Nation ligt nok, eders Begierlig- hed haver ingen Ende, og kand ikke nøyes uden med mange Kætter" (Ep. 350:133). Holberg slutter sin Epistel med en række spørgsmål, der ligesom de øvrige skal virke ved deres mangfoldighed. „De sige ofte til Missionarierne: Efter- di GUd haver sendt eder hid for at undervise og omvende os, hvorfore giøre I da ikke Miracler, som de Sendebud, der have været skikkede til andre Van- troeende ? Hvi giøre I da ikke de Blinde seende, de Døve hørende, og de Syge friske? Hvi forsyne I ikke Landet med Sæl-Hunde og Hval-Fiske, og skaffe os godt Veyr, at vi saa ofte ikke skulle lide Nød? Item, hvi kommer GUds Søn ogsaa ikke til Grønland og helbreder Syge, saa ville vi og troe paa ham? I sige, sagde een, at GUd er from, hvoraf kand dog det meget Onde komme i Ver- den ? ... Een spurte, om han ikke kunde blive salig uden at antage de Christnes Lærdom, naar han beflittede sig paa at føre et uskyldigt og dydigt Levnet? Saasom der nu omstunder udi vore Grønlandske Colomer ere to slags Mis- sionarii, nogle, som bestaae af Danske og Norske, og andre, som ere Herren- hutter, og Grønlænderne høre, at de ere ikke eenige med hinanden udi Lærdom- 89 [14] men, holde nogle af dem heele Troen mistænkt og sige: Hvi kand det være Sandhed, som I selv tviste om?" (Ep. 350:133—34). Disse stridigheder mel- lem Egede og dennes „hjælpere", som Herrnhuterne først var tiltænkt, har givetvis øget vanskelighederne i den før- ste kontaktperiode, og Holbergs „svar" har nok ikke været særlig hypotetiske. Men vi ved som tidligere nævnt intet om kilderne til spørgsmålene i Epistlen. „Paa deres moralske Betragtninger og Tanker haver jeg forhen anført nogle faa Exempler. Dertil kand legges efterfølgende: Da een udi Kiøbenhavn saae Skildvagte for store Herrers Porte, sagde han: Disse Folk maa ingen god Samvittighed have, efterdi de ere saa bange og frygtsomme. Da een saae en fornemme Jomfrue at bryste sig, sagde han: Denne maa bilde sig ind, at hun ikke er skabt af Jord. Da en anden hørte fortælle om de store Nederlag (dvs. blodsudgydelser, drab), som de Christ- ne havde giort i America, sagde han: Det er Lykke, at vi beboe et fattigt Land; thi ellers havde det ikke gaaet os bedre. Dette maa være nok til Beviis paa, hvad jeg haver sagt om Grønlæn- dernes naturlige Egenskaber. Jeg for- bliver &c." (Ep. 350:134). Holberg har været vel vidende om den brutale måde, den hvide mand underlagde sig landområderne i Den nye Verden, og hans ordvalg er betegnende for den for- ståelse og tolerance, han viser overfor de nye mennesker, som gennem Egedes skrifter satte så mange tanker igang hos ham. Det er således værd at bemærke, at slutningen fremhæver de Christnes indsats i det fremmede, hvilket også er at betragte som et bidrag til tidens debat om det ondes problem. Lige siden sin fremkomst i 1741 har Egedes Perlustration vakt interesse. Holberg skriver således i sine Heltinde- Historier fire år senere, at „Hr. Egedes Grønlands Beskrivelse paa Dansk haver haft god Aftræk, er ogsaa bleven over- satt paa fremmede Sprog" (1745:65; Saml. Skr. XIV:408). I flere årtier har Holberg haft mulighed for at følge ud- viklingen på Grønland, hvilket han har benyttet sig af. Han er derved blevet særdeles velorienteret og kan på denne baggrund regnes for en god kommen- tator, både hvad angår det merkantile (jvf. det historiske afsnit ovenfor) og de etisk-moralske spørgsmål i