[1] Kaj Birket-Smith og eskimoerne af Inge Kleivan KAJ BIRKET-SMITH RNVJB »ASMUSSEN Hai — ajåjå — hai! Ofte vandrede jeg ensom over den store tundra - histoppe nordpå. - I den dæmrende sommernat blev landet levende omkring mig. Fjeldrypen skogrede. Og langt, langt borte ved et blinkende vand jamrede en ensom lom. Y T * • A * A f rlai — ajaja! Ensom, ensom ... Da græd min sjæl for dem, der ventede, og dem, der var døde i mellemtiden. Mange mennesker i mange lande har i løbet af de sidste 50 år læst dette digt. Det er trykt i indledningen til Kaj Birket-Smiths bog „Eskimoerne", som udkom første gang i 1927. Ved første øjekast virker det eskimoisk, men det er skrevet af Birket-Smith selv. Han fortæller, hvordan han oplevede det arktiske forår på tundraen i Canada, og hvordan det slog ham, at netop sådan måtte istidens afslutning i Danmark have formet sig: „Dette er som at se rummets og ti- dens uendelighed ind i øjnene og svimle ... Da bøjer ydmygheden stille mit ho- ved fremover, og her i dette land, hvor hvert menneskes sang fødes på hans egne læber vokser en tone frem, en til- egnelse af det arbejde, jeg har udrettet, og det, jeg endnu håber at gøre." Nu da Kaj Birket-Smiths livsværk er afsluttet, er der al mulig grund til at standse op og se på noget af det, han udrettede. Birket-Smiths bog „Eskimoerne" er det klassiske værk om eskimoernes kultur. Det er ikke en veldokumenteret bog med fodnoter og litteraturhenvis- ninger af den type bøger, som Birket- Smith også var ekspert i at skrive, men det er en populærvidenskabelig fremstil- ling, hvor et væld af oplysninger præsen- teres på en letlæselig måde, som det kun kan gøres af en, der virkelig behersker et stort stof. Samtidig er det et værk, hvor forfatterens personlighed kommer til udtryk. Knud Rasmussen skrev forordet til bogen, og han fremhævede her, at Kaj Birket-Smith havde ganske særlige kvali- 98 [2] fikationer til at skrive en sådan bog: „Han er ikke blot en grundig og vel- trænet Videnskabsmand med en Hori- zont og en Kombinations-Evne, som kun megen Viden kan give. Han har ikke blot gennem gentagne Rejser til Grøn- land og som Deltager i Den 5. Thule- Ekspedition til Nordamerika skaffet sig den personlige Erfarings og de autenti- ske Oplevelsers Autoritet, som vejer tun- gere end al Verdens døde Viden. Men han har ogsaa — hvad der mere end alt andet gør hans Bog levende — den sande Kærlighed til sin Opgave. Hans Hjærte banker i Beundring for det Folk, han skildrer, og den Ærbødighed, han næ- rer for Emnet, præger Behandlingen saaledes, at Forfatteren paa en lykkelig Maade forener virkelig Belæring med baade Fantasi og Følelse - i et Sprog, der gør Bogen baade menneskelig og smuk." „Eskimoerne" udkom på dansk i en ny udgave i 1961 og i en 3. udgave i 1971. Selv om den stadigvæk i høj grad er læseværdig, så har det dog ikke værqt til at undgå, at man af og til mærker, at bogen oprindelig er skrevet for et halvt århundrede siden. „Eskimoerne" er også udgivet i flere udgaver på adskillige sprog. Bogen om „Eskimoerne" er imid- lertid aldrig blevet trykt på grønlandsk. Det kan ikke være, fordi en grøn- landsk udgave ville mangle interesserede læsere. En af de grønlandske anmeldere i „Atuagagdliutit/Grønlandsposten", ra- diofonichef Frederik Nielsen, karakteri- serede udgaven af 1961 således: „Det er en forskers arbejde, et vægtigt bidrag til eskimoforskningen. Men det, man først og fremmest hæfter sig ved, er bogens flotte udstyr og farverige foto- grafier og vignetter. Selve juvelen for- svinder halvt i indfatningen. Man kan også sagtens udgive sådan en flot bog, når udgiveren, Det grønlandske Selskab, har allieret sig med både Carlsberg- fondet og Ministeriet for Grønland" (A/Gnr. 6, 1962). Hverken Frederik Nielsen eller Jørgen Fleischer, som også anmeldte bogen i „Atuagagdliutit/Grønlandsposten" både på dansk og på grønlandsk, påtalte di- rekte, at værket om „Eskimoerne" ikke var oversat til grønlandsk. Den nye ud- gaves pragtudstyr harmonerede ikke rig- tig med de sædvanlige beskedent udsty- rede grønlandske bogudgivelser, så