kultur- mødet, som behandlet i den centrale Epistel 350. Der er ikke på noget tids- punkt tale om et egentligt kulturbegreb hos Holberg, som man kan finde det i vore dages kulturvidenskaber. Holbergs referenceramme er Europa og europæisk kultur. Men indflydelsen fra tolerancens frontkæmpere må mere end noget siges at have præget hans syn. I 1690 udgav englænderen John Locke „An Essay Concerning Human Understanding", og det hedder heri et sted, at „I mange dele af Amerika og Asien kan man finde mennesker, der kan ræsonnere lige så godt som én selv, til trods for at de aldrig har hørt om syllogismer eller kan reducere noget argument til syllogistiske former. Og jeg tror næppe, at nogen be- væger sig i syllogismer, når han ræson- nerer for sig selv. Vorherre var ikke så nærig, da han skabte menneskene, at han blot gjorde dem til tobenede dyr og overlod det til Aristoteles at gøre dem 90 [15] „Da en anden hørte fortælle om de store Nederlag, som de Christne havde giort i America, sagde han: Det er Lykke, at vi beboe et fattigt Land; thi ellers havde det ikke gaaet os bedre." Illustration fra Pizarro's erobring af Inka-hovedstaden Cusco i 1533, Britisk Museum. fornuftige. Han gav dem en bevidsthed, som kan ræsonnere uden at have lært noget om syllogistiske metoder. Det er ikke ved hjælp af dem, forstanden har lært at ræsonnere" (p. 214). Disse tan- ker genfindes hos Holberg og er egent- lig ganske kulturrelativistiske i vor for- stand. I endnu et par Epistler får Holberg lejlighed til at omtale grønlænderne. I Epistel 48 om „Hvilket Land er behage- ligst at leve i ?" beskæftiger han sig med klimaets indflydelse på sundheden og fastholder, ,,at den Luft, som man fra Barndommen er vant til, er den sunde- ste; og seer man derfore, at lislænder, Grønlænder, og Indbyggerne af de kaal- deste og fugtigste Steder udi Norge leve meere fornøyede og med bedre Helbred hos dem selv, end udi andre Lande" (Ep. 48 :208-09). Holbergs professorat fra 1730 omfattede også geografi, selv om dette var et meget vidt begreb. Han kommer da også for skade at gå videre, end kilderne (Egede) giver ham grund- lag for, når han sætter sig for at besvare spørgsmålet: „Svækker Varmen og styr- ker Kulden os?", som stilles i Epistel 516. Udgangspunktet er her Montes- quieu's hovedværk fra 1748, „De 91 [16] l'Esprit des Lois", hvori forfatteren redegør for sin magtfordelingslære og søger at vise, hvorledes love og skikke vokser frem af forskellige landes natur- forhold. Holberg skriver i sin kom- mentar til Epistlen: „Naar Forfatteren til De l'Esprit des Lois paastaar, at de nordlige Folkeslag i Europa, Asien og Amerika har større Mod end de sydlige, der villigt finder sig i Slaveri, saa mod- siges han af mange Kendsgerninger. Grønlænderne er ikke særlig tapre ... Sandheden er, at ikke Klimaet, men Regenten og Lovene har den største Indflydelse paa en Nations Karakter" (Kommentarer, Ep. 516:474). „Thi man fødes stærke, men dannes tappere og dydige: man merker intet Tegn til Mod og Tapperhed hos Samojeder, Grønlændere og andre meest Nordiske Folk" (Ep. 516:221). Man kan dog til forsvar for denne form for generali- sation bemærke, at den tilsyneladende har levet i bedste velgående ned i vort eget århundrede. Udsyn, jura og kritik Jeg vil til slut berøre et par sider af Holbergs virksomhed, som hver for sig nok har og fik større udbredelse end hans moralske fascination af grønlæn- derne, og som viser hans udsyn og ko- lossale spændvidde. Det første eksempel drejer sig om tidens nye fag, naturretten, det andet om Holbergs virksomhed som romanforfatter, der gav ham det største antal læsere i sit århundrede og satte de fleste ideer i bevægelse. I 1716 udgav Holberg „Moralske Kierne eller Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab". Værkets tilblivelse skyldtes sandsynligvis en op- fordring fra Christian Reitzer, der var professor i jura og holdt forelæsninger over natur- og folkeret, til Holberg om at skrive en fremstilling på dansk af dette nye, fundamentale fag (B. Jansen 1964:254). De værker, som Holberg har bygget sin fremstilling på, er Hugo Grotius' „Om Krigens og Fredens Ret" fra 1625, Samuel Pufendorf's „Om Na- turens og Folkenes Ret" fra 1672 og „Om Menneskets og Borgernes Pligt" fra 1673, samt Christian Thomasius' „Natur- og Folkerettens Grundsætnin- ger udledet af Fornuften" fra 1705. De docerede alle naturretten, der skulle befri tænkningen for det spekulative og metafysiske og i stedet gøre den rationel. Holbergs bidrag har derfor været redu- ceret til at være af sammenfattende og eksempelgivende art. Det bærende prin- cip var her at tilkende udnyttelses- og ejendomsrettigheder over geografiske områder til dem, der kom først, hvilket i praksis blev hævdet af Merkantilismen fra midten af 1600-tallet. Om dette princip har Holberg følgende at bemær- ke : „Spanierne har bemægtiget sig en fjerdedel af verden med al dens rigdom. Man kan i visse måder sige, at de be- sidder Amerika med uret, fordi de har taget det fra andre, selv om disse er hedninger, men ingen diskuterer deres rettigheder med dem ... Man påstår, at andre ingen ret har til at dele landet med dem, fordi landet tilhører dem, som først har bemægtiget sig det, ifølge kon- ventionen om ejendomssikkerhed" (Hol- berg!751:162; sprogligt moderniseret). Det interessante ligger i anerkendelsen 92 [17] af andres rettigheder, i dette tilfælde de oprindelige indbyggere. Holbergs Natur- og Folkeret udkom i fem udgaver, mens han levede, og han nåede derfor at å jourføre den med friske eksempler hentet fra den nyeste historie, således også dette grønlandske eksempel: „De Norske have udi disse Tider bemægtiget sig det Land ved Strat Davis. Om Hollænderne støde dem der- fra eller satte Ild paa deres oprettede Loger, kan man sige, at de øve Vold og overtræde den udtrykkelige eller stil- tiende Konvention, giort mellem Men- nesker, at hvad een først indtager, det hører dem med Rette til" (Saml. Skr. I: 513). Der tænkes her bl. a. på hollæn- dernes afbrænding af Nipisat i 1725 og igen i 1731. Når Holberg lader de nor- ske komme først til Grønland, hænger dette naturligvis sammen med datidens historiske viden, som lod Erik den Røde komme til et mennesketomt land. At landet havde ligget ubenyttet hen for Danmark-Norge gør ikke kongens krav mindre, idet Jakob Severin med bag- grund i natur- og folkeretten i et brev til Christian VI fra 1737 kan fremføre: „Thi ville nogen mod forventning ... til- tage sig nogen accession eller jus domi- nii, fordi landet i nogen tid har været ubesejlet og forladt under en del danske konger fra Dronning Margrethes til Christian den Tredjes tid, så står dog den almindelige hypotese fast hos alle jurister i natur- og folkeret, at ingen kan miste sin ret til at generhverve den ting, som mod hans vilje er bortkommet, så