det må på forhånd have forekommet dem at være en urealistisk ide at få en sådan bog udgivet på grønlandsk. Problemet kunne måske have været løst, hvis man havde udgivet bogen på grønlandsk i et mere simpelt udstyr, men det ville ikke have været rigtigt tilfreds- stillende i dette tilfælde, fordi billed- materialet er et meget fint supplement til teksten. En anden udvej havde været at forøge de tilskud, som muliggjorde den danske udgave. Under alle omstæn- digheder er der noget urimeligt i, at dette hovedværk om eskimoerne ikke også udkom på grønlandsk. Det kan til- føjes, at der er beklageligt få fagbøger om Grønland oversat til grønlandsk. Det er ikke hele bogen om „Eskimo- erne", som er lige spændende at læse for alle. Jørgen Fleischer taler nok på en hel del læseres vegne, når han i sin anmeldelse i „Atuagagdliutit/Grønlands- posten" indirekte udtrykker, at visse af- 99 [3] snit kan virke lovligt detaljerede ved at konstatere: „Forfatteren går meget op i sin skildring af eskimoernes kranier og ydre ejendommeligheder og ofrer mere end ti sider på sin karakteristik af eski- moernes kranier" (A/G nr. 7, 1962). At Birket-Smith tog et sådant tema op med så stor grundighed, viser hvor om- fattende hans viden og interesser var. Han skrev iøvrigt også en hel bog om fysisk antropologi: „Vi Mennesker. Menneskets Udvikling og Racer almen- fatteligt skildret." 1940. Den kom se- nere i flere reviderede udgaver og blev oversat til flere sprog. I de nye udgaver af „Eskimoerne" er der mange steder taget hensyn til forsk- ningsresultater, som var kommet frem, efter at den første udgave var udkom- met. Bogens sidste kapitel, som var det mest forældede, er således delvis om- skrevet. I udgaven af 1927 lyder det afsluttende afsnit: „Foran domkirken i Reims står en af gotikkens skønneste billedstøtter, en kon- gestatue. Blikket under de rolige øjen- bryn synes at trænge forskende ind i til- skuerens tanker, fingrene på den venstre hånd hviler endnu tøvende i kappesno- ren, men højre arm er allerede udstrakt i fast beslutning. Lad dette være et sind- billede på vort forhold til Grønland, vor sidste koloni, og til Grønlænderne, der, som en af dem engang sagde: „til alle tider vil føle sig som børn, der skylder moder Danmark barnets oprigtige kær- lighed og tak"." I udgaven af 1961 er de sidste linier omskrevet således: „... Lad dette være et sindbillede ikke blot på Danmarks forhold til Grønland, men i det hele taget på den hvide races forhold til Polhavets folk." Til trods for ændringen er grundhold- ningen den samme, en holdning som kan tolkes således: Det bør være en forplig- telse for den hvide mand at lede eski- moerne gennem en vanskelig tid. Dette paternalistiske livssyn, som ikke længere anses for en helt akceptabel holdning, må ses på baggrund af den tid, hvor det første gang blev skrevet. Men det siger også noget om Kaj Birket-Smiths store respekt for de traditionelle eskimokultu- rer og hans bekymring for eskimoernes skæbne under kontakten med en omver- den, som ikke altid er lige hensynsfuld og forudseende, når det gælder konse- kvenserne af denne kontakt. I den oprindelige udformning ser vi også et glimt af Birket-Smiths stærke nationalfølelse. Det grønlandske citat, som han benytter, og som skal under- strege det berettigede i dette syn på relationen mellem grønlændere og dan- skere, er strøget i den nye udgave. Birket-Smith havde erkendt, at tiderne havde ændret sig så meget, at det ikke længere ville være akceptabelt at tale om Danmark i rollen som moder overfor grønlænderne. Da den 3. reviderede udgave udkom i 1971, var han gået et skridt videre og havde helt fjernet „billedet" af konge- statuen i Reims. Bogen blev afsluttet med et nyt kapitel, „Krisens time", men det var ikke skrevet af Birket-Smith selv. Han var på dette tidspunkt i slutningen af halvfjerdserne og foretrak at over- lade ordet til den canadiske etnograf Diamond Jenness, som også var inter- nationalt anerkendt. Denne havde be- 100 [4] Knud Rasmussen og Kaj Birket-Smith i Canada på Femte Thule Ekspedition. skæftiget sig