længe han ikke glemmer det eller op- giver at få det tilbage" (Bobé 1936: 245 ; sprogligt moderniseret). Det sprin- gende punkt i hele diskussionen om ret- tighederne til et landområde, natur- og folkeretligt betragtet, ligger i at kunne skelne mellem suverænitet og oprinde- lige rettigheder. Suveræniteten, dvs. kongens udnyttelsesret, var merkantilt begrundet og delte verden udenfor Eu- ropa op i interessesfærer. Suveræniteten kunne derfor siges at være historisk be- grundet for den nation, som kom først, mens problemet opstod dér, hvor der i forvejen boede mennesker. Skulle man i så tilfælde anerkende disses oprindelige rettigheder, som Holberg forsigtigt ta- ler om, eller forlangte man, at der skulle være tale om en „suverænitets håndhæ- ver", en øverste myndighed, der kunne forvalte lov og orden, før end man kunne akceptere, at området overho- vedet var i andres besiddelse? På dette spørgsmål bliver natur- og folkerets- juristerne svar skyldig. Men praksis vi- ser, at man oftest benyttede sig af den stærkestes ret til at tolke loven, som Holberg giver eksempler på, når han omtaler hollænderne på Grønland eller „de store Nederlag, som de Christne havde giort i America". Datidens viden om samfundsorgani- sationen hos andre folkeslag har været præget af fordomme og etnocentrisme, hvilke igen beror på bundløs uvidenhed. Men dog har en tolerant holdning trods alt været med til at nuancere én og andens syn, når man fik forøget sin viden ved selvsyn. Således må det have optaget Holberg som natur- og folke- retsjurist, at „De leve aldeles uden Regi- ment og Øvrighed i den naturlige Stand" (Danmarks og Norges Beskrivelsen, ci- teret 5 første afsnit), efter at han i Ege- 93 [18] des Relation fra Grønland fra 1722 kunne læse, at „man må finde det utro- ligt, og der skulle findes en Nation eller et Folk, som hverken har lov, øvrighed, orden eller disciplin, uden hvilke et men- neskeligt samfund vel ikke kan bestå ... men dette modstridige findes i Grøn- land, hvor der ikke kan fornemmes at finde lov eller orden, heller ikke at den ene skulle have nogen forrettighed frem for den anden, men hvor alt alligevel styres af en god og veldisponeret Natur- ret, hvor de til sammenligning overgår alle velorganiserede og civiliserede Na- tioner, ja desværre også de Kristne" (Egede 1738:37; sprogligt moderni- seret) . Egede opdagede efterhånden, at det grønlandske samfund ikke var ganske uden love. Men det var først senere, at det blev klart for nogle af missionens folk, hvilke konsekvenser eventuelle ind- greb i det grønlandske samfund kunne få. Om dette har H. C. Glahn dannet sig en klar mening og underbygger denne i sine „Anmærkninger over de tre første Bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland" fra 1771 med henvisnin- ger til Holbergs Natur- og Folkeret (1751-udgaven). Det forekommer at være en almindelig „grundlov" i Grøn- land, at alt skal være fælles, konstaterer han (1771:288) med en henvisning til Holberg: „Efter at vi nu har set, hvad ejendom er, og hvordan den er opstået, må vi således overveje, hvilke ting der er egnede til ejendom. Dertil kommer to kriterier: l) At de sager, man vil tilegne sig, kan være nyttige og gavnlige for mennesket. 