med eskimoerne næsten lige så længe som Birket-Smith og havde i 1960erne været meget optaget af for- holdene i nutiden og udsigterne for fremtiden. Det er de afsluttende betragt- ninger fra hans bog „Eskimo Admini- stration: V, Analysis and Reflections" 1968, hvor han tegner et lidt dystert fremtidsperspektiv, særligt for eskimo- erne i Canada, der indgår i Birket- Smiths bog. Udgaverne af „Eskimoerne" fra 1961 og 1971 havde Birket-Smith for- synet med følgende dedikation: „Atua- gaq una kalåtdlit sujunigssånut pigiti- Fot.: Nationalmuseet, Etnografisk Samlings billedarkiv. para", og nedenunder står der med mindre bogstaver: „Grønlændernes fremtid tilegnes denne bog". Birket-Smith havde en dyb forståelse for, at alle mennesker har et behov for at vide noget om deres rødder, og at det for et folk er af afgørende betydning for dets identitetsfølelse at kende og forstå sin egen baggrund. Dette blev også understreget af den nu afdøde folketingsmand Nikolaj Ro- sing ved en sammenkomst på National- museet i anledning af bogens udgivelse, hvor han på det grønlandske folks vegne takkede for tilegnelsen: „Vi grønlæn- 101 [5] dere vil gerne bevare vor gamle kultur, så vi har noget at stå på under nye kul- turpåvirkninger ... Det er mig en glæde at se denne store bog om eskimoerne, vore forfædre, og jeg betragter den som en stor gave" (refereret i A/G nr. 24, 1961). Udviklingen var gået hurtigere, end Birket-Smith havde forudset. Den lidt abstrakte formulering „grønlændernes fremtid" ville roligt kunne have været erstattet af „vor tids grønlændere". I forbindelse med moderniseringen i Grøn- land opstod der nemlig hurtigt et behov for at styrke den eskimoiske baggrund. Dette har også givet sig udslag i, at der er ved at vokse en ny samhørigheds- følelse frem med de øvrige eskimoiske folk. I bogen „Eskimoerne" og i Birket- Smiths andre bøger om traditionelle eskimokulturer vil grønlænderne kunne finde mange oplysninger samlet, som de ellers ville have vanskeligt ved at skaffe sig. Kaj Birket-Smiths interesse for eski- moerne gik helt tilbage til hans tidligste ungdom. 19 år gammel lykkedes det ham i 1912 at komme med på en ekspe- dition til Sydgrønland. Det var en zoolo- gisk ekspedition, men Birket-Smith var mere optaget af menneskene og deres udfoldelsesmuligheder. Hans anden rejse, som også blev hans sidste rejse til Grønland, fandt sted så langt til- bage i tiden som for 60 år siden, i 1918. Turen gik til Egedesminde og de nærliggende bopladser og udsteder, og hans rejseledsager var den unge kateket, senere præst, Elias Lauf, som dengang vendte hjem efter 2]/2 års studier i Dan- mark. Birket-Smith karakteriserer ham i bogen som „en glimrende og omhygge- lig tolk, såvel som en behagelig rejse- fælle". Blandt de mange oplysninger, som Birket-Smith fik indsamlet ved Elias Laufs hjælp, var den lokale grønlandske betegnelse på så godt som alle de mange forskellige kulturelementer, som han be- skrev. Også nogle lokale traditioner, særligt om forskellige fantastiske ind- landsboere, blev optegnet. Den store bog, som blev resultatet af denne rejse, har titlen „Ethnography of the Egedes- minde District with Aspects o f the Ge- neral Culture of West Greenland", Meddelelser om Grønland vol. 66, 1924. Det er en bog, som er blevet stående som det store videnskabelige opslags- værk om grønlændernes gamle kultur med dets rigdom af detaljerede oplys- ninger og mange henvisninger til den ældre litteratur. Men værket har sin be- grænsning, en begrænsning som Birket- Smith selv gør opmærksom på straks i indledningens første afsnit: „Som det er naturligt, når man beskriver en kultur, som allerede er stærkt påvirket af euro- pæisk civilisation, skal hovedvægten læg- ges på den fase, som viser den nærmeste tilknytning til de gamle karakteristika, nemlig den materielle kultur." Selv om bogen også indeholder oplys- ninger om sociale forhold og om grøn- lændernes traditionelle forestillingsver- den, så optager beskrivelsen af redska- ber, dragter, boliger, transportmidler og arbejdsprocesser langt størstedelen af