2) At de er i en sådan tilstand, at de kan gemmes og beskyttes; thi da det er dårligt og forgæves at ville tilegne sig unyttige ting, så er det også forgæves at ville besidde de ting, som man ikke kan beskytte eller hindre andre i at bruge" (Holberg 1751 :163; sprog- ligt moderniseret). Den særlige hold- ning til europæerne i landet skyldes der- for den almindelige eskimoiske antagelse om ejendom, at denne forefindes hos europæerne i større mængde, end de selv har brug for (Glahn 1771 :292). „Dette kunne gøres grundigere, men vi håber, at dette er tilstrækkeligt for dem, der ikke er fuldstændig ukyndige om landet og produktionsforholdene ... derfor fastholder vi, at grønlænderne gør for- nuftigt i ikke at forandre noget i disse vedtægter. De som handler anderledes gør sig uværdige til at leve sammen med deres landsmænd; thi hvilken privat- person har ret til at ændre de skikke, der ved lang tids brug har fået prædikat af en slags lov, ja, så at sige er virkelige love? Dette tilkommer kun øvrigheden, og i en fri stat kræves hertil fælles sam- tykke" (Glahn 1771:299-300). Denne kundskab om de grønlandske vedtægter blivr af Glahn foreslået nedskrevet i en lov, da han ellers forudser forvirring, hvis alle tolker loven på sin egen måde, hvilket allerede Dalager bemærker: „De fleste grønlændere ved meget vel, at vi ved kolonierne har vore overherrer i fædrelandet, og at vi over for dem bør gøre rede for vore gerninger, hvorfor de ræsonnerer, ligesom vi selv, at lige- som herren er, således er også hans svende. Derfor betragtes den høje kri- stelige øvrighed af grønlænderne som vægelsindede personer ..." (Dalager 1758:19; sprogligt moderniseret). 94 [19] Hvorledes man håndhævede lov og ret i det grønlandske samfund kunne Glahn fortælle om og samtidig under- strege betydningen af den benyttede „kodex", sangkampinstitutionen: „For et menneske, som har nogen følelse af ære, er dette (at blive forhånet offentlig for sin misgerning) givetvis den hårdeste straf, som kan tænkes, og blandt et frit folk noget nær den fornuftigste. Tager man disse bort, tager man alt det bort, som skal håndhæve ret og retfærdighed i den nuværende statsforfatning" (Gad 1969:505). Glahns ordvalg er i denne sammenhæng interessant, og han uddy- bede senere indholdet i den grønlandske ret: „At man i udøvelsen af de grøn- landske love ofte tager fejl er en sand- hed ,og da en forbrydelse (hekse und- tagne) straffes ved de satyriske strids- sange, så ser enhver, hvor lille en tjene- ste de gør landet, ved at afskaffe disse" (Glahn 1771:282). Hermed er jeg kommet til Holbergs udnyttelse af denne viden, som jeg vil afslutte med. I 1741 udkom på latin romanen „Niels Klims underjordiske Rejse" trykt i Leipzig (for at undgå den danske censur). Det var et slet skjult angreb på den pietisme, som grev Zinzendorf havde introduceret i Danmark og vun- det Christian VI for, som havde lukket teateret i København, og som snart efter var blevet statsreligion. Bogen fik en vid udbredelse som en følge af sin latinske sprogdragt, vakte et voldsomt postyr i gejstlige kredse, og udkom i årene der- efter på tysk, hollandsk, fransk, engelsk, dansk, svensk, russisk og ungarsk. Kri- tikken af samtidens intolerance lader Holberg i romanen komme til udtryk Sangkompscene gengivet l Hans Egedes Perlustrar- tion fra 1741. I Holbergs Niels Klim, udgivet samme år, bliver det grønlandske forbillede til: „Da de ingen vaaben havde og var ukendt med brugen af dem, sloges de udelukkende med skælds- ord og forhaanelser ... naar man har klarlagt deres misgerninger, bliver de slæbt hen paa torvet for dér at gøres til genstand for skældsord og for- haanelser." gennem Niels Klim, som uden for Ber- gen falder gennem en skakt ned i jordens hule indre, hvor han finder en række stater, der på forskellig måde minder om den ydre jords lande og nationer. Holberg tegner det ene billede efter det andet af en række fantasistater og lader Niels Klim dømme. Om sin Epistel 401 „Døm forsigtigt om andre Landes Skik- ke" skriver Holberg: „Meningen med Niels Klim er at vise Folk, som kriti- serer Sædvaner i andre Lande, at deres egne Skikke kan, naar de bedømmes fordomsfrit, synes lige saa fornuftstri- dige. Vi beler Bønder og primitive Folk, 95 [20] men der er Eksempler paa, at disse med Rette ler af os" (Kommentarer, Ep. 401:300). Romanens fremkomst blev lige så op- sigtsvækkende som Jonathan Swifts pa- rallel „Gullivers Rejser" fra 1726, og i en passage benytter Holberg sig af sin grønlandske kilde (Egede), som dermed får en tidlig europæisk udbredelse: „Vi gik under sejl paa den aarstid, hvor Nazar har middelstørrelse. Efter at have pløjet bølgerne i tre dage fik vi en uhyre ø i sigte. Vi havde let ved at underkaste os den paa grund af beboer- nes partistridigheder. Da de ingen vaa- ben havde og var ukendt med brugen af dem, sloges de udelukkende med skælds- ord og forhaanelser. Enhver form for straf, enhver form for strid finder sit udtryk i ord. De kaster lovovertrædere i fængsel, og naar man har klarlagt deres misgerninger, bliver de slæbt hen paa torvet for dér at gøres til genstand for skældsord og forhaanelser. Man har bestemte folk til at fuldbyrde straffen. De kaldes Sabuti eller udskældere eller forhaanere og svarer til vore bødler eller rakkerknægte" (Kapitel XIV, 1970:495). Eksemplet er velkendt, og Holberg har fundet det i Egedes journal for den 25. april 1726: „Saadan Leeg bestaaer der udi, at to staaer lige for hinanden med en liden Tromme udi Haanden, paa hvilken de spiller een om den anden, og synger imod hinanden, og hvad da den ene kand have at forkaste den anden, det fremfører han i saadan en Vise. Kand Contra-Parten ikke svare ham derpaa, eller igiendrive ham, da maa han med Skamme vige af, og bliver beleet af alle dem som høre derpaa. Den ene af dem som her certerede med hinanden, var meget kiæftig, saa hans Contra-Part maatte give tabt, hvorfore der opstod en anden, at forsøge sin Konst paa ham, men han maatte lige- ledes gaae bort med Skamme" (Egede 1738:184). I 38 år, fra udgivelsen af Natur- og Folkeretten i 1716 til det sidste bind Epistler udkom i 1754, havde Holberg som vist adskillige gange benyttet grøn- landske kilder, og det på en særdeles indsigtsfuld måde. Denne form for for- midling havde vide perspektiver og fik betydning langt ned i hans århundrede. Til trods for de helt åbenlyse mangler, som delvis kan undskyldes med tidens reducerede viden, så står denne kolossale litterære virksomhed alligevel som en milepæl, og set i en grønlandsk sammen- hæng er den måske mere aktuel end no- gensinde, fordi grønlandspolitikken har mistet den historiske dimension, som frem for noget vil kunne give os erfa- ringen tilbage og genskabe fornuften. Holberg-udgaver: Ludvig Holbergs Samlede Skrifter (Saml. Skr.). Udg. af Carl S. Petersen. 1913-63. Bind I-XVIII. Gyl- dendal. - Epistler. Bind I-VIII. Udg. med Kommentarer af F. J. Billeskov Jansen. 