pladsen i den 484 sider store bog. Det er tydeligt, at Birket-Smith tilhørte en forskningstradition, der havde som ho- 102 [6] vedmål at beskrive og analysere frem- mede kulturer, før den europæiske kul- turpåvirkning satte massivt ind. Bogen orn Egedesmindes etnografi er tilegnet Knud Rasmussen, og forordet er dateret „Repulse Bay, Arctic North America. December 1921". Birket-Smith var nemlig dette år rejst ud som del- tager af deri senere så berømte Femte Thule Ekspedition, der blev ledet af Knud Rasmussen. Det var ikke alle ekspeditionsdeltagerne, som var med på hele den lange slæderejse. Birket-Smith arbejdede således særligt blandt rensdyr- eskimoerne i Canada og skrev en doktor- disputats orn disse indlandseskimoer: „The Caribou Eskimos. Material and Social Life and their Cultural Position" 1929. Birket-Smith arbejdede også med geo- grafiske og sproglige emner. Særlig kendt er: „Five Hundred Eskimo Words. A Comparative Vocabulary from Greenland and Central Eskimo Dialects" 1928. Bogen indeholder ord- lister, hvor 500 forskellige betegnelser er gengivet i lydskrift på fem forskellige eskimoiske dialekter. Man kan her bl. a. se, hvad 82 forskellige dyrearter kaldes i fem forskellige lokaliteter: Vest Grøn- land, Thule Distrikt, Melville Peninsula, Simpson Peninsula og Upper Kazan River. Birket-Smith havde ikke selv nogen lingvistisk uddannelse, men han gik i gang med arbejdet ud fra den betragt- ning, at et sådant materiale ville være af stor interesse, fordi der kun fandtes så lidt nedskrevet på de canadiske dia- lekter, og iøvrigt også på Thule dialek- ten. I forordet til bogen understreger han, at han har fået værdifuld hjælp af Knud Rasmussen, der jo havde lært grønlandsk som barn, og af Jacob Olsen. Om den sidstnævntes indsats skriver Bir- ket-Smith bl. a.: „med hensyn til de mere nøjagtige undersøgelser har vi modtaget en glimrende hjælp af ekspeditionens intelligente tolk, vestgrønlænderen Jacob Olsen." Jacob Olsen skrev selv en selv- stændig bog på grønlandsk om ekspedi- tionens arbejde: „Akilinermiulerssårut", som udkom i 1927 og blev genoptrykt i 1958, men som desværre aldrig er ble- vet oversat. Resultaterne fra Femte Thule Ekspe- dition blev publiceret på engelsk i en im- ponerende lang række bind, først og fremmest af Knud Rasmussen, Therkel Mathiassen og Kaj Birket-Smith, som alle ydede et beundringsværdigt arbejde. Selv om eftertiden ikke har kunnet be- kræfte alle de teorier om eskimoernes forhistorie, som de fremsatte, er deres værker nu klassiske. Therkel Mathiassen døde i 1967, og Knud Rasmussen, som Birket-Smith følte sig særligt nært knyttet til, døde allerede i 1933. Han skrev en bog om sin ungdoms rejsekammerat, „Knud Ras- mussens Saga" 1935, og han publicerede også flere mindeartikler om Knud Ras- mussens liv og arbejde i forskellige tids- skrifter. Der kan især være grund til at fremhæve „Bogen om Knud. Skrevet af hans Venner" 1943, hvor Birket-Smith har forfattet et meget smukt afsnit med titlen „Et Karakterbillede". Han kom her bl. a. ind på, at der var nogle træk ved Knud Rasmussens personlighed, som kunne karakteriseres som danske, andre som eskimoiske: „Men den dybest lig- 103 [7] gende af alle hans egenskaber var hverken særlig eskimoisk eller særlig dansk, men almen-menneskelig, og det var hans trofasthed ... Det er denne trofasthed, som vi, der har haft den lykke at kende ham og arbejde med ham, aldrig vil glemme, og som gør, at vi bevarer hans minde i samme ånd." Det var som nævnt Knud Rasmussen, der havde skrevet forordet til den første udgave af „Eskimoerne" i 1927, men det er ikke med i de nye udgaver. Efter at have takket institutioner og enkeltper- soner, som havde bistået ved bogens udgi- velse, skriver Birket-Smith: „Men der er een, til hvem mine ord ikke mere kan nå: Knud Rasmussen, den store forsker og trofaste ven — han, der forstod eskimo- erne bedre end nogen anden. Hvis han kan høre mit hjertes stemme, vil han vide, at min taknemmelighed mod ham aldrig mindskes." Det var et venskab mellem to meget forskellige mænd. Mens Knud Rasmus- sen