1944-54. H. Hagerup, Køben- havn. (Dette værks Kommentarer og Index har været af stor betydning ved gennemgangen af afsnittet Grønlænderne og Holbergs ræsonnement). - Værker i tolv bind. Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden. Udgivet med indledninger og kommentarer af F. J. Billeskov Jansen. 1969-71. Rosenkilde & Bagger. 96 [21] Anvendt primærlitteratur: Anden anvendt litteratur: 1716: „Naturens og Folke-Rettens Kundskab. Femte Edition. 1751". Værker i tolv bind, I, 1969. 1729: „Dannemarks og Norges Beskrivelse", pp. 574-85, Gap. VIII, Om Handelen. Saml. Skr. Femte Bind, pp. 594-603, 1920. 1733: „Dannemarks Riges Historie", Tomus II, pp. 597-605, Fjerde Periodus i den Danske Historie. Saml. Skr. Syvende Bind, pp. 439 -45, 1924. 1737: „Den Berømmelige Norske Handel-Stad Bergens Beskrivelse", pp. 121-26, Gap. 9, Om Bergens Handel. Saml. Skr. Niende Bind, pp. 389-91, 1928. 1741: „Niels Klims underjordiske Rejse og det femte Monarkis Historie". Ved A. Krage- lund. G. E. C. Gads Forlag, 1970. 1745: „Heltinde-Historier". Saml. Skr. Fjortende Bind, p. 408, 1934. 1748: „Epistler, befattende adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philoso- phiske, item skiemtsomme Materier. To- mus I". Epistel 48: „Hvilket Land er behageligst at leve i?". Epistler, Bind I, p. 208 ff, 1944. Epistel 50: „Beviser for Guds Tilværelse". Epistler, Bind I, p. 221 ff, 1944. 1750: „Epistler ... Tomus IV". Epistel 350: „Grønlændernes Naturbega- velse". Epistler, Bind IV, p. 129 ff, 1949. Epistel 401: „Dam forsigtigt om andre Lan- des Skikke". Epistler, Bind IV, p. 271 ff, 1949. 1751: „Moralske Fabler; 202. Fabel. Om Grøn- lænderen". Værker i tolv bind, IX, p. 438, 1971. 1754: „Epistler ... Tomus V". Epistel 513: „Grønlænderne og det Ondes Problem". Epistler, Bind V, p. 199- f, 1951. Epistel 516: „Svækker Varmen og styrker Kulden os?". Epistler, Bind V, p. 219ff, 1951. Billeskov Jansen, F. J. 1964. 1700-tallet. I: Dansk Litteratur Historie, bind l, Politikens Forlag. Bobé, L. 1936. Diplomatarium Groienlandicum. Meddelelser om Grønland, bind 55, 3. Dalager, L. 1758. Grønlændernes indbyrdes Skraae og Vedtægter. Baade til at oplyse Landets Hi- storie og Omstændigheder, saa og til Negocian- ternes Nytte. Oeconomisk Journal, Januarii- Maaned. (pp. 17-28 i „Grønlandske Relatio^ ner", ved L. Bobé, GSS II, 1915). Egede, H. 1738. Relationer fra Grønland 1721-36. Ved L. Bobé, 1925. Meddelelser om Grønland, bind 54. Egede, H. 1741. Det gamle Grønlands nye Perlu- stration eller Natural-Historie. Ved L. Bobé, 1925. Meddelelser om Grønland, bind 54. Gad, F. 1967. Grønlands Historie, Bind I, indtil 1700. NNF Arnold Busck. Gad, F. 1969. Grønlands Historie, bind II, 1700- 1782. NNF Arnold Busck. Glahn, H. C. 1771. Anmærkninger over de tre før- ste Bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland. København. Locke, J. 1965 (1690). Et essay om den menneske- lige forstand. Ved David Favrholdt. Berlingske Filosofi Bibliotek. Montaigne, M. de. uden årstal (1580). Essais, I. Udvalgt og oversat af Karen Nyrop Christen- sen. Carit Andersens Forlag. Sollied, P. R. og O. Solberg. 1919-20. Grønlands gjenopdagelse og den anden kolonisation. Det Norske geografiske Selskabs aarbok. Sollied, P. R. og O. Solberg. 1932. Bergenserne på Grønland i det 18. århundre, I. Anlegg og be- seiling 1721-1726. Oslo Etnografiske Museum, Oslo. Thalbitzer, W. 1932. Fra Grønlandsforskningens første Dage. Festskrift udgivet af Københavns Universitet. 97 [22]