kunne karakteriseres som en kunst- ner med et åbent og impulsivt væsen, kunne Kaj Birket-Smith virke som den tørre og systematiske, lidt indadvendte videnskabsmand, men han havde sam- tidig et poetisk og følsomt sind. De var begge mennesker af format, hvis ord man lyttede til. Blandt de rejser, som Birket-Smith foretog, skal det her fremhæves, at han i 1933 var på feltarbejde i Alaska. Det var først mange år senere i 1953, at han fuldførte bogen om eskimoerne ved Stil- lehavskysten: „The Chugach Eskimo", men allerede i 1935 havde han udgivet en bog om turen: „Guld og grønne Skove. En Sommer blandt Eskimoer og Indianere i Alaska". Den store viden- skabelige bog om Chugacheskimoerne er ligesom mange andre af Birket-Smiths værker skrevet på grundlag af en kom- bination af undersøgelser i felten og i museer og af omfattende studier af litteraturen. Kaj Birket-Smith arbejdede i næsten 50 år på Nationalmuseet, i den sidste halvdel af perioden som overinspektør ved Etnologisk Samling. Han var særlig stolt af de arkæologiske og etnografiske samlinger fra eskimoerne, som han frem- hævede var enestående i verden, både fordi de omfattede sjældne, ældre gen- stande, og fordi de rummede så store systematiske samlinger fra så mange forskellige eskimogrupper. Alene Femte Thule Ekspedition hjembragte over 15.000 genstande. Ved den officielle indvielse af Grønlands Landsmuseum i 1966 overrakte Jørgen Meldgaard som gave fra Nationalmuseet en mands- og en kvindedragt fra Netsilikeskimoerne i Canada, som var indsamlet på Femte Thule Ekspedition. Da Kaj Birket-Smith fyldte 70 år i 1963, udgav Dansk Etnografisk For- ening et festskrift til ham (FOLK vol. 5), hvor Helge Larsen, som efterfulgte ham som leder af Etnografisk Samling på Nationalmuseet, skrev en artikel om „Birket-Smith and the Arctic", og Jo- hannes Nicolaisen, som overtog ansvaret for undervisningen i etnografi på Køben- havns universitet, skrev om „The An- thropology of Kaj Birket-Smith". Man kan her finde en detaljeret gennemgang af Birket-Smiths videnskabelige arbejde. I den samme bog findes der også en bibliografi over Kaj Birket-Smiths vær- 104 [8] ker, udarbejdet af hans søn Kjeld Birket- Smith. Listen tager kun udvalgte publi- kationer med, alligevel omfatter den ikke mindre end 208 numre, og der kom endda adskillige publikationer til si- den hen. De mange titler afspejler spændvid- den i Kaj Birket-Smiths interesser og arbejde, men den viser også, at det var forholdene i det eskimoiske område, som han især var optaget af. Listen doku- menterer klart, at Birket-Smith var en meget flittig mand, for hvem en væsent- lig del af livets mening bestod i at ud- forske „Kulturens veje", som han kaldte et af sine hovedværker (1941-42), som også er kommet i flere udgaver og er blevet oversat til mange sprog. Ønsket om at delagtiggøre andre i sin viden på tryk kan for Birket-Smiths vedkommende påvises på et så tidligt tidspunkt i hans livsforløb, at der ikke findes mange fortilfælde. Allerede i 1908, da han var en skoledreng på 15 år, fik han optaget tre artikler, der be- handlede etnografiske emner i det den- gang velkendte populærvidenskabelige tidsskrift „Frem". Og gennem hele livet følte han en glæde ved og en forpligtelse til at dele sine kundskaber ikke bare med en snæver kreds af videnskabsmænd, men også med et langt større interes- seret publikum. Kaj Birket-Smith forstod at give ud- tryk for sin viden og sine synspunkter i et velskrevet og forståeligt sprog, uden at han undervurderede den store kreds af læsere, som han henvendte sig til. Det var derfor fuldt ud fortjent, at han som den første fik tildelt Dansk Forfatter- forenings populærvidenskabelige pris. I slutningen af bogen om Egedes- minde distrikt taler Kaj Birket-Smith om, at jo mere man prøver at trænge ind i eskimoernes måde at tænke på, jo mere opdager man, hvor fremmedartet den er, men samtidig mærker man også mere og mere det universelt menneske- lige. Det var denne spænding, som fasci- nerede ham som forsker og som men- neske, og som blev en drivkraft i hans livsværk. 105 [9]